Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Cancer – Totem

30. januar 2017

Med albummet Totem inviterer duoen Cancer – Kristian Finne Kristensen (kendt fra Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (Saints Go Machine) – på endnu en tur i samtidens melankolske poplandskab med sange om hjerte-smerte, tab og fortabelse.

Men det popmusikalske landskab, som Cancer udfolder på pladens næsten en time lange løbetid, er ikke centralt placeret i poppens landskab, men nærmere i grænseområdet mellem mainstreampop og eksperimenterende og provokerende electronica. På de ialt 11 sange formår sangskriverparret at balancere mellem den simple, forførende og fængende pop og den electronica, der er et kors for tanken.

Det første, der slår en, er brugen af stemmerne, hvis leje befinder sig et affekteret sted i nærheden af falsetsang, uden helt at være det. Tankerne ledes let hen på en kunstner som Antony (Anohni). Og de melankolske stemmer er indlejret i et lydunivers, hvor de analoge og digitale rytmer (trommelyde) er reduceret meget uden at pulsen forsvinder. Og omkring de lette rytmer svæver luftige guitarer og væves ind i et lydbillede af synthezisers og analoge tangenter.

Totem opleves i høj grad som et sammenhængende conceptalbum, og nok mest i kraft af lyduniverset, der bygges op gennem de mange numre. Og derfor giver det heller ikke hel mening for mig at fremhæve enkelte numre på pladen. Den indbyder – ved flere gennemlytninger – til at blive indtaget som en stor helhed. Og på den led er pladen måske (?) lidt ude af pagt med tidens generelle fragmentering i musikken. Måske…

Totem er så moderne pop, som man næsten kan forestille sig. Pop, der er nedsunket i et melankolsk syrebad af electronica, der sørger for at poppen ikke bliver for let tilgængelig.

Cancer. Totem. Produceret af: Nis Bysted & Cancer. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – Change my game

23. januar 2017

I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at præsentere og varmt anbefale Thorbjørn Risager & the Black Tornados fine CD-DVD-udgivelse Songs from the Road. Og jeg gjorde lidt ud af forsikre om, at bandet har sine rødder dybt nede i the blues. Og sådan er det stadigvæk på det nye udspil Change my Game.

Det game, der skal ændres på pladen, er netop forholdet til udgangspunktet the blues. Og det lykkes da også for ensemblet at flytte lydbilledet mere i retning af den i forvejen bluesinficerede genre, vi kalder rock. Men jeg skal da straks – og heldigvis for det – understrege, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen for- eller benægtelse af oprindelsen. Hvis man spidser ørerne bare en lille smule, vil man kunne høre, at bluesens ånd og rigt facetterede udtryk er der som en latent generator, der hele tiden sikrer, at det med rocken ikke går for vidt…

Forandring fryder, siger en gammel talemåde. Og det gælder i højeste grad for Risager og Co’s bestræbelser på at flytte hegnspælene id deres musik. Og det samlede udtryk har bevæget sig i retning af en række angloamerikanske, bluesinfluerede bands, der gennem årene har lykkedes med at blande blues, rock og big band-udtryk. Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på Southside Johnny& the Ashbury Dukes, som jeg lyttede meget til i halvfjerdserne. Men associationen holder kune så langt som et fælles udgangspunkt og en på mange måder lignende instrumentering. Ellers er Risager og Tornado helt deres egne med deres blanding af henførte, svedige ballader, næsten funket soulfeeling og farvning fra den storslåede, stortanlagte vestkystrock fra ‘gamle dage’. Jo, Risager og hans fine, meget velspillende combo har formået at få det bevidste og sikkert også ubevidste musikalske inspirationskilder til at smelte sammen til  en fin legering, der er både smittende og medrivende – og som burde overbevise verden uden for Lille Danmark om, at her er et projekt af internationalt tilsnit.

Jeg føler ingen trang til at fremhæve bestemte numre på pladen, for dens store styrke er – og det glæder en gammel lytter som mig – at den fungerer og lyder som en homogen enhed. Og forklaringen er selvfølgelig, at der er lavet en god snes slidstærke sange, at Thorbjørn synger så man kan høre gnisten og de mange års praksis – og så selvfølgelig, at de otte musikere kender og udfylder deres rolle professionelt og fuldt tilfredsstillende. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme de tre fine korsangere, der også er med til at farvesætte musikken rigtigt.

