Indlæg tagget med Musik

Under radaren: Whitney Rose

14. april 2017

Jeg har været inde på det før: Amerikansk populærmusik producerer en strøm af kvindelige talenter fra countrymusikken. Et nyt eksempel er den unge Whitney Rose, der besynger kærlighedslivet med en stemmepragt, der bringer mindelser frem om mange af hendes store forgængere. Kom selv med eksempler. Rose er aktuel med EP’en “South Texas Suite”, der før eller siden må følges op af en rigtig LP.

Under radaren: Idles

14. april 2017

Det er via Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing, jeg er blevet opmærksom på Bristol-bandet Idles, der spiller post-PUNK med fremhævelse af punkarven. I videoen ovenfor gør de John Lennons gamle “Mother” stor ære, selv om mor får teksten læst. Efter sigende skulle bandet være en voldsom oplevelse på koncertscenen. Især på grund af forsangeren, der tydeligvis er en vild, ustyrlig krabat. Som rocken vil have det… Roskilde-besøgende får fornøjelsen til sommer.

På den lange fredag

14. april 2017

Mike Chapman – 70

13. april 2017

Der hersker lidt usikkerhed om fødselsdagen faldt på denne dato, men sikkert er det at Michael Donald “Mike” Chapman fylder 70 her medio april. Han var en del af det varemærke, der blev kaldt Chinnichap – en sammentrækning af efternavnene på hhv. Mike Chap-man og partneren Nicky Chinn. En duo, der stod for nogle af de mest populære hits i halvfjerdserne. Hits med Sweet, Suzi Quatro, Smokie og Mud. Altså det man kender som glamrocken.

Og som den senere hitkonstellation Stock Aitken Waterman, der huserede i firserne, så stod Chinnichap for en distinkt lyd. Man var sjældent i tvivl om, at det var Chapman og Chinn, der stod bag, når man blev ramt af et af deres hitsange.

Men Chapmans meriter rækker videre. Han producerede fx Blondies debutalbum (og tre andre med gruppen). Og The Knacks. Og dertil en række albums med mindre kendte navne, fx Australian Crawl og Bow Wow Wow.

Attentatet i Stockholm – Michael Wiehe

13. april 2017

Den nya staden
(Text & musik: M. Wiehe)

Vi bygger den nya staden
Vi bygger den sten för sten
Vi bygger den sida vid sida
Vi bygger den var och en

Vi bygger den nya staden
Vi bygger den stark och stolt
för jordens alla mänskor
för världens alla folk

En stad där vi alla hör hemma
En stad där vi alla hör till
där mänskan kan leva som mänska
det är den stad vi vill

Vi bygger den nya staden
Vi bygger den dag för dag
Vi bygger med gråten i halsen
Vi bygger mot våld och hat

Vi bygger den strålande vacker
på bergets högsta topp
Vi bygger på goda grunder
på kärlek och tro och hopp

En stad där vi alla hör hemma…

Den reser sej sakta men säkert
Den stiger ur spillror och grus
Den reser sej obevekligt
mot solen och himlens ljus

Vi bygger den nya staden
Vi bygger med vilja och mod
Vi bygger den mening för mening
Vi bygger den ord för ord

En stad där vi alla hör hemma …

Mikael Wiehe syntes, at der skulle en sang til som kommetar til attentatet i Stockholm for nylig. Og til forskel fra mediernes fokuseren på “terrorisme”, så besynger Wiehe fælleskabet og en verden, hvor der er plads til alle.

Saint Etienne: Magpie eyes

13. april 2017

Saint Etienne er tilbage med et nyt album. Og gruppen, der var outsider i britpoppens glansperiode, svigter ikke. Den kølige synthlyd der følger Sahra Cracknells lige så kølige, let mørke kvindestemme giver mindelser om fortidens bedrifter, men sangen her skulle efter sigende ikke være repræsentativ for det nye album – Home Counties – der skulle være en udpræget bandplade. Vi får se – eller rettere: høre.

Der var engang en musiker: Lowell George

13. april 2017

Og i dag ville Lowell George (ham med hatten på fotoet ovenfor) være blevet 72. Men hjertet ville ikke mere i 1979, da han kun 34 år gammel døde på et hotelværelse i Arlington, Washington. Døden blev hjulpet på vej af stoffer i blodet. Men i sit korte liv fik han sat et kraftigt aftryk på sit band Little Feats musik, nåede at lave et enkelt, anbefalelsesværdigt album og som sideman og producer fik han indflydelse på andre af tidens navne, fx Grateful Dead.

Lowell George Hard Rock Cafe 1979

Dødsfald: John Warren Geils Jr. – 71 år

12. april 2017

“En af mit livs store overraskelser indtraf i juni 1972 i Falkoner Teatret. Her var det gejle lille band support for de monstrøse Emerson, Lake & Palmer, og amerikanerne viste i en toptunet lille time englænderne forskellen på form og indhold.”

Sådan skrev Torben Bille her i bloggen, da jeg i 2009 genopfriskede vores erindring om powerhouserockerne J. Geils Band. Et band, der ikke revolutionerede rocken, men – som Torben antyder – vidste, hvordan man skruer rocksange sammen og afleverer dem fra en scene. Og den slags bands vil der altid være god plads til, så længe rocken har appel.

