Indlæg tagget med moral

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke sÃ¥ længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en sÃ¥kaldt rocker. Og “sagen”, som mÃ¥ske, mÃ¥ske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi ogsÃ¥ han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Handlen var indgÃ¥et. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – sÃ¥ handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end mÃ¥ttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgÃ¥et – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen pÃ¥ lidt længere sigt fÃ¥r den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – ogsÃ¥ med tilbagevirkende kraft.

Møllehave i mediemøllen

10. april 2011

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer pÃ¥ Angleterre for at dinere og fÃ¥ lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, nÃ¥r spritten gÃ¥r ind og fornuften ud, sÃ¥ blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de bÃ¥de have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der sÃ¥ sÃ¥ sig nødsaget til at lægge de to gamle i hÃ¥ndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, sÃ¥ tvivler jeg pÃ¥, at Ekstrabladet ville have løftet sÃ¥ meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgÃ¥ i politirapporten som ‘to ældre berusere, der mÃ¥tte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend mÃ¥ den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men ogsÃ¥ sin syndige liv med Ã¥bent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves Ã¥benhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet pÃ¥ sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sÃ¥dan en som Møllehave pÃ¥ den mÃ¥de kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstÃ¥et at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (sÃ¥ kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sÃ¥dan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal ogsÃ¥ har været inde pÃ¥ i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde pÃ¥, sÃ¥ handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk Ã¥benhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde pÃ¥ nogle udvendige former, der for længst mÃ¥ sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhÃ¥nden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men ogsÃ¥ klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man mÃ¥ske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen ogsÃ¥ har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men ogsÃ¥ i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen sÃ¥mænd endt som leder under overskriften “NÃ¥r kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, sÃ¥ er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmÃ¥l om den nuværende ledelse pÃ¥ universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne ogsÃ¥ indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnÃ¥ elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet pÃ¥ bordet. De danske medier er sexistiske. NÃ¥r sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, sÃ¥ er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn NørbygÃ¥rd, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, sÃ¥ mÃ¥ man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet sÃ¥ havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det sÃ¥ egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, nÃ¥r det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord ogsÃ¥ pÃ¥ dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnÃ¥ fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har ogsÃ¥ ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, nÃ¥r det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Danskerne er en flok pirater eller?

25. februar 2011

Rockwoll Fondens Forskningsenhed har barslet med en undersøgelse af danskernes moralbegreber. Du kan læse enhedens nyhedsbrev her. PÃ¥ side 11 i nyhedsbrevet kan man læse om danskernes forhold til piratkopiering af musik, film og software under overskriften “Piratkopiering er bredt accepteret”. Rubrikken afspejler, at 70% af de adspurte mener, at piratkopiering er acceptabel i en vis grad. Forbeholdet afspejler bl.a., at der er en god portion skepsis ove for fænomenet piratkopiering. Kun 15-20 % mener, at det er fuldt ud acceptabelt at kopiere illegalt. Accepten har dog en markant grænse. Hvor 70% mener, at det er acceptabelt at kopiere til husbehov, sÃ¥ mener 75%, at det er helt og aldeles uacceptabelt at videresælge piratmateriale “til vennerne”. Hvad kan vi sÃ¥ lære af denne undersøgelse? At danskerne er en flok digitale pirater!? At danskerne godt ved, hvad det allerstørste problem ved piratkopieringen er, nemlig: Penge!? Selv om sÃ¥dan en undersøgelse skal tages med et gran salt, sÃ¥ kan den vel fortolkes derhen, at “løsningen ” pÃ¥ piratkopieringens problem ligger i “løsningen” af pengeproblemet!? Den gordiske knude: Hvordan sikrer vi, at skaberne af film, musik, software osv. pÃ¥ den ene side fÃ¥r et fair afkast af deres anstrengelser, samtidig med, at internetbrugerne frit kan benytte sig af de mange muligheder, som internettet og de digitale teknologier giver adgang til?

