I forbindelse med Neil Youngs årlige velgørenhedskoncerter – Bridge School Benefit – optrådte manden selv i selskab med bandet Metallica. En overraskende konstellation, sådan som disse koncerter har for vane at skabe dem. Men, men, jeg bliver ikke fan af Metallica, selv om de spiller sammen med Young (eller tidligere med Lou Reed).
Sammen med sin broder Leonard, der døde allerede i 1969, grundlagde Phil Chess det navnkundige plademærke Chess Records i 1950. De to polsk-jødiske immigranter ville tjene penge. Og vejen til pengene gik gennem blues og rhythm and blues. Deres idégrundlag var at opspore ukendte blueskunstnere, indspille med dem og få de lokale radiostationer til at spillle pladerne (gerne ved hjælp af lidt bestikkelse…). Det betød, at Chess fik fat i kunstnere som Muddy Waters, Howlin Wolf, Little Walter, Sonny Boy Williamsen og mange flere. Og det er ikke forkert at sige, at Chess med deres promovering af den såkaldte Chicago-blues var med til at gøde jorden for rock’n roll – og Chess fik da også en vis hr. Chuck Berry (dengang en ukendt kkunstner fra St. Louis) i sin stald, hvor han indspillede klassikere som “Maybellene” og “Roll over Beethoven”.
I 1969 blev Chess solgt til General Recorded Tape, man havde da sat sit tydelige fingeraftryk på den folkelige musik. Nu er Phil så død og et kapitel om et inspirerende og indflydelsesrigt plademærke er skrevet færdig.
I slutningen af tresserne kom den indiske musik ind i den vestlige popmusik, bl.a., fordi The Beatles have åbnet dørene for den musik på deres plader, ikke mindst Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Og det satte gang i den del af world music, der lod de to kontinenter – østen og vesten – smelte sammen. Fx hos den bengalske musiker Ananda Shankar, der tog Rolling Stones og The Doors og lod dem indificerer…
Good morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you
So I can hug, hug, squeeze, squeeze?
If you let me I can tease you baby
Hey, hey hey hey
Hey hey hey hey
Hey, yeahLet’s dance, little schoolgirl
Let’s dance, little schoolgirl
Won’t you let me take you to the hop, hop
Have a party at the soda shop
So we can do the twist, do the stroll
To the music of the rock ‘n’ roll
Hey, hey hey hey. Hey hey hey hey. Hey, yeahGood morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you
So I can hug, hug, squeeze, squeeze?
If you let me I can tease you baby
Hey, hey hey hey
Hey hey hey hey
Hey, yeahGood morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you?
Tell your mama and your papa that I love you
Tell your sisters and your brother that I love you
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Chuck Berry vil ikke sådan slippe sit greb i mig. Måske fordi han nu er 90. Og her på sengekanten var det meget passende hans udgave af “Good morning little schoolgirl”, hvor to af hans yndlingstemaer – hverdagsliv og piger – mødes på smukkeste vis… Her i en alternativ udgave med Steve Miller.
Det var også i denne måned i 1966 – nærmere bestemt d. 10-oktober – at Beach Boys udsendte deres vel nok bedst kendte sang “Good Vibrations”, der stadigvæk fremstår lige så overraskende, nyskabende og fascinerende, som første gang den løb i dampradioen.
På dette tidspunkt i 1966 udkom 13th Floor Elevators debutalbum The Psychedelic Sounds of… og lagde en god grobun for de psykedeliske rock med sin særlige blanding af blues, folk, garagerock og psykedeliske elementer. Efter sigende er det også første gang, man så ordet “psychedelic” på tryk på coveret af denne plade, hvilket så legitimerer påstanden om, at det begyndte her. I hvert fald blev pladen en kultplade, og den dag i dag henvises der igen og igen til den og dens betydning for megen af den rock, der er kommet til siden hen. Frontfigur Roky Erickson er stadigvæk aktiv, som man kunne læse i min omtale af mandens koncert i Aarhus i april måned.
