Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Pillar Point

17. august 2014

00615_Pillar-Point-Pillar+Point+-+Album+Art

Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.

Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.

Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.

Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.

Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.

Pillar Points debutalbum er sådan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan måle sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – så går man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder på fremover… Hermed anbefalet.

Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.

 

 

Mirel Wagner: When the Cellar Children See The Light of Day

16. august 2014

Titlen på finske Mirel Wagnes andet album, Når kælderbørnene ser dagslyset, anslår en lidt dyster, mørk og melankolsk tone. Og det er måske sådan, man skal opfatte Mirel Wagner: Som en lidt mørk og melankolsk lillesøster til kendte feminine sangskrivere som Suzanne Vega, Joan Armatrading, Ani DiFranco osv. Med sin guitar og sin såre smukke stemme fremfører Wagner sine skyggefulde sange, så ingen lytter kan blive uberørt af dem.

Arven efter Dave van Ronk og folkbevægelsen i tresserne

14. august 2014

Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter. Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmel

Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter. Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmelse og penge (selv om de altid var i bekneb for de sidste…), men havde en hel masse musik på hjerte. Så kom folkebølgen og rev det hele med sig – eller gjorde den? Både og. Vi kan stadigvæk finde eksempler på den type folkemusikere, der var fremme på de små coffeehouses og listige steder i Greenwich Village dengang Dave van Ronk spillede. Musikere med en guitar, en stemme og en håndfuld personlige sange, der har noget at fortælle os. Et eksempel er John Gorka, der siden firserne har udsendt en række album, der alle står i traditionen fra folkemusikkens gyldne tidsalder i starten af tresserne. Her er titelsangen fra mandens seneste album Bright Side of Down.

 

 

 

Capac anbefaler: Catch the Breeze – EP

12. august 2014

I går udkom Catch the Breezes debut-EP. Bag bandnavnet gemmer sig Aage Hedensted (sang og guitar), Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer). Og de tre medlemmer har en fortid i aarhusianske Yellowish. Nu er de tre så gået sammen i et nyt projekt, der i PR-materialet sammenlignes med irske Bloody Valentine og de engelske shoegazere i Slowdive. Den slags sammenligninger skal man selvfølgelig altiv være varsomme med, men det er ikke nødvendigvis helt forkert. De fem numre på EP’en udmærker sig først og fremmest ved at være fem ganske iørefaldende indiepopsange med stor følelsesmæssig dybde – uden på nogen måde at være direkte pophitlisteaspirerende popsange. Og de små melodier er indlejret i en shoegazende rockramme, hvor Bundgaards sprøde trommer og Madsens diskrete basspil holder Hedensteds på samme tid indadvendte, shoegazende og højtstræbende guitarlyd fast som musikkens mest slående – i mere end en betydning – element.

Catch the Breeze er et dansk, ja aarhusiansk, fænomen, men den lille EP har internationalt format og burde kunne appellere til pop- og rocklyttere også uden for musikbloggenes sfære. Hermed anbefalet fra Højbjerg.

Catch the Breeze. DME Slowburn Music. Udkom d. 11. august.

 

Væsentlige plader: Little Richard – Here’s Little Richard

11. august 2014

Fotoet på coveret til Little Richards debutalbum fra 1957, Here’s Little Richard, fortæller næsten det hele om indholdets eruptive, androgyne, seksuelle energi, hæmningsløsheden iklædt jakkesæt og rock’n roll-skriget. Tolv koncentrede rock’n roll-perler, hvoraf det længste – Slippin’ & Slidin’ –  er 2:41, satte en nye dagsorden i populærmusikken.

Elvis bøjede sig i støvet og kaldte Richard “den største”. Uden Richard ville Beatles aldrig helt være blevet det, de blev. Den første sang McCartney optrådte med som 14-årig var Long Tall Sally. John Lennon blev mundlam, da han første gang hørte ham, og mente, at han overgik The King. Senere indspillede Lennon som bekendt Rock’n Roll, der langt hen var et cadeau til netop Little Richard. Pat Boone forsøgte at gøre Richard spiselig for alle amerikanere ved at dræne hans sange for sex og energi. Også en måde at vise respekt på, kan man måske sige, hvis man er diplomatisk og meget venlig…

Pladen var – og er vel stadigvæk – grænseoverskridende i forhold til skellene mellem det “sorte” og det “hvide” Amerika, mellem religion og rock’n roll og seksuelt. Richard var i hvert fald biseksuel og rokkede derved ved noget fundamentalt i den amerikanske folkesjæl, er helst vil holde det seksuelle inden for kernefamiliens rammer. Og det selv om han faktisk havde afdæmpet den seksuelle energi på pladen ved fx at gøre glansnummeret Tutti Frutti knapt så eksplicit erotisk som i liveudgaven (hvor linjen “Boy you don’t know what she do to me” var erstattet af det noget saftigere: “Tutti Frutti, good booty, if it don’t fit don’t force it, you can grease it, make it easy…”, så det helt naturligt indskrev sangen i rækken af ‘uartige sange’). Jo, Little Richard gødede jordbunden for Michael Jacksons senere leg med de kulturelle grænser.

Med næsten 60 år på bagen er Here’s Little Richard en ældgammel plade. Men at lytte til den er som at hive plasteret af et ømt sår og genoplive den åbenbaring, pladen må have været for førstegangslytterne i 1957. Et mesterværk slet og ret.

Skru op og sæt energien fri.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...