Indlæg tagget med Musik

Alabama Shakes: Killer Diller

20. maj 2017

American Epic er en dokumentar, der fortæller om den tidligste pladeindustri i populærmusikken i USA. Og dokumentaren ledsages af nyindspilninger af gamle, kendte bluessange. Senest har Alabama Shakes med den uforlignelige Britannie Howard i forgrunden kastet sig over Memphis Minnies “Killer Diller” fra 1946.

Legends røde støvle

19. maj 2017

red

Vi skal ikke slippe pub rockeren Mickey Jupp helt. I hvert fald ikke uden at nævne hans og bandet Legends album, der fik øgenavnet “Red Boot”. Den røde støvle er Legends debutalbum fra 1970, og den er en slags forløber til den new wave, der fÃ¥ Ã¥r senere skyllede ind over England og øerne. En løssluppen gang pub rock pÃ¥ en kultplade, der matcher fx Dr. Feelgoods bedste. En plade, der er umÃ¥deligt svær at komme uden om, hvis man elsker den elementære pub rock.

En lang mærkelig tur: Grateful Dead

19. maj 2017

Martin Scorsese har haft mod til at lave en film om The Grateful Dead. En nærmest umulig opgave, nÃ¥r man betænker, hvor mange Ã¥r bandet var undervejs – og hvor mange problemer, det havde undervejs ogsÃ¥. Men nu er den der sÃ¥ filmen, med den sigende titel: Long Strange Trip.

Pete Townshend – 72

19. maj 2017

Chuck Berry: Big Boys

18. maj 2017

Efter sin død fÃ¥r Chuck Berry udsendt et album med nyt materiale, altsÃ¥ materiale, som Chuck ikke fik udgivet i levende live. Og der er lavet en fin video i den anledning til sangen “Big Boys”. I Chucks Ã¥nd, sÃ¥ at sige… looking for joy when I was a little, bitty boy, yeah…

Handsome Family kom forbi Aarhus igen…

18. maj 2017

hfkim

Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, sÃ¥ var den velgørende modgift at gÃ¥ i byen i gÃ¥r for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der pÃ¥ en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.

For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.

Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.

Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men ogsÃ¥ fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.

Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af  de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.

Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten pÃ¥ rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det ogsÃ¥ til, bl.a. en smagsprøve pÃ¥ en ny, ikke helt færdig sang. SÃ¥ Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhÃ¥bentlig.

Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.

Dødsfald: Chris Cornell

18. maj 2017

cc

Grunge-rock-pioneren Chris Cornell – Soundgarden – meldes død i en alder af kun 52 Ã¥r. Det vides endnu ikke, hvad dødsÃ¥rsagen er. Men listen over døde stjerner i 2017 vokser støt og nÃ¥r mÃ¥ske det forgangne Ã¥rs omfang, hvis det fortsætter i samme tempo som i de forgangne fem-seks mÃ¥neder.

Opdatering d. 18/5: I dag oplyses det så, at Cornell hængte sig selv.

Bluesens oprindelse

17. maj 2017

HvornÃ¥r blev rocken født? Punken? Bluesen? Musikgenrerne har alle deres mytologier og oprindelsesmyter. Og nÃ¥r de stÃ¥r til fald, mÃ¥ fortællingerne skrives om. SÃ¥ledes har en ny akademisk afhandling med titlen The Original Blues: The Emergence of the Blues in African American Vaudeville pÃ¥vist, at myten om bluesens oprindelse i Mississippideltaet er – netop – en myte, der ikke holder. Afhandlingen pÃ¥viser, at blues allerede i 1910’erne og 20’erne var naturlige dele af sorte vaudeville teatre, der var spredt over det sydøstlige USA. Men selv om en myte er blevet overstreget, sÃ¥ betyder det ikke, at et nyt indiskutabelt fikspunkt er fundet. For som forskerne selv pÃ¥peger, sÃ¥ fremstod the blues ikke fuldt formet pÃ¥ disse teatre, men var fragmentarisk og rudimentær. Og mÃ¥ske tyder det pÃ¥, at der ikke findes noget absolut oprindelsespunkt for the blues eller kun som en bagklog rekonstruktion.

Courtney Barnett er tilbage: Sådan koger man et æg

17. maj 2017

Melbournes egen rocktøs, Courtney Barnett, har bidraget til projektet Split Singles Club med en genindspilning af en gammel demosang, som hun ikke har udgivet – før nu altsÃ¥.

Apropos Elvis Presley: Om hundrede år er alting glemt

16. maj 2017

I The Guardian funderer man over det forhold, at Elvis Presleys berømmelse åbenbart er ved at aftage her kort før 40 årsdagen for mandens død. Den britiske ungdom kender ikke eller kun meget lidt til Presley og hans musik spilles ikke tilnærmelsesvis så meget på Spotify som fx Beatles, David Bowie eller Michael Jackson. Spørgsmålet er så hvorfor? Artiklen tyder på, at det ikke er musikken som sådan, men snarere det forhold, at medielandskabet har forandret sig radikalt de sidste årtier. Engang kunne man ikke undgå at høre Elvis i radioen og på tv, men i dag skal man aktivt opsøge steder, hvor manden spilles. Og måske er det mere hans omdømme, der har overlevet i medierne. Historierne om hans ynkelige endeligt og hele det forlorne billede, som bagmændene har opbygget  af The King. Rinstenssparkedragtene, Gracelands candy floss-byggeri osv.

Om hundrede år er alting glemt, plejede min far sømanden altid at sige. Og måske gælder det også erindringen om Elvis Presley? Så er det da godt, man har været med, medens han betød noget.