Indlæg tagget med Musik

CAPAC anbefaler: Rune T Kidde goes Umpff

20. marts 2013

Det sker, at man falder over en plade, der falder lidt uden for kategori. Det gælder lidt for albummet Rune T Kidde goes Umpff. Her en multikunstneren Rune T Kidde gået sammen med producer, musiker, designer, bibliotekar m.m. Morten “Umpff” Langkilde og har begået et album, der tekstligt og musikalsk er svært at bringe på en enkel formel eller kategorisere. Og så alligevel ikke.
I følge PR-oplysningerne er samarbejdet mellem Rune T Kidde og Morten Langkilde kommet i stand på Langkildes opfordring. Muligvis, fordi Langkilde har kunnet se et musikalsk potentiale i Kiddes tekstunivers. I hvert fald er der ingen tvivl om, at dette potentiale findes i de udvalgte tekster. Teksterne – smådigte og prosastykker – er fulde af bogstavrim, pulserende metrik og skæv poesi. Teksteren er beslægtet med børnerim og remser, nonsenspoesi à la Halfdan Rasmussen m.fl. Men der er mening med den poetiske galskab. Her er tekster, der på næsten turellsk vis indfanger storbyens stemninger, som fx i stykket “Munkejazz på Jarmers plads“: “Der går en munk og spiller jazz/ i natteregn på Jarmers Plads/  i spotlight af den sene bys/ småstrejf af sene taxalys” osv. Og der er fabulerende tekster om kærlighed og kropslige stemninger. Og der er også et enkelt kritisk spark til samtidens sundhedspolitik i “Fede sidst på hospitalet”, der er et forsvar for dem, der ikke passer ind i stereotyperne og ‘normaliteten’.
Rune T Kidde fremfører – reciterer sine tekster – med stor sans for teksternes indbyggede musikalitet. Og sammen med pianisten Fuzzy, harmonikaspilleren Christian Søgaard, mundharpespilleren Thomas Melau, multimusikern Timo Vuoppola, saxofonisten Thomas Edinger og sangerinden Trine Gry har Morten Langkilde skabt et kongenialt musikalsk mod- og medspil til Kiddes egensindige tekster. Med lydeffekter og elementer af rock, jazz, blues m.m. følger og understøtter musikken teksterne og afsætter passende stemninger i lytteren.
Albummet med den drilske, tvetydige titel Rune T Kidde goes Umpff er en fornemt eksempel på, hvor frugtbart det kan være, at musikere og tekstforfattere går sammen og skaber musik, der respektløst blander genrer og stilarter til et i ordets egentligste forstand uhørt blandingsprodukt. Albummet henvender sig til alle med interesse for poesi og musik. Hermed varmt anbefalet.
Rune T. Kidde & Morten Langkilde. Rune T Kidde goes Umpff. Producer: Morten Umpff Langkilde. Afart. Udkom d. 15. februar 2013

Roden er tilbage: Rod Stewart – Time

20. marts 2013

Just a good, old-fashioned Rod Stewart album (with) a lot of mandolin and acoustic (guitar) and fiddles and good storytelling, I believe, too.” (Rod Stewart til Billboard)

Efter at have gennemtrevlet den amerikanske populærmusiks sangbog- ballader, rock, soul osv. – så vender Rod Stewart til maj tilbage med et ‘rigtig’ album, Time, hvor han selv har skrevet alle sangene. Og der er allerede en smagsprøve ude. Vi glæder os til maj.

For tre år siden døde Alex Chilton

18. marts 2013

Det var ikke kun irernes festdag i går. Det var også årsdagen for musikerne Alex Chiltons alt for tidlige død for tre år siden. Chilton, der satte sig spor i populærmusikken som medlem af Box Tops og Big Star (m.m) blev kun 59 år. Hvis Chilton havde haft en god sundhedsforsikring og været villig til at søge læge i tide, så kunne de fatale hjertetilfælde måske have været undgået. Anyway- her vil vi bare mindes et stort talent med lidt musik.  Her er hans sammen med John Byrd Band (ja, det er Alex, der synger for…):

