Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Bells Echo – I can see your bike from here

16. februar 2015

Der er noget særligt over at lytte til et debutalbum. Forventninger kan man ikke have, men kan talentet, der har ført til en pladeindspilning holde? Holder det vand?

I tilfældet Bells Echo – et femmands indieband fra København – er svaret ganske klart: Ja. Talentet holder – og mere til. Debutpladen I Can See Your Bike From Here gemmer bag sin lysegult-pastelfarvede cover en snes behagelige, inciterende popsange.

Der lægges ud med titelsangen, der er et lille enkelt, sprødt pianostykke, der uden fyld eller tilsætning af andet end pianolyden præsenterer bandets vandmærke: den lidt melankolske og meget melodiøse pop. Intronummeret slår en stemning an, der på de følgende numre breder sig som ringe i vandet og nuanceres skridt for skridt.

Titelsangen følges op af “Buried Alive”, der en vemodig, romantisk tilbagelænet lyrisk sag, hvor Jens Bæk-Jessens diskrete og dog markante trommer støtter op om pianoets omdrejningspunkt sammen med Jens Rose Kongstads følsomme mandevokal og Philip Frederik Frandsens underspillede, pointerende guitarklange. I samme spor følger den todelte sang “Maze”, der en en mørkt-melankolsk sang om at søge lyset for enden af mørket. Her får guitarerne overtaget sammen med koret (i del II) og musikken henter det lys ind, der nok ikke helt er dækning for i teksten.

Tristessen og vemodet får en tand til i “Oh brother”, der må være pladens reneste klagesang. Samtidig er det en smuk og rørende sang, hvor Kongstads stemme bæres fint frem af akustiske guitartoner og diskrete lag af keyboards, kor m.m. Og undervejs løftes tungheden lidt af en enkel el-guitars solo.

Stemningen letter lidt som disen over det danske landskab i “Couselor”, der måske er pladen bedste bud på en rigtig popsang, der måske ikke ligefrem inviterer til at synge med, men i hvert fald til at nynnemed og vippe med med foden. En sang, der burde kunne aspirere til diverse radioplaylister.

Men ellers maler Bells Echos videre med melankoliens penselstrøg og giver det musikalske udtryk endnu flere nuancer og lag på pladens sidste fire numre.

Samlet set kan man sige, at Bells Echos med deres debut overbeviser som et indiepopband, der kan levere bevægende og forførende popsange, samtidig med, at bandet skriver sig ind i tidsåndens hang til melankoli og tristesse. Det er således en både overbevisende og flot debut, der giver løfter for fremtiden. Og man kan kun håbe på, at Bells Echo vil være at finde på de mange kommende festivaler og koncerter i foråret og sommeren.

Bells Echo – Jump Off The Page (official video) from Celebration Records on Vimeo.

Capac anbefaler: Marika Hackman – We sleep at last

16. februar 2015

Efter en voldsom weekend med skyderier og drab i landets hovedstad, så er det en lise at lande inde i hovedtelefonernes isolation med Marika Hackmans debutalbum We sleep at last.

Den 22-årige Hackmann debuterede i 2012 med singlen “You come down”, der blev fulgt op i januar 2013 af en EP med coverversioner og kort efter af minialbummet “That Iron Taste” med egne sange. Siden er der kommet to EP’er, “Sugar blind” i december 2013  og “Deaf Heat” i april 2014. Man kan lytte til disse plader på hendes hjemmeside.

Debutalbummet, der udkommer i dag, byder på helt nyt materiale, og den er produceret af Charlie Andrew (der har arbejdet med fx Madness, Alt J og mange andre). Og de 12 sange på pladen byder på et meget feminint univers af meget melodiøse sange af en sfærisk, let skønhed. Det er moderne folkrock, hvor rocken er  nedtonet til det rudimentære og fokus er på Marikas spindelvævstynde og skrøbelige pigestemme, der er både introvert og ekspressiv på samme tid. Hun er – måske forventeligt – blevet sammenlignet med både Nico og Joanna Newsom, men disse sammenligninger skyder efter min mening forbi. Marika Hackman er helt sig egen i sin afdæmpede og meget pigede udgave af britisk folk. Hvis man er til luftig, iørefaldende alfe- og feagtig folk, så er der noget at gå efter på Marika Hackmans debutalbum. Hermed anbefalet.

Marika Hackman. We sleep at last. Producer: Charlie Andrew. Dirty Hit. Udkommer i dag.

Young Flowers Reunion-koncert – Atlas, lørdag den 14. februar 2015

15. februar 2015

”Vi er gamle”, sagde Peter Ingmann i forbindelse med sine introducerende kommentarer til Young Flowers reunion-koncert på spillestedet Atlas i Aarhus. Og tematiserede dermed det nostalgiske ved en sådan gendannelse. Mere end fyrre år er gået, siden Ingmann sammen med Ken Gudman og Jens Henrik Dahl/ Peer Frost første gang skruede op for Marshall-forstærkerne og leverede syre- og bluesrock. Og en gendannelseskoncert af den karakter kalder selvfølgelig på nostalgien.

I Ingmanns udlægning gav nostalgien ganske god mening. Mange år er gået og d’herrer Frost og Ingmann er kommet i en alder, hvor man begynder at kunne se en ende på det hele (trommeslager Søren Berlev er et årti yngre…). Og derfor forekom det Ingman naturligt, at man vendte tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Vende tilbage til ungdommens drømme og forhåbninger, så at sige.

