Indlæg tagget med Musik

Bruce Springsteen “Radio Nowhere” – video

5. september 2007

Se Bruces Springsteens forrygende video til det lige så forrygende singleudspil “Radio Nowhere”. Det rykker bare – her! I just wanna hear some Rythm, I just wanna hear some Rythm, I just wanna

Nu også på YouTube – her.

Janis Martin, rockabilly-pioner – død, 67

5. september 2007

Janis Martins navn er uløseligt forbundet til Elvis Presleys, fordi hun havde fornøjelsen af at være hans kvindelige modstykke på RCA Victor-pladeselskabet, da han begyndte sin karriere der i 1950’erne. 15 år gammel fik hun et kanonhit med “Will You Willuym”, der solgte stort og lå på Billboards top 10-liste. Siden arbejdede hun sammen med navne som Johnny Cash, Carl Perkins, Hank Snow, Porter Wagoner og Jim Reeves.
Nu er hun ikke mere. Canceren gjorde det af med hende. Æret være hendes minde.

Videoer: Læs mere »

Paravion – genudgivet

5. september 2007

I strømmen af musikudgivelser vil der ofte være gode plader, der overses og – af den ene eller anden ubegribelige grund – går i glemmebogen. Andre overlever, fordi nogle kultdyrkere, samlere og musikelskere ikke glemmer dem.
For mange år siden var forfatteren, journalisten m.m. Erik Thygesen en af de musikanmeldere, jeg læste med interesse, fordi han blandt andet havde et godt blik og øre for dansksprogede sangtekster i diverse udgivelser. Og jeg husker, at han fx fremhævede gruppen Paravion som fornyere af dansksproget rockmusik.
Nu har en anden afficionado, nemlig Tømrer-Claus, der bestyrer Karma Music, genudgivet gruppen to albums fra 1981 og 1983 (Paravion og Glødestop). Udgivelsen har fået titlen 81+83=07. En udførligt omtale finder man her. Pladen kan købes hos Karma Music (link i højre side).

Jandek spiller i århus den 11. november på Voxhall!

5. september 2007

Den tidligere omtale musikalske ener, Jandek, giver koncert i århus den 11. september (ledsaget af Alex Nielson og Phil Todd). Billetterne er til salg, så hvis man er til “grim” musik, der bestemt ikke ønsker at behage sarte FM-lyttelapper, men udfordrer ens opfattelse af, hvad musik kan være, så er Jandek værd at høre.

Help! – nu som dvd

5. september 2007

Hvad du ønsker, skal du få. For ikke så længe siden efterlyste capac en dvd-udgivelse af Beatles’ anden film, den af Richard Lester instruerede Help! Og nu beretter Gaffa, at det sker den 30. oktober, hvor en luksusudgave sendes på gaden. Nok så interessant er det, at udgaven rummer en halvtimes dokumentar med interviews og film-optagelser fra optagelsen – og en lille bog med hele det oprindelige manus, fotos og andet godt.

Relevante klip: klip1(Got to hide your love away), klip2 (Ticket to Ride – trailer fra filmen, hvor man bl.a. ser en vis Leo McKern..) og klip3.

Korte bukser, sandaler og efterårets komme

5. september 2007

De korte bukser er smidt. Men sandalerne holder skansen endnu…

Talking ’bout MY Generation..

5. september 2007

Furiosa derovre i Eire fortsætter udi det musikalske med en sjov og fin udgave af The Whos generationshymne My Generation. Og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at bringe en udgave med Hvemmerne selv – her fra Monterey Pop Festivalen med smadrede guitarer, rablende Moon og hele udtrækket…

Vi tager lige en mere – The Who trykker den af i The Marquee Club anno 1967. Her.

