Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Bo Schiøler – Gårdsanger Optur

2. januar 2017

Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.

Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.

Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng“. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.

Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.

Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…“. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende  og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder...”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.

Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og  genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle  (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.

Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.

Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.

Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.

Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.

Capac anbefaler: EMP RMX 333 – a tribute to Else Marie Pade (1924-2016)

2. januar 2017

Blandt de musikalske begavelser, vi mistede i det forgangne år, var den danske pioner inden for den elektroniske musik, Else Marie Pade, der døde for knap et år siden i en fremskreden alder af 91 år. Heldigvis nåede Pade at få den anerkendelse, som hendes pionerarbejde fortjener. Og kort tid efter hendes død tog Henrik Marstal initiativ til at lave hyldestpladen EMP RMX 333, hvor Else Marie Pades komposition “Etude” fra 1961 fortolkes af en række yngre danske kunstnere med baggrund i den moderne electronica.

Pladen indledes med Else Marie Pades originale værk, der varer 5:33. Og derefter følger de øvrige elleve fortolkningsstykker, der alle overholder tiden, 5:33. Pades eget værk fremstår som en lineær collage af fortrinsvis diskante lydobjekter, der repeteres (loop), manipuleres og afløser hinanden næsten umærkeligt, så der skabes et homogent lydende værk.

Anna Lidell og Henrik Marstal  fastholder Etudes grundlæggende repetitive og successive karakter, men vælger ellers at foretage en radikal fortolkning, idet de dels involverer en stump tale – fra en samtale med Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard – og brugen af en række instrumenter, der ud over elektroniske sådanne – beats, synths – omfatter mere traditionelle instrumenter som bas, cello, stemmegafler og diverse effekter. Det kommer der – i mine ører – et frugtbart møde ud af – mellem Pades stregnt intellektuelle og lydmæssigt rene kompositionsmusik og en moderne elektronica, der er farvet af års samspil med populærmusikken.

Katrine Ring gør noget lignende, idet hun dels sampler en lille stemmelydstump fra Else Marie Pade, der får lov til at gentage sig i løbet af stykket på en elektronisk bund, der også respekterer det oprindelige stykkes repetitive og succesive karakter. Hvor Marstal og Lidell flytter musikken i retning af moderne populærelectronica, fastholder Ring sit udtryk i et nøgent, cool, klart eksperimenterende udtryk.

Måske ligger der en interpretativ pointe i, at fortolkerne inddrager stemmens lyde i deres fortolkninger? En understregning af stemmelydenes fravær i Etude? I hvert fald trækker Band Ane (Ane Østergaard) et helt digt af Else Marie Pade (“Du og jeg og stjernerne”, som Pade skrev da hun var i Gestapos fangeskab i 1944) ind i sin fortolkning. Og recitationen af digtet omgærdes af et diskant lydbillede, der ligger ganske tæt på originalen, men samtidig afslører den moderne electronicas forkærlighed for nærmest melodiøs vellyd og inciterende og dansant rytmik.

SØS Gunver Ryberg fortolker nærmest Etude som et dystopisk, mørkt værk samtidig med at den repetitive og successive struktur i det oprindelige værk brydes lidt op og får en ny rytmisk dimension, der både sætter Etude i relief og peger ud over værket i retning af den moderne electronicas orientering mod den dansende krop.

Christian Vogel går mere raditkalt til værks, idet han genbruger lydene fra Etude. Paradoksalt nok er det den fortolkning, der oplevelsesmæssigt ligger længst fra originalen. Måske, fordi Vogel bløder Etudes køligt-intellektuelle struktur op og manipulativt transformerer værket til noget, der ligner moderne sound scapes. Else Marie Pade møder den eksperimenterende Brian Eno, kunne man fristes til at sige…

Bjørn Svin dyrker som SØS Gunver Ryberg de mørke dimensioner i værket i et komprimeret, intenst stykke musik, der nærmest overdriver det repetitive og følgagtige i Pades komposition. En lille monolit af diskant, støjende mørke.

Fra Svin er der et kvantespring til ensemblet We Like Wes version, der omsætter inspirationen til klassiske, analoge instrumenter – violin, cello, slagtøj og sang – i et værk, der dyrker det successive i en serie improviserede lommer af lydcitater og -fragmenter. Det er en komposition, der både hylder Pade og den moderne kompositionsmusik fra det 20. århundrede.

Jonas Olesen genbruger som Vogel Etudes originale lyde og skaber en noget mere nedtonet værk end Etude. Olesens udlægning bliver nærmest roligt og mere restringeret i sit udtryk en Pades værk, men manipulerer også Pades grundliggende stramme struktur til en mere moderne og poporienteret electronica.

