Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Burning Velvet – Night light // Slow Grass

6. marts 2017

Som man kan se på fotoet ovenfor, så kaster jeg mig her over en vinylplade. Oven i købet en dobbelt-LP i vinyl. Og det er jo ikke hver dag, man sidder med sådan en herlighed i favnen. Men Burning Velvet har valgt at udsende debutalbummet på vinyl. Bag projektnavnet Burning Velvet gemmer sig Nicolai Wøldike Schmidt. Og der er mere end almindelig mening med galskaben bag sådan en old school-vinyludgivelse. For Burning Velvet sværger også – i hvert fald her på pladen – til en musikform og en æstetik, der kan betegnes som old school. Stilen er en folk-orienteret udgave af den allestedsnærværende americana. Og instrumentering, arrangement og indspilning er lige så basal som stilen. Sangene på pladen er indspillet på såkaldt “vintage” gear i et “take” i studiet som en slags live-i-studiet-indspilning. Kun en lille håndfuld sange er indspillet uden for Burning Velvets hjemmestudie – uden at det dog gør den store forskel.

Og holdningen til musikform og æstetik præger selvfølgelig pladen i allerhøjeste grad. Udtrykket er meget nøgent og autentisk. Man fornemmer klart, at man er tilstede i et hjemmestudie, hvor rummets naturlige resonans er en del af lydbilledet. Der er noget næsten spartansk og primitivt (i ordet positive betydning) over sangene på pladen. Og pladen indskriver sig en særlig subgenre-tradition, hvor kunstnerne sværger til enkelheden, de analoge instrumenter (og optagefaciliteter) og søger et ærligt udtryk. Det er en sub-genre, jeg selv holder meget af – og denne plade indgår nu naturligt i min egen lille samling af plader fra denne sub-genre. Lo-fi, low budget, no bullshit musik med dybe rødder.

Nicolai fremfører sine sange, der både er melodiske og let melankolske, med forkærlighed for den akustiske guitar, garneret med anden analog lyd, fx en mundharmonika. Og teksterne er eftertænksomme og alvorlige, akkurat som man kunne forvente af en plade som denne.

Pladens titel antyder, at den er blevet til, når dagen er omme. Og pladen passer da også særdeles godt til at bliver sat på pladetallerknen, når dagens puls er faldet til ro og der er tid til fordybelse og eftertænksomhed. Hermed varmt anbefalet af en fan.

Burning Velvet. Night Light // Slow Grass. Produceret af Nicolai Wøldike Schmith. Celebration Records. Vinyl. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: John Schmidt – By night

6. marts 2017

Jeg skulle ikke lytte ret længe til John Schmidts nye album By night, før jeg tænkte: ‘det her er jo helt klassisk’.

Ikke klassisk i betydningen ‘klassisk musik’, men i den forstand, at Schmidts iscenesættelse og tilgang til musikken  har været med os i årtier. Helt ud i det nærmest arketypiske coverfoto af manden selv med sit instrument, guitaren, og ind i temtikken og tekstuniverset, der kredser om Kærligheden i alle dens afskygninger og chatteringer, og videre til sangene – seksten styk i alt – der bevæger sig inden for et genkendeligt, velkendt og velkomment musikalsk felt, der går under mange forskellige betegnelser. Lige fra softrock over poprock til AOR.

Altså musik, der er båret af en umiskendelig melodisk tæft med appel til store radiolyttersegmenter, arrangementer, der sætter sangskriveren i centrum i bedste moderne singer-songwriter-tradition og videre til en musikalsk opbakning fra en hold særdeles kompetente musikere og sangere, der diskret (men dog tydeligt hørbart) forløser såvel de mere rockende sange som de oplagte ballader.

Og Schmidt synger med en stemme, der ubesværet bruger hele sit register med indlevelse og – ja – kærlighed til at forløse sangenes potentiale. Og jeg synes, projektet lykkes. Schmidt og Co. har leveret en plade, der netop er “klassisk” i ovennævnte forstand og som fortjener at trænge igennem xfactor-overfladiskheden og fænge hos mange danske lyttere. Hermed anbefalet.

John Schmidt. By night. Eget forlag. Er lige udkommet.

