Indlæg tagget med mennesker

Simple living vs. Complicated Life

25. november 2008

Nu til dags skal man gerne have styr på tingene. Man skal have sin personlige coach på livets landevej. Leve livet efter en opskrift. Fx Simple Living. Men, nej tak. Jeg foretrækker som den amatør, jeg er, at tumle mig gennem livet uden kompas og åndelig vejleder. Jeg foretrækker Complicated Life. Det er mit koncept, fordi livet er kompliceret…

Well I woke this morning with a pain in my neck,
A pain in my heart and a pain in my chest,
I went to the doctor and the good doctor said,
You gotta slow down your life or you’re gonna be dead,
Cut out the struggle and strife,
It only complicates your life.

Well I cut down women, I cut out booze,
I stopped ironing my shirts, cleaning my shoes,
I stopped going to work, stopped reading the news,
I sit and twiddle my thumbs cos I got nothing to do,
Minimal exercise,
To help uncomplicate my life,
Gotta stand and face it life is so complicated,
Ladi dah di dahdah, ladi dah di dah dah,
You gotta get away from the complicated life, son,
Life is overrated, life is complicated,
Must alleviate this complicated life.

Cut out the struggle and strife,
It’s such a complicated life.

Like old Mother Hubbard
I got nothin’ in the cupboard,
Got no dinner and I got no supper,
Holes in my shoes, I got holes in my socks,
I can’t go to work cos I can’t get a job,
The bills are rising sky high,
It’s such a complicated life,
Gotta stand and face it,
Life is so complicated.
Ladi dah di dahdah, ladi dah di dah dah
Gotta get away from the complicated life, son,
Life is overrated, life is complicated,
Must alleviate this complicated life.

Gotta get away from the complicated life, son,
Gotta get away from the complicated life.

Complicated Life

Hænder

18. november 2008

Jeg kan huske, at jeg engang som dreng læste i en bog om Leonardo da Vinci. Og et sted i bogen kunne man se hans håndtegnede studier i den menneskelige hånd. Og jeg forstår godt hans fascination af den del af den menneskelige krop. Kig på et menneskes hænder, og det vil fortælle dig en masse om personen, der bruger dem. Jeg faldt over ovenstående billede i en billedserie om musik.

Terrorisme og menneskeret

12. november 2008

Den såkaldte “kamp mod terrorisme” efter angrebet på tvillingebygningerne i New York har som bekendt medført en terrorlovgivning, der ændrer ved borgernes retssikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste har fået nye beføjelser til at overvåge og forfølge terrormistænkte.
I en meget omtalt sag er en mand af tunesisk afstamning blevet udvist – uden forudgående domfældelse – af landet, fordi han er mistænkt for mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard, ham med Muhammed-tegningerne. Desværre er det af humane årsager ikke muligt at eksekvere udvisningen, fordi den udviste risikerer tortur i Tunesien. Derfor er han blevet tildelt såkaldt “tålt ophold”. Det vil sige, han får lov til at blive i landet, får nådsens brød og bliver overvåget døgnet rundt. En slags surrogatfængsel på ubestemt tid.
Tilfældigvis (?) viser det sig så, at manden opholder sig i århus. Samme sted som Kurt Westergaard. Og det er faldet nogle politikere (Dansk Folkeparti) for brystet. Man kan da ikke have en drabsmistænkt gående i samme by som det potentielle offer! Og derfor har man så lavet en særlov, der skal sikre, at manden ‘dagligt skal melde sig i Center Sandholm’. Sandholmlejren! Loven er allerede blevet angrebet for at være ‘på kant med menneskeretten’, men DFs kynisk-kølige næstformand og integrationsordfører Peter Skaarup henholder sig til, at man befinder sig inden for alle aftaler, konventioner og love. Der er ikke ‘et hår i suppen’, i følge Skaarup. Det tankevækkende og måske skræmmende ved Skaarups holdning er, at der heller ikke er skyggen af moralske skrupler eller menneskelig anstændighed i den. Tuneseren er ikke dømt for sine påståede drabsplaner efter almindelig dansk strafferet, og må i den forstand – det vil sige ud fra almindelige retspraksis – betragtes som værende uskyldig. Mistænkt er, hvad han er. På grund af terrorlovgivningen befinder han sig i et utåleligt ingenmandsland mellem udvisning og retsforfølgelse, kaldet tålt ophold. Utåleligt tålt ophold. Sagen demonstrer med al ønskelig tydelighed, hvor dybt problematisk terrorlovgivningen er, og hvordan den anfægter selve ånden i de demokratiske retsprincipper. Målet helliger midlet. Ved ikke at tage stilling til mandens skyld ved en almindelig gennemskuelig retsproces undgår man en frikendelse og kan fastholde ham som nærmest skyldig, som værende under mistanke. Han er hverken skyldig eller uskyldig. Hverken fugl eller fisk. Prøv at forestille dig, hvordan det må være at blive anbragt i denne på enhver måde udsigtsløse tilstand af “tålt ophold”! Jeg synes, det er både umoralsk og umenneskeligt. Når manden ikke kan udvises og derved få mulighed for at begynde et nyt liv, så bør han stilles for retten for at få prøvet sin sag.

