OMD – Orchestral Manoeuvres in the Dark – English Electric
8. april 2013
Der er næsten noget historisk-ironisk over den kendsgerning, at OMDs nye album English Electric udkommer samme dag som meddelelsen om Margareth Thatchers død løber ind med nyhedsstrømmen. Thatcher – kaldet Jernladyen – var briternes politiske leder i firserne. Og sammen med amerikanernes Ronald Regan var hun med til at sætte en ganske anden politisk-økonomisk dagsorden end den, der herskede i halvfjerdserne. En dagsorden, hvor fagbevægelsen blev slået tilbage, og hvor en neo-liberalistisk økonomi blev trumfet igennem. Firserne var yuppiernes årti, og herhjemme blev de kaldt fattigfirserne, fordi der blev ført en såkaldt “ansvarlig” økonomisk politik (styret af regnedrengene i Finansministeriet) med kartoffelkur og andre stramninger. Det var et årti, der på mange måder kan ligne det årti, vi lever i nu.
Og det musikalske lydspor til firserne passede på mange måder til et årti, hvor halvfjerdsernes drømme om solidaritet og større global lighed bristede og blev erstattet af egennyttig jagt på rigdom og individualistisk selvrealisering. Et på mange måder kuldslået årti. Til dette årti passede den elektroniske popmusik fint med sin technokølighed. Men også i kraft af sin indiskutabelt dansable popappel, der passede som fod i hose til diskotekernes virkelighedsflugt på danskegulvet og til hitlisternes konstante begær efter pop, man kunne nynne med på.
Et af de helt store bands i firserne var Orchestral Manoeuvres in the Dark – OMD – der blev dannet i 1978, brød igennem i 1980 med singlen “Enola Gay” og trak stikket ud første gang i 1996, hvor britpoppen satte sig eftertrykkeligt på den musikalske dagsorden i Storbritannien.
Men med indgangen til den aktuelle krise vendte OMD tilbage. I 2007 blev gruppens kunstneriske højdepunkt, albummet Architecture & Morality, genudgivet i en remasterede cd-udgave med tilhørende koncertdvd. Og i 2010 kom studiealbummet History of Modern, der indvarslede gruppens genkomst for alvor. Det følges nu op af English Electric, der henter sin titel fra et firma, der laver elektriske motorer og generatorer.
Det er en på samme tid fremad- og tilbageskuende plade, OMD udsender. Det er melodiøs, fængende, dansant elektro-synth-pop, som samler tråden op fra gruppens storhedstid i firserne, men også sender kærlige allusioner til stilskaberne i tyske Kraftwerk, der på mange måder var forud for deres tid og uden tvivl er en stor inspirationskilde for gutterne i OMD. Krisebevidstheden er helt fremme på pladen i et nummer som “The Future will be silent”, hvor titlen er svaret på spørgsmålet om, hvordan fremtiden mon vil lyde? Her er ikke plads til fremtidstro eller -optimisme, som tilfældet var hos dem, der havde succes i firserne. English Electric er ikke nogen anakronisme, men den er en slags musikalsk diagnose af tidsånden her i 2013, hvor vi ikke aner, hvor krisen vil føre os hen, og hvor vi døjer med eftervirkningen af den politik, der netop blev iværksat i årene under Thatcher og Reagan. English Electric er et symptom på krisetiden, for så vidt som det er et krisesymptom at vende tilbage til rødderne – her de musikalske rødder i senhalvfjerdsernes og firsernes syntheziserpop – og at kaste sig over de glæder som poppen kan give midt i al elendigheden. OMD har med det nye album endnu engang bedrevet det kunststykke at forene den eksperimenterende leg med det kølige elektroniske isenkram – med den elementære, hjertevarme, danseglade og fængende pop. Hermed anbefalet alle, der er krisetrætte.
OMD. English Electric. BMG. Udkommer i dag.
