Indlæg tagget med medier

Den sporløst forsvundne troværdighed

18. februar 2010

For snart mange Ã¥r siden var jeg med et hold gymnasieelever pÃ¥ besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. NÃ¥r man sÃ¥ programmet pÃ¥ tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.

Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.

De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige sÃ¥ godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.

NÃ¥r det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, sÃ¥ hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. NÃ¥r vi ser tv-aviserne, sÃ¥ er deres funktion afhængig af, at vi stoler pÃ¥, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, pÃ¥ Haiti osv.

Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.

“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører mÃ¥ske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.

Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.

NÃ¥r deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes pÃ¥ ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), sÃ¥ hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse stÃ¥r og falder med sin realistiske troværdighed. NÃ¥r Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der stÃ¥r bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der mÃ¥ske ikke har set familiemedlemmer i mÃ¥ske 20 Ã¥r“, sÃ¥ er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mÃ¥l af (konstrueret) troværdig autencitet.

9/11 – og konspirationstænkningen

7. februar 2010

Der er to dage i mit liv, som jeg erindrer med en særlig tydelighed. Den ene dag var dengang, da nyheden om John F. Kennedy nåede frem til danskerne. Vi var nogle drenge, der om morgenen stod uden for Vestre Skoles gymnastiksal og ventede på at blive lukket ind. Og vi snakkede om den forfærdelige nyhed. Jeg forstod ikke så meget af, hvad der var sket, men havde en følelse af uvirkelighed i kroppen.

Det samme gentog sig, da terrorister angiveligt fløj ind i Word Trade Center den 11. september 2001. PÃ¥ tv i min daværende arbejdsplads’ kaffestue løb billederne af de eksploderende maskiner hen over skærmen som en bÃ¥ndsløjfe, medens nyhedsrapporteren forsøgte at stykke en mening med galskaben sammen. Og jeg sad dér og tænkte: Det er kunne lige sÃ¥ godt være en Hollywood-film.

Siden 9/11 været genstand for mange analyser og granskning. Og der er opstået en hel del konspiratoriske teorier om, hvad der faktisk hændte. Var det islamisk fundamentalistiske terrorister, der stod bag? Eller var det i virkeligheden Bush-administrationen, der selv iscenesatte det hele som et spektakulært Hollywoodsk påskud for at drage ud i verden og kæmpe for olierettighederne osv.? Og passede det ikke som fod i hose til argumentet for krigen: At Sadam Hussein havde masseødelæggelsesvåben?

I dagens udgave af Jyllands Posten kan man læse, at en række kændisser – skuespillere, teologer, læger osv. – kræver en uvildig undersøgelse af, hvad der skete dengang. For mig er det først og fremmest en illustration af, hvor uvirkelig den mediale virkelighed efterhÃ¥nden er blevet – og mÃ¥ske altid har været. Et symptom pÃ¥ det virkelighedstab, som tv-mediet med sine iscenesættelser gør sig skyldig i – og nu mere end nogensinde før. Hvem kender ikke den fundamentale skepsis, der er en tro følgesvend til de journalistiske medier? HÃ¥nden pÃ¥ hjertet.

Det var den franske sociolog Jean Baudrillard, der satte trumf på denne erkendelse, da han hævdede, at Golfkrigen aldrig havde fundet sted. Det var en tvfiktion. Et simulakrum. Vil en uvildig undersøgelse mon fjerne vores inderste tvivl om medierne?

DR P3 og den kommercielle bæredygtighed

22. december 2009

Det var vist den nuværende finansminister og Venstreideolog, Claus Hjorth Frederiksen, der kom for skade at sige, at hvis vælgerne vidste, hvad regeringspartiet ideologisk set pønsede pÃ¥, sÃ¥ ville den ikke blive genvalgt…

Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der bag megen floromvunden tale om “velfærdssamfund”, “borgeren i centrum” osv. ligger en masterplan om at realisere de hede, liberalistiske drømme overalt, hvor det er muligt. Venstre er drevet af en indædt tro pÃ¥, at fri konkurrence, økonomiske incitamenter (privathospitaler!), markedskræfternes frie spil, udlicitering til private osv. vil være godt for alle. Indiskutabelt godt.

En af de ideologiske kamppladser, hvor den kamouflerede ideologi stikker sit grimme fjæs frem, sÃ¥ enhver idiot kan se det, er kampen om medierne, nærmere bestemt: Danmarks Radios rolle. Danmarks Radio har med sin ubestridelige, folkelige succes været en torn i øjet pÃ¥ liberalisterne. Et synligt eksempel pÃ¥, at en statsdrevet public service-station bÃ¥de kan leverer kvalitet i bredden og have stor folkelig succes – bÃ¥de pÃ¥ radiosiden og tv-siden.

Det er lykkedes for de borgerlige at få etableret fallitboet TV2, der godt nok har været en succes, men en betinget sådan, fordi man både har villet blæse og have mel i munden. TV2 er jo aldrig blevet et mønstereksempel på en kommerciel mediesucces, fordi den har fået skattekroner intravenøst.  Og stadigvæk får det, selv om institutionen har været ved at tage livet af sig selv på grund af medial storhedsvanvid.

