Indlæg tagget med musical

Capac anbefaler: Forbandede Ungdom – Mest tilbage

18. november 2013

Tonen pÃ¥ duoen Forbandede Ungdoms nye plade Mest tilbage anlÃ¥s allerede i den indledende titelsagn “Mest tilbage”. Slæbende trommer og slæbende keyboard ligger under ordene “Jeg er træt i de her dage. Det er mindst frem og mest tilbage”. Sammen med sangene “En god dag” og “Ligger helt stille” løfter titelsangen lÃ¥get til et forslÃ¥et, sÃ¥rbart maskulint erfaringsunivers, der mÃ¥ske er repræsentativt for mange mænd i vores feminint dominerende kultur? Men det er ikke kun kønsforholdets problemer og belastninger, der stÃ¥r for skud pÃ¥ pladen. I “MÃ¥nen over Fahra” kommer vi omkring soldaterliv og -død i Afghanistan og i “NytÃ¥r ’11” beklages tidens Ã¥ndløshed – ja, “Ã¥ndsdød” – og dÃ¥rskab.

Men det hele ville være nedslÃ¥ende og begrædeligt, hvis ikke sangene “Hvad var rock’n roll uden mig” og “NÃ¥r du rocker med mig”, hvor livsmodet og -appetitten bryder gennem som solen pÃ¥ himlen eller en god rocksang gennem radioernes banale playlistesange. I disse to livsbekræftende sange finder man en lille gylden nøgle til forstÃ¥else af hele pladen, vil jeg mene.

Det kan godt være at den grasserende danske melankoli ogsÃ¥ har fat i flere at Peter HegÃ¥rds og Klaus Møllers tekster, men i kraft af musikken er der optimisme og livskraft pÃ¥ den musikalske bundlinje. Sammen med de musikalske legekammerater – Ole Jeppesen (trommer, bas og kor), Ronny Gregersen (bas), Mikkel Sørensen (tangenter), Margrethe Bjørklung (pedal steel guitar), Jonas Linnet (guitar og kor), Morten Hyldahl (trommer), Jesper Kalholt (guitarer), Karen Strande (saksofon), Ramus Skov (tolvstrenget guitar), Ida Kudo Høffding (kor) og Bjørn Grubbe Rasmussen (koklokke) – har duoen Klaus Møller og Peter HegÃ¥rd skruet 12 iørefaldende poprocksange sammen. Sange, der uden at lefle for popradiosegmentet har popappel, samtidig med at musikken trækker store veksler pÃ¥ de rockrødder, der nærmest er fælles gods for vor tids bedste danske rockplader.

“Mest tilbage” er en af den slags plader, der ikke eksploderer i hovedet pÃ¥ en som en forførende og uafrystelig popsang, men som vinder ved flere gennemlytninger, hvor de musikalske lag afslører sig for lytteren. Hermed anbefalet og placeret pÃ¥ reolen blandt de slidbare album.

Forbandede Ungdom. Mest tilbage. Produceret af Klaus Møller og Peter Hegård. Gateway Music. Udkommer i dag.

Oscar Wilde – en musical af Leiber, Stoller og Bywater

28. august 2011

Som nævnt her og hisset, sÃ¥ døde Jerry Leiber for nogle dage siden. Og næppe er nekrologmøllen holdt op med at køre i højeste gear, før The Guardian kan afsløre, at den højproduktive Leiber havde noget i ærmet – noget stort – inden han slap hÃ¥ndtaget.

Kollegaen Mike Stoller har afsløret, at parret sammen med forfatteren Michael Bywater har lavet 11 sange til en ny musical om den berømte irske forfatter Oscar Wilde (leverandør af denne blogs maxime). I følge Stoller er der tale om noget af det bedste, de to sangmagere har lavet sammen. Og det siger jo ikke sÃ¥ lidt…

Der er tale om en gammel idé, som instruktøren Ken Hughes fik, da han inspillede filmen The Trials Of Oscar Wilde i 1960. Ideen blev taget op af Leiber, Stoller og Bywater efter Hughes død i 2001. Selv om Leibers død kom pÃ¥ tværs af færdiggørelsen, ligger der sÃ¥ mange notater fra trioens møder, at Bywater og Stoller uden problemer kan færdiggøre musicalen. Ud fra Leibers begejstrede omtale af projektet at dømme, mÃ¥ der være tale om noget helt særligt, som vi kun kan glæde os til at opleve…

