Indlæg tagget med Musik

Aftenens filmoplevelse: Oranges and Sunshine

21. maj 2016

Nogle af mine bedste filmoplevelser kommer, når jeg mindst venter det. Således i går, hvor jeg ganske tilfældigt zappede over på DR2, da filmen Oranges and Sunshine. Hvis jeg havde læst foromtalen, så havde jeg nok ikke set den, for jeg er generelt skeptisk over for “problemfilm”. Og denne film er i den grad en problemorienteret film. Den handler om den britiske socialarbejder Margaret Humphreus. der kommer på sporet af en socialpolitisk skandale af dimensioner. Hun opsøges af en ung kvinde, der er kommet fra Australien for at opsøge sin familie. Og hun kan fortælle historien om, hvordan hun som ganske lille blev deporteret til Australien og fik abrudt forbindelsen til familien. Og i Australien blev hun og de mange andre børn udsat for en oprørende behandling.

Margaret følger op på historien og kommer i kontakt med mange andre mennesker, der havde været ofre for deportationer, der stod på i årtier – helt op til omkring 1970. Mere end 100.000 børn blev med de britiske myndigheders velsignelse og autorisation sent til Australien og Canada. Og da skandalen begynder at rulle, forsøger samme myndigheder at holde sandheden skjult.

I filmen følger vi Margarets arbejde, bl.a. i Australien, med at opspore disse børn, få fat i deres historie og eftersøge deres mødre og familie i hjemlandet. Og vi ser, hvordan arbejdet får store omkostninger for hendes selv i forhold til hendes egen familie, som hun i perioder må forsømme, og i form af post-traumatisk stress, som hun pådrager sig ved at bære på alle de forfærdelige historier om vanrøgt og mishandling.

Filmen følger Margaret og hendes arbejde med at afdække sagen, og den er fortalt lige ud ad vejen uden kunstneriske falbelader. Og det i kraft af selve historien og Emma Watsons bøgterne fremstilling af Margaret Humphries at filmen overbeviser. Den er et eksemple på, at en “problemfilm” godt kan virke, hvis bare historien er god nok. Og det er den i dette tilfælde. En rystende fortælling om myndighedernes svigt gennem årtier og om menneskelig svigt af alleralvorligste slags. 

Og i filmen dukker denne sang op…

The Kinks i reklamens vold: All day and all of the night

20. maj 2016

The Kinks gamle garagerocker “All day and all of the night” fra albummet Something Else er udvalgt til at sælge madrasser. Og det sker formodentlig med sangskriver Ray Davies velsignelse. Reklamer er jo en god indtægtskilde. Selv Bob Dylan har ikke holdt sig tilbage med den slags. Alligevel synes jeg, at musikkens folk skulle holde sig for gode til den slags og i stedet kæmpe for, at pladeselskaberne betalte bedre for streaming af musik osv. Selv om det er er en relativt harmløs reklame om madrasser, så hører den gode sang og Dave Davies’ potente rockguitar ikke til der. Hvis i spørger mig.

 

‘WE’ – en teaterforestilling på Studenterscenen i København i 1967 med orkestret The Maxwells

20. maj 2016

Takket være Alrunen, Niels Schwalbe og Arne Würgler kan jeg her vise en gammel optagelse fra 1967 med glimt af det fortræffelige orkester The Maxwells. Optagelsen er en videokopi af en gammel 16mm film og består af spredte optagelser fra datidens prøver til forestillingen “We”. Et lille stykke kulturhistorie.

Capac anbefaler: Afenginn – OPUS

19. maj 2016

afenginn

I rammefortællingen til Tusind og en Nats historier får vi at vide, at fortælleren – Scheherazade – fortæller sine mange historier for at undgå sin skæbne, den bryllupsnat, der vil ende med hendes henrettelse. Udsættelsen af bryllupsnatten og i sidste ende døden er altså en motor, der genererer hendes kreativitet og giver anledning til de mange historier. Noget lignende gælder en anden historiecyklus, nemlig Bocacios Decameron, hvor nogle adelige damer og mænd flygter fra den pestramte by Firenze for at undgå skæbnen der, og for at fordrive tiden og udsætte og undslippe pesten og dens rædsler adspreder de sig med at fortælle historier.

Det ufrivillige eksil og den udsættelsen af livet (og døden) kan være en kilde til kreativ inspiration. Således også i det danske band Afenginns stort anlagte dobbeltalbum OPUS, der nu foreligger til omtale. Komponisten Kim Rafael Nyberg blev i forbindelse med et ophold på Tasmanien hospitaliseret i 40 dage og 40 nætter. Og denne ufrivillige eksilerings pause i livet satte gang i en komponeren, der siden resulterede i OPUS.

Og måske helt i eksileringens ånd, så opfatter komponisten resultatet som “et modtræk til en verden, der accelerer med lynenede overfladshastighed mod stadig kortere opmærksomhed. En opmærksomhed der konstant bliver fodret med en utrællelig strøm af diverse feeds. Jeg vil gerne bidrage med noget, der stikker dybere” (citeret fra pressematerialet til pladen). Og er det ikke netop eksilets – her det ufrivillige eksils – privilegium, at det rummer en mulighed for at tale imod tidsånden (her den digitale, forjagede tid) og søge mod dens modpol: her fordybelsen, langsommeligheden og det spirituelle? Jeg tror, læseren vil kunne finde mange eksempler på, at eksilet netop har givet stemme tll det Andet i kunsten.

Og på OPUS udfolder det kompositoriske udbrud sig over fire lange satser (ialt 84 minutters musik). Det er musik, der alene i kraft af sin tidsmæssige omfang har noget symfonisk over sig. Men selv om der er klange fra den klassiske kompositionsmusik, så er der ikke tale om klassisk musik, hverken i tradtionel eller moderne forstand. Der er snarere tale om en særlig musikalsk hybrid, hvor Afenginns syv musikere – med hjælp fra andre 10 musikere – lader det klassiske symfoniskes tematiske varieren legere med elementer fra folkemusik og rockens kropslige rytmik. Og det vokale er integreret som en del af det instrumentale, i den forstand, at teksterne er diliriske non-sens tekster, der ikke først og fremmest er til “at forstå”, men leverer lyde og toner til det komplekse musikalske udtryk.

Jeg ville gerne lade læseren lytte til en stump fra pladen, men jeg vil afstå, for det er musik, der fortjener at blive lyttet til fra ende til anden. Andægtigt og i den udsættende og fordybende ånd, hvori det er blevet til. Og det er som at synke ned i en flod af tidløshed og mærke, hvordan kunsten – musikken – formår at udsætte det uafvindelige. Jeg kan kun anbefale, at man gør det. Det er en lise for sjælen.

Og et eller andet sted, så samler Afenginn en gammel tradition i rocken om – for at fordybe sig i symfoniske og improvisatoriske forløb. Jeg tror ikke, at Afenginn har tænkt i de baner, men ikke desto mindre forholder det sig sådan. Med OPUS har Afenginn skabt et stort værk, der stikker ud fra det meste af det, der kommer på  plade. Det må være en af årets mest overraskende og velgørende stykker musik. Hermed anbefalet.

Afenginn. OPUS. Produceret af Jonas Nakel & Kim Rafael Nyberg. Westpark Music. Er udkommet.

Den så jeg ikke komme: Paul McCartney får hjælp af en 10-årig argentiner

19. maj 2016

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 5 af 2.11212345678910...Sidste »