På nettets mange musikblog kan man finde antydninger af, at John Byrd Band var et dæknavn for et Alex Chilton-projekt med nogle musikalske legekammerater. I hvert fald er det meget svært at finde faktaoplysninger om bandet med det navn. Single med John Byrd Band er samlerobjekt…

Og her er Box Tops med deres “The Letter” i en alternativ udgave:

For 50 år siden: The Cascades – Rhythm of the rain

17. marts 2013

I disse dage for halvtreds år siden fik den amr. vokalgruppen the Cascades deres ene, store hit med sangen “Rhytm of the rain“. Den 9. marts indtog den 3. pladsen på den amerikanske singlehitliste og blev liggende højt på listen i mange uger. Det samme skete  i andre lande. Og det resulterede i en guldplade og en placering som den fjerde mest populære sang i USA det år, kun overgået af Jimmy Gilmer and the Fireballs (Sugar Shack), Beach Boys (“Surfin’ USA”) og Skeeter Davis (“End of the World”).
The Cascades var oprindeligt soldaterkammerater, der inspireret af Beach Boys fik interesse for vokalharmonier i tiden efter 2. Verdenskrig. “Rhythm of the rain”, der blev skrevet af bandmedlemmet John Gummoe, forblev gruppens eneste store hit. Gruppen holdt sammen frem til 1975.
“Rhythm of the rain” dukkede op igen i Who-filmen Quadrophenia, hvor den også er med på soundtracket. Og nummeret er blevet kopieret flere gange i årene, efter det hittede. Bl.a af Gary Lewis and the Playboys og Dan Fogelberg.

CAPAC anbefaler eksistentialistisk pop: Penny Police – Sink or sail

17. marts 2013

‘Grå er mit mellemnavn, at være ubeslutsom er, hvad jeg er bedst til’ synger Marie Fjeldsted i titelsangen på sit tredje udspil, EP’en Sink or sail, der følger op på den roste debutplade The Broken, The Beggar, The Thief. Og det grå og ubeslutsomme er vigtige karakteristika af en plade, der tematisk kredser meget om et i ordets strenge forstand eksklusivt følelsesliv, der tendentielt kunne ende i noget klaustrofobisk – men ikke gør det.
For eksklusiviteten, der kunne være endt i pinagtig indelukket feminint føleri, rummer modsætninger og sprækker mod verden udenfor. Tydeligst i den eksistentielt-politiske sang “Knife edge”, hvor det hedder: “Kid, I recommend stop breathing/ Pollution is here, the end is near/ We cry over life more than death/ We die over life more tha death/ Pollution is here, the end is near/ Kid, I recommend stop breathing”. Sangen er en nærmest spindelsvævsskrøblig popsang, der bæres igennem af Fjeldsteds sang og klaverspil. Sangen og klaveret er den gennemgående musikalske drivkraft på denne plade, suppleret af Mathias Holms Würlitzer og Rasmus Juels trompet.
Selv om der er små sprækker i teksternes emotionelle indelukkethed og reservation, så er det den tidstypiske – man fristes til at skrive: moderne – individualistiske indadskuen, der dominerer pladen og måske mest markant kommer til udtryk i “Too full a heart”, hvor det handler om at give op: “I’m gonna give up soon/Give in to this catastrophe“.  Måske er det også udtryk for en eksistentiel, ungdommelig umodenhed, der vil fortage sig med tiden?
Selv om Penny Polices plade har en umiskendelig indiepopfeeling over sig, så ligger den tekstligt og musikalsk et stykke fra mainstreampoppens univers. Det er singer-songwriter-musik, der står Højskolesangbogen nærmere end X-Factor-æstetikken.
Jeg kunne godt ønske mig, at Penny Police fremover ville sparke døren op til den virkelighed, vi lever i på godt og ondt. Men det ændrer ikke ved, at Marie Flelsted og hendes musikalske legekammerater har begået en plade, der fascinerer ved sin sarte, skrøbelige eksklusivitet. En slags eksistentialistisk pop kunne man kalde den. Velbekomme.
Penny Police. Sink or sail. Producer: Kasper Rasmussen. VME. Udkommer i morgen.
Video: Run for your life

Slowhand er tilbage: Eric Clapton – Old Sock

15. marts 2013

Tre år er der gået, siden Eric Clapton udsendte sit seneste studioalbum, og nu kommer så Old Sock. Jeg har ikke lyttet til hele pladen endnu, men at dømme efter nummeret “Gotta get over”, som findes bl.a. på Youtube, så ligner Slowhand sig selv. Lyden – guitarlyden – er umiskendeligt Clapton og sounden fik mig til at mindes store album som 461 Ocean Boulevard og There’s one i every crowd. Altså: Intet nyt (er godt nyt). Hvis ellers indtrykket er dækkende for hele pladen.

