EP’en er vist gået hen og blevet tidens foretrukne introduktionsmedium. I hvert fald er det i EP-formatet, jeg har mødt mange af de unge danske talenter første gang. Det gælder dog ikke Jens-Ulrik Kleemeyer, hvis EP her skal omtales. For Jens-Ulrik er medlem af og sangskriver i bandet Green Lives, som jeg har omtalt et par gange her i bloggen. Green Lives arbejder på deres debutalbum, som jeg ser frem til at omtale. Men Jens-Ulrik har åbenbart ikke kunnet få afløb for alle sine musikalske indfald i den sammenhæng og har derfor lavet EP’en, der blot bærer Jens-Ulriks navn som titel.
Hvor Green Lives excellerer i, hvad jeg selv har kaldt romantisk pop, så udgør de fire sange på EP’en melodisk pop, der er enklere – blandt andet båret af pianoets mangefacetterede klange – og mere melankolsk i sin stemning. Men selv om det måske er mere alvor over disse fire sange, så er der stadigvæk tale om livsbekræftende pop, er sagtens kunne finde plads på de meget omdiskuterede playlister på de store radiostationer. Hermed anbefalet.
Du kan lytte med her – og Jens-Ulrik har lovet at kaste sig over albumformatet i løbet af 2013. Det glæder vi os til at lytte til…
Lige et tip. Spillemanden Kim Larsen snakker med Karen Secher i DRs radioprogram "Besøgstid" under overskriften Pop skal lyde som om det er rystet ud af ærmet. Uanset, hvad man mener om ‘lune Larsen’, så er programmet et besøg værd. Det er radio, når det er bedst, og et bevis på, hvad radio kan – og aviser, fjernsyn og digitale medier ikke kan. Anbefales. Ikke kun, fordi det er med Larsen.
Sangen kom sejlende ind i min bevidsthed lige som solskinnet gennem gardinsprækken, da jeg her til morgen sad på sengekanten og kløede gravhunden bag øret. “(Now and then there’s) A Fool Such As I“. Ser vi bort fra sangtekstens almengyldige udsagn om, at vi alle kan være nogle fjolser i kærlighedens uforudsigelige og ukontrollerbare spil – og i øvrigt – så er det et af mine absolutte favoritnumre med Elvis Presley. Og jeg tror Bob Dylan har det på samme måde, for det var et af de Elvis-numre, han indspillede i de såkaldte Basement Tapes-sessions og i de sessions, der blev til det omdiskuterede cover-album Selfportrait (1970) – selv om det først dukkede op på det oversete overskudsalbum Dylan i 1973 sammen med “Can’t help falling in love“.
Arrangementet i Elvis’ version er fantastisk. Især introen med den vilde leadguitar og Ray Walkers afgrundsdybe basstemme, der lægger op til Elvis’ og The Jordanaires’ flotte vokale samarbejde i resten af nummeret. Indspilningen af Bill Traders sang er fra 1958 og er – i mine ører – en sang, der både peger tilbage på de første rock’n roll-indspilninger og frem mod tressernes mere poppede udgave af Elvis. Sangen blev da også indspillet, medens Elvis havde orlov fra soldatertjenesten i Tyskland, perioden mellem rock’n roll-årene og det, der kom efter. Elvis transformerede Hank Snows traditionelle countryversion til medrivende poprock, og Dylan gjorde den til sin egen…
Der er visse navne (Beach Boys, Beatles…) og visse sange (Summer in the City, Dancing in the Street…), jeg forbinder med sommeren, sådan som den er lige nu, hvor varmen hænger hen over byen, himlen er skyfri, badevandet omkring de 20 grader osv.
Herman’s Hermits er et af navnene, og på flere af den engelske gruppes indspilninger står “sommer” skrevet hen over med imaginær grafitti. Det gælder fx gruppens indspilning af Gerry Goffins og Carole Kings “I’m into something good”, som første gang hittede i 1964 med Earl-Jean McCrea. Herman’s Hermits friske, renskurede popversion, som satte tempoet lidt op, endte to uger på den engelske listes førsteplads.
