CAPAC

Dansevise

Ryan Adams & The Cardinals – Fix It on Letterman

The Beatles – Can’t Buy Me Love

Sammen med Blomsterpistolen lånte jeg også Young Flowers opfølger Young Flowers no. 2. Faktisk blev de genudgivet som et dobbeltalbum på et tidspunkt. Og det er den udgave, jeg har lånt.
Efter successen med Blomsterpistolen havde bandet fået lidt penge på lommen, der gav dem mulighed for at indspille en plade efter deres eget hoved. Det blev til en uge i Vanløse Bio i januar 1969. Ud over nogle numre, der viser Young Flowers fra deres bedste side som R&B-baseret rockband, så rummer pladen også en swingende calypso-sang og en jamsession sammen med medlemmer fra The Maxwells (Niels Harrit – el-klaver,ts,sav -, Lars Bisgaard -vokal – Lasse Lunderskov – g,vo -, Bent Hesselmann – as,fl, Børge Robert Mortensen – trommer – og Burning Red Ivanhoe (Steen Cläesson el-v,el-g) ).Desuden medvirkede Don Fredricksson på orgel og Flemming Quist Møller på percussion. Coveret, der er gråt, er lavet Thomas Winding.

Det føles som lidt af en tidsrejse, at komme fra Rainbow Band og Cy, Maia / Robert til århusianske Mimas anno 2008. Og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. For dengang som nu er der tale om unge mennesker, der med inspiration i deres tids musikalske univers skaber deres egen musik og håber på et gennembrud.

De fire unge musikere i Mimas – guitaristen Daniel, trommeslageren Lasse, Snævar på guitar og trumpet og bassisten Gert – har udgivet deres første fuldlængdealbum med titlen The Worries. I bagagen har de en EP, Hands Will Carry.
De kalder selv deres stil death indie, måske for at markere den for ungdommen kendetegnende blanding af dødsens alvorlighed og (musikalsk) løssluppenhed. I mine ører er der tale om musik, der både trækker på noise-rock (med rumlende, buldrende guitarer) og indie-rockens udprægede sans for det lyriske og melodiøse. Som deres forgængere i tresserne, så er Mimas fascineret af eksperimenter og lyddannelser (fx kan man i et af numrene høre en radio spille) – og de er ikke optaget af at lave to-et-halvt-minut hitlistepopsange. De går deres egne vegne. De er – stadigvæk og heldigvis – undergrund.
Det er en meget stemningsfuld plade, de tre gutter har fået lavet. Skal man pege på en svaghed er det måske en tendens til at falde lidt i staver og risikere at gå i tomgang. Det sker er par steder på pladen. Men det er småtingsafdelingen. Mimas er sluppet godt fra deres første langspiludspil. Og hvis de fortsætter ad det spor, vil de uden tvivl komme op til overfladen.
Jeg kan kun anbefale bloggens læsere at lytte til albummet. En særlig attraktion på pladen er forsangeren (Snævars?) lyse stemme og hans trompetspil. Hvornår har man nu sidst hørt trompeter i rocken?
Links: pladeselskabet - gruppens hjemmeside - myspace-side

Mimas – Beneath the glad sunbeam, live – der er flere videoer med bandet på youtube (søg: Mimas)