 Og nostalgien giver netop god mening, når man vender tilbage til 1. det gode musikalske udgangspunkt, hvor inspirationen blev hentet fra den frodige syrerock og den udtømmelige kilde i blues og 2. til de smukke drømme, der ikke helt blev indfriet, men stadigvæk lever et eller andet sted. En nostalgi, der er uden forloren sentimentalitet. Og således fremstillet kunne bandet gå i gang med sangen ”Drømmesyn”, en syret, psykedelisk sang.

Den blev straks fulgt op af ”Hey Princess”, en heftig blues-rocksag. Og med de to sange som indledning markerede Young Flowers så at sige den musikalske spændvidde i bandet – fra den psykedelisk inspirerede syrerock til den hårde bluesrock. Og denne aften på Atlas var det især den bluesbaserede rock – med inspiration fra Cream, Jimi Hendrix Experience, Canned Heat m.fl. – der var repræsenteret i repertoiret. Og det blev understreget af Peter Ingmanns lille ‘pædagogiske’ forklaring af, at al blues (rock, pop osv.) grunder sig i 12-takters blues. Og i hele to bluesnumre. Dels ”3 birds” og B. B. Kings ”You upset me baby” (sidstnævnte på opfordring fra en publikummer).

Syrerocken var repræsenteret i ovennævnte ”Drømmesyn” og i “Søgelyset” og “Oppe I Træet” fra det navnkundige første album Blomsterpistolen. Men ellers, som sagt, var det bluesrocken, der dominerede. Lige fra den flotte udgave af ”Daybreak” (fra album No 2) over to majestætiske udgaver af Cream-klassikerne ”Sunshine of your Love” og ”Tales of Brave Ulysses” (udgaver, der ikke lod meget at ønske i forhold til originalerne) og til en fin version af Steppenwolfs ”The Pusher”.

Peter Ingmann førte ordet og var – sådan som tilfældet også var, da han var i byen med Skousen & Ingeman – orkesterleder. Men derudover overbeviste han om, at han også er en mere end habil sanger inden for den genre, Young Flowers bestrider – og om, at han ikke blot faldt tilbage i bassistens klasssike rolle som puls i rytmegruppen, men i flere omgange demonstrerede, at bassen er en basguitar, der kan spille op mod og med leadguitaristen og oven i købet kaste en solo af sig.

Men selv om Ingmann således var frontfigur – og fungerede godt og autoritativt som sådan – så stjal leadguitarist Peer Frost ofte billedet med sine mange fine soli, der blev fremført med en stoisk overlegenhed, der stod i grel modsætning til mange leadguitaristers egocentriske sceneshow. Og den ofte under- og miskendte trommeslager Søren Berlev fik bag sit imposante trommebatteri vist, at han ikke blot er et dynamisk tyngepunkt i trioen, men også er gruppens publikumsopgejler og en værdig afløser for den alt for tidligt afdøde Ken Gudman. Og sammen fungerede de tre musikere overbevisende som en solidt sammenspillet treenighed, der sagtens kunne matche forbillederne fra gamle dage.

 Koncerten startede et kvarter over 21 og sluttede ca. et kvarter i midnat. To heftige, medrivende sæt, der fik det seniorprægede publikum op på mærkerne. Og koncerten sluttede med et ekstranummer ”25 øre”, der med sin swingende, seje boogie-rock sendte en kærlig hilsen til Canned Heat – og til et tilfreds publikum, der blev lukket ud i den aarhusianske nat.

Dødsfald: Sam Andrew

14. februar 2015

Musikeren, sangeren, sangskriveren m.m. Sam Andrew er død af et hjertetilfælde, 73 år gammel. Han var grundlægger af bandet Big Brother and the Holding Company, der blev berømte, fordi de agerede backingband for Janis Joplin.

Andrew voksede op i en familie, hvor faderens job i den amerikanske hær  førte familien rundt i verden. I tresserne, hvor Andrew forlod high school flyttede familien til Californien. Og den unge Andrew blev en del af San Franciscos blomstrende musikscene i de tidlige tressere. Som mange af sine jævnaldrende var Andrew inspireret af halvtredsernes rock’n roll og bluesen. Og efter et ophold i Paris dannede Andrew Big Brother and the Holding Company sammen med guitaristen Peter Albin. Efterfølgende kom guitaristen James Gurley og trommeslageren Chuck Jones med. Og de debuterede i januar 1966 ved The Trips Festival. Derefter blev bandet husorkester i Avalon Ballroom,og det var medens de optrådte her, at Janis Joplin blev kontaktet, fordi bandet mente, at man savnede en markant forsanger.

I 1968 forlod Andrew og Joplin Big Brother og dannede Kozmic Blues Band, der holdt i ni måneder. Derefter vendte Andrew tilbage til Big Brother, der fortsatte frem til 1972. I 1987 blev gruppen gendannet.

 

 

 

Valentine’s day – today

14. februar 2015

Den amerikanske kulturimperialisme har igen et godt tag i danskerne, der gladeligt punger ud til kort, blomster, chokolade og andre materielle tegn på kærlighed. Den oprindeligt gamle romerske frugtbarhedsfest blev via den katolske kirke afseksualiseret og ophøjet til helligdag, som især amerikanerne har taget til sig og bredt ud over hele det kapitalistiske markeds område.

Helt uden (?) forbindelse markerer vi dagen med et genhør med My Bloody Valentines Loveless.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...