CAPAC

Er der mon nogen, der husker det britiske popband Fine Young Cannibals? Hvis ikke, så er det helt forståeligt, for bandet nåede kun at lave to album. Fine Young Cannibals, der tog navn efter en gammel amr. film fra 1960 (All the fine young cannibals m. bl.a. Natalie Wood og Robert Wagner), opstod i 1984 på ruinerne af The Beat. De to ex-Beat-medlemmer David Steel (bas) og Andy Cox (gt.) ledte med lys og lygte efter en passende forsanger, indtil de fandt Roland Gift, der havde enfortid i bandet Akrylykz. Året efter udsendtes deres titelløse debutalbum, der ikke blev den store kommercielle succes. Det gik langt bedre med toeren The Raw and the Cooked fra 1988, der indeholdt de to hitsingler “She drives me crazy” og “Good Thing”.

I 1992 gik de tre musikere hver til sit, men gendannedes for en kort bemærkning i 1996 for at indspille singlen “The Flame”.

Om kort tid genudgives gruppens to album i nye udvidede udgaver, som er værd at få fat i, hvis man er til soulinflueret britisk firser poprock. En anden god grund er Roland Gifts særprægede stemme.

Johnny come home – Good thing – She drives me crazy

Som nævnt er det 50-års dagen for Beatles albumdebut Please Please Me. Og jeg har læst hist og pist om indspilningsdagen. Og jeg faldt over en interessant oplysning om, at Paul McCartney angiveligt skulle have genanvendt – node for node – basspillet fra Chuck Berrys gamle sang “I’m talking about you” på “I saw her standing there”. Og – selv om det kan være lidt svært at lytte sig ind på basspillet – så lyder det ikke helt skævt. Prøv selv at lytte. Her er sangen – oven i købet også en Beatles-liveudgave af Berrys originale sang:

I morgen kl. 10 er det 50 år siden de fire drenge i The Beatles gik i studiet for at indspille de sange, der skulle komme til at udgøre deres debutalbum Please Please Me og dermed antænde lunten til den Beatlemania, der i årene efter rullede over den vestlige halvkugle og et godt stykke videre. De ialt 14 numre, hvoraf otte var selvskrevne, udgjorde stort set bandets livesætliste dengang.

Årsdagen kommer ikke til at gå stille af. Der er blandt andet arrangeret en session i de originale studier, hvor en række engelske kunstnere vil genindspille sangene. Her vil jeg nøjes med at opfordre til at lytte til pladen igen – i mono. Den er nemlige lige så frisk, som dengang den første gang blev sat på pladespillere. 1-2-3-4…

Han begyndte sin musikalske karriere som trombone-spiller hos Glen Millers Orkester. I følge hans egne oplysninger fandt Glen Miller ham, da han sammen med sine brødre spillede på en srtipbar, og Miller inviterede ham med i sit dengang berømte orkester. Tanner forlod Glen Miller, da denne lod sit orkester træde i de amerikanske styrkers tjeneste. Senere blev han underviser i jazz på University of California og opfandt den elektriske theremin i samarbejde med thereminens opfinder Bob Whitsell. Den elektriske theremin blev brugt på Beach Boys Pet Sounds (bl.a. Good Vibrations, I was’nt made for these times) og Wild Honey, men fx også i Hitchcock-filmen Spellbound og i diverse tv-serier.

Ud over sit aktive virke som musiker, var Tanner en højt respekteret underviser på UCLA, hvor hans forelæsninger om jazz var rene tilløbsstykker med lange ventelister. Han var også forfatter til nogle velanskrevne musikbøger, bl.a. Every Night Was New Years Eve om tiden med Glen Miller.

Selv om han altså havde mange talenter, så er det især for sin lydtilsæting til Beach Boys-pladerne, han bringes i erindring i diverse nekrologer. Men den lyd er også afgørende for sounden på de indspilninger. I øvrigt havde Paul Tanner, der blev 95 år, ikke så meget til overs for Beach Boys som musikere. Den eneste, der efter hans mening, besad musikalske ideer og talent var Brian Wilson…

Indie-bandet The House of Love, der fik navn efter en roman af Anais Nin (Spy in the house of love), blev dannet i 1986 af Guy Chadwick (tidl. Kingdom). Ved hjælp af en annonce i Melody Maker fik han rekrutteret guitaristen Terry Bickers, sangerinden Andrea Heukamp og bassisten Chris Groothuizen. Ideen var at skabe et band, der lød lidt af Velvet Underground og havde pigevokal i forgrunden. Resultatet blev en poprock med ringlende, psykedeliske guitarer og en række fine popsange,begyndende med debutsinglen “Shine on”, der udkom på Creation Records i 1987.

