Indlæg tagget med medier

Fryns

8. september 2009

Fryns var en betegnelse min far brugte, nÃ¥r han kærligt-kritisk ville irettesætte mig. Husk at tage tallerknen med ud i køkkenet, din fryns! Men det har jo ogsÃ¥ i dag betydningen frynsegode. Det vil sige noget ekstra – som frynser pÃ¥ fx et stykke stof – man kan fÃ¥ oven i det, man i øvrigt fÃ¥r. Vi kender det fra arbejdspladser, hvor ansatte kan modtage forskellige former for fryns. Og sÃ¥ er der politik.

I gÃ¥r var et meget debatteret emne, EU-politikeres adgang til fryns. I dette tilfælde sÃ¥kaldte diæter, som danske EU-politikere kan modtage, nÃ¥r de er til møde her i landet. Og med vanlig sans for det skandaløse blev socialdemokraten Britta Thomsen hevet frem, fordi hun bor blot 700 meter fra Christiansborg og alligevel har formastet sig til at hæve omkring 2200 kroner til at dække sine omkostninger (fortæring og overnatning) i forbindelse med et møde. For at gøre ondt værre, sÃ¥ mener Britta Thomsen, at diætordningen er “urimelig”, lige som mange andre lignende ordninger i EU-bureaukratiet. Men, “Nu hører det altsÃ¥ til i det her system, at man gør det”. Som hun nøgtern udtrykker det. Og hun afviser ikke, at hun igen vil gøre det.

Vi malker koen, skattekoen, fordi det er helt legitimt. Det er ikke første gang EU-diæterne er oppe at vende i medierne. Mediernes interesse i sagen er jo indlysende nok. Det handler om de folkevalgtes moral. Er de villige til at modtage penge, som de strengt taget ikke har fortjent og derved belaste det i forvejen belastede EU-budget? Og gode danske borgere er forargede, selv om noget tilsvarende foregÃ¥r i stor stil blandt danskerne i form af “misbrug” af skattefradrag, tilskudsordninger (renoveringsydelsen…), offentlige ydelser osv. Vi danskere har et – berettiget, synes jeg – ønske om, at netop de folkevalgte skal gÃ¥ i forvejen og vise et lysende moralsk eksempel i et samfund, hvor denne moral for længst er gÃ¥et i opløsning og er erstattet af den grÃ¥dighed, der er drivkraften i økonomien. Vi vil ikke acceptere, at politikernes rolle for længst har bevæget sig bort fra Anker Jørgensen-modellen til noget, der er en blanding af en funktionær, en mediepopulist og en levebrødspolitiker.

Og medierne stiller sig anakronistisk an og foregøgler at være demokratiets vagthund, selv om også de primært er drevet af bekymring for oplags-, lytter- og seertal og den deraf udledte økonomiske virkelighed.

Om et par dage er “sagen” om Brittas diæt gÃ¥et i glemmebogen, og hun – og mange andre – vil tørre sveden af panden og hæve den næste diæt og den næste. For sÃ¥dan er den politiske virkelighed anno 2009.

“Accepteret lovløs”

12. juli 2009

Jeg er nok ikke den eneste, der har undret mig over den medie-virak, der er omkring Hells Angel-rockeren Jørgen “Jønke” Nielsen, hver gang manden har noget at sige, viser sig offentligt eller er involveret i slagsmÃ¥l og andet. Eller den tilsvarende opmærksomhed som økonomiske svindlere som Klaus Riskjær Petersen, Peter Brixtofte m.fl. fÃ¥r, efter at de er dømt og er kommet i fængsel. Bare vent til Stein Bagger har akklimatiseret sig til brummen…

I dag faldt jeg sÃ¥ over Benny Lihmes kronik “Vold som mentalitet” (om Hells Angels og andre voldsdyrkende grupper), hvor begrebet “accepteret lovløs” bliver brugt. En oversættelse fra amerikansk, “acceptable outlaw“. Og det er vel lige, hvad det drejer sig om i de omtalte eksempler. Ikke? I en tid, hvor underholdning og penge styrer medierne – og ikke politiske og moralske holdninger – sÃ¥ udvides grænserne for, hvad der er socialt acceptabelt, til ogsÃ¥ at omfatte kriminelle, sÃ¥ længe de garanterer for god underholdning. Den sidste sætning stÃ¥r for min egen regning.

At mediernes eksponering af banditterne sÃ¥ indirekte legitimerer deres livsstil, ja, det snakker vi helst ikke om. Men mÃ¥ske bliver det lettere for befolkningen at udføre lidt sort arbejde, snyde lidt i skat og lave lidt forsikringsfusk, nÃ¥r man ser en Peter Brixtofte skrive en bog om “sit Horserød” eller Klaus Riskjær Petersen i avisspalterne slÃ¥ sig op til ekspert i sagen om Stein Bagger ?”
Apropos: bandekrigsglamour

Al den snak om Jackson…

9. juli 2009

Capac lider af Jackson-forstoppelse. Michael Jackson altsÃ¥. Medierne er gÃ¥et bersærk i agurketiden og kolporterer den mindste ubetydelige detalje i mandens rejse mod graven – og sikkert ogsÃ¥ hinsides. Han dukker med garanti op ved siden af Elvis – pÃ¥ Hawaii eller et andet sted… Men en god ting er der da kommet ud af al den snak. Jeg har fÃ¥et Nancys og Lees gamle sang “Jackson” pÃ¥ hjernen.

Webloggen og gammelmedierne

6. juli 2009

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne mÃ¥ske godt fÃ¥ den tanke, nÃ¥r man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og sÃ¥ er der mÃ¥ske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at mÃ¥ske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. AltsÃ¥ hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altsÃ¥ ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og mÃ¥ske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer mÃ¥ske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde pÃ¥ alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. NÃ¥r jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, sÃ¥ er det pÃ¥ grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse pÃ¥ tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann ogsÃ¥, at det var blogland, der for tre Ã¥r siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige sÃ¥ vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – sÃ¥ udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

Kommercielle radioer – en klam fidus?

13. juni 2009

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de sÃ¥kaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men ogsÃ¥ i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen pÃ¥ stationernes dÃ¥rlige økonomi. Men mÃ¥ske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger pÃ¥, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – sÃ¥ udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf pÃ¥ udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege pÃ¥ det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud pÃ¥ 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, mÃ¥ de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I gÃ¥r hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse pÃ¥ klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebÃ¥nd? Og som forventeligt gled hun af pÃ¥ spørgsmÃ¥let med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, mÃ¥ man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. NÃ¥r tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, sÃ¥ er det lidet sandsynligt at en satsning pÃ¥ fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkÃ¥r for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnÃ¥, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det mÃ¥ guderne forbyde…