Indlæg tagget med moral

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke så længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en såkaldt rocker. Og “sagen”, som måske, måske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi også han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Handlen var indgået. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – så handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end måttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgået – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen på lidt længere sigt får den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – også med tilbagevirkende kraft.

Møllehave i mediemøllen

10. april 2011

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer på Angleterre for at dinere og få lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, når spritten går ind og fornuften ud, så blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de både have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der så så sig nødsaget til at lægge de to gamle i håndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, så tvivler jeg på, at Ekstrabladet ville have løftet så meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgå i politirapporten som ‘to ældre berusere, der måtte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend må den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men også sin syndige liv med åbent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves åbenhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet på sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sådan en som Møllehave på den måde kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstået at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (så kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sådan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal også har været inde på i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde på, så handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk åbenhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde på nogle udvendige former, der for længst må sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhånden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men også klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Danskerne er en flok pirater eller?

25. februar 2011

Rockwoll Fondens Forskningsenhed har barslet med en undersøgelse af danskernes moralbegreber. Du kan læse enhedens nyhedsbrev her. På side 11 i nyhedsbrevet kan man læse om danskernes forhold til piratkopiering af musik, film og software under overskriften “Piratkopiering er bredt accepteret”. Rubrikken afspejler, at 70% af de adspurte mener, at piratkopiering er acceptabel i en vis grad. Forbeholdet afspejler bl.a., at der er en god portion skepsis ove for fænomenet piratkopiering. Kun 15-20 % mener, at det er fuldt ud acceptabelt at kopiere illegalt. Accepten har dog en markant grænse. Hvor 70% mener, at det er acceptabelt at kopiere til husbehov, så mener 75%, at det er helt og aldeles uacceptabelt at videresælge piratmateriale “til vennerne”. Hvad kan vi så lære af denne undersøgelse? At danskerne er en flok digitale pirater!? At danskerne godt ved, hvad det allerstørste problem ved piratkopieringen er, nemlig: Penge!? Selv om sådan en undersøgelse skal tages med et gran salt, så kan den vel fortolkes derhen, at “løsningen ” på piratkopieringens problem ligger i “løsningen” af pengeproblemet!? Den gordiske knude: Hvordan sikrer vi, at skaberne af film, musik, software osv. på den ene side får et fair afkast af deres anstrengelser, samtidig med, at internetbrugerne frit kan benytte sig af de mange muligheder, som internettet og de digitale teknologier giver adgang til?

Noget om dildoer og penge

18. maj 2010

Så vågnede man op til endnu en dag, hvor den danske folkesjæl viste sig fra sin mest smålige og bornerte side. I en af boulevardbladene bruger man forsiden til en historie om, at journalisten Reimar Bo “tjener kassen” på sit interview med Stein Bagger, fordi Bo har solgt interviewet til DR gennem sit eget produktionsselskab. Om udsendelsen var de mange tusinde kroner værd, skal jeg lade være usagt, men jeg går ud fra, at DR har købt udsendelsen med åbne, kritiske øjne – og har indgået en handel, der er kontraktligt i orden. Ekstrabladets historie handler om noget andet: brødnid, misundelse. Ekstrabladets bladnegere ville have gjort det samme, hvis de havde haft talent og idé til det…

Og i Holstebro mener en kvindelige politimester, at den lokale ejer af en sexkiosk ikke kan have en dildovibrator-reklame stående på fortorvet. Reklamen skulle angiveligt vise en dame set bagfra. I hånden holder hun omtalte hjælpemiddel. Reklamen kan næppe siges at være mere “anstødelig” end mange af de sodavands- og isreklamer, vi dagligt udsættes for i det offentlige rum. Om opstillingen af reklamen er i strid med politivedtægten ved jeg ikke, men politimesteren har rodet sig ud i moralismens hængedynd ved at postulere, at reklamen nok kunne gå an i København, men ikke i Holstebro! Den provinsielle puritanisme stikker sit lille fordomsfulde hoved frem.

Tiger Woods og damerne

15. december 2009

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Fx kan man leve af at gå rundt på en stor græsplæne og slå til en lille hvid kugle med en kølle. Man kan endda leve rigtig godt af det. En af dem, der lever rigtig godt at få de små kugler rigtigt ned i de mange små huller er amerikaneren Tiger Woods.

