Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Spidergawd II

21. januar 2015

spider_ii_press

Norsk musik – og ikke mindst rockmusik – fylder desværre ikke ret meget her i bloggen. Men det kan jeg så lige gøre noget ved, når jeg nu omtaler Spidergawds andet album. Spidergawd består af Per Borten, Rolf Martin Snustad, Kenneth Kapstad og Bent Sæther, og bandet fik en flyvende start med det eponyme debutalbum for et år siden. Pladen opnåede at bliver nomineret til den norkske Spellemannspris, der er nordmændenes svar på Grammy og dansk DMA.

Jeg har læst mig til at debutalbummet, der i øvrigt fik en sløj anmeldelse i den norske udgave af Gaffa, ud over at bygge på hård rock også havde elementer af jazz. Dette element er tilsyneladende blevet ofret på den nye plade til fordel for en mere mainstreamorienteret lyd. Men ellers holder bandet fast i deres udgangspunkt i den hårde rock, der trækker veksler på den mere støjende del af tresserpsykedeliaen og den altid støjende bluesrock. Jeg vil overlade til lytteren selv at få associationer til bestemte navne.

Hvis gruppens intentioner er at nå ud til et større publikum med satsningen på fængende, melodiøse sange iklædt knaldhård, støjende rock, så vil det være uretfærdigt, hvis det ikke lykkes med dette fine album, der efter en stille akustisk intro, der minder denne lytter om Hot Tuna, tager et solidt rockgreb om lytterens trommehinder. De fire musikere har et direkte, usminket attack på deres instrumenter, og sangene vælter ud af højtalerne mod lytteren med fængende melodier og volumenknapperne helt i bund. Der er ikke plads til mange nuancer og finesser, men de er der. Typisk i indledningen af sangene, fx sangen “Careuolean Caribou”, der har en let syret, eksperimenterende intro, der afslører af det jazzede alligevel ikke er helt glemt.

Den hårde rock er en svær genre, der står og falder med sangskrivningen. Og jeg synes Spidergawd vinder stort ved nogle overordentlig medrivende og catchy sange. Det er nærliggende at fremhæve fx Get Physical og Our Time (Slight Return), men heller ikke helt retfærdigt over for de andre sange. Faktisk er det en plade, der holder hele vejen igennem. Og Spidergawd viser med denne vellykkede toer, at de er et godt norsk bud på et band, der kan tilføre hard rock-genren den fornødne energi og de krævede melodiøse sange. Hvis man elsker hård rock, så er Spidergawd svære at komme uden om efter denne udgivelse. Hermed anbefalet.

Spidergawd. Spidergawd II. Egen produktion. Target. Udkom den 16. januar

Capac anbefaler: Diagrams – Chromatics

20. januar 2015

Som tidligere omtalt, så hjemsøges den moderne pop af melankoli og tristesse i en grad, at man til tider kan blive hen bekymret på poppens vegne. Og derfor er det helt velgørende og befriende, når man falder over en plade, der uden at glemme livets alvor lader poppens lethed bruse som kulsyre i champagne eller sodavand. Og sådan en plade er Diagrams Chromatics.

Bag projektet Diagrams står Sam Genders, der er kendt fra tunng og The Accidental. Diagrams har tidligere udsendt Black Light, der dyrkede electronica som udtryk. Men den nye plade har fokus på den meget lette pop. Og selv om teksterne beskæftiger sig med livets svære sider også, så er der en boblende, opløftende optimisme i dem. Som fx i den indledende hitpotentielle sang “Phantom Power”, der lidt firkantet sagt handler om at tage sig selv i nakken, inden man ødelægger det hele for sig selv. Eller “Gentle Morning Song”, der handler om glæden ved at ligge trygt og godt i sin seng og lytte til verdens støj udenfor. Sådan er det med Genders sange. De tager tager hverdagens små ting og vender dem diskret, så der opstår optimisme og håbefuldhed. Og det er jo helt i poppens ånd.

Og musikken bekræfter helt teksternes insisterende lethed. De iørefaldende og fængende sange er bundet op omkring Genders’ ligefremme popstemme. Og arrangementerne er enkle med vægten på akustisk guitar, en let rytmebaggrund og nogle få effektive lydmønstre, der er drysset hen over det hele som sukkerstads på en kage.

Chromatics er en plade, der rammer en som en varmende solstråle på en dag, hvor Danmark (her i det mindste) er klædt i sludsne og gråvejr. En plade, der en godt argument for poppens levedygtighed og nødvendighed. Jeg kan kun anbefale popfans at tage den til sig og varme sig ved den. Hermed anbefalet.

Diagrams. Chromatics. Full Time Hobby. Udkom den 19. januar 2015

 

Capac anbefaler: Keep Camping – Transport

19. januar 2015

Den aarhusianske kvintet Keep Camping albumdebuterer i dag med Transport. Men bandet har allerede gjort sig heldigt bemærket ved at vinde Karrierekanonen på DR 3/P6 Beat i efteråret 2014 og ved at vinde Fatter Eskild-prisen i hjembyen. Så talentet er ikke til at tage fejl af. Og det lille album (med otte numre) bekræftet da også lytteren i, at talentet må række videre end til den flygtige opmærksomhed, som diverse priser kan give.

I Mikkel Møl har bandet ikke alene en forsanger med en helt igennem særpræget og udtryksfuld mandstemme, der stikker ud fra mængden af mandestemmer i dansk rock, men også en sangskriver, der er garant for, at det musikalske udtryk får en velgørende homogenitet. De otte sange på pladen rammer ganske godt poptidsånden med en god portion tristesse og melankolske tekster. De otte sange har indiskutabelt popkvaliteter og burde være selvskrevne til mange af tidens radioplaylister. Og mon ikke det vil ske?!

I Keep Campings musik mødes singer-songwriter-akustisk udtryk og folk med en moderne poprockform med samples og synthezisers. Blid- og følsomhed går hånd i hånd med en rå rockpuls og sikrer, at musikken rammer bredt i rockpublikummet. Man kan allerede her på debutpladen fornemme konturerne af en egenartet stil, som Keep Camping sandsynligvis vil udvikle og finpudse i den kommende tid. Så der er god grund til at se frem til kommende plader og koncerter med dette aarhusianske band, der leverer endnu et bevis på, at den jyske hovedstad stadigvæk kan levere varen.

Keep Camping. Transport. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

 

Kitty , Daisy & Lewis er tilbage: The Third

19. januar 2015

De tre søskende Kitty, Daisy und Lewis Durham fik mine ører spidset, da de debuterede med deres eponyme album i 2008 og gav ny energi til rockabillyen og den gamle rock’n roll. Debuten blev efterfulgt af toeren med den politisk ukorrekte titel Smoking in Heaven. Og derefter tog trioen sig en pause, hvor de lavede et analogt studie i hjemmet i London. Her har du nu, med hjælp med lyden fra ingen ringere end Mick Jones fra the Clash, fået indspillet deres tredje album The Third, der udkommer på iTunes den 26. januar. Som man kan høre på singleudspillene “Bye bye Baby” og “No action”, så er alt heldigvis ved det gamle (i mere end en forstand)…

Jessica Pratt – On your own love again

19. januar 2015

Jessica Pratt besøger aarhusianske Voxhall i slutningen af marts, og jeg håber, jeg får tid til at lægge vejen forbi. For jeg synes hendes seneste album In you own love again er noget af det mest lovende, jeg endnu har hørt i 2015. En indtagende femin stemme og nogle vedkommende sange i et folkish arrangement. Du kan lytte med til hele albummet lige her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...