Indlæg tagget med Musik

Lennon-citater

9. december 2016

“I can’t wake you up. You can wake you up. I can’t cure you. You can cure you.”

“Our society is run by insane people for insane objectives. I think we’re being run by maniacs for maniacal ends and I think I’m liable to be put away as insane for expressing that. That’s what’s insane about it.”

 “Produce your own dream. If you want to save Peru, go save Peru. It’s quite possible to do anything, but not if you put it on the leaders and the parking meters. Don’t expect Carter or Reagan or John Lennon or Yoko Ono or Bob Dylan or Jesus Christ to come and do it for you. You have to do it yourself.”

The Independent bruger årsdagen for drabet på John Lennon til at minde os alle om, hvad han havde på hjerte som det socialt og politiske menneske, han også var ved side af sin kunstnervirksomhed.

Lucinda Williams – live

9. december 2016

Det er igen NPR, der generøst lader os få lov til at være med, når en kunstner står på scenen. Denne gang den uforlignedelige Lucinda Williams i en optagelse fra Lincoln Center.

Laura Stevenson m. band fortolker Replacements’ “Alex Chilton”

9. december 2016

Laura Stevenson er et nyt bekendtskab for mig, men hun og hendes band leverer en holdbar version af The Replacements hyldestsang til Alex Chilton. Og hele hendes live-album kan erhverves for næsten ingenting ved at følge dette link.

Og så farvel til – Greg Lake

8. december 2016

Den 7. december tabte bassisten m.m. Greg Lake sin kamp mod en alvorlig kræftsygdom 69 år gammel og fulgte i sporet på de mange andre fra musikken, som vi har sagt farvel til i 2016. Med Emerson, Lake & Palmer og King Crimson på sit cv har Lake sikret sig et pænt omdømme i eftertiden.

Avisen The Guardian fremhæver især hans medvirken på King Crimsons omstridte hovedværk In the Court of the Crimson King som et varigt vandmærke. At han også står som ophavsmand til en af julens mest elskede sange “I believe in Father Christmas” skal blot tilføjes som en aktuel kuriøs note.

Og lidt til at øge julestemningen…

8. december 2016

I hænderne på japanske basisrockere Shonen Knife bliver julen til at holde ud, selv om man er ramt af kraftig forkølelse (eller influenza eller hvad det nu hedder…).

Verdens ende som musik?

8. december 2016

“The reason I talk about George Martin is that one of the great losses of 2016 was [his] passing. … I went on a book tour this year talking about songs that changed [lives] and the song that changed my life was a song that was produced by George Martin and it was ‘A Day In The Life.’ John Lennon had asked George Martin basically, “Could you imagine the end of the world in music?” And George Martin proceeded to take an orchestra and record them and then record them again, and then record them again, and then record them again and then put them all together.” —Bob Boilen (NPR)

 
 

Og dagens forelæsning.. med mundvand og det hele…

8. december 2016

Et medlem af Dansk Folkeparti ønsker, at man skal skyde (varselsskud) efter flygtninge, der forsøger at komme ind i Europa via Middelhavet. Jeg havde lidt svært ved at rumme tanken om, at vi nu er nået så langt, at folkevalgte politikere på den måde plæderer for metoder, der burde høre historien til (med den formulering har jeg undgået at bruge nazi-kortet…). Heldigvis kom min tænkemester – maitre penseurs – den slovenske filosof Slavoj Zizek mig i forkøbet med nogle saftige analytiske overvejelser over den såkaldte “flygtningekrise”. Hvis man har tid og kan leve med at Slavoj har for meget mundvand, hele tiden tørrer sin næse osv., så kan man få noget at tænke over…

Ryan Adams griber spaden

8. december 2016

“Do you still love me?”! hedder første udspil fra Ryan Adams kommende album Prisoner, der skulle være på gaden i februar måned 2017. På sit seneste album flirtede Adams succesfuldt med popprinsessen Taylor Swifts 1989. Og måske er den nye plade et forsøg på at finde tilbage til et nulpunkt, hvorfra musikken kan blomstre igen. I hvert fald er der noget gammeldags (30-40 år tilbage i tiden) over den slags rocksange, som “Do you still love me?” repræsenterer. Også lydbilledet ligger langt fra vor tids til tider noget sterile lyd. Jeg fornøjer mig ved tanken om, at forvandlingskuglen Adams tørrer tavlen ren og starter på en frisk.

Tak til Jens for linket. Sangen kan vist hentes ned fra diverse betalingsstreamingtjenester.

årsdag

8. december 2016

8. December 1980. Husker den dag nøje. Det var som om verden lige stod stille et splitsekund, da Mark Chapmans fire kugler tog livet af John Lennon.

