CAPAC

[Paul:]

Hey, hey Paula, I wanna marry you

Hey, hey Paula, no one else will ever do

I’ve waited so long for school to be through

Paula, I can’t wait no more for you

My love, my love

[Paula:]

Hey Paul, I’ve been waiting for you

Hey, hey, hey Paul, I want to marry you too

If you love me true, if you love me still

Our love will always be real

My love, my love

[Begge:]

True love means planning a life for two

Being together the whole day through

True love means waiting and hoping that soon

Wishes we’ve made will come true

My love, my love

Jovist. Der er sket noget med forholdet mellem kønnene, siden dengang, hvor duoen Paul & Paula hittede med deres lovprisning af ægteskabets trygge kærlighedsfavn. Mon sådan en sang overhovedet ville have en chance nu til dags?

Sangen, der blev skrevet af Ray Hildebrand og indsunget af ham selv om pigen Jill Jackson entrede Billboards Hot-100-førsteplads den 9. februar 1963 og kort tid efter – i uge 12 – viste den sig også på den danske top 20 på en 17. plads. Oprindeligt var sange “bare” et lokalt hit for de to unge sangere i Texas, men den blev så populær blandt de unge, at de måtte finde et pladeselskab, der ville udsende den nationalt. Det blev det lille LeCam Records, der fik æren. Senere overtog Philips dog sangen.

Tresserne fremstilles som oftest som en tid, hvor der var opbrud – ja, oprør og opgør – med efterkrigsårenes bornerte familieidealer og kulturelle forhudsforsnævring. Og “Hey Paula” er vel netop repræsentant for det, som de efterfølgende frigørelsesår gjorde op med: den borgerligt institutionaliserede kærlighed. Og så var det – en ganske iørefaldende popsang, som ofte blev spillet hos Jørgen de Mylius på Danmarks radio.

Den 13. januar var det nøjagtig 40 år siden Aerosmith udsendte deres første album, der bare hed Aerosmith. I The New Rolling Stone Album Guide anskues albummet som en plade, der baner vejen for den hårde amerikanske rock, der fører frem til Guns and Roses, Mötley Crüe m.fl. En rock’n roll-form, der lever højt på øresønderrivende lydniveau og imposant sceneshow. Begge elementer, der er som skabt til den såkaldte stadionrock.

Man kunne måske også opfatte Aerosmith som en slags Led Zeppelin light. Forstået på den måde, at Steve Tyler, Joe Perry og Co. på sæt og vis kickstarter den amerikanske udgave af betonrocken, som netop Led Zeppelin har grundlagt sammen med landsmændene i Deep Purple og Black Sabbath. Led Zeppelin light skal ikke forstås i nogen nedsættende betydning, men som en konstatering af, at bandet med sin særlige blanding af R&B (bl.a. tidlig Rolling Stones og Yardbirds) og amerikansk rock’n roll-tradition ikke kan følge deres engelske pendanter ud i det sofistikeret intellektuelle og til tider mystiske. Aerosmith forbliver helt nede ved jorden – og det er bandet forblevet lige siden.

Med Mick Jagger-lærlingen Tyler i forgrunden og et hold særdeles kompetente musikere har bandet på album efter album – femten styk studioalbum i alt – leveret elementær, medrivende rockogrul, der gør sig lige godt i store stadiummer og på små intime spillesteder. Lige nu kan du høre hele debutalbummet lige her.

Tilbagespoling

[Fotoet ovenfor er et hjemmelavet tag fra nedenfor omtalte dvd]

I marts 1972 aflægger Deep Purple besøg i København og giver koncert. Bandet er i sin oprindelige opstilling med Ian Gillan (sang), John Lord (tangenter), Richie Blackmore (gt.) og Roger Glover (bas), og er et etableret navn med fire album på samvittigheden. De har lige udsendt Machine Head, da de optrøder i hovedstaden. Og de har med de fire plader etableret sig som nogle af betonrockens fædre. De spiller højt (så højt som datidens teknologi tillod) og spiller en hård rock, der er enkel, disciplineret og uden Kloge Åge-nykker. Den tids moderne no bullshit-rock’n roll. Det studentikose overlod Deep Purple til rivalerne i Led Zeppelin. Det mystifistiske kunne Black Sabbath tage sig af. Når man ser koncerten fra København, kan man godt forstå, hvorfor Deep Purple fik den fornemme status, som bandet stadigvæk har. Det er den rene vare, de leverer.