Noget om dildoer og penge

18. maj 2010

SÃ¥ vÃ¥gnede man op til endnu en dag, hvor den danske folkesjæl viste sig fra sin mest smÃ¥lige og bornerte side. I en af boulevardbladene bruger man forsiden til en historie om, at journalisten Reimar Bo “tjener kassen” pÃ¥ sit interview med Stein Bagger, fordi Bo har solgt interviewet til DR gennem sit eget produktionsselskab. Om udsendelsen var de mange tusinde kroner værd, skal jeg lade være usagt, men jeg gÃ¥r ud fra, at DR har købt udsendelsen med Ã¥bne, kritiske øjne – og har indgÃ¥et en handel, der er kontraktligt i orden. Ekstrabladets historie handler om noget andet: brødnid, misundelse. Ekstrabladets bladnegere ville have gjort det samme, hvis de havde haft talent og idé til det…

Og i Holstebro mener en kvindelige politimester, at den lokale ejer af en sexkiosk ikke kan have en dildovibrator-reklame stÃ¥ende pÃ¥ fortorvet. Reklamen skulle angiveligt vise en dame set bagfra. I hÃ¥nden holder hun omtalte hjælpemiddel. Reklamen kan næppe siges at være mere “anstødelig” end mange af de sodavands- og isreklamer, vi dagligt udsættes for i det offentlige rum. Om opstillingen af reklamen er i strid med politivedtægten ved jeg ikke, men politimesteren har rodet sig ud i moralismens hængedynd ved at postulere, at reklamen nok kunne gÃ¥ an i København, men ikke i Holstebro! Den provinsielle puritanisme stikker sit lille fordomsfulde hoved frem.

Tiger Woods og damerne

15. december 2009

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Fx kan man leve af at gå rundt på en stor græsplæne og slå til en lille hvid kugle med en kølle. Man kan endda leve rigtig godt af det. En af dem, der lever rigtig godt at få de små kugler rigtigt ned i de mange små huller er amerikaneren Tiger Woods.

Nu er Tiger Woods sÃ¥ kommet i alle verdens medier pÃ¥ grund af nogle andre huller.( Ja, undskyld. Jeg kunne ikke dy mig…) Han har gjort sig skyldig i noget, som rigtig mange amerikanske politikere gør og har gjort sig skyldig i – og sikkert mange amerikanere i almindelighed – nemlig utroskab eller sidespring. Han har bedraget sin kønne svenske kone med andre kønne damer, pornomodeller, pandekageservictricer osv. Og det gør man ikke ustraffet i landet med double standards. I hvert fald ikke, hvis man er kendt i medierne.

Hver eneste saftig sms, hver eneste paparazzifoto, hver eneste fold på lagnet, interviews med de mest bekendelsessyge af damerne osv. er blevet lagt frem for den hungrende offentlighed. For i et land, hvor man åbenbart synes, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, så sælger den slags historier. Her kan læserne og seerne så mæske sig i de slibrige detaljer med lige delt nydelsesfuld forargelse og misundelse over ikke at have fået del i glæderne på lagnet. Denne dobbelthed kan man studere i Vanity Fair, hvor bladet beder læseren om at stemme på den hotteste af Tiger Woods babes. Tydeligere kan det vist ikke blive.

Slik hinanden!

13. november 2009

En af dagens nyheder handler om censur pÃ¥ Danmarks Radio P4. Anne Linnet har skrevet en sang med titlen “Agenda”, som er med pÃ¥ hendes kommende nye album. I sangen synger hun bl.a.:

“Jeg vil gÃ¥ igennem hvad som helst for dig.

Om jeg skal ned på knæ og flirte mig.

Og jeg vil gøre hvad som helst for dig,

sÃ¥’ det bare ned pÃ¥ knæ og slik´ mig

(jeg fremhæver)

Denne sekvens er blevet for meget for musikchef Ole Mølgaard, der har besluttet at sortliste sangen og begrunder det pÃ¥ denne mÃ¥de: “Kanalen henvender sig til den voksne del af befolkningen, og der vil det virke mærkeligt at efterfølge et borgmester-interview med en sang om at slikke en anden kvinde”. Næ, uha-da-da. Det vil være stærk kost for den voksne del af befolkningen. Borgmesterinterview og cunnilingus i sammenhæng, det gÃ¥r sørme ikke!

Anne Linnet er selvfølgelig forundret og henviser til hip-hoppernes meget mere frimodig og til tider sexistiske lyrik. Sortlistningen er selvfølgelig endnu et eksempel på tidsåndens bornerthed. Det er, som om nationen ikke kan udholde tanken om kroppens lyster og liderligheden. Måske, fordi tanken helst skal holdes fast fokuseret på karrieren, arbejdet og markedet? Måske hænger det sammen med, at vi lever i en epoke, hvor parforholdet har det svært, fordi karrieredrømme, dobbeltarbejde, kærlighedsliv og yngelpleje ikke kan gå op i en højere enhed, og mange derfor lever et kærlighedsfattigt liv, hvor tanke om lysternes spontanitet virker mest af alt forstyrrende?