På det tidspunkt var The British Invasion i fuld gang i USA, og de britiske bands var begyndt at skrive deres eget materiale. Men Herman’s Hermits valgte altså at tage en Goffin/King-sang og var dermed med til at sikre, at sangskriverduoen ikke blev skyllet bort af Beatles og deres engelske kolleger.
På den fine optagelse ovenfor ligner de fire Hermits kontorister, der holder frokostpause. Der er ikke meget beat eller oprør over dem. Til gengæld er der meget harmløs og charmerende pop over det hele. Scenografi og kameraføring er typisk for tressernes tv-æstetik.
Martha Rose Reeves skrev sig ind i populærmusikkens store historiebog, da hun som forsangerinde i Martha and the Vandellas var med til at fodre hitlisterne med det ene store hit efter det andet. “Heat Wave“, “Quicksand“, “Dancing in the Street”, “Nowhere to run“, “Jimmy Mack” m.fl.
Og det lå næsten i kortene, at Martha skulle blive noget ved musikken. Hun blev født ind i en sort familie som et af ialt 11 børn. Da familien flyttede fra hjembyen Eufaula, Alabama til Detroit, Michigan, kom den purunge Martha med i sin bedstefar Reverend Elijah Reeves’ kirke og – ikke mindst – kor. Senere i High School kom hun under sanglæreren Abraham Silvers vinger. Han havde øjne og ører åbne for nye sangtalenter og havde allerede haft kontakt med andre talenter i Detroit, fx Mary Wilson og Florence Ballard (fra The Supremes).
Det var også i high school-tiden, Martha for alvor fik smag for R&B og vokalgruppepop. Og hun dannede sit eget band The Sabre-Ettes i 1958. Derefter gled hun videre til The Fascinations og The Del-Phis, der senere tog navneforandring til The Vels.
Men successen kom ikke over night for Martha. Først arbejdede hun med tilfældige jobs, medens hun optrådte om aftenen i de lokale natklubber. Og først da hun fik foden indenfor i Hitsville-studierne som sekretær – først for Mickey Stevenson og senere for Berry Gordy – begyndte der at ske noget. Her lykkedes det hende, at få sit gamle band The Vels engageret som backingvokalgruppe for Sandra Edwards (The Elgins) og dernæst for Marvin Gaye. Efter at The Vels havde backet en ung Mary Wells op med succes, fik gruppen sin egen pladekontrakt og ændrede navn til Martha and the Vandellas.
Med sin rå, upolerede, gospelskolede stemme i forgrunden sikrede Martha, at The Vandellas kunne skille sig ud fra de mange i øvrigt fremragende vokalgrupper, der dukkede op i de år. Fx konkurrenterne i The Supremes og The Marvellettes.
Det første større hit kom allerede i 1963 med “Come and Get These Memories”, der nåede en 29. plads på den generelle singleliste og en 6. plads på R&B. Den blev hurtigt fulgt op af den millionsælgende “(Love is like a) Heat Wave”, som blev hhv. nr. 4 på singlelisten og nr. 1 på R&B-listen. Med Martha som omdrejningspunkt og konstant var gruppen aktiv frem til starten af halvfjerdserne. Gruppen toppede i 1964 med deres største hit “Dancing in the Street”, som nåede en 2. plads på singlehitlisten.
Men successen havde også en bagside. Ud over de obligatoriske skærmydsler i gruppen, som medførte adskillige ud- og indskiftninger, så måtte Martha and the Vandellas lide den tort, at blive sat i skyggen af Diana Ross og hendes gruppe The Supremes, som blev Berry Gordy kæledægger. Og successen havde også en personlig pris, idet Martha tillagde sit et stofmisbrug…
I 1972 gik gruppen i opløsning efter udsendelsen af albummet Black Magic, og året efter opløste Marthe sin kontrakt med Motown, der flyttede forretningen til Los Angeles.
I 1980’er rejste Marthe Reeves og andre tidligere medlemmer af the Vandellas en retssag mod Berry Gordy og Motown-imperiet, fordi de mente, at de ikke havde fået de royalties, de havde krav på. Der blev indgået et forlig mellem parterne i 1991.
