CAPAC

Sagen mellem Woody Allen og lingeri-firmaet American Apparel kom til at dreje sig om førstnævntes markedsværdi. I et tidligere indlæg skrev jeg afslutningsvis: “Sagen er altsÃ¥ en illustration af,
at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret
til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre
grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg,
udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..” Nu er der indgÃ¥et et forlig i sagen og underbukse-firmaet med det populære, lumre image, har mÃ¥ttet betale 5 millioner dollars til Allen for misbrugen af billedet af Woody som ortodoks jøde. 1-0 til anstændigheden.

Man mÃ¥ lade folkene bag den sÃ¥kaldte “tænketank” Cepos, at de forstÃ¥r at møve sig frem i medierne med deres forudsigelige forsvar for fri liberalisme. Jeg lytter ofte til DRs P1 Debat, nÃ¥r jeg kører bil. Og Ceposserne er ofte med. Det samme gælder i DRs journalistiske programmer. De skal selvfølgelig ikke klandres, at de er vakse ved havelÃ¥gen. Derimod kan man godt undre sig meget over journalisternes valg af “eksperter”. Er der tale om magelighed, dovenskab dumhed eller manglende kendskab til, hvilke “eksperter”, der faktisk findes i dette land inden for økonomi, politik osv.? Eller mener journalisterne virkelig, at Cepos eller 180% grader er centrale figurer i den poliske debat? Jeg tvivler pÃ¥, at Cepos og 180% grader tilsammen nogensinde vil kunne samle stemmer nok til at komme over spærregrænsen. Hvis de ellers ønskede det. Hvorfor sÃ¥ denne overrepræsentation i medierne? Man kunne med lige sÃ¥ stor ret indkalde talsmænd fra Kommunistisk Parti. Medierne har et problem med rekrutteringen af eksperter og politiske meningsdannere til debatprogrammer. Der er for megen Tordenskjolds Soldater-logik over det. Og Cepos er sÃ¥dan set bare et eksempel. Hvis journalisterne vil højne kvaliteten, hvilket der er al mulig grund til i disse krisetider, hvor aviser dør som fluer pÃ¥ væggen, sÃ¥ mÃ¥ man ogsÃ¥ sætte ind pÃ¥ dette omrÃ¥de. Ryste posen bedre, sÃ¥ seerne og læserne fÃ¥r en mere nuanceret debat af tidens store problemer…

PS. Denne undren skal selvfølgelig ikke forstÃ¥s som et ønske om, at Cepos skal holdes væk fra medierne. Men som undren over mediernes prioriteringer…

I folkedybet kan man undertiden møde billedet af en politikertype, der kun er foragt til overs for: “levebrødspolitikeren”. Det er den politikertype, for hvem avancement, løn, pension og gode “ben”, er vigtigere end politisk overbevisning. En type, der gerne lader sig kompromittere, hvis blot det kan gøres op i ussel mamon.

Når denne type er genstand for ringeagt i befolkningen, så skyldes det, at han eller hun er et vrængbillede af den demokratiske repræsentants ideal. Den repræsentant, der i følge grundloven kun skal stå til ansvar for sin egen overbevisning.

I de seneste dage har man kunnet følge Ekstra-Bladets og B.T.s jagt på hhv. Bendt Bendtsen og Lene Espersen. De to konservative forgrundsfigurer. Begge er hængt til tørre på de to boulevardblades sider, fordi de i embeds medfør har haft hænderne dybt ned i den statslige klejnekasse eller på anden vis har (mis)brugt de privilegier, der følger med en plads i folketinget eller en ministerudnævnelse.

Jeg vil pÃ¥ ingen mÃ¥de forsvare de to konservative ministre og finder det ynkeligt og udtryk for mangel pÃ¥ dømmekraft, nÃ¥r Lene Espersen i dagens aviser spiller forurettet i sagen om en kostbar flyvetur og forsøger at tørre ansvaret af pÃ¥ statsministeriets ansatte. At andre er moralsk korrumperede, gør jo ikke ens egne handlinger bedre. SpørgsmÃ¥let er blot, om ikke levebrødspolitikeren – eller karrierepolitikeren – snarere er reglen end undtagelsen i dansk politik. I hvert fald synes de idealistiske politikere at være i klart undertal. Ja, politisk idealisme og høj politisk moralsk integritet synes at være en mangelvare i vores repræsentative demokrati….

