CAPAC

Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Læs mere »

Joanna Newsom, den lille harpespillende sangerinde med de markante pladeudgivelser har åbenbart tag i lytterne. I hvert fald kan man på diverse pladehitlister over året 2006 se, at hun topper igen og igen. Og nu kommer hun så til Danmark på koncertbesøg. Et enkelt bliver det til. Og det er København, der får fornøjelsen, idet hun med orkester indtager Store Vega den 23. april. Billetsalget åbner på mandag. Læs mere »

Billboard beretter med David Crosby som kilde, at Crosby, Stills, Nash & Youngs kontroversielle turné Freedom of Speech ’06 i år vil blive dokumenteret på en DVD, og at der samtidig udsendes en koncertcd. Ambitionerne er høje, for der skal ikke blot være tale om en simpel dokumentation; filmen skal deltage i diverse filmfestivaler.
Den omtalte tour har åbenbart været en stor succes for de fire musikere. I hvert fald fortsætter turnevirksomheden umiddelbart efter. David Crosby drager sammen med Steven Stills og Graham Nash til Australien og New Zealand; og i starten af marts turnerer Crosby og Nash i staterne. Endelig skulle det også være sikkert, at alle fire igen kører landevejene tynde som CSN&Y sidst på året… Aktiv alderdom!

Så sent som igår skrev bloggen her om den seneste udvikling i kampen for/mod kopibeskyttelse af digitale medier. I dag kan man så læse, at den internationale musikbranche holder møde i Cannes for at diskutere udviklingen. Dels ser det ud til, at det traditionelle musiksalg (cd’er etc.) igen i år vil falde, og dels ser det ud til at salget af digital musik vil fortsætte med at stige. Samtidig fremføres der kritik af branchens strategi fra egne rækker. Det hedder nu, at strategien har været forkert, fordi man har brugt for mange kræfter (og ressourcer) på en (måske håbløs) kamp mod illegal kopiering, og for lidt på at udtænke og udvikle nye distributionsformer. En af skurkene er den såkaldte DRM (Digital Rights Management), der støttes af blandt andet Microsoft. Problemet med DRM er blandt andet, at filer med DRM ikke kan afspilles i verdens mest populære mp3-afspiller, IPoden… Og det er jo, pænt formuleret, ikke særlig smart. Man kan så spørge sig selv, hvor alle IPod-brugerne får deres musik fra? Det hele er vel ikke egne ripninger…
Som blogbestyreren plejer at anføre: Det skal blive spændende at se, hvad de nye selvransagelser fører til.

DR2s nyhedsmagasin Deadline har en sektion 2, hvor der er tid til lidt fordybelse. I går aftes var emnet Hvad er normalt? Jes Stein Petersen havde inviteret en forfatter, Merete Pryds Helle, og to medicinere, hhv. Preben Brandt, der er kendt som talsmand for samfundets bærme, og Bent Rosenbaum, der er psykiater fra den Freudiansk-Lacanianske skole.
Selvfølgelig ved vi godt, at normaliteten – som Rosenbaum var inde på – er en konstruktion, en idealitet, men samtidig er den også en kulturel og politisk realitet i den forstand, at de “unormale” med alskens midler forsøges indlemmet i normaliteten. Brandt nævnte som eksempel, at det i den nuværende politiske konjunktur er unormalt ikke at have et arbejde. De arbejdsløse, specielt dem, der af den ene eller anden grund, ikke betragter lønarbejde som noget attraktivt, er u-normale. Og Rosenbaum var inde på at også normaliteten var behæftet med psykopatologiske træk og nævnte som eksempel den kynisme, man møder fx hos administratorer og arbejdsgivere, der sender mennesker ud i arbejdsløshed under dække af en managementretorik, der slører den vold, der udøves, eller hos politikere, der ligeledes taler i realitets”løse” termer med fatal effekt…

AACS, der står for Advanced Access Content System, er det seneste forsøg på at lave en kopisikring af digitale medier. AACS er lavet i et samarbejde mellem store firmaer som Intel, Microsoft, Sony, Disney og Toshiba. Altså tunge drenge i branchen. Systemet var tænkt som beskyttelse af de nye supermedier HD-DVD og Blu Ray. Men nu kan on-line-magasinet Gear (der er kendt for afklædte damer på forsiden af deres papirudgave…) berette, at såkaldte hackere har knækket koden. Beviset findes på fildelingsnetværket BitTorrent, hvor adskillige knækkede udgaver cirkulerer. Det bekræfter blot, hvad vi altid har vist: At kopisikring er som at tisse i bukserne. Det varmer kun en stund; derefter er man kold i røven og deromkring.

