CAPAC

Frøknen er som sagt glad for musik. Og nu vakler hun mellem at gå til klaverspil og at lære at spille på bas. El-bas, som hun siger. Så kan hun være med i et band. Og vi snakker lidt om, hvor god, man skal være for at spille i et band. Og tynget af erindringen fortæller jeg hende, at i pigtrådsdagenes opblomstring var der et hav af bands, der spillede – også med succes – selv om de ikke var dygtige musikere, for nu at sige det pænt. Og så er det, jeg kommer i tanke om The Troggs – “hulemændende” – der altid blev fremhævet som eksempel på et band, der havde en “dårlig” forsanger og i øvrigt spillede dårligere end de tidlige Kinks… Ikke desto mindre – eller måske på trods af manglende håndelag – fik gruppen et par gevaldige hits, der nærmest er blevet tresser-klassikere: Wild Thing og With A Girl Like You. Plus flere andre lytteværdige hits.
Det kan da godt være de ikke er verdens bedste musikere, og at Reg Presley ikke er den bedste vokal under vorherres himmel, men jeg holder nu meget af deres energiske og passionerede popsange.
Gruppen blev dannet i 1966 og kom i bås sammen med The Kinks. Og de spiller, så vidt jeg ved, stadigvæk. Her er det i et optagelse fra svensk tv – fra dengang:

Læs mere »

I 1970 gav Beatle-John Lennon et interview med The Rolling Stone. Et interview, der blev siden er blevet standard-reference, når Lennon skulle biograferes etc. Nu kan man høre hele interviewet som podcast på Rolling Stones hjemmeside. Linket er her.
(En lille advarsel: det er et langt interview – ca. 3 ½ time…). Interviewet kan også downloades, hvis man har en Yahoo-konto. Her.
Interviewet kan også læses i sin hele længde på denne side.

John Lennons navn har cirkuleret en del her i casa capac de sidste to dage. For Frøknen har investeret i albummet Instant Karma – Save Dafur, hvor en række nye og gamle navne fortolker John Lennons sange. Og jeg kom i tanke om den første gang, jeg hørte singlen Instant Karma, der virkelig blew my Mind, som man sagde dengang omkring 1970. Det skete i et radioprogram, hvor nu afdøde Palle Aarslev var vært. Medens programmet kører bliver den helt nye plade bragt ind i studiet, og Aarslev fortæller om A- og B-sidens titler, beskrive pladeomslaget (så vidt jeg husker et anonymt gråt – i hvert fald – ensfarvet papomslag – sikkert en promotionversion – og spiller så nummeret med Lennon og Plastic Ono Band. Det var stort.
Singlen blev udsendt den 10. Februar og var dugfrisk, for Lennon havde skrevet om indspillet den sammen med den berømte-berygtede producer Phil Spector kun 10 dage forinden. På pladen hører man Yoko Onos specielle stemme i baggrunden, afdøde Billy Preston på tagenter, legenden Klaus Voormann på bas og elektrisk klaver, George Harrison på guitar, Alan White på trommer og vennen og Beatles-medarbejderen Mal Evans på percussion.
På det oprindelige pladecover fik lytteren opfordringen: Play it loud! Her er nummeret med mesteren selv: Læs mere »

Det er næppe forbigået mange danske tv-seeres opmærksomhed, at den engelske sanger Paul Potts skiftede jobbet som telefonsælger ud med rollen som operasanger, da han til nogens overraskelse vandt showet “Britain’s got talent”. Indslaget fra det nævnte show er blev vist flere gange, og capac kunne ikke helt løsrive sig fra den tanke, at jurimedlemmernes overraskelse og medrevethed virkede lidt vel iscenesat…
Det er lidt historien om den grimme ælling om igen. Da Potts træder ind på scenen, tydeligvis med sommerfugle i maven, ser jury-medlemmerne ud, som om de tænker: Den grimrian kan da ikke synge!? Men, det kunne han altså.
Nu kan man så læse i danske medier, at den grimme ælling også kan sælge plader. Potts debutalbum “One Chance” ligger på hitlisten.
I samme uge forlod den italienske tenor Pavarotti det jordiske liv. Han er til gengæld ikke på top 10. Og det er ikke, fordi han synger dårligere end Potts. Slet ikke.

