Der er næsten noget historisk-ironisk over den kendsgerning, at OMDs nye album English Electric udkommer samme dag som meddelelsen om Margareth Thatchers død løber ind med nyhedsstrømmen. Thatcher – kaldet Jernladyen – var briternes politiske leder i firserne. Og sammen med amerikanernes Ronald Regan var hun med til at sætte en ganske anden politisk-økonomisk dagsorden end den, der herskede i halvfjerdserne. En dagsorden, hvor fagbevægelsen blev slået tilbage, og hvor en neo-liberalistisk økonomi blev trumfet igennem. Firserne var yuppiernes årti, og herhjemme blev de kaldt fattigfirserne, fordi der blev ført en såkaldt “ansvarlig” økonomisk politik (styret af regnedrengene i Finansministeriet) med kartoffelkur og andre stramninger. Det var et årti, der på mange måder kan ligne det årti, vi lever i nu.
Og det musikalske lydspor til firserne passede på mange måder til et årti, hvor halvfjerdsernes drømme om solidaritet og større global lighed bristede og blev erstattet af egennyttig jagt på rigdom og individualistisk selvrealisering. Et på mange måder kuldslået årti. Til dette årti passede den elektroniske popmusik fint med sin technokølighed. Men også i kraft af sin indiskutabelt dansable popappel, der passede som fod i hose til diskotekernes virkelighedsflugt på danskegulvet og til hitlisternes konstante begær efter pop, man kunne nynne med på.
Et af de helt store bands i firserne var Orchestral Manoeuvres in the Dark – OMD – der blev dannet i 1978, brød igennem i 1980 med singlen “Enola Gay” og trak stikket ud første gang i 1996, hvor britpoppen satte sig eftertrykkeligt på den musikalske dagsorden i Storbritannien.
Men med indgangen til den aktuelle krise vendte OMD tilbage. I 2007 blev gruppens kunstneriske højdepunkt, albummet Architecture & Morality, genudgivet i en remasterede cd-udgave med tilhørende koncertdvd. Og i 2010 kom studiealbummet History of Modern, der indvarslede gruppens genkomst for alvor. Det følges nu op af English Electric, der henter sin titel fra et firma, der laver elektriske motorer og generatorer.
Det er en på samme tid fremad- og tilbageskuende plade, OMD udsender. Det er melodiøs, fængende, dansant elektro-synth-pop, som samler tråden op fra gruppens storhedstid i firserne, men også sender kærlige allusioner til stilskaberne i tyske Kraftwerk, der på mange måder var forud for deres tid og uden tvivl er en stor inspirationskilde for gutterne i OMD. Krisebevidstheden er helt fremme på pladen i et nummer som “The Future will be silent”, hvor titlen er svaret på spørgsmålet om, hvordan fremtiden mon vil lyde? Her er ikke plads til fremtidstro eller -optimisme, som tilfældet var hos dem, der havde succes i firserne. English Electric er ikke nogen anakronisme, men den er en slags musikalsk diagnose af tidsånden her i 2013, hvor vi ikke aner, hvor krisen vil føre os hen, og hvor vi døjer med eftervirkningen af den politik, der netop blev iværksat i årene under Thatcher og Reagan. English Electric er et symptom på krisetiden, for så vidt som det er et krisesymptom at vende tilbage til rødderne – her de musikalske rødder i senhalvfjerdsernes og firsernes syntheziserpop – og at kaste sig over de glæder som poppen kan give midt i al elendigheden. OMD har med det nye album endnu engang bedrevet det kunststykke at forene den eksperimenterende leg med det kølige elektroniske isenkram – med den elementære, hjertevarme, danseglade og fængende pop. Hermed anbefalet alle, der er krisetrætte.
I december sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Hans Theessinks og Terry Evans‘ fine duoplade Delta Time, hvor man kan lytte til en fin legering af rootsy blues, gospel, soul m.m. Og nu sidder jeg så med Theessinks seneste udspil, soloalbummet Wishing Well, der markerer kunstnerens 65-årsdag.
