CAPAC anbefaler: Rune T Kidde goes Umpff
20. marts 2013
“Just a good, old-fashioned Rod Stewart album (with) a lot of mandolin and acoustic (guitar) and fiddles and good storytelling, I believe, too.” (Rod Stewart til Billboard)
Det var ikke kun irernes festdag i går. Det var også årsdagen for musikerne Alex Chiltons alt for tidlige død for tre år siden. Chilton, der satte sig spor i populærmusikken som medlem af Box Tops og Big Star (m.m) blev kun 59 år. Hvis Chilton havde haft en god sundhedsforsikring og været villig til at søge læge i tide, så kunne de fatale hjertetilfælde måske have været undgået. Anyway- her vil vi bare mindes et stort talent med lidt musik. Her er hans sammen med John Byrd Band (ja, det er Alex, der synger for…):
På nettets mange musikblog kan man finde antydninger af, at John Byrd Band var et dæknavn for et Alex Chilton-projekt med nogle musikalske legekammerater. I hvert fald er det meget svært at finde faktaoplysninger om bandet med det navn. Single med John Byrd Band er samlerobjekt…
Og her er Box Tops med deres “The Letter” i en alternativ udgave:


Thee Attacks, der gjorde et stort indtryk på denne skribent med deres back-to-mono-debutalbum, er aktuelle med en ny video, der også sparker en bagi.
Beatles siger det mest nødvendige i sangen ovenfor. En Beatles-sang, jeg altid har holdt meget af. Her er de i deres mest gale, vilde, rockende hjørne. Lad mig blot konstatere, at bloggen lever i bedste velgående. Den har aldrig nogensinde haft så mange læsere eller fået så mange hits som nu. Og om kort tid når den indlæg nr. 8000 (publicerede indlæg). Det er svimlende, synes jeg. Men der er flere indlæg i posen, skal jeg hilse at sige.
Men uden dig, kære læser og besøgende, ville CAPAC nok for længst være gået til ophugning. Derfor skal der i dagens anledning lyde en stor tak til dig – både den gamle og den tilkommende læser. Jeg glæder mig hver dag over, at du kigger forbi – og over at skrive lidt om stort og småt. For intet er for småt eller stort at skrive om lige her. Jeg kunne skrive en masse om bloggens udvikling, men vil nøjes med at slå fast, at musikken har fået førertrøjen på i det tematiske felt. Stort og småt om plader, nyheder, baggrundsstof, fødselsdage og begravelser – og så den evigt tilbagevendende nostalgiske tur tilbage til dengang blogskribenten gik i korte bukser. Og det vil ikke ændre sig synderligt fremover. Tak!
13. maj udkommer Agneta Fältskogs nye album “A”, der adskiller sig fra forgængeren My coloring book ved at bestå af helt igennem nyskrevent materiale. Og som et appetizer er ovenstående video med sangen “When you really loved someone”, der i mine ører mere minder om før-ABBA-Agneta end ABBAgneta. Til BBC fortæller hun, at hun har være nødsaget til at banke rust på stemmebåndet for at kunne vende tilbage. Det er vist lykkedes ganske godt med at få bugt med rusten…
Engang kunne man på de århusianske gågadeområder opleve rigtige gademusikanter. Nu om stunder er der ikke mange af dem. De er erstattet af østeuropæiske tiggere. Det sker, at der også dukker østeuropæiske spillemænd op. – Måske er gademusikanterne en uddøende race? Måske bliver de fortrængt af de mere og mere blanke, kønsløse, sterile gågader, hvor ‘markedet’ presser sig på med sit mere eller mindre overflødige merforbrug…