CAPAC

I denne blog har vi holdt øje med diskussionen om folkeskolen og folkeskolelærerne, der af den siddende undervisningsminister og regeringen nærmest er blevet gjort til ondets rødder, når diskussionen faldt på folkeskolen og den uddannelse, børnene får.

Den massive, dårlige omtale af folkeskolen og dens lærere har blandt andet haft den effekt at søgningen til lærerseminarierne er faldet dramatisk. For at ændre på dette forhold – og dermed på længere sigt ændre på folkeskolens status – har regeringen indført en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen.

Meningerne om den nye uddannelse er delte, men det er da prisværdigt, at man vil højne uddannelsens indholdsmæssige kvalitet.

Problemet er blot, at ingenting vil ændre sig til det bedre, hvis man ikke sørger for, at de nødvendige ressourcer er tilstede. I dagens aviser kan man således læse, at 11 ud af landets ialt 19 lærerseminarier skranter på grund af dårlig økonomi. årsagen er, at man finansierer seminarierne (som en række andre uddannelser) gennem det såkaldte taxametersystem, der betyder, at uddannelsesinstitutionen bliver betalt pr. gennemført studium. Indtægtsgrundlaget svinger altså med antallet af studerende. Falder antallet og er der mange, der springer fra undervejs, så forringes økonomien, og uddannelsesinstitutionen må spare, hvilket som oftest betyder: fyre undervisere.

Det betyder igen en forringelse af uddannelsen, hvilket så medfører, at søgningen til uddannelsen påvirkes negativt. Hertil skal lægges, at de overenskomstsmæssige lønstigninger, som lærerne får, ikke kompenseres ved ekstra bevillinger fra staten.

Man behøver ikke at have studeret økonomi ved en højere læreanstalt for at forstå at disse vilkår indebærer en forringelse af uddannelsen – og at nok så mange gode hensigter og nye uddannelsesbekendtgørelser ikke vil kunne ændre på dette forhold.

Tilbagespoling: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, med flere…

Måtte have den tykke fleecetrøje på til morgen, da Gravhunden skulle luftes i Pindemarken. Bladenes farveeksplosion på træerne taler sit tydelig sprog: efteråret og fyringsssæsonen er over os. Smukt er det, men også koldt. Og det ved man åbenbart på DR, for her er man begyndt at fyre. For i dag fyrer man 60 personer – og fjerner ialt 160 stillinger. Nogle journalister er gået hjem. Overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, men såre forståeligt.

Kim Bilsøe Lassen – ugens journalistiske yndlingsaversion – kunne næsten ikke få ordene vendt rigtigt i munden for at fortælle om den “store” regeringsrokade, der gav anledning til ekstra-tv-aviser. En rokade, der er en politisk botox-indsprøjning uden den store praktiske betydning, hvilket SFs formand Villy Søvdahl også allerede har slået fast. Imedens sad jeg og ventede for at høre mere om situationen i Indien. For på tekst-tv havde jeg læst, at Indien er ramt af de værste oversvømmelser i mange år, 2000 (!) landsbyer er forsvundet under vand og 3,5 millioner mennesker (!) har mistet deres hjem. Ialt er 10 millioner mennesker i Assam-delstaten ramt af oversvømmelserne. Det er mere end en tredjedel af statens indbyggere. Men nej. Journalisterne har deres egne prioriteringer.

Old pirates, yes, they rob i;
Sold I to the merchant ships,
Minutes after they took i
From the bottomless pit.
But my hand was made strong
By the and of the almighty.
We forward in this generation
Triumphantly.
Wont you help to sing
These songs of freedom? –
cause all I ever have:
Redemption songs;
Redemption songs.

Emancipate yourselves from mental slavery;
None but ourselves can free our minds.
Have no fear for atomic energy,
cause none of them can stop the time.
How long shall they kill our prophets,
While we stand aside and look? ooh!
Some say its just a part of it:
Weve got to fulfil de book.

Wont you help to sing
These songs of freedom? –
cause all I ever have:
Redemption songs;
Redemption songs;
Redemption songs.

Emancipate yourselves from mental slavery;
None but ourselves can free our mind.
Wo! have no fear for atomic energy,
cause none of them-a can-a stop-a the time.
How long shall they kill our prophets,
While we stand aside and look?
Yes, some say its just a part of it:
Weve got to fulfil de book.
Wont you help to sing
Dese songs of freedom? –
cause all I ever had:
Redemption songs –
All I ever had:
Redemption songs:
These songs of freedom,
Songs of freedom

Måske er det, hvad vi har brug for: Redemption og Redemption Songs!? Lyt til Joe Strummers ord og sang:

Tak til Mette for inspirationen. Og Mette følger op på det med Redemption her.