“There’s a Chuck Berry recording where he plays pedal steel on a 12-bar blues. It’s called “Deep Feeling,†and it’s on the other side of one of those famous cuts. You’ll know right away what it is although you’ve heard it before and probably didn’t recognize what it was. You probably thought it was just an extremely well-articulated guitar or maybe slide guitar. But you listen to it and it’s pedal steel. He plays it in a way that nobody else plays it, and it’s really beautiful. There are other guys who play pedal steel blues, but nobody’s been able to get out of that stiff phrasing. Nobody’s really gotten into playing the steel with a super amount of expression. It’s like a sitar; anything you can do with strings you can do on steel. You can create any number of microtonal variations. By rolling the bar you can get all different speeds of vibrato. The kinds of things you come up with on the pedal steel are usually along the lines of chordal and transitional things. The steel really lends itself to harmonic changes. For example, chord sequences are something you fall into on the pedal steel, just goofing with it. It’s not really a linear instrument; it’s more a simultaneous instrument, if you know what I mean. With the guitar you have linear stuff, then blocky stuff, linear stuff, then blocky stuff. With the pedal steel you could conceivably think and execute three lines at once. It can do that. That’s the thing that’s wow. Listen, you can experiment with contrary motion. It’s difficult to do that on the guitar. Musically, I tend to think in long, emotional, expressive lines. On the steel that tends to be what I find myself playing.” – Jerry Garcia, 1971
Man bliver aldrig for gammel til at lære noget af andre. Heller ikke Keith Richard, der her får et lærestykke af mesteren selv, hr. rock’n roll Chuck Berry.
Helt tilfældigt kom jeg til at snakke om Trille med en kollega i dag. Og så kommer jeg hjem til den kedelige nyhed om, at hun nu er død, 71 år gammel, af en kræftsygdom. Trille blev berømt-berygtet, da hun som ganske ung optrådte med visen “Øjet“, der handlede om kønsliv og kristendom – og satte ord på noget af det oprør, som tresserne havde sat igang. Siden blev hun en slags uofficiel troubadour for kvindebevægelsen med sit album Hej Søster (1975), selv om Trille aldrig opfattede sig selv om erklæret rødstrømpe.
44 år gammel sagde hun stop og trak sig ud af rampelyset efter en række fine album. Mange år senere vendte hun tilbage til offentligheden som foredragsholder og forfatter af sin anbefalelsesværdige selvbiografi Altid har jeg længsel.
Og nu er hendes livsbue så slut. Og selv om der er kommet mange nye, unge, talentfulde kvinder til, så vil der være en plads, der forbliver tom. Trilles.
Læs også Torben Billes omtale af Trilles retrospektive bokssæt Hele balladen.
Â
I går aftes kunne man på DR se en udsendelse, hvor musikeren Johnny Madsen vendte tilbage til sin gamle skoleklasse i Thyborøn. Og i en scene sidder Madsen sammen med programværten i en gammel Ford Popular (anno 1953) på vej mod barndomsbyen og lytter til – Chuck Berry. Og i dag er det så Berrys 90 års fødselsdag. Sådan kan tilfældighederne spille sammen.
Og medens vi er ved den alderstegne rock’n roller, så kan man læse, at manden næste år udsender et nyt album – med titlen Chuck – med nyindspillede, nye sange. Det er det første nye album fra legenden i 38 år. Og så kalder man Rolling Stones for rockens dinosauerer!? Pattebørn i sammenligning med rockens grand old man.
Intet er åbenbart for stort eller småt til ikke at blive udgivet post humt. Således udsendes nu, hvad der kaldet Complete Third med kultbandet Big Star. Og det til trods for, at der aldrig udkom en rigtig, officiel treer fra bandet efter deres 1 Record og Radio City. Alex Chiltonog Jody Stephens m. fl. havde været i studiet og indspillet en masse numre, men det kom ikke rigtig videre. Og selv om Ardent Records udsente Tthird i 1975 og flere efterfølgende udgivelser fulgte, så var der ikke tale om en rigtig, formel udgivelse, sanktioneret af bandets medlemmer.
Men nu sætter Omnivore Records så trumf på og udsende Big Star – Complete Third med alt, hvad den trække over tre CD’er/vinyler og overflødiggør dermed debatten om det famøse tredje album, der aldrig blev til noget. Eftertiden kan åbenbart ikke forlige sig med den slags løse ender og vil have the full monty, når gruppen nu ikke længere er en realitet.
