Ikke overraskende har min popfavoritsangfugl Lily Allen valgt at tage parti mod præsident Trump og har bidraget til lydsporet af protest mod hans valg. En coverversion af Rufus Wainwrights sang “Going to at town”.
Inspireret at Jens’ hyldest til Liverpools The La’s, følger vi her bandet ud i køkkenet, hvor de har lavet en demooptagelse. I noterne til videoen kalder frontfigur Lee Mavers optagelsen “a load of fucking garbage”. Men filtrerer vi Mavers perfektionistiske selvkritik væk, så kan vi godt høre, hvad der drev det alt for savnede band. Stemmen, melodien og guitarerne.
“I kneel down and say grace for the comforts the world bestows on me / And the great corporations providing our every need / And those big neon signs telling us what to eat / And every shop window goods are designed to please / Oh but I ask / Where is the poetry?”
Det kan godt være, at Ray Davies er faldet lidt til patten på det sidste, hvor han har ladet sig adle af den britiske dronning. Og selv om jeg har svært ved at skrive Sir Ray..osv., så har han ikke helt glemt sit skarpe blik for samtiden og sin evne til at sætte ord på, hvad han ser og oplever. Som fx i ovenstående citat fra sangen “Poetry”, der er med på Davies kommende album Americana (ude i april). Her fremfører han sangen med opbakning af The Jayhawks.
I dag ville Warren Zevon være blevet 70, men en kræftsygdom gjorde, at han forlod musikken allerede i 2003, 56 år gammel. Et savnet talent med et særligt talent for at skrive sange, der var lidt til en side – målt med mainstreamalen.
Et tip. Hvis man i forvejen har manden ikke så anseligt store produktion, så kan man opsøge arkivsiden archive,org, hvor der ligger timers koncertoptagelser med Zevon. Lige her – god fornøjelse.
I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at præsentere og varmt anbefale Thorbjørn Risager & the Black Tornados fine CD-DVD-udgivelse Songs from the Road. Og jeg gjorde lidt ud af forsikre om, at bandet har sine rødder dybt nede i the blues. Og sådan er det stadigvæk på det nye udspil Change my Game.
Det game, der skal ændres på pladen, er netop forholdet til udgangspunktet the blues. Og det lykkes da også for ensemblet at flytte lydbilledet mere i retning af den i forvejen bluesinficerede genre, vi kalder rock. Men jeg skal da straks – og heldigvis for det – understrege, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen for- eller benægtelse af oprindelsen. Hvis man spidser ørerne bare en lille smule, vil man kunne høre, at bluesens ånd og rigt facetterede udtryk er der som en latent generator, der hele tiden sikrer, at det med rocken ikke går for vidt…
Forandring fryder, siger en gammel talemåde. Og det gælder i højeste grad for Risager og Co’s bestræbelser på at flytte hegnspælene i deres musik. Og det samlede udtryk har bevæget sig i retning af en række angloamerikanske, bluesinfluerede bands, der gennem årene har lykkedes med at blande blues, rock og big band-udtryk. Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på Southside Johnny & the Ashbury Dukes, som jeg lyttede meget til i halvfjerdserne. Men associationen holder kun så langt som et fælles udgangspunkt og en på mange måder lignende instrumentering. Ellers er Risager og Tornado helt deres egne med deres blanding af henførte, svedige ballader, næsten funket soulfeeling og farvning fra den storslåede, stortanlagte vestkystrock fra ‘gamle dage’.
Jo, Risager og hans fine, meget velspillende combo har formået at få det bevidste og sikkert også ubevidste musikalske inspirationskilder til at smelte sammen til en fin legering, der er både smittende og medrivende – og som burde overbevise verden uden for Lille Danmark om, at her er et projekt af internationalt tilsnit. Jeg føler ingen trang til at fremhæve bestemte numre på pladen, for dens store styrke er – og det glæder en gammel lytter som mig – at den fungerer og lyder som en homogen enhed. Og forklaringen er selvfølgelig, at der er lavet en god snes slidstærke sange, at Thorbjørn synger så man kan høre gnisten og de mange års praksis – og så selvfølgelig, at de otte musikere kender og udfylder deres rolle professionelt og fuldt tilfredsstillende. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme de tre fine korsangere, der også er med til at farvesætte musikken rigtigt.
Hvis man som jeg var og er glad for forgængeren Songs from the Road, så er der al mulig grund til også at give Change my game en chance – og bandet, når de alligevel lægger vejen forbi i nabolaget her i 2017 (se venligst deres Facebookside, hvor datoer og sted kan læses). Hermed varmt anbefalet.
