CAPAC

Netop som det er lykkedes capac at få sat en stopper for leveringen af gratisavisen Nyhedsavisen efter et par ugers uønsket levering, så meddeles det, at avisen stopper. Mon det var capac, der fik læsset til at vælte?

Forleden var jeg ved at køre i grøften. Det skyldtes en ungmø i et køleskab. Ikke sÃ¥ meget, at hun var i et køleskab (ikke mit!), men at hun nærmest var totalfornøjet, og ved nærmere eftersyn var udstyret med et brystparti, der var mishandlet af silikone – eller værre endnu: Photoshoppere! Om det er for meget, som Mette skriver (hun har nemlig ogsÃ¥ mødt The Party Maker), vil jeg overlade til andre at dømme om. Men banalt er budskabet: Drik denne alkoholiserede læskedrik og fÃ¥ en forvrænget blondine pÃ¥ den dumme. Lad os sÃ¥ afskaffe det der sex…

Som sædvanlig lyttede jeg til P1 Debat på vej hjem fra en alt for varm arbejdsdag. Og i studiet var Simon Ammitzbøll fra de Radikale og Henrik Quortrup fra Se og Hor. Emnet var: Hvor går grænserne for, hvad medierne skal snage i, når det kommer til politikeres privatliv. Simon Ammitzbøll var moralisten og Quortrup var den, der skulle sælge bladet med de mest bundskrabende sladderhistorier.
Anledningen var af Morten Helveg, radikal forsvarsordfører, har fjamset rundt med tv-darling Line Baun Danielsen i Berlin, hvor han skulle have været med til et forsvarspolitisk møde. Og han har til pressen stukket en hvis løgn om, at han kom til møderne. Men den kulørte presse viste billeder, der fortalte noget andet…
Selv om jeg ikke har meget til overs for Quortrup, der vil sælge sin gamle bedstemor for en slibrig sladderhistorie, så vandt han klart diskussionen på point. Når politikere som unge Helveg igen og igen smilende stiller sig til skue i Se & Hor, Billedbladet og lignende sladderblade og nyder godt af den publicity, de får der, så nytter det ikke at forsøge at holde en pr. definition nyfigen presse væk fra dyneløfteriet. Når en statsministerkone nedlader sig til at valse rundt på tv og melde ud, at ingen dansetrin er forbudte, så har grænserne for politikernes mediale exhibitionisme flyttet sig meget, siden dengang i tresserne, hvor de kunne have privatlivet helt for sig selv.
Som Quortrup udtrykte det: Når politikerne selv byder op til dans, så må de finde sig i at bliver kørt rundt på gulvet af pressen.
I øvrigt er der mange eksempler på politikere, der forstår at holde pressen fra døren. Endnu.

Det Radikale Venstre har rejst det ganske fornuftige spørgsmÃ¥l, om bestyrelsen for TV2 har passet sit arbejde godt nok, da den lod medieinstitutionen kaste sig ud i hovedløse projekter som TV2 Radio og pÃ¥førte sig selv et underskud pÃ¥ omkring en halv milliard kroner. Som kulturordfører Simon Emil Ammitzbøll udtaler, sÃ¥ burde bestyrelsen ‘have sagt fra over for den tidligere direktions investeringer, der Ã¥benbart har nærmet sig fantasteriets højder’. Det var der nok ogsÃ¥ andre almindelige mennesker, der tænkte, da mediekoncernen kastede sig ud i radio, hundeblad, forlag, 24 timers nyhedsformidling m.v. Derfor er det nærliggende at fÃ¥ foretaget en ‘uvildig undersøgelse’ af bestyrelsens og direktionens arbejde dengang. Som betingelse for et statslÃ¥n.
Men – det vil den sÃ¥kaldte kulturminister Brian Mikkelsen ikke være med til. Han udtaler, at ‘det vil være dybt uansvarligt over for TV2, for det vil fÃ¥ alvorlige konsekvenser. Man kan ikke lege med TV2’s eksistens pÃ¥ den mÃ¥de. Vi giver TV2 likviditet, og det har ikke noget at gøre med, hvad der er sket tidligere. Undresøgelsen er mere bagudrettet”. Hvad er det egentlig manden siger? At TV2 skal have penge tilført – no matter what!? At uansvarlig og hovedløs mediepolitik ikke skal have konsekvenser for foretagendet!?
Hvad nu, hvis samme konsekvensløse logik skulle overføres pÃ¥ DR, hvis problemer – med Ammitzbølls formulering – ‘er det rene vand ved side af’ TV2s? Kultur-Brians udsagn afslører klart, at TV2 er et prestigeprojekt for den borgerlige regering – og derfor er det i orden, at lade talentløsheden rÃ¥de og skattekronerne rulle ned i et stort gabende hul – medens public-service-institutionen DR mÃ¥ stramme ballerne, stramme livremmen livstruende ind og ellers sejle sin egen sø… Som Radiserne plejer at sige: Jeg græmmes.

