Indlæg tagget med Musik

Sådan burde det være i dag, onsdag

22. november 2016

Lazy bones, sleepin’ in the sun
How you ’spect to get your day’s work done?
Never get your day’s work done
Sleepin’ in the noonday sun

Lazy bones, sleepin’ in the shade
How you ’spect to get your corn meal made?
Never get your corn meal made
Sleepin’ in the evening shade

When taters need sprayin’
I bet you keep prayin’
Worms fall off of the vine
And when you go fishin’
I bet you’ll be wishin’
Fish would jump on the line

Lazy bones, dozin’ through the day
How you ’spect to make a dime that way?
Never make a dime that way
Never heard a word I say

Capac anbefaler: Sternlumen

21. november 2016

Bag kunstnernavnet Sternlumen og pladetitlen (Stern: stjerne, lumen: lys) gemmer sig den herboende musiker og komponist Thomas Kudela.

Og der er tale om en plade, der udelukkende byder på klavermusik. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Vi kender formen fra såvel den moderne klassisk orienterede musik og fra jazzen.

Men Sternlumens udgangspunkt og indfaldsvinkel er usædvanlig og anderledes. I sit følgebrev til CD’en fortæller Kudela, at pladen er blevet til efter en syv år lang pause, hvor han ikke spillede på sit instrument, klaveret. Og denne initiale afholdenhed forklarer nok et langt stykke hen ad vejen musikkens (af)søgende, udforskende og improvisatoriske karakter. Thomas understreger selv musikkens tilfældige og aleatoriske karakter i de tysksprogede noter på CD-coveret, hvor der sammenlignes med kølvandet i kanaler. Og netop det strømmende, hvirvlende og tendentielt strukturløse ligger som en oplagt mulighed i de i alt seks stykker, der udgør pladen.

Kudela bruger også begrebet (Jacques Derrida) dekonstruktion i en af musikstykkerne titel (“Thomas i deconstructing a dream“), og netop det analytiske og opløsende – og genskabende – præger stykkerne, der et eller andet sted finder inspiration i såvel jazzen improvisation, ambientmusikkens leg med det repetitive og monotone og den moderne progressive (post)rocks fabulerende og emotionelt afsøgende karakter.

Det er ikke musik for fastholdere. Det er musik, der i sin natur overskrider grænser mellem genrer og stilarter i kraft af sit afsæt i det meditative, eksperimenterende og improviserende, samtidig med at pladen netop frembringer mindelser om de musikalske landskaber, den gennemløber og -krydser. Anbefales alle, der har behov for at høre noget andet end det kendte en gang imellem.

Sternlumen. Eget forlag. Er udkommet og fås på CD, vinyl og som streaming fra d. 28. 11. 2016

Capac anbefaler: Den syvende søn

21. november 2016

Bag band- eller projektnavnet Den syvende søn finder vi Adam Winberg (trommer), Tobias Winberg (bas), Mads Jensen (tangenter), Mikkel Grue (guiatar) og Michel Belli (sang). Og ja, sidstnævnte Belli er ‘ulven’ Peter Bellis søn, der allerede har to album på samvittigheden, men nu indgår i en regulær bandsammenhæng. Det ændrer dog ikke ved, at Belli-navnet svæver over bandets andet album. Dels lyder Michel Bellis stemme grangiveligt som faderen i en, ja, yngre udgave. Men også musikalsk er der en forbindelseslinje mellem unge Belli og den gamle pigtrådsmusiker Peter.

Musikken og teksterne på pladen står i dybeste gæld til en rockmusik, der har sine rødder i tresserne. Som en god del af den progressive rock fra tresserne befinder Den syvende søn sig i krydsfeltet mellem medrivende, iørefaldende rocksange og tressernes forkærlighed for at give plads til musikalsk eksperimenteren og improvisation. Uden direkte at lyde som nogle af forgængerne har Belli og Co. skabt en rockmusik, der emmer langt væk af den tids sans for en lytteværdig blanding af popappel og alvor.

