Det tyske sprog kan være en hæmsko for danske pop- og rockelskere, men kan man huske lidt fra sine tysktimer i folkeskolen og gymnasiet, så er der meget at hente syd for grænsen. Fx Berliner-bandet Von Wegen Lisbeth. Her med en fil poprocksang med titlen “Meine Kneipe” (der kan fordanskes til: “Mit værtshus”).
En “con man” er nærmest, hvad vi på godt dansk vil kalde en “fupmager” eller en “bondefanger”. Og det, hvad Bruce Spingsteen kalder ham i en ny sang, som han har lavet sammen med sin samarbejdspartner Joe Grushecky. “That’s what makes ud great” kalder Springsteen sangen med allusion til Trumps snak om at gøre Amerikan stor igen. Sangen kan købes for lidt under 1 $ på denne side.
Bedst som man sidder og græmmes over den musik, der glider ud af radioen, så falder man over Iggy Pop og hans nye nummer “Ass hole blues”. Og straks giver livet lidt mening igen. “It’s full of negative energy. Listen at you own risk. It’s fun to play the blues”, siger Iggy om sangen (til Rolling Stone), og den er skrevet “about an asshole who’s out to get me,” Så er I advaret, og det nytter ikke at brokke jer.
Som nævnt kom jeg tilfældigt til at lytte til DRs radioprogrammer. Især P5. Og det førte til, at jeg kom til at få et genhør med Jørgen de Mylius og hans programmer “Hithouse” og “Eldorado”. Jeg havde ikke forventet et sus af nostalgi fra barndommens år – og fik det heller ikke. Tiden er gået, det er ikke det samme, selv om musikken langt hen ad vejen var den samme som dengang. Jeg hørte både Herman’s Hermits, Bjørn Tidmann osv. Næh, der var engang…
I’d sit alone and watch your light
My only friend through teenage nights
And everything I had to know
I heard it on my radioYou gave them all those old time stars
Through wars of worlds invaded by Mars
You made ’em laugh, you made ’em cry
You made us feel like we could fly.
Radio.So don’t become some background noise
A backdrop for the girls and boys
Who just don’t know or just don’t care
And just complain when you’re not thereYou had your time, you had the power
You’ve yet to have your finest hour
Radio, Radio.All we hear is Radio ga ga
Radio goo goo
Radio ga ga
All we hear is Radio ga ga
Radio blah blah
Radio, what’s new?
Radio, someone still loves you!
Har man sagt Merry Clayton, så må man også sige Lisa Fischer. For lige som Merry har sangerinden Lisa Fischer sat sit uudslettelige præg på Rolling Stones som backingsangerinde. Ja, faktisk mere end det. For sandheden er, at Lisa Fischer som fast del af Rolling Stones’ turensemble fra 1983 og frem nærmest er blevet Mick Jaggers faste kvindelige duetpartner ( i en række numre, bl.a. “Gimme Shelter”). Og det er sgu ikke enhver beskåret.
Sting, Luther Vandross og Tina Turner er eksempler på andre kunstnere, der har haft glæde af Lisa Fischers prægtige stemme. Også lidt solokarriere er det blevet til, bl.a. med albummet So intense. Men tyngdepunktet i karriere har hele tiden været sessionrollen.
Jeg synes, det i ligestillingens navn ville være fair at nævne Merry Clayton og Lisa Fisher som gyldige medlemmer af Rolling Stones – på linje med Bill Wyman og Mick Taylor. For det fortjener de.
Det er ikke tilfældigt, at jeg indleder omtalen af den franske producer- og instruktørduo The Blazes nye EP med to videoer. For spørgsmålet er nemlig, om – eller rettere i hvilket omfang - musikken på EP’en kan konsumeres uden videoernes billedside!? I pressematerialet gøres der en del ud af, at The Blaze fik sit initiale gennembrud med sangen “Virile” og den tilhørende video. Og også opfølgeren “Territory” fremhæves som noget særligt.
Og der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at The Blazes electronica bærer nogle klare filmiske kvaliteter, der nærmest gør numrene til oplagte, integrale videoelementer. Melodiske numre med udpræget brug af stemningsskabende klangflader, kombineret med sang og nogle basale, nærmest “Popcorn”-agtige rytmiske elementer.
Selvfølgelig kan man sagtens lytte til musikken uden billedsiden, men det er tydeligt at de to franskmænd befinder sig som fisk i vandet, når de forener det filmiske og det auditive medie. Og på det sæt og vis er The Blaze meget moderne forløbere for en sammensmeltning af genrer, der hidtil var separate.
