Indlæg tagget med Musik

Spectator Records – Up in Smoke – en dokumentar om et kultpladeselskab

17. marts 2017

Gasolin, Tears, FurekÃ¥ben, Blue Sun, Blues Addicts, Feo og Moses – har det til fælles, at de alle udkom pÃ¥ det lille aalborgeniske plademærke Spectator Records. Jeg har tidligere (gen)omtalt en del af udgivelserne, der – desværre – ikke er blevet overført til CD. Og nu er der kommet en dokumentarfilm, der fortæller historien om Spectator Records. Spectator Records – Up in smoke hedder den, og den bliver vist pÃ¥ CPH:Dox (sidste gang pÃ¥ søndag). Nu kan vi sÃ¥ bare hÃ¥be pÃ¥, at nogen vil sørge for, at den bliver udstrÃ¥let pÃ¥ tv – og udgives som DVD.

Graceland – 60

17. marts 2017

I denen weekend er det 60 Ã¥r siden Elvis Presley købte det hus, der siden er blevet kendt som Graceland. Navnet fik stedet efter den oprindelige ejers datter, der hed Grace. I 1957 blev Elvis nødt til at finde et sted at bo, hvor han kunne være lidt i fred for de mange fans, der fulgte ham, hvor han var, og han fik sine forældre til at være pÃ¥ udkig efter et hus pÃ¥ landet, hvor det var muligt at fÃ¥ lidt privatliv. Og det blev sÃ¥ Graceland, som Elvis købte den 19. marts 1957 for 102500 $. Siden 1982 har huset være Ã¥ben for offentligheden som en slags museum, og har et Ã¥rligt besøgstal pÃ¥ 650000, kun overgÃ¥et af det hvide hus…

Og lidt musik til at sætte gang i weekenden…

17. marts 2017

Det behøver ikke at være som kompliceret, det med at lave musik. En tambourin, en stærk stemme og noget pÃ¥ hjerte. At nogle bidrager i baggrunden er mindre vigtigt. Power, power… [Anonym video fra Facebook]

Flere bokserier fra Neil Young

16. marts 2017

Hele to bokse er pÃ¥ vej fra Neil Young. Og det var mÃ¥ske slet ikke værd eller nødvendig at nævne, hvis ikke lige det drejede sig om nogle af mandens allerbedste plader. Den ene boks indeholder:  Zuma, On The Beach, Time Fades Away, og Tonight’s The Night,. Og den anden: Long May You Run (Stills-Young Band), Comes A Time, American Stars ‘N Bars, Rust Never Sleeps, og Live Rust. Alle pladerne er i forvejen tilgængelige som ny-optimerede vinylplader. Men nu fÃ¥s de sÃ¥ ogsÃ¥ pÃ¥ CD. Hey hey my my rock and roll will never die…

Bob Dylan-rødder: Robert Johnson

15. marts 2017

“,,,the other record was called King of the Delta Blues by a singer named Robert Johnson…I’d never hear of Robert Johnson”

(Produceren John Hammond introducerer Bob Dylan til Robert Johnson, kort tid før Dylan indspiller sit debutalbum)

 

The Hep Stars – 50

14. marts 2017

OgsÃ¥ det hæderkronede svenske beatorkester Hep Stars runder 50-Ã¥rs-jubilæet. Og det fejres bl.a. med en forestiling “50th Anniversary” i Stockholm. Forestillingen byder pÃ¥ genhør med gruppens mange gamle hits  (Cadillac, Farmer John, Bald Headed Woman, Sunny Girl, Wedding m.fl. f), anekdoter fra storhedstiden, filmklip med videre.

Musik og penge i stride strømme

14. marts 2017

KÆRE SANGSKRIVERE OG KOMPONISTER
MILLIARDERNE VÆLTER IND HOS STREAMINGSELSKABERNE, SPOTIFY OG CO. Musikselskaberne melder om stor fremgang. Aldrig før har der været så mange penge i musik. Men de fleste af dem, der er årsag til det hele, musikskaberne, tjener stort set ingenting. Noget må gøres. Derfor har jeg besluttet at stille op til KODAs bestyrelse. Er det klogt, det ved jeg ikke. Ved kun, at som det er nu, duer det ikke. Er du enig, så meld dig ind i kampen for vores rettigheder. Kom til KODAs generalforsamling og brug din stemmeret, hvad enten den er ny eller gammel.
Ses vi? Del gerne.

Kærlig hilsen
Arne Würgler(på Facebook)

Og Arne er ikke den eneste, der har indset, at den moderne streamingteknologi viderefører den udbytning af kunstnerne, som har været gængs praksis, siden ‘tidernes morgen’. Her i bloggen har jeg været fortaler for streamingteknologien – før den blev en realitet – men sværger nu til gammeldags fysiske medier som vinyl og CD, bl.a. pÃ¥ grund af den moderne udbytning.