Koncerten blev først udsendt på dvd i 1987 i Japan (Machine Head Live) og senere som Scandinavian Nights (Live in Denmark 1972). Endelig blev den udsendt sammen med en koncert fra New York fra 1973 med titlen Deep Purple – Live in Concert 72/73. Optagelsen har en for den tid udmærket billed- og lydkvalitet, og hører sammen med fx DRs Led Zeppelin-optagelser med til de koncertoplevelser man som rockfan børn unde sig selv… Lige pt. kan man se og høre hele koncerten på Youtube. Følg linket ovenfor. God fornøjelse.

Tilbagespoling: Deep Purple in rock

Musikeren Kim Menzer fylder 75 år i dag. Og mærkedage fik mig til at grave Bunin Red Ivanhoes debutdobbeltalbum frem fra gemmerne og sætte den på afspilleren. Pladen udkom i 1969, og jeg kan huske, at den allerede dengang opnåede nærmest klassikerstatus i løbet af ganske kort tid. Med deres særlige legering af dansksproget (!) rock og avant-garde-jazz blev Burning Red Ivanhoe et af de førende danske repræsentanter for progrocken (= progressiv rock, som man sagde dengang, om rock, der ville eksperimentere og ikke kun spille op til dans og lir…).

M144 var ikke alene Burnins første og eneste dobbeltalbum, men vist nok det første danske dobbeltalbum i det hele taget. Og som sådan noget af en mundfuld for selv garvede rock- og jazzlyttere. Og det pladen sådan set stadigvæk. Det er en af den slags plader, der oser af tressertidsånd og inviterer lytteren til at lukke 2013 ude og pakke ørerne inde i et par store hovedtelefoner. Det er musik, der både bærer sin tid med værdighed – lige som Alrune Rods debutplade eller Povl Dissings og Beefeaters “Nøgne øjne” – og åbner sig mod nutiden som en påmindelse om, at rockmusik kan (og bør!) mere end rocke ved kroppen og behage popøret. M144 var en af de plader, der var med til at udvide min forståelse for, hvad musik egentlig er…

CD-udgaven fås hos www.karma.dk – og som del af Dansk Rock Historie 1965-1978 (den gule boks…)

Purple Hearts – Tingel Tangelmanden

I går var det nøjagtig 50 år siden et af poppens allerbedste livealbum blev indspillet. Nemlig Sam Cookes One Night Stand! Sam Cooke live at the Harlem Square Club. Den gospelskolede Cooke var på det tidspunkt allerede et hot navn i soulmusikken, men pladeselskabet mente, at det ville være godt, hvis han indspillede et livealbum. Og det skete så den varme januardag i 1963, hvor Cooke backet op af bl.a. saxofonisten King Curtis og guitaresset Cornel Dupree optrådte på den lille Harlem Square Club over for et lille fanpublikum. Resultatet blev en svedig, hæsblæsende, upoleret koncert, hvor Cooke giver nogle af sine mindeværdige sange – bl.a. “Twistin’ the Night Away“, “Bring It On Home to Me” og “Havin a party” – til bedste. Cooke synger som den halvgud, han allerede var, og som berettigede til øgenavnet Mr. Soul. Og pladen har alt, hvad man kan forvente af et stort livealbum. En reallyd, hvor det livlige publikums tilstedeværelse kan høres og mærkes. En kunstner, der giver sig selv 100%. Et oplagt og yderst kompetent backingband.

Til trods for, at pladeoptagelsen var en succes, valgte pladeselskabet RCA ikke at udgive pladen. Vist nok ud fra strategiske overvejelser, der gik på, at pladen – optaget for et overvejende sort publikum i en ‘sort’ musikklub – kunne skade Cookes gryende karriere som en af de første sorte kunstnere, der for alvor kunne skræve over racegrøften i USA. Om det spillede en rolle, at Sam Cooke selv var aktiv i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, skal jeg ikke kunne sige, men at det også kunne skade indtjeningen på guldkalven siger vel sig selv… Derfor blev pladen først udsendt i 1985.