Denne gang er Hans næsten alene om musikken. Med undtagelse af David Pearlmans dejlige pedal steelguitar på fire af pladens numre og Gyan Singhs tablas på “Kathmandu” og Blessings Nkomos shaker på “Take your picture” står Theessink for det musikalske med sin behagelig, maskuline, bløde bariton og guitarer, banjos, mandolin og andre strenge. Vi befinder os stadigvæk musikalsk set helt nede ved rødderne. Det understreges af de kopinumre, Theessink har valgt at fortolke. Her er bluesen hos forbilledet Brownie McGhee, her er den folkelige amerikanske tradition, repræsenteret dels ved Townes van Zandt (“Snowing on raton”) og ved Bob Dylan (“Ballad of Hollis Brown” fra Dylans The Times They Are A-Changin’ fra 1964). De øvrige sange er enten traditionelle (Wayfaring Stranger, Make med down a pallet on your floor, Albeta let your hair hand down low og Delia) eller skrevet af Theessink selv.
Men uanset, hvem der er ophav til sangene, så er der en umiskendelig bluesy groove over sangene, når de kommer ud af Theessinks strenge og stemme. Det understreges fint af sangen “Kathmandu”, der trods sin asiatiske inspiration og fine tablalyd er en blues. En nepalisisk blues.
Pladen, der er produceret af Hans Theessink selv, hænger fint sammen i kraft af det gennemgående groove og artistens kærlighed til de musikalske rødder. Der er en meget intim feeling på pladen. Sublimt, forfinet guitarspil, der gør en dyd af at være netop intimt og i musikkens tjeneste. Den er som et meget personligt postkort til den enkelte lytter. Hermed anbefalet.
Hans Theessink. Wishing Well. Produceret af: Hans Theessink. Blue Groove 2013. Udkom d. 5. april.
Det unge band Palma Violets (dannet i 2011) var en kultsucces, længe inden de fik indspillet deres første singleplade. I kraft af nogle heftige koncerter, der gav genlyd i musikmiljøet i London og resten af Storbritannien. Og man – jeg – forstår godt begejstringen, når jeg lytter til debutsinglen “Best of Friends”, der blev udvalgt som årets sang i New Musical Express i 2012. Her genfinder man den uforfærdethed og ungdommelige friskhed, man fandt hos de unge U2 og The Undertones – kombineret med den rå lyd af garage- og pubrock.
Her til formiddag tog jeg mig den frihed at spadsere en tur i den indre by for at indånde byens fortravlede stemning, lidt forårsluft og -solskin og ose lidt i boglader etc. Og på vej hen over fortorvet i Hans Broges Gade sprang Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks glade forårssang “Det er i dag et vejr” meget passende frem i bevidstheden – af indlysende årsager. Den sang var en del af min barndoms ‘arvesølv’, og siden hen tog Kim Larsen den jo op på sin debutplade Værsgo og forevigede den som popsang i en version, man kun kan blive glad i låget af.
“Otis had the softness of Sam Cooke and the harshness of Little Richard, and he was his own man. He was also fabulous to be around, always 100 percent full of energy. So many singers in those days, with all due respect, had just been in the business too long. They were bitter from the way they were treated. But Otis didn’t have that. He was probably the most nonprejudiced human being I ever met. He seemed to be big in every way: physically, in his talent, in his wisdom about other people. After he died, I was surprised to find out I was the same age as he was, because I looked up to him as an older brother.” Steve Cropper
Selv om det meste af soulsangeren Otis Reddings produktion stadigæk er tilgængelig på cd, så er det glædeligt, at hans singleudgivelser for plademærket Stax/Volt nu udgives samlet i en lille tre-cd-boks. Singlerne var datidens medium, og de største øjeblikke med den store sanger finder man på singleudgivelserne, vil jeg mene. Et must for soul- og Otisfans.
Det må være Giro 413, der engang for meget længe siden, har lagt dybe erindringsspor efter denne gamle sang med Liva Weel fra 1930′erne. Nærmere bestemt 1932 (På halen, Riddersalen). Med tekst af selveste Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen. Hvorfor den dukkede op på den indre jukeboks? Måske, fordi jeg kom til at tænke på et gammelt foto af min mor fra dengang, hun var ung og boede i København. Hun står iført en flot spadseredragt og en lille koket hat – og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun måske var på vej ud i det københavnske natteliv, måske endda i retning af dansestedet Adlon. Det var før, hun mødte min far. Ta’ og kys det hele fra mig…
Den amerikanske sangskriver og musiker Chip Taylor har ikke gået den lige vej i sin musikalske karriere. Den begyndte i barndommen, hvor han fik interesse for musik ved at lytte til lokale countrystationer i barndomshjemmet i Yonkers, New York. Det førte til dannelse af et country-high-school-band.