Forleden gik den berømte engelske maler Lucien Freuds maleri Benefits Supervisor Sleeping for £ 17 millioner pÃ¥ Christie’s auktioner i New York. En rekord, der – selvfølgelig – ekkoede gennem hele medieverdenen. Maleriet viser, som man kan se, en voluminøs, afklædt kvindeskikkelse. Modellen til det nu verdenskendte maleri er en 51-Ã¥rig jobcenter-medarbejder fra London. Sue Tilley. Og i The Guardian fortæller Sue om mediernes jagt pÃ¥ hende efter auktionssalget. Det er ikke historien bag maleriet, pressen søgte. Næh, man ville afbilde Sue in the nude, som man sige derovre. Man ville, med andre ord, sælge aviser med en nøgen Tilley. En avis tilbød hende 500£ for at genskabe maleriets positur pÃ¥ et foto. En anden ville have Tilley til at agere Christine Keeler, altenativt Marilyn Monroe eller Audrey Hepburn (!). “Ingen synes at forstÃ¥, at det drejede sig om kunst. Jeg havde aldrig taget mit tøj af, før jeg sad model for Lucien, og jeg vil ikke gøre det igen – med mindre det er for en virkelig fantastisk kunstner, og jeg kan pÃ¥ stÃ¥ende fod ikke komme i tanke om nogen. Én ting er at sidde model nøgen for en kunstner. Noget helt andet er at blive fotograferet nøgen. Men fÃ¥ synes at gøre den forskel“. Udtaler Tilley.
Tilleys erfaringer er en tankevækkende beretning om kunstens svære vilkÃ¥r i et markedsorienteret samfund, hvor man interesserer sig mere for beløbsstørrelser end for kunst (£ 17 millioner!) og mere for at profitere pÃ¥ en nyhed ved at slÃ¥ plat pÃ¥ nøgenheden end for at forstÃ¥ kunstværkets betydning. Og endelig er det en fortælling om en presse, der tror, at enhver er til salg. Big Sue, som Lucien Freud kærligt kaldte sin model, vil ikke behandles som en nudist eller en “floozy” og undrer sig over mediernes fordomsfuldhed og totale mangel pÃ¥ dannelse. For Sue er ikke hvem som helst, selv om hun “bare” bestrider et job i det lokale jobcenter. Skinnet bedrager. Hun er ikke bare “plain old Sue from the Job Centre som ikke ved ret meget”, som Sue selv pÃ¥peger. Hun ved Ã¥benbart mere om kunst end den samlede tabloidpresse og dens modstykker i den elektroniske jungle. Tilley er forfatter til en bog om vennen Leigh Bowery, der var performance kunstner, exhibitionist og skaber af et kendt polyseksuelt diskotek, Tabu. Bogen er solgt til et filmselskab, og Sue skal være “executive producer”, nÃ¥r projektet kommer sÃ¥ langt. Bogen har ogsÃ¥ være genstand for en Broadway-musical med Boy George.
En radiovært formastede sig oven i købet til at kalde Sue for Fat Sue. Ikke Big Sue. Den lille omdøbning markerer afgrunden mellem billedkunstnerens interesse for sin models former og mediernes.

