Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Erland & the Carnival

28. august 2014

De små formater er i vælten igen, sådan som de var før LP’en storhedstid. Og derfor sidder jeg her med en single (og et album) med Erland & the Carnival. De er tale om to numre – Birth of a Nation og Wrong – der begge er hentet fra bandets nye album Closing Time, der netop er udkommet her i landet på Target Records.

Erland & the Carnival består af Erland Cooper og Simon Tong (der har en fortid i The Verve, The Good, The Bad & The Queen og Gorillaz) og Closing Time er deres tredje fælles album.

Singlen er og bør være en døråbner til albummet. Og sådan er det også. “Birth of a nation” er en ægte popperle, der er drevet fremad af piskende trommer, et energisk klaver/piano og med Erlands gode, drengede stemme svævende over rytmelaget. Det er en melodi, der har noget nærmest ABBAsk over sig, uden at jeg tror, at hverken Erland eller bandet er direkte inspireret af svenskerne. Men nummeret har samme medrivende, iørefaldende intensitet som dem, når de var i det hjørne.

“Wrong” derimod er en helt anderledes nedtonet sag, der består af et yderst diskret symfonisk arrangement, lidt electronica og så Erlands stemme. Det er en sang, der nok har popkvaliteter, men i øvrigt er mere indadvendt og lukket om sig selv end man forventer af en popsang.

Og på den måde giver singleudspillet et udmærket signalement af spændvidden på bandets nye album “Closing Time”. Her har vi både et forførende popsange, der skriver sig ind i den store velorkestrerede poptradition, som bl.a. ABBA tilhører. Som fx i titelsangen “Closing Time”. Og i den anden ende har vi sange som “Wrong” eller “Quiet Love”, der er mere introverte og meditative. Og det er nok dette lag af sange, der har overvægten på pladen.

Overordnet set, så har Erland og Co. en forkærlighed for symfoniske arrangementer, der er subtilt diskrete og underordnet de popkvaliteter, der er i sangene. Det er musik, der – i mine ører – tager sigte mod albummediet mere end popradiostationernes hitplaylister. Og det skal forstås som en kvalitet.

Man bør lytte til Erland & The Carnival, hvis man er et popøre, der ud over fængende hitkvaliteter søger det eftertænksomme og kontemplative.

Erland & The Carnival. Birth of a Nation. Full Time Hobby. Er udkommet.

Erland & the Carnival. Closing Time. Target Records. Er udkommet.

Genhør: Blue Cheer – Vincebus Eruptum (1968)

27. august 2014

Da Blue Cheers debutalbum Vincebus Eruptum udkom i 1968 fik den en del kommentarer og afspilninger med i Danmarks Radio hos Jørgen Mylius o.a. Og en anekdote, der flere gange blev fortalt i den forbindelse var, at medlemmerne i Blue Cheer var tidligere Hells Angels-medlemmer, der havde stillet motorcyklen til side og grebet instrumenterne.

Det var dog en mytologisk anekdote, der ikke helt havde hold i virkeligheden. Et gran af sandhed var der god i den forstand, at bandets første manager var fra Hells Angels, og at bandet optrådte ved adskillige bikertræf i San Franciso-området. Men ellers opstod Blue Cheer – der efter sigende tog navn efter et populært LSD-produkt i tiden – i det frodige musikalske miljø i tressernes San Francisco. Og inden den første plade blev indspillet havde der allerede været adskillige musikere ind over, inden grundstammen blev fastlagt med Dickie Peterson (sang, bas), Leigh Stephens (guitar) og Paul Whaley (trommer).

Vincebus Eruptum fik rigtig gode anmeldelser, da den kom frem, og klarede sig nogenlunde på hitlisterne uden at blive storsælgende. Med til at fremme successen var, at Blue Cheer havde lavet en fortolkning af Eddie Cochrans glansnummer “Summertime Blues”, der indleder albummet. Og netop denne flossede, majestætiske udgave var i højeste grad med til at definere Blue Cheers eftermæle som et band, der var med til at grundlægge heavy metal-genren. Til anekdoterne hører historien om, at gruppen ødelagde alle højtalerne i Amigo Studios i North Hollywood, hvor pladen blev indspillet i 1967. På grund af lydniveat.

Selv om man godt kan høre på Vincebus Eruptum, at Blue Cheer udsprang af den psykedeliske musik i San Francisco i tresserne, så er det den rå, støjende bluesrock, der først og fremmest kendetegner bandet. Det understreges nok allerbedst i det næsten otte minutter lange nummer “Dr. Please”, hvor den forvrængede guitar og de buldrende trommer får lov til at folde sig helt ud.

