Indlæg tagget med moral

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke sÃ¥ længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en sÃ¥kaldt rocker. Og “sagen”, som mÃ¥ske, mÃ¥ske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi ogsÃ¥ han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Handlen var indgÃ¥et. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – sÃ¥ handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end mÃ¥ttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgÃ¥et – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen pÃ¥ lidt længere sigt fÃ¥r den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – ogsÃ¥ med tilbagevirkende kraft.

Møllehave i mediemøllen

10. april 2011

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer pÃ¥ Angleterre for at dinere og fÃ¥ lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, nÃ¥r spritten gÃ¥r ind og fornuften ud, sÃ¥ blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de bÃ¥de have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der sÃ¥ sÃ¥ sig nødsaget til at lægge de to gamle i hÃ¥ndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, sÃ¥ tvivler jeg pÃ¥, at Ekstrabladet ville have løftet sÃ¥ meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgÃ¥ i politirapporten som ‘to ældre berusere, der mÃ¥tte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend mÃ¥ den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men ogsÃ¥ sin syndige liv med Ã¥bent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves Ã¥benhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet pÃ¥ sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sÃ¥dan en som Møllehave pÃ¥ den mÃ¥de kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstÃ¥et at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (sÃ¥ kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sÃ¥dan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal ogsÃ¥ har været inde pÃ¥ i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde pÃ¥, sÃ¥ handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk Ã¥benhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde pÃ¥ nogle udvendige former, der for længst mÃ¥ sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhÃ¥nden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men ogsÃ¥ klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man mÃ¥ske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen ogsÃ¥ har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men ogsÃ¥ i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen sÃ¥mænd endt som leder under overskriften “NÃ¥r kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, sÃ¥ er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmÃ¥l om den nuværende ledelse pÃ¥ universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne ogsÃ¥ indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnÃ¥ elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet pÃ¥ bordet. De danske medier er sexistiske. NÃ¥r sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, sÃ¥ er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn NørbygÃ¥rd, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, sÃ¥ mÃ¥ man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet sÃ¥ havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det sÃ¥ egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, nÃ¥r det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord ogsÃ¥ pÃ¥ dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnÃ¥ fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har ogsÃ¥ ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, nÃ¥r det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Danskerne er en flok pirater eller?

25. februar 2011

Rockwoll Fondens Forskningsenhed har barslet med en undersøgelse af danskernes moralbegreber. Du kan læse enhedens nyhedsbrev her. PÃ¥ side 11 i nyhedsbrevet kan man læse om danskernes forhold til piratkopiering af musik, film og software under overskriften “Piratkopiering er bredt accepteret”. Rubrikken afspejler, at 70% af de adspurte mener, at piratkopiering er acceptabel i en vis grad. Forbeholdet afspejler bl.a., at der er en god portion skepsis ove for fænomenet piratkopiering. Kun 15-20 % mener, at det er fuldt ud acceptabelt at kopiere illegalt. Accepten har dog en markant grænse. Hvor 70% mener, at det er acceptabelt at kopiere til husbehov, sÃ¥ mener 75%, at det er helt og aldeles uacceptabelt at videresælge piratmateriale “til vennerne”. Hvad kan vi sÃ¥ lære af denne undersøgelse? At danskerne er en flok digitale pirater!? At danskerne godt ved, hvad det allerstørste problem ved piratkopieringen er, nemlig: Penge!? Selv om sÃ¥dan en undersøgelse skal tages med et gran salt, sÃ¥ kan den vel fortolkes derhen, at “løsningen ” pÃ¥ piratkopieringens problem ligger i “løsningen” af pengeproblemet!? Den gordiske knude: Hvordan sikrer vi, at skaberne af film, musik, software osv. pÃ¥ den ene side fÃ¥r et fair afkast af deres anstrengelser, samtidig med, at internetbrugerne frit kan benytte sig af de mange muligheder, som internettet og de digitale teknologier giver adgang til?

Noget om dildoer og penge

18. maj 2010

SÃ¥ vÃ¥gnede man op til endnu en dag, hvor den danske folkesjæl viste sig fra sin mest smÃ¥lige og bornerte side. I en af boulevardbladene bruger man forsiden til en historie om, at journalisten Reimar Bo “tjener kassen” pÃ¥ sit interview med Stein Bagger, fordi Bo har solgt interviewet til DR gennem sit eget produktionsselskab. Om udsendelsen var de mange tusinde kroner værd, skal jeg lade være usagt, men jeg gÃ¥r ud fra, at DR har købt udsendelsen med Ã¥bne, kritiske øjne – og har indgÃ¥et en handel, der er kontraktligt i orden. Ekstrabladets historie handler om noget andet: brødnid, misundelse. Ekstrabladets bladnegere ville have gjort det samme, hvis de havde haft talent og idé til det…

Og i Holstebro mener en kvindelige politimester, at den lokale ejer af en sexkiosk ikke kan have en dildovibrator-reklame stÃ¥ende pÃ¥ fortorvet. Reklamen skulle angiveligt vise en dame set bagfra. I hÃ¥nden holder hun omtalte hjælpemiddel. Reklamen kan næppe siges at være mere “anstødelig” end mange af de sodavands- og isreklamer, vi dagligt udsættes for i det offentlige rum. Om opstillingen af reklamen er i strid med politivedtægten ved jeg ikke, men politimesteren har rodet sig ud i moralismens hængedynd ved at postulere, at reklamen nok kunne gÃ¥ an i København, men ikke i Holstebro! Den provinsielle puritanisme stikker sit lille fordomsfulde hoved frem.