Men først med bandets tredje single “Christine” fra 1988 kom et egentlig kommerciel gennembrud. I mellemtiden var sangerinden Heukamp stået af, hvilket var et smerteligt tab for gruppen, selv om hun fortsatte med at synge i studiet. Og bandet fik indspillet debutalbummet The House of Love, der udkom i 1988.

1988 var i det hele taget et godt år for The House of Love. Bandet blev af musikpressen udskreget til at være det nye store navn efter U2, og bandet skiftede fra det lille Creation Records til Fontana Records. Men der var også opløsningstendenser i bandet. De obligatoriske ‘kunstneriske uenigheder’ blandet op med et ekskalerende forbrug af kemiske substanser. Og disse problemer var med til at gøre Fontana-perioden til en blandet fornøjelse. Problemer med produceren gjorde også, at udsendelsen af det andet album trak gevaldigt ud. I 1990 lykkedes det dog at få den udsendt, og pladen blev en pæn succes. Samme år udsendtes opsamlingsalbummet A Spy in the House of Love, der bestod af B-sider og andet fra overskudslageret.

Endnu et par album blev det til, inden gruppen i 1993 gik hver til sit. Babe Rainbow kom i 1992, og året efter kom Audience with a mind.

House of Love blev aldrig det helt store kommercielle nummer, men hørte indiskutabelt til eliten af indiebands i det årti, der gik fra midten af firserne til midten af halvfemserne.

I 2003 fandt medlemmerne sammen igen, bilagde gamle stridigheder og udsendte et nyt album Days Run Away, der blev ganske pænt modtaget af musikpressen. Den bliver til marts fulgt op af albummet She Paints Words in Red. I den forbindelse er der udsendt en video til den indledende sang – og singleudspillet – fra albummet. Og det lover godt for det nye album.

[Foto, lånt fra sitet www.freeclassicimages.com]

“Heartbeat irregularities brought on by chemical imbalances associated with anorexia nervosa.”. Det var det officielle ligsyns vurdering af dødsårsagen, da sangerinden og trommeslageren Karen Carpenter for 30 år siden – nærmere bestemt d. 4. februar 1983 – døde på Downey Commuty Hospital i nærheden af forældrenes hjem i Californien. En måned senere ville hun være fyldt 33 år.

Karen er for længst blevet kanoniseret som en af de bedste popsangerinder, der med sin bløde kontralt gjorde The Carpenters sange til noget helt særligt. Rolling Stone har hende på en 94. plads af de 100 bedste sangere. Men det skal også siges, at Carpenters var en duo, der skilte vandene. Nogle elskede dem, andre kunne ikke udstå deres sound.

At Karen Carpenter også var en ganske ferm trommeslager blev understreget af, at hun i 1975 blev udnævnt til at være året bedste trommeslager i Playboy. Foran Led Zeppelins John Bonham, der blev sur over resultatet.

Karen Carpenter solo: “Still Crazy after all these years“, “My body keeps changin my mind“, “Midnight”

The Carpenters : Live at the BBC

“There’s so much great music around at the moment that it’s embarrassing. Now, suddenly, musicians are able to publish their own work, and you don’t necessarily have to work through the record companies and the A&R departments and so on, so suddenly there’s all this stuff that’s coming out. Of course, there’s quite a lot of shit coming out too. But there’s so much good stuff. For example, I heard a song the other day that I so loved, by an American guy who goes under the name of Port St. Willow. The song is called “Amawalk,” and I just absolutely loved it. I thought, I can’t understand it and I can’t really see what is new about it, but I know I’ve never felt this feeling before. Then there’s somebody else who’s been around for a few years now who I think is absolutely fantastic, Owen Pallett. Do you know his work at all?”