Dyscalculia – talblindhed…

9. juni 2008

Ulam-primtalsspiral

I min tid som underviser har jeg mødt rigtig mange, der havde problemer med bogstaverne. Læse- og skrivevanskeligheder, “ordblindhed” (dysleksi) og sådan. For eksempel husker jeg en pige, der lige var blevet student og ville læse til pædagog. Og jeg havde en mistanke om, at hun havde nogle problemer med at læse og skrive. En test på det lokale center for folk med læsevanskeligheder afslørede, at hun var dyslektisk. Hvordan var hun nu lige kommet igennem det danske skolesystem, uden at nogen havde opdaget det, før bolden trillede hen til mig? Hm.
Denne lille personlige erindring udspringer af læsningen af en artikel om en anden overset gruppe af medmennesker. Dem, der er dyscalculiske. “Talblinde”. Man mener at vide, at mellem 3-6% af alle børn har problemer med tal. Kognitive problemer. De mangler “talsansen”, så at sige. Og får derfor ikke noget ud af matematikundervisningen. Måske har vi her forklaringen på, hvorfor jeg aldrig drev det så vidt i matematik!? Dengang i folkeskolen, hvor min rare matematik- og regningslærer Helligsøe kløede sig i det tynde hår, når han så mine matematikopgaver, der både viste tegn på matematiske forståelse og håbløse udregninger…
Uddannelsessystemet står over for en ny udfordring, hvis vi skal være verdens bedste, som regeringen ønsker!

Humørkæppen – en tema-aften på DR2

1. april 2008

“Far, hvad hedder en gynækolog, når der er tale om en mand?”. Med en nysgerrig teenager i huset skal man være beredt på pludselige og forbløffende spørgsmål. En androkolog måske? Problemet er, at området for særlige mandlige underlivssygdomme slet ikke er så opdyrket som det tilsvarende kvindelige. Jeg husker endnu en udsendelse, jeg så for mange år siden, om det mandlige lem. Og af den udsendelse fremgik det med stor tydelighed, at det stadigvæk er et forskningsområde, der har fremtiden for sig.
Jeg blev min datter et præcist svar skyldig. I stedet fik hun en svada af etymologiske og småfilosofiske overvejelser med den sædvanlige reaktion: himmelvendte øjne og et ‘Stop nu! Jeg gider ikke høre osv.’.
Alt dette for at gøre opmærksom på, at DR2s tema på lørdag står i tissemandens tegn. Om den lægevidenskabelige vinkel er med ved jeg ikke, men man får en masse at høre om anakondaen, javertussen, dilleren (Frøkenens yndlingsord) osv.

Modenhed

7. februar 2008

Evnen til selvkritik, skulle jeg mene, er udtryk for, at man omsider ved noget om, hvem man er. Den er ikke for de infantile, den er en del af en modningsproces, og jeg tror som sagt, den er noget meget ønskværdigt. Den gør det nemmere at leve med hinanden. Indbildskhed, derimod, er en dårlig idé. Den er imidlertid meget udbredt, og den fremmedgør.