Lyt til John Schmidt på hans Youtube-kanal

Capac anbefaler: Trouble Cats – Live in Aarhus 2017

6. februar 2017

I oktober sidste år omtalte og anbefalede jeg Martin Bloms fine refugieplade Sange fra ødekirken. Og nu er Martin så tilbage, men denne gang som integralt element i det aarhusianske roots-blues-rock-band Trouble Cats, der markerer bandets tre årtier på danske scener med udgivelsen af en vaskeægte liveplade, Live in Aarhus 2017.

Og pladen, der er indspillet i det kendte aarhusianske værtshus og spillested Fatter Eskild, består af 11 sange, der er skrevet af Blom og de andre musikere i bandet (Henrik Thorsen, trommer og kor), Henrik Hansen (mundharpe, vokal) og Morten Brauner (bas og kor). Og så er der et enkelt Willie Dixon-nummer, “I just wanna make love to you”.

Og pladen er en vaskeægte liveplade af den slags, der sætter musikken i centrum og barberer koncertsituationen med publikums’lyde’ ned til det minimale – uden at stemningen og fornemmelsen af livesituation er faldet bort. Og det betyder helt enkelt at musikken kommer 100% til sin ret uden at lyde pladestudieproduceret. Og lytteren får hele 11 sange, der alle står i dyb gæld til ikke mindst den uopslidelige blues, men også dens ekkoer i amerakansk rootsmusik. Her er reminiscenser af såvel klassiske bluesikoner som fx bands som Little Feat (i mine ører i hvert fald). Og kvartetten fremfører sangene med en kompetence, der afspejler mange års samspil og erfaring fra spillesteder rundt omkring. Og de finder fint balancen mellem en lyd, der lugter langt væk af studie, og den rå, beskidte livelyd, nogle dyrker. Så pladen fungere fint som såvel præsentation af det fine aarhusband som dokument over en optræden på Fatter Eskild.

Pladen henvender sig til enhver med kærlighed til rootsrock og blues – og er ikke kun for aarhusianere, resten af landet kan sagtens og bør også være med her. Hermed anbefalet.

Trouble Cats. Live in Aarhus 2017. Produceret af Kaspar Vorbeck og bandet. LongLife Records. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Spejlvendt – De uendelige skridt

6. februar 2017

Med det lille album (eller er det den store EP?!) De uendelige skridt debuterer duoen Spejlvendt – Anders Termansen  og Fredrik Hjulmand. Og fra de første akkorder på pladen blev jeg sendt i retning af den engang så elskede/forhadte “gymnasierock”, der med navne som Rugsted & Kreutfeldt, Dodo & the Dodos, Tøsedrengene osv. var leveringsdygtig i letsindig poprock med streg under pop.

På tilsvarende måde hviler duoen Spejlvendt solidt på popbenet i poprocken. De alt for skarpe rockkanter er slebet godt og grundigt ned til fordel for en POProck, det med lette, sprøde trommer, luftige guitarer og svævende electronicalydflader bærer Fredrik Hjulmands lyse mandsvokal frem og danner en nærmest dunlet, melodisk basis for de dansksprogede tekster.

Desværre er teksterne ikke trykt på mit anmeldereksemplar, så jeg kan ikke gå i dybden med dem, men de handler om og portrætterer forskellige mennesker, fx en hjemløs mand og en narkoleptisk dreng.

Men De uendelige skridt er et velment og velkommet POProckalbum, der et eller andet sted trækker på det bedste i ikke alene den danske POProcktradition fra firserne og frem, men også den britiske britpop i dens mest lyriske hjørne. Minialbummet burde kunne nå ud til mange af popradiostationernes lyttere. Hermed anbefalet.

Spejlvendt. De uendelige skridt. Produceret af: Anders Termansen. Idiot Disc Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Leif Sylvester – Family & Friends – Ama’r

6. februar 2017

Efter en årrække helliget billedkunsten vender Leif Sylvester nu tilbage til musikken med den oplagte plade Ama’r. Sidst vi hørte noget til Sylvester på plade var vist, da han sammen med Erik Clausen lavede musik i halvfjerdserne, fx albummet I storbyens favn fra 1978. Det er den med lande- og Giro413-plagen “Mormors kolonihavehus”.

