Indlæg tagget med medier

Ellen Willis – poiner for New Journalism

14. november 2006

Ellen WillisEllen Willis

Den niende november døde kritikeren Ellen Willis 64 år gammel af lungekræft. Hun tilhørte den gruppe af journalister og skribenter, der også omfatter notabiliteter som Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og – herhjemme – fx Lasse Ellegaard og Morten Sabroe, og som blev døbt New Journalism for at navngive en ny og anderledes subjektivt funderet og litterært inspireret skrivestil. Willis slog igennem i det navnkundige amerikanske tidsskrift The New Yorker, hvor hun skrev om musik. Hun slog også sine folder i andre kendte blade som fx Rolling Stone, The Nation, Slate, Dissent og Salon. I The New Yorker skriver Sacha Frere-Jones i et mindeord, at Ellen Willis, selv om hun var en del af tressernes og halvfjersernes ‘oprørske’ strømninger, var ubestikkelig og hævet over fandyrkelse. Når hun skrev om Bowie, Dylan eller Elvis, så var det med et frisk syn på tingene. I det hele taget var hendel artikler præget af en ukompromiteret klarsynethed. Derud over var hun, som Frere-Jones fremhæver, hip and fun! En samling af hendes artikler udkom i 1981 under titlen Beginning to See the Light, hvor der også er bidrag fra The New Yorker.
Efter at hun forlod The New Yorker i 1975 kastede hun sig over feministiske og politiske emner, som allerede havde været vævet ind i hendes tidlige arbejder. I 1992 kom bogen No More Nice Girls: Countercultural Essays og i 1999 Don’t Think, Smile!: Notes on a Decade of Denial. Ved sin død var hun professor ved New York University og leder af universitetets Center for Cultural Reporting and Criticism, som hun selv grundlagde i 1995.

PS. Nogle af Willis’ artikler fra The Nation kan læses her. Desværre er hendes ca. 50 artikler for New Yorker ikke udgivet i bogform. Måske vil det ske nu.

The House of Love – The John Peel Sessions: 1988-89

12. november 2006

Dagens lidt overraskende gevinst på Ebay er The House of Loves Peel Sessions. For et par måneder siden udkom en opsamlingscd med en række af John Peels optagelser på BBC med forskellige grupper, som dokumenterede Peels store indflydelse for moderne pop-.og rockmusik i England. Der er også udkommet flere med enkelte kunstnere. Blandt andet denne med House of Love, som er interessant ved at repræsentere deres tidlige – og efter manges mening bedste – periode, hvor ikke mindst guitaristen Terry Bickers markante indflydelse kom stærkt til udtryk. Peel-indspilninger udgør noget af det bedste fra dette band. Der er for nylig kommet en dobbelt-cd med titlen The Complete John Peel Sessions, der rummer en håndfuld sange ud over de nedenfor anførte.

Opdatering onsdag
: Pladen dukkede op i dag (hurtigt!) og anbefales alle, der er til HoL. BBC, der står bag optagelser, kan noget med livelyd (de har jo også en vis erfaring!). En lidt nøgen, lidt rå, og alligevel levende sound, der trænger igennem højtalerne med det samme.

Gruppen har i øvrigt fået deres egen hjemmeside, der er under opbygning.
Læs mere »

The Pervert’s Guide to Cinema

11. november 2006

Pervert's Guide to Cinema
I et indlæg fremhæver Filosoffen en ny kanon-bog om Underholdning som uomgængelig. Det samme på gælde en ny dokumentar-dvd, der er på trapperne: The Pervert’s Guide to Cinema. I hvert fald, hvis man er film-buff og pjattet med psykoanalytiske analyser af film. Der er tale om en dokumentarfilm, hvor den slaviskfødte filosof og psykoanalytisker (af den lacanianske skole…) Slavoj Zizek kommenterer (mildt sagt!) en lang række kendte film. Hvad har The Marx Brothers med det Ubevidstes fungeren at gøre? Hvorfor angriber de pokkers fugle i Hitchcocks klassiker? Og så videre. Zizek kører hele sit teoretiske apparat i stilling og gennemhegler filmhistoriske højdepunkter… Dokumentaren opstod vist på den engelske Channel 4 (selvfølgelig, hvor ellers?) og har fået sin egen hjemmeside, hvor man blandt andet kan downloade en længere trailer fra serien, så man kan få en forsmag. Serien er i øvrigt nomineret til British Independent Film Award som Bedste Dokumentar. Behøver jeg at tilføje, at den står højt på listen over mine julegaveønsker…

