CAPAC

På vej gennem det århusianske indkøbsmekka, Bruuns Galleri, slog jeg et smut forbi DSBs billetsalg for at tage et eksemplar af Ud & Se, DSBs månedsmagasin. Jeg har vist nævnt det før, for det er et udmærket magasin med seriøst læsestof. Denne gang var det især portrættet af den gamle entertainer Peter Belli.

Peter Belli er cool. Man kan godt mærke, at han har været undervejs i musikbranchen i henved 50 år. En mand, der drikker Four Roses med cola, skal man ikke kimse ad. Og da han undervejs i interviewet klandrer den unge journalist for dårlig research (næsten det værste, man kan beskylde en seriøs journalist for), så mærker man, at han ikke tager let på tingene. Han er på arbejde og forventer, at jounalistspiren er lige så velforberedt, som han selv er. Kritikken gjaldt Peter Bellis famøse “Teddybjørn”, en sang, der kræver mere end almindelig sans for sentimentalitet at sluge. Men Belli står ved den. Lige som han står ved alt andet, han har lavet. TV-bingo, dansktop, hashrygning osv. Han fortryder ingenting. En mand af en vis integritet.

Selv foretrækker jeg bestemt pigtråds-Belli. Dengang han i tresserne – sammen med Les Rivals – trykkede den af på Hit-House, Le Carouselle og andre spillesteder. Uslebet, på dårligt engelsk, men med en kant i musikken, som man skal lede længe efter i dagens rock.

Belli minder mig lidt om en anden dansk kunstner, nemlig Gustav Winckler. Som barn af Giro-413-generationen havde jeg længe en anstrengt forhold til den trinde sanger. Den gamle Gartner, Hvide måge og et par stykker gjorde min barndoms søndag eftermiddage ekstra lange at komme igennem. Men med alderen gik det op for mig, at der her også var tale om et sangtalent, der blev (mis)brugt til dansktopmusik og “folkelig underholdning”. En crooner, der sagtens kunne måle sig med de amerikanske pendanter som Bing Crosby, Dean Martin, Perry Como m.fl. Måske med undtagelse af Frank Signalhorn…

En dag for snart længe siden faldt jeg i den lokale OBS! over en dobbeltcd med titlen Hans største hits til et så latterligt lille beløb, at jeg ikke kunne lade være med at smide den op i indkøbskurven. På forsiden ser man Gustav med jakkesæt og charmepropel, venligt smilende. Billedet er signeret. Det ligner – nej, det er – et familiefoto. Det kunne lige så vel stå på dækketøjsskabet.

Lægger man øre til musikken, der er et gennemsnit af mandens produktion, vil man opleve, at han er en rigtig god sanger. Især i de oplagte crooner-hits som fx Gem Et Lille Smil (Everybody Loves Somebody), Blå Roser til en Blond Pige (Red Roses for a blue Lady) m.fl. Når man nhører de sange, glemmer man alt om “Salami”, Bent Werther-duetter osv.

Blogbestyreren har tidligere omtalt sitet Spiralfrog, hvor man vil kunne høre og downloade musik uden at skulle betale for det, fordi projektet finansieres ved reklameindtægter. Nu går rygtet, at selveste The Beatles’ katalog skal være en del af tilbuddet. The Fab Four har ellers været tilbageholdende med at kaste sig over den digitale distribution af deres musik.
Medens vi er ved rygterne, så forlyder det også, at Iggy Pops gendannede band The Stooges, der udsender deres tidligere annoncerede album The Weirdness den 20. marts næste år vil inkludere en coverversion af det gamle Lennon/Mccartney-nummer I wanna be your man, som engang blev foreviget af The Rolling Stones.

