Indlæg tagget med Musik

So what!?

17. november 2016

Bob Dylan  dropper Nobelprisfestlighederne, fordi han er ‘optaget andre steder’ (hans skal nok på scenen, hvis jeg ikke tager helt fejl). Men han er stadigvæ ‘beæret’ over prisen. Nu kan priskommiteen og medierne så endnu engang gå i selvsving, men i virkeligheden er det en bagatel. Dylan er kunstner og prioriterer sit virke som sådan højst. Basta. Send prisen med posten.

Capac anbefaler: Stig Skovlind – Kaffe og Kærlighed

15. november 2016

I 2014 havde jeg fornøjelsen af at omtale Stig Skovlinds album Nærmeste solopgang. Og jeg hæftede mig dengang ved Skovlinds livsbekræftende, lyse og optimistiske tilgang til tekst og musik. Og nu er Skovlind så ude med en ny plade – en EP – med titlen Kaffe og Kærlighed. Og titlen på albummet  afslører nærmest, at Skovlind og Kaffeorkesteret fortsætter deres rejse ud ad de lyse spor. Her får tidsåndens melankoli ingenlunde frit spil. Og godt for det. Det er dejligt med et modspil til den tendentielle hængemuleri i populærmusikken… Så er det sagt. Og Skovlind udtrykker det helt fint i titelsangen, hvor det bl.a. hedder:

Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved

:Så længe vi har kaffe og kærlighed:

Vi løb væk over broerne – vi var på vej
Vi blev væk under skyerne – vi var på vej
Til vi faldt over ordene – jeg elsker dig

Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved

:Så længe vi har kaffe og kærlighed:

Og opdriften og lyset afspejles på smukkeste vi i musikken. Skovlind har skrevet en håndfuld – ja, fem – meget iørefaldende sange. Og musikken er en kulørt, krydret, velduftende og indtagende omgang pop, der er tilsat alskens ingredienser fra afrikansk, caribisk og latinamerikanske musikstilarter. Undervejs kan pladen sætte associationerne i retning af Paul Simons leg med det afrikanske og verdensmusikalske. Men Skovlind og Kaffeorkesteret (og en række gæster) har skruet deres egne sublime, sammensatte arrangementer sammen, så de både får tag i de indre dansesko, underlivet og hjerterødderne. Sådan som god iørefaldende, dansant pop har for vane at gøre.

Den lille EP – eller er det et minialbum? – burde kunne tilfredsstille ethvert popøre og burde blive råspillet på landets radiostationer. Hermed anbefalet.

Stig Skovlind og Kaffeorkereret. Kaffe og kærlighed. Produceret af: Skovlind og Lars h. Nissen. Giant Sheep Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: The Great Dictators – Women

14. november 2016

Women hedder den københavnske trio the Great Dictators seneste album. Og med den afrunder de trilogien Holy Creatures. Jeg kender ikke de to foregående plader – Liars og Killers – og vil derfor forholde mig til treeren som selvstændig udgivelse.

Og man kastes med det samme ud i et mørkt rum, hvor tunge, slæbende guitarakkorder akkompagnerer forsanger Dragut Lugalzagosis nærmest dovne stemme, der fremfører sangen “Hands”. Og de andre instrumenter – tangenter, trommer m.m. – følger trop i samme tunge, henslæbende mørke, der næsten truer med at lukke sig om sig selv og gå helt i stå.

Sådan går det dog ikke. Men vi befinder os i et post-Joy Divisionsk post-punk-univers, hvor det dystre, det depressive, melankolske og mørke dominerer – som livssyn og som musikalsk stilart. Godt nok er det musik, der hæfter termen rock på sig, men det er ikke den rock, der vil fejre den dionysiske livslyst og -appetit. Det er snarere en rockform, der i forlængelse af Joy Division og før dem Velvet Underground vil hente sin inspiration i virkelighedens negative og destruktive energier og sider. Ja, der er noget nærmest apokalytisk over Great Dictators insisteren på at overgå Joy Divisions og Velvet Undergrounds standarder for mørk rock. De tre københavnske mørkemænd befinder sig på sæt og vis på den livsbekræftende rocks bagside. Og på den måde bliver The Great Dictators repræsentanter for nogle civilisationskritiske og kulturpessimistiske tendenser, der lurer rundt omkring i vores aktuelle kulturelle konjunktur. Og Women føjer sig ind i en lang række post-punk-rock-plader, der har det tilfælles, at de itone- og ordsætter den moderne civilisations mørke- og skyggeside.

The Great Dictators. Women. Produceret af bandet selv. Royal Toad Records. Er udkommet i denne måned.

Adam om Leonard

13. november 2016

My sister and I just buried my father in Montreal. With only immediate family and a few lifelong friends present, he was lowered into the ground in an unadorned pine box, next to his mother and father. Exactly as he’d asked. As I write this I’m thinking of my father’s unique blend of self-deprecation and dignity, his approachable elegance, his charisma without audacity, his old-world gentlemanliness and the hand-forged tower of his work. There’s so much I wish I could thank him for, just one last time. I’d thank him for the comfort he always provided, for the wisdom he dispensed, for the marathon conversations, for his dazzling wit and humor. I’d thank him for giving me, and teaching me to love Montreal and Greece. And I’d thank him for music; first for his music which seduced me as a boy, then for his encouragement of my own music, and finally for the privilege of being able to make music with him. Thank you for your kind messages, for the outpouring of sympathy and for your love of my father. [Adam Cohen]

 

Nej, jeg skal ikke slippe Leonard Cohen med det samme. Han stemme lyder endnu et sted i mit hovedes kakafoni af stemmer. Taler med ro og mørke.

 

Sangtekst:

Læs mere »

Brorson på hjernen

12. november 2016

Måske var det Leonard Cohens død i mandags, der trickede dette indfald. I hvert fald vågnede jeg op med stumper af Hans Adolph Brorsons salme “Op al den ting som Gud har gjort” på hjernen:

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

 

5

Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?

– og melodien, der snurrede og snurrer rundt. Brorson var en fabelagtig rimsmed og digter med afsæt i sin kristne tro. Og nogle af hans salmer var integrale dele af det sangpensum, som jeg kom igennem i skolen og gymnasiet (uden dog at synge ret meget selv). Og gode melodier og tekster har det med at sætte sig fast i hjernebarken.

Men nu er jeg ikke religiøs og ikke medlem af den store statskontrollerede folkekirke, så det bliver et andetmusikalsk indslag, der starter denne dag, hvor mit ældste barnebarn fejrer sin fødselsdag. Og hvad er mere passende end endnu en Cohen-sang – med religiøse undertoner. Hallelujah. Her i en af de allerbedste cover-versioner med k d lang:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 7 af 2.185« Første...3456789101112...Sidste »