Thorbjørn Risager. Change my game. Produceret af: bandet. Ruf Records. Udkom 20.01.2017
Jeg har ikke lige en aktuel video klar, så i stedet får i en fin koncertoptagelse fra Frankrig
En lungebetændelse gjorde det af med den tyske trommeslager Jaki Liebezeit i går i en alder af 78 år.
Liebzeit blev først og fremmest kendt for at være en af grundlæggerne og ankermændede i det berømte tyske krautrockband Can. Men inden han nåede dertil havde han allerede en karriere som jazz-trommeslager og arbejdede sammen med store navne som Tete Montoliu og Chet Baker. Og frem til grundlæggelsen af Can i 1968 var han med i to store tyske freejazzbands. Senere i karrieren – i slutningen af halvfjerdserne – begyndte han også at arbejde som studiemusiker for bl.a. Gianna Nannini, Eurythmics, Depeche Mode og Brian Eno.
En videoopsamling af XTC-videoer fra før Youtube tog over…
Sangeren og sangskriveren Maggie Roche, der var en af sangtrioen The Roches, er død af kræft i en alder af kun 65 år. Jeg omtalte dem første gang helt tilbage i 2008, hvor jeg introducerede dem sådan:
“Roche-pigerne gjorde sig første gang bemærket, da en vis Paul Simon engagerede Maggie og Terre til at synge backing på sit mesterværk There Goes Rhymin’ Simon i 1973. Til gengæld gav Simon en hånd, da de to Roches indspillede Seductive Reasoning, deres debutalbum. Kort tid efter gled Suzzy ind og trioen var en realitet.
Det første trio-album – The Roches – kom i 1979 med selveste Robert Fripp som producer. En musikalsk nøgent album, hvor de tre damers stemmer kom til deres fulde ret. Siden har de udsendt en række fine albums, der slet ikke har solgt efter fortjeneste, men har sikret dem en trofast tilhængerskare. Musikalsk har de være kompromisløse og har indspillet det, der lå deres hjerte nærmest. Fx albummet We Three Kings, der dyrker christmas-carol-traditionen og Will You Be My Friend?, der er helliget børnesange.”
Og igen er musikken blev lidt fattigere, fordi en original kunstner har forladt os.
Donald Trump trådte Rolling Stones’ rettigheder under fode, og store dele af musiklivet i USA takkede nej til at deltage i mandens indsættelse. Men dermed er det ikke slut. En sand strøm af sange, der på den ene eller anden måde distancerer sig fra Trump er udgivet. Her Coco Rosie og Anohnies “Smoke ’em out” med en kryptisk tekst. Hensigten er dog ikke til at tage fejl af…
Og den altid skarpe Fiona Apple chanter sig gennem en fordømmelse af Donald Trumps sexisme…
Så faldt endnu et af de store træer i den danske kvindebevægelse. Endnu en markant rødstrømpe og samfundsdebattør er gået bort. Maria Marcus. I en fremskreden alder af 90 år.
Marcus havde tysk-jødisk baggrund og blev uddannet magister i sammenlignende litteraturhistorie fra Københavns Universitet. Og frem til tiden omkring 1968, hvor Rødstrømpebevægelsen blomstrede op, arbejdede hun med formidling af kunst og litteratur. Men kvindefrigørelsesprojektet i halvfjerdserne fik stor betydning for hende og ændrede hendes livsbane. Fra at fokusere på kunst og kultur fokuserede hun på kvindens – ja, menneskets – frigørelse og især på det kønslige område.
Hun bragede igennem til offentlgheden med sin storsælgende “Den frygtelige sandhed – en brugsbog om kvinder og masokisme”, Tiderne Skifter, 1974. En bog, der helt i tidens ånd var en brugsbog, men også en bog, der – i kraft af sit emne – var kontroversiel. Hvordan kunne masokisme dog have noget med kvindebevægelsens frigørelsesprojekt at gøre? Men bogen solgte stort som en understregning af, at Marcus havde fat i den lange ende. Og siden slap hun ikke den røde tråd i rødstrømpen. Uddannede sig som terapeut og sexolog og fortsatte ufortrødent med at formidle omkring seksualliv og kønsroller. Hun var – som fx også Susanne Giese – en del af en kvindebevægelse, en tråd i rødstrømpen, men var også sin egen, egensindig i sin kamp for at frigøre kvinden og det enkelte menneske.
Noget af det sidste Maria Marcus skrev var en artikel i Information og Donald “Grab them by the pussy” Trump med titlen “Trumps stemme – forførerens stemme”.