Part I

Det meddeles nu, at det gamle 80’er-band The B-52’s, efter en pause på 15 år, udsender en ny plade i begyndelsen af 2007. Pladen bliver produceret af Steve Osborne, der har stået bag knapperne hos New Order, Happy Mondays, Suede m.fl. The B-52’s var et af de mindeværdige musikalske indslag i 1980’erne. Gruppen fra musikarnestedet Athens, Georgia, adskilte sig på mange måder fra tidens mainstream-pop-rock. Dels ved at have to iøjne- og iøre-faldende sangerinder, Cindy Wilson og Katie Pierson, i forgrunden sammen med vokalisten Fred Schneider, hvis bidrag mest bestod i udråb og talebrokker. Dels havde de en markant guitarist i Ricky Wilson, broder til Cindy. Han døde desværre 32 år gammel af AIDS i 1985.
Bandets fandt uden tvivl sin inspiration i New Wave-rocken, men blandede dennes speedede rock med elementer fra Beach Boys’s glade surferdage og fra amerikansk danseorienteret popmusik fra de foregående par årtier. I det hele taget trak gruppen på det bedste fra 50’ernes, 60’ernes og 70’ernes pop- og rockmusik. Dertil skal lægges en god portion humor, som blandt andet kom til udtryk i gruppens outfit, fx pigernes tresser-retro-bee-hive-frisurer (hvis øgenavn var B52’s) og tøjstilen.
En af de grupper, de er blevet sammenlignet med, er Talking Heads. Og de var da også en slags Talking Heads light. Teksterne har lidt af den Byrneske galskab, og musikken noget af den samme dansante appeal: “If you see a faded sign by the side of the road that says/15 miles to the… Love Shack! Love Shack yeah (I’m headin’ down the Atlanta highway,/lookin’ for the love getaway/Heading for the love getaway, love getaway,/ I got me a car, it’s as big as a whale/ and we’re headin’ on down/ To the Love Shack/ I got me a Chrysler, it seats about 20/ So hurry up and bring your jukebox money”…

Man kan læse mere om pladeprojektet på gruppens hjemmeside og på Gaffas.

Feel-good-film er efterhånden blevet et begreb, der dækker over en sammenkogt ret af romantik, humor, kvikke dialoger og gerne en håndfuld kendte eller – bedre – gode skuespillere. Amerikanerne kan godt lave dem, når de tager sig sammen og ikke forfalder til for meget af den ene eller anden ingrediens eller satser på tidligere tv-stjerner med et begrænset talent. Men, især englænderne kan det der med letbenede, lystspilagtige film, der kun er bagateller, og som alligevel tåler at blive set igen og igen og igen…
Sådan var det med Fire bryllupper og en begravelse, der mest af alt er en bunke, vellykkede filmiske episoder, der er knyttet sammen af de fem begivenheder. Og sådan var det med Love Actually, der også er en hoben små historier om kærlighedens væsen og uvæsen, udsat for uforskammet intelligent dialog og en flok af Englands bedste skuespillere – og som i de forkerte hænder ville være blevet en katastrofe…
Fælles for de to netop nævnte film er, at de er skrevet af den samme mand, nemlig Richard Curtis. Og han kan bare det der med at skrue dialoger sammen, så de både virker ganske dagligdags og alligevel ofte er fuldstændig overrumplende.
I går aftes havde man mulighed for at se endnu en film med Curtis som manuskriptforfatter, nemlig The Girl in the Cafe. Jeg havde overset den avisens programoversigt, men Fruen havde set den før og mente, at den måtte jeg se. Argumentet var, at jeg skulle se den engelske skuespiller Bill Nighy, som jeg sætter stor pris på. Alle, der har set Love Actually og har moret sig over den gale, halvgamle rockmusiker, der elsker sin tykke manager og vil smide kludene på tv, hvis blot hans skodplade bliver et hit, ved, hvem jeg taler om. I Pigen i cafeen spiller han en musegrå, desillusioneret embedsmand, der har fortrængt sine ungdomsdrømme om at blive rockmusiker så eftertrykkeligt, at de dukker op i hans natlige drømme som invitationer om at blive medlem af The Rolling Stones… En dag møder den kejtede, engelske embedsmand en ung studine – spillet af den unge, skønne, skotske skuespillerinde Kelly Macdonald (Trainspotting, The Cock and Bull Story m.fl.) – i en café, og så slår kærligheden ned som en forhammer i de to. Historien om rejsen til G8-mødet på Island og de emotionelle og politiske problemer, der følger med, er kun en bagatel, og det er også ret lige meget; for det er samspillet mellem de to, de skæve replikker – der ping-ponger frem og tilbage og fastholder tilskueren i spændt forventning om den næste returnering – der gør filmen værd at se. En film om en temmelig umulig kærlighed, der får lidt indflydelse på verdens skæve gang. Den egner sig perfekt til at skubbe den værste juleitis lidt i baggrunden et par timers tid…

Her kan man læse lidt om filmen og se en trailer.

