Det er efterhånden længe siden, vi har hørt noget til The Shins og deres melodiøse og subtilen udgave af indiepoprock. Men nu skulle en ny plade være på vej (2017), og bandet har sendt en fin forløber “Dead Alive” i forvejen.
Furen kunne fortælle, at de første tegn på julens forbrugsfest allerede kan ses i diverse butikker og supermarkeder. Og jeg tænkte ved mig selv, at så går det nok ikke lang tid, før julen også stikker sit hoved frem i musiklivet. Og knap havde jeg tænkt tanken til ende, før jeg kunne læse, at duoen She & Him – Zooey Deschanel og M. Ward snart udsender Christmas Party, der følger op på duoens A very She & im Christmas fra 2013. Og der er allerede en single ude, så vi kan komme i den rette højtidsstemning i god tid…
Jeg blev aldrig rigtig fan af Cliff Richard, dengang man enten var til Cliff eller Elvis. Og jeg blev heller aldrig fan af The Shadows,som backede Cliff op. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er imponeret over, hvad The Shadows har udrettet og den distinkte lyd, bandet hurtigt fik skabt – ikke mindst takket være multi-instrumentalisten, sangere og sangskriveren Hank Brian Marvin, der fylder 75 år i dag. Hans wiki sammeføjer fint hans guitarspil med ordene: “Marvin uses a clean guitar sound with a Vox amplifier and often used significant amounts of reverb and/or delay effect for songs like “Apache” and “Wonderful Land”. He also developed a distinctive way of using the guitar’s vibrato to give a “dreamy feel” to his playing.[2] Many leading British and Canadian rock guitarists cite Marvin as an influence on them.”. Ja, en ren guitarlyd, der inspirerede mange af de guitarister, der fulgte efter – også folk som Clapton, David Gilmour, Mark Knopfler, Pete Townshend, Jeff Beck og George Harrison, selv om de fulgte andre stier i deres guitarspil. Uden sammenligning i øvrigt var Marvin en slags Jørgen Ingmann for dem…
Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again lød det i mit indre, da jeg lagde øre til Langsyns nye album Hvilke chancer. For inspirationen fra den vrangvillige Nobelpristager Bob Dylan er slet ikke til at tage fejl af, når Langsyn folder sig ud. Ja, den indledende sang “For altid” lyder faktisk, som om der var tale om en fordanskning af en af Dylans outtakes fra tresserne – perioden omkring Blonde on Blonde (sådan cirka). Peter Butzback Larsen står for sangene og synger for så det giver kraftige associationer i retning af Nobel-Bob, men også i retning af Niels Skousen, Eik Skaløe, Hans Vinding og Hyldemor.
Jovist, Langsyn træder ind på ig i det lange spor af Dylan-inspirerede, dansksprogede singer-songwriters, der siden de sene tressere har beriget det danske sprog og den danske beatmusik med sange, der på dylansk vis kærligt og undertiden poetisk vrider vort modersmål lidt i beskrivelsen af den virkelighed, vi – på godt og ondt – lever i.
Det dylanske spor viser sig også i Peter Butzbacks Larsens fraseringer (den drævende, tilbagelænede, fortællende fremførelse af teksterne), i den markante brug af mundharmonikaen og den enkle, low budget, no bull shit produktion af den relativt korte plade (ca. 30 minutter).
Men, de foregående betragtninger skal ikke forstås sådan, at Langsyn og Peter Butzback Larsen blot er endny et eksempel på epigoneri i forhold til mesteren selv. Langsyn og Larsen er mere en slags moderne hippier, der har taget Dylan til sig og synger sange om tvivl og håb. Som det hedder i den indledende sang: “Jeg vrøvler en fuldemandssang/ Jeg rimer på alt hva der ligner”. Og ja, Butzback Larsen er nok, når alt skal gøres op, mere en sangskriver i Skaløe-traditionen end en efterkommer efter poeten Bob Dylan. Og det er godt og dejligt, for vi har brug for singer-songwriters, der på vort modersmål kan synge berusede sange, der rimer på alt, hvad der træder frem i vores fælles virkelighed.
C. V. Jørgensen er gået i frivilligt eksil og pladsen, han har efterladt, giver plads til mange andre talenter, bl.a. Langsyn, der med deres album finder tilbage til en autentisk enkelhed og musikalsk nøgenhed, der var politisk korrekt i tresserne og halvfjerdserne og har fået et opkog de seneste par årtier – og har det med at holde i mange år. Jeg er ret vild med Langsyns nye plade. Hermed anbefalet.
