CAPAC

[ikke-krediteret foto. Fra venstre mod højre: Laverne, Patti og Maxine Andrews]

Vi skal tilbage i tiden. Før Beatles, ja før Elvis. Andrews Sisters kom for alvor frem i slutningen af 1930′erne og blev rigtig store under Anden Verdenskrig, hvor de var de amerikanske soldaters darlings og drømmepiger. Med sange som “Boogie Woogie Bugle Boy”, “Beat Me Daddy Eight To The Bar” og “Don’t Sit Under The Apple Tree” og et pladesalg i omegnen af siger og skriver 50 milioner eksemplarer skrev de sig i deres aktive karriere, der sluttede i de varme 1967, ind i musikhistorien som en af de mest populære syngende pigegrupper.

Forleden – den 30. januar – døde mezzo-sopranen Patricia Marie “Patty” Andrews i den fremskredne alder af 94 år. Hun var – uden at forklejne de to andres søstres sangstemmer – det vokale centrum.

De tre søstre kom fra en norsk-græsk indvandrerfamilie, der støttede pigernes sangglæde. De begyndte som kopigruppe, der efterlignede de dengang vældigt populære Boswell sisters. Og det store gennembrud kom i 1937, hvor de fik mulighed for at indspille fire sange på plade (for 50$ stk.!), bl.a. deres første millionsælger “Bei Mir Bist Du Schön (Means That You’re Grand)”. Herefter gik det slag i slag for Andrews Sisters. Patty var aktiv som sangerinde helt frem ti 1990′erne, hvor hun bl.a. sang med Glen Millers Orchestra.

Medley

Pladeaktuelle Yo La Tengo (Fade, som Torben har anmeldt for nylig) har ikke dyrket tidens visuelle medie – videoen – ret meget. Lige så nedtonede de har været i deres musik, lige så tilbageholdende har de været, når det drejer sig om at føre sig frem i levende billeder. Men med deres nye plade er der kommet et par videoer. Dels den abstrakte video "Bewfore we run". Og så er der netop kommet en meget enkel video til sangen "I’ll be around", hvor musik forenes med madlavning. God fornøjelse – og god appetit…

Foråret lader vente på sig. Det er vådt og gråt. Og der er ikke meget, der kan ryste gråheden og tristessen af dagen som en god omgang pub-rock. Og mestrene i den genre er Dr. Feelgood. Her der bandet i en fin lille koncert, jeg faldt over forleden. 15 minutter i Southend Kursaal. Værsgo og – feel good derude!

I dag er det nøjagtig 50 år siden Jørgen de Mylius startede som 16-årig radiovært for "Efter skoletid" i Danmarks Radio. Hvordan det gik til er en – set med nytidens øjne – ganske utrolig historie, som Jørgen selv fortæller detaljeret om i sin erindringsbog Tak for al musikken, der udkom sidste år, og som udgør en del af min natlektyre i disse dage.

Uden Jørgen de Mylius’ utrættelig indsat for popmusikken, ville jeg ikke sidde og skrive dagligt om musik her i bloggen. Det er helt sikkert. Mylius var uden tvivl min første og vigtigste popformidler. Og det er jeg ham da uendelig taknemmelig for.

Jeg har da også med stor fornøjelse læst det meste af mandens selvbiografi. Og det har været fornøjeligt. Men – for der er et lille men, selv om det måske er politisk ukorrekt at pointere det på selve hyldestdagen – det er lidt beskæmmende for mig at læse om Mylius’ opposition til de radiomedarbejdere, bl.a. Palle Aarslev, Hans Otto Bisgaard osv., der sidst i tresserne og første i halvfjerdserne tog over og tog sig af beatmusikken, bl.a. i programmet "Beat-rapport". Mylius havde det – for at formulere det diplomatisk – svært med efterfølgernes fokusering på beatens progressive dimension, både den musikalske og den politiske. Og selv om Aarslev, Bisgaard m.fl. med sikkerhed – for det var almindeligt dengang, hvilket Mylius også dokumenterer grundigt – så lidt skævt til pophovedet Mylius, så krakkelerer mit billede af en rummelig, altfortærende musikelsker. Eller rettere: her bekræftes min fordom om, at Mylius netop først og fremmest har været en ret holdningsløs formidler af harmløs pop. Ikke desto mindre: Til lykke med dagen – og tak for al musikken.

Der hviler en aura af respekt om det tidligere Fairport Convention-medlem, musikeren og sangskriveren Richard Thomnpson. Siden han trådte ind på musikscenen med Fairport i 1967 har han med sin sangskrivning (som et utal af britiske og amerikanske kunstnere har nydt godt af) og sit guitarspil sat et eftertrykkeligt præg på britisk populærmusik. Og sammen med sin daværende kone Linda Thompson indspillede han en af britisk rock store klassiske plader I want to see the bright lights tonight (udkom 1974), der blev en klassiker, selv om den egentlig ikke solgte mange meter dengang.

Thompson er en af den slags musikere, det altid er værd at lytte til i kraft af sine underfuldige tekster og sit sublime guitarspil. Og nu er det muligt at lytte til hans senseste udspil Electric, der streames lige her.

Det er ikke hver dag, man støder på et album med tekster af Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og tilsvarende lyriske sværvægtere. Men det sker på sangerinden Helene Blums nye album “Men med åbne øjne”.

