Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Marie Bergman – Den mänskliga faktorn

6. juni 2014

Jeg synes nok, at det var nogen tid siden, jeg havde hørt noget til den nu 63-årige svenske singer-songwriter Marie Bergman. Lidt research afslører, at vi skal tilbage til 2009 for at finde hendes seneste studioalbum, Det liv du får. Jeg husker især Bergman fra hendes højaktive periode i firserne, hvor hun stort set udsendte et album hvert år. Mange af dem med hendes daværende band Magic Body Band. Og de blev alle positivt omtalt i vores dengang førende musikmagasin MM.

Men nu er Marie så tilbage med det herlige, yderst sympatiske album Den mänskliga faktorn.

Som titlen antyder, så er der tale om et tematisk album eller – om man vil – et conceptalbum. En plade, der er båret af en idé: Den handler om det at være menneske – men det særlige twist, det giver at være udøvende, sangskrivende,  musikalsk menneske.

Den menneskelige faktor er hos Marie Bergman uløseligt forbundet til sangen. Og denne særlige vinkel anslås klart i den indledende sang “Kommer hem”, der netop handler om Bergmans sange: “Her er jeg med mine sange, blade der falder frit mod jorden/ fælder friest når lyset lyser gennem ord/ Hvem er jeg som vil fortælle om det, som livet tager og giver/ en vild joker der vil lette det, hjertet ser“. Det er en sang om sangskrivningen som et humanistisk projekt, hvor det handler om at finde hjem i sin menneskelighed: “Kommer hjem/komer hjem/ sangnee tager mig hjem igen og igen/ Kommer hjem, kommer hjem/ tingeling ting ting igen“, som det hedder i omkvædet (i min fordanskning).

Denne sang følges umiddelbart op af en sang, der også afslører den intime relation mellem fortælling og liv, som Marie Bergman – i øvrigt helt tidstypisk – bygger sin humanisme op omkring. Mennesket som en historie, der skrives – og skrives om og om igen fra barndommen af. “Varje människa bär en historia”, hvert menneske bærer på en historie, hedder sangen. Mennesket som en åben bog. Hvor langt dette synspunkt holder, kan sagtens diskuteres, men det er også et sympatisk og frugtbart udgangspunkt for et menneske, der netop bruger sit liv på at skrive sange og tematisere sine livsoplevelser og -erfaringer.

Og der er flere sange i det spor. Fx sang nr. 4 “Sång til Iris”, der handler om ønsket om at skrive en sang til sin egen sjæl. En sang om at turde se sig selv i øjnene og være ærlig om det sammensatte menneske, man nu engang er. En sang om selverkendelse og om den styrke, en sådan selvindsigt kan føre til. I sangen får jeget – som den anden i jeget – navnet Iris. Helt i tråd med denne sang finder vi “Drömsjälen”, der handler om sjælens uudgrundelighed: “Hver sjæl er en uløst gåde, der tilhører hver og en/den der leder efter grundtonen finder dømmesjælen/En vision uden for tid og rum helt universel/sjælens mysterium, holografisk dimensionel“.

Men Marie Bergman er ikke et barn af halvfjerdserne for ingenting. Hun havde musikalsk baggrund i den svenske visetradition og debuterede på plade som solist i 1974 med Mitt Ansikte. Og halvfjerdsernes politiske strømning i musikken har sat sig et tydeligt aftryk i Marie Bergmans tekster som en fundamental almenpolitisk holdning. Det kommer fx til udtryk i hendes forsvenskning af Kate & Anna McGarrigles og Philippe Tartatscheffs sang “Complainte pour st cathrine”, der på svensk er kommet til at hedde “Ingen kommer uden om politiken” og er en sang om politikens uomgængelighed i menneskelivet. Det politiske bliver endnu tydeligere i sangen “En fri stemme”  om den brutale likvidering af den russiske journalist Anan Politskovskaja. En sang, der let kunne være blevet en banal realpolitisk sang, men som hos Bergman bliver en almenpolitisk sang om at insistere på retten til at tale med en fri stemme – som kvinde, moder og samfundsborger – og betale prisen med sit liv.

Helt i pagt med sine humanistisk og almenpolitiske sange er musikken på pladen barberet ned til et enkelt akustisk udtryk, der er centreret omkring Marie Bergman, der synger og spiller guitar, Lasse Englund, der også spiller guitar (og er medkomponist og -producer) og Backa Hans Eriksson på kontrabas. Det enkle musikalske udtryk blødes lidt op af en håndfuld musikere, der farver sangene med slagtøj, saxofon, violin m.m. Men det grundlæggende indtryk er 13 uptempo-popsange, der er yderst melodiske og bæres frem af Marie Bergmans stærke, smukke, klare, kvindelige røst.

Den mänsklige faktorn er en langtidsholdbar, ja nærmest tidsløs plade, der henter sin styrke i sin sympatiske tematik og i sin vilje til at finde ind til det basale i det musikalske udtryk. Hermed varmt anbefalet.

Marie Bergman. Den mänskliga faktorn. Producere: Marie Bergman og Lasse Englund. Sony Music. Er udkommet.