De to ferme sangsnedkere Henrik og Peter H. Olesen benytter deres jubilæum (10 år som duo og 25 siden debutten med Sort-Hvide Landskaber) til at gå hvert til sit (for en tid!). Det fejres med en dobbelt-cd, hvor de to Olesener står for hver deres skive. Om det så er dobbelt så godt, vil tiden vise. Foreløbigt sidste koncert med makkerparret som duo + venner finder sted den 8. december i Huset i Magstræde (Københavnstrup, hvis nogen skulle være i tvivl…). Læs mere om de to herrers tanker på deres hjemmeside.

“Den digitale revolutions første bølge handlede om valgfrihed, om at gøre alt tilgængeligt for enhver, alle steder og til enhver tid. Jeg tror, at den anden bølge på en måde vil dreje sig om friheden til at vælge fra”. Ordene kommer fra Peter Gabriel, den gamle Genesis-musiker. Og anledningen er et nyt plugin til I-Tunes ved navn The Filter. Med det spywarefri, gratis plugin kan I-Tunes brugere selv med hjælp fra filteret kreere deres helt personlige playlists med fokus på netop de kunstnere og den musik, de har interesse for. Og vælge alt andet fra… Læs mere om, hvordan programmet virker i artiklen.
Om det er den digitale revolutions anden bølge eller blot endnu et lille skvulp i strandkanten af det digitale hav, må være op til læseren at dømme…

Her til morgen kom Gravhunden og jeg forbi et af disse hersens moderne, ganske flotte, ofte hærværksramte, århusianske busskure af glas og metal, og på den ene side var der en stor plakat med tre personer, der ved nærmere eftersyn viste sig at være tre af tv-journalistikkens kändisser. Det viste sig at være en reklame for en ny tv-kanal: TV2 News. Budskabet lød noget i retning af: Hvis du vil have nyhederne, medens de er nyheder.
Alene kanalens navn TV2 News fik mig til at krumme tæer i vinterskoene. Hvor internationalt og engelsk skal det være? Er det ikke nyheder for danskere i Danmark, vi taler om? Hvis vi vil have internationale nyheder, så er der jo kanaler nok at vælge imellem, CNN, BBC og så videre. For slet ikke at tale om den nye engelsksprogede, arabiske kanal…
Nu skal vi så ikke længere nøjes med tv-nyheder om morgenen, eftermiddagen og flere gange om aftenen. Og så glemmer vi alt om radioens og internettets nyhedsformidling. Næh, vi skal have nyheder 24 timer i døgnet. Man ser det for sig: Danskeren sidder der med en bunke gratisaviser, som han/hun ikke har fået læst i løbet af ugen, fordi han/hun har passet sit arbejde, sin arbejdssøgning, sin familie, sin hund, sine fritidsinteresser, sine indkøb osv. samtidig med, at han/hun med det ene øje får nyhederne på tv, medens de er nyheder…
Når man ser på de karriereforløb, som mange nyhedsjournalister med fire års uddannelse har, så kan man ikke være i tvivl om, at nyhedsjournalister – specielt på tv – er vor tids aristokrati, vor tids svar på de lærde (selv om de ikke er lærde…), vor tids svar på oraklerne osv. Og at nyheder og nyhedsjournalistik er vigtigere end noget andet. Hvis du en gang har vist dit kontrafej på skærmen, kan du blive administrerende direktør i hvilken som helst privatkapitalistisk virksomhed, blive valgt direkte ind i folketinget og ende som statsminister (hvis du da ikke kvajer dig undervejs…), blive spindoctor for toppolitikerne og tjene mere i løn end dem, få dit eget tv-program med dit navn i titlen, blive gift med dem, der render til nytårskalas hos de kongelige osv. Du skal bare have foden inden for på tv. Et børneprogram, vejrudsigten, whatever… Så er din lykke gjort.
Men er nyheder nu så vigtige? Bliver man klogere eller lykkeligere, fordi man får at vide at 54 irakere er sprængt i stumper og stykker for en halv time siden i en afkrog af det iraktiske mareridt? Eller at man for gud ved hvilken gang får dokumenteret, at der er en afgrund mellem, hvad politikerne siger og lover – og virkeligheden (fx kræftbehandlingen)?
Måske ville verden endda blive bedre, hvis vi ikke blev tæppebombet med nyhedsmediernes fragmentationsbomber!?
TV 2 News er en betalingskanal. Den første måned er gratis. Heldigvis er der ikke nogen, der kan proppe den gennem min brevsprække mod min vilje.