(Citat fra interview med Niels Barfoed, Information, 29/12-2007)

Når man er ung ligger verden åben for ens fødder. Man tror man kan alt. At alt er muligt. Med tiden bliver man, hvis man er heldig, klogere. Man møder ydre barrierer, der ikke kan overskrides, og opdager også, at man har indre begrænsninger. Man kan forandre sig selv, men ikke radikalt. Der er ting, man kan – og ikke kan. Der er ting, man vil – og ikke vil. Og der ligger en stor frihed i at erkende sine egne muligheder – og grænser. På godt og på ondt. Evnen til selvkritik er ønskværdig, som Barfoed siger. Ja, den er en gave, vil jeg sige.

Ondskab

17. januar 2008

Jeg ved godt, at det er helt ude af proportion. Der er tusindvis af mennesker, der hver dag dør på denne planet – af sult, sygdom, krig og andre elendigheder. Og det burde vel nok plage min samvittghed. Men jeg har ikke kunnet ryste billedet af hunden ud af mit sind. På arbejde bladrede jeg igennem EkstraBladet og så billeder af den hund, der var blevet hængt og havde fået hovedet knust. Af en eller anden galning her i landet. Ufatteligt. Jeg skulle aldrig have bladret i den lorteavis. Billedet er der, når jeg lukker øjnene (på eget ansvar – her).

Hjemløs og fattig i Danmark

25. december 2007

Midt i den muntre juletid kunne man på tv og i radio opleve den såkaldte “velfærdsminister” – tidligere rødstrømpe og socialist – Karen Jespersen true de velgørende institutioner, der formastede sig til at give husly og forplejning til østeuropæiske hjemløse, der har fundet tilflugt i Danmark. Hvis de pågældende institutioner fortsatte deres aktivitet ville de få inddraget statsstøtten.
Vinder denne politiske kynisme med dens totale fravær af barmhjertighed og medmenneskelighed genklang hos regeringens vælgere, hos partiet Venstres folkevalgte?

Det minder mig om noget andet. I Information mandag læste jeg en artikel om “fattigdom” i Danmark. En stor del af artiklen handlede om statistik. Er man fattig, når man kun har ca. 75.000 kr om året at leve for? Hvis man nu fraregner studerende og folk, der midlertidigt må nøjes med dette beløb eller mindre, ja, så ser statistikken pænere ud. Keine Hexerei. Nur Behändigkeit. For mig at se, er det virkeligt bekymrede, at der overhovedet er nogen, der skal leve for et så lavt beløb i dagens Danmark! Og at man accepterer det…

Link: Uffe Stenstrop

Afviste irakiske asylansøgere

20. oktober 2007

Dagbladet Information kan i dag afsløre, at der i danske asylcentre sidder 350 afviste irakiske asylansøgere og afventer deres skæbne. De har alle siddet der i fem år eller mere… Mest forstemmende er det at læse, at de danske myndigheder efter al sandsynlighed ikke har gjort noget for at få dem tilbage til deres hjemland siden januar måned. Information afslører, at de irakiske myndigheder kategorisk har afslået at modtage de afviste – til trods for at regeringen med integrationsminister Rikke Hvilshøj i spidsen har signaleret, at der var “en god og konstruktiv dialog med de irakiske myndigheder”.
Noget tyder på, at regeringen har lagt et røgslør over de faktiske forhold, fordi den har en indenrigspolitisk interesse (læs: Dansk Folkeparti og dets vælgere) i at lade folketing og befolkning tro, at hjemsendelse er en realistisk mulighed. Men, det er det åbenbart ikke. I dette politiske hokus-pokus har man så ladet hundredvis af mennesker sidde og gå menneskeligt i spåner i lejrene. Kan vi være det bekendt?!

Pavlovs nye hunde: de ledige

29. september 2007

For godt og vel hundrede år siden gennemførte den russiske adfærdsforsker Ivan Pavlov nogle forsøg med hunde. Forsøget skulle vise, at hunde kunne lære et såkaldt betinget respons. Pavlov vidste, at hundene ville savle, når de så et stykke kød. I gennem forsøgsrække gav han hundene et stykke kød, samtidig med at han ringede med en lille klokke. Hundene savlede, når de så kødet, hvilket – i følge Pavlov – er en naturlig reaktion, en ubetinget respons. Efter nogen tid nøjedes han så med at ringe med klokken. Og hundene begyndte af savle. En betinget respons.