Beatles: Can’t buy me love

3. juni 2014

Skruer vi hitlisten yderligere et tiår tilbage til uge 23 i 1964, så finder vi Beatles på førstepladsen af den danske Top 20 med “Can’t buy me love”. Det var tredje uge i træk den lå på førstepladsen, og den fik endnu en uge der. Længere ned på listen finder vi andre Beatlesange. På 6. pladen “All my loving”, på 10. pladsen “I saw her standing there”, på 15. pladsen “My Bonnie” (m. Tony Sheridan) og endelig som ny deltager på listen “Aon’t she sweet” på en 17. plads. Jovist, der var gang i Beatlemania den uge for 50 år siden. Og det var mindre end et år siden, de første gang dukkede op med “Twist and Shout” (uge 35, 1963).

En anden måde at måle Beatlemania på er at se på, hvor mange coverversioner, der kom. Og “Can’t buy me love” blev alene i 1964 planket af så forskellige navne som Alvin and the Chipmunks, The Supremes og – selveste Ella Fitzgerald.

Capac anbefaler: Howling Bells – Heartstrings

1. juni 2014

Howling-Bells-Heartstrings

I morgen udkommer The Howling Bells med deres fjerde album Heartstrings. Bandet er et nyt bekendtskab for mig, men jeg kan forstå, at vejen hen til dette fjerde album har været lidt ujævn. Således fik deresf foregående plade The Loudest Machine blandede kritikerord med på vejen. Moje kanoniserede albummet som bandets hidtil bedste. New Musical Express vendte tommelen nedad og kaldte pladen en flad omgang middle of the road-musik. Men pladen solgte vist helt pænt og viste sig på hitlisterne i Storbritannien og Australien.

Efter den oplevelse har bandet holdt en mindre pause, hvor forsangerinden Juanita Stein er blevet mor for første gang og de øvrige bandmedlemmer har medvirket i andre musikalske projekter. Og måske har pause gjort godt, for albummet Heartstrings er blevet ganske heltstøbt.

Coveret sender med sin grafik og opsætning tankerne hen på filmens verden. Og der er også noget filmisk over musikken på pladen, der godt kunne opfattes som soundtracket til en imaginær spillefilm.

Den indledende sang “Paris” afslører ganske fint, hvad Howling Bells står for nu om stunder. Grungemættede guitarer indleder sangen og introducerer Juanita Steins lidt hæse, men også meget feminine stemme, der ubesværet bevæger sig fra det lavmælt Nico-reciterende til den fuldttonende, klare rocksang. Og “Paris” er en langsom rocksang, der har popvellyden og -melodien i sig.

Og sådan er det hos Howling Bells anno 2014. Deres indierock bevæger sig hele tiden på kanten af regulær pop i kraft af enkle velfungerende popmelodier. Og Juanita Stein har bestemt en popsangerinde gemt i sit hjerte. Men hun holdes fast på sporet af sin egen og Joel Steins vilde rockguitarer, der står i gæld tll både grungen, shoe-gazer-rock og den britiske post-punk. Det er musik, der i høj grad lever af sin medrivende popmelodiøsitet, sin filmiske stemningsfuldhed og kerne af moderne rock.

Med Heartstrings har Howling Bells fundet en musikalsk form, de roligt kan bygge videre på. En personlig, stemningfuld blanding af pop og indierock, hvor der både er plads til energiske, uptemporocknumere og stille ballader (som fx “Euphoria”). En plade, der nok skal falde i kultpublikummets smag – og fortjener at også andre rockelskere giver den en chance.

Howling Bells. Heartstrings. Produceret af: Catherine J. Marks & AlanMoulder. Birthday Records. Udkommer i morgen.



 

 

 

 

 

Mere Sonny Boy Williamson: Kirk in Copenhagen

1. juni 2014

Vi skal ikke helt slippe den gamle bluesmester Sonny Boy Williamson. Jeg har lyttet meget til det lille bokssæt Bye Bye Sonny. der over to cd’er dokumenterer Williamsons sessions med Yardbirds, The Animals og Brian Auger. Indspilninger, der repræsenterer noget a det bedste af mødet med den gamle blues og de nye bluesdrenge fra Storbritannien.

Williamsons ophold i Europa i starten er fuld af anekdoter om afbrændte hotelværelser, slagsmål i gaden osv. Mindre kendt er det måske, at Williamson også var et smut i København, hvor han under dæknavnet Big Skol medvirkede på jazzmusikeren Rahsaan Roland Kirks livealbum Kirk in Copenhagen (Mercury 1963) på nummeret “The Monkey Thing”. Et af de fineste øjeblikke i Williamsons europæiske eventyr. Han døde kort tid efter, han var vendt tilbage til USA.

Den vist nok sidste indspilning Williamson nåede at lave i England var “I’m Trying To Make London My Home” sammen med afdøde Hubert Sumlin på guitar.

James – La petite mort

30. maj 2014

Sidst jeg omtalte Manchester-bandet James var tilbage i 2008, hvor jeg fandt deres hovedværk Pleased to meet you som loppefund på biblioteket. Og nu er det gode, men oversete band tilbage med albummet La petite mort, hvor de viser, at de stadigvæk kan være med, når det gælder om at lave gode poprocksange. Hele albummet kan indtil videre lyttes til her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...