De borgerlige har ogsÃ¥ igangsat en række kommercielle radiostationer, som har vist sig at være kommercielle flops pÃ¥ stribe. Igen og igen er det blevet demonstreret af konceptet “reklamer, hitlistemusik og tomhjernet snak” ikke er ‘kommercielt bæredygtigt‘. I den forbindelse har det været mere end generende for de borgerlige ideologer at se, at DRs popkanal P3 er løbet med alle lytterne – 2,3 milioner pr. uge, helt præcist.

Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at en af Venstres ideologiske løvinder, Ellen Trane Nørby har fået den idé at nedlægge P3. Eller rettere: flytte den over på DAB. Trane Nørby ved nemlig godt, at mange af P3-lytterne holder fast i deres gode, gamle FM-radio og ikke har planer om at investere i en DAB-radio. I stedet skal så en kommerciel radiostation overtage P3s plads på FM-båndet. Smart ikke? Og så skidt med, at det store lytterflertal har talt! Man er vel ideolog!

I forbindelse med den nybagte idé kommer Ellen Trane Nørby med en indrømmelse, der er ganske afslørende. For i første omgang var det jo meningen at nedlægge P2. Nu skal det sÃ¥ være P3 i stedet for. I den forbindelse siger Nørby: “Det er mere naturligt. P2s indhold er ikke og skal ikke være kommercielt bæredygtigt“. En indrømmelse af, at man var villig til at ofre P2 pÃ¥ den økonomiske ‘bæredygtigheds’ alter, selv om man ansÃ¥ kanalen for at være ubæredygtig..

Lykkes det for Venstre og regeringspartierne at skære P3 bort, så skader man DRs public service-funktion, der jo ikke blot handler om ikke-kommercielle udsendelser men også om at have en folkelig bredde. Og den populære P3-kanal vil sandsynligvis følge de kommercielle radioers lemmingegang ud over kanten. Venstres strategi er klar nok. Kan man ikke udkonkurrere DR gennem fri, kommerciel medievirksomhed, så kan man da altid stække DR ved at berøve institutionen dens mest populære aktiver. Hvad bliver det næste? At udlicitere Forbrydelsen III?

Kan det virkelig passe?

18. oktober 2009

At Joan Ørting har sex uden for ægteskabet? Med… At Klaus Riiskjær kommer og gÃ¥r i fængslet, som det passer ham? At Line Baun Danielsen var knust, fordi hun røg ud af Dans med de kendte? Osv. Sladderpressen med Se & Hor og Billledbladet i front, skarpt forfulgt af boulevardsprøjterne EkstraBladet og BT og lige i hælene TV2 svælger i mere og især mindre dokumenteret sladder fra medieoffentlighedens lette brigade. Og nu har nogle af “ofrene” fÃ¥et nok af halve sandheder og kvarte løgne om deres person og har oprettet hjemmesiden www.kandetpasse.dk, hvor de tilmeldte kændisser kan give deres version af historierne og tage til genmæle mod sladder. Om vi sÃ¥ fÃ¥r den rigtige sandhed er nok et Ã¥bent spørgsmÃ¥l, men interessant er det at se, at nettet igen kan bruges til at sætte den etablerede presse stolen for døren.

Exit Radio 100 FM

29. september 2009

I denne blog har jeg jævnligt beskæftiget mig med fænomenet kommerciel radio. Den siddende regering vil af ideologiske årsager privatisere radio og tv. Men spørgsmålet er i bund og grund, om der er grundlag for rent kommercielle radio- og tv-stationer i Danmark? Et land med små 5 millioner mennesker.

Debatten er blevet forstærket af, at den såkaldte kulturminister Carina Christensen ønsker at berøve Danmarks Radio en af sine mest populære kanaler, P4. Af konkurrencehensyn.

Og i dag kan man så læse, at den mest succesfulde af de kommercielle radiostationer, Radio 100 FM, er gået i betalingsstandsning. Det er ikke lykkedes at finde investorer, der vil pumpe penge i foretagendet. Måske har den aktuelle økonomiske krise noget med tilbageholdenheden at gøre, men det er langt fra hele forklaringen. Det handler også om, at der ikke er penge (nok) at tjene i kommerciel dansk radio. Der er ikke reklameindtægter nok at hente. Det er ikke nogen nyhed.

Spørgsmålet er vel også, om de kommercielle radioer har tilført mediebilledet noget nyt? Konceptet synes at have været, at lytternes skulle samles om den laveste fællesnævner. Giv folk, hvad de vil have. Derfor har man set kanaler, der stort set lignede hinanden med hitlistemusik og tomgangsnak fra mere eller mindre talentfulde DJs.

Man kan sagtens forestille sig, at borgerlige politikere vil føle sig endnu mere tilskyndet til at forringe DRs vilkår nu, hvor TV2 Radio er fortid, og Radio 100 FM sikkert også er det. Fordi man tror, det vil forbedre de kommercielle radioers eksistensmuligheder. Og måske også, fordi man inderst inde ønsker DR hen, hvor peberet gror.

Men jeg tror ikke pÃ¥, det vil ændre ved dette forhold. De kommercielle radioers problem er, at der ikke er penge at tjene ved at reklamere i radioen. Selv ikke tv-reklamer er den store fidus. Se bare pÃ¥ TV2s økonomi…