Indlæg tagget med Musik

Lou Reeds top 10

24. maj 2017

LouReedTop10

1. Change of the Century—Ornette Coleman
2. Tilt—Scott Walker / Belle—Al Green / Anything by Jimmy Scott
3. Blood on the Tracks—Bob Dylan
4. Little Richard’s Specialty Series
5. Hank Williams’ Singles
6. Harry Smith Anthology
7. Does Your House Have Lions—Roland Kirk
8. “Stay with Me Baby”—Lorraine Ellison
9. “Mother“—John Lennon
10.”Oh Superman“—Laurie Anderson & United States

I 1999 beder et obskurt magasin Lou Reed om at pege på de ti bedste plader gennem tiderne og Lou kradsede sit bud ned på et stykke papir, som du kan se ovenfor.  Man noterer sig, at Lou ser tilbage i tiden på halvtredserne og før, selv om Lennon, Dylan og Laurie Anderson også er med som repræsentanter for noget nyere. Og man bemærker, at Reed interesse for jazz præger listen. Hvilken  forbindelse, der mon er til Reeds egen musik, er nok mere et åbent spørgsmål.

Samme år spørger tv-kanalen VH1 Reed om, hvilke 100 sange, han ville anføre som betydningsfuld. Og Reed giver dem otte:

1. “Stay With Me” by Lorraine Ellison
2.“Outcast” by Eddie and Ernie
3. “Lovin’ You Too Long” by Otis Redding
4. “River Deep Mountain High” by Ike & Tina Turner
5. + 6. “Georgia Boy” and “Belle” by Al Green
7. “That’s Alright Mama” by Elvis Presley
8. “I Can’t Stand the Rain” by Ann Peebles

– og hvad skal man sÃ¥ tænke ved det?

Kilde: Lou Reeds Twitterkonto

 

Genhør: Feo

24. maj 2017

FEO1436190505

Feo hører ogsÃ¥ til den obskure undergrund omkring 1970. Rudi Albertsen dannede den akustiske gruppe i 1970 sammen med Flemming NørgÃ¥rd, Thorkild Blond Andersen og Sune Durhuus. Og efter en debut hos Sten Bramsens Musikalske Venner med “Bedstemorvisen” kom albummet Eg Meini Ted pÃ¥ det navnkundige Spectator Record. Og det blev fulgt op af Filtskolyd i 1974 pÃ¥ Lucifer Records. I 1975 udsendtes Bedste og andre madrester pÃ¥ CBS. Omkring 1975 gik Feo mere eller mindre i opløsning som band og Rudi Albertsen fortsatte selv i forskellige konstellationer, fx Rudi & hans letbitre band, der udsendte en plade i 1978.

I dag er Feo kult og deres gamle plader forhandles second hand til pæne priser. Men heldigvis har Tømrerclaus og Karma Records været så generøse at samle de to første plader på en CD, så andre en kultsamlere også kan være med.

 

 

Manchester – lærer vi og pressen overhovedet noget?

24. maj 2017

Så skete det igen. Terroren slog til i Manchester ved en koncert med Ariana Grande, hvor en stor del af publikum var mindreårige og unge. Og medierne var på sagen fra første færd og finkæmmede selv den mindste oplysning, der kom frem.

Det eneste nye ved denne terrorhandling – i sammenligning med de mange foregÃ¥ende i den vestlige verden – var vel egentlig at ofrene især var børn og unge. Hvilket selvfølgelig gav anledning til følelsesmæssige udbrud fra politiske kommentatorer og andre, der udtalte sig. Men, ved eftertanke, burde dette faktum – at der var tale om uskyldige børn – overraske nogen? Er det ikke lige netop terrorens primære interesse at chokere og skræmme ved hjælp af den mest frastødende handling? Er det ikke selve terrorens væsenstræk?

Ellers forløb den mediale opfølgning helt efter bogen. Politiets og efterretningsvæsnets forudsigelige handlinger. Fx at politiet følger procedurerne for undersøgelse af attentatstedet, jagter bagmændene osv. og at efterretningstjenesten endnu engang kan afsløre, at de da godt kendte bagmanden i forvejen, men intet har foretaget sig i den anledning. Og så ellers en afgrundsdyb omgang følelsesjournalistik, hvor gud og hvermand for åben kamera skulle udtømme deres følelser. Selv en familie på Fyn (hvor datteren have været til koncert med Grande i Danmark) skulle lade følelser få frit løb på skærmen.