Niel Young udsendte som omtalt for nylig en forrygende koncertoptagelse Live at the Fillmore. Nu følges den op af endnu en liveoptagelse, fundet i mandens arkiver: Live at Massey Hall (1971). Denne gang er der tale om en soloplade, altså uden Crazy Horse, hvor Neil synger klassiske sange som Ohio, Don’t let it bring you down, I am a Child, Down by the River og flere til. Der er ikke tale om second hand materiale fra Youngs hånd. Faktisk overvejde Young sammen med sin producer at udsende pladen dengang i halvfjerdserne, men hans kæmpesællert “Harvest” kom i vejen…
I øvrigt arbejder Young på at realisere projektet “Archives Volume 1”, som han har givet løfte om. Den skulle indeholde ikke mindre en 8 cd’er og 2 DVD’er med studiooptagelser, live-ditto og meget mere.
Medens vi er ved det, så er der udkommet en DVD “Living with War: In the Beginning”, der består af sangvideoer og dokumentarfilm fra Youngs Living with War-turné. Så der er nok at bruge penge på, hvis man ikke har et problem med det… [kilder: Billboard og Neils Garage]

Forsider – på magasiner, ugeblade, aviser osv. – taler deres tydelige sprog om den tid, de blev fremstillet i. For samlere og andre nostalgikere er det derfor en sand fornøjelse at browse i gamle blade og forsider. Jeg faldt over denne side med det betegnende navn coverbrowser.com – med undertitlen “explore comic book covers and more”. Her kan man studere lidt af hvert, lige fra Batman-covers over grimme pladeommere til fx Rolling Stone- og Esquire-omslag. Og vel at mærke i et nogenlunde stort format…

Jeg fik båndet temaudsendelsen om David Bowie. Fruen skulle se årgang 0 og Kender du typen?, så jeg måtte vente med at se kamæleonen. Derfor nåede jeg kun at se lidt af den afsluttende koncert, inden det var tid til at se dyner og læse digte af Peter Nielsen.
Bowie var en af mine helte ud i kunsten i halvfjerdserne, og han er det stadigvæk. Arbejderdrengen, der som en anden semi-intellektuel gik ind i showbiz og havde næse for tidsånden. Halvfjerdsernes store overskrift – politisk, seksuelt, kulturelt osv. – var Frigørelsen. Og Bowie iscenesatte de tematiske grundsubstanser til et unikt show, en enestående performance, hvor metropoliske musikalske eksperimenter dannede lydbilledet til en fantasiverden, hvor køn og identitet var udflydende, men som også var stærkt underholdende.
Siden er frigørelsens idealer blegnet, og det står i dag endnu tydeligere, hvor stor en eksponent for den tid, Bowie var. Ikke sådan at forstå, at han er passé. Snarere som en kunstnerisk påmindelse om, at det er muligt at løsne båndene, at sætte fantasien i sving og – ikke mindst – lege med identiteten… På den måde er han vigtig også i vores konformistiske tider.
Evigtunge Anja funderer over Bowies alder. Anja har set den fine koncert med Bowie på skærmen og kan se, at alderen ikke er gået sporløst hen over den tynde hvide hertug. Bruger han mon paryk, hårforlængelse, hårimplantation (!), botox osv.? Og det lader sig ikke skjule, at håret har fået lidt farve hist og her og huden omkring øjnene er blevet tyndere. De ældes også, idolerne, men vi vil helst ikke være ved det. Vi kan godt se det, vi ved det inderst inde godt, men alligevel forbliver de for vort indre, som de var engang. Jeg læste forleden, at Elvis ville være blevet 72 år. Men jeg ser ham stadig lave de uterlige bevægelser, der gjorde pigerne kulrede. Eller i hvert fald Elvis i stramt læderdress anno 1968 på tv. The Rolling Stones, Bob Dylan, Sir Paul Mccartney osv. De er alle passeret de 60, og aldrig har de været mere populære. Sådan går det ikke for andre tresårige. På det danske arbejdsmarked falder ens værdi som arbejdskraft markant, når man passerer de 45. Her sættes erfaring og modenhed ikke særligt højt. Og det på trods af, at mange af de arbejdsgivere, der skal ansætte folk, selv er på den anden side af de halvtres. Hvorfor denne forskel? Det hænger nok sammen med den måde, medierne fungerer på. I mediernes blanke hypervirkelighed ældes man ikke. Tiden står i en vis forstand stille. Ser man en julefilm med James Stewart i sort-hvid, så lever han på mærkværdig vis. Vi er vænnet til at føle og tænke sådan fra barnsben, og vi fortsætter med at gøre det. Selv om vi godt inderst inde ved bedre.
Hvis nu Bowie var arbejsløs – så ville ingen synes, at han var specielt dejlig…