Hvordan kan det gå til, at sådan en grammofonplade aldrig er blevet genudgivet på cd? Hvordan kan det gå til, at en af den allerbedste danske vokalgrupper gennem tiderne ikke er kommet i gode remasterede cd-udgivelser? Det er – set fra en musikelsker synspunkt – en skandale. Jeg har været heldig at låne Cy, Maia & Roberts vel nok mest ambitiøse og også mest velllykkede album fra 1967 Out of our Times (Sonet). Gruppen bestod af sangeren og guitaristen Cy Nicklin, sangerinden og musikeren Maia Aarskov og guitarist og sanger Robert LeLievre. Det meste af gruppens musik blev leveret af LeLievre, der døde alt for tidligt. Teksterne var af Paul Secon for det meste.
En slags forbillede for gruppen var de populære Peter, Paul and Mary. Uden at forklejne denne amerikanske pop-folk-gruppe, så er specielt Out of our Times niveauer over det, Peter, Paul & Mary lavede…
Det er på en måde tidløs musik. På samme måde som Simon & Garfunkels tidlige akustiske sange. Sangene fremstår med en forbavsende frisked her mere end fyrre år efter at de blev indspillet. Jeg havde næsten helt glemt, hvor god den plade er. Jeg kan godt forstå, at den sælges til store priser på diverse auktioner.
Man kan kun håbe, at en musikelskende pladeselskabsmand tager sig sammen og får genudsendt de to singler og de to albums gruppen nåede at lave, inden gruppen gik hvert til sit af musikalske årsager. Gruppen eksisterede fra 1965-1968.

“He drifts off into the memory of the way she looked in school / With her body oiled and shiny at the public swimming pool“. I en af de bøger jeg læser for tiden – en ret nostalgisk og vemodig sag – dukker de netop citerede ord op. Det er et citat fra “Harry’s House”, en sang af Joni Mitchell som man kan finde på hendes album fra 1975, The Hissing of Summer Lawns, der har været et favoritalbum hos mig, siden det udkom. Et album, der er smukt i enhver henseende. Musikken, coveret og så den billed- og lydskabende titel. Med citatet kom musikken glidende ind i mit hoved og fik mig til at fundere over, hvor tæt på hinanden sproget og musikken er, når det kommer til stykket.

Heatwaves on the runway
As the wheels set down
He takes his baggage off the carousel
He takes a taxi into town
Yellow schools of taxi fishes
Jonah in a ticking whale
Caught up at the light in the fishnet windows
Of Bloomingdale’s
Watching those high fashion girls
Skinny black models with Raveen curls
Beauty parlor blondes with credit card eyes
Looking for the chic and the fancy
To buy

He opens up his suitcase
In the continental suite
And people twenty stories down
Colored currents in the street
A helicopter lands on the Pan Am roof
Like a dragonfly on a tomb
And business men in button downs
Press into conference rooms
Battalions of paper-minded males
Talking commodities and sales
While at home their paper wives
And paper kids
Paper the walls to keep their gut reactions hid

Yellow checkers for the kitchen
Find More lyrics at www.sweetslyrics.com
Climbing ivy for the bath
She is lost in House and Gardens
He’s caught up in Chief of Staff
He drifts off into the memory
Of the way she looked in school
With her body oiled and shining
At the public swimming pool …

The more I’m with you, pretty baby
The more I feel my love increase
I’m building all my dreams around you
Our happiness will never cease
‘Cause nothing’s any good without you
Baby you’re my centerpiece

We’ll find a house and garden somewhere
Along a country road a piece
A little cottage on the outskirts
Where we can really find release
‘Cause nothing’s any good without you
Baby you’re my centerpiece

…Shining hair and shining skin
Shining as she reeled him in
To tell him like she did today
Just what he could do with Harry’s House
And Harry’s take home pay

Joni Mitchell : Harry’s House

Randy Newman – I Think It’s Going To Rain Today

Al Stewart – Year of the cat

Nogle gange kan jeg godt savne de der sorte sanggrupper, som dukkede op i tresserne og især udkom på Motown Records. Det var medrivende, humørfyldt vokalpop, der ikke prætenderede ret meget andet end at ville få lytterne i godt humør og ud at danse. The Velvelettes, der oprindeligt bestod af søstrene Carolyn og Millie Gill og kusinerne Bertha og Norma Barbee, blev ikke topti-liste-piger, men lavede dog en række mindeværdige småhits som fx He Was Really Sayin’ Somethin’, The Things will Keep Me Loving You og den meget charmerende Needle in a Haystack…her i en nyere optagelse:

The Velvelettes – Needle In A Haystack