Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: haiku – Vagabond

7. marts 2014

Vagabond kalder haiku sit nye og fjerde album. Og det omstrejdende og rejsende er et grundlæggende tema på haikus – alias Henrik Hytteballes – plade. Temaet anslås helt ud på coverfotoets trævej, der fører gennem en rødlig flora ud mod en uvis horisont. Men tematikken stikker dybere end til blot den kendte vagabondmetafor. Der er snarere tale om en slags eksistentiel vagabonderen, der sker på baggrund af en tidstypisk, kulturel håb- og perspektivløshed. Og ikke mindst toget er det middel, der bærer et håb og en udvej. Måske.

Det anslås allerede i den første sang om “Sorgenfri Station”. Alene titlen antyder, at tingenes tilstand ikke helt er, som de burde være:

Der går et spøgelse igennem Europa

Et afsporet tog borer sig igennem nattens blå

Et sted i mørket der lurer en afgrund

en afgrundsgud trækker pinen ud

på Sorgenfri Station

uden at se på nogen

Det er sæson for afsked

det er sæson for brudte løfter

Kontinental melankoli….”

Sokomo, der står for teksterne og synger, er ikke i snæver forstand en politisk tekstmager, men teksterne lader på den anden side ikke nogen i tvivl om, at noget er helt galt. Vi befinder os på et kontinent i krise, et kontinent grebet af en dyb melankoli. En melankoli, der åbner for en nostalgi mod en fortid – som det hedder i sang nr. 2 “Bål og benzin” – “Engang for længe siden var himlen altid blå/ og solen den var rund og fin som en appelsin/ Da vandrede de på sletterne – afs sted på må og få/ og guderne må vide hvad de sku nå“. Og byen, der bærer længslen er København. Men også denne længslernes hovedstad er ramt, for her sidder Jimmy Boy på en bænk og hænger “på gælden fra en lyserød sky/ I et anfald af uregerlig nostalgi/ har han solgt sin Maserati og købt sig fri/ fra bål og Benzin“.

Toget er billedet på vejen bort og ud, på drømmen om noget bedre, på flugten bort fra tidsåndens melankoli. Det bliver tydeligst i sangen “IC lykketog”, hvor manden sidder i toget og venter på en person – en kvinde – på perronen. Men hun når ikke toget.

Og det fremmedes attraktion og befrielse anslås i sangen “Klynkernes bro”, hvor det hedder:

Stille nu, sover du?

som et eventyr

kommer hele verden rundt i nat

til de skønneste byer

under fremmede stjerner bliver det hele let igen

ligeså let som ingenting

Så i søvnen, drømmen er det farvel til Sucker Street, til Tingeltangel Town eller Middeltown eller hvilke navne, der vælges til byen, der er ramt og plaget af den kontinentale melankoli, medens man venter på “dommens dag på Klynkernes bro”. Jovist, kulturpessimismen og forfaldsbevidsheden har et godt greb i sangskriveren. Og måske er sangskriveren i virkeligheden manden, der – i sangen “Stukket kold i natten” – har mistet sin forstand og står og “råber i byens megafon/ verden den går under nu til morgen/ men vi siger det ikke til nogen/ la vær at se til siden og la vær at se frem/ la vær at se tilbage og la vær at se på dem/ der vifter med en stor kanon“. Der er ikke meget håb, ikke meget at læne sit hoved til i det dysforiske univers, som Sokomo maler. Måske er det i virkeligheden kun i forholdet til den anden, der er et spinkelt håb: “Jeg gider ikke mer – jeg tror ike på det mer/ Kun på dig og mig – og ingenting imellem/ og ingenting imellem“. Og måske i selve den tematiske vagabonderen?: “Og ligesom, alle de andre der hænger på en kant/ er det tid at se tilbage nu og kravle ind på land/Ryggen fri/ Gå gå måne/ go go vagabond...” (“Vagabond”).

Sokomo fremfører sangene med en diktion og tilbageholdt sangstil, der et øjeblik ledte mine tanker hen på Peter H. Olesens. Sokomo dyrker ikke det patetiske, selv om det ligger lige til højrebenet med pladens desperation og fortabthed, men excellerer mere i et nøgternt og nøgent sangforedrag, der udmærker sig ved at gøre teksterne let dechiffrerbare – også selv om man ikke her heldig at sidde med tekstarket, der følger med pladen.

