Ray Davies lagde forleden låg på debatten om gendannelsen af The Kinks med en bemærkning om, at det ville kræve “et mirakel”. Men det er måske også bedst, at Kinks forbliver fortid, så længe Ray Davies udgiver musik af høj kvalitet. Og når så broder Dave rotter sig sammen med sønnike Russ og laver et udspil, så er det lige før gendannelsesspekulationerne bliver overflødige. Bemærk de fine nostalgiske billeder i videoen.
Hver gang jeg tænker tilbage
på Hovedgaden 84 E
ka’ jeg tydelig se ting
jeg ved ikke findes der mer’
det’ jo den slags ting der sker
blinklysene de skifter
& hjemtrafikken går sin gang
alt liv forsvinder
ud af billedet den niende maj
hvor jeg utålmodig venter på dig
Elisabeth – Elisabeth
.
Hos Elvira er musikken en anden
for The American Way of Life
er nu droppet på stedet
hvor vi hang som på galleri
& udstillede os selv fra 7 til 9
den fasevendte Wurlitzer juke-box
gik for fulde hammer uafbrudt
men forsvandt så en dag
i selskab med en sortbørshaj
mens jeg utålmodigt ventede på dig
Elisabeth – Elisabeth
.
Alle mine sorgløse dage
er efterhånden kun en saga blot
men solen skinner stadig
ned på Hovedgaden dagen lang
uanfægtet nu som dengang
& altimens trommer & trompeter
er på nippet til at gøre mig skør
står jeg midt i et virvar
af mennesker på Jernbanevej
traditionen tro ventende på dig
Elisabeth – Elisabeth
Også på Jan Rørdams nye plade This! er det poppaletten, der bliver taget i brug.
Og der bliver brugt mange af palettens farver på de ialt ni numre, som pladen byder på. Fra den symfonisk farvede indledningssang “Heartful of art” over den lidt belærende protestsang “If ther suit fits, it might suit ya” over den blide, tilbagelænede, nærmest crooneragtige “A door in the mirror og videre til den rockende “We’ll never know”.
Rørdam svinger både den brede og den fine popmusikalske pensel, men fælles for alle sangene er en smagfuldhed, der vidner om stor erfaring, og en modenhed, som man kun kan finde, hvis man har været med i længere tid. Det er kort sagt en plade, der falder ind under kategorien “voksenpop” med en lille snes sange, der oser langt væk af erfaring og traditionskendskab, der kommer til udtryk i komplekse arrangementer, der kredser for en forkærlighed for akustisk enkelhed (en mand og hans guitar).
Hvis der er plads på din pladereol til endnu en skive “adult pop rock”, så reserver den til Jan Rørdams plade, der måske ikke dominere pophitlisteradioerne, men fortjener at blive en del af den voksne poplytters lydspor.
Jan Rørdam. This! Eget forlag. Udkom d. 17. marts
Uden for vinduet blomstrer påskeliljer og andre forårsbebudere. Og på pladetallerknen ligger det tyske band Milky Chance med den sæsonpræcise titel Blossom. Bag navnet Milky Chance gemmer sig barndomsvennerne Clemsn Rehbein og Philiip Dausch, der stammer fra byen Kassel og allerede har gjort sig bemærket rundt om i Europa med deres debutalbum Sadnecessary og en lille håndfuld singler, der er udsprunget af den udgivelse.
At duoen kommer fra et lille sted i det store Tyskland er dog ikke noget, der overhovedet præger musikken. Tværtimod vil det være mest retfærdigt og rigtigt at hævde, at Milky Chance er børn af globaliseringens og internationaliseringens æra. Deres musik kunne lige så vel være blevet til i Storbritannien, USA eller – for den sags skyld – i lille Danmark.
Det, der først slår en, når man lader CD’en snurre på anlægget, er, at Milky Chance har en umiskendelig tæft for pop. Titelsangen “Blossom”, der klogeligt får lov til at indlede pladen, er sådan en forførende popsang, der “sælger” pladen, inden man har lyttet til mere af pladen. En sang, der går direkte ind i øret og videre ind i blodet, hvor den så pulserer rundt med sin melodi, sit B-stykke. Og sangen hjælpes godt på vej af en ligefrem sang og et musikalsk arrangement, der med let hånd blander et elementært, akustisk udtryk med noget moderne elektro-lyd. Præcis hvem, der trakterer hvad og hvilket elektronisk grej, der er på spil, fremgår desværre ikke at mit eksemplar. Men det er sådan set også ligegyldigt, fordi det er helhedsindtrykket, der tæller.
Og “Blossom” er heldigvis kun porten eller døren til de to tyske venners melodiske og besnærende univers. De slipper ikke lytteren med deres første hitlisteaspirerende sang, men lader den ene perle følge den næste. Og Milky Chance forstår at lade poppen tale til såvel øret som fødderne. Det er musik, der både lader lytteren nynne med og bevæger ham/hende ud på dansegulvet.
Glem dine fordomme om tysk musik, glem European Song Contest og denne begivenheds popløshed, glem alt om xfactor-overfladiskhed og giv Milky Chance en chance på din afspiller. Så har poppen fået chance hos dig.
