This is my street, and I’m never gonna to leave it,
And I’m always gonna to stay here
If I live to be ninety-nine,
‘Cause all the people I meet
Seem to come from my street
And I can’t get away,
Because it’s calling me, (come on home)
Hear it calling me, (come on home)
Â
https://youtu.be/-f5kLu_MoYY
Jeg har ofte beklaget mig over de to store tv-stationers stedmoderlige forhold til livemusik og – ja – populærmusik i det hele taget. Men i går kom jeg helt tilfældigt – for sådan er det med mit tv-forbrug – til at se et afsnit af TV2s serie “Toppen af poppen”. Konceptet i programmet er, at man lader nogle kunstnere fortolke andre tilstedeværende kunstneres sange – live i programmet.
I går var hovedpersonen Hanne Boel. Hun er en sangerinde, jeg har et ambivalent forhold til. Jeg opdagede hende, da hun var med i Blast, og var til en koncert i Tivoli Friheden med bandet, hvor hendes store talent kom til udtryk og fandt min beundring. Men jeg kom aldrig med på hendes solovogn. Hendes storsælgende soloalbum gik helt min musikradar forbi. Jeg hørte hendes hits og numre fra pladerne, men det sagde mig ikke rigtig noget. Så er det sagt.
Men de andre kunstneres – Peter A. G. Nielsen, Djämes Braun, Clemens m.fl. – fortolkninger af hendes store hits fungerede godt, på den måde, at sangenes kvaliteter kom frem. Og det er en stor kvalitet i sig selv. Så tommelfingeren op for “Toppen af poppen”. Jeg må prøve at se et afsnit mere ved lejlighed.
I 1971 sang John Mogensen om Dybbøl Mølle, der malede helt ad helvede til, i en sang, der på dansktopmanér satte ord på de svundne tresseres og gryende halvfjerdseres samfundskritik, med hip til de velbjergede, til den smuldrende demokratiske debat og med kritiske kommentarer til miljøforurening og løssluppen urbanisering med spekulationsbyggeri og smulmende trafikale problemer. Og næppe havde Mogensen sunget sine linjer, før den frafaldne socialdemokrat og kommende centrum-demokrat Erhard Jacobsen leverede et umusikalsk modsvar med “Dybbøl Mølle maler stadig”. En sang, der – set i bakspejlet – indvarslede vor tids gejle nationalisme og den generelle højrepopulistiske drejning.
Og nu i 2016 vender sanger og sangskriver Juncker tilbage til “Dybbøl Mølle” på sin nye plade Bivirkninger og tager – uden direkte henvisning eller bare allusion til forgængerne – den politiske sangskrivning op igen. Men ikke på en propagandistisk eller sloganstøttet vis. Derimod – og dermed helt i pagt med en tendens i tidsånden – som en underdrevet, latent samfundskritik, der står at læse mellem linjerne, mere end som flammeskrift og slagord:
De sir alt er tilladt og du kan sige hvad du vil/ men siger du det du mener så pak dt godt ind i vat/ Din spændetrøje er for stram/ din livrem er sat på skrå/ Det er vist på tide du tager dit gode tøj på/ Du begynder at gå/ Først er du alene så bliver i flere/ Se mor se hvor vi marcherer, fra Dybbøl Mølle til Nørrebro station/ Jesus jeg giver op/ Gud jeg melder pas/ Jeg har tape for munden og mine minder har de brændt…
Juncker beskriver her dobbeltbundet, hvordan det politiske medløberi sættes i scene, Sangens hovedperson er tydeligvis frustreret og nedslået over tingenes tilstand og den snigende konformisme og lader sig rive med at stemningen og bliver en del af et marcherende fælleskab. Sangen illustrerer et bestemt træk ved Junckers sange: Det er med udgangspunkt i det singulært og subjektivt oplevede, der artikuleres en slags almen virkelighedskritik. En kritik, der ofte – som i ovenstående sang – er som et tveægget sværd, der både er vendt mod omstændighederne i virkeligheden og indad mod individet.
