Indlæg tagget med medier

Missil-Jens Rohde ser “spioner”

10. november 2007

Med usvigelig sikkerhed bliver valgkampen gradvist mere beskidt som dead-line nærmer sig, og det giver anledning til mere eller mindre underholdende indslag. I dag kan man læse om TV2-Radioens direktør Jens Rohde, der er blevet sendt i skammekrogen af sin overordnede efter at være blevet afsløret som kilde til Ekstra-Bladets “sensationelle” historie om socialdemokraten Henrik Sass Larsens påståede “spionage” mod sit eget parti til fordel for Venstre under sidste valgkamp. Vi har i denne blog flere gange kommenteret det forhold, at journalister – inden for disciplinen “spin” – har umådeligt svært ved at skelne mellem rollen som troværdig, uafhængig journalistisk kommentator og så rollen som politiker eller politisk medaktør. Og nu får vi så oven i købet en mediedirektør, der heller ikke kan holde styr på sit politiske instinkt. Så vidt jeg husker er det ikke første gang det tidlige folketingsmedlem for Venstre har trådt i den politiske spinat (nemlig, da han som relativt nyudnævnt direktør luftede sin tvivl om Helle Thorning Schmidts lederevner). Måske keder Jens Rhode sig i sin nuværende stilling, for der er som bekendt ikke megen gang i biksen.
Nu kan man så bare vente på, at det næste politiske missil fra Rohde vender tilbage og rammer ham i nakken. Tilsyneladende slipper han med en reprimande denne gang. Er det acceptabelt med en mediedirektør, der så åbenlyst blander sig i politik? Var der nogen der sagde “medie-bananrepublik”?
Samtidig må man sige, at “episoden” er et symptom på, at partiet Venstre er trængt i denne valgkamp.

Spinnets ulidelige tågeslør – journalistiske valgkampskramper…

8. november 2007

Næppe var Henrik Qvortrup mere eller mindre frivilligt blevet gået som valg-tv-kommentator på grund af Naser Khader-sagen, før hans afløser Niels Krause-Kjær må slå følge på grund af utidig sammenblanding af journalistens rolle og den politiske kandestøbers. Han faldt i en “venskabelig” pjece skrevet til en konservativ politiker.
Vi har tidligere været inde på den journalistiske troværdigheds skrøbelighed i denne blog og i løbet af valgkampen er det blevet endnu tydeligere, at mange i journaliststanden er sovset ind i spin i en sådan grad, at de ikke kan tænke klart og derfor svigter almindelige journalistiske dyder som fx politisk uafhængighed eller evnen til at kunne se en sag fra mindst to sider.

 

Under foregiven af at være “objektive”, troværdige kommentatorer og analytikere blander de sig det politiske spil, så man kan gennemskue deres egne politiske ståsteder. Forestillingen om journalisten som den seriøse, upartiske formidler, der sørger for at skrælle alle lag spin af og gøre det politiske forståeligt for almindelige borgere, har fået et alvorligt skud for boven. Det vil måske være rigtigt at gå så langt som til at sige, at den politiske kommentator-journalistik er i dyb krise. En etisk krise.
Dette understreges af en kritik, som bliver fremført fra norsk side. I den norske avis Aftenposten angriber redaktør og journalist Per Egil Hegge de danske medier for at svigte deres forpligtelse på troværdighed gennem habilitet og uafhængighed – og kalder landets medieverden for en bananrepublik. Fx undrer Hegge sig over, at Jyllands-Posten ganske ukritisk lader Ralf Pittelkow (der er gift med regeringspartiet Venstres socialminister Karen Jespersen og tidligere har været (!) politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen) kommentere den seneste tv-duel mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt.
I mediernes strålende lys bliver journalister til vor tids funklende stjerner, der ubesværet bevæger sig hen over de forskellige mediers scener. De danser rundt på TV2, de reklamerer for kreditforeningslån, mænger sig med de kongelige, gør karriere i det private erhvervsliv samtidig med, at de fungerer som “eksperter” i nyhedsmedier osv. De er fanget i mediernes hyperrealitet og optræder som ufejlbarlige halvguder, indtil de knækker halsen på grund af deres eget overmod.