Milky Chance. Blossom. Universal. Udkom d. 17. marts
Den 28-årige Samantha Fish synger blues, som blev hun betalt for det. Og det gør hun jo nok også. Og hendes rene ungpigestemme står næsten i en ejendommelig kontrast til den smertetyngede, melankolske blues, hun excellerer i. Men det er kun et ekstra plus for the blues – og for Samantha Fish. Hold øre med hende.
Et lidt forsinket til lykke til svensk rocks vel nok største sanger, Joakim Thåström, der i går rundede de 60 år. Det er ingen alder på en ged, som min mor ville sige. Og Thåström fortsætter med sikkerhed ufortrødent de kommende år som endnu en understregning af, at rocken ikke længere er forbeholdt ungdommen. Her er han sammen med en endnu ældre musiker… Mikael Wiehe…
“…that Mick is the greatest R&B singer this side of the Atlantic and I don’t mean maybe. I play guitar (electric) Chuck Style we got us af bass player and drummer and rhythm-guitar and we practice 2 or 3 nights a week. SWINGIN’. […] I just can’t lay off Chcuk Berry though, I recently got an LP of his straight from Chess Records Chicago cost me less than an English record.[… ] “I looked at my watch / It was four-o-five/ Man I didn’t know/ If I was dead or alive”/ Quote Chuck Berry/ Reeling and a Rocking”
[Keith Richard til Pat, april 1962 – cit. fra Life]
“I want to thank him for all the inspirational music he gave to us. He lit up our teenage years, and blew life into our dreams of being musicians and performers. His lyrics shone above others and threw a strange light on the American dream. Chuck, you were amazing, and your music is engraved inside us forever.”
I Beatles’ diskografi finder vi først Chuck Berry på bandets andet album – With the Beatles eller The Beatles Second Album (hhv. den britiske og den amerikanske udgave) – hvor “Roll over Beethoven” indleder side 2 med George Harrison i front som sanger og guitarist. Sangen blev indspillet i juli 1963 og udsendt på single forskellige steder i 1963, 1964 og 1965. Min udgave på Odeon er fra 1965 – med “Please Mr. Postman” som B-side. Siden er nummeret dukket op i en live-udgave på Beatles Live at the BBC.
Â
Sidste nummer i Beatles 1963-optræden på svensk radio…
I et lille undergrundstidsskrift – Jet Lag – gav Chuck Berry sin mening til kende om nogle af de navne, der var inspireret af ham.
Kilde: Openculture.com
I går rundede Iggy Pops første regulære soloalbum The Idiot de fyrre år. Sammen med opfølgeren Lust for Life udgør debuten noget af det bedste, der kom ud på plade i 1977. To plader, der stadigvæk holder.Â
Â
90 år fik Chuck Berrry, hvis borgerlige navn var Charles Edward Anderson Berry. Og i de fleste af dem tjente han den rock’n roll, han med rette er blevet gjort til ‘opfinder’ af. Og hans betydning for eftertidens musikere er beskrevet i den ene tykke bog efter den anden. Uden Berry ville vi have svært ved at stave til og udtale ordene “rock’n roll”. Eller son John Lennon udtrykte det i en kendt formulering: “If you tried to give rock ‘n’ roll another name, you might call it ‘Chuck Berry.’â€
Nu vil jeg lægge hans første LP på pladespilleren, hvor den meget passende afløser en opsamling af Robert Johnson. Rejsen er slut for Chuck, der har “no particular place to go”. Også en rammende titel på en sang på denne mærkedag.
Riding along in my automobile
My baby beside me at the wheel
I stole a kiss at the turn of a mile
My curiosity runnin’ wild
Crusin’ and playin’ the radio
With no particular place to goRiding along in my automobile
I was anxious to tell her the way I feel
So I told her softly and sincere
And she leaned and whispered in my ear
Cuddlin’ more and drivin’ slow
With no particular place to goNo particular place to go
So we parked way out on the Kokomo
The night was young and the moon was gold
So we both decided to take a stroll
Can you image the way I felt
I couldn’t unfasten her safety beltRidin’ along in my calaboose
Still trying to get her belt a-loose
All the way home I held a grudge
For the safety belt that wouldn’t budge
Crusin’ and playin’ the radio
With no particular place to gohttps://youtu.be/dYTqzcc-WNk
En webskribent kalder Angel Olsens coverversion af Connie Francis’ klassiker “Who’s sorry now?” for “sublim”. Hm. Man kan passe på med sine adjektiver og superlativer. Mindre kan også gøre det…
Også ex-Yazoo-sangerinden Alison Moyet med den bluesfarvede kontraalt er pladeklar med Other. Sådan en stemme, man let kan komme til at mangle i lydbilledet af poppede xfactorstemmer.
Seks år er gået, siden vi sidst hørte noget til Feist – Leslie Feist. Men nu er hun tilbage med albummet Pleasure, der skulle være ude i næste måned. Og en appetitvækker er sendt i forvejen og lover godt.