Langsyn. Hvilke chancer. Produceret af Langsyn og Boi Holm. LangsynBeat. Udkom d. 1. oktober
Københavnerbandet Svin (Lars Bech Pilgaard: Guitar, Henrik Pultz Melbye: Tenorsax, karinet, Thomas Eiler: trommer og Adi Zukanovic: tangenter) har været en tur på Island, hvor de i det kendte Sundlaugin studio (Sigur Rós) har indspillet deres nye album Missionær. Og turen til det kolde nord sætter sit præg på pladen. Helt ud i coveret, der viser grå-blå indtryk fra havet og himlen, der omfatter øriget mod nord, mærker man den indflydelse det afsides pladestudie har haft.
Og indflydelsen stopper ikke ved det ydre. Også pladens indhold, musikken, bærer et kraftigt indtryk af den geografiske lokation. Men også af den lyd, som Sundlaugin har skabt for en lang række – fortrinsvis islandske – kunstnere med post-rockerne Sigur Rós i spidsen. Det er ikke tilfældigt at studiets lydtekniker Birgir Jón “Biggi” Birgisson står for lydsiden på Missionær.
Hvorfor pladen kaldes Missionær skal jeg lade være usagt. Men man kunne tænke sig, at det er for at sætte ord på en musikalsk mission, som Svin er ude på. At Svin måske med den nye plade, der adskiller sig fra deres tre foregående, ønsker at slå et slag for en musik, der ikke vil behage lytterne med genkendelig pop eller ditto rock, men med forkærlighed kaster sig over støjrockens rigt facetterede landskab og specielt den afkrog af noise-rocken, som søger at skabe rum for store følelser og stemninger. En slags moderne støjende mood-music.
I hvert fald er det det Svin gør på pladen. Med forkærlighed for repetitive og til det monotone grænsende langt trukne, svævende og cirkulerende lyde fra diverse tangentinstrumenter, der afløses, suppleres af små intense stykker af næsten velgørende og iørefaldende postrock med huggende guitarer og saksofon lader Svin de i alt seks numre danne en konceptuel enhed af en egen betagende og også lidt skræmmende skønhed.
Med Missionær har Svin (be)vist, at der også er god plads til forførende noise-post-rock i Danmark, og at islændingene ikke er alene om at skabe den stilart. Hermed anbefalet.
Svin. Missionær. Produktion: Svin og Anders Bach. Pony Records. Udkom d. 21. oktober
Trioen She’s a Sailor består af Jesper Vindberg (sang og guitar), Thomas Albrechtsen (sang og tangenter) og Jesper Svane (trommer). De har rødder i København og Aarhus og står som kollektiv for musik og tekster på den nye EP, de har sendt på gaden. Og det er sikkert det kollektivistiske præg, der forklarer, hvorfor den lille plade virker så homogent vellykket.
Pladen består kun af fire numre, men bandet formår alligevel at give et indtryk af, at det allerede har fundet et stilistisk leje, hvorfra det kan udvikle sig videre. Og det er et leje, der så at sige ligger dybt i den klassiske poprocktradition, der fører fra tresserne og frem til i dag. Uden på nogen måde at ligne de store forbilleder blandt vokalgrupperne fra tresserne, så er der ingen tvivl om, at det er der inspirationen er at finde. For det musikvante øre er der mindelser om både Beach Boys, The Kinks og mange senere bløde rockere, når man lytter til de fire sange. Styrken på EP’en er nogle endog meget iørefaldende melodier, nogle vokalarrangementer, der passer som Hans i Grete til melodierne og musikalske arrangementer, der skylder tresserne såkaldt symfoniske rock meget med hensyn til brug af strygere, piano osv.
Sangen “Beautiful”, der afrunder CD’er, skulle efter sigende allerede have gjort et stort indtryk på DRs P4. Og der er god grund til at tro, at de tre andre sange vil kunne følge trop og blive hits på samme kanal og tilsvarende radiokanaler rundt omkring. Er du til god, klassisk poprock, så giv She’s a Sailor en chance på din afspiller.
She’s a Sailor. Back from the Sky. Produceret af bandet selv. Iceberg Records. Udkom d. 14. oktober
I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se et interview med forgrundsfiguren i bandet Kandis, Johnny Hansen. Anledningen var at det dansktoporienterede band havde lavet et covernummer af en Volbeat-sang. Nu er jeg hverken til Kandis eller Volbeat for den sags skyld, men det fik mig til endnu engang at tænke over, hvad der gør et coversang god. Johnny Hansen argumenterede fint for, hvorfor Volbeat-sangen passede ind i Kandis’ repertoire. Det var noget med, at Volbeats hårdtslående sang havde elementer af pop i omkvædet. Og jeg tror Hansen har fat i noget rigtig. En god coversang skal gerne have noget genkendeligt, fx melodien. Hvis melodien er god og iørefaldende, så skal det fremgå af coverversionen også Men er det nok? Nej, der skal noget ekstra til. Fortolkeren skal lægge et eller flere lag på, der viser noget om, hvilken fortolker, der er tale om. Når Beatles fortoker ældre rocknumre, så er man aldrig i tvivl om, at det er Beatles, der fortolker. For nu at sætte det på spidsen. Her er så en fortolkning af Velvet Undergrounds “Perfect Day” ved Andrew Bird om Matt Berninger (The National). Er det en vellykket fortolkning? Døm selv.