No pussy blues

9. november 2006

Det forlyder, at gruppen Grinderman til marts udsender en plade, der skulle være præget af – lad os sige det sådan – politisk og på enhver måde ukorrekt sprogbrug. Bag Grinderman står den musikalske ener Nick Cave og tre medlemmer af Bad Seeds. Ud over en beskidt sprogbrug skulle pladen også byde på støjende musik. Så er man advaret eller ansporet, alt efter tilbøjelighed. Nummeret Ingen Missekat Blues – ;-) – kan høres på gruppen site på www.myspace.com. Kilde: NME

Nick Cave som skulptur

Willie Nelson – again, again

7. november 2006

Songbird - Willie Nelson & Ryan Adams

Så er den på gaden, den imødesete plade med potrygeren, countryikonet Willie Nelson, country-opkomlingen Ryan Adams og bandet The Cardinals. Den mere elektriske Nelson synger – ud over egne kompositioner – sange af Leonard Cohen, legenden Gram Parsons og The Grateful Dead. Pladen får fine omtaler rundt omkring på nettet.

Drinking the Heming-way

6. november 2006

Uffe har disket op med nogle litterærlige anbefalinger, der alle har noget med drikkeri og drikfældighed at gøre. Og det fik selvfølgelig capac til at nynne med på nedenstående, politisk ukorrekte sang. For vi går ind for det politiske ukorrekte i denne blog, fordi der altid skal være et modspil…. Derfor er W.C. Fields og Oscar Wilde bloggens husfilosoffer! Læs mere »

Retro: John Phillips — The Mamas and the Papas

29. oktober 2006

John Phillips
året er 1970. John Phillips, der var sangskriveren i Mama’s and Papa’s udsender sin første sololp, der viser, hvor fin en sanger og sangskriver, han virkelig var. Desværre blev pladen ikke en storsælger, og Phillips gled ud i et narkotikamisbrug de efterfølgende år. Derefter fik han en karriere med mange ups og – især – downs. Et talent, der ikke fik lov til helt at komme til sin ret de sidste år. Phillips døde i 2001, 65 år gammel. Nu er debutpladen igen genudgivet og er et must for enhver, der holder af Mama’s and Papa’s iørefaldende hippiesange og Scott Mckenzies hippiehymne “San Francisco”… Læs mere »

Nye medier til folkeskolen

27. oktober 2006

DR Nyhederne meddeler, at UNIoC og Copy-Dan-AVU har indgået en aftale, der giver folkeskolens elever mulighed for at arbejde – lovligt – med digitale medier, fx musik, film og tv. Og det er da vældig! I min datters skole er der hul i gulvene, der mangler tidssvarende landkort, rengøringen er en by i Rusland og for første gang i flere år har de fået udleveret en ny bog med besked om, at den skal holde i mange år. Dertil kommer, at timetal i nogle fag er beskåret. De plages af timeaflysninger, fordi vikarkontoen er brugt op. Valgfag ikke bliver oprettet pga. manglende ressourcer. Osv. Osv. Velkommen til den nye folkeskole! Vi må da håbe, at der vil være nye computere til de nye muligheder…

Vi lytter til: Damien Rice og Co.