Hvis man som jeg var og er glad for forgængeren Songs from the Road, så er der al mulig grund til også at give Change my game en chance – og bandet, når de alligevel lægger vejen forbi i nabolaget her i 2017 (se venligst deres Facebookside, hvor datoer og sted kan læses). Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager. Change my game. Produceret af: bandet. Ruf Records. Udkom 20.01.2017

Jeg har ikke lige en aktuel video klar, så i stedet får i en fin koncertoptagelse fra Frankrig

Capac anbefaler: Marie Swane – Everything within me

16. januar 2017

Kærlighedslivets op-, ned- og karusselture har altid været en evig kilde til inspiration i populærmusikken. Ja, man fristes til at sige, at populærmusikken ville have haft det umådeligt svært, hvis ikke den kunne synge og musicere omkring lige netop dette tema. Og for sangerinden Marie Swane er det da også i allerhøjeste grad de dyrekøbte erfaringer fra Kærlighedens kampplads, der giver ilt til sangene på hendes helt nye EP Everything within me, der udkom i fredags.

Swane har selv skabt sine sange. Og de bæres frem af et dirrende følelsesliv, der både rummer blidhed og nærmest ekspolsiv aggressivitet, ja, sangene næres af en lidenskab, der ikke er hverdagskost i dansk populærmusik, men som bunder i en vilje til at besynge erfaringerne ærligt og uden omsvøb. Og det give plads til både det hudløse og bramfrie – som i sangen “Prick”.

Musikken på pladen er en slags avantgarde-rock af den slags, man finder hos fx en Tom Waits og lignende storbydesperadoer. Og Marie Swane synger med en stemme, der med sin energi og lidenskab ikke sådan finder sig lige i det danske musiklandskab. Så tag godt imod Marie Swane og giv hende en chance – på din afspiller eller ude på de danske scener.

Marie Swane. Everything within me. Producer: Andreas Viggo Larsen. Udkom d. 13.01.2017. Fås kun digitalt.

Capac anbefaler: Bo Schiøler – Gårdsanger Optur

2. januar 2017

Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.

Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.

Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng“. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.

Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.

Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…“. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende  og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder...”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.

Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og  genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle  (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.

Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.

Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.

Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.

Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.

Capac anbefaler: EMP RMX 333 – a tribute to Else Marie Pade (1924-2016)

2. januar 2017

Blandt de musikalske begavelser, vi mistede i det forgangne år, var den danske pioner inden for den elektroniske musik, Else Marie Pade, der døde for knap et år siden i en fremskreden alder af 91 år. Heldigvis nåede Pade at få den anerkendelse, som hendes pionerarbejde fortjener. Og kort tid efter hendes død tog Henrik Marstal initiativ til at lave hyldestpladen EMP RMX 333, hvor Else Marie Pades komposition “Etude” fra 1961 fortolkes af en række yngre danske kunstnere med baggrund i den moderne electronica.

Pladen indledes med Else Marie Pades originale værk, der varer 5:33. Og derefter følger de øvrige elleve fortolkningsstykker, der alle overholder tiden, 5:33. Pades eget værk fremstår som en lineær collage af fortrinsvis diskante lydobjekter, der repeteres (loop), manipuleres og afløser hinanden næsten umærkeligt, så der skabes et homogent lydende værk.

Anna Lidell og Henrik Marstal  fastholder Etudes grundlæggende repetitive og successive karakter, men vælger ellers at foretage en radikal fortolkning, idet de dels involverer en stump tale – fra en samtale med Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard – og brugen af en række instrumenter, der ud over elektroniske sådanne – beats, synths – omfatter mere traditionelle instrumenter som bas, cello, stemmegafler og diverse effekter. Det kommer der – i mine ører – et frugtbart møde ud af – mellem Pades stregnt intellektuelle og lydmæssigt rene kompositionsmusik og en moderne elektronica, der er farvet af års samspil med populærmusikken.

