Indlæg tagget med Musik

Handsome Family kom forbi Aarhus igen…

18. maj 2017

hfkim

Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, så var den velgørende modgift at gå i byen i går for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der på en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.

For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.

Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.

Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men også fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.

Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af  de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.

Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten på rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det også til, bl.a. en smagsprøve på en ny, ikke helt færdig sang. Så Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhåbentlig.

Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.

Dødsfald: Chris Cornell

18. maj 2017

cc

Grunge-rock-pioneren Chris Cornell – Soundgarden – meldes død i en alder af kun 52 år. Det vides endnu ikke, hvad dødsårsagen er. Men listen over døde stjerner i 2017 vokser støt og når måske det forgangne års omfang, hvis det fortsætter i samme tempo som i de forgangne fem-seks måneder.

Opdatering d. 18/5: I dag oplyses det så, at Cornell hængte sig selv.

Bluesens oprindelse

17. maj 2017

Hvornår blev rocken født? Punken? Bluesen? Musikgenrerne har alle deres mytologier og oprindelsesmyter. Og når de står til fald, må fortællingerne skrives om. Således har en ny akademisk afhandling med titlen The Original Blues: The Emergence of the Blues in African American Vaudeville påvist, at myten om bluesens oprindelse i Mississippideltaet er – netop – en myte, der ikke holder. Afhandlingen påviser, at blues allerede i 1910’erne og 20’erne var naturlige dele af sorte vaudeville teatre, der var spredt over det sydøstlige USA. Men selv om en myte er blevet overstreget, så betyder det ikke, at et nyt indiskutabelt fikspunkt er fundet. For som forskerne selv påpeger, så fremstod the blues ikke fuldt formet på disse teatre, men var fragmentarisk og rudimentær. Og måske tyder det på, at der ikke findes noget absolut oprindelsespunkt for the blues eller kun som en bagklog rekonstruktion.

Courtney Barnett er tilbage: Sådan koger man et æg

17. maj 2017

Melbournes egen rocktøs, Courtney Barnett, har bidraget til projektet Split Singles Club med en genindspilning af en gammel demosang, som hun ikke har udgivet – før nu altså.

Apropos Elvis Presley: Om hundrede år er alting glemt

16. maj 2017

I The Guardian funderer man over det forhold, at Elvis Presleys berømmelse åbenbart er ved at aftage her kort før 40 årsdagen for mandens død. Den britiske ungdom kender ikke eller kun meget lidt til Presley og hans musik spilles ikke tilnærmelsesvis så meget på Spotify som fx Beatles, David Bowie eller Michael Jackson. Spørgsmålet er så hvorfor? Artiklen tyder på, at det ikke er musikken som sådan, men snarere det forhold, at medielandskabet har forandret sig radikalt de sidste årtier. Engang kunne man ikke undgå at høre Elvis i radioen og på tv, men i dag skal man aktivt opsøge steder, hvor manden spilles. Og måske er det mere hans omdømme, der har overlevet i medierne. Historierne om hans ynkelige endeligt og hele det forlorne billede, som bagmændene har opbygget  af The King. Rinstenssparkedragtene, Gracelands candy floss-byggeri osv.

Om hundrede år er alting glemt, plejede min far sømanden altid at sige. Og måske gælder det også erindringen om Elvis Presley? Så er det da godt, man har været med, medens han betød noget.

Ed Sheeran & Harry Styles

16. maj 2017

Det siger vist ikke så lidt om min musikalske horisont, at jeg indtil for en times tid siden ikke anede, hvem de to meget hypede navne, Ed Sheeran og Harry Styles, var. Selv om de har bemægtiget sig de stjerneomsuste mediers forsider igen og igen, lykkedes det mig at undgå at lytte til deres musik og at opfange informationer om de to unge herrer. Og selv om jeg nu er blivet lidt bedre informeret, så ændrer det ikke noget ved tingenes tilstand i mit musikunivers – og dermed i min blog. Mange kan godt lide dem – og Kate Perry og hvad de nu allesammen hedder, de nye unge mediedarlings. Og fred med det. Man skal ikke kunne lide alt, lige som man ikke skal være venner med alle. Heldigvis for det.

