Indlæg tagget med Musik

Jenny Lewis – Voyager

29. maj 2014

Sidst man hørte noget til Jenny Lewis var tilbage i 2008, hvor hendes album Acid Tongue udkom. Men nu er hun klar med opfølgeren The Voyager, der udkommer i juli måned. Lewis var forgrundsfigur i det skammeligt undervurderede band Rilo Kiley, men gik siden solo. Men solo eller ej, så står Lewis for nogle af de bedste tekster i rockmusikken – intet mindre. Jeg har givet et eksempel tidligere. Og måske er det også noget af forklaringen på gruppens manglende gennemslagskraft til mainsstream. Lewis’ sange kræver, at man hører efter og tænker sig om. Og det er vi ikke altid forvænt med i pop og rock.

Det er nu ikke helt rigtigt, at vi ikke har hørt fra Lewis siden 2008. For sidste år udkom Rilo Kiley-opsamlingsalbummet RKIves. En samling demoer, b-sider og lignende, men også en samling, der understregede gruppens kvaliteter.

Det nye album er produceret af selveste Ryan Adams og er inspireret af Lewis’ egne problemer med søvnløshed. Og hvad skal man lave, når man ikke kan sove? Måske skrive en håndfuld gode sange?! Jeg glæder mig til at høre, hvad der er kommet ud af søvnløsheden.

01 “Head Underwater”
02 “She’s Not Me”
03 “Just One Of The Guys”
04 “Slippery Slopes”
05 “Late Bloomer”
06 “You Can’t Outrun ’Em”
07 “The New You”
08 “Aloha & The Three Johns”
09 “Love U Forever”
10 “The Voyager”

Capac anbefaler: Terminal Argh – R!

28. maj 2014

Med ep’en R! følger sangerinden Nana Schwartlose og producer og lydtroldmand Morten Umpf – alias Terminal Argh – op på deres langspiller fra 2013. Som tilfældet var med debutalbummet, så er det musik, der er svær at sætte på genremæssig formel. Men denne gang trækker det musikalske makkerpar Schwartlose og Umpf lytterne lidt mere i retning af det mainstreampoppede og  dansante.

Skal man tro PR-materialet (men det skal man ikke altid…), så er den indledende sang “Blue Balloon” en sang om orgasmens mysterier. Men måske er det bare en sang om at være lidt høj på kærlighed, se månen som en blå balon og være lidt ør i hovedet. Og  musikalsk befinder vi  os et frugtbart sted mellem kølig electronica, forførende jazz (i kraft af Schwarzlose gode stemme) og dansant diskopop.

Sangene har klare popkvaliteter med omkvæd, der lægger op til sing-a-long. Det gælder fx sangen om “Karma rule”, der gør op med vort evindelige brokkeri og den negative spiral, brokkeriet sætter i gang. Her er inspirationen fra raeggaen og – ikke mindst – Grace Jones’ night club-reggae hørbar, når den møder moderne hip hop-lyd og lokker lytteren ud på dansegulvet.

Dansen fortsætter ind i “Grab yoyr love”, hvor Schwarzlose med Grace Jonesk diktion råder os til at gribe dagen og – kærligheden, Rocken tager over efter raeggaen i en sang, der pulserer i takt med hjertets slag. Vel nok pladens mest enkle og ukomplicerede udspil.

“Lie for you” er også en lille heftig tilbageskuende rocker i et vildt dansant uptempo, hvor Schwarzlose rigtig får mulighed for at slå sig løs som uhæmmet poprocksangerinde. Et rigtigt lille beskidt hit.

Schwarzlose og Langkilde står for det meste af musikken på pladen, med undtagelse af sangen “Middle of a western”, der har tekst af Peter Kinsbery, og en fortolkning af den gamle David Bowie- Iggy Pop-sang “China Girl”. Sidstnævnte er i Terminal Arghs version blevet en tilbagelænet, nærmest kælent forførende sag, der måske i virkeligheden kommer sangens tekst meget nærmere end Bowies egen meget poppede og diskoteksegnede udgave.

