Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Marie Lind – Christmas Time

5. december 2016

cover-høj-opløsning.jpg

Julen nærmer sig med raske skridt. Og dermed også tiden, hvor julesange og -musik vil dominere på radioprogrammernes og andre mediers sendeflade. Men hvor meget ny julemusik kommer der? Nok ikke så meget, som man – jeg – kunne ønske mig. For selv om jeg da godt kan lige mange af julens popsange, salmer, carols osv., så er det rart, at høre noget andet og nyt.

Og her falder Marie Linds nye plade Christmas Time på et tørt sted, kan man sige. For ganske vist signalerer titlen og albummet coverdesign med juletræ, sukkerstok, stjerner og kugler, at vi befinder os ovre i den boldgade. Og hvis ikke det var nok, så understreger udvalget af sange det med eftertrykkelighed. Bortset fra Linds egen komposition “Born under a star”, så er der tale om sange, der må siges at være kendte inden for denne årstids sange. Teksterne kredser om julens tematik herunder den religiøse.

Alligevel går der ikke helt julelys, glimmer og ris à mande i pladen her. Og det skyldes især, at Lind sammen med sit hold musikere – Michael Vestbo (guitar), Eddie Jarl (trommer), Mathias Jæger (grand piano), Jacob Worm (guitar) og Jesper Smalbro bas – har valgt at arrangere sangene med en umiskendelig jazzet fornemmelse. Vi befinder os mere end et stenkast fra den søde julepop, der vil herske over os den kommende tid. Og det klæder sangene rigtig godt at blive lagt ind  i sådanne jazzede folder. For det betyder ikke, at de tanker og følelser, man kan forbinde med netop juletiden, forsvinder. Snarere tværtimod. Det lidt dristige og kloge valg af jazzede arrangementer gør, at man i højere grad nødes til at lytte sig ind på teksterne og deres budskaber. Hvor budskaberne har det med at forsvinde i de forførende popgevanter, vi er vant til, træder de lettere frem, når det iklædes en mere utraditionel musikalsk klædedragt, sådan som det sker her hos Marie Lind og hendes musikere. Og Linds lyse stemme passer godt til såvel den lette jazztilgang som til julerierne.

Christmas Time henvender sig helt sikkert til elskere af julen, men også til den gruppe af musikelskere, der godt kan få for meget af den kendte julemusik og godt kunne trænge til få julegranet ud af ørerne op til juleaften. Og her kommer Marie Linds plade som et godt bud på en lidt alternativ juleplade. Hermed anbefalet.

Marie Lind. Christmas Time. Produceret af Jacob Worm og Jester Smalbro i samarbejde med Marie Lind. Gateway. Er udkommet.

Capac præsenterer noget spansk: Los Nastys

4. december 2016

Et af de seneste par års positive musikoplevelser har været den feminie spanske gruppe the Hinds, der har sat en sort streg under, at retroaktiv genbrug af tresser-garagerock ikke er forbeholdt anglo-saksiske grupper. Hinds er en slags spansk pendant til danske Velvel Volume.

Men Hinds er ikke det eneste musikalske vitamintiliskud, man kan hente i Spanien. Det samme er bandet med det løjerlige navn Los Nastys, der i øvrigt er et favoritband for netop The Hinds. Også Los Nasty griber tilbage i tiden til rockens elementarpartikler i deres musik. Her er et par eksempler til at stimulere appetitten. Los Nastys har begået albummet Noche de Fantaasmas con Los Nastys.

Mere Everly Bros.

3. december 2016

Måske var det Keith Richards skarpsindige forståelse af Everly Brothers, der sendte mig ned ad det spor. Til duoens tidlige album The Everly Brothers (fra 1958). Eller måske var det bare min influenzatilstand, der sørgede for at jeg søgte tilbage til noget musik, jeg både elsker ubetinget og som danner grundlag for meget af den popmusik, der kom til siden hen – inklusive the Beatles. Ja, Don og Phil kunne synge, arrangere sange og få leveret varen, så den kom ud af højtalerne og ud over scenekanten. Stort, stort.

Og her er Everly Bros med to af deres epigoner og fans – Simon  og Garfunkel…

 

Drøm, drøm, drøm…

3. december 2016

“Everly Brothers kommer ud og der er et blødt lys, bandet spiller meget sagte og deres stemmer, dette smukke, smukke refrain – næsten mystisk. “Dream, dream, dream…,” glider ind og ud af det unisone og harmonien. Der er masser af bluegrass i de drenge. Den bedste rytmeguitar jeg nogensinde har hørt var Don Everlys. Ingen tænker nogensinde på det, men deres rytmeguitar er perfekt. Og smukt sat op og  placeret med stemmerne” [Keith Richard/ Life]

Lou Reed på lærredet

2. december 2016

I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se det meste af Wim Wenders’ film Faraway, So Close!f fra 1993.


Og det ærgrer mig lidt, at det var tilfældighedernes spil – jacta est alea! – der fik mig ind i filmen, for jeg er en stor beundrer af denne tyske instruktør, der laver nogle film, der på deres egen langsommelige, lidt gammeldags facon skaber særprægede stemninger, som man ikke finder andre steder – og derfor demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er god. Filmen handler – for nu at gøre det meget kort – om en engel, der falder og bliver menneske i Wenders yndlingsby, Berlin.

Desværre er jeg ramt af en kraftig influenza, og filmen, der varer ca. to og en halv time, blev sendte relativt sent, så jeg gik i seng, inden filmen var slut (med en beslutning om at se filmen igen, når omstændighederne tillader det). Men – heldigvis – nåede jeg at se Lou Reed optræde i filmen. Han har en lille rolle som sig selv. Først ser man ham sidde med sin guitar (se foto ovenfor) og spille lidt af sangen “Berlin”. Lidt senere ser man ham i en koncertsituation, hvor han spiller “Why can’t i be good”, og han dukker også op som sig selv i en lille scene med englen Karl. Nok til at gøre filmen ekstra interessant for mig.

PS. Så vidt jeg ved og har kunnet researche mig til, så findes sangen “Why can’t I be good” kun på soundtracket til filmen – og en maxisingle, der blev udsendt i forbindelse med filmen, hvor også Nick Cave bidrager med en sang. Desværre. For det er en sang, der minder meget om et af mine yndlingsalbum med Reed, Magic and loss, der kom året før filmen. Måske er der tale om et “outtake” fra den plade!?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 4 af 2.18712345678910...Sidste »