Sandra Boss vælger også at fokusere på mørket i Pades værk i en fortolkning, hvor sekvenserne er lidt længere end originalens og måske tættere på virkelighedens isolerede lyde end på de rensede tekniske reallyde hos Pade.

Også Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson genbruger i deres afsluttende fortolkninger lydene fra Pades Etude. Kirkegaard dyrker også det mørke, ja dystre, man kan tilskrive Pades originale værk. Sammen med Svins værk udgør Kirkegaard nok et af de mere dystopiske bud på en fortolkning. Også Mortenson er ovre i den mørke afdeling, men med sine synths, klokker og glas tilfører Mortenson også nogle dimensioner af fylde og vingefang, som man skal lytte længe til kunne for at genkende. Og peger dermed netop på den opgave, som Pades musik hele tiden stiller: At man skal lytte opmærksomt til musikken.

Samlet set udgør pladen en fornem hyldest til Else Marie Pade og viser, at hendes pionerarbejde sagtens kan levere inspiration til vor tids dyrkere af electronicaen. Der er nok at gå i gang med. EMP RMX 333 er nok ikke en plade, man tager ned fra reolen hver dag. Men den egner sig godt til at rense ørerne og hovedet for den musikalske støj, vi som musikforbrugere, konstant udsættes for – og tjener som en påmindelse om, hvad musikken dybest set er: lyde.

Diverse kunstnere. EMP RMX 333, a tribute to Else Marie Pade. Dacapo Records. Udgivet d. 2. 12. 2016

Du kan få et lille indtryk af udgivelsen på plademærkets hjemmeside – her.

Capac anbefaler: The Pocket Players – Throw your dog a bone

1. januar 2017

I det forgangne år er vi mere end en gang blevet mindet om, hvilken uudslukkelig inspirationskilde the blues er for især den del af populærmusikken, vi kalder rock. Rolling Stones udsendte et album, der med al ønskelig tydelighed viste, hvor de kom fra, og hvor deres lidenskab bunder – nemlig i bluesmusikken. Den bluesmusik, der førte Mick Jagger og skolekammeraten Keith Richard sammen i deres spæde ungdom, og som var drivkraften for langt de fleste af beatmusikkens navne i tresserne. For slet ikke at tale om de amerikanske bands, der nærmest fik bluesen ind med moders mælk…

Og bluesen fortsætter med at inspirere, ægge og drive kunstnere frem. Således sidder jeg her med det danske band The Pocket Players nye album (vist deres andet) Throw your dog a bone, der leverer et fornemt og smukt eksempel på, at bluesen også har godt fat i danske musikere og ikke lader noget tilbage i forhold til udenlandske konkurrenter inden for genren.

Pladens ialt 10 sange er skrevet af forsanger, guitarist og dobrospiller Ole Bech. Og de beskæftiger sig med emner, der kredser om bluesens klassiske temaer. Her er sange om at ‘have the blues’ (i St. Croix), om at gå til kanten og over den på grund af the blues, om almindelig galskab, forelskelse og ulykkelig kærlighed. Men også et par sange, der afslører, at vi befinder os i en ny tidsalder med nye bluesfremkaldende problemer – som flygtningesituationen (“The Blinds”) og følelsen af at være fremmed i sit eget hjemland (“Brand New Start”).

Men også musikalsk afslører pladen, at godt nok er Pocket Players traditionalister om en hals, der elsker den gamle blues fra deltaet og Chicago, men samtidig er børn af deres tid. De kan ikke – og vil heller ikke, tror jeg – løbe fra, at bluesen i mange år har været befrugtet af beat- og rockmusik og forvaltet af navne, der har sat deres eget præg af rock og kant på musikken. Stones er allerede nævnt og du kan sikkert føje mange flere til, kære læser.

Throw your dog a bone er indspillet hjemme hos Poul Krebs på Samsø. Og med Henrik Poulsen (bassist) og Thomas Alstrup bag knapperne er der skabt en nøgen lyd, der både fortæller om en analog autenticitet og en utilsløret ærlighed, der er bluesmusikkens varemærke. En lyd, der både peger tilbage mod de urfædrenes spartanske optagelser og til den mange R&B-bands evige søgen efter et lydbillede, der er tættest på live-situationen.

Og i Pocket Players tilfælde står optagelserne klart og rent og lader de enkelte instrumenter fremstå med deres individuelle særpræg, samtidig med, at det kollektive præg er bevaret. Ole Bechs gode bluesstemme står klart og dechiffrerbart fremme i lydbilledet, men får kærlig konkurrence af Palle Hjorths orgel, der taler med og minder os om de mange store orgelvirtuoser bluesrocken har gjort til forbilleder. Fra Alan Price (Animals) til Ray Manzarek (Doors) , med mange mellemregninger.