Læs også Regitze erindringsindlæg…

De tog prisen som bandet med det mest umulige navn: DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH. Og måske var det derfor, de var til at huske. De var en af de utallige engelske popgrupper, der ofte besøgte den tidl. omtalte tyske udsendelsesrække Beat-Club på tysk tv. Jeg så dem mange gange, uden dog på noget tidspunkt at blive fristet til at købe plader med dem. Men nogle af de iørefaldende popsange, de fik lavet, har åbenbart sat sig fast i mit indre univers (for nu at citere Marquis de Sade), for pludselig midt i noget skriveri dukkede melodien Legend of Xanadu op for mit indre øre. Out of Nowhere. Eller måske igangsat af noget, jeg skrev…
Gruppen havde deres storhedstid i perioden 1965-69, hvor de havde en lang række hits, der ud over de nedenfor nævnte omfattede fx Hideaway og Last Night in Soho.
Sjovt nok forlod forsangeren Dave Dee (aka David Harman), der egl. var politibetjent i Salisbury, gruppen for at bliver tv-vært i…Beat-Club. Deres største succes var da også i Tyskland. I 1980’erne blev gruppen gendannet – uden Dave Dee – og deltog i diverse tresser-revival-arrangementer.

Her er “Bend it”:

og “Zabadak”:

og “Xanadu”, der ikke må embeddes. Derfor dette link.

Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først på eftermiddagen, og på skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni måned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens Nytårstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og så af sted mod byen for at få fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
Når jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, så tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller også er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par år siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en på Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. Også uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og så var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme på pladen, så jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange år senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg så “løsningen” på omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsånd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med på min øde ø. Og når jeg lytter til den, så hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. På grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især på grund af den hårde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne på mig.

Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

“It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show…”

I tresserne talte man (ikke mindst i US) om The British Invasion (de har jo længe været lidt paranoide derovre…) som betegnelse for det musikalske ryk-ind, der blev sat i gang af The Beatles og alle de andre britiske tresserbands. Invasionen betød konkurrence, og flere af de amerikanske stjerner fik sværere ved at nå teenagernes ører på grund af Beatlemania osv. Det gjaldt blandt andet den fine vokalduo The Everly Brothers, der i årene før Beatles’ gennembrud havde haft en masse hits over there. For at stimulere interessen forsøgte Don og Phil Everly sammen med deres pladeselskab Warner Bros. at finde en mere kontemporær britisk lyd. Det skete ved at gå sammen med The Hollies, en af England fineste vokalgrupper dengang. Medlemmerne af Hollies havde faktisk taget ved lære af de to amerikanske mestre og deltog derfor gerne i forsøget på at booste interessen for de to sangere. Ud af samarbejdet kom pladen Two Yanks in England, der – desværre – ikke blev den ønskede succes. Pladen rummer Hollies-sange, men fx også det gamle Manfred Mann-hit Pretty Flamingo – og englænderne leverede rytmegruppen til musikken. Hvorfor pladen ikke blev den store succes, kan man fundere lidt over. Personligt tror jeg, at den – trods anstrengelserne – var lidt for pæn og poleret. De unge kunne godt lidt den engelske vildskab…

Her er et medley med The Everlys, så man kan høre, hvor gode de vist var engang…

Medens vi er ved de musikalske nyheder, så oplyser GAFFA om, at den fint anmeldte dokumentarfilm om Leonard Cohen nu får dansk biografpremiere. Det sker i (første omgang i) Grand Teateret i Kbh. Men mon ikke århusianerne følger hurtigt efter…
Og så forlyder det også, at den gamle Roxy Music-forsanger Bryan Ferry er i studiet for at indspille 11 Dylan-sange til en ny cd, der får titlen Dylanesque. Det lyder jo spændende, for Ferry kan det der med at fortolke andres sange… Vi tænker selvfølgelig på These Foolish Things fra 1973 (hvor han gav en uforglemmelig version af Dylans A hard Rains a-gonna Fall) og Another Time, Another Place, hvor It Ain’t Me Baby blev udsat for Ferry-isering. På den nye plastikskive bliver flg. klassikere taget under kærlig behandling: “Simple Twist Of Fate”, “Just Like Tom Thumb’s Blues”, “Positively 4th Street”, “If Not For You” og “All Along The Watchtower”. Pladen skulle være på gaden allerede i marts måned.