1-Could this be Magic,”The Dubs”
2-Maybe,”The Chantels”
3-In the Still of the Night,”The Five Satins”
4-There’s a Moon Out Tonight,”The Capris“
5-Be My Baby,”The Ronettes”
6-I Wonder Why,”Dion & the Belmonts”
7-Oh What a Night,”The Dells”
8-Please Say You Want Me,”The Schooboys”
9-Church Bells May Ring,â€The Willows”
10-Only You,“The Platters”
11-Can’t We Be Sweethearts,”The Cleftones”
12-This little girl of mine,”Cleftones”
13-Come go with me,”Del-Vikings”
14-Earth Angel,”The Penguins”
15-Shu Bop, Dion
Dagbladet The Independent bruger en hel artikel på det forhold, at Bob Dylan har reageret på sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ‘sande Dylan-måde’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist på DRK i går aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der står i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der står frem og siger noget i retning af: “En sang kan stå på to ben”. Sagt på en anden måde: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstås og opleves som sådan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstå som sådan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud på en holdbar forståelse af fænomenet Bob Dylan, der nu har fået Nobelprisen. Vi forstår først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.
Den store, meget omtalte ikonbegivenhed, Desert Trip, der har formået at samle noget af det bedste af det gamle – fra Bob Dylan over Paul McCartney og Rolling Stones til The Who – lakker mod enden. Og tilbage står så musikkritikkens vurdering af de to weekender i ørkenen. Levede det op til de store forventninger eller hvad? Los Angeles Times’ anmelder August Brown anskuer begivenheden – og måske med rette – som et møde mellem generationer: dem, der er på alder med stjernerne på scenen og så de unge, dem, der er kommet til siden hen, børn, børnebørn, oldebørn osv. Og anmeldelsen bliver et spørgsmål om, hvordan man som festdeltager sikkert kommer igennem den oplevelse. Han skriver:
Of all the things Desert Trip has to teach the kids — the wisdom of the deep Dylan catalog, the joy of Mick Jagger’s catwalk, the pleasures of rolling out a blanket on a windless night of the Polo Grounds and hearing the best music from rock’s best era — there’s one thing the EDM kids in the Sahara Tent can teach in kind: how to party safely at something like this.
The opening night of Desert Trip’s second weekend was even better than I’d imagined — the recent Nobel Laureate Bob Dylan generously indulging fans with “Like A Rolling Stone” and other pop hits; Ron Wood ripping out ageless, invigorating guitar solos, testaments to the merits of a perfect riff. The built environment was unlike anything I’d seen in two decades of festival attendance — sprawling but accessible, vibey but logistically perfect. I’ll go ahead and dare to say that it out-classes Coachella as a total experience for regal rock ‘n’ roll like this.
Everyone from the security guards at the front gate to the most eager Dylanologist was kind, patient and beyond happy to be there. There was no bad seat in the house, and you could still get close enough to see Mick Jagger’s tendons flex.
Så tommelfingeren op! Desert Trip var bedre en Coachella. Men der var malurt i bægeret. Fx problemer med drikke – vand og andet. Så udmattelse, tørst, hedeslag og forøget indtag af alkohol og marihuana satte sig nogle uheldige spor. Al begyndelse er svær, ikke mindst for festivalarrangører. – Og for at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Desert Trip er nok ikke noget Woodstock, men mindre kan også gøre det. Nu må vi se frem mod lyd- og billeddokumentationen af begivenhederne i ørkenen.
Det er cirka to år siden, jeg havde fornøjelsen af at omtale Select Captains debutalbum The Feathes and the Lights. Og siden har jeg omtalt EP’en Pure Neon. Jeg hæftede mig dengang ved Select Captains – dvs. Kristian Gaarskjærs – forkærlighed for melankolske sange og et musikalsk udtryk, der dyrkede americanaen og flyttede sig i retning af et enklere, akustisk udtryk med inspiration i folk og country.
På sit nye album Strings & Feathers tager Select Captain endnu et skridt fremad. De eftertænksomme og let melankolske tekster om et modsætningsfuldt liv er der stadigvæk og det er jo, som jeg ofte par pointeret, i pagt med noget i tidsånden. Til gengæld flyttes det musikalske udtryk i retning af noget større, selv om det stadigvæk er med rod i det amerikanske. Og en del af forklaringen er, at Select Captain på denne pladen nærmest er blevet et band. I hvert fald har hovedpersonen trukket medlemmer af sit liveband med ind – ikke alene i studiet med i den kreative proces. Og det mærker man med det samme, og løfter den før så enkle roots- og americanatone op til noget, der vel kan beskrives som en slags sammesat indierock.
Ellers indfrier albummet de forventninger, de to foregående plader har efterladt i retning af nogle – ti i alt – iørefaldende og bevægende sange, hvor musikkens lethed udgør en modvægt til teksternes alvorlighed. Og med sit udvidede musikalske lydbillede burde den nye plade kunne udvide Select Captains publikum. Hermed anbefalet.
Select Captain. Strings & Feathers. MMR. Udkom den 14. oktober.
