Indlæg tagget med Musik

The Kinks går til filmen…

20. maj 2015

The Guardian vil vide, at instruktøren Juien Temple (The Great Rock and Roll Swindle m.fl.) skal lave en film om The Kinks med titlen You Really Got Me. Og lydsporet – vigtigt! – skal Ray og Dave Davies have ansvaret for. Hvis man har læst Ray Davies’ selvbiografi X-Ray vil man vide, at der er masser at fortælle om det gode gamle band. Så måske kan vi forvente en god film og – ikke mindst – et interessant soundtrack.

Pete Townshend – 70

20. maj 2015

“I have just been born, war is over, but not completely. ‘It’s a boy!’ someone shouts from the footlights. But my father keeps on playing.

    I am a war baby though I have never known war, born into a family of musicians on 19 May 1945, two weeks after VE Day and four months before VJ Day bring the Second World War to an end”.

-Pete Townshend

Ja, Pete Townshend fyldte 70 i år, og det kan jeg da ikke sådan bare glemme.

Som han selv fortæller i citatet ovenfor, så blev han født ind i en familie af musikalske mennesker. Og som ganske ung fik han en billig akutsisk, spansk guitar af sin bedstemor Emma; og kort tid efter dannede han The Confederates sammen med skolekammeraten John Entwistle. De spillede traditionel jazz, der var inspireret af tidens jazz-ideoler Acker Bilk, Kenny Ball og Lonnie Donegan. Men rock’n roll kom til og smittede de unge mennesker. Og som tiden andre musikglade unge lyttede Townshend til tidlig rock og rul og blues. Som 19-årig forlod han uddannelsessystemet for at blive fuldtidsmusiker.

Første stop var The Detours, der var Roger Daltreys band. Og det spillede både skiffle og rock’n roll. Gruppen nåede at indspille Pete Townshends første selvkomponerede sang, inden bandet blev tvunget til at skifte navn til – The Who. Resten er historie. Rockhistorie. Who I am hedder Townshends erindringsbog – og han var og er The Who med mere end 100 sange på samvittigheden og et indiskutabelt lederskab af bandet.

 

 

Tror du på magi? – Lovin Spoonful i mono og på vinyl

19. maj 2015

Det retro-orienterede pladeforlag Sundazed har fået den gode idé at genudsende Lovin Spoonfuld i nye udgaver – i mono – på vinyl og cd. Og er man – som undertegnede – en stor fan af John Sebastian og Lovin Spoonful, så ser man frem til disse udgivelser. Lovin Spoonful og sommer er to sider af samme sag.

 

 

Capac anbefaler: Tine Mynster – Hjerteland

19. maj 2015

Efter nogle år i børnemusikkens tjeneste springer Tine Mynster med sin nye plade Hjerteland ud på dybt vand med et album, der retter sig mod de voksne. Og pladetitlen Hjerteland fører en på sporet af, hvad Tine Mynster har på hjerte.

Men man skal passe på med at drage forhastede konklusioner i retning af, at der er tale om endnu en popplade med kærlighedslyrik. For ganske vist er der sange om kærligheden. Som f.eks. den første skæring “dage som denne”, der forsøger at skildre den helt hverdagsnære kærlighed mellem mand og kvinde i et fast forhold: “Du vækker mig med et kys på min kind/ Du siger tak for i nat, nu lukker vi dagen ind/ Du ligner en der har sovet som en drøm/ Et nyt batteri der er fyldt helt op med strøm/ På dage som denne lever vi af kærlighed og kildevand/ På dage som denne er der ingen tvivl, du er min mand/ På dage som denne kan du få mig til at gøre næsten alt/ På dage som denne glemmer jeg de dage, hvor vi kun lever halvt.. osv. Eller en sang som “Jeg falder” om at falde for et andet menneske. Falling in love. Eller sangen “Bålet”, der sætter ord på perspektivet i den kærlighed, der afløser forelskelsens rus og varer ved.

Men skraber man lidt på tekstuniversets overflade, så kan man se, at Tine Mynster har lidt mere på hjerte end bare at ville skrive stærkt sympatiske sange om kærlighedens vilkår vores tid. Det afsløres f.eks. i en sang som “hvor går man hen?”: “Hvor går man hen når modet bakker?/ Hvor går man hen når blikket flakker?… Lad mig få et håb, når alting mørkner/ Når hjertets slag er som en hvirvelvind/ Giv mig troen på at tåren størkner/ Og lyset atter lukker håbet ind… osv. Hjertet banker ikke kun for kærligheden, men for livet i det hele taget. I teksternes sprækker skimter man man andre emotioner end dem, der lige drejer sig om kærligheden til et andet menneske. Som i citatet ovenfor, hvor livsdrift og håb får ord. Eller i “tag mig med”, hvor hverdagslivets kærlighedsliv lukker sig om jeget på næsten klaustrofobisk vis og åbner for en næste centrifugal frihedstrang: “Tag mig med/ Tag mig med/ Lad os efterlade alt herhjemme -/ las os bare stikke af/ Jeg vil ha dig indeni og udenpå/ Trænger til at mærke dig“. Her bliver kærligheden en drift, der potentielt og i hvert fald for en tid sprænger det konforme hverdagslivs begrænsninger.

Og vil man have flere eksempler, så skal man lytte til titelsangen “Hjerteland”, hvor det bliver klart at “hjerteland” er en metafor for en livskraft, der ikke sådan bare lader sig indordne under hverdagslivets diktatur eller konventionernes rammer: “Endnu en dag hvor hjertet ta’r sin egen udflugt/ Endnu en dag uden kontrol/ Endnu en dag hvor hjertet helt bestemmer farten” osv.

Tine Mynsters sange har altså mere på hjerte end blot endnu en ombæring silly love songs. Bag den hverdagsnære kærlighed, der beskrives indfølende, direkte og med en fin realisme i et ligefremt hverdagssprog, gemmer der sig en uregerlighed og næsten subversiv urkraft, der ikke sådan lader sig tæmme. Og det sikrer, at sangene ikke ender i ren forudsigelighed og alt for stor genkendelighed. Hvilket er et stort plus.

På den musikalske side har Tine Mynster fået assistance af Tom Kræmer Lindby, der er medproducer,  spiller flere instrumenter på pladen og er medkomponist til et par af sangene. Og sammen har de skabt nogle popsange, der er meget iørefaldende uden på nogen måde at falde i et med tidens radiopop. Der er snarere tale om behagelig voksenpop, der henvender sig til voksne, der har erfaringer nok fra kærlighedslivet til at sætte pris på de hverdagsnære tekster og har mærket det dyb, der åbner sig under dem. Og Tine Mynster synger sangene blidt og med stor følsomhed.

Tine Mynster. Hjerteland. Produceret af Mynster og Lindby. Gateway Music. Udkom i går.

Jeg har ikke en video lige nu, men lægger en ind, så snart jeg får fat i en.

En trommeslager er død: Bobby Erwin

19. maj 2015

Bob’s greatness as a drummer was that he was economical…He had a tremendous natural swing, getting into the rhythm and mood of a song. He was a songwriter’s drummer, a great interpreter of a song, which no doubt is why Van chose him. When asked about his style, Bob would smile and say, ‘My way is the way of the ama-TEUR,’ with the French stress on the latter syllable.”

Nick Lowes mindeord om trommeslageren Bobby Erwin, der er død af kræft, 61 år gammel. Erwin er især kendt for at være trommeslageren bag Van Morrison og Nick Lowe. Nick Lowes mindeord fortæller vist alt om, hvad Erwin stod for.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...