I 1974 sprang Marthe Reeves så ud som soloartist. Det første album, “Martha Reeves”, kom samme år og blev en kunstnerisk succes, forstået på den måde, at kritikerne roste den til skyerne – men pladekøbernes interesse var mere behersket. Det samme billede tegner sig for de plader, hun siden har indspillet i løbet af halvfjerdserne. Hendes foreløbigt seneste plade kom i 2004, “Home to you”, som bestod af egne sange og en nyindspilning af det gamle hit “Jimmey Mack”.
Ved siden af sangkarrieren har Marthe optrådt på de skrå brædder i Broadwayopsætninger og har været involveret i lokalpolitik som byrådsmedlem i Detroit i årene 2005-2009. Hun fik også bugt med sit stofmisbrug, da hun blev genkristnet som baptist.
Hun er fortsat med at optræde og så sent som i år har hun været et af hovednavnene ved Smithsonian Folklife Festival i Washington D.C. Efter sigende er der også et nyt album på vej. Imorgen fylder Martha Reeves 70.
Med over en million besøgende og mere end 250000 ‘strømme’ har National Jukebox‘ hjemmeside allerede en dags tid efter sin lancering vist sin berettigelse.
Projeketet er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Sony Music og det amerikanske Library of Congress og har i første omgang givet internetbrugerne adgang til mere en titusind optagelser fra før 1925. Optagelser foretaget af Victor Records med jazz, blues, etnisk musik, gospel, pop, tale og meget mere. Sony har givet Library of Congress ret til at gøre optagelseren tilgængelig for internettet besøgende, men forbeholder sig retten til at udgive optagelserne på plade i fremtiden – hvis der skulle blive behov for det.
Begivenheden er allerede Talk of the Town på Twitter.
For ikke så længe siden udkom albummet “All The Good That’s Happening” med The Leaves (genudgivet på mærket Grapefruit). Pladen blev indspillet i efteråret 1966 og blev gruppens sidste udgivelse og har ikke været til at få fat i siden dengang. I hvert fald ikke uden for USA. Den udkom på Capitol Records. Kort tid efter udgivelsen gik medlemmerne hver til sit.
The Leaves var ellers godt på vej på det tidspunkt. Bandet var blevet dannet i 1963 af basisten Jim Pons (som siden gik ind i The Turtles og dernæst spillede med Frank Zappa) sammen med skolekammeraterne John Beck (sang), Bill Rinehart (leadguitar), Tom Ray og Robert Lee Reiner.
Helt efter bogen lærte de sig selv at spille beat – bl.a. inspireret af The Beatles – og begyndte snart efter at spille rundt omkring til diverse fester. Deres første rigtige optræden var til en skolekoncert sammen med Captain Beefheart and his Magic Band. Og de fik lov til at overtage The Byrds’ job hos Ciro’s på Sunset Strip, da Byrds søgte mod højere mål. Og det var her, The Leaves blev optaget af en vis hr. Pat Boone, som så muligheder i bandet og gav dem deres første pladekontrakt.
Efter et mindre hit med den rå, mundharmonikadrevne “Too Many People” indspillede The Leaves så den sang, som de skulle blive kendt for: “Hey Joe“. Den sang, som siden var med til at gøre Jimi Hendrix berømt. The Leaves’ tempofyldte Byrdsagtige garageudgave blev nr. 1 i Los Angeles og kravlede op på en 31. plads på Billboards hitliste. Successen blev fulgt op af et album med samme titel, som gjorde sig pænt lige under Billboards top 100 albumliste.
Efter opløsningen blev gruppen gendannet i 1970, men hurtigt opløst igen. Som tilfældet har været for mange af de talentfulde små tresserbands er The Leaves blevet genopdaget i kraft af de mange fine opsamlinger, der er kommet med musik fra dengang. De var med på det efterhånden berømte bokssæt “Nuggets”, som fik mange bands hentet frem fra glemslens mørke.
I 2000 kom der også en Best Of-plade med titlen: The Leaves are happening. Et godt sted at starte, hvis man er til gammel garagerock. Denne udmærkede samling kan lånes på biblioteket.
Chrissie Hynde og hendes seneste påfund The Fairground Boys afløser Crowded House i NPRs World Cafe – eller også er det omvendt. I hvert fald er der lejlighed til at høre Chrissie Hynde i vanlig rockende stil. Her.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
