Den sporløst forsvundne troværdighed
18. februar 2010For snart mange Ã¥r siden var jeg med et hold gymnasieelever pÃ¥ besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. NÃ¥r man sÃ¥ programmet pÃ¥ tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.
Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.
De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige sÃ¥ godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.
NÃ¥r det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, sÃ¥ hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. NÃ¥r vi ser tv-aviserne, sÃ¥ er deres funktion afhængig af, at vi stoler pÃ¥, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, pÃ¥ Haiti osv.
Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.
“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører mÃ¥ske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.
Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.
NÃ¥r deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes pÃ¥ ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), sÃ¥ hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse stÃ¥r og falder med sin realistiske troværdighed. NÃ¥r Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der stÃ¥r bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der mÃ¥ske ikke har set familiemedlemmer i mÃ¥ske 20 Ã¥r“, sÃ¥ er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mÃ¥l af (konstrueret) troværdig autencitet.