Der var heller ikke noget nyt i, at Islamisk Stat pÃ¥tog sig ansvaret for attentatet. Og ingen journalist gjorde sig nogen overvejelse over, om det blot var endnu et nemt PR-nummer fra IS’s side? Det er jo gratis reklame at erklære sig medansvarlig, ogsÃ¥ selv om der reelt ikke er nogen forbindelse til forbryderne.

I det hele taget forløb den mediale overeksponering af bombeattentatet uden nogen form for eftertanke eller refleksion. Det hele lukker sig om en forforstÃ¥else, der for længst er blevet artikuleret, og som ingen Ã¥benbart har nogen interesse i at pirke til, problematisere eller – uha – kritisere. Indtil videre – vil jeg pÃ¥stÃ¥ – er ingen blevet en tøddel klogere af Manchester-terroren. Alt er ved det gamle.

En ‘uheldig helt’ er død: Roger Moore, 89 Ã¥r

23. maj 2017

rm

Han blev nok mest kendt for sin fremstilling af James Bond-figuren i filmene af samme navn. Men for mig vil han altid især være forbundet med tv-serien The Persuaders, hvor Moore sammen med Tony Curtis fremstillede to umage playboys (med forskellige national og social opkomst), der opklarede forskellige forbrydelser i jetsetlaget, gerne i Sydfrankrig eller lignende miljøer, hvor overklassen udfolder sig. Letbenet og harmløs underholdning som man kun fandt den i tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Og det var en rolle, der gav et godt indtryk af Sir Roger Moores beskedne skuespiltalent, der dog rakte til hovedrollen som 007-agenten (og en række biroller i andre spillefilm).

Capac anbefaler: Musikkens kraft

23. maj 2017

MK

Musikkens kraft hedder den plade, der her skal anbefales. Undertitlen lyder: et støtteprojekt for unge kræftramte. For pladen og musikken er ude i et ærinde. Nemlig at itale- og itonesætte den særlige situation, det er, at være ung og kræftramt.

Fem unge mennesker fra Esbjerg og omegn – Sallie Nielsen, Betina Lodberg Jakobsen, Sabine Varmking Cheyne, Marlene Sørensen Baatz og Ole Brøndberg Selstø – omfavner den situation at være kræftramt i en alder, hvor livet først for alvor rigtig er begyndt. Og sammen med sangskriver Gert Barslund er de alvorlige tekster blevet forvandlet til sange. Og de ialt ti sange er lagt i hænderne pÃ¥ andre unge fra samme lokalomrÃ¥de. Jonas Rendbo, Rikke Egholm Ravn, Silje Holtan, Zenia Levring Madsen, Mia Nielsen, Frederik Kjeldsen Hertz, Janne Mark, Christine Brandstrup Jørgensen og Gert Barslund synger sangene. Og de gør det smukt, bevægende og med popfremdrift.  Dertil kommer et hold musikere, der sætter det hele i musikalsk scene.

Jeg skal afholde mig fra at nærlæse de enkelte tekster (der kan studeres pÃ¥ projektets hjemmeside), men det siger næsten sig selv, at de alle forholder sig til effekterne af den alvor – op potentielt: det memento mori -  som en kræftsygdom har pÃ¥ et ungt menneske, der mÃ¥ revidere ungdommens indbyggede tro pÃ¥ udødelighed og besinde sig pÃ¥ netop den. Men ogsÃ¥ om den paradoksale livskraft og -vilje, der følger med som den mørke alvors lyse skyggeside. Og teksterne er generelt ligefremme og undgÃ¥r heldigvis at blive søgt litterære i deres udtryk. Ja, de fremstÃ¥r som en slags alvorspoptekster.

Og musikken pÃ¥ pladen kan ogsÃ¥ beskrives sÃ¥dan. Som alvorspop, der er ude i et alvorligt og dybt sympatisk ærinde. Men ogsÃ¥ en pop, der sagtens kan konsumeres uden at tænke pÃ¥ kræft, alvor og dødelighed – lige i det øjeblik, hvor sangene lyder. Og det er en stor styrke ved sangene pÃ¥ pladen, at de formÃ¥r at balancere med denne dobbelthed af at være dødsalvorlige og dybt underholdende, sÃ¥dan som pop nu engang er og skal være. Hermed varmt anbefalet.

Musikkens kraft. Produceret af Boe Larsen og Jonas Rendbo. Gateway. Udkom d. 5. maj 2017

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...