Nu er Tiger Woods så kommet i alle verdens medier på grund af nogle andre huller.( Ja, undskyld. Jeg kunne ikke dy mig…) Han har gjort sig skyldig i noget, som rigtig mange amerikanske politikere gør og har gjort sig skyldig i – og sikkert mange amerikanere i almindelighed – nemlig utroskab eller sidespring. Han har bedraget sin kønne svenske kone med andre kønne damer, pornomodeller, pandekageservictricer osv. Og det gør man ikke ustraffet i landet med double standards. I hvert fald ikke, hvis man er kendt i medierne.

Hver eneste saftig sms, hver eneste paparazzifoto, hver eneste fold på lagnet, interviews med de mest bekendelsessyge af damerne osv. er blevet lagt frem for den hungrende offentlighed. For i et land, hvor man åbenbart synes, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, så sælger den slags historier. Her kan læserne og seerne så mæske sig i de slibrige detaljer med lige delt nydelsesfuld forargelse og misundelse over ikke at have fået del i glæderne på lagnet. Denne dobbelthed kan man studere i Vanity Fair, hvor bladet beder læseren om at stemme på den hotteste af Tiger Woods babes. Tydeligere kan det vist ikke blive.

Slik hinanden!

13. november 2009

En af dagens nyheder handler om censur på Danmarks Radio P4. Anne Linnet har skrevet en sang med titlen “Agenda”, som er med på hendes kommende nye album. I sangen synger hun bl.a.:

“Jeg vil gå igennem hvad som helst for dig.

Om jeg skal ned på knæ og flirte mig.

Og jeg vil gøre hvad som helst for dig,

så’ det bare ned på knæ og slik´ mig

(jeg fremhæver)

Denne sekvens er blevet for meget for musikchef Ole Mølgaard, der har besluttet at sortliste sangen og begrunder det på denne måde: “Kanalen henvender sig til den voksne del af befolkningen, og der vil det virke mærkeligt at efterfølge et borgmester-interview med en sang om at slikke en anden kvinde”. Næ, uha-da-da. Det vil være stærk kost for den voksne del af befolkningen. Borgmesterinterview og cunnilingus i sammenhæng, det går sørme ikke!

Anne Linnet er selvfølgelig forundret og henviser til hip-hoppernes meget mere frimodig og til tider sexistiske lyrik. Sortlistningen er selvfølgelig endnu et eksempel på tidsåndens bornerthed. Det er, som om nationen ikke kan udholde tanken om kroppens lyster og liderligheden. Måske, fordi tanken helst skal holdes fast fokuseret på karrieren, arbejdet og markedet? Måske hænger det sammen med, at vi lever i en epoke, hvor parforholdet har det svært, fordi karrieredrømme, dobbeltarbejde, kærlighedsliv og yngelpleje ikke kan gå op i en højere enhed, og mange derfor lever et kærlighedsfattigt liv, hvor tanke om lysternes spontanitet virker mest af alt forstyrrende?

Det er denne bornerthed, der også ligger bag to mediekændissers nye seksualoplysningsbog, der med sin snerpethed sender seksualoplysningen tilbage bag halvtredsernes nedrullede gardiner, hvor afbildninger af pikke og kusser var noget, man skulle finde på franske postkort, i nudistblade og i anden “smudslitteratur”.

Det er et stort paradoks, at vi på den ene side oversvømmes med billedpornografisk materiale på internettet og andetsteds i medierne, som absolut intet skjuler, samtidig med, at en nypuritanismen vil have os til at samle benene, tage skyklapper på og tænke på gud, konge og fædreland. Det kan godt være, landet er tynget af finans- og økonomikrise, men det er ikke den eneste og måske langt fra den værste. Så slik hinanden, kære venner!

