Indlæg tagget med Musik

Neil Diamond på melodiens vej…

13. oktober 2014

Som tidligere omtalt er Neil Diamond tilbage med albummet Melody Road. Og lige nu kan man lytte til hele pladen – lige her. Og jeg må sige, at det klæder den berømte singer-songwriter, at han har fået et mere afslappet – og måske alderbetinget – forhold til arrangementet og fremførelsen af sine altid gode melodier og sange. Og så tager man gerne med, at stemme er blevet lidt slidt og pergamenttynd i kanten.

David Bowie går til jazzen… Sue (Or In A Season Of Crime)

13. oktober 2014

Her i weekenden var der premiere på David Bowies nye jazz-single “Sue (or in a season of crime)”. Bowie har indspillet den sammen med Maria Schneider Orchestra i New York og den skal med på et kommende retrospektivt  opsamlingsalbum. Det er vist førte gang, Bowie for alvor har kastet sig over jazzen. Sangen havde premiere på BBC6 søndag.

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

Måske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i går aftes. Måske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere både dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde også en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre også ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trådte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow på alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt på væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sådan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion således blev brudt, så fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til både nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist på scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der også giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering går hånd i hånd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat så på, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages åh så tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hårde rock har sat sig et kraftigt aftryk på rockens udtryk i almindelighed. Og det hårde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden på næsten telepatisk indforstået vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen på det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle få skridt fra Aarhus Å. Og det blev en på alle måder rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet på en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. Sådan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

John Mellencamp – uden omsvøb

11. oktober 2014

Også den 63-årige John Mellencamp er aktuel med en ny plade, der bærer den nøjsomme titel Plain Spoken. Talt lige ud af posen og uden omsvøb. Ærlig snak. Og at dømme efter de skæringer, man kan opspore på nettet, så er Mellencamp stadigvæk nede ved rødderne til den amerikanske populærmusik. Med en stemme, der lyder som adskillige cigaretter og flasker bourbon, synger Mellencamp sine vedmodige sange til en kriseramt verden.

Og et dødsfald: Lynsey de Paul

11. oktober 2014

Det var næsten forbigået min opmærksomhed, at popsangerinden og -komponisten Lynsey de Paul (Lynsey Monckton Rubin) døde den 1. oktober i år af en hjerneblødning. Hun blev kun 64 år gammel.

Lynseys vej til poppen er lidt speciel. Som ganske ung ernærede hun sig ved at kreere omslag til album og det førte, fordi hun måtte lytte til pladerne bag coveret, til sangskrivningen, der så blev hendes levevej. Først som komponist for andre, og i starten af halvfjerdserne kom hun så selv på banen som sangerinde og hittede med sangen “Sugar me“. Successen blev fulgt op af en lille håndfuld hits de efterfølgende år. Men Lynsey holdt sig ikke kun i den lette popboldgade. Hun samerbejdede også med Mott the Hoople og skrev sangteksten til deres sang “Roll away the stone”, ligesom hun arbejde sammen med pigetrioen Thunderthighs, der fik et par hits med hendes sange (“Roll away the stone” og “Central park arrest”). Og i perioden 1972 til 1977 stod hun for ialt fjorten singlehits på den britiske liste, bla. med Barry Blue, Flash Cadillac og Bond. I 1977 satte hun kronen på popværket med “Rock Bottom“, der var Storbritanniens bidrag til årets store kommercielle begivenhed, Melodi Grand Prix.

Fra firserne og frem fortsatte hun med succes med at skrive sange for andre og kastede sig også over musik til film, reklamer, børneplader m.m. Hun fandt også tid til at engagere sig i politik (for de konservative), kvindesagen (selvforsvar) og andet. Nogle af hendes seneste aktiviteter var at være med-vært ved 35års mindekoncerten for Marc Bolan. Og sidste år udkom to antologier med nogle af hendes mest kendte sange: Sugar and Beyond og Into my music.

Lynsey de Paul havde evnen til at skrive fængende popsange og det er som sådan hun fortjener en lille minderune.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...