PS. Og for at det ikke skal være løgn har min tv-forening valgt at sætte TV2 News ind i stedet for tidligere omtalte Skandinavia. Shame on you!
PPS. Min bandbulle må være blevet hørt. Skandinavia er dukket op igen, blot et andet sted. Så jeg så et fortræffeligt portræt (At fortælle menneskene) om den århusianske “gale” forfatter Svend åge Madsen sent i går aftes… :-)

Blogbestyreren er ramt af et lokalt tilfælde af Beatlemania. Fedest! Yeah-Yeah-Yeah!

Flashback: her !

Cirque du Soleils side om Love-forestillingen.

Sent i går aftes så fruen og blogbestyreren en let underholdende, ældre film på DR TV med titlen Murphy, dit hjerte er i fare med James Garner og Sally Field i hovedrollerne som hhv. den halvgamle drugstore-bestyrer i den lokale flække og den yngre singlemoder, der slår sig ned på et forfaldent landsted sammen med sin søn og får skabt et hjem og et liv. Resten er efter bogen. De to går gennem en del trakasserier sammen osv.
Sally Field er jo altid værd at kigge på, og man kan godt undre sig lidt over, at man ikke ser mere til hende nu til dags; Garner er ikke den store skuespiller, men jeg kan godt lide hans maskuline humor. Og så kan jeg huske ham fra den gamle Maverick-cowboy-tv-serie. Så nostalgien kommer ham til hjælp…Alt i alt en komedie, der står og falder med skuespillernes præstationer. Og især på grund af Sally Fields redder den sig i land.
Knap var forteksterne løbet over skærmen før min opmærksomhed var vakt. Var stemmen der ikke? Jo, det var Carole King, der af uransagelige grunde havde skrevet og indsunget filmens kendingsmelodi. Ikke det bedste fra hendes hånd, men hun har jo også en hel del solide, uforglemmelige hits på samvittigheden fra sin tid med sangskrivertemaet Goffin/King. Og så kom jeg selvfølgelig til at tænke på pladen Tapestry, der i den grad er identisk med de endnu ikke slukte hippiedrømme i starten af halvfjerdserne. Og en plade med en perlerække af holdbare sange, der siden er blevet planket af mange andre kunstnere. Tapestry solgte rigtig godt dengang. Var faktisk en af de mest sælgende. Et i bedste forstand helstøbt album.
Tapestry var en af de plader, min gamle B&O-grammofon sled meget på i gymnasietiden. Den passede perfekt til den gymnasiale ungdoms Sturm-und-Drang-periode, hvor følelseslivet var flygtigt som æter. Men, selv et lidt mere nøgternt og realistisk voksent øre kan stadigvæk lade sig bevæge af de melodiøse sange og Carole Kings særprægede stemme. Så den fik lige lov til at snurre på grammofonen igen i går. Måske man skulle investere i den remasterede cd-udgave, som man kan få for en slik!?
PS. Og så var der pladeomslaget – jeg var solgt til stanglakrids – dengang… :-)
PS. Carole King er kendt for sin tid som hitmaker og så Tapestry – men faktisk fortsatte hun med at lave en række fremragende singer-songwriter-plader efter sidstenævnte. Samme år som storsælgeren kom det fine album med den enkle titel Music og derefter kom der en om året frem til midt i firserne. Og hun er stadig aktiv.

Dagens musikalske anbefaling skal gælde: Come to the Mountain: Old Time Music for Modern Times(Rounder Rec., 2005). Jeg faldt over den på biblioteket i går, hvor jeg var nede og aflevere en bog om istandsættelse af hjemmet. Old Time Music er den betegnelse, sydstatsfolk bruger om den traditionelle amerikanske folkemusik. Og det er, hvad pladen byder på. Med undtagelse af traditionalisterne Alison Krauss and the Union Station, John Sebastian (Lovin Spoonful) og Paul Butterfield er de fleste ret ukendte. Men det ændrer ikke ved, at musikken er høj kvalitet. Der er nerve og lidenskab i hvert eneste af de i alt 22 numre på pladen. Det musikudøvelse con amore. I øvrigt har jeg set, at der er kommet endnu en plade med samme tema: Mountain Journey – The Stars of Old Time Music. Så måske har den første plade allerede gjort et vist indtryk… Læs mere »

Så er den på gaden, i hvert fald næsten: Den imødesete koncertplade fra Neil Young & Crazy Horse’s optræden på det legendariske Fillmore East i 1970. Det vil sige med Crazy Horse i denne opstilling: Danny Whitten, Jack Nitzsche, Billy Talbot og Ralph Molina. Pladen indeholder en udvidet udgave af “Down by the River”, en 16 minutter lang version af klassikeren “Cowgirl in the Sand” med mere. I Neils Garage kan man høre lidt af pladen, hvis numre er hentet fra Neil Youngs arkiver. Hvis der er mere af den slags må han gerne lette lidt mere på låget.

