CAPAC

1968 var også året, hvor den amerikanske sangskriver David Ackles pladedebuterede. Pladen blev senere markedsført som “The Road To Cairo” efter den berømte sang, som blev et stort hit for Julie Driscoll og Brian Auger & The Trinity. Ackles, der døde i 1999, 62 år gammel, slog aldrig rigtig igennem kommercielt set, men hans ofte mørke, melankolske sange fik indflydelse på mange andre sangskrivere, fx Elton John og Elvis Costello.
Størst succes – hos kritikerne – fik man med albummet American Gothic, der var produceret af Bernie Taupin (Elton Johns tekstforfatter). Den blev fremhævet til skyerne af anmeldere i USA og England, men solgte ikke stort, målt med købmandsmålestok. Ackles nåede at indspille ialt fire albums fra 1968 til 1973. Alle kan fås på cd.

David Ackles – One Night Stand

Rosinen i pølseenden, den tosidede Børge-flexidisk nr. DGR 130, dokumenterer, hvad der sker i “efterårsferiens top-pop-show-turne med ‘Børge-bussen’”. Konferencier er en tydeligt ung Poul Dissing, der viker lidt forlegen. Ja, goddag og velkommen til… Vi lægger ud med og præsenterer The Ebonies fra Jamaica. Jeg husker svagt Ebonies. Ikke nogen imponerende act. Og deres ‘Little Bitty Pretty One’ ændrer ikke ved det billede. Efter en dåseklapbølge præsenteres den “nye gruppe” The Clan med L-O-V-E. De lyder meget unge og var det sikkert også. Spiller pænt. The Clan blev dannet i 1967 (og Børgeoptagelsen er fra samme år) af pladeproduceren Jimmy Campbell. Samme Campbell tog sig af trommerne, medens Per Mollerup håndterede el-bassen, Ole Poulsen el-guitaren, Jens Bjørner orgelet og Vita Jensen sang. Senere fik gruppen en anden og nok mere kendt guitarist med, nemlig Niels Tuxen, der senere brillerede i blandt andet Savage Rose. En dansk side om pigtråd fortæller også, at gruppens live-optrædener var præget af amerikansk soul og r&b, hvorimod deres få pladeoptagelser var pæn pop.
På Børge-pladens anden side giver Wishful Thinking en meget Beach-Boysk “Hang Around Girl”, og det er nemt at forstå, hvorfor de var så populære dengang. De efterfølges af Danmarks bedste psychedelic-gruppe, The Beateaters med en saftig “Down in the Valley”, der er hele pladen værd.
Skulle man have fået lyst til at høre Børge-flexidisc-sangene, så er det faktisk muligt. Det lille nostalgiske pladeforlag Frost Records har udgivet cd’en “En rigtig reklame-Børge“, hvor alle de omtalte numre er med plus introduktionerne – plus meget mere..

Af ovenstående tur-plan kan man fx se, at Børge-Bussen ramte Esbjergs beat-musik-scene “Africano” torsdag den 19. oktober 1967, hvor man underholdt fra kl. 20 til 1. Måske var det den aften, der blev transmitteret noget fra i tv med Palle Holgersen som konferencier? Man kan også se, at bussen besøgte en Karoline Mælkepop og i øvrigt startede turneen på “Teen 67″ i Forum i København. Jo, teenagerne var sandelig ved at blive et attraktivt segment…

Tilbagespoling

Jeg gør Nick Hornbys ord til mine. Led Zeppelins andet album “II” er – “the best Zeppelin album for riffs (Whole Lotta Love, The Lemon Song, etc.)”

Led Zeppelin – Heartbreaker – 5-25-75 – Earls Court – London

Dagens ørehænger er Imelda May med Johnny Got A Boom Boom. Imelda skal ikke høre noget for, at hun ser appetittelig ud, når hun synger så medrivende og har et så swingende band. Den lille rockabilly filly, som hun omtales, har udsendt et album med titlen Love Tatoo. Og på hendes hjemmeside kan man kvit og frit downloade Johnny Got A Boom Boom og en anden i VIP-rummet…

I 1968 udkom også det engelske psykedeliske popband Idle Races første album med titlen The Birthday Party. Pladen var et concept-album og næsten alle sangene var skrevet af en ung mand, der siden skulle blive meget berømt som medlem af Electric Light Orchestra, Travellin Wilburys og som efterspurgt producer: Jeff Lynne. Pladen, der var udstyret med dobbeltcover og smagfuldt layoutet, fik pæne anmeldelser, men solgte ikke ret mange meter. Efter ELOs store succes blev den – som man kunne forvente – genudgivet på plade og cd.

Børge Topplade nr. 3 er lidt af en overraskelse for capacs hukommelse. For hele den første side er helliget et interview med den daværende tronfølger Margrete og hendes kommende ægtemand Henri, bedre kendt som prins Henrik. Meget salvelsesfuldt og hengivent fortæller Niels Bøye om parret og stiller dem nogle høflige spørgsmål, der på ingen måde kan støde nogen. Det er lidt sjovt at høre prins Henri svare på engelsk, nu hvor han jo især er kendt som kongefamiliens tosprogede medlem…
Interviewet siger nok også noget om, hvor (lidt) progressivt Børge var dengang. En slags poppens svar på Billedbladet. Måske siger det også lidt om ungdommens blandede følelse for kongeriget dengang!?
Den anden side er musikalsk set meget mere interessant. Palle Holgersen præsenterer fire “Børge-vindere”. Først falset-popgruppen Red Squares, der fik en Børge som populæreste udenlandske pop-gruppe. De spiller og synger “Evil Spel”, en smuk ballade, smukt sunget med kor og det hele. Børge for “Bedst komponerede danske sang” gik til The Lollipops med deres ballade “I’m so sad.” En fin lille sang, der får Lollipops til at stå i et bedre lys, end jeg husker dem fra dengang, de var tresserne danske svar på et boyband.