– And it’s a hard rain gonna fall…:

Blogbestyreren har tidligere skrevet om den særlige genre, der kaldes Tribute-plader, altså plader, hvor en kunstners musik fortolkes af andre kunstnere. Senest var det Dylans gamle band, The Band, der blev udsat for æren. Og nu – omsider må man vel sige – laves der en til ære for den canadiske sangerinde og sangskriver Joni Mitchell, som har en helt særlig plads i blogbestyrerens musikalske hjerte. Det er Jonis hjemmeside, der bringer den glade nyhed, og det ser faktisk rigtig interessant og lovende ud:

“Free Man in Paris,” Sufjan Stevens
“Boho Dance,” Bjork
“Dreamland,” Caetano Veloso
“Don’t Interrupt the Sorrow,” Brad Mehldau
“For the Roses,” Cassandra Wilson
“A Case of U,” Prince
“Blue,” Sarah McLachlan
“Ladies of the Canyon,” Annie Lennox
“Magdalena Laundries,” Emmylou Harris
“Edith and the Kingpin,” Elvis Costello
“Help Me,” k.d. lang
“River,” James Taylor

Medens vi er ved dette herlige emne, så har Kim gjort bloggen opmærksom på en anden spændende udgivelse, nemlig en tribute-plade til den gamle sanger-/sangskriver/skuespiller m.m. Kris Kristofferson. Kim skriver: “Når vi nu taler om tribute-albums vil jeg også gerne anbefale albummet “Don’t let the bastards get you down” ……. En hyldest plade til Kris Kristofferson – en fantastisk sangskriver. Der er bidrag af blandt andet Tom Verlaine, Chuck Prophet, John Doe & Poul Burch + en hel del, for mig ukendte, “alternativ Country” kunstnere. Kristofferson har skrevet en pokkers masse gode sange – eksempelvis: Loving her was easier, Me and Bobby McGee og Help me make it through the night.”

Playlisten ser således ud:

1. The Hawk – Tom Verlaine
2. Loving Her Was Easier (Than Anything I’ll Ever Do Again) – Chuck Prophet
3. Just The Other Side of Nowhere – Polara
4. Sunday Mornin’ Comin’ Down – Mother Hips
5. Me and Bobby McGee – John Doe
6. Lights of Magdala – Hannah Marcus and Mark Kozelek
7. Sugar Man – Tom Heyman
8. Casey’s Last Ride – Oranger
9. Help Me Make It Through The Night – Jon Langford and Chip Taylor
10. Law Is For Protection Of The People – Northern Lights
11. Jesus Was A Capricorn – Mover
12. Nobody Wins – John P. Strohm
13. Why Me – Kelly Hogan
14. For The Good Times – Dart
15. Jody And The Kid – Beaver Nelson
16. Pilgrim (Chapter 33) – Paul Burch and the WPA Ballclub
17. Border Lord – Stephen Bruton

Som Kim er inde på, så er der mange mindre kendte navne, men det gør bestemt ikke noget…

Og her er en temmelig ung Joni med hittet Big Yellow Taxi. Tag en tur med hende…

Citat nr. 1:

»Når vi er kommet os over benovelsen over, at vi kan få nyheder alle vegne og blive opkoblet hele tiden, så tror jeg, at vi som forbrugere begynder at efterspørge en anden form for kvalitet. Måske noget af det, som nicheaviserne kan i dag, eller en helt ny form for journalistik. Det kan være i retning af skarpere holdninger, dybere research og perspektivering, eller det kan være medborgerjournalistik – lokal-lokal journalistik – hvor borgerne selv bidrager med nyheder, osv.”

Citat nr. 2:

“Interviewer: Det er ikke mit indtryk, at det er karriefremmende at være oprørsk journalist i dag?”
»Nej, men det er dét, som giver spændende journalistik. Hvis vi får ledelser, som kun styrer efter markedet, og journalister, som bare passer karrieren og har et godt job, får vi bare mere grød. Så får vi simpelthen en hammerkedelig medieverden, som bliver så glatpoleret, at folk kommer til at kede sig ihjel.«

af Lisbeth Knudsen (af)gået leder i DR. Læs hele interviewet her.

Lisbeth har også sin egen blog – Mediebloggen – hvor hun skriver om journalistik m.m. Den vil fremover være at finde i min linksamling.

Lisbeth Knudsen er lige blevet udnævnt til at være formand for Danmarks Journalisthøjskole. Så måske er der håb for den danske journalistik endnu…