Indlæg tagget med Musik

Never mind the bollocks: Johnny Rotten falder til patten…

28. marts 2017

En fordom siger, at man som ung er rebelsk og venstreorienteret, men nÃ¥r man har fÃ¥et fast arbejde, ejerbolig og familie, sÃ¥ falder man til patten. HÃ¥ret klippes, sikkerhedsnÃ¥lene fjernes fra kinderne, tatoveringerne bliver mÃ¥ske ogsÃ¥ fjernet – og man stemmer til højre i det borgerlige politiske spektrum. Og fordommen bekræftes af John Lydon, bedre kendt som frontmand Johnny Rotten i Sex Pistols og indbegrebet af punkrebellionen i halvfjerdserne. I dag støtter han bÃ¥de Donald Trump og Nigel Farage. Hvad skal man sige til det andet end: Never mind the bollocks.

En tabt indspilning med C. V. Jørgensen og Billy Cross – er blevet gravet frem….

27. marts 2017

Overcoats Рp̴ det lille kontor

27. marts 2017

Jeg har før reklameret lidt for pigerne i Overcoats under overskriften “lækker pop”. Og den overskrift holder stadigvæk her, hvor de stÃ¥r ved NPRs lille skrivebord.

Bassens Jimi Hendrix?

27. marts 2017

PÃ¥ gaderne i kan man opleve Ojay – Stephen Oliver Jones – spille elektrisk bas. Og hans ekvilibrisme har givet ham tilnavnet ‘bassens Jimi Hendrix’. I hvert fald er det svært at forestille sig, at Ojay ville spille sÃ¥dan, hvis ikke Hendrix havde banet vejen med sin nyfortolkning af den elektriske guitar. Ellers mÃ¥ lytteren selv bedømme, om betegnelsen har nogen berettigelse. Men i hvert fald mÃ¥ man sige, at Ojay har givet ny mening til fænomenet gademusikant – eller busking, som de kalder det derovre i Storbritannien.

(Kilde: openculture)

En skeløjet halvsvensker – Wili Jønsson – fylder 75

27. marts 2017

Det var gavflaben i dansk popmusik, Kim Larsen, der med kærligt bid benævnte bassisten Wili Jønsson ‘den skeløjede halvsvensker’. En anden kulturpersonlighed, nemlig tegneren og forfatteren Peder Bundgaard kaldte Wili ‘den sande gentleman i dansk rock and roll’, fordi han fortod at gyde olie pÃ¥ de oprørte vande, nÃ¥r Gasolin var under et tag.

Og Gasolin ville uden tvivl have haft det betydeligt sværere, hvis ikke Franz Beckerees skolekammerat fra Gerbrandskolen, Wili, var kommet med som bassist, sanger, tangentspiller m.m. OgsÃ¥ som musiker var han garant for, at det hele ikke eksploderede mellem hænderne pÃ¥ de andre. Af natur er Wili en beskeden mand, der ikke gør meget væsen ud af, at han engang var bassist i det i Danmark verdensberømte band Gasolin. Men i 2008 fik han Ken Gudman-prisen – og det fortæller alt om hans værd som musiker.

Compact Disc

26. marts 2017

I listen on CDs mostly. (Bob Dylan)

Gensyn: Song for Marion

26. marts 2017

DR tog sig sammen og genudsendte den britiske film Song for Marion forleden. Jeg har set den før, men faldt alligevel hen i filmen, da den begyndte. For det er sådan en helt igennem sympatisk, gennemhumanistisk britisk film, som kun briterne kan skrue sammen.

Handlingen er enkel. Arthur og Marion er et ældre ægtepar. Marion (Vanessa Redgrave) er terminal kræftsyg og Arthur (Terence Stamp) er den lidt følelseshæmmede ægtemand, der ikke kan forstÃ¥, at Marion har glæde ved at mødes med andre pensionister og synge i kor. Men med den unge korleder Elizabeths (Gemma Arterton) mellemkomst fÃ¥r Marion mulighed for at udfolde sine sangtilbøjeligheder i sin sidste tid – og Arthur ender med at finde sin egen stemme i koret. Og handlingen er lige sÃ¥ banal og happy-ending-fastlagt, som her beskrevet.

Og det er da heller ikke handlingen i sig selv, der er interessant. Men som altid det kammerspil, som de britiske skuespillere lægger for en dag. Og sÃ¥ er filmen en stor hyldest til sangen – der bliver en stor metafor for livet.

Nostalgi og humor: Når jeg står ved en bar

26. marts 2017

Kjeld Pedersen var ikke den eneste, der kunne bruge humoren i forhold til amerikansk populærmusik. Allerede i 1952 var sangeren Harry Ingerslev Felbert ude med “NÃ¥r jeg stÃ¥r ved en bar”, der siden blev fast indslag pÃ¥ Giro 413 og ad den vej fandt en plads i min indre musiksamling.

En fotograf er død: Don Hunstein – 88

26. marts 2017

Don Hunstein var ansat pÃ¥ Columbia Records som fotograf. Og han vil gÃ¥ over i rockhistorien som den fotograf, der fangede Bob Dylan og Suze Rotolo arm i arm pÃ¥ West Village Street i 1963 og forevigede kæresteparret pÃ¥ coveret til Dylans Freeweelin album. Han skød ogsÃ¥ Dylanfotoet pÃ¥ coveret til Dylans debut – og mange Ã¥r senere leverede han coverfotoet til Dylans bog Krøniker. Mange andre – Miles Davis, Thelonius Monk, Blood, Sweat & Tears, Barbara Streisand, Janis Joplin, Tony Bennett og Aretha Franklin – nød godt at hans fotografiske kunnen.

35: Navnet på dette band er Snakkehovederne

25. marts 2017

Et af de mere vellykkede  live-album fra firserne rundede de 35 Ã¥r i gÃ¥r. The Name of This Band is Talking Heads er sammen med opfølgeren Stop Making Sense fra 1984 noget af det bedste livemateriale fra det Ã¥rti. Ja, faktisk i det hele taget. Anmelder-enfant terrible  Robert Christgau var ikke i tvivl da han i sin forbrugeranbefaling mente de aspirerede til at blive ‘verdens bedste rock and roll band’:

Live albums by essentially nonimprovisatory artists who do definitive work in the studio are always slightly extraneous, but the choice songs and prime performances compiled on this twofer (one disc 1977-79, the other 1980-81) may turn out to be definitive themselves. David Byrne seems more outgoing and somehow normal in this context, yet also more eccentric–his collection of animal cries is recommended to Van Morrison. Five years and not a misstep–think maybe they’re gunning for world’s greatest rock and roll band? A-