Nej, dér hvor jeg egentlig vil hen er til de to boulevard-avisers dagsorden. Er det mon tilfældigt, at de kaster sig over to konservative ministre? Ønsker de to boulevard-blade mon at svække det konservative folkeparti pÃ¥ et tidspunkt, hvor regeringspartiet Venstre som følge af minsterrokaden stÃ¥r lidt svagt i meningsmÃ¥lingerne? Eller er det et forsøg pÃ¥ at svække regeringen slet og ret – og dermed gøde jorden for oppositionens magtovertagelse? I hvert fald kan prioriteringen godt undre en. Hvorfor ikke i stedet kaste sig over Anders Fogh Rasmussens til pligtforsømmelse grænsende fravær i dansk politik i den periode, hvor han har melet sin egen kage i form af jagten pÃ¥ Natos toppost?

PÃ¥ arbejde i gÃ¥r kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp pÃ¥ radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. SÃ¥ der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke pÃ¥ dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne pÃ¥ Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mÃ¥l scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mÃ¥l i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens mÃ¥lestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
NÃ¥r jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmÃ¥l er selvfølgelig absurde. Og dog…

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…

Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.

Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…

Digteren Per Højholt skrev engang en tekst om forholdet mellem naturen og kulturen. Forenklet sagt gik teksten ud pÃ¥, at tekstens jeg ville “gÃ¥ ud i naturen”, som det sÃ¥ smukt hedder, men fordi mennesket er sprog- og kulturbærer sÃ¥ flyttede naturen sig længere bort, efterhÃ¥nden som man gik ud i den…
I dagens aviser læser jeg om en sÃ¥kaldt “reality-tv-stjerne”, der frem til sin død af en kræftsygdom har været i mediernes søgelys. Men reality-tv er en selvmodsigelse. Eller mÃ¥ske en anden virkelighed end Virkeligheden. Som enhver idiot ved, sÃ¥ kendetegner det medierne, at alt – alt – er redigeret, iscenesat. Og netop det fjernsyn, der prætenderer at vise noget virkeligt, er den største illusion. I den virkelighed, du og jeg lever i, er iscenesættelsen praktisk talt umulig. Vi kan planlægge og skrive time-manager-notater, men sjældent gÃ¥r det, som vi forestiller os. Den virkelighed, vi lever i – lad os bare kalde den Virkeligheden – unddrager sig pr. definition mediernes virkelighed. Derfor er længslen efter et liv i mediernes søgelys – de berømte 15 minutters berømmelse, som Warhol forudsÃ¥ – at ligne med drømmen om et liv efter livet…

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. PÃ¥ DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning pÃ¥ dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsÃ¥nd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnÃ¥ det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke fÃ¥ virkeligheden til at rykke nærmere pÃ¥ læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille mÃ¥ned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sÃ¥rede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det mÃ¥ være at opholde sin pÃ¥ et landomrÃ¥de, der er pÃ¥ størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel pÃ¥ diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstÃ¥ og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, sÃ¥ handler Politikens nye linje ikke sÃ¥ meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-sÃ¥-vil-og-skal-vi-ogsÃ¥-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere pÃ¥ en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i gÃ¥r var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død pÃ¥ stuegulvet. Den døde mand havde ligget sÃ¥dan i fem uger i sommervarmen. Og pÃ¥ afstand sÃ¥ man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der ogsÃ¥ gemmer pÃ¥ en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Som læserne af denne blog vil vide, sÃ¥ har capac et horn i siden pÃ¥ medierne. Især tv-mediet. Et grundsynspunkt for min kritik er, at al tv-produktion er iscenesættelse, fiktion. Sagt pÃ¥ en mere bramfri mÃ¥de, sÃ¥ er en god del af det, vi sluger med øjnene, forbandet digt og opspind. Noget andet er sÃ¥, at politikerne i højere og højere grad (mis)bruger tv-nyheds-mediet til manipulation i politisk øjemed. Det var Jean Baudrillard, der med et skarpt blik og en lige sÃ¥ skarp pen, fik os til at se, at Golf-krigen primært foregik i pÃ¥ tv – som simuleret virkelighed. Den fandt i virkeligheden slet ikke sted, som han pÃ¥stod med vanlig provokatorisk sans.
For øjeblikket bliver vi dagligt genstand for grov manipulation i tv-mediets behandling af konflikten i Gaza. SpørgsmÃ¥let er, om vi overhovedet kan tro vores egne øjne længere? NÃ¥r tv-mediet fx viser os israelsk producerede “dokumentationer” af præcisionsbombninger, sÃ¥ bliver tv-mediet – og tv-seerne – gidsler i et politisk PR-stunt, som vi almindeligvis ikke har en chance for at bedømme troværdigheden af. Men pointen er, at vi sidder tilbage med et diffust indtryk af, at israelerne er dygtige til det, de laver ( i hvert fald til at manipulere med os…). Hos Néné er jeg faldet over en fin artikel fra BBC, hvor der sættes afgørende spørgsmÃ¥lstegn ved en af disse præcisionsbombningsvideoer, som israelerne har ladet medierne – inklusive YouTube – viderekolportere til verdensoffentligheden. Læs den og tænk over, hvad du hører og ser i aftenens tv-avis.