Og så til noget helt andet: Lilly Winwood sammen med sin far Steve Winwood i dennes mesterlige sang “Higher Love”:

Sindsyge: Aimee Mann ved skrivebordet

15. maj 2017

Mental Illness – altså: sindsyge på godt, gammeldags dansk – er titlen på Aimee Manns nyeste udspil. Som altid fra hendes hånd er der tale om hudløse,”ærlige” sange, hvoraf hun her fremfører en god håndfuld ved NPRs udmærkede skrivebord.

Nostalgi: Conny Froboess

15. maj 2017

Cornelia_Froboess

En tilfældig websøgning fik mig sendt tilbage til barndommens tv-kiggeri, dengang der kun var Danmarks Radio og de tyske kanaler, som min mor lod sig underholde af – dagen lang. Og det var på de tyske kanaler, jeg lærte Conny Froboess at kende. Hun var teenagestjerne i starten af tresserne.

Egentlig hed hun Cornelia og fik sit første pophit som otteårig. Det var “Pack deine Badehosen (ein)” (Pak dine badebukser ned). året var 1951. I 1962, nu som Conny, fik hun en sjetteplads ved Melodi Grand Prix med en sang om to små italienere. Den solgte til guld i hjemlandet og lagde for alvor grunden for hendes videre karriere som sangerinde og skuespillerinde i det store naborige. I teenageårene fremstillede hun den tidstypiske oprørske teenager, der ikke fulgte forældrenes hoveder, men senere blev hun mere seriøs og arbejde fx sammen med Rainer Werner Fassbinder og optrådte på store tyske teatre. Hun er stadigvæk aktiv som skuespillerinde.

Mors dag

14. maj 2017

Ja, det er “mors dag” i dag. Og for sjov skyld læste jeg lige wikepedias artikel om denne dag, hvor mødre skal fejres. Og her kan man læse, at den – selvfølgelig – blev indført i USA og gjort til national festdag af præsident Woodrow Wilson i 1914. Og at ophavskvinden til ideen, metodisten Anna Jarvis, blev så fortørnet over kommercialiseringen af dagen, at hun begyndte at bekæmpe den, fordi hun mente at det drejede sig om at hylde mødrene. Og det kunne man fx gøre ved at skrive et brev til sin moder, i stedet for at punge ud til trykte morsdagskort og anden merchandize. Her i huset fejrer vi ikke dagen, lige som vi heller ikke holder “fars dag” eller andre importerede festdage fra United Bluff of America.

Dødsfald: Vibeke (von) Sperling – 72 år

14. maj 2017

Vibeke_Sperling

I går døde journalisten Vibeke (von) Sperling, 72 år gammel efter længere tids kræftsygdom. Og i Information skriver Karen Syberg en lang indfølt, vidende nekrolog om Sperling. En nekrolog som et portræt af en erklæret venstreorienteret journalist, der holdt fast i sit udgangspunkt i ungdomsoprøret, kvindebevægelsen og de venstreorienterede halvfjerdsere til det sidste og brugte udgangspunktet i sin vidende, analytiske tilgang til sit journalistiske fagområde – der især var de østeuropæiske lande – og i sit forhold til den danske og udenlandske venstrefløj.

Når man læse hendes artikler i Information eller hørte hende i Danmarks Radios udsendelser var man aldrig i tvivl om, at hun havde styr på sin research og sin baggrundsviden i sine analyser. Og det er journalister som Sperling, der stiller den aktuelle journalistiske elendighed i de store medier til skue. En journalistik, der stiller sig tilfreds med at løbe med vinden, aldrig forholder sig virkelig kritisk til det bestående, men skøjter selvtilfreds hen over en tilsyneladende lydefri overflade, sjældent har styr på research og baggrundsviden og nøjes med at fokusere på (helst kendte) personer og egen mediefremtræden. Sperling gjorde den slags journalistik til skamme – og derfor vil hun være savnet i mediebilledet.

Foto lånt fra den danske Wiki-artikel om Sperling.

Alzheimer og musik

14. maj 2017

Når Alzheimer-sygdommen rammer – og det gør den ofte i disse år – så er noget af det, der holder længst mod nedbrydningen af det neurologiske menneskets musikalitet. Brian Ridings oplevelser med sin gamle, demente mor understreger dette forhold på smuk og rørende vis. Og Glen Campbells måske sidste indspilning “Adios”, der er med på mandens kommende album (juli), peger i samme retning.