Da bandet gik i opløsning, kastede Chip sig over golf med en vis succes, men håndleddet kunne ikke holde til det, og derfor kastede han sig helhjertet over musikken. Og i 1961 fik han kontrakt med pladeselskabet Warner Bros. Med singlen “Here I am” lykkedes det Chip at komme op top 100.
Guitaristen Chet Atkins opdagede Taylors sangskrivertalent og sørgede for, at andre kunstnere kom til at indspille nogle af sangene. Countrysangeren Bobby Bare hittede med “Just A Little Bit Later On Down The Line”.
I tresserne blev Taylor ansat som professionel sangskriver hos CBS, hvor han skrev en lang række sange, som blev fortolket af folk som Linda Ronstadt, The Hollies og Ike & Tina Turner. De mest kendte sange fra hans hånd er “Wild Thing“, der blev The Troggs helt store hit, og “Angel in the Morning” (fortolket af bl.a. Merilee Rush, Juice Newton og Chrissie Hynde). De to sange fortæller også noget om spændvidden i Chip Taylors sangskriverkunst.
Til Taylors meriter hører også, at han opdagede James Taylor, da denne spillede med i James Taylor and the Flying Machine, og lavede en plade med ham.
Siden starten af halvfjerdserne har han udsendt den ene soloplade efter den anden. I omegnen af tyve styk, der alle har været godt modtaget af kritikerne, uden at det har afspejlet sig i salgstallene. I perioden 1979 til 1996 holdt han et pause i musikken og levede som succesful, professionel spiller (hestevæddeløb og kortspil). Men han vendte tilbage til musikken igen og har i starten af det nye århundrede oprettet sig eget pladeselskab Train Wreck Records, hvor hans seneste album – bl.a. Songs from a Dutch Tour og Yonkers NY – er udsendt (i hhv. 2008 og 2009). Til maj kommer endnu et med den flotte titlen Block Out The Sirens of This Lonely World. Der er netop udsendt en foreløbende video til pladen. Her lyder Taylor lidt à la Bob Dylan, synes jeg.
En god introduktion til Chip Taylors sangskrivning finder man på opsamlingen Wild Thing, hvor andre kunstneres fortolkninger er samlet, og på opsamlingen Angels & Gamblers: Best of 1971-1979.
Selv om der har været for mange nekrologiske indlæg her i året start, så kommer jeg ikke uden om at omtale Gordon Stokers død. Han var forsanger i The Jordanaires, der blev verdensberømte for deres samarbejde med Elvis Presley.
Stoker blev født i 1924 og startede sin musikalske løbebane som pianist. Det var også som pianist, han kom ind i The Jordanaires. Elvis var begejstret for sanggruppen, og da han skiftede fra Sun Records til RCA blev Jordanaires hans faste vokalbacking. Elvis har selv givet udtryk for, at han aldrig var blevet til det, han blev, uden The Jordanaires. Store tanker, men i hvert fald lagde gruppen dimensioner til hans sange. Men i 1953 skete der nogle ændringer i gruppens sammensætning og Gordon blev forsanger. Bag sig havde hand Neal Matthews (tenor), Hoyt Hawkins (bariton) og Cully Holt (bas). Sidstnævnte blev senere erstattet af Ray Walker.
Successen med Elvis gjorde Jordanaires efterspurgte af mange andre kunstnere – fra Patsy Cline til Don McLean. Og gruppen havde nok at lave i årene efter mødet med Presley.
[Ukrediteret foto af Elvis og Jordanaires - er lånt fra en australsk Elvisfanside.]
Hvis ellers jeg har forstået genrebetegnelsen post-rock rigtigt, så er det, der samler de mange post-rock-bands, at de forsøger at rendyrke den side af rockmusikken, der har at gøre med lyden – sound – eller lydbilledet. Men anvendelse af rockens instrumenter – ikke mindst el-guitaren – og dens effekter udforsker man stemninger, lyde, klangfarver, der har været en del af rocken i mange år. Der går således en lige linje fra de mest eksperimenterende garagebands i halvtredserne over The Velvet Underground og dyrkerne af den hvide lyd og frem til post-rockbands som pionererne Slint, Mogwai, Sigur Rós – og så det danske band instrumental-post-rockband The Shaking Sensations, der er pladeaktuelle med deres andet album Start stop worrying.