Jeg kom til at tænke på Pavlov’s berømte adfærdsforskningsforsøg, da jeg læste om regeringens nye regelstramninger over for de ledige. Fra og med den 1. oktober – altså på mandag – skal de ledige hver uge på ind på jobcentrenes hjemmeside og aktivere deres cv. Ellers modtager de ikke dagpenge. Det er selvfølgelig ikke et eksperiment, der er tale om, men (endnu) en kontrolforanstaltning. De ledige skal til stadighed mindes om, at dagpenge er nådsens brød, som man skal gøre sig fortjent til. Den ledige skal med lidt andre ord “ringe med klokken” for at få din luns kød. Regeringens menneskesyn på beskæftigelsesområdet er ikke mere udviklet den simple adfærdspsykologi, som Pavlov lagde til grund for sine hunde. Og vi skriver 2007. De ledige er vor tids pavlovske hunde. Vov.

PS. Det nye system er forsinket på grund af it-problemer…

Kropslugt – et apropos

29. august 2007

Markedet er gud. Er man i tvivl, kan man blot konsultere den dominerende ideologiske strømning i det danske samfund: den borgerligt-neo-liberalistiske tankegang. Alverdens problemer løses ved at slippe markedskræfterne fri. Tror man. Lad blot markedet regulere job- og boligefterspørgslen og andet – og vores trængsler vil snart være omme. Amen.
På markedet er vi alle lige, men nogle er mere lige end andre, nemlig dem, der har penge til at handle på markedet. De andre kan fanden tage. Et illustrativt eksempel. I Frankrig har man fundet en løsning på, hvordan de penge- og boligløse – med andre ord: de hjemløse – kan fordrives fra markedets hellige haller, indkøbscentrene. Med ildelugtende spray. Borgmesteren i den parisiske forstand Argenteuil, Georges Mothron fra regeringspartiet UMP, har indkøbt store doser af midlet med det helt Graham Greenske navn Malodor (Mal-odor, got that?!), som skal sprøjtes på udvalgte steder, hvor de i forvejen ildelugtende hjemløse formodes at finde ly og varme. Handlingen har selvfølgelig skabt voldsom debat i det franske samfund.

Men, jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at “udrensningen” netop finder sted i de store indkøbscentre og ikke fx under broer, på jernbaneanlæg osv. Storcentrene er vores nye kirker, lokale manifestationer af det globale marked. Det er her markedet dyrkes i det daglige af alle os forbrugere. Her mødes vi alle som globale forbrugere, der konsumerer det samme, hvad enten vi befinder os i århus, Berlin eller Hong Kong. Det er her illusionen om os som lige forbrugere og kunder forsøges opretholdt i et scenarie af lys, muzak, tilbud, parfume- og smagsprøver. Her er ikke plads til utilpassede unge, tiggere, sprittere eller hjemløse.

De hjemløses stank minder os om, at vi selv er en lugtende krop, at vi er forgængelige – kort sagt om vores menneskelighed og forgængelighed. Hinsides markedet. Og det er der ikke brug for i markedets perfumerede drømmeunivers, hvor det er den evige ungdom ( = den evige forbruger ), der dyrkes og plejes. Og hvor kroppens forgængelighed og døden fortrænges.

“På denne planet er vi alle sammen afhængige af hinanden, og intet af det, vi gør eller afstår fra at gøre, er uden betydning for alle andre menneskers skæbne. Fra et etisk synspunkt gør dette forhold os alle ansvarlige for hinanden. […] Det er sandsynligvis ikke længere muligt at trænge globaliseringen af menneskelig afhængighed, menneskeskabt teknologi og økonomiske aktiviteter tilbage. Reaktioner som “lad os danne vognborg mod angriberne” eller “tilbage til stammens (nationens, lokalsamfundets) telte” duer ikke. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi dæmmer op for historiens flod, men hvordan vi forhindrer dens vand i at blive forurenet af menneskelig nød, og hvordan vi kanaliserer dens løb i retning af en mere ligelig fordeling af de goder, den bringer med sig”
(Zygmunt Bauman, Det belejrede samfund)