25. oktober 2006

damien rice 0damien rice 9
Blogbestyreren lytter til Damien Rice (som Irene bestemt må kende). Hans plade “O” er et fint eksempel på (apropos min omtale af Pentangle, Donovan m.fl.), at folk bestemt ikke er forsvundet fra populærmusikken. Pladen har vist solgt til platin i Irland, men det er for så vidt uinteressant. Det er musikken til gengæld ikke. Damien og hans band, bestående af tomo (slagtøj), vyvienne long (cello), shane fitzsimons (bas), lisa hannigan (sang) og Damien selv (sang og en lang række instrumenter), leverer ti sange, som kritikere har beskrevet som “mesmerising, absorbing, adventurous and emotional”. Og det er ikke helt galt. Bandet får hjælp af en række andre musikere.
Det er ikke sange, der skriger efter hitlisteplacering. Tempoet er tilbagelænet, intensiteten til gengæld skyhøj. Numrene spænder fra små akustiske folknumre over stort, nærmest klassisk orkestrerede sange (på sangen Eskimo synger operasangerinden, Doreen Curran, så hårene rejser sig på min ryg…) til psycho-folk (som på nummeret I remember), hvor nervetrådene strækkes helt ud… Damien og Lisa synger, som om det gjaldt selve livet. Og det gør det nok også – på en eller anden måde.
Damien, der er født i udkanten af Dublin, skulle efter sigende have brugt en hel del tid af sin barndom på at fiske i floden Liffey. der ifølge skrønen har leveret vand til Guinness-øllet. Måske den også leverer inspiration til gode sange…
En ny plade med titlen “9” skulle være på trapperne. Mine varmeste anbefalinger til Damien og co. Damiens egen hjemmeside er under rekonstruktion, men der er en fin fanside, hvor man kan høre en del af Damiens musik.

Lily Alen – poptøsen på video

24. oktober 2006


Den 5. august skrev blogbestyreren i den gamle blog:
“Bliv i godt humør med Lily Alen og hendes hit Smile! Læs om hende på DRs hjemmeside. Og besøg hendes hjemmeside (med free download – en såkaldt teaser). Godt gået af det 17-årige engelske poptalent… Pigebarnet er blevet rost for sine kvikke tekster, og jeg synes: Med rette. Vi er langt fra megen mailstream-lyrik…”. Her er så hendes video til sangen “Littlest Things”. Pop, ja. Men i den gode ende.

Politikere i dag – suk!

23. oktober 2006

Min gamle far havde en tilbagevendende kommentar til politikernes gøren og laden på tinge: Vi har de politikere, vi fortjener! Den sætning har det med at dukke op – jævnligt – i mit hovede. I den forgangne uge blev det meste (overdrivelse fremmer forståelsen…) af den nye svenske regering fældet, fordi de brugte sort arbejde derhjemme og ikke betalte licens til den svenske television. Og i Danmark var den fhv. TDC-direktørs Henning Dyremoses datter, de konservatives skatteordfører (!) Charlotte Dyremose fremme på stor set alle tv-kanaler for at berette om, hvordan hun med åbne øjne havde købt et Gucci-kopiur i Kina og dermed havde brudt landets love. En ting er at bryde landets love og regler. Noget andet, at være så snotdum at stå frem igen og igen på tv-skærmen for at afsløre, at man er det. Skatteordfører! Herre Jemini. Hvad har vi arme vælgere dog gjort!?

Flygtningen – en tv-serie (1963-67)

22. oktober 2006

Kimble og co.
I går kom Fruen hjem med to DVD’er. Billigt indkøbt i den lokale Kvickly. Den ene var Greystoke om Tarzan; og den anden Flygtningen med Harrison Ford i hovedrollen. Sidstnævnte er en solid action-film, hvor Harrison Ford spiller en af sine bedre roller; måske fordi han får modspil fra Tommy Lee Jones, der altid er (mindst) seværdig.
Filmen bygger på tv-serien The Fugitive, der løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave. I 1993 blev den udnævnt til at være den bedste tv-serie i tresserne af TV-Guide.
Flygtningen var en af de første tv-serier, som jeg fulgte med i, hver gang den blev sendt. Den havde, som nævnt, et plot, der gjorde den velegnet til serieformatet. Dertil kom, at man sagtens kunne springe et afsnit over, fordi hvert afsnit havde en skabelonagtig opbygning omkring Kimbles nye identitet og nye opholdssted. Inden for den ramme kunne manuskriptforfatterne så lave små variationer og små indbyggede historier.
Serien blev udsat for et ny versionering i 2000 af CBS, men holdt kun en sæson. Måske var tiden løbet fra denne type tv-serie.

