Indlæg tagget med Musik

En aften med – Skousen & Ingemann på Voxhall

12. april 2014

Levede det så op til dine forventninger?, spurgte min ledsagerske, da vi forlod Voxhall fredag aften efter koncerten med Skousen & Ingemann. Og jeg svarede tøvende noget i retning af: Jah… hvis jeg ellers havde haft nogle forventninger. For, hvis sandhedens skal frem, så havde jeg ikke rigtig haft nogle forventninger ud over den, at det jo kunne være sjovt at se, om konstellationen Skousen & Ingemann ville holde godt og vel fire årtier efter de begyndte den rejse, der altså fortsætter en stund endnu.

Det korte af den lange er, at retroprojektet holdt – og mere end det. Det blev en på alle måder vellykket koncert. Med Peter Ingemann på bas og i rollen som rejseguide, sprechstallmeister og entertainer blev publikum, som på denne aften have en majoritet af seniorer, taget med på en kort dannelsesrejse i makkerparret Niels Skousens og Peter Ingemanns musikalske bevægelse fra de vist nok muntre tressere og frem til i dag. Solidt bakket op af guitaristen Peer Frost (kendt fra Les Rivals og ikke mindst Young Flowers) og den Berklee College of Music-uddannede trommeslager Hans Fagt, kom vi vidt omkring i det musikalske katalog om makkerparret. Fra Niels Skousens solokatalog (Jeg vender mig i sengen, Palads af glas og Dobbeltsyn) over Musikpatruljen og Young Flowers og til selve Skousen & Ingemann og Herfra hvor vi står. Og det blev en koncert, der gjorde den fordomsfulde betegnelse “retro” til skamme. I stedet demonstrerede ensemblet, at hvis musikken og sangenes tekster er hold- og slidbare – og det er de i tilfældet Skousen – så betyder fire årtier ikke så meget for det musikalske udbytte, man får i sidste ende. Selv om der var tale om et genoptryk af gamle, elskede sange fra dengang, så var der et nærvær og en intensitet i afleveringen, der fik en – mig – til at tænke, at 30-40 år alligevel ikke er så lang tid, set fra et kunstnerisk perspektiv. Sangene fremstod helt friske.

Både Niels Skousen og Peter Ingemann bestred deres roller med tilbagelænet autoritet og samtidig – måske paradoksalt – med et nærvær og et engagement, der ville kunne gøre mangen en ung musiker misundelig. Og de fik god støtte af den yngre Hans Fagt på trommerne, der tydeligvis nød rollen som rytmisk motor, og Peer Frost, der med sit økonomiske leadguitarspil sørgede for, at den røde tråd bagud – ikke mindst til Young Flowers – stod helt klar og ildrød. Og selv om Skousen & Ingemann stjal overskriften på plakaten, så var sandheden nok, at der mest af alt var tale om en bandpræstation. Således var der plads til flere af Frosts fine, afmålte soloer undervejs.

Og når så et stor del af salen – og med stor velvilje hos juniorsegmentet i salen – begynder at lave sange som “Isabell” og “Herfra hvor vi står” til fællessang (til Skousens og Ingemanns åbenbare begejstring), så ved man, at musikken er kommet ud over scenekanten – og mere til. Hvem skulle have troet, at sangene fra “Herfra hvor vi står” er gået hen og blevet en del af den aktive danske sangskat? Nej, vel?! Men det var både rørende og oplivende at erfare, at de gode sange ikke alene lever videre i dem, der var med dengang, men også har fundet vej til yngre generationers musikalske hjerter.

Jo, Skousen & Ingemann tog alle stikkene hjem og kunne roligt gå ud på byens små listige steder (som Ingemann foreslog) og sende publikum videre. Og jeg kunne kun gå ud i natten med et stille ønske om, at d’herrer Niels Skousen og Peter Ingemann måske ville finde vejen til studiet og indspille en aktuel opfølger til Herfra hvor vi står eller – måske bedre – få lavet en liveoptagelse af deres nye koncertaktiviteter.

 

 

Da de barbrystede Ladybirds indtog Norge i 1968

6. april 2014

Tresserne var som bekendt frigørelsens årti. Og det afspejlede sig også i datidens populærmusik, hvor det fx blev almindeligt med go-go-piger, der dansede og viste deres ynder frem. Og så ver der The Ladybirds, et rent pigeorkester, der markedsførte sig selv ved at optræde topløst. Hvor godt pigerne spillede, ved jeg ikke. Der findes vist ikke indspilninger med gruppen. Men Michelle, Sussi, Jeanette og Bonni har alligevel sat sig nogle spor i erindringen. På en udenlandsk blogside har en interesseret blogger publiceret nogle fotos fra Ladybirds’ besøg i Nroge i 1968, hvor bandet spillede i Stjernesalen i Bergen. Af omtalen fremgår det, at pigerne i deres koncert fremførte numre af The Hollies og The Supremes. Det kunne være sjovt at høre, hvordan det har lydt. Det fremgår også, at det senere samme år optrådte sammen med The New Yardbirds – der blev til Led Zeppelin – ved Fjordvilla Rock Paramount i Roskilde (den senere Roskilde Festival). Følg dette link og se de gamle fotos af de bare piger i Norge. Et lille stykke kulturhistorie er gravet frem.

Lonnie Keita, der er tidligere Ladybird, har venligst henvist mig til denne side, hvor man kan lytte til en optagelse med netop Ladybirds.