Og Ole Bech tilføjer selv med sine guitarer elementer af både surfrock, psychedelia m.m. Og under det hele ligger Søren Poulsens trommer med en heftig hjertepuls, der sørger for at holde tempoet oppe. Nævnes skal det også at Marianne Lewandowski leverer en fin, feminin backingvokal på halvdelen af sangene og sørger for at farve musikken med et tiltrængt feminint modspil, der også bidrager til det endelige resultats karakter af noget musikalsk sammenkogt. En bluesstuvning, der nok er traditionalistisk, men også farvet, ja krydret, at de sidste mange årtiers stilistiske farvning af the blues.

Throw your dog a bone burde kunne tilfredsstille enhver elsker af blues og bluesinfluerede musikstilarter, herunder rocken. Så er du ikke færdig med dine 2016-musikinvesteringer, så er The Pocket Players et godt bud.

The Pocket Players. Throw you dog a bone. LongLIfe Records. Udkom i november.

Capac anbefaler: Outer Region 2

15. december 2016

PR-materialet til Outer Regions andet album Outer Region 2 gør meget ud af, at projektmager og bandforgrundsfigur Niels Thorhauge har opholdt sig ikke alene i Udkantsdanmark, men også på et afsides sted i Norge, hvor end ikke postvæsnet havde et passende postnummer og derfor kaldte det Outer Region. Men – Outer Regions plade understreger med tykke sorte streger, at man ikke kan undslippe civilisationen – her i form af rocken – uanset hvor langt “ude” man lokaliseres. Det er som forfatteren Per Højholt engang gjorde opmærksom på sådan, at uanset hvor langt ud i “naturen”, man bevæger sig, så flytter “kulturen” med. Vi undslipper den ikke…

Outer Region 2 er med andre ord centralcivilisatorisk rock, der har snablen dybt ned i ikke mindst 1990’ernes og Nullernes moderne rock, men også suger næring fra den melodiske beatmusik, som fire drenge fra Liverpool initierede i starten af tresserne. Ja, Outer Region markedsføres godt nok som “eksperimenterende”, men for trænede rocklytterører vil det afsløres, at Thorhauge og hans musikalske legekammerater for længst har fortabt sig i den klassiske progressive rock og tabt deres hjerter til den melodiske rockmusik fra gamle dage. Prøv at lytte til albummet og forfølg den første association, du får, så vil du forstå, hvad jeg tænker på…

Bag sit ret dramatiske cover – et ansigt viklet ind i kabler – gemmer der sig på Outer Region 2 et sprællevende rockalbum, der forvalter traditionen med lydhørhed og stor kompetence – og vrider rocken med personlighed og sans for dramatik. Om den når at vise sig på årstiden toplister over året, ved jeg ikke, men den fortjener i hvert fald at få mange lyttere blandt danske rockelskere.

Outer Region. Outer Region 2. Produceret af: Anders Lagerfors. Puffin Artlab. Er udkommet d. 13/12-2016.

Capac anbefaler: Miners outfit – For What’s Real

15. december 2016

Af PR-materialet til Miners Outfits nye album For What’s Real kan man læse, at de fire medlemmer – Thomas V. Strømvig (guitar, sang), Andreas Borne (lead guitar), Tommy Neperus (tangenter) og Viggo Clausen (trommer) – er flyttet på landet eller, som vi måske vil være tilbøjelige til at sige nu om stunder, til Udkantsdanmark – efter at have været omkring storbyen København for at løbe hornene af sig og stå i lære som rockmusikere i diverse bands.

Men der er bestemt ikke noget udkant eller provinsialisme over bandets musik. Snarere udspringer musikken af metropolrockens hjertekamre. Som inspirationspunkter nævnes fx Jack White, Bruce Springsteeen og R.E.M. Altså musik, der trods forskellighederne mellem kunstnerne, der hviler trygt og tungt på traditionen musikalsk og tekstligt. Og også Miners Outfit er traditionalister, der frit hugger fra og citerer fra den store rockkogebog. Her er veksler, der trækker på countryrocken, på den fortællende og popfæhige storbyrock og på den evigt inspirerende americana. Dominerende er Strømvigs arketypiske forsang og guitarerne, men de øvrige musikanter i bandet får meget frie tøjler til at farve musikken, og det er med til at give bandets færdige musikalske udtryk en særegen sound, der godt kunne gå hen og blive en særlig stil. En stil, der er sammensat og stritter lidt, men på den gode måde, der skærper lytterens lyttesans.

For What’s Real er nok ikke en plade, der ændrer radikalt ved vores billede af den moderne rock, men en plade, der insisterer på sin egen egenart. Byd Miners Outfit velkommen i din pladesamling.

MIners Outfit. For What’s Real. Produceret af: Tue Madsen. Target. Er udkommet.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 4 af 2.18812345678910...Sidste »