 

Miro – fjernsynsskærm til internettet

4. november 2007

Det er efterhånden rigtig længe siden, jeg har anvendt Windows Media Player. Og jeg ville nok afinstallerede den, hvis ellers jeg kunne. I stedet bruger jeg – til musik – Foobar2000 til at afspille musik. Foobar2000 er freeware. Af en eller anden grund, så er lyden fortræffelig i denne simple afspiller, der stort set ikke fylder noget på harddisken eller i hukommelsen. Den største mangel, Foobar2000 har, er, at der ikke forefindes en volumenknap. Men det problem er til at overse…
Hvad levende billeder angår, så har jeg mest brugt den alternative medieafspiller, som man kan hente gratis på nettet. Den fungerer uden problemer.
Og som det nyeste skud på stammen har jeg installeret Miro, der er en all-round-video-og tv-afspiller med meget mere. Miro er open-source og ganske gratis. Og indtil videre har den levet helt op til mine forventninger… Miro er i øvrigt afløseren for Democracy, der også var et godt produkt. Miro Installer fylder 28 MB. Programmet fylder ca. 82 MB installeret.

Journalistikkens hyperrealitet: Fra Nybroe til Larrain

31. oktober 2007

På Center for vild analyse har man også kastet sig over fænomenet Paula Larrain og diverterer med en interessant psykoanalytisk inspireret analyse af konflikten mellem Paula Larrains kendis-kandidatur og opponenten Helle Sjelle, der mener, at det gælder om selv at bidrage med noget. Begge har et problem med den demokratiske repræsentation. Paula mener, at det er nok at være kendt, Helle, at det er nok at bidrage. Men hvor er det repræsenterede? I det repræsentative demokrati repræsenterer man jo nogen. Man er “folkevalgt” og repræsenterer – formelt set i hvert fald – “folket” eller “folk”. Men det synes ikke at bekymre de to damer.
Nu er det ikke første gang, vi i denne blog har behandlet journalisternes problem med repræsentationen. For et stykke tid siden omtalte vi tv-journalisten Jeppe Nybroe, der fik ørerne i maskinen, fordi han tog let på repræsentationen af “virkeligheden” ved at pynte med lånte granatknald. Han opdigtede med andre ord.
Man kunne udkaste den teori, at det, vi er vidne til med Nybroe og Larrain, er journalistikkens bevægelse i retning af en Baudrillards hyperrealitet. En realitet, hvor tegnenes henvisning til andet end sig selv bliver mere og mere ligegyldig. Forestillinger som “troværdighed” og “objektivitet” spiller en mindre og mindre rolle, og det er kun public-service-institutionen DR som seriøsitetens sidste bastion i tv-mediernes række, der endnu – for en tid – kan forfægte “troværdigheden” som et journalistisk ideal. I den journalistiske hyperrealitet er repræsentationen sat på spil – i enhver betydning af dette udtryk.
Man kunne se den lethed, hvormed Larrain har bevæget sig fra speakerrollen over TV2 bonede dansegulve til det Konservative Folkepartis mediebårne kandidatur, som et godt argument for sådan en tanke.

Ikke-stripperen Paula Larrains første dag som folketingskandidat

31. oktober 2007

Som man vel kunne forvente har Paula Larrains tidligere tv-kolleger fundet det interessant at følge med i hendes nye karriere som folketingskandidat. I hvert fald på TV2! I går kunne man således se hende blive interviewet i sin bil på vej til et foredrag om glæden ved at arbejde (vist nok…). Og her fremførte hun et af sine politiske forslag, indførelsen af morgensang på alle landets skoler, efterfulgt af lidt Grundvig…
Ellers har den tidligere tv-speakerinde fået fortidens boomerang i nakken: Hun har tidligere talt nedsættende om den nuværende – konservative – kulturminister Brian Mikkelsen, som hun i forbindelse med nedskæringerne på sin gamle arbejdsplads, DR, har kaldt “den stakkels lille kulturminister, der er for lille til sin plads”. Paula har selvfølgelig ret, men det er bare ikke så heldigt, når man bagefter vælger at opstille for den lille mands parti. Næ, det er mindst lige så svært at begå sig i dansk politik som på dansegulvet i Vild med Svans.