Dette signalement passer også til den retrospektive og lidt nostalgiske sang “Der var engang”, hvor en ungdommelig fortid bliver afsæt for beskrivelsen af en aktuel udelukkethed og fremmedhed:
Fyrre år og ikke særlig fed/ For døv og blind til at følge med/ En lille smule fremmed for robotters ånd/ men tro mod kassettebånd/ imens jeg stille nynner Alphaville forever young/ Der var engang engang/ vi var cool/ før det hvide i mine øjne det blev gult/ Sæt dig ind i det nyeste lort/ ny lort…
Junckers samfunds- og virkelighedskritik er implicit og kræver, at lytteren gør sig den ulejlighed at lytte opmærksomt og/eller læse de i CD’en optrykte tekster. Men så åbner de sig også i al deres flertydighed og afslører en fundamental stemning af fremmedgjorthed og utilpassethed, som mange vil kunne relatere sig til.
Juncker synger sine sange ligefremt og med fokus på artikulationen af teksterne, der fremstår eksemplarisk tydelige i Junckers mund. Og sangene bæres frem af melodier, der nok er melodiske, men ligger langt fra poppens alfarvej. Musikken er en blanding af klassisk singer-songwriter-musik med stemme og guitar i centrum og en god portion, elementær, moderne rock, der ikke er overhældt med elektroniske effekter og digitale lydmalerier.
Med sit nye album skriver Juncker sig ind i en fornem og lidt eksklusiv strømning i tidens musik, hvor beskrivelser af dybt personlige oplevelser, erfaringer og iagttagelser afsætter en særlig almen tidsspecifik samfundskritik. Og det er måske netop derfor pladen hedder Bivirkninger.
Hermed anbefalet.
Juncker. Bivirkninger. Produceret af: Henrik Balling. Target. Er udkommet.
Og omkring Lennons fødselsdag er den gamle kollega, Paul McCartney på Desert Trip, hvor han har optrådt sammen med et andet ikon, Neil Young. I følge Maccas Facebookside har de spillet “Give peace a chance” (one for John). Men også…
Og den gamle uartige vise…
Hvis man har tid og råd, så live-streames der fra Desert Trip, bl.a. på Youtube…
Her iklædt sort læder. Foto fra 1960, taget af veninden Astrid Kirschner (kilde).
Janus bechmann, der bl.a. har arbejdet sammen med Ester Brohus og Søren Krogh, er ude med soloalbummet Table Sketches. Og titlens sketches – skitser – kunne fortolkes derhen, at der var tale om nogle ufærdige sange. Men det vil være en fejllæsning. For sangene virker bestemt ikke ufærdige eller halvgjorte. Derimod kan der være noget skitseagtigt over dem i betydningen: noget basalt og enkelt.
For Janus Bechmann har været på en længere tur tilbage til sine musikalske, amerikanske rødder. Det vil sige en smeltedigel, vi her i bloggen gerne omtaler som americana og roots. Og mødet med rødderne i New Hampshire og Vermont har – måske ikke overraskende og forventeligt – medført en slags besindelse på netop disse rødders forkærlighed for det jordnære, enkle og upyntede udtryk. Down to basics, som man jo siger i det anglo-amerikanske sprogområde.
Og det er netop, hvad Janus gør på denne plade. Skærer ned til benet i det musikalske udtryk. skræller alle unødvendige lag af og lader sangene stå ret nøgne og rå. Så de kun fremtræder gennem Janus’ gode stemme og arrangementer, der er skrabede – og kun – nu og da – lader en slideguitar lægge et lille ekstra lag på. Og på tekstsiden modsvares enkelheden af sange om kærligheden og hverdagens problemer. Og det er helt efter bogen, kan man sige.
Table Sketches er en af den slags plader, der har potentiale til at blive en af mine kultplader. Altså en af dem, der ved gentagne genhør tiraner sig en plads på den hylde, hvor de minimalistiske singer-songwriter-plader står og ikke får lov til at støve til. Og måske kunne den også gå hen og blive en af dine særlige plader -giv den en chance. Hermed anbefalet.