Dagen derpå

25. december 2009

Som man se ovenfor, sÃ¥ fik jeg ogsÃ¥ en “blød pakke”. PÃ¥ min discountønskeliste til familia havde jeg bl.a. skrevet “film med Kate Winslett” og Romance & Cigarettes har længe manglet i min samling. Uovertruffen, skæv filmmusical.
Læserservice: Jeg omtalte filmen i min gamle smartlogblog den 15. maj 2006, hvor jeg skrev: “For ganske nylig var jeg inde og se John Turturros film Romance and Cigarettes. Og jeg kan pÃ¥ det varmeste anbefale den. Den er noget sÃ¥ usædvanligt som en arbejdermusical. Temaet er enkelt – og klassisk. Den mandlige hovedperson, herligt spillet af John Gandolfi (kendt fra en vis tv-serie…), har indledt en hed affære med en ualmindelig fræk (ikke mindst verbalt!) og dejlig damefrisør, spillet af Kate Winslet. Alene hendes stærkt erotiske, rødhÃ¥rede figur er hele filmen værd. Konen, spillet af den altid underskønne Susan Sarandon, rotter sig sammen med den punkede datter og hendes skæve veninder mod manden. Og ægtemanden prøver, om han kan komme tilbage.. Jeg vil ikke afsløre den specielle udgang pÃ¥ tematikken. Men filmen er gennemsyret af evergreens (When a man loves a Woman og i den dur) og herlige dansenumre. Filmen er elementært underholdende, skuespillerne spiller, som om de fik mange penge for det (hvad de nok ikke har fÃ¥et…). Og jeg vil ikke kunne se Titanic igen uden at komme i tanke om dette frodige livsstykke af et kvindfolk i Kate Winslets udgave! You see, what I mean?” Kate spiller røven ud af bukserne pÃ¥ de fleste.

Dagens impulskøb: West Side Story

5. oktober 2009

Jeg nÃ¥ede ikke engang at betænke mig, før dvd’en med West Side Story lÃ¥ i min hÃ¥nd. En impulsiv handling styret af nostalgi. Jeg kan slet ikke huske, hvornÃ¥r jeg sÃ¥ musicalen første gang. Men bestemte scener har prentet sig ind under min hovedskal. Sangkappestriden mellem de to grupperinger (I like to be in America/ Okay by me in America/ Everything free in America…), scenen, hvor den unge mand synger “Maria” m.fl. I øvrigt har jeg fÃ¥et en ny nostalgisk last. Gamle amerikanske musicals og dansefilm fra efterkrigsperioden. Gene Kelly, Fred Astaire osv. En gylden periode.
Leonard Bernstein skrev musikken, og han er for mig at se indbegrebet af amerikansk kommercialisering og popularisering af europæisk klassisk musik. Puristiske tilhængere af den klassiske musik vil nok protestere, men ikke desto mindre mener jeg, at det er det, det drejer sig om. På godt og ondt.

Ramma-Lamma, Ding-Dong. GREASE fylder 30!

25. juli 2008

I disse dage er det nøjagtig 30 Ã¥r siden Randal Kleisers musical-filmatisering “Grease” fik premiere i amerikanske biografer. Den blev optaget pÃ¥ Venice High School i Californien med australske Olivia Newton-John og John Travolta i hovedrollerne som det arketypiske unge high-school-kærestepar Sandy og Danny. Barry Gibb fra The Bee Gees skrev titelnummeret, og det blev fremført af Four Seasons-legenden Frankie Valli. Resten af sangene blev skrevet af habile sangskrivere som John Farrar – kendt fra Marvin, Welsh and Farrar (Hopelessly Devoted, You’re The One That I Want) og Warren Casey og Jim Jacobs (Summer Nights).
I de mellemliggende år er såvel film som plade blevet klassikere, der genoptrykkes hele tiden. En af de mest succesfulde nyere musicals. Det kan der ikke herske tvivl om.
Hvor, kunne man spørge, gider nogen dykke ned i en halvtredser-uskylds-dyrkende amerikansk fantasiverden? Svaret er enkelt tror jeg: Sangene er enkle, medrivende popsange, der forholder sig aktivt til de musikalske klicheer og skabeloner fra perioden – og sÃ¥ indeholder musicalen den uopslidelige (?) fortælling om kærlighed, jalousi, uvenskab, forsoning og – ikke mindst – romantisk happy end.
Sandt at sige var det ikke min kop te, dengang den kom frem. Men mange af mine kollegiekammerater – ikke mindst pigerne – skrÃ¥lede gladeligt med pÃ¥ sangene til fester og i hverdagen. Jeg var i øvrigt heller ikke meget for Saturday Night Fever, selv om jeg godt kunne se, at filmen havde nogle oplagte kvaliteter.
Hvis jeg nogensinde skulle komme i tvivl om Grease-musicalens kvaliteter behøver jeg blot at ty til ungpigeværelset her i casa. Hun har for længst opdaget sÃ¥vel film som musik og har indlemmet det i sin samling. You’re the One That I Want Uh-Hu-Hu-….

Grease