The Blaze. Territory. Produktion: The Blaze. Animal63. Udkom 7. april 2017
Historien om Merry Claytons backingvokal på Stones-klassikeren “Gimme Shelter” stammer fra den fremragende dokumentar 20 steps from Stardom. Clayton kendte åbenbart ikke Stones, og vice versa. Og resultatet kender vi: En fremragende Stones-sang, der får mindst en ekstra dimension i kraft af Claytons personlige, stærke stemme, der presses til det yderste her. Uden Clayton ville “Gimme shelter” ikke være den samme. Og det fortæller også noget om Mick Jaggers fine fornemmelse for sangen, at han kunne høre, at der manglede en kvindestemme – men han vidste ikke hvilken, før bagefter.
Ja, påsken er ved at være en saga blot. Og det religiøse indhold spiller ikke nogen rolle her i casa, men fik mig dog til at ihukomme en af The Byrds fine indspilninger, “Jesus is all right”. Og det må de jo gerne mene, når blot sangen er god..
Undertiden kan man godt blive lidt bange for at poppen er blevet udvandet til xfactor-musik, hvor den klassiske popsangs melodiøsitet bliver opløst i autotuning, udvendighed og forglemmelig musik. Men – heldigvis – findes der stadigvæk kunstnere, der kan huske, hvad det drejer sig om. Og den kanadiske kosmopolit Nelly Furtado er en af mine moderne favoritter. Og nu er hun så tilbage med sit sjette LP-udspil efter en lille pause på fem år. I mellemtiden har hun – meget passende – droppet sit eget pladeselskab og er vendt tilbage til det, det gælder om: sangskrivningen. Og som altid bevæger Furtado sig let og ubesværet mellem diverse stilarter og arrangementer, medens hun laver pop, der let lader sig fordøje. Den nye plade hedder The Ride.
Woodstock-festivalen er blevet genoptrykt, og nu er turen så kommet til endnu en af de store, legendariske festivaler, nemlig Monterey Pop. Den oprindelige festival bød på et overflødighedshorn af store navne, fra Jimi Hendrix over Janis Joplin, Jefferson Airplane og The Who til Grateful Dead. Og selv om den kommende festival endnu ikke er helt på plads, så står det dog klart, at det ikke bliver helt så overdådigt – målt med nostalgiske øjne. Indtil videre er det kun Phil Lesh – fra Grateful Dead – der er tilbage fra den gamle spilleliste. Resten er af yngre dato – og listen vil man kunne studere her.
https://www.youtube.com/watch?v=Bld_-7gzJ-o
45 år er gået, siden Rolling Stones udsendte singlen “Tumbling Dice”/”Sweet Black Angel” som forsmag på albummet Exile on Main Street. Nærmere bestemt kom singlen den 14. april 1972 på gruppens eget plademærke Rolling Stones Records. Singlen kom i top 10 på begge sider af Atlanten, og blev et tilbagevendende koncertstykke for bandet i årene efter.
https://www.youtube.com/watch?v=yAWrTX3gHEw
Bruce Langhornes navn er uløseligt forbundet til Bob Dylan og til tressernes Greenwich Village-folkscene. Hvis man har læst Dylans Krøniker, så har man stødt på navnet, som Dylan fremhæver bl.a. med følgende anerkendelse: “If you had Bruce playing with you, that’s all you would need to do just about anything.â€
Langhorne, der især arbejdede som sideman og sessionmusiker, var rollemodellen for “Mr. Tambourine Man”, og han spillede elektrisk guitar på samme sang. Lige som han var aktiv på de to album The Freewheelin og Bringing it back home. Ud over sit samarbejde med Dylan var han involveret med en lang række andre kunstnere fra folkbølgen:  The Clancy Brothers & Tommy Makem, Joan Baez, Richie Havens, Carolyn Hester, Peter LaFarge, Gordon Lightfoot, Hugh Masekela, Odetta, Babatunde Olatunji, Peter, Paul and Mary, Richard and Mimi Fariña, Tom Rush, Steve Gillette og Buffy Sainte-Marie.
Til Langhorne meriter hører også indspilning af filmmusik (bl.a. til film af Peter Fonda) og opskriften og produktionen af en særlig stærk sauce Brother Bru-Bru’s African Hot Sauce. Efter et hjertetilfælde kom Langhorne på hospice, hvor han var til sin død.
Højproduktive Ty Segall er hyret til en tegnefilmserie, hvor han giver den som rockende egern.
Der hersker igen lidt usikkerhed om den præcise dato. Var det den 17. eller måske den 25.? I hvert fald runder vi i denne måned 100-årsdagen for sangerinden Ella Fitzgeralds fødsel. Fitzgerald var en af de musiktråde, der blev vævet ind i mit baggrundstæppe, fordi hun blev spillet ofte på radioen, da jeg var en bette knægt. Giro 413-stof osv. Senere fandt jeg ud af, at nogle jazzpurister så lidt skævt til hende, fordi hun var meget til swing og underholdning. Og det er puristerne ikke så meget.
Men jeg har altid synes, at hun havde en formidabel stemme. Så derfor er hun en lille note værd i dagens anledning – hvornår den så end falder.