Apropos: Rammstein – Pussy (Er du bornert, så er det på eget ansvar, hvis du følger linket…)

Og til slut lidt drilleri med skyldig inspiration fra Aage Stentoft og især Epe:

Læs mere »

Køb bananer! Køb bananer! …og lad skatteyderne betale

11. juni 2009

Den siddende regering har gevaldigt svært ved at holde funktioner, roller og andet adskilt. Blandt andet adskillelsen mellem privatperson og offentligt valgt person. Vi så det med Bendt Bendtsens jagt- og golfture – og bestyrelsesarbejde. Og vi så det med Lars Løkke Rasmussens bilagsroderi i tiden som amtspolitiker, hvor han ikke kunne finde ud af, om det var politikeren eller privatpersonen, der så visse film på hotelværelset… Samme Løkke har nu – som statsminister – købt bananer og andet mundgodt til Dalai Lama på skatteydernes bekostning. Til et møde, der var helt privat. Det blev ved flere lejligheder understreget i medierne. Så enten var mødet mere eller mindre officielt (hvilket kineserne vi se på med strenge øjne…) eller også var det privat, og så må lille Lars ryste op med slanterne med det vuns…
Køb bananer!

Ministerkalendere

17. maj 2009

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det åbenbart evigt tilbagevendende problem: grådige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi også haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget går ud på, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren så åbnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud på internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, så bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med såvel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Politisk kundepleje – Bendt Bendtsen på anklagebænken

15. marts 2009

Den første nyhed, der sivede ind i min bevidsthed via DR Update, var, at den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, ex-minister og EU-Parlaments-kandidat, Bendt Bendtsen var blevet anmeldt til politiet for bestikkelse af borgmesteren i Hørsholm. En ekspert i forvaltningsret skød straks skandaleballonen ned, for det kan godt være, at Bendtsen har deltaget i 33 dyre golf- og jagtrejser til en værdi af omkring en halv million danske kroner, men det kan ikke bevises, at han har gjort noget til gengæld for de givende firmaer (Danfoss, Danisco m.fl.). Reglerne er overtrådt. Og det har Bendtsen gjort før, da han misbrugte sin ministerbil til privat kørsel. Uden, at det fik konsekvenser.
Sagen handler selvfølgelig om politisk moral og etik. Da de gældende regler på området engang blev indført, så var forudsætningen, at politikere ikke kunne modtage store gaver uden at deres dømmekraft og upartiskhed ville blive berørt af det (= korruption). Selvfølgelig vil det nok være umuligt at bevise, at Bendtsen nu er i lommen på de glade givere, men enhver idiot uden for de politiske kredse ved, at får man en stor gave af nogen, så står man i en moralsk gæld til giveren. Det forpligter. Man må yde noget til gengæld. Man må adlyde gavens logik.
Ganske vist fik de konservative ikke fjernet topskatten helt i den nye “skattereform”, men det fik lettet skatten betragteligt for erhvervslivets ledere. Noget for noget….
NB. Selvfølgelig afviser Bendtsen anklagen. Der var blot tale om “arrangementer“, udtaler han.

Bøsser og lesbiske – andenrangs(skatte)borgere?

9. november 2008

Midt i glæden over, at en ung, amerikaner af afro-amerikansk afstamning er gået hen og blevet præsident for USA, så har den ellers liberale stat Californien med et snævert flertal forbudt ægteskabsindgåelse mellem homosexuelle mennesker. At amerikanerne længe har haft et anstrengt forhold til sex, ved vi godt, men det er alligevel lidt nedslående, at netop vælgerne i Californien har taget den beslutning.
Sangskriveren, sangeren og musikeren Melissa Etheridge, der er erklæret lesbisk og gift med Tammy Lynn Michaels, har i konsekvens af beslutningen, der altså annulere hendes ægteskabs gyldighed, erklæret, at hun ikke vil betale samme skat som de fuldgyldige medlemmer af det californiske samfund! På The Daily Beast giver hun udtryk for, at hvis man ikke nyder de samme rettigheder som andre, så skal man heller ikke betale det samme i skat. Og det er vel sund logik!? Tonen i Etheridges indlæg er ramsaltet sarkastisk. Som andre amerikanske stater har også Califonien økonomiske problemer at slås med – og et fald i skatteindbetalingen fra de mange homosexuelle – forsigtigt anslået er 20% af californierne homosexuelle – i staten vil givetvis kunne mærkes.
Og Melissa angriber også den amerikanske achilleshæl: moralen – eller måske skulle man sige dobbelt-moralen. For, hvordan man man forsvare, at man lovgiver ud fra moralsk fordømmelse? Der fødes homosexuelle mennesker hver eneste dag; man kan ikke fjerne dem ved lovgivning. Som Etheridge skriver.
Og så slår hun hovedet på sømmet, når hun fremhæver, at det, der sker, er en stigmatisering af en befolkningsgruppe på linje med den, der foregik over for de “sorte” i tresserne og tidligere. Proposition 8, som loven kaldes, fastlåser en ulighed, en diskrimination. Fastholder amerikanene i en dem-og-os-tænkning, der burde være fortid. De fattige og os, de sorte og os, de homosexuelle og os… Burde være fortid netop nu, hvor en af “dem” er blevet præsident… Og Etheridge ser Proposition 8 som en af de sidste krampetrækninger i den gamle bornerte amerikanske verden: “This crazy fearful insanity will end soon. This great state and this great country of ours will finally come to the understanding that there is no “them”. We are one. We are united. What you do to someone else you do to yourself. That “judge not, lest ye yourself be judged” are truthful words and not Christian rhetoric.” Og hun slutter af med at erklære, at hun bliver i staten og fortsætter kampen mod idiotiet. For det er “the American Way” at gøre det.

