Det er mere end 30 år siden, jeg første gang lagde ører til guitaristen Robben Ford. Det var dengang i 1979, hvor min lokale pladepusher Bjarne skubbede The Inside Story over til mig med en bemærkning om, at det nok var noget for mig. Siden dengang er det blevet til mange plader for Robben Ford – og på tirsdag, d. 16. april lægger han vejen forbi Aarhus, hvor han giver koncert på spillestedet Train. Det er den eneste koncert, han giver her i landet i denne omgang, så hvis man er til Fords guitarspil, så må man kende sin besøgelsestid..
Og, at der er god grund til at overveje, om man ikke skulle bruge sin tirsdag aften i selskab med Ford, understreges af mandens helt nye album med den forpligtende titel Bringing it all back home. Den nu 61-årige Ford begyndte at spille guitar allerede som 14-årig og har siden skabt et imponerende cv, der bl.a. omfatter samarbejde med Joni Mitchell (han var guitarist i the L.A. Express, der backede Mitchell op på pladerne Miles of Aisles, Court and Spark og Hissing of Summer Lawns), Miles Davis, Bob Dylan, Geordie Fame og Rickie Lee Jones. Blot for at nævne et par af de mest kendte.
Stilistisk står Ford i krydsfeltet mellem blues og jazz. På den nye plade forbindes fortid og nutid. Illustreret af coverets fotos af hhv. Robben Ford i dag (på forsiden, hvor han sidder i sofaen med sin guitar) og da han var en ung fyr (bagsiden, hvor han sidder med guitaren på en græsplæne). Og det, han bringer tilbage på pladen, er ikke kun den blues, han allerede dyrkede på sine første plader (bla. debutlivealbummet Discovering the blues live fra 1972), men i det hele taget det meget omtalte musikalske rødder, som mange amerikanske kunstnere i disse år søger tilbage til.
Det understreges for det første af det udvalg af sange, der er med på pladen. Her finder man fx Bob Dylans “Most likely you go your way and I’ll go mine” (fra
Blonde on Blonde). Dylan er jo om nogen eksponent for en musik, der har dybe rødder i den amerikanske musik. Læs bare Sean Wilentz’
Bob Dylan i Amerika, der for nylig kom på dansk (forlaget Klim). Dertil skal føjes hele to numre af Allen Toussaint, der også er en af mestrene inden for den rootsbaserede musik. “Everything I do gonna be funky” og “
Fair Child“. Den første er hentet fra albummet
Toussaint fra 1971, som – i min verden – er et klassisk rootsalbum.
Fælles for sangene – også de to selskrevne – er, at Ford sammen med sine uhyre lydhøre medspillere – Harvey Mason (trommer), Larry Golding (orgel), David Pitch (bas) og Stephen Baxter (trombone) – fører os gennem disse sange, så de fremstår helt friske og ikke som blot og bare kopiversioner af gamle kendinge. Med sit forfinede guitarspil, der både spiller kraftfuldt og funky – og tilbagelænet med diskret jazzfeeling, er Ford det samlende midtpunkt, omkring hvilket de andre musikeres fine præstationer drejer som små unikke planeter. Der musiceres med en let- og ubesværethed, man forbinder med fx jazzimprovisationer. Men musikken er alt andet end improviseret.
Pladen er et fornemt gennemarbejdet eksempel på, hvordan man kan gå tilbage til rødderne og forvalte traditionen med kærlighed og fortættet, indlevet samspil. Et strålende eksempel på, at det her i 2013 giver mere end god mening at gå tilbage til musikkens udgangspunkt – og tage alle stikkene hjem… Hermed varmt anbefalet.
Robben Ford. Bringing it back home. Provoque/Mascot. Er udkommet.
