Come be my April Fool
Come you’re the only one
Come on your rusted bike
Come we’ll break all the rules
We’ll ride like writers ride
Neither rich nor broke
We’ll race through alleyways
In our tattered cloaks so
Come be my April Fool
Come we’ll break all the rules
We’ll burn all of our poems
Add to God’s debris
We’ll pray to all of our saints
Icons of mystery
We’ll tramp through the mire
When our souls feel dead
With laughter we’ll inspire
Then back to life again
Come you’re the only one
Come be my April Fool
Come come
Be my April Fool
We’ll break all the rules
- mere drilleri får I ikke her fra bloggen… April Fool
Når man kan skrive navne som Ray Charles, Frank Sinatra, Paul Simon og Barbra Streisand på sit cv, så er man ikke hvillken som helst producer. Med 14 Grammyer og endnu flere nomineringer blev en af de udvalgte producere, der blev kendt uden for en snæver kreds af musikere og musikelskere.
Ramone, der voksede op i Brooklyn, kom ind i pladeindustrien via den klassiske musik, som han studerede på den renommerede Juillard School. Og i 1958 var han med til at pladestudiet A & R Recording på Manhattan. Og her grundlagde han sit ry for a være en diskret, lydhør tekniker, der kunne arbejde både med letbenet pop og avanceret moderne jazz. En af de første store bedrifter var albummet Getz/Gilberto, der resulterede i en Grammy og blev en klassiker, der stadigvæk genoptrykkes og sælger støt og roligt.
Det kan virke lidt paradoksalt, at Phil Ramone bleve så stort et navn som tilfældet var. For han var en konservativ producer, der mente, at producerens rolle var den en tilbagetrukket, diskret sådan. Men det er måske i virkeligheden forklaringen på, at fx Billy Joel og Paul Simon lagde deres musik i hans hænder. Ramone ville være katalysator for musikken og dens udøvere og ikke – som fx Phil Spector – en flamboyant del af det musikalske udtryk.
Bagsidecoverfoto fra Billy Joels album The Stranger – viser Joel sammen med sit band og Phil Ramone…
Paul Williams startede bogstaveligt talt selv det legendariske rockmagasin Crawdaddy som unge collegestudent. Det første duplikerede nummer havde Williams selv skrevet fra ende til anden. Det var starten på det første store, landsdækkende rockmagasin i USA. Det var i januar 1966. Williams var allerede på det tidspunkt en relativt garvet publicist, idet han havde været med til at udgive diverse science fiction-fanzines.
Interessen for science fiction holdt Williams fast i til det sidste. Han var god ven med Philip K. Dick og i en periode leder af Philip K. Dick Society.
I Crawdaddys første nummer opstillede Williams et ideal for rockjournalistik, som burde være et ideal for alle efterfølgere. Han skrev: “You are looking at the first issue of a magazine of rock and roll criticism. Crawdaddy will feature neither pin-ups nor news-briefs; the specialty of this magazine is intelligent writing about pop music.” Dermed lagde han også afstand til andre, mere kommercielt orienterede magasiner som Billboard og Cash Box. Og gødede jorden for Rolling Stone, der så dagens lys godt og vel 1½ år senere.
I et senere interview fortalte Williams om begyndelsen på Crawdaddy: “ Well, it started out completely as a fanzine, and the first issue I mailed out to record companies and radio stations, and waited for something to happen. Same thing with the second issue. And I began selling it in newsstands in Boston and around Philadelphia and New York, and each issue kind of grew a little. We really didn’t know anything was happening, it might’ve died between the third issue–there was a big gap, I think the third issue came out in March, I was still at Swarthmore. And then I had that problem which caused me to drop out of college, that you know about, Richard Farina’s death. I went back to Boston, didn’t know what I was going to do, and finally put together another issue of Crawdaddy! that was mimeographed and sold it at the Newport Folk Festival in July. And that, actually, was kind of a breakthrough. We put Bob Dylan on the cover, which was a good idea [laughs]; we sold a lot of copies at Newport. Simon & Garfunkel’s office actually gave me $100 to write a little bio or something, but it was a way of giving me some money so I could print the next issue. But the response to that issue was very encouraging. And the other thing was I met Jac Holzman of Elektra at Newport, and he bought the first national ad for the next issue of the magazine, so it’s like, all right, now we can do the next issue!“
I 1968 forlod Williams Crawdaddy og begyndte at skrive bøger, bl.a. Outlaw Blues: A Book of Rock Music (1969), Bob Dylan: Performing Artist (i flere bind), Neil Young: Love To Burn (1997). Mere end tyve bøger blev det til. Og i 1993 gjorde han igen krav på Crawdaddy, men måtte opgive at videreføre bladet i 2003 på grund af økonomien.