Ungdomsbladet Børges anden flexidisc, “Børge Topplade nr. 2″ er dobbeltsidet (!) og præsenteres af chefredaktør Erik Haaest selv. Velkommen til Børge-show! Der lægges ud med “Danmarks populæreste popgruppe”, The Defenders, der giver “Treat her right”. Kvaliteten er upåklagelig. Defenders spillede godt. Men de havde jo også Ken Gudman på trommer og Rudolf Hansen på bas. Og så udmærkes nummeret af en vild, vrængende guitar, sikkert trakteret af Peter Jelsbak… Nummeret er i øvrigt genudgivet på cd’en Dansk Pigtråd vol. 1.
Erik Haaest takker behørigt pladeselskaberne Sonet, Metronome og Decca – for tilladelsen til at bringe musikken, og der er da heller ingen tvivl om, at optagelserne ikke er de live-udgaver, som man forsøger at foregøgle lytterne. Der er tale om gode studieoptagelser, der akkompagneres af “dåseklap”, som fades ud og ind… Men den slags iscenesættelser er vi jo vant til i dagens tv…
Defenders følges op – på side 1 – af “Danmarks populæreste folkesanger”, Cæsar, der efter en tur i Esbjerg videregiver “et dyrisk digt”, visen om den liderlige fisker. Her er der rigtignok tale om live-optagelse, hvor publikum griner med på de frivole tvetydigheder. Det var jo en af Cæsars vældig populære “frække viser”. Et fint vidnesbyrd om Cæsars talent som visefortolker og folkelig underholder. I øvrigt siger det vel lidt om tidens frembrusende frisind, at man kunne bringe sådan en vise i et ungdomsblad…
På side to indledes med The Rocking Ghost (There’s A Difference) – “en af de grupper, der næsten altid er at finde på den danske hitliste”. For mig har Rocking Ghost altid været en slags forløbere for dansktoppen. Pæn,velfriseret popmusik uden bid. De når ikke Defenders eller nogle af de andre bands til sokkeholderne. Det understreges af The Baronets, der præsenteres som et af “Danmarks nye talenter”. De spiller “Treat Me Right”. Sejt, gyngende rock.
Som rosinen i hotdog-enden får vi “England topnavn på Danmarks hitliste”, Wishful Thinking, der giver nummeret V.I.P. Et eksempel på den falsetsang, der blev så populær i de år med netop Wishful Thinking og kollegerne i Red Squares. [Fortsættes...]

Napoleon Brown Culp med kunstnernavnet Nappy Brown er død, 78 år gammel. Sammen med Chuck Berry, Little Richard og Fats Domino var han i halvtredserne med til at gøre den afro-amerikanske R&B-baserede pop populært i hele USA. Med sin meget specielle stemme fik han en del hits i halvtredserne, blandt andet Don’ Be Angry, Little by Little og The Right Time. Han opfattes som en vigtig inspirator for såvel rocken som soulens sangere… Hvil i fred.

Undervejs i denne blog har jeg nu og da med et lille suk og et lille rif i hjertet mindes mine popblade fra tresserne, som endte som brændsel i en olietønde i mine forældres baghave. Beat, Hit, Beat+Hit, Fabulous og Børge. Plus nogle andre. Jeg havde alle de danske. Men mente på et tidspunkt, at jeg var vokset fra dem. Ungdommelig enfold.
En særlig attraktion ved bladet Børge, der blev drevet af den omstridte Erik Haaest, var, at der nu og da fulgte nogle såkaldte Børge Popplader med, hvor nutidens danske navne blev præsenteret m.m. På nogle ultratynde flexidiscs, der var så tynde at afpilningen af dem krævede, at man lagde dem oven på en rigtig grammofonplade, fik bladets læsere så lejlighed til at lytte til den musik, der fremme – og som ikke altid var lige til at komme i nærheden af, når man endnu var grøn bag ørerne og boede helt ovre vestpå…
Nu har jeg så været så heldig at låne, af min gode veninde Gertrud, fire velholdte eksemplarer af disse Børge Popplader. Vist nok alle dem, der udkom. Og det har været ren og idel nostalgisk fornøjelse at genhøre dem.
På den første – Ungdomsbladet Børge, Børge Topplade nr. 1 (DGR 126, u.å) – præsenterer Johnny Reimar “pop i topklasse”, en “Børge-træffer” følgende bands:
Nalle og The Big Sound (der i følge Reimar er på vej “mod international berømmelse”, ak, ja…) med “Mr. Pitiful”; The Hitmakers, “årets danske topgruppe” med succes i England, “Somewhere They Can Find Me” og “populære” Peter Belli med sin nye gruppen Seven Sounds “Little by Little”.
Det mærkelige er, at jeg kan huske disse indspilninger. De virker fra første skæring velkendte, og må vel være lagret derinde et sted. Til gengæld kan jeg ikke huske, at kvaliteten var så god som den faktisk er! Den musikalske kvalitet. Der var sket en masse på den led, siden den første famlende pigtrådsgrupper stod frem. [Fortsættes...]