CAPAC

Som man se ovenfor, så fik jeg også en “blød pakke”. På min discountønskeliste til familia havde jeg bl.a. skrevet “film med Kate Winslett” og Romance & Cigarettes har længe manglet i min samling. Uovertruffen, skæv filmmusical.
Læserservice: Jeg omtalte filmen i min gamle smartlogblog den 15. maj 2006, hvor jeg skrev: “For ganske nylig var jeg inde og se John Turturros film Romance and Cigarettes. Og jeg kan på det varmeste anbefale den. Den er noget så usædvanligt som en arbejdermusical. Temaet er enkelt – og klassisk. Den mandlige hovedperson, herligt spillet af John Gandolfi (kendt fra en vis tv-serie…), har indledt en hed affære med en ualmindelig fræk (ikke mindst verbalt!) og dejlig damefrisør, spillet af Kate Winslet. Alene hendes stærkt erotiske, rødhårede figur er hele filmen værd. Konen, spillet af den altid underskønne Susan Sarandon, rotter sig sammen med den punkede datter og hendes skæve veninder mod manden. Og ægtemanden prøver, om han kan komme tilbage.. Jeg vil ikke afsløre den specielle udgang på tematikken. Men filmen er gennemsyret af evergreens (When a man loves a Woman og i den dur) og herlige dansenumre. Filmen er elementært underholdende, skuespillerne spiller, som om de fik mange penge for det (hvad de nok ikke har fået…). Og jeg vil ikke kunne se Titanic igen uden at komme i tanke om dette frodige livsstykke af et kvindfolk i Kate Winslets udgave! You see, what I mean?” Kate spiller røven ud af bukserne på de fleste.

Jeg nåede ikke engang at betænke mig, før dvd’en med West Side Story lå i min hånd. En impulsiv handling styret af nostalgi. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg så musicalen første gang. Men bestemte scener har prentet sig ind under min hovedskal. Sangkappestriden mellem de to grupperinger (I like to be in America/ Okay by me in America/ Everything free in America…), scenen, hvor den unge mand synger “Maria” m.fl. I øvrigt har jeg fået en ny nostalgisk last. Gamle amerikanske musicals og dansefilm fra efterkrigsperioden. Gene Kelly, Fred Astaire osv. En gylden periode.
Leonard Bernstein skrev musikken, og han er for mig at se indbegrebet af amerikansk kommercialisering og popularisering af europæisk klassisk musik. Puristiske tilhængere af den klassiske musik vil nok protestere, men ikke desto mindre mener jeg, at det er det, det drejer sig om. På godt og ondt.

I disse dage er det nøjagtig 30 år siden Randal Kleisers musical-filmatisering “Grease” fik premiere i amerikanske biografer. Den blev optaget på Venice High School i Californien med australske Olivia Newton-John og John Travolta i hovedrollerne som det arketypiske unge high-school-kærestepar Sandy og Danny. Barry Gibb fra The Bee Gees skrev titelnummeret, og det blev fremført af Four Seasons-legenden Frankie Valli. Resten af sangene blev skrevet af habile sangskrivere som John Farrar – kendt fra Marvin, Welsh and Farrar (Hopelessly Devoted, You’re The One That I Want) og Warren Casey og Jim Jacobs (Summer Nights).
I de mellemliggende år er såvel film som plade blevet klassikere, der genoptrykkes hele tiden. En af de mest succesfulde nyere musicals. Det kan der ikke herske tvivl om.
Hvor, kunne man spørge, gider nogen dykke ned i en halvtredser-uskylds-dyrkende amerikansk fantasiverden? Svaret er enkelt tror jeg: Sangene er enkle, medrivende popsange, der forholder sig aktivt til de musikalske klicheer og skabeloner fra perioden – og så indeholder musicalen den uopslidelige (?) fortælling om kærlighed, jalousi, uvenskab, forsoning og – ikke mindst – romantisk happy end.
Sandt at sige var det ikke min kop te, dengang den kom frem. Men mange af mine kollegiekammerater – ikke mindst pigerne – skrålede gladeligt med på sangene til fester og i hverdagen. Jeg var i øvrigt heller ikke meget for Saturday Night Fever, selv om jeg godt kunne se, at filmen havde nogle oplagte kvaliteter.
Hvis jeg nogensinde skulle komme i tvivl om Grease-musicalens kvaliteter behøver jeg blot at ty til ungpigeværelset her i casa. Hun har for længst opdaget såvel film som musik og har indlemmet det i sin samling. You’re the One That I Want Uh-Hu-Hu-….