Genhørt her mere end 45 år efter udgivelsen, så har jeg lidt svært ved at identificere pladen som heavy metal. Nej, der er tale om hård blues-rock, der er udtænkt og udført under inspiration af datidens store dynamiske trioer, Jimi Hendrix Experience og Cream ikke mindst. Og som i disse bands kompenseres der for trioens begrænsninger ved et højt lydniveau og frenetiske instrumentale udladninger. Og det skal forstås som en udmærkelse…og Blue Cheer overgik dem alle i den henseende.

I forskellige gestaltninger har Blue Cheer været aktive helt frem til starten af dette århundrede, men de har på intet tidspunkt nået samme højder som på debutpladen, der er og bliver en indflydelsesrig klassiker i støjrocken, Såvel Sonic Youth som Neil Young må have lyttet meget til den plade genenm tiden.

Vincebus Eruptum er et album, der holder 100% og bærer sin alder med stor friskhed og en energi, der må gøre mange moderne rockmusikere blege af misundelse.

Twist – da kroppen slog sig løs i tresserne

25. august 2014

 

chubbychecker-twistwithchubbychecker

 

På DR1 kunne man kl. 12.20 se et lille program med titlen “Husker du – Highlights fra 1960’erne”. Og afsnittet handlede som musikken og ungdommen i tresserne og viser bl.a. optagelser af den twist-feber, der greb den vestlige halvkugle. Og den forbindelsen vises der et klip fra twistkongen Chubby Checkers besøg i Sverige. Hele det svenske program kan ses nedenfor. Og det giver i sin helhed et ganske godt billede af, hvilket musikalsk skred den nye musik – rock og beat – udsatte det velfriserede borgerlige samfund for.

 

 

 

 

 

 

Capac anbefaler en glemt single: Tracey Thorn synger Molly Drake

25. august 2014

Der udkommer rigtig mange plader hver år. I Danmark alene i omegnen af 5000 udgivelser om året. Og det siger sig selv, at man slet ikke får lyttet til andet end en brøkdel af de mange plader og at man af samme grund let går glip af fine øjeblikke. Således var det forbigået mit øje og øre, at sangerinden Tracey Thorn (fra bl.a. Everything but the Girl), som jeg længe har holdt meget af at lytte til, i forbindelse med den seneste Record Store Day indspillede en lille single/EP med sange af Molly Drake, den afdøde singer-songwriter Nick Drakes mor. Thorn indspillede to sange – How Wild the Wind Blows og Night is my friend – der skulle være med i en dokumentarfilm om Molly Drake, som BBC havede. Og de to sange blev så indspillet og kom på en 7″ udgivelse. På indspilningerne fik Thorn hjælp af sin makker fra Everything but the Girl, Ben Watt, så man kan godt påstå, at der også er tale om en ny  udgivelse fra gruppen…

De to sange er skåret ind til benet, alt overflødigt er pillet bort og sangene står helt afbarkede og nøgne og fremhæver Tracey Thorns fortrinlige stemme, som jeg sætter mere og mere pris på.

Capac anbefaler: Ladylion – To the Wishing Well

24. august 2014

Ladylion er både et bandnavn og en slags dæknavn for bandets sangerinde og sangskriver Randi Løvendahl. Løvendahls rødder er i den jyske hovedstad Aarhus, men pladecoverets selviscenesættelse indikerer, at musikken har et internationalt perspektiv: Og det holder også stik, for musikken på pladen er angiveligt blevet til i både Paris, Berlin og de forenede stater.

Skal man kort karakterisere den musikalske stil på pladen kunne man forsøgsvis kalde den en moderne form for symfonisk poprock. Nærmere bestemt er der tale om ni poppede sange, der arrangeret omkring Randi Løvendahls kønne og pigede stemme og guitaren. Omkring denne kerne danser så celloer, perkussion m.m. og giver det hele et symfonisk anstrøg uden at det hele ender i den slags symfoniske rock, vi fik serveret i 1970’erne.

I PR-materialer nævnes Fleetwood Mac som en mulig inspirationskilde, og det er da heller ikke helt galt at se Ladylion i sporet efter Flettewood Macs melodiske stationrock fra omtalte årti, ikke mindst i de sange, Stevie Nicks stod for. Men Ladylion er mere pop end rock og udfordringen for Ladylion ligger nok i både at skrue op for de fængende og iørefaldende popmelodiøse hitkvaliteter og måske også at lade den rockede kant komme mere til sin ret. Men alt i alt har Ladylion med debutpladen leveret en endog meget sympatisk kurv fuld af behagelige popsange, der understøtter en let melankolsk stemning. Hermed anbefalet.

Ladylion. To The Wishing Well. DME. Udkommer i morgen.

 

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...