More Redemption: Læs mere »

Vi skal ikke helt slippe The Royal endnu, for der er mere lytteværdig nostalgi fra det soundtrack. Fx bandet Amen Corner med nummeret “(If Paradise is) Half as nice”.
Amen Corner bestod af den markante sanger Andy Fairweather Low, guitaristen Neil Jones, saxofonisten Allan Jones, tangentspilleren Blue Weaver, tenorsaxofonisten Mike Smith, bassisten Clive Taylor og trommeslageren Dennis Byron. Bandet, der var inspireret af jazz, rythm and blues og blues, fik en kort hektisk karriere fra dannelsen i 1966 til opløsningen i 1969. Medvirkende til den relativt hurtige karriere var nok pladeselskabernes ønsker om en kommerciel musikalsk orientering, der ikke rigtig passede ind i gruppens kram. Når man hører bandet spille, kan man godt fornemme at potentialet var til mere end blot mainstream-pop.
I 1968 indtog de førstepladsen på den britiske hitliste med Half As Nice, der kort tid efter blev fulgt op af Hello Suzi, som Roy Wood fra The Move havde skrevet til dem. Et andet pænt hit var Bend Me Shape Me fra 1968.
Andy Fairweather Low har haft en succesfuld solokarriere efter opløsningen af Amen Corner. Her er de tre omtalte hits: Læs mere »

Meddelelsen om jazz-legenden Joe Zawinul død tirsdag bringer minder fra halvfjerdserne frem i erindring. Det var i halvfjerdserne, den såkaldte jazz-rock væltede ind over det musikalske landskab som en af bølgerne. Og øverst på bølgetoppen var det fænomenale ensemble Weather Report, hvis ankermænd var tangentspiller Zawinul og den fortrinlige saxofonist Wayne Shorter. Sammen med grupper som Chick Coreas Return to Forever, John Mclaughlins Mahavishnu Orchestra og The Headhunters udforskede de grænseområdet mellem rockmusikken og jazzen. Ikke alle var lige begejstret. Blandt andet havde den lokale Dr. Jazz – Erik Wiedemann – en lang række forbehold over for det elektriske udtryks mangel på finesse osv. Ikke desto mindre fik Weather Report lavet en række slidstærke plader, der er helt dugfriske at lytte til stadigvæk. Tak for oplevelserne, Joe. Hvil i fred.

Birdland i en optagelse fra 1971, hvor bandet har selskab af vokalekvilibristerne i Manhattan Transfer Læs mere »

I det gamle Rom forsøgte magthaverne at holde pøblen i ro med brød og skuespil. Pane et circem. I Dagens Danmark forsøger man sig med skattelettelser, der i virkeligheden er skatteomlægninger. I dagbladet Børsen kan man læse følgende: “Gevinsten ved at gå fra dagpenge til for eksempel et rengøringsjob, der indbringer 200.000 kr. om året, ligger i dag på 5595 kr. Med regeringens skattepakke stiger gevinsten med blot 515 kr. – eller omkring 43 kr. per måned.” Eller som Jyllands-Posten malende forklarer, så svarer det til tre rugbrød. Og – kan man tilføje – når nu priserne på brød snart stiger, som følge af voksende efterspørgsel på det internationale marked, så forsvinder gevinsten op i den blå luft. Måske bliver der et stykke knækbrød tilbage.
Som så ofte i den borgerlige presse lider nyheden under, at man kun kan opfatte folks – lediges – jobmotivation som et spørgsmål om penge. Jo, mere løn, man får, jo mere attraktivt er jobbet. Bliver et hårdt rengøringsjob på den lokale skole mere attraktivt, fordi du får et par tusind kroner mere i lønningsposen om måneden? Næppe.