I 1995 var Williams udsat for en alvorlig cykelulykke, hvor han pådrog sig hjerneskader, der gjorde ham dement og efterhånden overlod ham til andres omsorg og pleje. Han døde af komplikationer i forbindelse med de skader, han havde pådraget sig dengang.
[Foto, lånt fra Facebook, ikke krediteret]
Navnet Crawdaddy tog Williams fra Crawdaddy Club i London, hvor Rolling Stones begyndte deres karriere i starten af tresserne….
På guitaristen og musikeren Troels Skovgaards hjemmeside kan man læse, at guitaren kom ind i hans liv, da han var 12 år gammel, og at det var The Beatles og Abbey Road, der satte den musikalske karriere i gang. Og kærligheden til the Beatles, som Troels står ved, afspejler sig da også på fineste vis på Troels’ andet soloalbum. Fx på pladens andet nummer “Me and Manhattan and you”, der i sit afsæt lyder som en sang, som Paul McCartney kunne have gemt som outtake fra McCartney eller måske endda fra en session omkring Abbey Road. Noget lignende kunne man sige om fx pladens tredje nummer “Outta my leage”, der også i sin indledning får denne skribents tanker ledt hen på McCartney i det eftertænksomme hjørne.
Men inspirationen fra McCartney og Beatles er kun et element, der er med til at farve denne meget rigt facetterede plade. Et andet tydeligt element er den uopslidelige blues. Det understreges allerede i den indledende sang “I keep on playing the blues”, der er et regulært bluesnummer med et anstrøg af lækker easy listening-jazz. En sang, der helt i bluesens ånd handler om at stå af ræset og finde ned til de grundlæggende værdier i tilværelse og gå sine egne veje i livet.
Godt nok er det en soloplade. Og så alligevel ikke. For dels er flertallet af teksterne skrevet af andrer – nemlig Mikael Roupé og Keim Heibon. Og desuden medvirker Troels’ 20-årige datter Mikala Bosetti, der synger for på nogle af sangene (fx “Me and Manhattan…”) og kor på andre. Og fruen – Elisabetta Bosetti har lavet den tegneserie, der illustrere sangene i pladecoveret. Og endelig har sønnike Leonardo tegnet motiverne i tegneserien. Så pladen er nok langt hen at betragte som en kollektivt projekt – centreret omkring farmands musik og guitar.
Som titlen på pladen Songs of Life, love and lies antyder, så breder teksternes sig tematisk i mange retninger. Selvfølgelig er kærligheden på spil – som i “Me and Manhattan…”, men der er også en del sange om at komme overens med livet. “I keep on playin the blues” er en. En anden er fx “Never mean a word i say”, der handler om negativ ytringsfrihed: retten til at holde sin kæft og ikke have en mening om noget. En trang vi alle kan have en gang imellem.
Musikalsk er pladen mindst lige så bredspektret som tekstuniverset. Sammen med et hold af begavede musikalske venner – Niels Ratzer (trommer), Dan Rasmussen (bas), Jon Bruland (bas), Michael Sunding (keybords og vokal), Rune Harder Olesen (perkussion), Mikael Roupè (backing vokal) og Dan Hemmer – har Skovgaard lavet 11 numre, der kredser om Skovgaards strengeleg og enkle sange. Sange, der alle er meget iørefaldende og melodiøse og er farvet af alle mulige musikalske inspirationskilder – fra blues til Beatles. Som garvet lytter kan man ikke undgå at høre allusioner til guitaristens forbilleder og forgængere. Bluesens store mestere, Eric Clapton osv. Men først og fremmest gør det indtryk, at de mange facetter i musikken, smukt falder sammen som brikkerne i et stort lækkert puslespil af tilbagelænet, velgørende musiceren.
Det samlede indtryk som pladen afsætter i mit sind er, at der er tale om en moden plade. En plade, der er lavet af en musiker med erfaring i baggagen og vilje til at gå sine egne veje. En plade, der måske i første omgang især sigter til et voksent publikum (uden at det skal forståes i snævert alderbegrænsende forstand…). Det er også en plade, der godt nok på papiret, er et soloprojekt, men i sit udtryk fremstår som et kollektivt udspil af tæt, swingende sammenspillethed og spilleglæde. Det er nok ikke en plade, der vil blive råspillet på de kommercielle radiostationer prærprogrammerede playlister, selv om de burde blive det. Men det er en plade, som musikelskere vil finde det naturligt at have på pladehylden. Hermed anbefalet.
Troesl Skovgaard. The Album Songs of Life, Love and Lies. Bosco Productions. Udkom d. 25. marts.