Men også den højproduktive rocker Ty Segall har et horn i siden på Spotify, Apple Music og hvad alle de store streamingstjenester hedder, og udgiver sin musik på grammofonplade og CD. Til tidsskriftet Stereogum siger ham:

“With Spotify and all those streaming services you don’t get paid anything,..You have to be like Madonna or something to actually make a real royalty from that. You make better royalties off YouTube than Spotify. Apple Music is the same. The truth of the matter is I don’t have problem with any of those things if they paid better, I would do them. But they don’t, they totally rip off artists. So I don’t want to be a part of it. But YouTube and all that stuff, free music — totally cool, go for it. I’d rather have the music [be] free than get ripped off by Spotify, personally. It’s just funny to me I’ve heard people say, ‘I don’t have the money to buy your album, man. Why isn’t it on Spotify?’ And I want to just be like, ‘Here’s the album for free, dude. I don’t know.’

Tiden må være inde til noget oprør fra kunstnernes side. De må finde andre veje end de traditionelle musikselskaber, når de vi have deres musik ud. Selv udgive noget, danne kooperativer, crowd funding osv. Der er muligheder nok.

En sang til fyldebøtterne

13. marts 2017

Drinking Song

Drunk men stagger, drunk men fall,
Drunk men swear and that’s not all,
Quite often they will urinate outdoors.
Like widowed women, drunk men weep,
Like children curled up, drunk men sleep,
Like a dog, a drunk will crawl around on all fours.

Be he broke bum or rich rake, his dinner be it bread or cake
His beverage be the worse of whiskey, finest wine.
Puke it stinks and so it seems that drunkards go to great extremes
But there has yet to be a perfectly straight line

Drunks talk strong when drunks are weak,
It’s easy for a drunk to speak – straight from the heart
Yeah, drunks will fight they’re not afraid
To kiss the mistress, make the maid
It’s a manly art.

Oh but big toll will take, blood vessels in nose will break
Bags beneath the eyes another sign

Drunks get ugly, so it seems that drunkards go to great extremes
But there has yet to be a perfectly straight line.

Drunks are friendly when they’re drunk and
Drunks are hostile when they’re drunk
Which drunk it is, it depends upon.
When drunks aren’t drunk, they thirst for drink,
The elephants are grey not pink
And the drink evaporates the man is gone, gone , gone

Back to the yachts and the subway cars
The hip-flasks and fruit jars
Flat on the face and flat on the behind

Oh, drunks get drunk and so it seems that drunkards go to great extremes
There has yet to be a perfectly straight line.

Og sÃ¥ er tiden inde til et genhør med min musikalske ven Loudon Wainwright fra hans album II. Han er altid god for en kommentar til livets forskellige sider, bÃ¥de de pæne og de mindre pæne. Og altid med mindst et smil pÃ¥ læbet eller i øjenkrogen. Som her, hvor han besynger dem, der fÃ¥r en tÃ¥r -eller flere – fordi livet nogle gange kan blive for nøgternt og ædrueligt. Og det er mÃ¥ske ikke altid til at holde ud…

Renlivet pop: Izzy Bizu

13. marts 2017

Nogle gange får jeg det indtryk, at den gode, gammeldags pop, hvor melodilinje og medrivende omkvæd er forsvundet til fordel for overfladisk iscenesættelse og sange, der er så forglemmelige, at de halve kunne være nok.

Men sÃ¥, pludselig, dukker der alligevel en rigtig popsang op. Som tilfældet ville, da jeg i gÃ¥r bivÃ¥nede Graham Norton Show pÃ¥ en DR-kanal for at høre lidt om den nye Trainspotting-film, der snart har premiere. Og vups sÃ¥ indtager Izzy Bizy scenen med en smadderenkel, helt igennem iørefaldende og medrivende lille bitte popsang, “Talking to you”. Ikke en sang, der vil gÃ¥r over i evigheden som uundværlig eller sÃ¥dan. Men en lille sang, man godt gider lytte en ekstra gang til og nynne med pÃ¥. Vaskeægte pop med andre ord.

Clapton på jagt efter blues og autonomi

13. marts 2017

Apropos autonomi og egensindighed (hvf. foregÃ¥ende indlæg), sÃ¥ er dagen i dag en mærkedag. Det var pÃ¥ denne dag i 1965, at Eric Clapton forlod The Yardbirds. Angiveligt, fordi han mente, at gruppen var ved at blive for kommerciel. I hvert fald gik han ud og over til nestoren John Mayall & the Bluesbkreakers, hvor han – for en tid i det mindste – kunne dyrke sin kærlighed til the blues. Og det resulterede i albummet Bluesbreakers with Eric Clapton, et uomgængeligt album for alle, der kærer sig om britisk bluesinficeret beatmusik fra tresserne og frem.