Indlæg tagget med Musik

Kaptajn Bøfhjerte vender tilbage eller noget…

18. september 2014

Det er snart fire år siden Captain Beefheart forlod denne jammerdal. Men han nåede at sætte sig sine spor i musikken og i mange lytteres bevidstheder med sin helt egen avantgardistiske tilgang til musikken. Og nu kan man så snart få et samlet overblik over noget af det bedste fra hans krøllede hjerne. Nemlig når boksen Captain Beefheart Sun Zook Spark 1970-1972 kommer i butikkerne (til november). Boksen indeholder mesterværkerne Lick My Decals Off, Baby, The Spotlight Kid og Clear Spot og en hel cd med “hidtil uudgivet materiale”. Boksen ville kunne fås både i vinyl og digitale formater.

Capac anbefaler: Generationals – Alix

16. september 2014

Bag bandnavnet Generationals gemmer sig duoen Ted Joyner og Grant Widmer. Generationals dannedes i 2008 og året efter kom debutlabummet Con Law. Den blev efterfulgt af ep’en Trust i 2010 og af albummet Actor-Caster i 2011. I 2013 kom så deres tredje album Heza. Og nu er de på banen igen med et nyt album Alix.

Alix er produceret af den i indiesammenhænge kendte kultproducer m.m. Richard Swift (medlem af The Shins), der fik til opgave at bringe de to Generationalsmedlemmer ud af en mindre kreativ krise. Og i hans hænder blev et demobånd med færdige sange forvandlet til Alix. Det hjælper næsten altid at få et par friske ører til at lytte med…

Måske er Swifts lyd anderledes end den, man finder på de foregående plader, men noget har ikke ændret sig synderligt. De to indiedrenge Joyner og Widmer kan ikke løbe fra deres fascinerede inspiration fra ældre generationers musiksmag – fra halvtredsernes doo wop over tressernes soul, British Invasion, surferrock, wall of sound og videre fremt til fx Pet Shop Boys og den melodiøse electronica, der har rødder i Kraftwerks berømte besyngelse af motorveje og andre moderne fænomener. Og alle disse indtryk og impulser er hældt i indie-kødkværnen, der sikrer at det musikalske output får netop den air af samtidig indierock, der skal til for at få musikken til at lyde helt moderne.

Skraber man forsigtigt indielagene af – de lag, der er skabt af en moderne maskinpark, der stort set undgår traditionelle rockinstrumenter til fordel for computere og anden electronica – så finder man ti poppede, meget fængende sange, der sagtens kunne være skrevet i et andet årti. Indieklædedragten på dette album henter især sine påvirkninger i firsernes electronicalydbillede. Jeg kan fx ikke løsrive mig fra en association til Pet Shop Boys. Generationals lyder som en lidt mere frisk, dansant, nærmest punket udgave af gode gamle Pet Shop Boys – og det skal sgu forstås som et kompliment… Lyden peger bagud mod firserne, men også fremad i kraft af Swifts kølige og rene lydbillede. Hermed varmt anbefalet.

Generationals. Alix. Producer: Richard Swift. Polyvinyl Records. Udkommer herhjemme i dag.

Capac anbefaler: Telestjernen & Manden de kaldte Lefty – Det kolde Hawaii

15. september 2014

14934_968797056470925_5435519140811402745_n

Måske har man lidt saltvand i blodet, når man kommer fra den jyske vestkyst?! I hvert fald har jeg, siden jeg forlod Esbjerg og Sædding for mere en fire årtier siden, haft det sådan, at jeg mindst en gang om året skulle vende tilbage til Vesterhavet for at tage en dukkert i dets rå, salte vand. Det er ikke lykkedes hvert år, men drømmen lever intakt her midt i den jyske hovedstad. Og måske fortæller denne lille personlige historie noget om os, der ikke bare kommer fra udkanten af Danmark, men fra vandkanten. Vesterhavets. Måske får man en særlig tilgang til livet og et særligt lidt skævt blik på den danske virkelighed, når man har lidt vesterhavssaltvand i blodet!?

