Nogle gange kan en vellykket koncert være som en katalysator for oplevelsen af musik på plade. Sådan var det lidt for mig igår aftes til koncerten med Dawn McCarthy & Bonnie ‘Prince’ Billy. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.
Men koncerten startede et helt andet – og for mig overraskende – sted med den norske sangerinde Susanna (K. Wallumrød), der havde fået æren af at være support for McCarthy og Billy på deres turné rundt i Skandinavien. Sammen med sine to musikere, guitaristen Helge Sten og trommespilleren Erland Dahlen fremførte Susanna ved pianoet med sin lyse sopran en håndfuld mørke, alvorsfulde sange. De gjorde bestemt indtryk, men bevægede mig ikke rigtig. Dertil var det hele lidt for alvorstungt. Men Susanna besidder en flot stemme, og hun blev flot akkompagneret af sine musikere. Især Erland Dahlen gjorde indtryk med et forfinet og melodiøst trommespil, medens Helge Sten var mere tilbageholdende, selv om der var enkelte eksplosivt-ekspressive udladninger. Jeg tror, Susanna vil vinde flere lyttere ved at nedtone det melankolske og tyngende og få lidt poplethed ind i repertoiret.
Men, om ikke andet, så passede opvarmningen godt som en modpol til den efterfølgende kammeragtige koncert med McCarthy, Billy og deres to musikere, den mere end ferme guitarist Emmet Kelly og lydtroldmanden Ken (efternavnet fik jeg ikke fat på…). Selv om der også var en del desperate sange iblandet, som McCarthy gjorde opmærksom på undervejs, så var der en helt andet lethed over de fires musiceren.
Repertoiret var selvsagt centreret omkring parret plade med fortolkninger af sange fra The Everly Brothers katalog. Og med Billy – alias Will Oldham – som kyndig og humoristisk guide blev vi ført fra den ene sang til den anden. Der var nærmest tale om små dåseåbnende introduktioner, der lod en forstå, hvorfor netop disse sange var blevet udvalgt til plade og koncert. Og Oldhams skælmske bemærkninger lod en forstå, at pladen ikke alene er et stort cadeau til sangduoen Everly Brothers, men i endnu højere grad til de to brødres talent for at finde gode sange – og i særdeleshed til sangskriverne bag sangene. Sangskrivere som Kris Kristoffersen (“Breakdown”), Don Everly (“My little yellow bird” m.fl.), Tony Romes (“Milk Train”) osv. Sangskrivere, der både udmærker sig ved gode, interessante tekster, og melodier, der rækker ud over den mest elementære poptilgængelighed. Sange, der gemmer sig på Everlybrødrene album bag deres hits…
Koncerten var overvejende akustisk med et folk- og alt-country-tone, der i enkelte sangen (fx “Milk Train”) swingede sig op til rock’n roll. Traditionsbunden indiemusik, der via lydtroldmandens lyde fra det lille instrument med de mange ledninger og knapper holdt forbindelsen til nutiden. Kvartetten undgik behændigt de mest kendte sange fra Everly Bros. – fx “Cathy’s Clown”, “Bye Bye Love”, “Wake Up Little Susie” og “All I Have to Do Is Dream”- og det var både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi det var med til at fremhæve, hvor mange andre finde – og lidt oversete – sange, der gemmer sig på Everly Brothers plader. En svaghed, fordi det måske fortegner billedet lidt af Everlys og kunne have givet koncerten en ekstra dimension af nostalgisk genkendelighed og elementær popappel. Når det er sagt, så fremførte Dawn og Billy sangene med allerstørste loyalitet og veneration over for såvel sangskriverne som den berømte amerikanske sangduo. De lød ikke som Everly Brothers, men gjorde sangene til deres egne, med to stemmer, der passede vældig godt til hinanden. Will Oldham var kapelmesteren og havde tydeligvis fat i den lange ende, og det blev tydeligt, at samarbejdet mellem de to var defineret af deres fælles kærlighed til den gode sang. Tre timer varede den samlede koncert, og McCarthy og Billy sluttede af med tre ekstranumre. Man fik, hvad man var kommet for, og koncerten levede ganske op til de forventninger som pladen havde afsat. Endnu en vellykket koncert i Voxhall, hvor der var fint styr på lydbilledet og salen var fyldt godt op med publikummer uden at være overfyldt.