Og teksterne, der heldigvis er aftrykt på indersiden af vinylalbummet, kan ikke løbe fra, at de er skrevet ind i en tradition, der går gennem C. V. Jørgensen og tilbage til de mest seriøse af tressernes danske beatpoeter. Tekster, der ikke giver køb på den umiddelbare forståelighed, som gængs pop og rock altid har været leveringsdygtig i, men samtidig taler i billeder og vendinger, der befinder sig i poesiens grænseland. Ja, Michel lyder ikke kun som far Peter, men også – undervejs og  ganske vist kun punktvist – som Carsten Valentin Jørgensen i sit mest alvorlige og kreative hjørne. Og det kan jo kun forstås som et kompliment. Belli har et potentiale at bygge videre på.

Den syvende søn II er et album, der fungerer bedst som netop et album. Det er ikke et udpræget hitalbum, men netop et af den slags lytteoplevelser, der i vores tid får det sværere og sværere, fordi albumformatet er en truet eksistens. Og ikke mindst af den grund fortjener Den syvende søn II at blive genstand for musiklytternes opmærksomhed. Hermed anbefalet.

Den Syvende Søn. Produceret af Tore Nissen og bandet. Target Records. Udkom d. 11. november.

Capac anbefaler: the Warmongers – Listen up!

21. november 2016

Vi befinder os i 50-året for The Whos og hele den tidlige britiske beatmusiks storhedstid. Og for nylig blev Whos debutalbum My generation genudsendt i et 5 skiver stort bokssæt, for at fejre jubilæet – og dermed understrege, at den tids beatmusik stadigvæk har noget at byde på. Og skulle man være i tvivl om den periodes betydning for og indflydelse på eftertidens musik, så gør man klogt i at få fingre i trioen The Warmongers nye album Listen up!

For Warmongers er ikke kun et eksempel på den hørbare indflydelse fra bands som The Who m.fl. Nej, The Warmongers har helt og aldeles adapteret den rhythm-and-blues-påvirkede tressserbeats musikalske æstetik i en grad, så man under lytningen næsten kommer til at glemme, at pladen er fra 2016. Ja, bandet går endda så langt som til at “efterabe” The Who i deres video til singleudspillet “It’s you (that i want)”, hvor det er Whos film til “The Kids are allright”, der står for skud.

Og hele vejen gennem plade læner The Warmongers sig trygt op af Who og den tids musikalske udtryk. Lige fra produktionen, der langt hen lyder som gammeldags analog produktion, og arrangementerne, der lader instrumenter og vokaler stå klart dechiffrerbare i det ellers kollektive udtryk. Og det ialt tretten sange oser langt væk af fortidens forkærlighed for umiddelbart fængende melodier og B-stykker, der bare invitere til at synge med.

The Warmongers har afsæt i Thee Attacks og Wizzard of Love. Og ikke mindst indflydelsen af Thee Attacks retro-forelskede genopdagelse af tressernes uforfalskede rå og dog poppede garagerock er tydelig. The Warmongers er vaskeægte traditionalister, der genoptrykker tressernes lydunivers og får pointeret, at den musikstil er langtidsholdbar og kan brænde igennem lydmuren i 2016. Hermed anbefalet.

The Warmongers. Listen Up! Produceret af: bandet, Liam Watson og Søren Christensen. Nordic Music Society. Er lige udkommet.

 

50: Love – Da Capo

20. november 2016

Vi skal ikke helt glemme jubiliæerne her på kanten af 2016. Og i næste uge er det 50 år siden, bandet Love udsendte deres hovedværk Da Capo. På pladen, bandets andet, befinder de sig et sted mellem deres udgangspunkt i garagerocken og i slipstrømmen fra det psykedeliske og progressive. Singleudspillet “7 and 7 is” peger i den ene retning, og en sang som “Stephanie knows who” i den anden. Hele side 2 på LP’en udgøres af “Revelation”, et tidstypisk jamnummer, der får lov til at brede sig over samfulde 19-20 minutter. Den slags kunne man tillade sig dengang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 5 af 2.18512345678910...Sidste »