På cd-afspilleren snurrer albummet “A tribute to Joni Mitchell” og giver anledning til overvejelser omkring spørgsmålet: Hvilke forventninger har man til cover-versioner? Capac forventer en høj grad af genkendelighed, ikke mindst melodisk. Dertil skal det være en personlig fortolkning, der gør fortolkningen til mere end en ferm kopi. Den nærværende plade har ud fra disse kriterier visse svagheder og styrker. Men dem, der slipper bedst fra det, er: Prince med en neddæmpet soul-udgave af klassikeren A Case of You (fra Blue). Mitchells melodi skinner klart igennem, men samtidig er det vaskeægte Prince-følsomhed og musikalitet. Annie Lennox’s aristokratiske, smukke stemme bærer med stor respekt, men ikke for megen, Ladies of the Canyon frem. Emmylou Harris er lige ved at overgå Michells egen version af The Magdalena Laundries (fra Turbulent Indigo). Harris’ version er sammen med James Taylor’ kærlige håndtering af “The River” og k. d. langs “Help me” mine favoritter. Uanset hvad James Taylor synger, så lyder det som James Taylor – sådan som han altid har lydt. Og det er positivt ment, selv om hans værste kritikere mener, han burde forny sig. Og k. d. lang – der er en af mine foretrukne kvindelige kunstnere – forlener “Help me” med al den sødme og sensibilitet som denne fine sang om forelskelsens svimlende frie fald berettiger til. Her er hun: Læs mere »

Som tidligere omtalt har Mark Johnson fået lov til at re-mixe Dylans Most Likely You Go Your Way. Og nu er der kommet en video, også.

For snart længe siden skrev jeg en nostalgisk notits om traktørstedet Kruses Stue i Esbjerg. Det var her, jeg – og en håndfuld kammerater – fordrev tiden med at lytte til de toner, som jukeboxen kunne vederkvæge os med. En af de sange, jeg forbinder med stedet var den amerikanske countrysanger og -sangskriver Bobby Bares (eneste) pophit 500 Miles Away From Home. året var 1963.
Jeg kom i tanke om Bobby Bare i går, da jeg skrev lidt om Skeeter Davis. De to lavede to duoplader sammen. Og i dag falder jeg så over en notits angående genudgivelsen af et af Bobby Bares gamle albums Bobby Bare Bobby Bare Sings Lullabys, Legends & Lies (And More). Parentesen (And More) angiver, at der er supplerende materiale på jubilæumsudgaven, faktisk en hel ekstra cd.Pladen, der oprindeligt udkom i 1973 og blev en succes i USA, er interessant, fordi den bygger på et – lidt overraskende – samarbejde mellem den notoriske “redneck” Bobby Bare og selveste hippie-flipper-poeten Shel Silverstein. Blandt sangene på den genudsendte, udvidede og remasterede udgave, finder man fx Sylvia’s Mother, som Dr. Hook også gjorde til et stort hit. Bobbys egen version nåede en 12. plads på hitlisten i 1973.

500 Miles Away From Home – i en norsk optagelse fra dengang Kruses Stuen endnu fandtes:

Joni Mitchells tilbagevenden til musikken på kaffefirmaet Starbucks pladeselskab, “Shine”, er nu i handlen, og man kan lytte til samples her. Blandt andet får man en nyfortolkning af hendes gamle hit Big Yellow Taxi. Det er en plade, capac skal have i sin samling. Ingen tvivl om det.