Og noget har ikke ændret sig siden dengang, da Clausen & Petersen huserede som gøglere, musikere og samfundskritiske røster. For Sylvester har også på Ama’r blik på (stor)bylivet. For Sylvester løber ikke fra sin baggrund eller den tid, han er rundet af. Det afsløres med al ønskelig tydelighed i titelsangen, der også får lov til at indlede pladen. En sang om Amager, den bydel, hvor sangskriverens liv fik sin begyndelse: “Født i neon af en afbleget dulle/ De første kærtegn i en kældergang/ En ungdom hvor kuglerne sku’ rulle/ Og bagved det hele var det Elvis der sang/ Hå-hå-hå/ Ooooohh ja Ama’r”. Til lyden af Elvis’ halvtredser-rock’nroll udfolder arbejderklassebarndommen, hvor man bliver uddannet som baggårdsbølle med drømme, der kunne pege ud over den opvækst, man fik. Og Sylvester fortæller sin lille historie om Amager-barn-og-ungdommen med en sanselig realisme, der er de gamle socialrealistiske forfattere og digtere værdig.

Og Elvis er ikke kun lydtæppet i barndommens land. Rock og rul er også den musikform, der leverer næringen til Sylvesters nye plade. Selvfølgelig i en ny aftapning, og suppleret med stilistiske indslag fra andre genrer. Fx i sang nr. 2 “Kyys”, der rocker, men også trækker veksler på New Orleans-jazz med fede blæsere hen over.

Leif Sylvester er solidarisk med sin baggrund og sit hjemland. I en sådan grad, at han i “Kyys” må erklære sig kærlighed til ikke alene dem, der besøger hans gamle fødeø, men til  hele verden. I det hele taget omfavner Leif Sylvester livet med stor kærlighed, både det levede liv og det, der er nu.

Og kærligheden og appetitten på det modsatte køn brænder som en stolt ild gennem sangene – også der, hvor den bliver kølet lidt ned: “Jeg stak hovedet gennem hækken og gjorde store øjne/ Da jeg så naboens døtre stå der splitternøgne/ De stof i hver sin vaskebalje/ Så jeg ku’ se enhver detalje/ Og Inge og Else. Ja det hed de piger/ De var frække som fanden/ Så jeg troede de var friske på lidt lir/ Men de kyssede sgu bare hinanden./ Åh Smerte…bankende hjerte“. Som det hedder i sangen “Bankende hjerte” om den spirende, ungdommelige lyst til hunkønnet.

Jo, Leif Sylvester har meget på spil og meget på hjerte. Han besynger sit univers med et stor hjerte. Og mellem linjerne kigger den gamle samfundsrevser også frem, som fx i den lange sang om “Ørestaden”, der på nærmest spoken-word-vis fortæller om barndommens gamle frirum i Ørestanden og på Amager Fælled. Her sluttes af med de knubbede ord: “Vandhullerne de er nu flotte kanaler/ På første sal et førerløst tog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog“. Jo, det man undertiden kalder “udviklingen” forandrer barndommens land og transformerer hjemstavnen til noget ukendeligt. Og det mærker man ikke passer sangskriveren, uden at det skal forstås som blot og bar en krænkelse af en gammel nostalgiker. Der er snarere tale om en samfundsbevidst bekymring og en sorg over tabet af noget uerstatteligt.

Med sit gode hold af musikere – hentet blandt familie og venner – har Leif Sylvester skabt et album, der både knytter en tydelig rød tråd tilbage til halvfjerdsernes socialrealistiske og lyriske rocktekster, men samtidig har begge ben solidt plantet i nutiden i kraft af en nutidig produktion, der fremstår med en næsten analog nøgternhed, og et musikalsk udtryk, der – helt i pagt med tidsånden her og nu – blander rock’n roll med alskens andre stilarter, fra jazz til blues. Hermed anbefalet.

Leif Sylvester. Family & Friends. Ama’r. Produceret af: Leif Sylvester. Target Records. Er lige udkommet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 2 af 2.18812345678910...Sidste »