Foregående indlæg fik mig på sporet af vokalgruppen Ruby and the Romantics’ hit “Our day will come”, der toppede Billboards singlehitliste i denne uge for 50 år siden. Sangen var gruppens første indspilning, og den blev faktisk lavet i to versioner. En optempudgave og så denne, der med Hammondorgelsolo og bossanova-easy-listening-tilbagelænethed sikrede gruppen førstepladsen. Gruppen havde dog andre mindre hits efterfølgende.
Det ligner alt andet end en tilfældighed, at pladeselskabet EMI kort tid efter, at Bowie er vendt tilbage med et tilbageskuende album The Next Day, vælger at genudsende de skelsættende plader Low, Heroes og Lodger i en boks sammen med livealbummet Stage. Det handler vel om at ‘smede medens jernet er varmt’, nu hvor Bowie topper diverse lister. Men alligevel skal den lille boks være velkommen…
Det kan godt være, at John Denver var en slags sentimentalitetens hofpoet, men skrive endog meget iørefaldende popsange, det kunne han – og det kan ingen tage fra ham. Den tidligere omtalte hyldestplade til Denver – The Music is you – kan nu nydes i sin fulde længde (lige her) – og den understreger blot mandens talent for at skrive gode popsange. Ja, lad mig bare indrømme det: Jeg har ændret mit syn på denne singer-songwriter…
For ikke så længe siden kunne man her i CAPAC-bloggen læse, at rock var noget, gamle mænd spillede. Udsagnet kom – selvfølgelig – fra en, der havde både den første og anden ungdom bag sig. Og selv om mange gamle rockere gør, hvad de kan for at gøre tanken almengyldig, så holder den ikke. Rocken har for længst overvundet sine aldersbegrænsninger.
Og skulle man være i tvivl om, at rock også er unge mænds metier, så leverer de albumdebuterende ålborgensiske band Extra Store Grønlandske Rejer et vitalt, ungdommeligt bevis på det med debutalbummet SuperEgo. De fire unge efterskolekammerater – Mads Peter V. Laursen (lead gt., kor), Nicklas Bleermann (gt., kor), Jonas Jensen (bas, kor) og Casper Tonnisen (trommer, kor) – opfinder ikke den dybe tallerken eller det varme barbervand med deres plade, men leverer et slående arguement for, at rock og rul kan være det allerbedste medium for indebrændt lømmelalder. De ialt ni sange på pladen bevæger sig inden for rockens kendte skabeloner – med gode melodier og fængende omkvæd – og kan ikke sige sig fri for et vist hæmningsløs genbrug af rockens klichéer. Men netop den næsten skamløse omgang med den elementære rocks grammatik er pladens store aktiv. Det er uforfalsket, upræntentiøs no-bullshit-rock’n roll, der rammer lige i mellemgulvet og gør sig godt på de sommerfestivaler, der står på spring de nærmeste måneder…
Teksterne på pladen er skrevet fra en halvvoksen lømmels perspektiv. De fire unge løjsere (sidst i tyverne er de) har forfattet nogle sangtekster, der med ligefremme ord indfanger den rastløshed, identitetsssøgen, forvirring, livsappetit og dødsbevidsthed, som netop præger de maskuline tyvere, hvor man(d) hverken er barn længere, men heller ikke er ramt af voksenhed. Et eksempel: “En ligegyldig krop/stirrer fra min sofa/ venter på en ny dag/ For jeg har fået et job/hvor jeg kan sygne hen/og sidder for mig selv/men flasker på mit bord/tvinger mig tilbage/giver mig min ro/har ikke lyst til noget/når drengene kommer forbi/og spør’ om jeg vil med/ før kom ingenind/jeg havde fået nok/(jeg ser mig ikk tilbage)/lukket i mit sind/nu lever jeg mit liv/uden at se tilbage/min korp er vågnet op/rejst sig fra min sofa/den har tændt en ny smøg/jeg har fået nok/nu lever jeg mit liv/uden at se tilbage“. Sangen “Uden at se tilbage” er som et snapshot af en ung mands livstilstand på kanten til voksenverden. Don’t look back, kammerater, sprut og livsbegærende utilpassethed. Jeg tror, mange unge (og ældre!) mænd kan genkende fornemmelsen fra de formative år.
De Extra Store Grønlandske Rejer føjer ikke noget nyt til rockens store bog, men bekræfter med testoteronopspændt energi og uhæmmet spilleglæde, at rocken stadigvæk har noget at byde på, når man er i lømmelalderen og skal finde ud af sit liv. Hermed anbefalet.
Extra Store Grønlandske Rejer – SuperEgo – Produceret af: bandet. Enough Said Music. Udkommer i dag.