Jeg har tidligere omtalt folksangeren Karen Dalton, der blandt andet har inspireret Bob Dylan, Nick Cave og Devendra Benhart. Nu er hendes plade In My Own Time fra 1971 (Just Sunshine Records) blevet genudgivet på Light in the Attic. Pladen har været collector’s item gennem de forgangne år. Når man hører Karen synge (på pladeselskabet side er der smagsprøver), kan man godt undre sig over, at hun gik i glemmebogen, og forstå at hun har gjort indtryk på Dylan og Cave. Hør fx hendes skrabede udgave af Katie Cruel, hvor hendes særprægede, excentriske stemme kommer helt til sin ret, og hvor hendes banjospil passer perfekt. Den kan downloades som mp3-fil. Det er godt at endnu en (næsten) glemt kunstner fra denne periode er hevet frem i lyset. Fortsæt med de “arkæologiske” opgravninger!

Dagens musikindkøb: The Magic Numbers. Fire unge mennesker, to piger og to unge mænd. Deres første plade. Den anden er lige kommet på gaden med titlen Those The Brokes. De spiller en melodiøs, hurtig poprock, som nok vil blive kategoriseret som indie i dag. Men i mine halvgamle ører spiller de den type pop-rock, som har været der i hvert fald siden de glade singlehitlistedage i tresserne. Gode melodier, der ikke lægger skjul på inspirationen fra forgængerne gennem årene (efter sigende er sangskriver Romeo Stodard en stor fan af The Beach Boys…), afleveret med tempo og umiskendelig spilleglæde. Den slags musik, man kun kan blive i godt humør af. De har også en fin hjemmeside, hvor man bl.a. andet kan høre nummeret Mornings Eleven, der indleder debutpladen.

Se også siden Heavenly100, hvor man kan høre de magiske tal på den himmelske jukebox…

Sammenlignet med nutidens science-fiction-film, hvor computerteknologien for alvor har gjort det muligt at visualisere fremtidsfiktionerne, var halvtressernes sci-fi-film ganske simple. Ikke desto mindre har mange af dem bevaret deres seværdighed, fordi de fortæller en god historie, og fordi instruktørerne forstod at udnytte de eksisterende muligheder optimalt til at fortælle historierne og skabe en unik stemning.
Det største problem for halvtressernes amerikanske sci-fi-film var nok, at en stor del af dem fandt alt for tydelig inspiration i koldkrigstidens kommunistforskrækkelse, og at de måske ikke altid var besat med tidens bedste skuespillere. Et eksempel på det sidste er jubilaren Forbidden Planet (1956), hvor de fleste af skuespillerne – med undtagelse af Høj Pistolføring-Leslie Nielsen – er relativt ukendte. Til gengæld overlever den på en rigtig god historie, der – som Carsten påpeger i en kommentar til indlægget her – er “planket” fra William Shakespeares The Tempest: En ekspedition sendes fra jorden til en fjern planet i stjernebilledet Aquilae for at undersøge, hvad der er sket med de videnskabsmænd, der bor dér. Kun Dr. Morbius og hans datter har overlevet angrebene fra et skrækkeligt uhyre, der synes at dukke op med jævne mellemrum.
I anledning af julilæet er der sågar udgivet en såkaldt tinbox (‘kagedåse’ el. ‘madkasse’) med en collector’s edition med masser af ekstramateriale.
Bortset fra en enkelt japansk science fiction-film, som min nostalgibiograf Strandbio viste, tidligt i tresserne, fik jeg ikke set science fiction-film før halvfjerdserne. Det var også her, jeg fik lejlighed til at se en række science-fiction-film fra halvtresserne. Tysk tv var flinke til at vise dem. Jeg tror, det var N3, og det var sent om aftenen. Her så jeg så Creature from the Black Lagoon, The Day The Earth Stood Still, The Incredible Shrinking Man, It came from Outer Space, 20,000 Leagues Under the Sea (m. James Mason) m.fl.

Sandcastle VI har en fin oversigt over tidlige SF-film.