Tyve år efter bandets dannelse fortsætter Athens-Georgia-bandet Drive by Truckers med at lave musik. Senest har de udsendt albummet med den nærmest ikoniske titel American Band der har fået fine anmeldelser hele vejen rundt. Og her træder de op på public-service-radioen NPRs skrivebord. Og så kan det næsten ikke blive ret meget bedre…
En hjerneblødning kunne ikke stoppe ham. Tværtimod. Det er som om den satte ekstra skub i Neil Young, der har været mere aktiv og udadvendt end nogensinde før. Og i december er han ude med en ny plade på sit gamle plademærke Reprise. Peace Trail kalder han den og sender dermed et budskab om, at han ikke har i sinde at lægge det politiske til side foreløbigt.
Fantastisk sang til en video, der er en bl.a. af slapstick, Monty Pyton, Star Trek, Little Richard og andre rock’n rollere og så Long John Baldry selvfølgelig.
I år ville han være blevet 75 år. Og selvfølgelig markeres soulikonets årsdag med manér. Man har således udgivet hans legendariske optræden på spillestedet Whisky a go go med en lille boks på seks skiver, der omfatter alle de koncerter Redding gav på stedet i april 1966.
“And this I believe: that the free, exploring mind of the individual human is the most valuable thing in the world. And this I would fight for: the freedom of the mind to take any direction it wishes, undirected. And this I must fight against: any idea, religion, or government which limits or destroys the individual.”
(John Steinbeck, East of Eden)
Bobby Vee er død 73 år gammel. Vee var en af de mange Bobbyer, der huserede i amerikansk pop i de tidlige tressere, hvor han blev teenageidol med masser af hitlistesange (38 ialt). Vees karriere blev initieret på en tragisk baggrund. Da Buddy Holly – sammen med Riche Valen og The Big Bopper – blev dræbt ved en flyulykke den 3. februar 1959, fik Bobby Vee til opgave, sammen med et til lejligheden sammensat band, at overtage Buddy Hollys engagement i byen Moorhead. Og det blev så stor en succes, at det satte gang i den unge Bobbys musikalske løbebane.
Og Wikipedia fortæller en sjov historie om Bobby Vee:
Early in Vee’s career, a musician named Elston Gunnn [sic] briefly toured with the band. “Gunnn”, whose birth name was Robert Allen Zimmerman, later went on to fame as Bob Dylan.
Dylan’s autobiography, Chronicles, Volume One, mentions Vee and provides complimentary details about their friendship, both professional and personal.
In a concert at Midway Stadium in St. Paul, Minnesota, on July 10, 2013, Dylan said he had been on the stage with many stars, but that none of them were as meaningful as Vee. He said Vee was in the audience and then played Vee’s hit “Suzie Baby” with emotion. Dylan said (in an audio recording of the concert),
Thank you everyone, thank you friends. I left here a while back, and since that time, I’ve played all over the world, with all kinds of people. And everybody from Mick Jagger to Madonna. And everybody in there in between. I’ve been on the stage with most of those people. But the most meaningful person I’ve ever been on the stage with, was a man who is here tonight, who used to sing a song called “Suzie Baby”. I want to say that Bobby Vee is actually here tonight. Maybe you can show your appreciation with just a round of applause. So, we’re gonna try to do this song, like I’ve done it with him before once or twice.
Sangeren, banjospilleren, skuespilleren, billedkunstneren og smeden Freddy Fræk – egl. Freddy Poulsen – er død, 80 år gammel. Freddy Fræk var et muntert indslag i den folkemusikbevægelse, der rullede over populærmusikken i tresserne. Han var en slags modpol til Cæsar, der repræsenterede den socialt bevidste del af folkemusikbølgen. Og Fræk, der egentlig kom fra jazzen, gjorde sig i muntre viser og børnesange. Da tidsånden fra tresserne begyndte at tabe pusten i starten af halvfjerdserne slog Freddy Poulsen sig efterhånden på billedkunsten og lagde musikken på hylden. Freddy Fræk var en i ordets bedste betydning original, der var med til at sætte kulør på tressernes og halvfjerdsernes kulturliv.
Â
En passende sang at starte dagen med, når man nu alligevel skal ud på de våde, kolde lande- og motortrafikveje. Gillian Welch’s ærkeamerikanske sang “I dream a highway” fra hendes nu genudsendte 2001-album Revelator. I modsætning til Welch drømmer jeg ikke (om) veje, men om at stoppe med al den kørsel. Sådan er vi så forskellige Welch og jeg, amerikaneren og danskeren. Men en meget fin sang er det…