Når man tænker over det, så er situationen vel ikke meget anderledes herhjemme. Jovist, vi anerkender de homosexuelles ret til at indgå registreret partnerskab, men hate-crimes og diskrimination er stadigvæk en del af hverdagen herhjemme. Og hvad med alle vores medborgere, der tilfældigvis har en familiær fortid i andre lande? Hvad med “dem”? Er det rimeligt, at de skal betale det samme i skat, når de ikke har samme rettigheder – fx til arbejde – som os andre?

Melissa Etheridge I Will Never Be The Same

Sympatier

11. november 2006

Kim LarsenGeorge Michael

Blev vækket tidligt af kombinationen uprofessionelt avisbud, der forsøger at få avisen igennem sprækken (på tværs?) og min gravhund, der ikke brød sig om at blive forstyrret i sin slummer. Og når man så alligevel er kommet på benene, kan man jo lige så godt (inden hundeluftningen) gøre sig det lidt behageligt, hvorfor jeg tog et hurtigt brusebad (det er altid hurtigt…), bryggede en kop kaffe og satte mig til rette med omtalte gratisavis. På forsiden var nemlig et billede af troubadouren Kim Larsen. Hans nye plade “Gammel hankat” (hvor får han det dog fra?) blev anmeldt i bladet. Positivt. Meget positivt. Af en ung anmelder. Og der er ikke noget så velgørende som at læse en vrangvillig, “kritisk” anmelder, der må overgive sig. Jeg har ikke hørt en strofe fra den nye skive, men at dømme ud fra anmeldelsen lever den helt op til Larsens højeste standard. Og det vil sige, at man befinder sig i en klasse for sig selv.

Jeg kan mægtig godt lide Kim Larsen. Ikke blot, fordi han er en god sangskriver udi det danske, men også, fordi han har en personlig integritet, som ellers er svær at finde herhjemme og udenlands. Det må sgu være svært hele tiden at skulle høre, at man har “scoret kassen” og er Danmarks “nationalskjald”. Men det preller af på manden, der ikke er til fals for hvad som helst.
Jeg har også stor sympati for den engelske kunstner George Michael, der vist nok giver koncert her i landet inden længe. Avisen skriver en stor artikel i den anledning. Jeg ejer ikke en eneste George Michael-plade og kommer nok ikke til det. Og det er heller ikke af kunstneriske grunde. Min sympati udspringer af hans utilpassethed. Hans levede liv står i grel modsætning til den blankpolerede, æsteticerede musik og hele dens set-up. Siden han for alvor sprang ud af skabet som bøsse, har han fyldt sladderpressen med den ene “skandale” efter den anden. Man husker sikkert, da han blev taget af politiet med bukserne nede om hælene på et offentligt toilet, hvorefter han lavede en frivol og morsom video, der kommenterede episoden. Og på det seneste har han forarget den nyfigne og meget puritanske engelske offentlighed ved at lovprise sit velkendte forbrug af sjov tobak. Der er noget velgørende og sympatisk ved mandens insisteren på at følge sine tilbøjeligheder på trods af en medieovervåget karriere og på trods af tidens moral eller dobbeltmoral…