Janus Bechmann. Table Sketches. Produceret af Janus Bechmann og Jeremiah Bindrum. Target. Er udkommet.
Â
Fródi kommer fra Argir på Færøerne, fra en musikalsk familie. Og han har været med i forskellige lokale og danske konstellationer, inden han nu springer ud som minialbumsolist med Ultramarine.
EP’en titel sigter både til havets blå og den emotionelle blåhed, der både omfatter den tidtypiske melankoli og følelser som tab, længsel og adskillelse mellem personer. Og Fródi fremfører sangene med sin særprægede, maskulint lyse stemme, der foretrækker det høje toneleje og intonerer og fraserer teksterne med en inderlig følelsesfuldhed, der på en måde modsvarer teksternes tematik af afstand og distance.
Og netop stemmens dominans og den instrumentale fokusering på guitaren placerer Fródi i en singer-songwriter-sammenhæng, der går helt tilbage til tresserne og ikke mindst halvfjerdserne – og med klare forbindelseslinjer til nogle af de senere års mest følelsesmæssige singer-songwriters, fx den populære James Blunt. Men pladens ialt seks numre viser også, at ikke kun singer-songwriter-kunst har haft indflydelse på Fródi. Også den moderne indierock har sat et kraftigt aftryk på passager af pladen, fx og i udpræget grad et nummer som “Mickey Mouse”, hvor balladen er vævet ind i hårdslående rock med tunge trommer og fræsende guitarer.
Men først og fremmest fremstår Fródi med sin nye plade som et vekomment, følsomt bidrag til den aldrig uaktuelle eller uinteressante singer-songwriter-tradition. Næste naturlige skridt er så, at Fródi kaster sig over det klassiske albumformat og viser, at han også behersker de krav og forventninger, man kan have til sådan en størrelse. Hermed anbefalet.
Fródi. Ultramarine. Produceret af Mikael Blak. Target. Er udkommet.
Det lyder som enhver rockelskers våde drøm. Rolling Stones, Bob Dylan, Paul McCartney, Neil Young, Roger “Pink Floyd” Waters og The Who på en og samme plakat. Men det er den skinbarnlige virkelighed, og den realiseres lige nu i disse dage – dvs. i denne og næste weekend. Og mon ikke begivenheden resulterer i en aller anden form for dokumentation – film, musikudgivelse eller noget samlet?
Bortset fra nogle få kommentarer på Facebook har begivenheden vist endnu ikke kastet rigtige anmeldelser af sig, men det kommer jo også nok engang.
Er der grund til at forvente noget særligt – ud over samtidigheden af nogle af rockens store ikoner? Jeg tillader mig at tvivle. Jeg tror de respektive navne vil optræde som de ellers ville gøre – business as usual. Men det behøver jo heller ikke at være så ringe endda.
Og Stones spiller Beatles…
Den 7. oktober udsendes The RCA and Arista Album Collection med afdøde Lou Reed omsider. Dermed er boksificeringen færdiggjort, for hans indspilninger for Sire Records er for længst udkommet. Heldigvis har jeg i forvejen de ialt seksten albums, der er med i den nye boks og behøver derfor ikke at gå i banken. Alle pladerne er blevet lydforbedret af Reed selv, få måneder før hans for tidlige bortgang.
“It’s just f**king hysteria. We are living in this absolute madness. Absolute f**king madness. No wonder everyone’s feeling so mental. The conversations that I’ve had with people, they’re saying this is always the way it’s been. People have always felt terrified about where the world is heading. In the Cold War, people were living with the very real threat of the end of the world. And I do understand that. But in terms of where we’re heading, with the daily advancements and the impossibility of seeing anything as a whole – I’m talking about economics, technological advancements, humans fusing with cyborgs, nano-robots that cure and detect diseases, international relations – nobody can see where we’re heading.†(Kate Tempest i The Independent)
Det er Sir Mick himself, der lader nyheden slippe ud i de sociale mediers umættelige strøm. Den nye plade fra Stones – hvor de vender tilbage til the blues – er ude i butikkerne den 2. december. Så det ser atter ud til at julen er reddet… musikalsk set i hvert fald.