Ungdomshuset – “Jagtvej 69” – bliver ved med at rumstere i medierne og i virkeligheden. De seneste dage har man kunne læse om unges hærgen og vandaliseren på Nørrebro. Og om nørrebroborgernes forståelige modaktion. Vi har skrevet det før: vold, hærværk, vandalisme er fuldstændigt uacceptable midler i kampen for et værested for unge. Og ingen – heller ikke foreningen af handlende på Nørrebro – bør bøje sig for den slags.
En anden – lidt pussig – historie er dukket op. Et foto af DRs generaldirektør Kenneth Plummer iført en pro-ungdomshus-t-shirt. Det spørgsmål, der straks melder sig i medierne er: Kan generaldirektøren gå rundt og reklamere for Ungdomshuset?
Det skal indledningsvis siges, at fotoet er taget en søndag, hvor Plummer havde fri og var taget med sin datter til Roskilde Festival. Alligevel – kan han tillade sig det? Umiddelbart: Ja. Plummer kan som privatperson mene, hvad han vil. Vi har ytringsfrihed i landet. Men sagen er en kende mere kompliceret.
Den ultra-borgerlige netavis 180 grader, som capac andetsteds har harcelleret over, har kastet sig over Plummer og spurgt ham, hvorfor han havde den på? Plummer svarer – i følge Jyllands-Postens referat: »Jeg var på Roskilde Festival sammen med min datter, og jeg mener ikke, at du eller andre skal lægge noget særligt i, at jeg har den T-shirt på…Det er i hvert fald ikke for at sende nogen politiske manifestationer«. For mig at se, så er det virkeligt problematiske ved Plummers udtalelse, at han – som forgrundsfigur for landets førende kulturinstitution – kan have en så naiv forståelse af t-shirten som politisk manifestation. Man behøver ikke at have en ret lang historisk erindring for at forvisse sig om, at t-shirten ikke kun har været et folkeligt beklædningsstykke, men også et kropligt banner, hvor folk kunne give deres meninger og holdninger til kende. Det er også frygteligt naivt af Plummer at tro, at han på en fridag, en søndag, vil kunne gå fredeligt rundt på Roskilde Festivalen (hvor adskillige journalister og mediefolk også vil være…) og flippe ud med datteren iført en sympatisør-t-shirt for Ungdomshuset. Det ville have tjent Plummer bedst, hvis han havde stået ved, at han havde sympati for sagen: Ungdomshuset på Jagtvej.

PS. Ikke overraskende kan 180 grader ikke undlade at insinuere, at Plummers t-shirt-manifestation skulle indebære en sympati for visse såkaldt autonome unges vandalisme og voldelige fremfærd. I rubrikken står der: “Efter at de autonome fra det såkaldte ungdomshus på Jagtvej 69 havde smadret både Nørrebro og Christianshavn, gik Danmarks Radios generaldirektør, Kenneth Plummer, til festival med støtte-t-shirt for “Ungdomshuset”. Formuleringen gentages umiddelbart efter næsten ordret. Dertil er kun at sige, at det med al ønskelig tydelighed afslører den endimensionelle tænkning, der bedrives på 180 grader. Man kan sagtens have sympati for sagen og tage afstand fra de unges kampmidler.

PPS. For sjov skyld har jeg søgt efter den omtalte – i øvrigt ganske neddæmpede – politiske t-shirt for Ungdomshuset. Uden held. Til gengæld har jeg fundet en række meget mere rabiate anti-Ungdomshus-t-shirts fra fx DFU, KU og andre repræsentanter for højrefløjen. Så sig ikke, at t-shirts med manifestationer er uden budskab…

Se også DRs hjemmeside, hvor der er en hel side for Ungdomshuset, og hvorfra fotoet stammer.

Plummer skal forklare sig over for bestyrelsen – forståeligt nok, når han nu ikke kan melde klart ud i første omgang…

Når man ikke er B-menneske, skal man ikke sove for længe. Man sover bare dårligt efter det tidspunkt, hvor man retteligen skulle være stået op. Altså: Op Lille Hans, op Lille Hans, op og slå på tromme! Ja, lille mor, ja, lille mor, ja, nu skal jeg komme! (hate that song…).

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en alder af kun 29 den 16. september 1977. Pitchfork fortæller, at 30-årsdagen markeres med forskellige dokumentar-programmer i BBC, en stor fotoudstilling og en række pladeudgivelser af Edsel Records. Vinylsingler med sjældne B-sider og to cd-udgivelser med musik og interviews: Live 1977 + In Conversation og Interstellar Soul.

Get It On – anno 1971:

