Indlæg tagget med Musik

Capac præsenterer: Kaia Kater

6. januar 2017

Videoen taler for sig selv – musikalsk og i ord

Hun optræder på Tønderfestivalen i år. #Tonderfestival, #TF2017

Otte dage om ugen

6. januar 2017

I g̴r havde jeg Рog tog mig Рtid til at se Ron Howards Beatles-dokumentar Eight days a week fra ende til anden. Og den gjorde indtryk.

Filmen giver et meget fint og nuanceret billede af de fire Liverpoolmusikeres rejse fra de første år i Liverpool til den sidste koncert på et tag i London. Et billede, hvor man får et godt indtryk af det vanvid, Beatlemania udviklede sig til, og som til sidst gjorde det umuligt for Beatles at optræde på koncerter.

Noget lidt overraskende er det, at Beatles fremstår som politisk band. Politisk i en almen, folkelig, humanistisk forstand. Det er allerede blevet fremhævet, at de fire gutter stod sammen og insisterede på, at deres koncerter var for folk i almindelighed, så der kunne ikke være tale om raceadskillelse ved de koncerter. Og hvilken effekt det havde for sorte fans i de år, hvor borgerrettighedskampen var på sit højeste, får man et godt indtryk af bl.a. gennem skuespillerinden Whoopi Goldbergs erindringer.

Man får også genopfrisket, hvor vigtig de første læreår i Hamborg var. Hvor de fire gutter optrådte i op til otte timer om dagen og boede i små hummere uden bad. Det sidste tog de dog let på, for det var de vant til hjemme fra arbejderboligerne i Liverpool.

I det hele taget er filmen fuld af små fine indsigter i historien om verdens største beatgruppe og dens historie. Nye fans kan passende begynde her.

Lille Walther

6. januar 2017

Selv om jeg ikke har nogen favoritliste over sidste Ã¥rs plader, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at Rolling Stones genoprejsning med Blue and Lonesome har fÃ¥et en ekstra tur i spilledÃ¥sen. Og udvalget er – som Jagger selv har pÃ¥peget – ikke med fokus pÃ¥ de mest kendte sange og sangskrivere. Noget andet, der slÃ¥r en, er, at Little Walter – Marion Walter Jacobs – er relativt godt repræsenteret. Og han leverer titelsangen til pladen. Han er ofte blevet fremhævet som inspirator for ikke mindst Keith Richard. Og det er forstÃ¥eligt, at ham med sit vilde mundharmonikaspil har leveret et forbillede for Jagger ogsÃ¥. Og det kan høres pÃ¥ pladen…

The Shins er tilbage…

6. januar 2017

Vi skal helt tilbage til 2012 for at finde Port of Morrow, The Shins seneste fine, indiepopalbum. Forgrundsfigure James Mercer har haft travlt med et sidekick og andet – men nu er der en ny plade pÃ¥ trapperne, oven i købet en, som bandet selv har produceret. Hjerteorm, Heartworms hedder den nye plade – og mon ikke det har noget med hjerte-smerte at gøre? Og en forsmag er det ogsÃ¥ blevet til, nemlig “Name for you”.

Bagud

5. januar 2017

Vi skriver 2017 og følelsen af igen at halte lidt bagefter tiden har meldt sig igen. SÃ¥dan er det Ã¥benbart med mig – og med Dylan og Cash. One too many mornings and tousand miles behind…

Årets første pladejubilæum: The Doors

4. januar 2017

I dag er det et halvt årdhundrede siden The Doors albumdebuterede. Coverfotoet lader ingen tvivl tilbage med hensyn til, hvem der var gruppens centrum og forgrundsfigur, Jim Morrison. Og årene efter blev det blot slået fast med syvtommersøm. Selv om det også er blevet klart, at Morrison ikke var blevet så stor og kendt, hvis ikke det havde været for Densmore, Manzarek og Kriegers unikke samspil og lyd.

Sleater-Kinney fortolker David Bowie og George Michael

4. januar 2017

Pigerne i Sleater-Kinney benyttede nytårsaften til at hylde et par af de afdøde pop- og rockikoner, David Bowie og George Michael. Flot gestus.

Sleater-Kinney laver en live-plade

3. januar 2017

Det er over et år siden, jeg sidst omtalte det vitale punk-garagerock-band Sleater-Kinney, der gjorde et vist indtryk på mig i 2015. Og nu er de på vej med en rigtig live-plade. Hvad passer bedre til den salgs garageorienteret rock end netop en frisk liveoptagelse? Live in Paris hedder pladen, der kommer sidst i januar og er optaget i Paris på La Cigale i 2015, da de var på Europa-tur.

En kinky ridder: Ray Davies

3. januar 2017

“Initially I felt a mixture of surprise, humility, joy and a bit embarrassed but after thinking about it, I accept this for my family and fans as well as everyone who has inspired me to write,”(Ray Davies, BBC)

Den britiske dronning har valgt at adle The Kinks’ Ray Davies. Og dermed slutter Davies sig til Paul McCartney, Elton John, Mick Jagger, Van Morrison og Rod Stewart. David Bowie ville ikke have æren, da han fik den tilbudt. John Lennon returnerede sin MBE-orden for mange Ã¥r siden. SÃ¥ det er ikke alle, der er faldet til patten. SÃ¥ hvorfor Ray Davies? Af hensyn til familien og fansene. Tak Ray, det kunne jeg godt have været foruden.

Capac anbefaler: Bo Schiøler – Gårdsanger Optur

2. januar 2017

Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.

Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.

Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng”. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.

Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.

Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…”. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder…”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.

Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.

Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.

Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.

Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.

Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.