The Small Faces

4. september 2007


I går aftes var der et kort program på DR2 om kondomer, fra de gamle ægyptere til AIDS-tiden. Undervejs så man nogle klip fra et gammelt tv-gætte-underholdningsprogram, hvor en meget ung Jørgen de Mylius og en lige så ung Suzanne Brøgger medvirkede. Og jeg kan ikke se, læse eller høre om Mylle uden at få musikalske associationer. Som tidligere beskrevet (i smartloggen Torsdag, d. 4. maj 2006) har hans virke præget denne signaturs musikalske afhængighed meget.
Denne gang kom jeg i tanke om de mange gange Mylius reklamerede for albummet Ogdens’ Nut Gone Flake, som gruppen The Small Faces udsendte i 1968. Albummet var gruppens svar på Beatles Sgt. Pepper, deres psykedeliske plade. Pladecoveret var – og det gjorde Mylius meget ud af at fortælle og gentage – formet som låget på en pibetobaksdåse. Det var vist første gang man lavede et cirkelrundt cover… Pladen er i øvrigt udgivet i en luksus-cd-version i form af en tobaksdåse, indeholdende hele tre cd’er.
The Small Faces bestod af Steve Marriott, Ronnie Lane, Kenney Jones og Jimmy Winston, der afløstes hurtigt af Ian McLagan. De fik en kort hektisk karriere fra 1965 til 1969, hvor forgrundsfiguren Steve Marriott dannede heavy-bandet Humble Pie og de resterende slog kludene sammen med sangeren Rod Stewart og droppede Small i navnet.
Gruppen var et af de bands, der – af uforståelige årsager – aldrig rigtig slog igennem i USA. Man skulle ellers tro, at denne mod-gruppes stærkt amerikansk-inspirerede rythm-and-blues ville falde i amerikanernes smag. Til gengæld havde de så stor succes i Europa, hvor de fik en række solide hits med sange som debuten “Whatcha Gonna Do About It”, “Sha-La-La-La-Lee”, “All Or Nothing”, “Itchycoo Park”, “Lazy Sunday” og “Tin Soldier”.
Albummet Ogden’s Nut Gone Flake, der blev en kritiker- og publikumssucces, blev også en slags sidste kapitel for gruppen. Som det var tilfældet med Beatles’ Sgt. Pepper var det næsten umuligt for bandet at genskabe pladen på en scene. Kun en gang lykkedes det dem at gøre det, og det var i en BBC-tv-udsendelse. På det tidspunkt var rygterne om bandet opløsning i fuld gang.
For capac står Small Faces for noget af det mest seje, rockende, slidstærke musik fra den periode. De tilhørte en klasse, hvor man også finder The Rolling Stones.
Her er de med en fin optagelse af Tin Soldier fra Hollandsk tv: Læs mere »

Huset overlever med musik

4. september 2007

En af de kulturoptimistiske, gode nyheder i forgangne uge var, at omtalte kulturinstitution Huset i århus er reddet de næste to år frem. Kommunen havde fundet en “glemt” konto, hvor stod ubrugte penge (mon der er flere af den slags konti!?). Der går også rygter om, at politikerne arbejder på at lave en permanent ordning for Huset.
En lang række kunstnere følger op på det glade budskab med et to-dages støttefestival “Musikere for Huset”, der afvikles i dagene 14.-16. september. Blandt deltagerne er: Niels Skousen, På Slaget 12, baSix, Pernille Vallentin, Kaare Norge, Sara Grabow, Magnified Eye, Ehlers/Thejsen og Hang I Samme Pat Jam Band. Mere på Gaffas side.

Et fjols som mig

4. september 2007

Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er det samme et eller andet sted – fik jeg Elvis-sangen til at spille på den indre pladespiller. Igen og igen. Det gør ikke noget.

Odysseus på svensk

3. september 2007

Da capac gik på gymnasiet for mange år siden, var Odysseen om ikke ligefrem obligatorisk læsning, så dog en referenceramme, man ikke kom uden om, hverken i Old, Dansk eller andre fag. I 1. g. havde vi gymnasiet rektor til dansk, og han henviste os på et tidspunkt i forbindelse den obligatoriske læsning af svensk litteratur på svensk til Eyvind Johnssons gendigtning af Odysseen “Brændingen brus” (“Strändernas svall”, oversat af Ib Kruuse-Rasmussen, 400 sider) fra 1948. Siden har jeg gjort et par halvhjertede forsøg på at få fat i et eksemplar, uden held. Det har jeg så nu, som man sikkert allerede har gættet. Efter at have blogget lidt om bogen i Mattias’ blog, lagde jeg bogen ind på min ønskeliste på antikvariat.net og – dagen efter – kom et tilbud om en halvlæderindbundet udgave. Det er til at blive helt overtroisk af…
I øvrigt skrev jeg lidt om Odysseen for nylig i forbindelse med min omtale af filmen Bourne Ultimatum. Og det hele kommer nok af, at jeg genlæste James Joyce Ulysses i sommerferien…
Tilføjelse: I gymnasiet fik jeg Otto Gelsteds fordanskninger af Odysseen og Illiaden – i flidspræmie (mon sådan noget findes mere?).