Jeg kom til at tænke på Johnny Cashs american recordings, på Bruce Springsteens Nebraska og Ulf Lundells ti sange fra et hotelværelse, da jeg lagde Martin Bloms Sange fra ødekirken i CD-afspilleren. Og det er ikke tilfældigt. For lige som de nævnte kunstnere har Blom på sin ny plade valgt et særligt refugium for sin nye plade. Som titlen antyder, så er pladen indspillet i en øde kirke, nærmere bestemt den nedlagte Buderup Ødekirke i Rebild. En kirke, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, men nu står i kulturens tjeneste.
Og den nøgne kirkebygning med sin særlige akustik og dens rå, og sikkert inspirerende, tomme skal fik lov til at danne ramme om Martin Bloms samling af danske sange. Og – næppe helt tilfældigt – så spejler eller snarere korresponderer sangene med deres konkrete sanselighed og enkelhed den skrabede, rå ramme udgør.
Bortset fra lidt backingvokal (af Bjørn ‘Bønne’ Petersen og Henrik Hansen), så står Martin Blom for det hele. Og det vil sige: sang og diverse guitarer. Og som det antyder, så skærer Martin Blom ind til benet. Tekstligt og musikalsk udviser sangene en elementær nøgenhed og ‘ærlighed’, som nærmest er blevet en kendetegn for den slags refugieindspilninger. Det er som om den udvendige askese fremmer en kunstnerisk frugtbarhed.
Et par eksempler. I sangen “Hver morgen er en kirke” skæres der næsten ind til en absolut nulpunkt. Livet i form af den daglige morgen anskues som en ny begyndelse og en ny mulighed:
Hver morgen er en kirke
Jeg går derind
med åbent sind
Hver morgen er et landskab
Jeg går derud
Giver mit bud
Hver morgen er en mulighed
En skæbne der venter mig i døren
Og igen andre kan i mit sted
Gå ud og ta’ min tørn
….
Hver morgen er et blankt papir
Der vil ha’ ord
Jeg ved jeg tror
Et ark med alt og intet
Der kræver mig og mit kontrafej
Hver morgen er et checkpoint
Jeg lægger pas og dagsprogram på bordet
Alt hvad der er mig
Mit brugernavn og adgangsordet.
Selv om nogle teologer sikkert kunne tage teksten her til indtægt for den kristne tro, så læser jeg den mest som en slags eksistentiel nøgternhed, hvor det handler om at sætte ord på det mirakel, hver morgen vitterlig er som både afslutning og begyndelse på noget nyt, som forfatteren bemærker i det hæfte, der følger med pladen. Det er som om ødekirken med al dens symbolik modsvares af en bestræbelse på at skrælle alle udvendige lag af og nå ind til en særlig umiddelbarhed og noget væsentligt. Det kan man også læse ind i en af de mere personligt historiske sange på pladen, nemlig “Drømmer 71”. Her fortæller Blom om sin egen generation, der i fodsporene på de såkaldte 68’ere – til lyden af Burning Red Ivanhoe og Alrune Rod – nærede drømme om en anden og bedre verden:
Der var en dejlig udsigt derfra hvor vi stod
Og da vi sad på gulvet og hørte Burnin’ og Alrune Rod
Verden den var vores den gamle sang på sidste verd
Der var god plads til en drømmer dengang i 71
Underforstået: drømmene blev ikke indfriet, men drømmelandet eksisterer endnu et sted inde i den voksnes bevidsthed.