Hytteballe står selv for det meste af musikken, men får dog hjælp på trommer af Bijan Farsijani på fire af sangene. Og musikken er en iørefaldende, melodiøs omgang electronica, der forsigtigt læner sig op ad og lader sig befrugte af postpunkrock og moderne folk. Som teksterne er musikstykkerne især stemningsstykker, der kræver en lytter, der vil give sig tid til at lytte med. Vi befinder os ikke i de kommercielle popradioers segment.

Hermed anbefalet.

haiku. Vagabond. produceret af Lars Henrik Nisssen. Haiku Music. Pladen udkommer i dag.

 

Creedence Clearwater Revival – singlerne fra 1969

6. marts 2014

Det skorter ikke på genudgivelser med Creedence Clearwater Revival. Få bands har i den grad været genstand for post-hum udbytning som CCR. Og det stopper åbenbart ikke endnu, for i forbindelse med den forestående fejring af grammofonpladen – Record Store Day – udgives en opsamling med titlen The ’69 singles. 1969 var det år, hvor bandet for alvor slog deres popularitet fast med masser af koncerter og udsendelse af hele tre album med tilhørende singleudspil.

The ’69 Singles (Fantasy FAN-35329-01, 2014)

  1. Proud Mary
  2. Born on the Bayou
  3. Bad Moon Rising
  4. Lodi
  5. Green River
  6. Commotion
  7. Down on the Corner
  8. Fortunate Son

Hvis man ikke har CCR i forvejen, så kan man passende begynde her med disse otte fantastiske sange.

Smoke Fairies – Eclipse them all

5. marts 2014

Smoke Fairies er en duo, bestående af Katherine Blamire og Jessica Davies. De henter inspiretion i britisk folk og americana. De har været support for Bryan Ferry og Laura Marling, og alene det borger jo for en vis kvalitet, skulle man mene. Og de er på trapperne med deres andet album Smoke Fairies. Her er de med singlen Eclipse them all, en lidt dyster, men også melodiøs sag, der er båret af stemningsfuldhed vævet ind i en moderne synth-lyd.

Dagens uundgåelige: Darling be home soon

5. marts 2014

En af tressernes store sangskrivere var John Sebastian , der primært er kendt for sin tid  i Lovin’ Spoonfull, men også har lavet en række fremragende soloalbum siden – selv om de ikke nåede samme polpularitet som pladerne med Lovin’ Spoonfull. Her er en af mine ydnlingssange fra tiden med gruppen – den herligt hverdagsagtige kærlighedssang om at vente på sin hjerterdame…”Darlin be home soon”. Sebastian sang den også på  Woodstockfestivalen, men det er næsten en for nænsom sang til en så stor scene…

Lou Reed – 2. marts 1942 – 27. oktober 2013

3. marts 2014

Ja, i går ville Lou Reed være fyldt 72 år, hvis ikke altså han var gået bort i oktober sidste år.

Life’s like a mayonnaise soda
And life’s like space without room
And life’s like bacon and ice cream
That’s what life’s like without you

Life’s like forever becoming
But life’s forever dealing in hurt
Now life’s like death without living
That’s what life’s like without you

Life’s like Sanskrit read to a pony
I see you in my mind’s eye strangling on your tongue
What’s good is knowing such devotion
I’ve been around, I know what makes things run

What good is seeing eye chocolate
What good’s a computerized nose
And what good was cancer in April
Why no good, no good at all

What good’s a war without killing
What good is rain that falls up
What good’s a disease that won’t hurt you
Why no good, I guess, no good at all

What good are these thoughts that I’m thinking
It must be better not to be thinking at all
A Styrofoam lover with emotions of concrete
No not much, not much at all

What good is life without living
What good’s this lion that barks
You loved a life others throw away nightly
It’s not fair, not fair at all

What’s good?
Oh, baby, what’s good?
What’s good?
What’s good?
Not much at all

Hey, baby, what’s good?
(What’s good?)
What’s good?
(What’s good?)
What’s good?

(What’s good?)
Not much at all

What’s good?
(What’s good?)
What’s good?
(Life’s good)
Life’s good
(Life’s good)
What’s good?
(Life’s good)
But not fair at all

Read more: Lou Reed – What’s Good Lyrics | MetroLyrics

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 10 af 663« Første...6789101112131415...Sidste »