Fryns
8. september 2009Fryns var en betegnelse min far brugte, nÃ¥r han kærligt-kritisk ville irettesætte mig. Husk at tage tallerknen med ud i køkkenet, din fryns! Men det har jo ogsÃ¥ i dag betydningen frynsegode. Det vil sige noget ekstra – som frynser pÃ¥ fx et stykke stof – man kan fÃ¥ oven i det, man i øvrigt fÃ¥r. Vi kender det fra arbejdspladser, hvor ansatte kan modtage forskellige former for fryns. Og sÃ¥ er der politik.
I gÃ¥r var et meget debatteret emne, EU-politikeres adgang til fryns. I dette tilfælde sÃ¥kaldte diæter, som danske EU-politikere kan modtage, nÃ¥r de er til møde her i landet. Og med vanlig sans for det skandaløse blev socialdemokraten Britta Thomsen hevet frem, fordi hun bor blot 700 meter fra Christiansborg og alligevel har formastet sig til at hæve omkring 2200 kroner til at dække sine omkostninger (fortæring og overnatning) i forbindelse med et møde. For at gøre ondt værre, sÃ¥ mener Britta Thomsen, at diætordningen er “urimelig”, lige som mange andre lignende ordninger i EU-bureaukratiet. Men, “Nu hører det altsÃ¥ til i det her system, at man gør det”. Som hun nøgtern udtrykker det. Og hun afviser ikke, at hun igen vil gøre det.
Vi malker koen, skattekoen, fordi det er helt legitimt. Det er ikke første gang EU-diæterne er oppe at vende i medierne. Mediernes interesse i sagen er jo indlysende nok. Det handler om de folkevalgtes moral. Er de villige til at modtage penge, som de strengt taget ikke har fortjent og derved belaste det i forvejen belastede EU-budget? Og gode danske borgere er forargede, selv om noget tilsvarende foregÃ¥r i stor stil blandt danskerne i form af “misbrug” af skattefradrag, tilskudsordninger (renoveringsydelsen…), offentlige ydelser osv. Vi danskere har et – berettiget, synes jeg – ønske om, at netop de folkevalgte skal gÃ¥ i forvejen og vise et lysende moralsk eksempel i et samfund, hvor denne moral for længst er gÃ¥et i opløsning og er erstattet af den grÃ¥dighed, der er drivkraften i økonomien. Vi vil ikke acceptere, at politikernes rolle for længst har bevæget sig bort fra Anker Jørgensen-modellen til noget, der er en blanding af en funktionær, en mediepopulist og en levebrødspolitiker.
Og medierne stiller sig anakronistisk an og foregøgler at være demokratiets vagthund, selv om også de primært er drevet af bekymring for oplags-, lytter- og seertal og den deraf udledte økonomiske virkelighed.
Om et par dage er “sagen” om Brittas diæt gÃ¥et i glemmebogen, og hun – og mange andre – vil tørre sveden af panden og hæve den næste diæt og den næste. For sÃ¥dan er den politiske virkelighed anno 2009.