Katrine Ring gør noget lignende, idet hun dels sampler en lille stemmelydstump fra Else Marie Pade, der får lov til at gentage sig i løbet af stykket på en elektronisk bund, der også respekterer det oprindelige stykkes repetitive og succesive karakter. Hvor Marstal og Lidell flytter musikken i retning af moderne populærelectronica, fastholder Ring sit udtryk i et nøgent, cool, klart eksperimenterende udtryk.

Måske ligger der en interpretativ pointe i, at fortolkerne inddrager stemmens lyde i deres fortolkninger? En understregning af stemmelydenes fravær i Etude? I hvert fald trækker Band Ane (Ane Østergaard) et helt digt af Else Marie Pade (“Du og jeg og stjernerne”, som Pade skrev da hun var i Gestapos fangeskab i 1944) ind i sin fortolkning. Og recitationen af digtet omgærdes af et diskant lydbillede, der ligger ganske tæt på originalen, men samtidig afslører den moderne electronicas forkærlighed for nærmest melodiøs vellyd og inciterende og dansant rytmik.

SØS Gunver Ryberg fortolker nærmest Etude som et dystopisk, mørkt værk samtidig med at den repetitive og successive struktur i det oprindelige værk brydes lidt op og får en ny rytmisk dimension, der både sætter Etude i relief og peger ud over værket i retning af den moderne electronicas orientering mod den dansende krop.

Christian Vogel går mere raditkalt til værks, idet han genbruger lydene fra Etude. Paradoksalt nok er det den fortolkning, der oplevelsesmæssigt ligger længst fra originalen. Måske, fordi Vogel bløder Etudes køligt-intellektuelle struktur op og manipulativt transformerer værket til noget, der ligner moderne sound scapes. Else Marie Pade møder den eksperimenterende Brian Eno, kunne man fristes til at sige…

Bjørn Svin dyrker som SØS Gunver Ryberg de mørke dimensioner i værket i et komprimeret, intenst stykke musik, der nærmest overdriver det repetitive og følgagtige i Pades komposition. En lille monolit af diskant, støjende mørke.

Fra Svin er der et kvantespring til ensemblet We Like Wes version, der omsætter inspirationen til klassiske, analoge instrumenter – violin, cello, slagtøj og sang – i et værk, der dyrker det successive i en serie improviserede lommer af lydcitater og -fragmenter. Det er en komposition, der både hylder Pade og den moderne kompositionsmusik fra det 20. århundrede.

Jonas Olesen genbruger som Vogel Etudes originale lyde og skaber en noget mere nedtonet værk end Etude. Olesens udlægning bliver nærmest roligt og mere restringeret i sit udtryk en Pades værk, men manipulerer også Pades grundliggende stramme struktur til en mere moderne og poporienteret electronica.

Sandra Boss vælger også at fokusere på mørket i Pades værk i en fortolkning, hvor sekvenserne er lidt længere end originalens og måske tættere på virkelighedens isolerede lyde end på de rensede tekniske reallyde hos Pade.

Også Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson genbruger i deres afsluttende fortolkninger lydene fra Pades Etude. Kirkegaard dyrker også det mørke, ja dystre, man kan tilskrive Pades originale værk. Sammen med Svins værk udgør Kirkegaard nok et af de mere dystopiske bud på en fortolkning. Også Mortenson er ovre i den mørke afdeling, men med sine synths, klokker og glas tilfører Mortenson også nogle dimensioner af fylde og vingefang, som man skal lytte længe til kunne for at genkende. Og peger dermed netop på den opgave, som Pades musik hele tiden stiller: At man skal lytte opmærksomt til musikken.

Samlet set udgør pladen en fornem hyldest til Else Marie Pade og viser, at hendes pionerarbejde sagtens kan levere inspiration til vor tids dyrkere af electronicaen. Der er nok at gå i gang med. EMP RMX 333 er nok ikke en plade, man tager ned fra reolen hver dag. Men den egner sig godt til at rense ørerne og hovedet for den musikalske støj, vi som musikforbrugere, konstant udsættes for – og tjener som en påmindelse om, hvad musikken dybest set er: lyde.

Diverse kunstnere. EMP RMX 333, a tribute to Else Marie Pade. Dacapo Records. Udgivet d. 2. 12. 2016

Du kan få et lille indtryk af udgivelsen på plademærkets hjemmeside – her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 2 af 2.18712345678910...Sidste »