Indlæg tagget med Musik

Elliott Smith erindret igen

25. marts 2015

Elliott Smith døde alt for ung, efter et kort liv, der ikke var let. Men Elliott Smith efterlod sig en lille sangskat, der bliver ved med at udøve tiltrækning på andre musikere. Sange, det åbenbart er let at identificere sig med. Seneste har duoen Jessica Lea Mayfield og Seth Avett lavet et helt album med lutter Smith-sange. Sing Elliott Smith hedder den bare. Og fortolkningerne er lige så enkle og ligetil som titlen. Og Smiths sange behøver heller ikke arrangementoverflod for at virke.

Her er Jessica Lea Mayfield og Seth Avett i en liveoptagelse med nogle fine versioner.

Capac anbefaler: Line Bøgh – Something else and something else and something else again.

24. marts 2015

I oktober 2013 havde jeg fornøjelsen af at omtale Line Bøghs debut-EP Det er os som er farverne over byen. Og jeg hæftede mig især ved Lines kønne, fine feminine stemme og ved hendes evne til at lave nogle tekster, der uden at blive søgt litterære kunne reflektere over almindelige erfaringsbundne oplevelser og problemer.

Og det er lidt det samme positive indtryk, jeg har fået af Lines nye langspiller med den lange titel Something else and something else and something else again. Og Line Bøgh bruger mange ord. Ingen tvivl om det. Ordrige tekster, der ynder gentagelsen og smidigt væver oplevelser af følelser og tilstande. Som fx i den indledende sang “We all wanna fall in love”:

We always want what we can not have

We’re always drawn to the unknown

To the unfamiliar faces

And traces of old dreams

We will always want to change places

Although we know that every new love

just turn out to be another guy

In another apartment

With another sink full of dirty dishes.

Osv.

Ordmættet beskrives det rastløse menneskelige begær, hvor jagten på en drøm viser sig at blive en gentagelse af det gammelkendte i mødet med en beskidt virkelighed med en daggammel opvask i køkkenvasken. Line Bøghs tekster ligner de klassiske poptekster ved at være forankret i en konkret sanselig hverdagsrealitet. Samtidig løfter de sig eftertænksomt over det sanseligt-konkrete og bliver dybt personlige historier om livserfaringer. Der er for mig ingen tvivl om, at vi i Line Bøgh har en kvindelig kunstner, der hæver sig over mainstreampoppens alt for blanke banalitet.

Samtidig er sangen utvivlsomt popsange. Line har sans for at skrue meget melodiøse sange sammen, der som god pop er forførende for lytteren. Ikke banal sing-a-long-radiopop, men voksen pop, der bevæger lytteren og trækker ham/hende ind i teksternes fascinerende univers.

På coverfotoet ser vi en ung, blond pige, der på en kridhvid baggrund kigger eftertænksomt bort. Og på den måde illustrere den enkle cover ganske godt, hvad pladen byder på. Moderne, voksen pop med eftertænksomme, feminine tekster. Og Line bliver på fineste vis backet op af et lille hold musikere, der forstår at skabe en luftig, klar stemning omkring de 10 popsange.

Den nye plade burde sikre Line Bøgh et gennembrud til en ny lytterskare af voksne pophoveder. Det ville kun være retfærdigt. Hermed anbefalet.

Line Bøgh. Something else and something else and something else again. Eget forlag. Udkom i går.

 

Et dødsfald: Jackie Trent – sangerinde og sangskriver – 6.09.1940-21.02.2015

23. marts 2015

Det var i partnerskabet (og ægteskabet) med sangskriveren Tony Hatch, der også var producer for pladeselskabet Pye Records, at Jackie Trent fandt sin rette hylde i musiklivet. Sammen med Hatch leverede hun en række stærke hits til ikke mindst Petula Clark.

Inden det kom dertil havde hun gang i en solokarriere, der nok var succesfuld (fx lykkedes det hende at vippe Beatles’ ‘Ticket to Ride’ af førstepladsen med sangen “Where are you now, my love” i 1965), men ikke lykkedes 100%. Det viste sig at være mere lukrativt at skrive sange til andre sangere og sangerinder. Ud over Petula Clark nød Scott Walker (“Joanna”) og Val Doonican (“What would I be”) godt af Trents og Hatchs samarbejde.

Partner- og ægteskabet holdt til 2002, hvor de blev skilt og Jackie genoptog sin solokarriere, der bl.a. har ført til en selvbiografi og et teaterstykke om hendes liv The Jackie Trent Story, hvor hun selv optrådte.

Shoutin’ Red – svensk countryblues

23. marts 2015

Hvordan kan en 24-årig svensk kvinde ved navn Felicia Jangaard Nielsen lyde som Memphis Minnie eller en anden af de legendariske countrybluesmusikere? Jeg ved det ikke, men sådan er det, når Felicia springer ud som Shoutin’ Red og demonstrerer, at blues ikke kender grænser, hverken med hensyn til lande eller køn…

Capac anbefaler: Sidsel Storm – Closer

23. marts 2015

Forleden døde guitaristen Jørgen Ingmann. Og Jørgen Ingmann bevægede sig musikalsk set i grænselandet mellem jazz, pop og rock. Som Jørgen Mylius bemærkede i et mindeord på tv, så lod Ingmann sig ikke indfange af nogen genre. For ham var der kun “god musik” og “dårlig musik”. Jeg kom automatisk til at tænke på Ingmann, da jeg her til formiddag igen lagde øre til sangerinden og sangskriveren Sidsel Storms nye og fjerde album Closer, for den rummer (god) musik, der ikke sådan bare lader sig kategorisere som jazz eller pop for eksempel.

Closer er easy listening – uden denne kategoris uheldige konnotationer i retning af “elevator- og hotlinemusik” og orkesteropblødt mantovanipop. Med fortolkninger af Dukes og Harburgs “April in Paris” fra 1932, Gershwins “i’ve got at crush on you” (1928) og Arlens og Mercers “That old black magic” fra 1942, kombineret med en række selvskrevne sange i samme ånd sender Sidsel Storm lytteren tilbage i tiden til engang før rock’n roll. Umoderne eller tidløs musik af den slags, der blev udført af fx Rosemary Clooney, Frank Sinatra, Marilyn Monroe, Bing Crosby, Ella Fitzgerald m.fl. Og musik, der stadigvæk – har tidløsheden – findes i strømmen af musik. Senest har vi set den gamle crooner Tony Bennett i selskab med diverse nye popdamer (fx Amy Winehouse, k. d. lang og Lady Gaga) og Paul McCartney (Kisses on the Bottom) slå et slag for musikken fra forældrenes og bedsteforældrenes æra.

Oven i musikkens tidløshed kommer en meget personlig farvning. Der er noget umiskendeligt nordisk, ja dansk, over Sidsel Storms lyse, klare pigestemme, der let og ubesværet fraserer de ti fortrinsvis melankolsk-romantisk anlagte sange. Og arrangementerne er lige så lette og lyse – og jazzede uden at jazzens vandmærke – improvisationerne – på noget tidspunkt tager overhånd. Det er veltempereret, meget behagelig musik, Sidsel Storm og hendes dygtige musikere byder på. Sidsel synger smukt, mesterligt og meget personligt og lyttere med hang til jazzy, poppet easy listening af bedste skuffe burde tage imod denne plade med kyshånd. Hermed varmt anbefalet.

Sidsel Storm. Closer. Calibrated. Produceret afa Sidsel Storm og Peter Otto. Udkommer i dag.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...