Indlæg tagget med Musik

Arven efter Dave van Ronk og folkbevægelsen i tresserne

14. august 2014

Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter. Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmel

Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter. Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmelse og penge (selv om de altid var i bekneb for de sidste…), men havde en hel masse musik på hjerte. Så kom folkebølgen og rev det hele med sig – eller gjorde den? Både og. Vi kan stadigvæk finde eksempler på den type folkemusikere, der var fremme på de små coffeehouses og listige steder i Greenwich Village dengang Dave van Ronk spillede. Musikere med en guitar, en stemme og en håndfuld personlige sange, der har noget at fortælle os. Et eksempel er John Gorka, der siden firserne har udsendt en række album, der alle står i traditionen fra folkemusikkens gyldne tidsalder i starten af tresserne. Her er titelsangen fra mandens seneste album Bright Side of Down.

 

 

 

Capac anbefaler: Catch the Breeze – EP

12. august 2014

I går udkom Catch the Breezes debut-EP. Bag bandnavnet gemmer sig Aage Hedensted (sang og guitar), Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer). Og de tre medlemmer har en fortid i aarhusianske Yellowish. Nu er de tre så gået sammen i et nyt projekt, der i PR-materialet sammenlignes med irske Bloody Valentine og de engelske shoegazere i Slowdive. Den slags sammenligninger skal man selvfølgelig altiv være varsomme med, men det er ikke nødvendigvis helt forkert. De fem numre på EP’en udmærker sig først og fremmest ved at være fem ganske iørefaldende indiepopsange med stor følelsesmæssig dybde – uden på nogen måde at være direkte pophitlisteaspirerende popsange. Og de små melodier er indlejret i en shoegazende rockramme, hvor Bundgaards sprøde trommer og Madsens diskrete basspil holder Hedensteds på samme tid indadvendte, shoegazende og højtstræbende guitarlyd fast som musikkens mest slående – i mere end en betydning – element.

Catch the Breeze er et dansk, ja aarhusiansk, fænomen, men den lille EP har internationalt format og burde kunne appellere til pop- og rocklyttere også uden for musikbloggenes sfære. Hermed anbefalet fra Højbjerg.

Catch the Breeze. DME Slowburn Music. Udkom d. 11. august.

 

Væsentlige plader: Little Richard – Here’s Little Richard

11. august 2014

Fotoet på coveret til Little Richards debutalbum fra 1957, Here’s Little Richard, fortæller næsten det hele om indholdets eruptive, androgyne, seksuelle energi, hæmningsløsheden iklædt jakkesæt og rock’n roll-skriget. Tolv koncentrede rock’n roll-perler, hvoraf det længste – Slippin’ & Slidin’ -  er 2:41, satte en nye dagsorden i populærmusikken.

Elvis bøjede sig i støvet og kaldte Richard “den største”. Uden Richard ville Beatles aldrig helt være blevet det, de blev. Den første sang McCartney optrådte med som 14-årig var Long Tall Sally. John Lennon blev mundlam, da han første gang hørte ham, og mente, at han overgik The King. Senere indspillede Lennon som bekendt Rock’n Roll, der langt hen var et cadeau til netop Little Richard. Pat Boone forsøgte at gøre Richard spiselig for alle amerikanere ved at dræne hans sange for sex og energi. Også en måde at vise respekt på, kan man måske sige, hvis man er diplomatisk og meget venlig…

Pladen var – og er vel stadigvæk – grænseoverskridende i forhold til skellene mellem det “sorte” og det “hvide” Amerika, mellem religion og rock’n roll og seksuelt. Richard var i hvert fald biseksuel og rokkede derved ved noget fundamentalt i den amerikanske folkesjæl, er helst vil holde det seksuelle inden for kernefamiliens rammer. Og det selv om han faktisk havde afdæmpet den seksuelle energi på pladen ved fx at gøre glansnummeret Tutti Frutti knapt så eksplicit erotisk som i liveudgaven (hvor linjen “Boy you don’t know what she do to me” var erstattet af det noget saftigere: “Tutti Frutti, good booty, if it don’t fit don’t force it, you can grease it, make it easy…”, så det helt naturligt indskrev sangen i rækken af ‘uartige sange’). Jo, Little Richard gødede jordbunden for Michael Jacksons senere leg med de kulturelle grænser.

Med næsten 60 år på bagen er Here’s Little Richard en ældgammel plade. Men at lytte til den er som at hive plasteret af et ømt sår og genoplive den åbenbaring, pladen må have været for førstegangslytterne i 1957. Et mesterværk slet og ret.

Skru op og sæt energien fri.

Genhør med ABBA

10. august 2014

Helt tilfældigt kom jeg til at se det seneste afsnit af tv-temarækken Anne og Anders på sporet af det tabte land, hvor hovedpersonerne – journalisten Anders Agger og kogekonen Anne Hjernøe – var draget til Sydsverige (Halland, Skåne og Blekinge). Udsendelsen er sådan en slags patchwork af populære tv-programmer – madlavning, rejseprogram med historiske informationer og talkshow – og ganske underholdende på sit eget upræntentiøse og uambitiøse niveau, hvor man ikke vil svinge sig for højt op, hverken journalistisk eller underholdningsmæssigt. På det jævne, på det jævne, der befinder vi os godt på DR.

Men musikken kom ind over, da journalisten kom ind på sporet af ABBA og en medvirkende på akustisk guitar kastede sig over titelnummeret til ABBAs album Arrival. Det andet instrumentalnummer i ABBAs korte karriere – og stadigvæk et meget smukt stykke musik, hvor man næsten kan høre, at komponisterne har tænkt i vokale baner, da de lavede det. Man kan næsten – men kun næsten – høre de to A’ers stemmer i baggrunden…

Abbey Road – for 45 år siden

9. august 2014

I går var det 45 år siden det berømte coverfoto til Beatlespladen Abbey Road blev til. Man kan læse mere om tilblivelsen her. Et ikonisk billede. Pladen blev officielt udsendt Storbritannien den 26 September 1969.

Nobody knew for sure that it was going to be the last album – but everybody felt it was. The Beatles had gone through so much and for such a long time. They’d been incarcerated with each other for nearly a decade, and I was surprised that they had lasted as long as they did. I wasn’t at all surprised that they’d split up because they all wanted to lead their own lives – and I did, too. It was a release for me as well.” George Martin Anthology
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...