Det er gendannelsernes tid. Og – som allerede antydet her i bloggen – så sker det også for heavy-rockerne i Led Zeppelin. I følge New Musical Express sker det ved en officiel pressekonference i morgen. Vi ønsker dem Whole Lotta Love… Læs mere »

Citat fra Politiken i dag: “Det er ikke Folketingets ansvar, hvordan de enkelte kommuner
prioriterer børneområdet. Kommunerne er kompenseret krone for krone for
de nye opgaver, som kommunalreformen medførte, og det er ikke et
gangbart argument for at forsvare nedskæringer på børneområdet”. Ordene kommer fra DFs familieordfører Mia Falkenberg. Og man må sige, at hun har lært jargonen i det “ansvarlige” regeringsparti – undskyld: støtteparti – Dansk Folkeparti. Men, der er tale om politisk håndvask eller – med andre ord: ansvarsforflygtigelse. Når man har ansvar for de snævre økonomiske rammer, der er i kommuner og regioner, og for den radikale indskrænkning af det kommunale og regionale selvstyre, så kan man ikke løbe fra ansvaret for de herskende forhold. For at blive i billedet: DF står i snavs til ørerne…

Vi bringer en advarsel: Der er igen indført lange og besværlige anti-spam-ord. Efter en “klage” blev de lange ord fjernet og erstattet af kortere. Resultat: daglige spam-mails med unævneligt indhold. Og det vil vi ikke have. Derfor: hypdangbloggeri!

Opdatering onsdag 12/9: Effekten var der med det samme: Nul spammais.

Omtalen af Ken Hopkirk og “Somebody help me” fik en anden ting til at falde på plads. I et af afsnittene fra The Royal hørte jeg et uddrag af et nummer med Fleetwood Mac, som jeg ikke lige kunne sætte en titel på. Men – pling! – så dukkede det op: Man of the World.
Nummeret stammer fra Fleetwood Macs tidlige periode i tresserne, hvor bandet var en af de førende rythm-and-blues-inspirerede musikgrupper i England. Dengang bestod Fleetwood Mac af den legendariske guitarist Peter Green, der gjorde Eric Clapton rangen stridig som Englands fremmeste guitarist. Som denne havde han stået i lære hos John Mayall & Bluesbreakers, hvor Fleetwood Mac blev født som en slags sideprojekt. Mick Fleetwood, der var ven med Green og havde spillet sammen med denne tidligere, var blevet trommeslager i Bluesbreakers, og John McVie spillede bas. I følge legenden var det McVies og Fleetwoods drikfældighed, der fik Green til at forlade Bluesbreakers og tage initiativ til dannelse af Fleetwood Mac, hvis navn var dannet af Fleetwoods og M(a)cVies efternavne. McVie blev dog hos John Mayall, fordi Mayall aflønnede sine folk godt, og Peter Green fik i stedet fat på slideguitaristen Jeremy Spencer og bassisten Bob Brunning.
I 1968 kom guitaristen Danny Kirwan med, og hans mere pop- og rockorienterede spillestil gjorde, at Fleetwood Mac ikke længere kun kunne opfattes som et rent bluesband. Sangen “Man of The World” udkom som single i 1969, blev et hit i såvel Storbritannien som i USA, og markerer gruppens vej væk fra den rene blues.
Det var også omkring dette tidspunkt, at Peter Green fik psykiske problemer, der fik ham til at forlade gruppen i 1970. Læs mere »

Birgitte har været så rar at oplyse mig om, at sangeren på kendingsmelodien – “Somebody help me” – i den engelske tv-serie The Royal er ingen ringere end Michael Starke, der har den fremtrædende rolle som hospitalet foretagsomme over-portør, der sørger for at tingene glider – eller går i kage. At han også er en habil sanger, ja, hvem kunne vide det. Men i følge kilder på nettet er han også en ferm bassist, guitarist og trommeslager.

I øvrigt er det pågældende cover-nummer svært opdrivelig. På ITV-kanalens forum-side efterlyses sangen også. I den forbindelse oplyses det, at der nu i år er udgivet en musikcd med numre fra den populære serie. Men – Ken Hopkirks udgave er ikke med, i stedet får man Spencer Davis Groups originale udgave. I alt får man disse 25 numre med i købet: Læs mere »