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstråler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste års tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 år gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner på området som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Aftenens positive filmoverraskelse var Gideon’s Daughter, der blev vist på Svensk 2. Godt gemt af vejen kl. 22.25. TV-filmen er fra 2005 og produceret og instrueret af Stephen Poliakoff, der vist udelukkende har excelleret i tv-produktioner. Hovedrollerne – og grunden til, at capac brugte tiden omkring midnat på filmen – var Bill Nighy, den altid seværdige Miranda Richardson og Emily Blunt. Min begejstring for Bill Nighy har jeg tidligere luftet i forbindelse med filmen Pigen i caffeen. Og sjovt nok (og næppe helt tilfældigt) har de to film visse tematiske lighedspunkter. I begge film spiller Nighy en mand, der i kraft af kvinders indflydelse, må tage sit liv op til drastisk revision. I den første er han en tør embedsmand, hvis karrierebane slås ud af kurs af en ung, idealistisk og impulsiv dame. I den sidste er det en sørgende enke og en forsømt datter, der får den succesfulde PR-mands liv til at gå op i limningen – og limer et nyt liv sammen til ham. Nighy er rigtig god til at fremstille mandlig distraktion og åndsfravær, og han får et flot modspil af livstykket, Miranda Richardson, der er alt det Gideon Warner ikke er: farverig, nærværende, impulsiv, lidenskabelig… Mindst lige så interessant som disse to stjerner er den unge Emily Blunt, som nogle af bloggens tv-serie-narkomaner nok vil huske fra mindre roller i fx Poirot og Foyle’s War. Hun spiller Gideon’s sårede datter, der alene med sit smukke blik lader fader Gideon vide, at han har svigtet hende og moderen – og er på nippet til at miste hende. En mere end køn skuespillerinde, udsprunget af engelske skuespilkunst, som vi forhåbentlig får meget mere at se til. I følge IMDB er der allerede en lille håndfuld biograffilm, hvor man kan se hende. Blandt andet The Devil Wears Prada, som capac har til gode endnu. Hun – og Bill Nighy – modtog i øvrigt en Golden Globe-pris for deres roller i denne film.
I en større birolle (som implicit historiefortæller) ser man også Robert “Jericho” Lindsay.
Filmen er absolut værd at bruge et par timer på. Ikke så meget på grund af selve historien, der nok må siges at være temmelig forudsigelig, men på grund af skuespilpræstationerne, der får manus til at blive levende. Filmen kan fås på dvd – også i Danmark. God fornøjelse.

Se en (svensk) trailer her.

Til morgen blev jeg grebet af lidt mismod. Jeg skal aflægge det lokale jobcenter et besøg, en såkaldt “jobsamtale”. Med indkaldelsen fulgte hele 4 A-4 sider, der emmer af en ting: kontrol. Mest overraskende er nok følgende linje: “De skal være opmærksom på, at du på mødet kan blive henvist til ledige job”. At tænke sig! Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde!
Nå, men mismodet lettede lidt med morgenkaffen og hundeluftningen. Og endnu bedre blev det, da postbuddet kom med en cd og Eivind Johnsons Brændingens Brus. Et umanerligt velholdt eksemplar af 1. udgaves første oplag. Halvlæder med Svend Ottos fine forside (billede følger nok). Og højst læst en enkelt gang. Den må have stået i fred og ro på en bogreol et tørt og skyggefuldt sted i mange herrens år… De små, store glæder!

Den homeriske tone anslås fra starten:

“Solen, den medlidende og grumme Helios, en af Gudernes Spioner, med andre Navne i barbariske Stater og Menneskesammenhobninger, gjorde ikke Udslaget, naar de skulde tælles. Et Aar kunne være som et Decennium eller som en Dag.”

Menneskesammenhobninger – sådan et ord møder man ikke ret ofte nu til dags…

PS. I går slog jeg en gammel rekord: Antallet af indlæg nåede op på ni stykker. Tja.

Opdatering: Job-samtalen blev overstået. En vældig sød dame forestod de 20 minutter. Lidt AF-CV-gymnastik, der afslørede store mangler ved systemets søgefunktion. Lidt analyse af jobmuligheder, der (igen) afslørede det politisk-bureaukratiske niveaus uforstand. Lidt venlige ord og smil. Og afskedssalutten: Jeg håber ikke, at vi mødes igen! (i hvert fald ikke i denne sammenhæng…). Ha, ha, ha… Ud i efterårssolen igen.

Netop som man for alvor var blevet bekymret for, om Amy ville gå i fodsporet på Janis Joplin, Billie Holliday og andre af musikkens drikfældige kvindelige kunstnere, dukker hun op til Mercury Awards showet og synger, så man glemmer alle hendes aflysninger osv… Love is a loosing Game.:

Citat:

“Normal people spend time thinking, ‘What am I going to do with my life?’ I spend my time drinking.”

Læs mere her.

Todd Haynes biograffilm om Bob Dylan har været vist på filmfestivalen i Venedig, hvor især Cate Blanchetts portræt af en ung Zimmermann har overrasket kritikerne positivt. Der tales om Oscar-nominering. Det forlyder også, at manden selv  har velsignet filmen. Det er vist aldrig overgået en Dylanologisk film før.
Tilbagespoling.