Også på den musikalske side dominerer enkelhed og rodfastheden. Martin Blom har rødder i, ja, rootsmusikken. Den musik, der ynder at gribe ned til de musikalske rødder og tilbage til en vis oprindelses enkelhed. Og på pladen her barberes musikken virkelig helt ned til en nærmest spartansk nyenkelhed, der både ekkoer af nøgen salmesang og den hudløse nærhed, som de indledningsvist omtalte kunstnere også fandt ind til på deres plader.
Og dermed skriver Martin Bloms plade sig naturligt ind i rækken af plader, der har deres udspring i et eller andet frivilligt refugium og itone- og ordsætter en særlig kunstnerisk ‘ærlighed’ og nøgenhed, der leverer et passende modspil til tidsåndens udvendighed og unødvendige fylde. Hermed anbefalet.
Martin Blom. Sange fra ødekirken. Eget forlag. Er udkommet.
Cover-The-Buca-Bus-659×659.jpg
Her i bloggen har jeg fulgt det gode odenseanske band Caper Clowns siden 2015, hvor jeg gav EP’en Type your text here nogle venlige ord med på vejen. Og nu er bandet så ude med en langspiller med titlen The Buca Bus, der indfrier de forventninger, jeg havde til Caper Clowns dengang. Forventninger om, at de ville fortsætte udviklingen af deres specifikke udgave af den såkaldte indierock, der samler trådede op fra især den melodiøse britiske udgave af indien og har tydelige tråde helt tilbage til indierockens forfædre i tresserne med Beatles som omdrejningspunkt.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad en Buca Bus er for en bus, men musikken og coveret på pladen fik mig til at tænke på den bus, Beatles bruger i filmen Magical Mystery Tour. Og i det mindste passer denne association på den måde, at også The Buca Bus sender os på en magisk og mystisk tur med tolv sange, der kredser om temaer som romantik og singulære, eksistentielle oplevelser. Og de fine tekster er heldigvis trykt i coveret, så man kan fordybe sig i dem, hvis man har tid og lyst.
Men man kan også nøjes med at lytte til musikken, der i højeste grad taler for sig selv. Som de bedste udenlandske indiebands har Caper Clowns formået at skrue en plade sammen, der både hænger godt sammen indholdsmæssigt og byder på stor variation og opfindsomhed inden for det brede spektrum, som indierocken arbejder inden for. Lige fra den indledende, næsten klassiske popsang “Pockets”, der er medrivende og stærkt melodisk i en grad, der burde gøre den til et hit i radioerne (hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der jo desværre ikke altid er…), over mere indadvendte ballader til regulært pompøse indienumre, hvor bandet gerne vil demonstrere, hvad de formår instrumentalt og i et studie. Heldigvis holder de fast i deres melodisk-poppede udgangspunkt, så studiet fristelser ikke tager overhånd i form af tomgang og udvendighed. Også på den led minder Caper Clowns mig om mine gamle idoler fra Liverpool.
Det er naturligt, at et band vil bruge de muligheder, der er i et moderne studie, for at vise hele udtrækket og alle de kunster, de kan. Men jeg synes Caper Clowns formår at holde sig på beatmusikkens middelvej af melodiøsitet og popcharme. Selv hvor de folder deres instrumentale virkemidler mest ud, kan man godt høre den elementære enkelhed og nerve, der Caper Clowns fineste vare- og vandmærke.
The Buca Bus er en vellykket, alsidig indiepoprockplade, der vidner om, at genren (hvis man da kan kalde indien det!?) lever i bedste velgående – og i Caper Clowns har et hold loyale og passionerede repræsentanter, der ubesværet tager kampen op med de bedste udenlandske repræsentanter. Ja, The Buca Bus aspirerer til en plads på min personlige favoritårsliste, når den snart skal skrives. Hermed varmt anbefalet.
Caper Clowns. The Buca Bus. Gateway. Er udkommet.
Jeg vil ikke bruge tid og energi på slagsmålet mellem fru Clinton og hr. Trump, men jeg kan godt lidt Chip Taylors og Carrie Rodriguez’ indirekte kommentar til hr. Trumps ønske om at bygge en mur til Mexico.