Sådanne tanker kan jeg godt gøre mig, når jeg nu sidder med det nye udspil fra Telestjernen (Rasmus Johansen) og Manden de kaldte Lefty (Kasper Vegeberg) med titlen Det kolde Hawaii. For det er – som titlen peger på – netop et album, der gør en dyd ud af at hente sin inspiration helt ude ved Vesterhavets vandkant, Det kolde Hawaii ved Klitmøller.

Telestjernen kender vi fra hans foregående album – blandt andet Hvidt Skidt – hvor han med sin uslebne stemme har besunget provinsens skæbner i et ligefremt, sprogligt ubesmykket sprog. Og her på den nye plade deler Telestjernen pladsen med Manden de kaldte Lefty, guitaristen Kasper Vegeberg, der har sine rødder i området ved Klitmøller.

Telestjernen fortsætter med at fortælle om skæbner og steder, sådan som han tidligere har gjort. Blot er det en mere fokuseret fortællekunst denne gang. Desværre er teksterne ikke trykt på det anmeldereksemplar, jeg har, men man får et udmærket indtryk af, hvad Telestjernen kan i den store, næsten novelleagtige historie om “Leftys oldefar alias slagteren og profeten fra Vegebjerg”, der er aftrykt i pr-materialet. Det er – en måske lidt selvbiografisk? – historie om knægten, der er lokumspoet og som stikker lidt ud i Klitmøllerområdets miljø med sine skriverier og fantasterier. En outsider i ud-  og vandkanten, som Telestjernen og sikker også Lefty nok ikke har svært ved at genkende noget af sig selv i. Derude på kanten kan man let komme på kant med de andre…

Musikken på den Telestjernedominerede første halvdel af pladen (Part 1, de første otte sange) er en skramlende rock, der får en til at tænke på fx Tom Waits (med sydvest og olietøj… ) eller Kevin Coyne. På den anden del folder Lefty sig ud med sin guitar og det er overvejende instrumentalt. Og stilistisk er musikken præget af inspiration fra halvtredsernes og de tidlige tresseres instrumentalrockbands, men også – som fx i den episke “Dødedans ved Nørre Vorupør” og den efterfølgende “Vesten vild” inspireret af tressernes filmmusik, bl.a. musikken fra de såkaldte spaghettiwesterns. Hvor Telestjernen med sine nøgne fortællinger indfanger ånden fra Klitmøller og nærmeste omegn, der rammer Lefty med sine nostalgisk anlagte udfoldelser nogle stemninger, som man – jeg! – kun kan forbinde med den andethed, som ikke-udkantsdanskere tillægger Udkantsdanmark. Det er en lyd af noget anderledes, noget utilpasset, der ikke bare vil indordne sig under den normalitet, som ikke-udkantsdanskerne mener at stå for.

Med Det kolde Hawaii bidrager de to vestjyske outsidere med en plade, der er velgørende i sin på samme tid bevidste og insisterende satsning på et lokalt virkelighedsperspektiv. Her er vi langt fra globaliseret mainstream, og derfor skiller pladen sig ud som unik og aparte. Og det er som sådan, den vil finde sin naturlige plads i pladesamlingen… Hermed anbefalet.

Telestjernen & Manden de kaldte Lefty. Det kolde Hawaii. Eagle Vision. Udkommer i dag.

 

Capac anbefaler: Harmonics – Nostalgia isn’t what it used to be

15. september 2014

harmonics

I 2008 omtalte jeg københavnerkvartetten Harmonics EP Return Different og konstaterede, at gruppen spillede en melodisk rock med rødder i halvfjerdsernes og tressernes rock – og mente, at de måske ville finde deres stil i håndteringen af arven fra disse formative årtier. Jeg kunne måske også have valgt at skrive, at Harmonics havde en nostalgisk tilgang til rocken – en traditionssøgende musiksmag. Og måske er det ikke tilfældigt at bandet kalder deres album “Nostalgi er ikke, hvad det har været”. Måske er det udtryk for både en bekræftelse af traditionalismen i musiksmagen og et ønske om at give musikken et ekstra twist, der sikrer en samtidighed og fremtidig udviklingsmulighed!?