EP’en har ikke mindre end ni bonusnumre, hvor makkerparret i Terminal Argh, udforsker det poppede og dansante i en række sange, der måske godt kunne være udviklet videre og blevet ophøjet til regulære albumnumre, men som dog demonstrerer det potentiale Terminal Argh har som en af de mest interessante musikalske duoer, som dansk populærmusik har at byde på lige nu. Hermed anbefalet.

Terminal Argh. R!. Produceret af: Umphff. Mabel the Label. Udkommer i dag. 

 

 

 

Capac anbefaler: PissedPostPunk – punkAtronic

28. maj 2014

Band- eller projektnavnet PissedPostPunk siger sådan set meget godt, hvor vi befinder os musikalsk på bandets debutalbum punkAtronic. Nemlig i det beskidte kølvand på halvfjerdserpunken – fra Sex Pistols over Clash til Ramones. Og albumtitlen opbløder de genremæssige lidt idet den trækker musikken i retning af electronica. Beskidt postpunk på en bund af electronica – sådan fremstår musikken på pladen.

Pladens ialt 10 numre, der alle på en eller anden måde står i gæld til punkens vrede, vrissende omverdenskritik og pisser stolt på systemet, politiet og konformister af enhver slags, er blevet til i studiet, nærmest som live-improvisationer med indlagt publikum. Og det forklarer den upræntiøse og umiddelbare karakter musikken har. Vi er langt fra overkalkulerede studieproduktioner og befinder os mere i retning af noget, der lyder som rå klubstemning.

Jonas Østergaard (kaldet Doc Jones) står for de medrivende elektroniske beats, der ligger under Uncle Punk (Lennert Røngren) og hans heftige punkguitar, bas og sang. Og det er medrivende som musikken var på de bedste af halvfjerdsernes overraskende punkudgivelser. Musik, der rykker og banker ind i øret og kroppen og opfordrer til uhæmmet fest og ballade.

PissedPostPunk er endnu et overbevisende eksempel på, at vi stadigvæk ikke er kommet os over det musikalske udbrud, der kom i halvfjerdserne med punken, der blotlagde selve nerven i rockmusikken. En blotlagt nerve, der stadigvæk ligger der og dirrer. PissedPostPunk sætter strøm til nerven igen – hermed varmt anbefalet.

PissedPostPunk. punAtronic. Mabel the Label. Udkommer i dag.

 

Clap your hands say yeah – Only Run

27. maj 2014

Yelp-rockerne Clap your hands say yeah er tilbage med albummet Only Run. Og de kan høres i sin fulde længde – lige her.

Tilbagespoling 1tilbagespoling 2

Et dødsfald: Tommy Blom – kendt fra svenske Tages – er død, 67 år gammel

26. maj 2014

På de sociale medier fortæller Jerry Ritz, at popmusikeren Tommy Blom  er død. Og de svenske aviser uddyber med at fortælle, at hans gang på jorden blev afbrudt af en alvorlig kræftsygdom, der tog livet af ham i søndags.

Tommy blev kendt, da han blev forsanger i Tages skifflegroup i sommeren 1963. Sammen med fire andre drenge i alderen 16-17 år vandt de året efter en konkurrence om at blive Vestkystens Beatles. Da havde de ændret navnet til Tages, og kort tid efter kom deres første single “Sleep little girl”, der røg ind på den svenske top 10. Og flere singler fulgte i denne plades spor, fx Should Be Glad, Don’t Turn Your Back, The One For You, So Many Girls, I’ll Be Doggone, In My Dreams og Miss Mac Baren. I oktorber 1964 udsendtes albummet Studio, der er mange betragtes som det bedste album, der kom ud af tressernes svenske pop. Ialt fem album nåede Tages at indspille i årene 1965-1967. Successen fortsatte frem til august 1968, hvor Tommy Blom besluttede sig for at forlade gruppen. I tiden efter Tages forsøgte Blom sig som solist uden samme succesrate. Han arbejdede også som booker (for Magnus Uggla), arbejdede i turistbranchen i Spanien, arbejdede på en lokalradio i Stockholm som DJ og spillede med i orkestrene New Generation og The Cadillac Band.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...