Mere fed musik: Thee Attacks – STAB

14. marts 2013

Thee Attacks, der gjorde et stort indtryk på denne skribent med deres back-to-mono-debutalbum, er aktuelle med en ny video, der også sparker en bagi.

 

CAPAC fylder 7 år i dag

13. marts 2013

 

Beatles siger det mest nødvendige i sangen ovenfor. En Beatles-sang, jeg altid har holdt meget af. Her er de i deres mest gale, vilde, rockende hjørne. Lad mig blot konstatere, at bloggen lever i bedste velgående. Den har aldrig nogensinde haft så mange læsere eller fået så mange hits som nu. Og om kort tid når den indlæg nr. 8000 (publicerede indlæg). Det er svimlende, synes jeg. Men der er flere indlæg i posen, skal jeg hilse at sige.

Men uden dig, kære læser og besøgende, ville CAPAC nok for længst være gået til ophugning. Derfor skal der i dagens anledning lyde en stor tak til dig – både den gamle og den tilkommende læser. Jeg glæder mig hver dag over, at du kigger forbi – og over at skrive lidt om stort og småt. For intet er for småt eller stort at skrive om lige her. Jeg kunne skrive en masse om bloggens udvikling, men vil nøjes med at slå fast, at musikken har fået førertrøjen på i det tematiske felt. Stort og småt om plader, nyheder, baggrundsstof, fødselsdage og begravelser – og så den evigt tilbagevendende nostalgiske tur tilbage til dengang blogskribenten gik i korte bukser. Og det vil ikke ændre sig synderligt fremover. Tak!

A som ABBA, A som Agneta Fältskog – Det ene A er tilbage med albummet A

12. marts 2013

13. maj udkommer Agneta Fältskogs nye album “A”, der adskiller sig fra forgængeren My coloring book ved at bestå af helt igennem nyskrevent materiale. Og som et appetizer er ovenstående video med sangen “When you really loved someone”, der i mine ører mere minder om før-ABBA-Agneta end ABBAgneta. Til BBC fortæller hun, at hun har være nødsaget til at banke rust på stemmebåndet for at kunne vende tilbage. Det er vist lykkedes ganske godt med at få bugt med rusten…

Grandpa Elliott fra New Orleans’ gader…

10. marts 2013

Engang kunne man på de århusianske gågadeområder opleve rigtige gademusikanter. Nu om stunder er der ikke mange af dem. De er erstattet af østeuropæiske tiggere. Det sker, at der også dukker østeuropæiske spillemænd op. – Måske er gademusikanterne en uddøende race? Måske bliver de fortrængt af de mere og mere blanke, kønsløse, sterile gågader, hvor ‘markedet’ presser sig på med sit mere eller mindre overflødige merforbrug…

Jeg har haft mange fine musikalske oplevelser med gaden spillemænd. Jeg husker bl.a. en ung amerikaner, der drog rundt med en lille batteridrevet forstærker og en gammel el-guitar og spillede kendte sange fra rockens og poppens store repertoire. Jeg er ret sikker på, at han må være blevet noget mere ved musikken siden hen, hvis ikke skæbnen har ført ham andetsteds hen.
Men nogle steder kan man stadigvæk finde de rigtige buskers og gademusikere. Fx Grandpa Elliott Small, der huserer i New Orleans, Louisiana. Den 69-årige Elliott stammer fra New York, men slog sig ned i New Orleans i tresserne og er blevet en institution i bylivet. Et enkelt album har han inspillet: Sugar Sweet, der udkom i 2009. Her er et par livsbekræftende og gennemmusikalske indsalg med Grandpa Elliott.

Stand by me (acapella)

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 7 af 296« Første...3456789101112...Sidste »