Først Radiohead, så Cliff Richard!

31. oktober 2007

Gruppens Radiohead er som nævnt ikke de eneste, der går nye veje med hensyn til distribution af musik. I deres fodspor finder man fx Oasis, Jamiroquai, Nine Inch Nails, Ian Brown og Johnny Marr. Og nu også institutionen Cliff Richard. Gaffa fortæller, at publikum vil kunne downloade Richards nye plade “Love, The Album” fra kunstnerens hjemmeside til variabel pris. Cliff udtaler i den forbindelse: “Som kunstnere står vi over for et afgørende valg. Enten forsøger vi at være et skridt foran den teknologiske udvikling, der forandrer sig så hurtigt, eller vi rækker hænderne i vejret og forlader musikbranchen. Og jeg er personligt ikke interesseret i at stoppe.” Vi har kun set begyndelsen på den udvikling…

Cliff Richard & The Shadows – og en masse glade piger – anno 1967 “In the Country

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 3

31. oktober 2007

 

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har fået afslag på en legatansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. Angsøgningen gælder tredje bind i en serie om danske HIPO-aktiviteter under besættelsen. Haaest fik legat til de to første bind.
Det fremgår ikke af Berlingske Tidendes artikel, med hvilken begrundelse afslaget er kommet. Men der har været meget debat om legattildelingerne til Haaest, fordi han angiveligt har benægtet, at Holocaust har fundet sted. I den forbindelse har Simon Wiesenthal Centeret opfordret statsminister Fogh Rasmussen til at stoppe legattildelingen af Haaest. Selv om vi ikke har meget til overs for Haaests holdninger til besættelsestiden, så håber vi, at legetudvalget har begrundet afslaget i Haaests projekt – og ikke i mediernes ophidselse.

Tilbagespoling: Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 1 + 2

Linselus i politik

30. oktober 2007

Når man nu alligevel ikke kan klare sig i Vild-med-Svans, og Naser Khader ikke er modtagelig for ens bejleri, så kan man da altid søge tilflugt hos de Konservastive. Ikke?

Bob Dylan i reklame for Cadillac

29. oktober 2007

Det skulle være rigtig nok: His Bobness optræder i en ny reklame for Cadillac. Vi vil ikke undlade at sige, at vi her i capac-bloggen er lidt skuffede. Zimmermann har jo penge nok, ikke?
Tro dine egne øjne – her.

I Radioheads spor…

10. oktober 2007

Selv om flest helst vil købe Radioheads luksuspakke (i stedet for downloads), og selv om Radiohead efter sigende alligevel vil finde et pladeselskab til distribution af den nye plade, så har deres vi-kan-selv-projekt sat noget i gang. Det forlyder, at brit-rock-bandet Oasis vil følge i Radioheads spor, og at Jamiroquai og Nine Inch Nails har tænkt sig at gøre noget lignende. Nye tider er på vej. Ingen tvivl om det.

Mere om Radiohead her.

Hik!

1. oktober 2007

I denne lille blog har vi ofte beskæftiget os med mediernes troværdighed eller mangel på samme. Til de mere underholdende sider af medielandskabet hører formidlingen af sundhedspolitiske budskaber. I dagens aviser kan man således i dag – endnu engang – læse om alkoholens velsignelser under overskriften “Drik et par genstande og bliv sundere“. Artiklen beskriver nærmest, hvordan man kan drikke sig til et bedre helbred. På visse betingelser.
Men, inden man nu kaster sig over rødvinen, den mikrobryggede øl eller single malten, så er det nok værd lige at læse en anden artikel, der afslører, at vi i årevis er blevet forledt til at drikke mere, end godt er. I Uge 40-kampagner og i medierne har vi fået at vide, at kvinder skal holde sig på 14 genstande (højst) om ugen og mænd på 21. Nu viser det sig, at man ikke har taget højde for forskellen mellem de vejledende, engelske standarder for genstande og så de danske. I England udgør en genstand 8 gram ren alkohol, i Danmark 12 gram…
Hvad kan man så lære af det? At mediernes oplysninger skal tages med et gran salt – og i hvert fald ikke skylles ned med alkohol.