Det er denne bornerthed, der ogsÃ¥ ligger bag to mediekændissers nye seksualoplysningsbog, der med sin snerpethed sender seksualoplysningen tilbage bag halvtredsernes nedrullede gardiner, hvor afbildninger af pikke og kusser var noget, man skulle finde pÃ¥ franske postkort, i nudistblade og i anden “smudslitteratur”.

Det er et stort paradoks, at vi på den ene side oversvømmes med billedpornografisk materiale på internettet og andetsteds i medierne, som absolut intet skjuler, samtidig med, at en nypuritanismen vil have os til at samle benene, tage skyklapper på og tænke på gud, konge og fædreland. Det kan godt være, landet er tynget af finans- og økonomikrise, men det er ikke den eneste og måske langt fra den værste. Så slik hinanden, kære venner!

Apropos: Rammstein – Pussy (Er du bornert, sÃ¥ er det pÃ¥ eget ansvar, hvis du følger linket…)

Og til slut lidt drilleri med skyldig inspiration fra Aage Stentoft og især Epe:

Læs mere »

Køb bananer! Køb bananer! …og lad skatteyderne betale

11. juni 2009

Den siddende regering har gevaldigt svært ved at holde funktioner, roller og andet adskilt. Blandt andet adskillelsen mellem privatperson og offentligt valgt person. Vi sÃ¥ det med Bendt Bendtsens jagt- og golfture – og bestyrelsesarbejde. Og vi sÃ¥ det med Lars Løkke Rasmussens bilagsroderi i tiden som amtspolitiker, hvor han ikke kunne finde ud af, om det var politikeren eller privatpersonen, der sÃ¥ visse film pÃ¥ hotelværelset… Samme Løkke har nu – som statsminister – købt bananer og andet mundgodt til Dalai Lama pÃ¥ skatteydernes bekostning. Til et møde, der var helt privat. Det blev ved flere lejligheder understreget i medierne. SÃ¥ enten var mødet mere eller mindre officielt (hvilket kineserne vi se pÃ¥ med strenge øjne…) eller ogsÃ¥ var det privat, og sÃ¥ mÃ¥ lille Lars ryste op med slanterne med det vuns…
Køb bananer!

Ministerkalendere

17. maj 2009

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det Ã¥benbart evigt tilbagevendende problem: grÃ¥dige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi ogsÃ¥ haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget gÃ¥r ud pÃ¥, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren sÃ¥ Ã¥bnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud pÃ¥ internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, sÃ¥ bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med sÃ¥vel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Politisk kundepleje – Bendt Bendtsen pÃ¥ anklagebænken

15. marts 2009

Den første nyhed, der sivede ind i min bevidsthed via DR Update, var, at den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, ex-minister og EU-Parlaments-kandidat, Bendt Bendtsen var blevet anmeldt til politiet for bestikkelse af borgmesteren i Hørsholm. En ekspert i forvaltningsret skød straks skandaleballonen ned, for det kan godt være, at Bendtsen har deltaget i 33 dyre golf- og jagtrejser til en værdi af omkring en halv million danske kroner, men det kan ikke bevises, at han har gjort noget til gengæld for de givende firmaer (Danfoss, Danisco m.fl.). Reglerne er overtrådt. Og det har Bendtsen gjort før, da han misbrugte sin ministerbil til privat kørsel. Uden, at det fik konsekvenser.
Sagen handler selvfølgelig om politisk moral og etik. Da de gældende regler på området engang blev indført, så var forudsætningen, at politikere ikke kunne modtage store gaver uden at deres dømmekraft og upartiskhed ville blive berørt af det (= korruption). Selvfølgelig vil det nok være umuligt at bevise, at Bendtsen nu er i lommen på de glade givere, men enhver idiot uden for de politiske kredse ved, at får man en stor gave af nogen, så står man i en moralsk gæld til giveren. Det forpligter. Man må yde noget til gengæld. Man må adlyde gavens logik.
Ganske vist fik de konservative ikke fjernet topskatten helt i den nye “skattereform”, men det fik lettet skatten betragteligt for erhvervslivets ledere. Noget for noget….
NB. Selvfølgelig afviser Bendtsen anklagen. Der var blot tale om “arrangementer“, udtaler han.