PS. Maria Marcus’ sidste artikel kom i dag – om døden. Helt tilfældigt.
Læs også Karen Sybergs fine nekrolog – her.
David Watts er ikke nogen Donald. Han har det hele, og pigerne står i kø for at få fingrene i ham. Kinks og Jam er med til at holde min Trump-fri zone sådan nogenlunde uantastet.
I 1972 hittede skuespilleren og musikeren Ricky Nelson med sangen “Gardenparty”. Efter sigende blev den til i frustration over, at Nelson ved en koncert blev buuhet ud, fordi han sang nye sange i stedet for gamle, kendte popsange. Og teksten passer da også ganske godt til anekdoten.
Nelson døde nytårsfaftens dag i 1985, kun 45 år gammel. Han styrtede ned med et fly sammen med nogle kolleger på vej til en koncert. Akkurat som Buddy Holly gjorde flere år tidligere.
Når jeg vender tilbage til Nelson, så er det, fordi Bob Dylan omtaler ham meget positivt i sin erindringsbog Chronickles. I det hele taget er det slående så generøs og anerkendende Dylan er i omtalen af samtidige kendte (og glemte) kunstnere i den bog. Og den giver en lyst til at opspore nogle af dem og give dem en chance til. Som fx Ricky Nelson, som jeg mest har oplevet som skuespiller.
I øvrigt var Nelson en højst produktiv herre som sanger og musiker. I årene 1959-1972 udgav han mindst et album om året. Ganske imporende – og noget at gå i gang med…
Selv om jeg har sat mig for at holde mig væk fra tv og radio, for at undgå at følge indsættelsen af Donald Trump som præsident i USA, så viser det sig allerede nu at være lidt svært helt at undgå informationsstrømmen. Jeg har således lige læst, at Trump har betrådt fliserne i Lincoln Memorial til tonerne af Rolling Stones’ “Heart of Stone”.
Til trods for, at han en gang har fået at vide af Stones, at de aldrig har givet deres samtykke til brugen af deres musik i hans markedsføring. Det skete, da han sejrede promærkvalget i Indiana til tonerne af “You can’t allways get what you want”.
Til mandens handling er der kun at sige, at den afslører en nedslående mangel på respekt for kunstnere, ja andre mennesker i almindelighed. Det er sådan en pengemand taler. Han er fløjtende ligeglad med, om han skal betale lidt for at krænke andres rettigheder. Og den form for arrogance og despekt er netop kendetegnende for kun har pengenes magt at tale med og igennem. Og jeg vil tillade mig at tage det som et fingerpeg i retning af den politik, vi vil få at se de næste fire år frem i guds eget land.
Jeg har ofte nok kritiseret DRs stedmoderlige behandling af musik, der ikke passer ind i X-Factor-segmentets smag. Så derfor er det også på sin plads, når den gamle mediestation kommer til at udstråle noget andet, at omtale det.
Det skete således i DR2s temalørdagsserie Vi elsker... Først elskede de Randers. Så elskede de – Thy. Journalisten Gitte Løkkegaard og kokken Søren Ejlertsen drager rundt og studerer, hvad der sker i det såkaldte “udkantsdanmark” og smager på de lokale råvarer i egen sovs, så at sige. Og det kommer der – tro det eller ej – faktisk noget ganske interessant ud af. Især fordi Løkkegaard og Ejlertsen holder sig nede på jorden og snakker med ganske almindelige danskere. Her er ikke plads til meget kændisdyrkelse og elitepromovering, som det ellers er almindeligt på de store tv-kanaler. Og det er ganske befriende.
Og i Thy får Løkkegaard så sneget lidt udkantsdanmarksmusik ind i programmet, nemlig i form at det lokale band Jonah Blacksmith, der spiller – ikke udkantsdanmarksmusik – men “alternativ folk” med deres egen betegnelse. Det kan – i mine øre – komme ud på det samme. En slags Damarkana kunne man måske også kalde det. Og det er godt…
PS. Udsendelsen kan ses på DRs hjemmeside, og du skal ca. 1 time og 25 minutter ind i programmet for at møde gruppen.
I år er det 50 år siden, Savage Rose blev dannet. Hør Annisette fortælle om skabelsen af bandet ovenfor.
Savage Rose var det første beatorkester, jeg oplevede live. Til en koncert i en sportshal i Esbjerg i 1968. Det var, som jeg tidligere har fortalt, ikke nogen succesoplevelse. Akustikken var forfærdelig og lyden fra orkesteret blev derefter, så jeg forlod koncerten halvvejs ind i den.
