Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.
Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…
Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.
Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.
Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.
Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?
Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…