Der er også tekster af yngre tekstmagere som Pia Tafdrup, Jan Toftlund, Michael Simpson og Blum selv. Og for at blive ved teksterne, for de er vigtige på denne plade, så er alvoren et gennemgående træk ved pladen. Den alvor, der vokser ud af det levede liv. Det understreges allerede af den indledende sang “Du som har levet” med Stuckenbergs tekst. “Aldrig skabtes en lykke helt/ og aldrig en skyggeløs morgen,/ livet er smukt og ligedelt/ imlellem glæden og sorgen”. Jo, sorrig og glæde de vandrer tilhobe, for nu at citere en anden dansk digter. Livets dobbeltbundethed af alvor og alvorens modsætning glæden er en rød tematisk tråd på Helene Blums plade som sætter sig igennem helt ud i albumtitlens lille forbehold Men med åbne øjne…

Musikken er folkemusik eller folk, som man engang kaldte det. Det understreges ikke mindst af den folkeviseagtige traditionelle sang “Gådevisen”. Helenes smukke stemme, der er klar som isvand og forførende feminin, danser på et grundlag af forfinet primært akustisk musiceren, der er udført af Helene Blums faste band, der bl.a. omfatter ægtemanden Harald Haugaard (violin og komposition). De 11 sange på pladen er popmelodiøse, og netop den folk-pop-iørefaldende musik er med til at binde de forskelligartede tekster sammen til en harmonisk helhed.

Men med åbne øjne er efter sigende Helen Blums fjerde album. Jeg har desværre ikke lyttet til de foregående, men det vil jeg gøre efterfølgende. For det er en dejlig, seriøs og livsbekræftende plade, Helene og Co. har begået, som fortjener at få mange lyttere. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Men med åbne øjne. Produceret af Helene Blum og Harald Haugaard. Pile House Records. Udkommer i dag.

Indieduoen Foxygen – bestående af Jonathan Rado og Sam France – er nok et af de seneste par ugers mest hypede navn. I kraft af duoens andet album med den ret så retrospektive titel We are the 21th Century Ambassadeurs of Peace and Music. Titlen ligefrem lugter langt væk af noget, der kunne være blevet til i de vist nok glade tressere. Det kunne være en titel fra Country Joe & The Fishs overskudslager eller noget. Og smuglytning til pladen overbeviser bare en om, at det langt fra er nogen tilfældighed med den slags nostalgiske associationer. Lyt for eksempel til sangen "San Francisco" (!), der er en slags moderne opdatering af Scott McKenzie og Mamas & Papas. En ubesværet letbenet og stærkt indtagende lille neo-hippie-popsang. Hvis hippieperioden havde varet frem til i dag, så ville det måske være sådan hippierne ville lyde…

Foxygen har også besøgt NPRs World Cafe, hvor de optræder live. God fornøjelse – Peace & Love & Music!

Medens vi er ved de gode nyheder, så er den trinde canadiske singer-songwriter Ron Sexsmith aktuel med sit nye album “Forever Endeavor”, der udkommer først i næste måned. Så kan musikåret 2013 ikke gå helt galt. For Sexsmith er i min verden et bevis på, at der er liv i den melodisk pop, når Paul McCartney og hans ligemænd engang forlader denne verden.- Lige nu kan hele albummet lyttes til på Sexsmiths egen hjemmeside. Sådan.

Tilbagespoling

The Strokes er på banen igen med en sang, "One Way Trigger". Det er glædeligt, for The Strokes er – i mine ører – indbegrebet af moderne rock’n roll. Den nye sang er måske en anelse mere poleret, end man kunne forvente fra den kant, men ikke desto mindre en dejlig rockting, der kan sætte fut i fejemøjet på sådan en småkedelig januarlørdag. Og så kan de frit hentes ned til den transportable afspiller…

"A long time ago there was this Hotel in NYC, where a lot of musicians used to stay. There’s a very great singer who used to stay there in the old days along with lot of other very good musicians. And I used to meet her in the elevator, very late at night, around three in the morning. She wasn’t looking for me, and I wasn’t looking for her. But there was nobody else up at that time. I think she was looking for Kris Kristofferson. Anyway somebody a little taller than me. It really didn’t…. Even Phil Ochs was taller than me in those days. He’s not that tall now. Anyway she was a very great singer and the thing I loved about her was her attitude towards her audience. There was no division, there was no ambiguity about how she felt about singing. So many singers today have such a curious attitude towards their audience, and if you read the lyrics of their songs, they’re filled with ambiguity about how difficult it is to be a pop-star, how difficult it is to get servants, how hard it is to shop for jewels, and the burden of being loved by everybody. These are serious problems that occupy the minds. Many of our most creative minds today are occupied by these serious problems. And in her life and in her work, she gave herself completely, and when she decided to stop giving herself, she cut out completely. And I wrote this song for her, it’s for Janis Joplin."

Leonard Cohen i koncertprologen til koncerten i Mainz i 1972

Dagen i dag er som skabt til Leonard Cohen-sange. Og jeg ihukommede sangen om Chelsea Hotel og det erotiske møde mellem Cohen og Janis Joplin. Hvis Cohens ord ovenfor står til troende, så kan man sige, at de ikke ville hinanden men blev forført af omstændighederne til alligevel at blive elskere på den uredte seng. Og dermed hæver sangen sig ud over den private nyfigenheds plan og bliver (også) en sang om erotikkens veje og vildveje…

Chelsea Hotel #1 – Chelsea Hotel #2