Tidlig Jimi Hendrix

13. maj 2017

jh

Fruen insisterer på at høre “Anja”. Og Anja er åbenbart det danske bidrag til European Song Contest – det der engang var Melodi Grand Prix. Og med et halvt øre kan jeg høre, at der er langt mellem de melodiske snapse i den forestilling. Ja, faktisk kommer der ingen snapse. Men jeg fortrækker til kontoret og lytter til Jimi Hendrix, der – som Jens jo gør opmærksom på – jubilerer med “Are you experienced” i disse dage. Oh, hvilken plade! Og helt tilfældigt har jeg på en obskur side kaldet Forgotten Guitar fundet en meget tidlig optagelse af Jimi fra februar 1967 – tre måneder før udgivelsen af Are you experienced – hvor han optræder på et lille spillested kaldet Chelmsford Corn Exchange. Desværre kan jeg ikke implementere videoen, men du kan se den her. Og den er fin. Så fin, at man glemmer alt om European Song Contest og den slags forglemmelige begivenheder.

Gårsdagens filmoplevelse: About Time

13. maj 2017

about

Måske skulle advarselslamperne have blinket kraftigt, da jeg læste, at aftenens film, “About time”, var lavet af holdet bag successerne “Love actually” og “Nothing Hill”. Eller omvendt: Måske skulle man have taget det som en kraftig anbefaling af noget, der solidt og godt, omend letbenet underholdning. Og inden jeg endte i sofaen var jeg endt i den sidste kategori. For sandheden er, at jeg har været ganske godt underholdt af de to omtalte successer, der begge dyrker det amourøse i udpræget grad. Samtidig med, at de afvæbner sentimentaliteten og det emotionelle overbud med en god portion humor, humanistisk lommefilosofi og gode skuespilpræstationer. Og især det sidste kan få mig til at sænke de kritiske arme lidt.

About Time (fra 2013) følger i sporet på de andre, idet den også handler om kærligheden. Den unge Tim (Domhnall Gleeson) er ‘høj, tyndt og rødhåret’ og har svært ved at komme i nærkontakt med det modsatte køn. Da han er fyldt 21 får han imidlertid afsløret en familiehemmelighed, der sætter skub i sagerne. Faderen (spillet af Bill Nighy) betror Tim, at mændene i familien kan rejse tilbage i tiden. Selv har faderen brugt evnen til at rejse tilbage og genlæse gode bøger, fx af Charles Dickens (faderen er tidligere litteraturprofessor). Men sønnen advares også mod at foretage forkerte beslutninger i fortiden, fordi det selvfølgelig vil få konsekvenser for den efterfølgende tid.

Kan man sluge denne absurde præmis i filmen, så fungerer filmen fint som et letbenet lærestykke om, at man må leve sit liv med de ‘fejltagelser’, man nu gør, og fokusere på glæden ved at være til. Såre banalt, kan man sige. Og derfor også sandt. Og med et hold håndplukkede britiske stjerner og karakterskuespillere sikres en velturneret dialog og et lige så velsmurt handlingsforløb. Der er ingen skarpe kanter og ingen filosofiske pointer, der rager ud over feel-good-filmuniversets horisont og får en til at tænke længe over filmen. Men underholdende, det er den.

Og så har filmen – akkurat som de to andre – en ganske lytteværdigt lydspor, der oven i købet er udsendt på plade. Pop i overflod, men også tungere navne som The Cure, Ron Sexsmith og Nick Cave & the bad Seeds. Selv kunne jeg godt lide “How long will i love you” med Jon Boden, Ben Coleman, Mick Laird-Clowes og Sam Seeney. Også fordi den fint er indlejret i en scene på en banegård.

 

50 år med Rolling Stone

12. maj 2017

rs

 

50: A whiter shade of pale – Procol Harum

12. maj 2017

awsop

Ja, vi befinder os på 50-årsdagen for udgivelsen af Procol Harums klassiker “A whiter shade of pale”. En paradoksal udgivelse, der på den ene side var en atypisk hitsingle (men blev storsælgende) og på den anden var indbegrebet af tresser-progressivitet med dybsindig tekst (der stadigvæk debatteres…) og musik, der lod sig inspirere af klassisk musik, samtidig med at det var tresserbeat. Et stykke musik, der som Beatles samtidige Sgt. Pepper-musik, ikke er for fastholdere, men fortsætter med at ægge og provokere dem, der lytter til musikken. Og et stykke musik, der har gjort mine forældres generations afvisning af rockens holdbarhed til skamme.