Den forgangne uges episode af The Royal satte ikke rigtig gang i nostalgigeneratoren. Måske var episoden for spændende. Men balladen om Keith Richard og den svenske presse, der havde vendt tommelfingeren ned efter en Stones-koncert hinsidan fik mig – af en eller anden sikkert neurologisk årsag – til at tænke på den gamle Stones-sang Out of Time. Den engelske sanger Chris Farlowe (John Henry Deighton) lavede en cover-version af nummeret, som indtog førstepladsen på den britiske singlehitliste i 1966. Hans særprægede stemme passer da også perfekt til denne Jagger/Richard-ballade. Hittet blev fulgt op af andre mindre hits, fx med Mike d’Abo-klassikeren “Handbags and Gladrags”. I halvfjerdserne blev han en del af det succesfulde jazz-rock-ensemble Colosseum. Han er stadigvæk aktiv og er en højt respekteret kunstner i England.
Apropos min yndlings-underholdningsserie om hospitalet The Royal, så har jeg læst, at man agter at fortsætte serien – og føre den op til nutiden. Hm. Som nostalgiker og anakronist må jeg spørge: Er det nu en god idé!? Hvad nu hvis soundtracket bliver hip-hop, house, rap og lignende. Det vil ikke være helt den samme fornøjelse! Nå, men her er Chris Farlowe fra de gode gamle dage: Læs mere »

Det skulle være sikkert og vist. Fjerde kapitel af sagaen om arkæologen og eventyreren Indiana Jones skulle nu være navngivet: Indiana Jones og Krystalkraniets kongerige. Der er dømt ren drengerøv! Om filmen så lever op til forgængerne, det må tiden jo vise. Mere her.

Tilfældet ville, at fruen fik opsporet en film med Alan Rickman i hovedrollen. Vi er begge begejstrede for denne fine engelske skuespiller. Filmen var “Blow dry” af Paddy Breathnach (2001) – og den blev vist på Sverige 4. Desværre, for Sverige 4 er en kommerciel kanal, der absolut skal bringe reklamer midt i filmen – og mere end en gang. Ikke nok med det: Reklamerne kommer bare uden varsel – og uden “formildende” overgang. Der skal virkelig en god film til at holde capac fast på de præmisser. Men faktisk lykkedes det med Blow Dry. Alene rollelisten var en garanti for kvalitet. Ud over Rickman deltog Natasha Richardson, Rachel Griffith, Josh Harnett, Rosemary Harris, Warren Clarke, Heide Klum (ja, hende modellen, som faktisk ikke er ueffen som skuespillerinde!)  og så  Bill Nighy. Plus en lang række velbesatte bilroller.
Plottet er et familiedrama, der udspiller sig under det årlige britiske mesterskab i frisørkunst. Shelly, spillet af Natscha Richardson, er ex-fruen, der efter ti års fravær vender tilbage for at forsone sig med sin forsmåede ægtemand (Alan Rickman) og sin familie (bl.a. sønnen Brian i Josh Harnetts udlægning). Hun er ramt af uhelbredelig kræft, og derfor er det sidste udkald, hvis stridighederne skal bilægges og den sjælelige fred oprettes. Det årlige frisørmesterskab under ledelse af den lokale bykonge Tony, spillet med bravour af Warren Clarke (kendt fra krimiserien Daziel and Pascoe), skal være ramme for den familiære genforening. Men, farmand Phil (Rickman) skal ikke nyde noget. Han kan dog bevæges til at være med af konkurrenten Ray (Raymond) Robertson (spillet af en Bill Nighy i hopla) og dennes bøsse-kompagnon Louis (Hugh Bonneville), der bruger beskidte tricks for at fremme deres egne vinderchancer.
Plottet og historien er såmæn ikke specielt originale eller dybsindige. Men, igen er det afviklingen af historien, der får en til at blive hængende i stolen med et smil på læben. Skuespillerne spiller suverænt godt. Og historien afvikles med stor sans for variation og detaljer. Undervejs får vi en lille kærlighedshistorie med i købet – mellem Phils og Shellys søn Brian og Rays datter – og små finurlige og humoristiske indslag, som fx den scene, hvor Brian overtaler Rays datter til at farve håret på en død mand, der skal begraves dagen efter… Eller den scene, hvor Jasmine (Heidi Klum), der er model for en af de førende frisører, Vincent, overtaler hjælperen Robert til at klippe hendes pubeshår hjerteformet og farvelægge det med rød farve… Prisen for den absolut morsomste scene tager Warren Clarke, der i slutscenen, medens rulleteksterne løber ned over skærmen, giver den som Elvis Presley, alene på scenen, iført pomadehår og guldpailletjakke. Det har han virkelig nydt!
Filmen er i udpræget grad en humanistisk feel-good-film, der ikke aspirerer til store filmpriser osv., men som er rar at have i dvd-reolen, når man lige skal give humøret et lille løft.
Læsertips: Filmen kan købes for en slik i udvalgte, velassorterede butikker (så har vi ikke reklameret for meget…).

Smagsprøver: Læs mere »