De levende og de døde

7. december 2016

“Det er alle de dødsfald, der håber sig op lige sådan og er noget af det mest forstemmende ved at blive ældre. Heltene falder på stribe, fordi de har et forspring på 10-15 år. Familie og venner forvandles til skyer. for ikke at tale om totemfigurer, der var med til at skrive historien om det 20. århundrede. Tag blot de sidste par dage: Leonard Cohen, Jan Sonnergaard, Fidel Castro, Frank Esmann.

Når ikonerne dør, bliver medierne  resonanskammer. Der er sorg og taknemmelighed og så videre. Bowie, Prince, Cohen – ih, hvor vi elskede jer. De store navne fylder så meget, at der ikke er plads til at huske de små. Alan Rickman døde samme uge som Bowie, Keith Emerson – fra Emerson, Lake & Palmer – skød sig en kugle for panden den 11. marts. Det var der ingen, der sørgede særligt over særligt længe.

Cohen var 82 år. Fidel blev 90. Min ældste datters mormor, som døde i maj, fyldte 96. Generelt ligger snittet omkring de 70. Bjarne Nielsen, min gamle ven fra Pinkterton og Sherlock Holmes Klubben, var 71, da han døde i marts. Man bemærker den slags, når man selv er fyldt 60. Det bliver vigtigt at bruge de dage i haven, i stedet for at skrive dem væk.”

Det er journalisten og forfatteren Bo Green Jensen, der i det seneste nummer af Weekendavisen, bruger havearbejdet til at fundere over det at blive ældre og komme i en alder, hvor mange af ens jævnaldrende og ikke mindst de lidt ældre begynder at falde fra i et bemærkelsesværdigt stort tal. Et memento mori. Og måske er den vigtigste sætning i citatet ovenfor den sidste, hvor forfatteren fremhæver vigtigheden af at fortsætte med at feje blade sammen, putte dem i sække, køre dem til affaldsdepotet osv. I stedet for at skrive dem, dagene, væk. Eller måske er det i virkeligheden begge dele: havearbejde og skriveri, der giver mening, når nekrologerne i stigende tal tikker ind på computeren!? Gennem det meningsfulde arbejde og skriveri holder vi fast i livet og udsætter, udskyder dead-line (i mere end en forstand).

Beatles’ flexidisc-jul anno 1966

6. december 2016

Jeg har været inde på det før. The Beatles’ tilbagevendende julehilsner til deres fans. Fra 1963 til 1969 udsendte Beatles en såkaldt flexi-disc med en julehilsen til deres fans. Som regel en blanding af sjov og ballade og lidt musikalsk løssluppenhed. Den slags ville jo slet ikke gå nutildags med streaming, internet osv. Desværre. For det var sjovt at vente på den årlige julehilsen.

Her er alle flexi-discs i en lang sammenhæng:

Hitlisten for 50 år siden

6. december 2016

The Rocking Ghosts, The Small Faces, Lovin’ Spoonful og Matadorerne var nye på listen i denne uge 49 for et halvt århundrede siden. Og på toppen lå Keld og hans æsler med “En tusindfryd i min hånd”, for dansktoppen havde afløst pigtråden og fået et godt greb i danskerne.

Ellers er det jo en god blanding af kendte danske navne, der er oppe mod datidens store udenlandske, selv om både Beatles og Stones er fraværende. Bortset fra Donkeys’ sang kan jeg huske dem alle. Jeg skal blot lukke øjnene og tænke på titlen. Og der var mange gode pop- og beatsange på den tid.

Genkaldt: Ian & Sylvia

6. december 2016

I min febrile tilstand genlæser jeg Suze Rotolos erindringsbog A freewheelin Time. Og det slår mig, at det mest interessante ved den bog ikke er beretningen om kæresten og kæresteforholdet til Bob Dylan, selv om det er et både ærligt og langt hen troværdigt billede, vi får af den unge Dylan.

Nej, det er – som titlen jo også antyder – skildringen af den tid i Greenwich Village og miljøet, bl.a. de mange musikalske mennesker, som det unge par møder og bliver venner med. Musikere, der siden er gået lidt i glemmebogen, men dengang havde stor indflydelse på Dylan og Rotolo. Fx det kanadiske par Ian og Sylvia Tyson, der ikke alene er et udsædvanligt smukt par, men også en duo, der baner vejen for den moderne folkemusik.