“Du ved, jeg trasker bare sÃ¥dan af sted. Jeg gÃ¥r i bad hver dag. Jeg har mine egne tænder, og jeg farver ikke mit hÃ¥r. Det eneste, jeg gør, er at undgÃ¥r produkter, der indeholder noget fra dyr, fordi jeg tror, at hvis man slÃ¥r dyr ihjel, sÃ¥ ender det med, at de tager livet af en. Jeg mÃ¥ da gøre noget rigtigt, for jeg har kun aflyst to shows i løbet af 30 Ã¥r. Den ene gang var, da min læge fortalte mig, at jeg ville risikere en abort, og den anden, da han fortalte mig, at mine trommehinder ville eksplodere, hvis jeg optrÃ¥dte” (Chrissy Hynde, 56, til The Guardian)

Jeg lovede vist at vende tilbage til Chrissy Hynde i forbindelse med en omtale af Ray Davies og Simple Minds (hun har jo ægteskabelige relationer til begge navne).
Hynde, der er født i Akron, Ohio – et navn, der klinger af musik – er en af de sangskrivertalenter, der nød godt af punkens opkomst i halvfjerdserne. PÃ¥ det tidspunkt havde hun forladt hjemlandet til fordel for London og faldt lige ned i en by, hvor det sneede, sÃ¥dan rent musikalsk…
Med pladeselskabsejer Dave Hills – Real Records – mellemkomst fik hun stablet The Pretenders pÃ¥ benene i 1978 og fik indspillet den single, der satte gang i bandets succesfulde historie: Stop your Sobbing (m. B-siden The Wait). Nogenlunde samtidig udkom deres titelløse debutalbum, der blotlagde Hyndes sangskrivertalenter med blandt andet klassikeren “Brass in Pocket”. Og resten er historie, som man siger.
Chrissy Hynde er en bemærkelsesværdig figur i moderne rock, fordi hun ikke blot er en eminent sangskriver, guitarist og sanger, men ogsÃ¥ har været bandleder gennem The Pretenders’ løbebane. Og dem er der som bekendt ikke mange af.
Jeg er ikke helt sikker på, om gruppen eksisterer mere, holder pause eller hvad. Det vil tiden vise.

DR2 havde – som tidligere nævnt – kastet sig over emnet “tissemand”. Et krævende emne kan man sige, for sÃ¥ vidt det (alt for) sjældent dukker op i medierne. Og et emne, der kræver, at man holder tungen lige i munden – sÃ¥dan rent frisindsmæssigt. For det kan let ende i det platte eller det kliniske. MÃ¥ske havde jeg sat forventningerne lidt for højt. Et seriøst program om mænds og kvinders forhold til dette kulturelt belastede organ (Freud, hvor er du?) og mÃ¥ske ogsÃ¥ nogle indsigter i dets anatomiske storhed og skrøbelighed. Og hvad fik vi sÃ¥? Tja-bum-bum. Carl Mar Møllers “Pik er Gud”-kursus, med en flok mænd, der tydeligvis havde andre og større emotionelle problemer end forholdet til deres eget lem – hvilket BTs kvindepanel ogsÃ¥ kunne konstatere. Ørkenens Sønner, der for en gang skyld ikke var særligt morsomme, men snarere fanget i en beklemthed, de Ã¥benbart kun kan løsrive sig fra pÃ¥ scenen. Ret intetsigende vox populi-kommentarer. Og ellers var det ret forudsigeligt og hævede sig ikke over enhver debat om emnet pÃ¥ et værtshus eller i et omklædningrum. Og, jo, sÃ¥ var der Klaus Rifbjerg, der dog kunne snakke om kammeraten pÃ¥ en frejdig og ærlig facon, sÃ¥ skoenes overlæder ikke var truet. DR2-tema skuffede denne gang. Prøv igen.
Tina har også en kommentar med links.

