Og apropos punk og det, der ligner, så har LA-punk-bandet Girlpool udsendt en video med titelsangen til deres album nr. 2, “Powerplant”. Og som man kan se i videoen, så har de fået hjælp af en trommeslager på den nye plade – uden at det er gået ud over udtrykket.
Et enkelt album var, hvad punk-forfædrene i The Monks nåede at lave, Black Monk Time fra 1966. Siden er der – i 2009 – kommet en plade med nogle af bandets tidlige indspilninger The Early Years: 1964-65. Men ikke alt er kommet for dagen. Og plademærket Third Man Record udgiver nu en god håndfuld sange fra bandets sidste tid under titlen Hamburg Tapes 1967. Så kan der vist heller ikke være ret meget mere i arkiverne…
Way down the street there’s a light in his place
He opens the door, he’s got that look on his face
And he asks you where you’ve been
You tell him who you’ve seen
And you talk about anything
He’s got this dream about buying some land
He’s gonna give up the booze and the one-night stands
And then he’ll settle down
In some quiet little town
And forget about everything
– Ja, den har kørt rundt i hovedet i lang tid. Afdøde Gerry Raffertys vel nok bedst kendte sang, “Baker Street”. Og nu efter hans alkoholrelaterede død fremtræder den smukke, blå sangs alkoholtematik så meget desto tydeligere. Ikke, at det på nogen måde gør sangen dårligere. Snarere tværtimod. Det passer mig helt fint, at den bliver trukket ud af den pussenuttede popsammenhænng, den ofte er blevet skrevet ind i.
Mickey Jupp var talk of the town, dengang punken og new waven skyllede ind over vesteuropa. Jupp var en del af pub rocken, der var grobund for netop nybruddet i rocken. Han spillede i forskellige sammenhænge, fx bandet Legend, og fik udgivet en række singleplader, der var med til at konsolidere hans omdømme i musikerkredse og blandt elskere af den umiddelbare og ukomplicerede rock og rul, der strømmede ud fra de britiske pubber. Og da han i 1978 fik kontrakt med det toneangivende Stiff Records blev hans navn først et, der dukkede op i tide og utide.
Hos Stiff fik han udgivet en opsamling af Legends tre album og et soloalbum, Juppanese, der var musikalsk skizofrent, idet den ene side bestod af pub rock (med Rockpile som backing) og den anden af musik, inspireret af bl.a. Procul Harum. Siden har han udsendt et par soloalbum på andre, udenlandske plademærker. Men han er aldrig for alvor brudt igennem til det store publikum. Det skyldes måske hans musikalske søgen, men også hans stemme, som mange ikke kunne lide. Ikke desto mindre har han været en fin sangskriver med mange gode sange i rygsækken.
PS. For nogle få år siden kom der en større opsamling med det bedste fra Jupp.
Nej, det lå ikke i kortene, at Sid Vicious skulle blive tres. Slet ikke. Men hvis hans skæbne havde været en anden, så ville det være i dag…
https://www.youtube.com/watch?v=LOy8zvmIgvo
https://youtu.be/3N5HVgDqKL8
Hvis jeg havde fundet singlen på et loppemarked, ville det have været et loppefund. Nu fandt jeg den så på nettet, men begejstringen er ikke mindre. Jeg har vist aldrig hørt om australske Ted Mulry Gang, men sangen “Jump in my car” skulle efter sigende have hittet down under i 1975. Og dengang gik jeg vist glip af denne næsten arketypiske rocksag… Men bedre sent osv.
https://youtu.be/a-e3VaW9EzY?list=PLidfw1Qe_P_Lt0I9JBOcIHAuDa3-Ilg9k
En klassisk bluessang om et tog. Af en kunstner, der aldrig nåede den berømmelse, han fortjente. Han var mest kendt som sideman for Charlie Patton.
Jo, det skal da lige nævnes. For det må siges at være en begivenhed, at de aldrende rullesten kommer forbi København på deres europæiske No Filter-tur. Hvem ved om det er sidste gang, de kommer?
https://youtu.be/3KvNX8MKxNY
Og lidt i sporet af Black Ace finder vi Rory Gallagher, der besøgte tyske Beat-Club og lavede nogle “sessions”. De findes på DVD (det vidste jeg ikke…).
Og hvis du skynder dig, så kan du se optagelserne i deres helhed – ca. 90 minutter – og det er de værd… Her.
Bottleneck-guitar-blues anno 1937, men lige så frisk som var den skrevet i dag…
Joan Shelley er endnu af de unge kvinder, der tager vare på traditionen og bevæger sig i udkanten af mainstream. Hendes seneste plade – af tre – er produceret af Jeff Tweedy (fra Wilco), der har et godt øre for hendes smukke stemme og den sprøde folk, hun excellerer i. Her i en optagelse fra NPRs skrivebordskoncerter. Den nye plade kan man høre lidt af på bandcamp.com (søg på hendes navn).
The Decemberists har fundet sammen med den britiske folkemusiker Olivia Chaney under dæknavnet Offa Rex og spiller musik, der kunne være taget lige ud af tressernes og halvfjerdsernes folkrevival.
