Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Black Seagull – Random Satellites

20. marts 2014

I dag udkommer bandet Black Seagulls debutalbum Random Satellites på en 12″ vinyl (og de obligatoriske downloads). Black Seagull består af Bo Morthen (sang), Bjarni Olsen (guitar), Benjamin Hammerum (guitar og kor) og Mads huhl (trommer, slagtøj og kor). Det er en plade, der efter sigende har været længe undervejs, fordi ideerne til pladens sange ikke kunne finde et passende afløb i de musikalske sammenhænge, som sangskriver Bo Morthen var involveret i. Historikken afspejler sig dog ikke i pladens musik på anden måde end, at den virker godt gennemarbejdet og autentisk.

Random Satellites består af seks sange, der har et bredt musikalsk udtryk. Titelsangen “Black Seagull” er en mørk, lidt mystisk sang, der trækker på moderne garage-psych og alt-country, og Bo Morthens mørke, bløde vokal kan minde lidt om en ung Johnny Cash i forbifarten. “I heard it from you” er en akustisk anlagt, melankolsk  ballade om et kærlighedsforhold, der er fortid. Sangen består stort set kun af en stemme og en guitar, men får et atmosfærisk løft af lidt kor og elguitar på passende afstand i baggrunden. Derfra går det videre til en regulær rocker “Don’t know why i came” med huggende trommer og guitarer i en sang om at sætte sig selv på spil i kærlighedens tjeneste. Det er en lige ud af landevejen no bullshit-rocksang, der opsummerer, hvad Black Seagulls varemærke er: uforfalsket spilleglæde og en ukompliceret tilgang til musikken. Et klassisk rocksetup med guitarer, trommer, bas og sang og en god, iørefaldende sang er sådan set nok.

Sang nr. 4 “And the kids will howl” er også et rocknummer. Lidt mere sofistikeret i sit arrangement. men skinnet bedraget lidt, for basalt set er det også en enkel rocksag, der sender kærlige tanker hen på bl.a. Rolling Stones og lyden af moderne alternativ rock. “Fire” derimod er pladens anden akustiske ballade, krydret med elguitarlyd og slagtøj. En melodiøs, patosfyldt sang, der står i gæld både til poppen og den akustiske folk-rock fra Dylan over Bruce Springsteen og videre.

Rosinen i pølseenden er sangen “Half past summer”, der også dyrker det umiddelbare akustiske udtryk, hvor den grundlæggende vokal + guitar-konstellation stlle opgraderes til flerstemmighed og flere guitarer. En tilbageskuende sang, der hører til pladens afdæmpede afdeling og demonstrerer spændvidden i Black Seagulls udtryk. Og den peger nok frem mod det album, der må ligge i kortene hos Black Seagull.

Alt i alt er Random Satellites et udspil, der viser, at Black Seagull har meget at byde på. De fire musikere forvalter rocktraditionen med stor personlighed i udtrykket og ikke minds en mærkbar spilleglæde. Vinylen burde kunne finde vej til rockelskernes pladespllere. Hermed anbefalet.

Black Seagull. Random Satellites. Produceret af Benjamin Hammerum. Udkommer i dag.

En jubilar: Bob Dylan – 19. marts 1962

19. marts 2014

Bob Dylans debutalbum blev indspillet den 20. og 22. november 1961. Dylan havde fået en femårig standardkontrakt med pladeselskabet og havde brugt dagene op til indspilningen på at optræde og lave research hjemme hos sin kæreste Suze Rotolos søster, der havde en større samling plader med folkemusik. Efter sigende var det en frustrerende pladeoptagelse for produceren John H. Hammond, fordi Dylan ikke kunne stå stille ved mikrofonen og havde en sjusket udtale af ordene. Men pladen kom i kassen og er i dag at betragte som et hovedværk i mandens produktion og i det tyvende århundredes musikskat.