På vej hjem i bil i går nat hørte jeg radioavisen, der kunne fortælle, at en meningsmåling udført af Capacent Epinion på bestilling fra DR Nyhederne afslører, at et stort flertal af de adspurgte er af den opfattelse,at Jeppe Kofoeds tête-à-tête med en ung dame ved et DSU-arrangement er et privat anliggende, der ikke kommer offentligheden ved. Kun 18% er af den modsatte mening.
Det mest interessante ved undersøgelsen er, at den peger pÃ¥ to skurke i “sagen”. Medierne – og sÃ¥ Socialdemokratiets ledelse. Hele 86 % mener, at medierne er gÃ¥et over gevind i sagen. Og godt og vel halvdelen er af den opfattelse, at Socialdemokratiets ledelse har hÃ¥ndteret sagen dÃ¥rlig eller endog meget dÃ¥rligt. Kun 17% mener det modsatte.
Selv om meningsanalyser altid skal tages med et gran salt, så er det vel opmuntrende, at flertallet ikke er grebet af nypuritanisme og utidig moralisme i denne sag. Og så må man også sige, at såvel medierne som Socialdemokratiet har fået en ørefigen, der må give anledning til selvransagelse, -kritik og eftertanke.

Hvis du overvejer at skrotte din pladesamling og din gamle grammofon, sÃ¥ tøv en kende. For noget tyder pÃ¥, at det gamle medium -vinylpladen – er ved at fÃ¥ en renæssance. For ganske vist daler salget af compact discs, men til gengæld er salget af vinyler gÃ¥et frem – med hele 17%. I Danmark. Retro-bølgen har ramt de gamle vinyler. Salget af vinyler kan selvfølgelig ikke kompensere for indtægtstabet ved det svindende cd-salg, men det vidner om, at nye medier ikke nødvendigvis fortrænger de gamle. De bliver blot niche-produkter. I tresserne troede man ogsÃ¥ at LP’en ville fortrænge bogen…

I den forgangne uge var der en nyhed fremme i medierne, som gjorde indtryk pÃ¥ undertegnede. Det forlød, at Al-Quada-sympatisanter havde brugt to kvinder med Downs Syndrom som selvmordsbombere. Til historien hører ogsÃ¥, at bomberne, der forÃ¥rsagede voldsomme ødelæggelser, blev udløst af bagmænd – der befandt sig pÃ¥ sikker distance. Min tanke var straks: Hvor nedrig kan man være? Hvor ondt kan mennesket være?
Og det var mÃ¥ske ogsÃ¥ det budskab, der skulle sendes ud i verdenssamfundet. For medens jeg sÃ¥ smÃ¥t overvejede at skrive et harmdirrende indlæg til min blog, sÃ¥ var der et eller andet der skurrede i mine ører eller nagede mit sind. Kunne der være tale om et propagandatrip – et lige sÃ¥ nedrigt og ondskabsfuldt taktisk pus? Ville Al-Quada-krigerne ikke kunne gennemskue, hvilken effekt sÃ¥dan en handling ville fÃ¥ i offentligheden? Og sÃ¥ videre. Mistanken blev bekræftet, da jeg hørte journalist Lars Møller Rasmussen – pÃ¥ DRs Orientering – stille og roligt demontere troværdigheden af denne grimme nyhed. Her blev der skabt fundamental tvivl om rigtigheden af nyheden, og meget pegede pÃ¥, at nyheden skulle være en brik i det nye billede af Irak-situationen, som den amerikanske administration ønsker at skabe: At det gÃ¥r fremad for amerikanerne og at modstanderne er pÃ¥ tilbagetog. Lyt selv.
Endnu engang mÃ¥ man erkende, at medierne – i hvert fald de hurtige nyhedsmedier – er blevet et gidsel i den moderne krigsførelse. Og det er klogt at være skeptisk og afvente eftertankens arbejde.