En svensk anmeldelse af genudgivelsen.

Fremskridt?

3. september 2007

I sidste uge blev jeg truet med vold.
I dag fandt jeg en pung fuld af plastikkort og fotos o.a., som nu er
returneret til den glade ejer. Made his day.

Søndag morgen

3. september 2007

Dagens musikalske indslag er af Velvet Underground & Nico, “Sunday Morning”. Den er smuk, tidløs, frisk som blev den skrevet her til morgen:

The Wedding Date

3. september 2007

Nogle gange (altid?) skal man lytte til sine indre forbehold. I går så jeg filmen The Wedding Date (2005, instrutør: Clare Kilner) på TV2. Jeg havde lige læst handlingsreferatet i et blad: En ung kvinde, Kat (spillet af Debra Messing, der – i følge Frøkenen – er kendt for en rolle i serien Will & Grace) skal til sin halvsøsters bryllup, hvor hun dels skal være sammen med den pukkelryggede og så sin eks-kæreste. For at drille eks-kæresten og tage fusen på familien hyrer hun en mandlig escort (i skikkelse af Dermot Mulroney), som hun så forelsker sig i og vice versa. Plottet virkede umiddelbart kendt. Delvist i hvert fald. Min bedste vens bryllup osv. Allerede her skulle jeg måske have valgt noget andet at fordrive tiden med. Bedre blev det ikke, da filmen kom igang. Efter et par minutters tid udbryder fruen, som er en meget garvet filmseer: “Er den ikke lidt langsom i optrækket?”. Eller noget i den retning.
Og, jo. Filmen kørte i af sted i luntetempo. Og det blev den såmæn ved med frem til den ganske forudsigelige slutning. Det var Romanbladet light. Mulroney gjorde, hvad han skulle og kunne: se godt ud. Mere var der åbenbart ikke at presse ud af manus. Debra Messing var da sød, men hverken påfaldende charmerende eller morsom, og at postulere, at escort-fyren – eller for den sags skyld nogen anden mand – skulle falde pladask for Kat, må være ren skrivebordsfantasi. Her er vi langt fra Julia Roberts, for slet ikke at tale om Kathrine Hepburn… Man forstår godt, at hendes liderbuk af en eks-kæreste kastede sig over halvsøsteren. Når det lykkedes at følge filmen til sin ende, så skyldtes det primært birollerne, som dog var ok. Sarah Parish som den nederdrægtige moder til pigebørnene og Peter Egan som pap-faderen til Kate fungerede. Ellers var det mere end let underholdning. Filmen får at uransagelige grunde 5.4 stjerner på IMDB.

Forråelse

3. september 2007

I weekendens Information kunne man læse, at forfatteren Carsten Jensen opfattede den danske deltagelse i Irak-krigen som udtryk for en generel forråelse i samfundet. Forråelse er sådan et godt ord. Og måske har han ret. Er der ikke sket en sådan forråelse af vores adfærd?
Døm selv. Her er to små historier fra livet i Danmark.
For små ti år siden var jeg til jobsamtale i Herning. På vejen hjem med tog gjorde to unge, somaliske drenge sig bemærket ved at latterliggøre togkonduktøren, fordi de ikke havde nogen billet og tydeligvis ikke havde i sinde at betale for en sådan. Efter langt tids skænderi og mundhuggeri kontaktede konduktøren togføreren og fik toget standset. Politiet blev tilkaldt, og toget kørte først videre, da de to unge var smidt af.
I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse om en ældre kvindes oplevelser i Arriva-toget fra Skive til århus, hvor hun og barnebarnet på 14 havde den tvivlsomme fornøjelse at køre sammen med et flok påvirkede AGF-fans. Fodboldfolket kom fra en kamp, som deres klub havde tabt til Viborg. I følge den ældre dames beretning (læs den selv) fik de afløb for frustrationerne ved at overøse en 14-årig dansk dreng af irakisk afstamning med nationalistiske og fremmedfjendske ytringer, cigaretskodder, affald og ølflasker. Togkonduktøren var vidne til begivenhederne, men reagerede ikke. Togføreren forsøgte at få de urolige elementer til at dæmpe sig via højtaleranlægget, men fortsatte kørslen, da påtalen ingen effekt havde.
Heldigvis lykkedes det et mindretal af AGF-fans at sørge for, at drengen og den gamle dame ikke led yderligere overlast.
Forråelse?