Brian Eno i et interview med Laurie Anderson

Så tog manden med leen også Reg Presley, forsanger i The Troggs. Den kedelige nyhed var ikke uventet, for Reg havde haft flere hjertetilfælde og blev sidste år diagnosticeret med lungecancer. Ved samme lejlighed sagde han farvel til The Troggs og karrieren.

The Troggs kom i stald hos Kinks-manageren Larry Page i 1964 og fik de følgende fire-fem år en håndfuld solide singlehits. Bedst kendt er nok Chip Taylor-sangen “Wild Thing“, der toppede i både Storbritannien og USA i 1966. Men sine uhyre enkle guitarriffs blev sangen en garagerockklassiker, der også var med til at brande gruppen som et af garagerockens førende bands. Andre memorable hits var “With a girl like you” (1966), “I can’t control my self” (1966), “Anyway That You Want Me” (1967) og “Love is all around” (1967-68). Alle sammen sange, der besidder popsangens umiddelbarhed og er udført med i bedste forstand primitiv rhythm-and-blues arrangementer.

Men succesopskriften holdt ikke længere end til 1969, hvor gruppen gik i opløsning, fordi hitsene begyndte at udeblive. Flere af gruppens medlemmer – bl.a. Reg – forsøgte sig med soloprojekter. Reg udsendte albummet “Lucinda Lee”. Bandet blev dog hurtigt gendannet i 1969, uden at det ændrede på successen. Troggs var henvist til at leve på renommeet og var selvskrevne til den tresser-revival-kult, der allerede startede tidligt.

Med til historie om The Troggs hører dog også, at de indspillede et udmærket, men noget overset album med titlen Athens Andover, som blev til med hjælp fra medlememmer af REM. Pladen dementerede fordommen om, at The Troggs kun var en singlehitgruppe.

Nu er Reg død, og vi har kun pladeindspilningerne at fornøje os med. Det er der til gengæld al mulig grund til at gøre. Hvil i fred, Reg.

Louie Louie

Fra Athens andover: Together – Nowhere Road – Deja vu – Hot Stuff – I’m i control – What’s your game

Bemærk den syngende og spillende dame i ovenstående spilleglade video med skifflekongen Lonnie Donegan og venner. Den trinde dame med det afrokrøllede hår er Kathleen Barbara Marie Douglas eller som hun kaldtes: Shirley Douglas. Og hun var en af de ledende skikkelser i det skiffle-boom, der genlød i Storbritannien i årene før Beatlemania, og som Beatles og andre beatmusikere havde som fælles, indiskutabel forudsætning. Shirley døde for nylig.Shirley Douglas’ karriere startede for alvor i 1959, hvor hun kom med i Chas McDevitt Skiffle Group, fordi bandets sangerinde var gravid og foretrak ro og fred i familiens skød frem for et hektisk musikerliv på veje og koncertscener. Bandet var et veletableret navn med et internationalt hit – “Freight Train” – i bagagen.I tiden efter skifflefeberens kortvarige rasen arbejdede Shirley sammem med McDevitt og de optrådte blandt andet som opvarmingsnummer for The Beatles, da de kom frem. Til Douglas’ bedriter hører også et enkelt soloalbum – Heart on the Loose – og håndbogen The Shirley Douglas Easy Guide to Rhythm and Blues for Bass Guitar, som efter sigende både John Paul Jones og John Entwistle lærte meget af. Hvil i fred.

Den 26. februar genudgives Fannys eponyme debutalbum fra 1970 på Real Gone Music. Fanny var, som det er blevet udtrykt, alle pigerockbands godmothers. Fra 1969 og frem til 1975 leverede Jean og June Millington sammen med Alice de Buhr og Nickey Barcley beviser på, at piger sagtens kunne levere medrivende, melodiøs rockmusik. Som de pionerer, de var, måtte de også døje med de vilkår det var, at spille i en musikstil, der i den grad var defineret af mændene. Den helt store succes blev det aldrig til, men fem fine album efterlod de sig til eftertiden. Og i 2002 kanoniserede Rhino Records bandet med et bokssæt med titlen First Time in a Long Time.

I følge David Bowie var Fanny et af de bedste bands i deres samtid. Og det er ikke helt galt. Og nu kan man så genhøre, hvordan debuten lød.