Capac anbefaler: Public Service Broadcasting – Inform Educate Entertain

6. april 2014

Når det London-baserede projekt Public Service Broadcasting i morgen udsendes i Danmark, så sker det med en lang, lang række rosende ord i halen. Projektet – der ledes af J. Willgoose, Esq. og med assistance fra trommeslager Wrigglesworth – er blevet overhældt med kritikerroser i lange baner. Men det skal selvfølgelig ikke forstyrre min oplevelse af musikken på pladen.

Musikkens idégrundlag – for et sådant er der – er, at Willgoose og Co. bruger gamle filmoptagelsers lydside. Stemmer fra gamle optagelse – især hentet i GPO Film Unit – danner grundlag for musikalske kreationer. Ideen kan ikke siges at være helt ny. Brian Eno og David Byrne gjorde noget i den retning, da de lavede det klassiske album Life in the bush of ghosts, hvor musikken blev udfordret af alskens lydoptagelser og resulterede i en fascinerende nutidig musikform. Faktisk kan man hævde, at Public Service Broadcasting med deres plade (og DVD) genopliver et koncept, der havde kronede dage i firserne med Big Audio Dynamite, Paul Hardcastle m.fl. Ja, man kan måske endda gå et skridt videre og hævde, at Public Service Broadcasting i virkeligheden leverer et inciterende genopkog af den klassiske electronicas – fx Kraftwerks – forkærlighed for iscenesættelse af en specifik kulturel tematik.

Der er tale om, hvad den franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard kaldte en genanvendelse af tegn – en recyclage – hvor gamle lydstumper og -citater bruges på linje med musikinstrumenterne. Og Public Service Broadcasting opnår en nærmest fremmedgørende effekt ved at citere så gamle filmoptagelse, at man må gå ud fra, at ingen blandt publikum vil kunne huske ret meget af det. Fx filmoptagelser fra 1930′erne… Men det er mere end en gimmick, for pointen er netop, at filmlydklippene lydefrit fungerer som integrale musikalske elementer.

Når pladen bærer titlen Inform Educate Entertain, så er der ikke så lidt ironi i den. For de valgte lydspor består stort set af gamle propagandafilmoptagelser, og der er ikke meget informativt endsige opdragende i det i forhold til nutiden. Til gengæld er der masser af underholdning i konstruktionen i kraft af musikken.

Hvor alvorligt man skal tage de citerede tekster, vil jeg overlade til lytterne at afgøre. Men jeg tænker, at der er en gennemgående ironisk distance mellem den fascinerende og inciterende musik og de bedaget-alvorlige propagandaudsagn. Men det vigtige er, at de gamle film leverer en række inspirerende tegn, der giver et afsæt for musikken, der er electronica med klare referencer til såvel de klassiske electronicanavne som efterkommerne. Electronica, der både er dansant, poppet, syret og forførende – og som blandes op med lyden af banjo, guitar, trommer andre analoge instrumenter.

Resultatet er blevet en kuriøs, meget indtagende og fascinerende, electro-popplade, der understreger, at electronicaen har gyldne år her i vor kriseramte konjunktur. Public Service Broadcasting glider naturligt ind blandt andre store navne som Pet Shop Boys, OMD og Daft Punk og appellerer til ethvert popøre. Det skal blive spændede at se, hvor projektet vil bevæge sig hen  efter dette koncept. Hermed anbefalet.

Public Service Broadcasting. Inform Educate Entertain. Producert af J. Willgooose Esq. Test Card Recording. Udkommer i morgen.

 

Capac præsenterer: Dum Dum Girls

6. april 2014

Dum Dum Girls var oprindeligt Kristin Welchez’ eller Dee Dee Pennys eget projekt. Som soloprojekt udsendte Dum Dum Girls først en ep og siden debutalbummet I Will Be i 2010. På pladen fik Krisin/Dee Dee hjælp af venner fra Yeah Yeah Yeahs og Crocodiles. Herefter blev et regulært band dannet med henblik på turnevirksomhed. Endnu en ep så dagens lys og i september 2011 kom den svære tooer Only in Dreams, og den er blevet fulgt op af Too True i januar i år. Dum Dum Girls består nu af Dee Dee, Jules (guitar og sang), Sandy (trommer og sang) og Malia (bas). Musikalsk befinder Dum Dum Girls sig et sted mellem Velvet Underground og regulær solskinspop. Lyt til bandet i en liveoptagelse hos The Current – her.

 

 

En hård dags nat – da Beatles revolutionerede teenagefilmen

5. april 2014

I år er det også 50 år siden, Beatles offentliggjorde deres første film - A Hard Days Night. Og i The Independent fortæller Andrew Robert om den forskel Beatles-filmen gjorde, da den satte en ny dagsorden for teenagefilm. Indtil Beatlesfilmen havde teenagefilmene været præget af et meget konservativt billede af teenagerne, hvor der altid var voksne autoriteter i nærheden til at holde de unge i ørerne. Filmene – fx Cliff Richards – var ofte fiktioner over fandyrkningen af idolerne med skrigende piger osv. Men alt blev holdt inden for anstændigheden rammer. Det skulle de voksne nok sørge for.

Beatles-filmen skilte sig ud ved at være en absurd fortælling om drengenes egne oplevelser med beatlemaniske fans. Filmen viser et England fra gamle dage med gamle jerbanestationer og pubs, men er – takket være Richard Lester – en modernistisk film med håndholdt kamera, hurtig klipperytme og masser af absurd humor. Selv i dag virker den som en saltvandsindsprøjtning.

Tilbagespoling

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 2 af 66312345678910...Sidste »