I hvert fald er det en sådan dobbelthed, jeg hører, når jeg lægger øre til Nostalgia isn’t what it used to be. Og det understreges allerede i den første sang “Pledge”, der egentlig er en iørefaldende, lidt tilbagelænet rocksang af den type, man kunne spille på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne eller (også) i senere årtiers indierock, men Søren Manschers guitarspil inducerer en god portion vildskab og støjende rock i nummeret, så sangen også griber ud efter post-punken og den hvide lyd i metropolrocken og med denne legering bekræfter, at musikken er et barn af nutidens rock og har et fremtidsperspektiv.

Den samme dobbelthed finder vi i sangen “Sally Girl”, hvor de prægnante guitarer ved Søren Manscher og Frederik Langkjær igen følger Søren Manschers sang som en kontrapunktisk skygge ved den melodiske popsang. Og bag den lyse mandepopstemme og de flyvende guitarer ligger Søren Damsbo-Svendsens sikre, mærkbare bas og Frederik Håkonssens solide trommer, der giver musikken den rette poprockpuls og svedige fremdrift.

Jeg kunne fortsætte analysen af de enkelte sange ud fra den indledende karakteristik og den ville passe på dem alle sammen, fordi det er et signalement af Harmonics stil anno 2014. En stil, der bygger på den bedste tradtion for melodiforankret, fortællende rocksange, men også spalter sig i en fremadrettet postpunkinficeret, frenetisk rock. Og så er det hele krydret med lag af andre instrumenter, fra Langkjærs brug af theremin og tangentinstrumenter over gæstemusikernes inddragelse af violin (Nanna Treu, Anne Marie Hjort Christiansen), cello (Torbjørn Eika Jørgensen) og trompet (Jørgen Stenbæk). Det giver et lag, der både udvider lydebilledet i det melodiske og harmoniske udtryk, samtidig med at det opbløder rockkanten lidt.

Det samlede indtryk er, at Harmonics helt lever op til de forventninger, de afsatte i mit sind med debut-EPen i 2012 og fremstår som et band, der på smukkeste vis tager den røde tråd op fra de foregående årtiers tradition for følelsesbåret, narrativ, iørefaldende rockmusik og iklæder det en tonedragt, der både er tilbage- og fremadskuende og ikke mindst en bekræftelse af, at rocken stadigvæk har noget at byde på i vort århundrede. Hermed anbefalet.

Harmonics. Nostalgia isn’t what it used to be. NMS. Udkommer i dag.

70’erfestival i Den Gamle By

14. september 2014

ba71214ee5

Tre weekender i september måned har Den Gamle By helliget en 70’erfestival, der tager tråden op efter institutionens vellykkede genskabelse af et 70’erkollektiv og en -bydel. Blandt de mange oplevelser, man kan få, er samtaler mellem musiker, Beatlesconnaisseur, skribent m.m. Per Wium og Jørgen de Mylius om halvfjerdsermusik, Mylius’ rolle i medierne og meget andet, en stor udstilling om rocken i Aarhus fra tresserne og frem, ABBA Revival Band, Hønsestrik og halvfjerdsermode og meget andet.

Jeg tilbragte noget af dagen på festivalen og kan kun anbefale den varmt, fordi Den Gamle By har forstået at levendegøre 70’erne meget historisk konkret og sanseligt. Jeg oplevede også Wium og Mylius folde sig ud – og det fungerede (som man kan få et indtryk af via min video nedenfor…) godt. Jeg så også ABBA Revival Band spille ABBAs klassikere, og det slap de mere end hæderligt fra. Se smagsprøven nedenfor.

Hvis man har rod i halvfjerdserne er der al mulig god grund til at at tage til Den Gamle By en af de kommende to weekender.

Nedenfor ca. en tredjedel af Wiums og Mylius’ første samtale på dagen. Vi forlader dem, da de skal til at snakke om Slade…

 

Og en lille smagsprøve på, hvad ABBA Revival Band har at byde på… Lyden er ikke den allerbedste, men stemningen fejler ikke noget.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...