Links: fanside med mange andre links; Homepage of the Hunted med komplet episodeguide og meget mere; dertil kommer IMDB og Wikipedia, der også skriver om serien.

Opdatering :Serien er nu på dvd – se her.

Bert Jansch – guitarist

22. oktober 2006


Vi, der er gamle nok til at huske tressernes musik, kan måske også huske gruppen Pentangle, der blev ret store, dengang folk-bølgen ramte popmusikken i Storbritannien og resten af den vestlige verden. Pentangle bestod af sangerinden Jacqui McShee med den lyse vokal, John Renbourn på den ene guitar, Danny Thompson på bas, Terry Cox på trommer og Bert Jansch på den anden guitar. Gruppens markante, primært akustiske stil var præget af medlemmernes forskellige (musikalske) interesser, der strakte sig fra katolicismen (!), early music, jazz, kontemporær folk (fx Dylan), blues. Gruppen – i denne oprindelige besætning – havde sin glansperiode fra 1967-73, men har eksisteret med udskiftninger helt op i 1980’erne med Jacqui McShee som den gennemgående figur. Ved siden af Pentangle havde de enkelte musikere soloprojekter og andre musikalske samarbejder.
Anledningen til at hive Pentangle frem i lyset er, at musikbladet GAFFA har et interview med Bert Jansch – “den akustiske guitars Jimi Hendrix” – i forbindelse med hans seneste meget roste album The Black Swan. Jansch har også en fin hjemmeside med mange faciliteter. Hvis man er til akustisk guitar og folk, så er Jansch værd at kaste sig over…
bert jansch
Se også Jacqui McShees hjemmeside.
For ikke at glemme nogen: John Renbourn officielle hjemmeside og en anden; Danny Thompson og (om) Terry Cox.

Klaus Kinski – 80 år

20. oktober 2006

nosferatur kinski
Forleden tog jeg mig sammen og fik set – eller rettere genset – Werner Herzogs film Nosferatu. Phantom der Nacht. Pigerne i mit liv var en kende skuffede, fordi den ikke var uhyggelig eller chokerende. Men, jeg havde advaret dem på forhånd. Det, jeg kunne huske,var stemningen og de mange smukke billeder. Og så Klaus Kinskis Nosferatu-skikkelse, der både er et cadeau til Max Schrecks Nosferatu i Murnaus klassiker fra 1922, Nosferatu – eine Symphonie des Grauens, og helt sin egen martrede, ikke-døde, længselsfulde personlighed.
Max Schrecks Nosferatu 1922
Netop i dag ville Klaus Kinski være blevet 80 år, hvis ellers han ikke havde stillet træskoene i 1991 efter et hjertetilfælde. Historierne er mange om denne tysk-polske (født i Danzig) skuespillers neurotiske, besatte, nærmest vanvittige levned, men tilbage står, at han var en klasseskuespiller på filmlærredet. Ikke mindst han (meget problematiske) samarbejde med instruktøren Werner Herzog vil blive stående længe. Aguirre, Woyzeck, Fitcarraldo og Nosferatu. Ikke alle filmiske mesterværker, men Kinskis spil løfter dem alle. Inden han mødte Werner Herzog måtte han tage til takke med en lang række roller i mere eller mindre lødige produtioner, alt fra westerns, erotiske film, litterære filmatiseringer, krimis osv. Altid satte han sit tydelige fingeraftryk på filmene.
Nævnes skal også, at hans datter Nastassja Kinski har fulgt i faderens fodspor. Desværre ikke med den succes, som hendes talent berettiger til. Men se Maria’s Lovers, hvor hun spiller over for Robert Michum. Den holder.

Beatles “Love”

18. oktober 2006

Beatles
Som tidligere omtalt udkommer der inden længe et nyt-gammelt Beatles-album, nemlig lydsporet til teaterforestillingen Love. Rygterne har svirret om indholdet af pladen, men nu er track-listen offentliggjort i Billboard: Læs mere »