Manageren Albert Grossman tager dem ind i sin stald, sørger for en pladekontrakt med Vanguard Records og forstår intuitivt, at Ian og Sylvia med deres traditionelle tilgang til folkemusikken kan gøde jorden for mere moderne kunstnere som fx Bob Dylan. Og Grossman sælger duoen i en pakke, hvor køberne må tage Dylan med i købet, og på den måde får Grossman vænnet publikum til det nye.

Giv mig en hest mor

6. december 2016

En lille dreng har mange ønsker

og plager tit i øst og vest.

Der var engang en lille dreng, som,

så rædsomt ønsked´ sig en hest.

Han plaged´ modern hele dagen,

og fik så en af marcipan.

Men da han så det fine dyr,

da græd en lille skuffet fyr.

./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.

En hest vi to kan ride på.

Vi to Mor, lige op til himlens blå.

Og tiden gik mod juleaften.

Den lille dreng var meget spændt.

Kun eet i verden, var hans ønske.

Og så blev juletræet tændt.

Hvad stod der under grenens læne.

En hest i blankpoleret træ.

Men da han så det fine dyr,

da græd en lille skuffet fyr.

./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.

En hest vi to kan ride på.

Vi to Mor, lige op til himlens blå.

Og mange år var gået siden,

og drengen var en voksen mand.

En morgen holdt der foran porten,

et flot og fyrigt hestespand.

Og fire stolte heste trak,

denne sorte vogn i sølv og lak.

De kørte med hans egen Mor,

da husked han sin´ barndomsord.

./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.

En hest vi to kan ride på.

Vi to Mor, lige op til himlens blå.

Det siger nok ikke så lidt om min influenza-ramte tilstand, at sangen om drengen og hesten overtog pladsen i min slørede bevidsthed på sengekanten. åh nej mor giv mig en hest mor… Og billeder af en henrevet Povl Dissing flimrede forbi. Men så faldt det mig også ind, at Dissing havde hugget den fra dansktopsangerinden Grete Klitgaard, som min mor havde en stor forkærlighed for i min barndom. Kom så Grete, syng.

Capac anbefaler: Marie Lind – Christmas Time

5. december 2016

cover-høj-opløsning.jpg

Julen nærmer sig med raske skridt. Og dermed også tiden, hvor julesange og -musik vil dominere på radioprogrammernes og andre mediers sendeflade. Men hvor meget ny julemusik kommer der? Nok ikke så meget, som man – jeg – kunne ønske mig. For selv om jeg da godt kan lige mange af julens popsange, salmer, carols osv., så er det rart, at høre noget andet og nyt.

Og her falder Marie Linds nye plade Christmas Time på et tørt sted, kan man sige. For ganske vist signalerer titlen og albummet coverdesign med juletræ, sukkerstok, stjerner og kugler, at vi befinder os ovre i den boldgade. Og hvis ikke det var nok, så understreger udvalget af sange det med eftertrykkelighed. Bortset fra Linds egen komposition “Born under a star”, så er der tale om sange, der må siges at være kendte inden for denne årstids sange. Teksterne kredser om julens tematik herunder den religiøse.

Alligevel går der ikke helt julelys, glimmer og ris à mande i pladen her. Og det skyldes især, at Lind sammen med sit hold musikere – Michael Vestbo (guitar), Eddie Jarl (trommer), Mathias Jæger (grand piano), Jacob Worm (guitar) og Jesper Smalbro bas – har valgt at arrangere sangene med en umiskendelig jazzet fornemmelse. Vi befinder os mere end et stenkast fra den søde julepop, der vil herske over os den kommende tid. Og det klæder sangene rigtig godt at blive lagt ind  i sådanne jazzede folder. For det betyder ikke, at de tanker og følelser, man kan forbinde med netop juletiden, forsvinder. Snarere tværtimod. Det lidt dristige og kloge valg af jazzede arrangementer gør, at man i højere grad nødes til at lytte sig ind på teksterne og deres budskaber. Hvor budskaberne har det med at forsvinde i de forførende popgevanter, vi er vant til, træder de lettere frem, når det iklædes en mere utraditionel musikalsk klædedragt, sådan som det sker her hos Marie Lind og hendes musikere. Og Linds lyse stemme passer godt til såvel den lette jazztilgang som til julerierne.

Christmas Time henvender sig helt sikkert til elskere af julen, men også til den gruppe af musikelskere, der godt kan få for meget af den kendte julemusik og godt kunne trænge til få julegranet ud af ørerne op til juleaften. Og her kommer Marie Linds plade som et godt bud på en lidt alternativ juleplade. Hermed anbefalet.

Marie Lind. Christmas Time. Produceret af Jacob Worm og Jester Smalbro i samarbejde med Marie Lind. Gateway. Er udkommet.