Indlæg tagget med Musik

Nattens sidste toner: I’m into something good

21. marts 2015

Min fredag er blevet lørdag, inden dynen og madrassen får overtaget. Og her på falderebet dukker Hermans Hermits op med deres “I’m into something good”. Jeg er også klar til noget godt: en god nats søvn og en god weekend.

Laura Marling om musikken omkring 1969

20. marts 2015

Actually, now I’ve expanded my collecting from 1966 to 1972, but I think 69 was the beginning of an age. Jimi Hendrix, Captain Beefheart, Zappa, The Beatles were making Abbey Road, Bob Dylan was making The Man In Me. It was like the maturing of that group of people who had rebelled against their parents’ records and were making their own weird music – and it was the peak of weirdness. There was all this really bizarre, instrumental music coming out of California through the hippy movement and the occult, like The Source Family in LA.” 

Laura Marling til The Quietus

Nothing Compares to Sinéad O’Connor

20. marts 2015

“OK, tiden er inde for mig til at ophøre med at synge “Nothing Compares 2 U”. Jeg er uddannet som sanger i Bel Canto-stilen, hvilket betyder, at man aldrig vil synge en sang, som man ikke følelsesmæssigt kan identificere sig med . Jeg ønsker ikke, at publikum skal blive skuffet, når de kommer til en af mine koncerter, og det går op for dem, at de ikke kommer til at høre sangen. Derfor fortæller jeg det her. Hvis jeg skulle synge det bare for at behage folk, ville jeg ikke gøre mit job ordentligt, fordi mit job er at være følelsesmæssigt tilgængelig. Jeg ville lyve. I ville få en løgn. Mit job er at give jer ærlighed. Jeg er uddannet i ærlighed. Af samme grund er jeg stoppet med at synge andre sange gennem årene.” (Citeret fra Gaffas oversættelse)

Den irske sangerinde og femme fatale har på sin Facebookside meddelt ovenstående. Slut med den sang. Men jeg mener, at O’Connors argument er forfejlet. Kunstnere skal ikke nødvendigvis identificere sig følelsesmæssigt med fx en sang. De skal fremføre den som om de følte, hvad sangen drejede sig om. Og det er fandens til forskel. Jeg føler mig ret sikker på, at hun igen vil synge Princes sang…

Dagens citat af – Chris Frantz (Talking Heads)

20. marts 2015

“The big difference between us and punk groups is that we like KC and the Sunshine Band. You ask Johnny Rotten if he likes KC and the Sunshine Band and he’ll blow snot in your face.

—Chris Frantz

Frantz var også aktiv i Tom Tom Club, det dansante Talking Heads-ripoff. Og i post-Talking Heads-projektet The Heads, sammen med  Tina Weimouth og Jerry Harrison.

En aften med Crosby, Stills og Nash

19. marts 2015

Skulle det ikke blive til for mit vedkommende. Arrangementet med de tre kunstnere i Musikhuset fredag den 9. oktober 2015 blev udsolgt, inden jeg kunne sige Crosby, Stills og Nash. En trio, der for er forbundet med megen nostalgi. I min studietid var vi et par kammerater, der rådyrkede musikken omkring Crosby, Stills, Nash og Young. Og min kammerat købte nærmest alt, hvad der kom med d’herrer, hvor jeg var lidt mere selektiv og foretrak Young og Stills.

Ikke mindst kvartettens berømte koncert i Falkoner Teateret den 11. januar 1970 var med til at sende dem helt op på stjernehimlen. Deja Vu – den første plade med Young – var endnu ikke udkommet, men Crosby, Stills & Nash havde gjort et stort indtryk, selv på blaserte anmeldere, ikke mindst i kraft af de tre titlebærende navnes vokalharmonier, der – som Torben Bille skarpt bemærkede – satte et stort spørgsmålstegn ved alle de danske, mandlige vokalister, vi havde dengang…

Og trioen fortsatte trods Neil Youngs mellemkomst og har udsendt plader med mellemrum. I 1991 udkom samleboksen CSN, der gav et vue over tyve års vokalekvilibrisme og sangskrivning. Siden er kommet After the Storm (1994) og Carry On (1998). Dertil skal lægges plader fra de enkelte medlemmer og fra duoen Crosby og Nash.

Trioens debutplade står stadigvæk som et strålende mesterværk fra tressernes slutår, et lydspor fra den allerede dengang hensygnende hippietid med storslåede sange som pophittet “Marrakesh Express”, “Wooden Ships”, “Helplessly Hoping” og “Suite: Judy Blue Eyes”. Sange, der var i pagt med tidsånden både med hensyn til kærlighedsbudskabet, drømmene og den nedtonende samfundskritik. Og sange, der kom til at sætte dagsordenen for hele den singer-songwriter-kultur, der flød fra den amerikanske vestkyst de efterfølgende år.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...