Pladen er genudsendt på CD flere gange, senest i 2010. Og den er en af de allerbedste soulliveplader, der kan opdrives. Og den giver en fornem fornemmelse af, hvilken performer Sam Cooke må have været på en scene. Jeg ville gerne have været i klubben den aften…

Det var helt tilbage i 2008, jeg første gang omtalte de canadiske søstre Sara & Tegan. Og nu er der grund til at gøre det igen. For de to Quin-søstre har lavet en – synes jeg – charmerende version af Rolling Stones-sangen “Fool to cry”. Der er ikke meget Stones over deres udgave. Til gengæld er der noget tresser- girl-group over den. Charmerende som sagt. Sangen indgår i et soundtrack til den andetsteds på nettet meget omtalte tv-serie Girls, som vi endnu ikke har kunne se herhjemme med danske undertekster…. Men det kommer nok, måske.

PS. Rolling Stone har et interview med de to søstre – lige her.

En af gårsdagens kedelige nyheder var (tak Gertrud!), at den mere end ferme guitarist Wilco Johnson er blevet erklæret uhelbredelig syg af kræft i bugspytkirtlen og omkringliggende områder. Johnson har afvist at modtage kemoterapi og er – i følge – forlydender ved godt mod og agter at blive ved med at rocke, indtil låget klapper i.

Wilco blev kendt i en større offentlighed som vitalt led i Dr. Feelgood, der var med til at bringe pubrocken ud af pubberne til et meget større pubklikum. Men han gjorde også Solid Senders, The Wilco Johnson Band og Ian Drury & the Blockheads til noget særligt med sit markante spil.

Keep on rocking Wilco.

Tilbagespoling: Solid Senders

Elvis med Bobby Blue Bland m.fl. (oprindelse af fotoet ukendt)

The King har forladt bygningen, men ville være fyldt 78 år i går, hvis ikke… Det går/gik ikke stille af. Og blogkompis Torben fortæller noget af historien om dengang, Elvis ændrede musikken. Her nøjes vi med et par optagelser fra starten og slutningen af karrieren. I må selv fortolke og lægge i det, hvad I vil.

“Another thing that pisses me off, talking about who started punk rock music. Was it…the Sex Pistols in England? Was it… the Ramones and the Velvet Underground in New York? “It was the Ramones!”, “It was the Sex Pistols!” Who cares who started it?! It’s music. I don’t know who started it, and I don’t give a shit. The one thing I know is that we did it harder, we did it faster, and we definitely did it with more love, baby. You can’t take that away from us.”

Fra filmen SLC Punk

Citatet kommer ca. 1.55 i dette videoklip:

Med 13 uger på toppen af Billboards bestsellerliste med sangen “Tennessee Waltz” sikrede sangeringen Patti Page (Clara Ann Fowler) sig en varig plads i poppens store krønike. Det var i 1950. Oprindeligt var sangen blot tænkt som B-side til en julesang, “Boogie Woogie Santa Claus“. Men det var “Tennesse Waltz”, der sejrede og blev opgraderet til A-side på de efterfølgende oplag. Successen grundlagde Patti Pages karriere, og i årene, der fulgte blev sangen indspillet af mange andre kunstnere, bl.a. Alma Cogan, der tilførte countrysangen lidt rock’n roll-smag. Og det var i hendes version – fra 1964 – sangen kom ind i mit univers.

Patti Page fik andre hits dengang i de tidligere halvtredsere, “(How Much Is That) Doggie in the Window,” “I Went to Your Wedding” og “All My Love (Bolero).” Hendes første større hit var “With My Eyes Wide Open, I’m Dreaming,” fra 1950. Page, der døde forleden, 85 år gammel, var et godt eksempel på datidens sangerinder, der havde en god, lys stemme, der ikke var noget særligt, men passede vældig godt til tiden poptoner. Page har modtaget to Grammyer i sin lange karriere. I 1998 for jubilæumslivepladen “Live at the The Carnegie Hall: The 50th Anniversary Concert” og en for langt og tro gerning i poppens tjeneste. Hvil i fred.

Tilbagespoling