Vi har hørt om trash metal-genren. En undergenre af heavy metal anført af Metallica. Den kendetegnes ved et højt tempo og en aggressiv attitude, såvel musikalsk som tekstligt.
Nu har vi så også fået en trash jazz-genre. Det er i hvert fald sådan det debuterende band Interfoam - Mikkel Grevsen (trompet), Mads Egetoft (tenor sax, rap), Kristoffer Tophøj (trommer) og Rune Jakobsen (bas, tuba) – har valgt at kategorisere deres musik. Og det giver god mening, for så vidt som der spilles både tempofyldt og med en aggressiv kant. Men nu ville kategorien jo være aldeles uinteressant, hvis ikke musikken var interessant. Og det er den. Ikke mindst for denne lytter, der ikke dagligt forkæler sine ører med jazzmusik.
Breeding byder på en god snes numre, der gennemkomponerede og krævende for de involverede musikere. Komplekse rytmestrukturer bærer særdeles kringlede blæserforløb frem. Alligevel er der noget improvisatorisk over stykkerne, og musikken udfordrer ens forestillinger om, hvordan eksperimenterende jazz kan lyde. I hvert fald mine forventninger og forestillinger.
Om Interfoam flytter de jazzmusikalske hegnspæle, kan man nok bruge mange spaltemeter på at debattere, men i mine ører er der ingen tvivl om, at den unge danske band, der er vindere af Ung Jazz 2011 får afprøvet den i forvejen grænsesøgende, eksperimenternede jazz’ grænseområder. Breeding indeholder den slags musik, man som garvet musiklytter har godt af at lytte til, fordi den piller ved ens forestillinger om, hvordan musik skal lyde. Hermed anbefalet. Slå lyttelappene ud og lyt med her.
Interfoam. Breeding. Udkommer i morgen på vinyl og som digital download. Mere informatiom om udgivelsen her.
Kunne man forestille sig, at der blev lavet en officiel kanon for danske pop- og rockindspilninger gennem tiderne? På linje med litterære kanoner? Og som udtryk for, at man havde en kulturpolitik, der sikrede, at de udvalgte indspilningern (plader) skulle være tilgængelige for borgerne – og blev genoptryk med jævne mellemrum?
Det er ofte nok blevet påpeget, at pladeselskaberne ikke er tynget af bekymringer over kulturarven. Det afslører udvalget af genoptryk og bokssæt med stor tydelighed. Pop- og rockmusikken er i forvejen blevet kulturelt anerkendt, så der mangler blot sådan en blåstempling. Men det forudsætter selvfølgelig, at man har en kulturpolitik på området…
I USA har man noget, der ligner den form for kulturbevaring lidt. Nemlig the National Recording Registry under Library of Congress. Her registreres bevaringsværdige optagelser for eftertiden.
Siden indførelsen af the National Recording Preservation Act of 2000 har Library of Congres hvert år udvalgt 25 indspilninger, der er ‘kulturlet, historisk og æstetisk betydningsfulde’. Indtil videre er det blevet til 375 optagelser.
CAPAC er mit Nom de plume et de guerre!
Bag det akronymiske palindrom CAPAC gemmer sig en dreng, der er er ved at blive voksen mod sin gode vilje, og som får afløb for sin ubændige skrivekløe, sin lige så genstridige trang til at reflektere over alt, sin lyst til at kritisere verdens skæve gang - og sin uslukkelige appetit på det, vi i mangel af bedre kalder livet.
Emnerne strækker sig over alt mellem himmel og jord - og udenfor - med en hang til nostalgi og musik, et skarpt blik til nytidens politiske og kulturelle elendigheder og opmuntringer, kombineret med en munter og til tider ramsaltet mening om hvad som helst i øvrigt. Intet er for stort eller småt til at få et ord med på vejen.
Capac har nu kørt i 7 år.
Ordforklaringer:
akronym: initialforkortelse
palindrom: ord, sætning eller anden sproglig sekvens der er ens uanset om man staver forfra eller bagfra fx regninger eller spansk snaps
Opdatering d. 2/5-2013:
Capac er et one-man-band, selv om mange tror, at der står et kollektiv bag. Der er kun en skriverkarl bag skriverierne. Til gengæld skriver jeg stort set hver eneste dag. The beat must go on and on and on....
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig på altid kun at bruge enten offentlige billeder, frikøbte billeder eller pr-fotos/pladeomslag. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude have noget imod, at deres foto dukker op på min side, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet.
Det gælder også links til videoer.
Images
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. The bulk of illustrations here comes from the vast vaults of press photos, record sleeves etc. on the internet. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there oppose my publishing of one of their photos and/or video footage, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
(Ovenstående formulering har jeg lånt af Torben Bille og frue. Tak Torben og Anne Katrine!)