Lige som det post-moderne er moderne i sin kerne, så er post-rocken også rock i sin kerne. Således er det også for The Shaking Sensations, der siden debutalbummet East of Youth (2011), har bevæget sig lidt i retning af den ordinære rock ved at lave numre, der både rummer post-rockens ekstatiske lydtæpper, men samtidig fremstår som korte, iørefaldende radioorienterede rocknumre. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg undervejs kom til at tænke på fx U2 i deres unge dage…
Selv om Shaking Sensations har indgået et kompromis mellem kultisk shoegazende post-rock og mainstreamappellerende rock, så er det stadigvæk i kraft af fascinerende, mørke, til tider melankolske klangstrukturer og rytmiske mønstre, at gruppen gør sig bemærket over for lytteren. Det er musik – en slags moderne kammerrock – der inviterer lytteren til at lytte andægtigt og intenst, hvad enten det er inde i hovedtelefonerne eller ude på de små spillesteder. Hvis man er til instrumentalrock, så er der al mulig grund til at give The Skaking Sensations en chance…
Hvis man har et blot nogenlunde repræsentativt udvalg af pop- og rockalbums fra de sidste fire årtier, så vil man sikkert kunne finde en, hvor guitaristen og mundharmonikaspilleren Hugh McCracken medvirker. Albums med fx Steely Dan, Billy Joel, Roland Kirk, Roberta Flack, B. B. King, John Lennon, Paul McCartney, Paul Simon, Art Garfunkel, Gary Wright, James Taylor, Phoebe Snow, Bob Dylan, The Monkees, Carl Perkins, Gordon Lightfoot, Graham Parker, Yoko Ono, Barbra Streisand, the Left Banke, the Kingsmen, Eric Carmen og Aretha Franklin har nydt godt af McCrackens efterspurgte guitarspil.
McCracken, der døde forleden af leukemi, kom fra New York og arbejdede primært som sideman. Et forsøg på at gå solo mislykkedes, da solopladen aldrig blev udsendt.
Det er Hugh, der spiller guitaren på denne fine skæring fra Paul McCartneys Ram, “Uncle Albert admiral Halsey”:
CAPAC er mit Nom de plume et de guerre!
Bag det akronymiske palindrom CAPAC gemmer sig en dreng, der er er ved at blive voksen mod sin gode vilje, og som får afløb for sin ubændige skrivekløe, sin lige så genstridige trang til at reflektere over alt, sin lyst til at kritisere verdens skæve gang - og sin uslukkelige appetit på det, vi i mangel af bedre kalder livet.
Emnerne strækker sig over alt mellem himmel og jord - og udenfor - med en hang til nostalgi og musik, et skarpt blik til nytidens politiske og kulturelle elendigheder og opmuntringer, kombineret med en munter og til tider ramsaltet mening om hvad som helst i øvrigt. Intet er for stort eller småt til at få et ord med på vejen.
Capac har nu kørt i 7 år.
Ordforklaringer:
akronym: initialforkortelse
palindrom: ord, sætning eller anden sproglig sekvens der er ens uanset om man staver forfra eller bagfra fx regninger eller spansk snaps
Opdatering d. 2/5-2013:
Capac er et one-man-band, selv om mange tror, at der står et kollektiv bag. Der er kun en skriverkarl bag skriverierne. Til gengæld skriver jeg stort set hver eneste dag. The beat must go on and on and on....
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig på altid kun at bruge enten offentlige billeder, frikøbte billeder eller pr-fotos/pladeomslag. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude have noget imod, at deres foto dukker op på min side, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet.
Det gælder også links til videoer.
Images
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. The bulk of illustrations here comes from the vast vaults of press photos, record sleeves etc. on the internet. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there oppose my publishing of one of their photos and/or video footage, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
(Ovenstående formulering har jeg lånt af Torben Bille og frue. Tak Torben og Anne Katrine!)