En ørefigen til Mikroblød

17. september 2007

Giganten Microsoft tvinges nu af EU til at bryde sit monopol på musik- og medieafspillermarkedet. Det drejer sig om Microsofts indbyggede Mediaplayer, som alle MS-brugere får med – uanset om de vil have den eller ej. Bøden er på 497 millioner euro (svarende til 3.7 milliarder kroner). Microsoft har to måneder til at appellere.

Den 11. time – fjernsyn, når det er bedst

13. september 2007

Forleden aften kunne man se en portrætudsendelse om fortælleren, forfatteren, maleren og tv-manden Thomas Winding, som mange danskere vil huske fra DRs børne- og ungdomsprogrammer. På sin egen finurlige facon leverede han en lammende kritik af fjernsynet. Kritikken gik på, at dem, der lavede fjernsyn, ikke anede, hvilket medie, de havde at gøre med. Og det er ikke blevet meget bedre, siden Winding startede. Meget af nutidens tv er præget af en éndimensionel, journalistisk “realisme”, der ikke har spor sans for mediets forførende, æstetiske og kunstneriske muligheder og kvaliteter.
Men det sker, at magien vender tilbage. Senest med det bevægende program Den 11. time på DR2. I sin enkelhed består programserien af en række samtaler med forskellige personer, senest filminstruktøren Nicolas Winding Refn, garneret med forskellige underholdende indslag. Det fornyende ved programmet er selve formen, der skyldes de to frontfigurers – Mads Brüggers og Michael Bertelsens – naivt-ironiske facon. Ja, det kan måske endda være lidt svært helt at karakterisere denne facon. Men effekten er ikke til at tage fejl af: Som seer er man hele tiden i tvivl om, hvorvidt det man ser, er alvor eller sjov. Man bliver konstant foruroliget i sit forsøg på at falde til ro i en forvisning om, at det man ser og hører er troværdigt. Og denne leg med mediets forførende karakter gør, at man ser fastnaglet til skærmen, selv om det er sidst på aftenen.
Det er sigende, at filminstruktøren Jørgen Leth – på grund af en ophedet debat på DRs hjemmeside om omtalte Nicolas Winding Refns “udanske”, følelsesfulde kommentarer til det danske filmmiljø o. a. – er gået i brechen for dette program og kalder det “det stærkeste program, DR nogensinde har haft” og “genialt og epokegørende journalistik”.

P – som Potts, Pavarotti og publicity

8. september 2007

Det er næppe forbigået mange danske tv-seeres opmærksomhed, at den engelske sanger Paul Potts skiftede jobbet som telefonsælger ud med rollen som operasanger, da han til nogens overraskelse vandt showet “Britain’s got talent”. Indslaget fra det nævnte show er blev vist flere gange, og capac kunne ikke helt løsrive sig fra den tanke, at jurimedlemmernes overraskelse og medrevethed virkede lidt vel iscenesat…
Det er lidt historien om den grimme ælling om igen. Da Potts træder ind på scenen, tydeligvis med sommerfugle i maven, ser jury-medlemmerne ud, som om de tænker: Den grimrian kan da ikke synge!? Men, det kunne han altså.
Nu kan man så læse i danske medier, at den grimme ælling også kan sælge plader. Potts debutalbum “One Chance” ligger på hitlisten.
I samme uge forlod den italienske tenor Pavarotti det jordiske liv. Han er til gengæld ikke på top 10. Og det er ikke, fordi han synger dårligere end Potts. Slet ikke.

CD’en fylder 25

17. august 2007

Utroligt, men sandt: Det er i dag 25 år siden, Phillips udsendte den første Compact Disc, populært kaldet cd’en. Dire Straits fik æren af at blive de første med albummet Brothers in Arms. Man regner med, at der siden er produceret omkring 200 milliarder skiver. Og at jubilæet også markerer, at cd’en er ved at blive et nicheprodukt, fordi digital download vokser og vokser…