Støj-punk fra Syracuse, New York: Perfect Pussy

18. marts 2014

Hvis man gik og troede, at punken og støjrocken havde lagt sig til hvile, så tog man gevaldigt fejl. I hvert fald sætter bandet Perfect Pussy strøm til og skruer op for støjniveauet på deres debutalbum Says Yes to Love. Det er næsten komplet umuligt at høre, hvad forsangerinden Meredith Graves synger om, men det er nok også mindre væsentligt. The Medium is the Message. Sådan har det altid været i støjrocken. Lyt til det 23 minutter lange album her.

 

Capac anbefaler: Bosteen+Holst – Echo Lane

16. marts 2014

Jeg skulle ikke lytte ret længe til den nye plade med Bo Steen Mikkelsen og Jeppe Holst før jeg tænkte: Singer-songwriter. For et gennemgående træk på pladen er Bo Steens vokal og guitar. Og det er heller ikke helt gal i byen, men skinnet bedrager lidt. For som tilfældet er med meget af den musik, der udkommer i disse år, så er musikken på Echo Lane farvet af alskens generer – fra jazz over latinamerikanske toner, country og andre sider af americana og videre til den rene vokalpop.

På pladen får Bo Steen og Jeppe Holst (guitar og bas) god støtte fra trommeslageren Casper Hegstrup (kendt fra Cody), Leif Bruun (ukulele og pedal steel), Mads Hedegaard (slagtøj) og Nikolai Kornerup. Og det samlede indtryk er en hypergennemarbejdet plade. Der er ikke tale om en decideret concept-plade. Sangene kredser om eksistentielle emner som: den rastløse søgen efter mening med livet, livets hast kontra behovet for nærvær og livets som en spændetrøje og frihedslængsel. Tekstuniverset holdes sammen af det musikalske, hvor duoen har fundet et homogent udtryk, der nærmer sig en særlig stil, der er præget af Bo Steens bløde maskuline sangstemme, den akustiske strengeleg og de indsmigrende melodier.

Echo Lane er avanceret singer-songwriter-kunst eller om man vil sofistikeret pop for voksne ører. Singleudspillet “Antidote” er allerede røget i rotation på DRs P4. Og det skulle undre mig, om  ikke andre af pladens sange kunne følge den. Hermed anbefalet.

Bosteen+Holst. Echo Lane. Producer: Leif Bruun. Eget forlag. Udkommer i morgen.

Capac anbefaler: Cilay – en popep

16. marts 2014

“You’d think that people would have had enought of silly love songs./ But I look around me and I see it isn’t so.” sang Paul McCartney i sin sang om “Silly Lovesongs”, hvor han slog et slag for den ubrydelige forbindelse mellem kærlighedslivet og poppen. Og denne solidaritet finder man også på sangerinden og sangskriveren Cilays nye eponyme ep. De ialt fire sange kredser på hver deres måde om kærlighedens uomgængelighed og besværlighed. Måske er temaet tydeligst i ep’ens eneste engelsksprogede sang “Without you”, der handler om kærligheden som tryghedens favn og havn, hvor den anden er den brik, der får livets puslespil til at gå helt op.

Og tematikken modsvares af renlivet feminin pop. Den 33-årige Cilay besidder en fin, lys og meget piget stemme, der står godt til de melodiøse sange, der svinger mellem det akustiske udtryk og det popelektroniske. Desværre fremgår det ikke af pr-materialet, hvem der hjælper Cilay på pladen, men fx får hun hjælp af en behagelig maskulin sanger på “Without you”, og de anonyme musikere på pladen indfanger fint det luftbobbellette popunivers, Cilay omgiver sine kærlighedssange med.

Cialys ep er sådan en lille let, forglemmelig popting, der let ville kunne glide ind på radiostationernes playlister og appellerer til ens popøre. Hermed anbefalet.

Cilay. Cilay. Producer: Andreas Mørck. Cilay Music. Udkommer i morgen

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 7 af 663« Første...3456789101112...Sidste »