Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Dana LaCroix – The Great Divide

5. november 2016

Det fortæller måske ikke så lidt om vilkårene for pladeproduktion i dette land, at der skulle gå henved tyve år, før den kanadiske sangerinde og sangskriver Dana LaCroix fik sit første album ud i Danmark. For Dana er ikke et ukendt navn i dansk sammenhæng. Gennem to årtier har hun været at finde på danske scener og har – har jeg kunnet læse mig til – skabt sig et trofast publikum blandt danske musiklyttere. Og det forstår man godt, når man lytter til The Great Divide, som den nye plade hedder.

LaCroixs aktiv er hendes fine, modne, feminine stemme og et uomtvisteligt talent for at skrive sange, der ubesværet skriver sig ind i en sangskrivertradition, der går tilbage til – mindst – den unge Carole King. Og som flere af sine kvindelige forgængere udi denne genre, der er overvejende akustisk   og dyrker det melodiøse, beskriver LaCroix i sine tekster et genkendeligt voksent kvindelivsunivers. Og selv om Dana LaCroix er helt sin egen i sin følsomme og tilbagelændede stil, så minder hun alligevel om mange af de gamle, ikke kun Carole King, men fx også en Bonnie Raitt (i det stille hjørne). Men først og fremmest i kraft af den musikalske holdning, der i allerhøjest grad peger tilbage i tiden til de gyldne tressere og halvfjerdsere – og af samme grund skiller sig lidt ud i vor tids lydlandskab og kan forekomme en anelse bedaget, uden at det skal forstå i nogen negativ forstand. LaCroix er blot en af mange fine traditionalister, der findes rundt omkring inden for singer-songswriter-kunsten.

Hvis man er til akustisk funderet singer-songwriter-musik, der er centreret om en stemme og en akustisk guitart, så går man ikke galt i byen ved at indlemme Dana LaCroix i sit lyttepensum. Hermed anbefalet.

Dana LaCroix. The Great Divide. Produceret af: jakob Rostbøll. Eget forlag. Er lige udkommet.

Genhør med Robert Gordon: Red Hot

4. november 2016

Episoden med Niels Skousen i går fik mig på sporet af dengang, hvor jeg – ganske frivilligt – gik glip af en koncert med Robert Gordon og Link Wray i Aarhus. En portion spaghetti (!) stod i vejen – og jeg var en ung, fattig og sulten studerende. Så det er en passende lejlighed til at genopfriske Robert Gordon med klassikeren “Red Hot”..

John Prine og Iris Dement

2. november 2016

John Prine er – har jeg med årene fundet ud af – en legendarisk sangskriver, en af den slags som andre sangskrivere – inkl. his Bobness – taler hengivent om. Og her er han så sammen med en af mine favoritkunstnere på spindesiden – Iris Dement. At Iris stiller op ved siden af John, er for mig en indiskutabel understregning af Prines format.

Klokkeslettet passer næsten…

2. november 2016

I can hear the soft breathing
Of the girl that I love,
As she lies here beside me
Asleep with the night,
And her hair, in a fine mist
Floats on my pillow,
Reflecting the glow
Of the winter moonlight.
She is soft, she is warm,
But my heart remains heavy,
And I watch as her breasts
Gently rise, gently fall,
For I know with the first light of dawn
I’ll be leaving,
And tonight will be
All I have left to recall.
Oh, what have I done,
Why have I done it,
I’ve committed a crime,
I’ve broken the law.
For twenty-five dollars
And pieces of silver,
I held up and robbed
A hard liquor store.
My life seems unreal,
My crime an illusion,
A scene badly written
In which I must play.
Yet I know as I gaze
At my young love beside me,
The morning is just a few hours away.

Morgendagens koncert: Black Mountain

30. oktober 2016

Jeg tror, det var betegnelser som “psykedelisk rock” og “space rock”, der fik mig overbevist om, at jeg i morgen aften vil glemme alt om træthed og for lidt søvn og gå til koncert med det kanadiske band Black Mountain. Måske var det også det forhold, at bandnavnet mindede mig om den afdøde forfatter Bruce Chatwin, der i 1982 udsendte bogen On the Black Hill. Vi kan også bare sige, at det var nogle tilfældigheder, der gjorde det.

Og det med genrebetegnelser skal man jo vare sig for. Og måske kommer musiksiden AllMusic nærmest, når de slår fast, at det kanadiske band nærmer sig 70’ernes rock med den bevidsthed, man nu har i det 21. århundrede. I hvert fald har de skæringer, jeg har haft tid til at lytte til, bekræftet dette indtryk af et orkester, der genbruger æstetikken fra halvfjerdserne på en måde, så man godt kan høre, at de kommer fra et andet århundrede.

Black Mountain har mere end ti år på bagen. Blev dannet i 2004 af hovedfiguren Stephen McBean og vennen Joshua Wells, efter at de begge havde udstået rocklæretiden i diverse bands og musikalske sammenhænge i hjemlandet. Indtil i år er det blevet til fire album, senest IV (2016).

Som altid vil jeg nærme mig koncerten med så få forventninger som muligt og lade oplevelsen sætte sig et aftryk i min bevidsthed. Og det vil jeg så skrive lidt om efter koncerten.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 10 af 2.185« Første...6789101112131415...Sidste »