Nu er så grundlæggeren John Warren Geils Jr. død “af naturlige årsager” i en alder af kun 71 år.

Han dannede bandet i 1967 sammen med den navnkundige forsanger Peter Wolf og som support for store navne som Byrds og Allman Brothers nåede J. Geils Bands ud til rigtig mange og en lille håndfuld singler gjorde sig godt på datidens hitlister.

J. Geils Band – koncert, 1977 Winterland

En tur i punkpølen – Girlpool

12. april 2017

Los Angeles-punk-duoen Girlpool lader vente på sig  med deres nye album Powerplant, men har sendt en lille video i forvejen igen. “It gets more blue” hedder sangen,og den er nok mere indierock end punk, hvis ret skal være ret.

Torben Bille i erindring

12. april 2017

Ja, så nåede vi årsdagen for Torben Billes bortgang – den 12. april 2013. Fotoet ovenfor, hvor Torben har selskab af dansktoppens ukronede kongepar, hr. og fru Heick, er lånt fra Torbens endnu aktive Facebookside – og det fortæller lidt om bredden i Torbens musikalske orientering, og jeg er sikker på, han ville bifalde valget af illustration.

Torben er savnet blandt musikskribenterne. Politiken er slet ikke den samme at læse, nu hvor han ikke længere sætter sine spor i avisen som freelancer. Heldigvis er bloggen der stadigvæk, lige som bøgerne. Så lad os andre rokke videre.

 

Dagens citat – af Ray Davies

11. april 2017

I think in song. That’s something that’s evolved over the years: I’ve got this soundtrack going around in my head and I’ll write a song for any kind of situation I’m in. Not a great song, but kind of background music to the world.

[Ray Davies til NPR]

 

Da Jefferson fik flyvemaskinen op igen

11. april 2017

I går kom jeg ved en tilfældighed (trykkede forkert på fjernbetjeneren, så radioen satte i gang) til at lytte til en af DRs DAB-kanaler. Jeg tror, det var P5. Og her kom jeg til at lytte til noget fra et album, jeg ikke har lyttet ret meget til eller i lang tid. Nemlig Jefferson Airplanes eponyme genforeningsalbum fra 1989. Ja, 1989.

Efter en pause på 17 år fandt det fleste af den originale besætning sammen igen (dog uden Spencer Dryden), lavede et album og tog på turné. Meget vand var løbet ud i åen siden halvfjerdserne og kritikerne trak lidt på skuldrene af pladen, hvor det var svært at genkende det gamle samfundskritiske band i tekstuniverset. Grace Slick ville hellere synge om den udrydningstruede panda end om kapitalismens og imperialismens fortædeligheder. Pladen solgte ikke så godt, men den efterfølgende koncerttur gik efter sigende ganske godt.

Men ser vi bort fra tekstsiden, så er pladen ganske lytteværdig. Slick kunne stadigvæk synge og bandet spille, selv om det progressive var skiftet ud med mainstreamkommercialisme.

Elton John og vinylerne

10. april 2017

“I love vinyl so much […] The tactile nature, the ritual of it, looking at the sleeve … especially with the old albums and the liner notes – who played on them, the process of putting it on, the needle going on and the sound coming out. And it does sound better, I know it does. I’ve been around long enough to know, I’ve been in so many studios … It does sound better. So it’s just the wonder of having vinyl.” (Elton John til Rolling Stone)

Den årlige fejring af de forsvindende pladeforretninger – Record Store Day – er lige op over. Og en af dem, der bidrager med noget er Elton John, der genudgiver sin Greatest live-plade. Og i den forbindelse lovpriser John vinylpladen som medium.

Country med Keith Richards

10. april 2017

Forleden deltog rullesten Keith Richard i en hyldestkoncert for Merle Haggard i Nashville. Og Keefer fik lov til at synge og spille titelsangen til begivenheden “Sing me back home”. Og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han ikke havde bestilt andet end at synge country à la Haggard.

Flashback… til Radiserne

9. april 2017

Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig kom jeg til at tænke på Charles M. Schulz’ tegneserie Peanuts, der herhjemme fik navnet Radiserne og var en stor succes i tresserne og halvfjerserne. Og jeg havde ikke spor svært ved at identificere mig med Søren Brun (Charlie Brown), der var bærer af alle lidt mobbede skoledrenges lidt melankolske og mørke syn på livet og dets genvordigheder. Jeg græmmes var et af Søren Bruns fast udtryk, som jeg sagtens kunne gøre til mit i de år.

Og fra Søren Brun er der ikke langt til Nuser (Snoopy), den muntre hund, der må være Schulz’ alter ego. Nuser, der kom på hitlisten med The Royal Guardsmens hit “Snoopy vs. the Red Baron”. Det var i 1966. The Royla Guardsmen kom fra Florida og var et af de mange amerikanske bands, der lod sig forføre af Beatles og den britiske invasion i USA. Efter en mindre hit med “Baby let’s wait” røg de ind på Billboards Hot 100-listes andenplads med sangen om Nuser og hans heroiske kamp med den røde baron. Royal Guardsmen holdt sammen til 1969, men formåede ikke at følge op på Snoopy-sangens succes. Siden er bandet, som så mange andre, blevet gendannet med nye medlemmer – og flere af de gamle er døde og borte i dag.