Selv om EF-domstolen i dag har fastslÃ¥et, at TV2 ikke – som pÃ¥stÃ¥et af konkurrenterne bag Viasat og SBS – har modtaget ulovlig statsstøtte fra 1995, sÃ¥ er koncernen problemer langt fra løst. Med dommen annullerer EF-domstolen en EU-kommisionsafgørelse fra 2004, som pÃ¥stod det modsatte og hævdede, at TV2 skulle tilbagebetale et beløb pÃ¥ 628 millioner plus renter og renters rente. Ialt i omkredsen af 1,1 milliard. TV2, der som tidligere omtalt i forvejen stÃ¥r i økonomiske problemer, slap altsÃ¥ med skrækken. Denne gang. For siden dengang har staten igen pumpet skattekroner i foretagendet for at holde det oven vande. I 2004 foretog man en sÃ¥kaldt rekapitalisering – og Viasat og Co. startede en ny og uafsluttet sag i EU. Dertil skal sÃ¥ lægges, at staten for ganske nylig har tilført flere midler i form af et 500 millioner stort lÃ¥n for at forhindre skuden i at synke brat…
Problemet med TV2 er vel grundlæggende, at staten bÃ¥de vil have en public service-station (og konkurrent til DR) og drive TV2 som en semi-privat-reklamefinansieret virksomhed. Man vil bÃ¥de blæse og have mel i munden. Set fra konkurrenternes synspunkt mÃ¥ det være særdeles irriterende med en sÃ¥dan hybrid. Og mÃ¥ske ville det ogsÃ¥ være mere rimeligt, at TV2 blev helt privatiseret – med public service-forpligtelser. SÃ¥ kunne vi jo fÃ¥ en demonstation af, hvor umuligt det er… Men indtil videre mÃ¥ vi nok afvente, hvor længe plimsolleren kan holde sig flydende. Ved Ã¥rsskiftet skal TV2 nemlig tilbagebetale statslÃ¥net.

Nu hvor fejringen af TV2-jubilæet er overstÃ¥et, er der ikke meget at danse til eller grine af. Med en gæld i størrelsesordenen en kvart milliard og udsigt til faldende reklameindtægter som følge af digitaliseringen af sendenettet bevæger den borgerlige mediekæledægge sig mod afgrundens rand. Med et EU-godkendt statslÃ¥n pÃ¥ en halv milliard kroner er institutionen ogsÃ¥ i realiteten “nationaliseret”. Inden længe vil politikerne stÃ¥ med en meget varm kartoffel i hænderne. Vil de redde foretagendet – der langt hen ad vejen selvforskyldt har bragt sig ud i et økonomisk uføre pÃ¥ grund af perspektiv- og tankeløse projekter som fx den kommercielle radiostation, som forblev en fis i en hornlygte – ved at pumpe masser af danske skattekroner ud? Og derved illustrere en himmelrÃ¥bende forskelsbehandling af Danmarks Radio? Eller vil de tage konsekvensen og privatisere butikken 100%? Det nemmeste ville selvfølgelig være, at lade TV2 gÃ¥ konkurs og lade institutionen lide mediedøden. Men det ville jo være et kulturpolitisk nederlag af dimensioner for alle de politikere, der stod bag oprettelsen af TV2…