Indlæg tagget med musk

Ny dansk musik: Jens-Ulrik Kleemeyer – EP

14. januar 2013

EP’en er vist gÃ¥et hen og blevet tidens foretrukne introduktionsmedium. I hvert fald er det i EP-formatet, jeg har mødt mange af de unge danske talenter første gang. Det gælder dog ikke Jens-Ulrik Kleemeyer, hvis EP her skal omtales. For Jens-Ulrik er medlem af og sangskriver i bandet Green Lives, som jeg har omtalt et par gange her i bloggen. Green Lives arbejder pÃ¥ deres debutalbum, som jeg ser frem til at omtale. Men Jens-Ulrik har Ã¥benbart ikke kunnet fÃ¥ afløb for alle sine musikalske indfald i den sammenhæng og har derfor lavet EP’en, der blot bærer Jens-Ulriks navn som titel.

Hvor Green Lives excellerer i, hvad jeg selv har kaldt romantisk pop, sÃ¥ udgør de fire sange pÃ¥ EP’en melodisk pop, der er enklere – blandt andet bÃ¥ret af pianoets mangefacetterede klange – og mere melankolsk i sin stemning. Men selv om det mÃ¥ske er mere alvor over disse fire sange, sÃ¥ er der stadigvæk tale om livsbekræftende pop, er sagtens kunne finde plads pÃ¥ de meget omdiskuterede playlister pÃ¥ de store radiostationer. Hermed anbefalet.

Du kan lytte med her – og Jens-Ulrik har lovet at kaste sig over albumformatet i løbet af 2013. Det glæder vi os til at lytte til…

Lune Larsen på radioen om musikken, det guddommelige og meget andet

7. november 2012

Lige et tip. Spillemanden Kim Larsen snakker med Karen Secher i DRs radioprogram "Besøgstid" under overskriften Pop skal lyde som om det er rystet ud af ærmet. Uanset, hvad man mener om ‘lune Larsen’, sÃ¥ er programmet et besøg værd. Det er radio, nÃ¥r det er bedst, og et bevis pÃ¥, hvad radio kan – og aviser, fjernsyn og digitale medier ikke kan. Anbefales. Ikke kun, fordi det er med Larsen.

Et fjols som mig…

27. april 2012

Sangen kom sejlende ind i min bevidsthed lige som solskinnet gennem gardinsprækken, da jeg her til morgen sad pÃ¥ sengekanten og kløede gravhunden bag øret.(Now and then there’s) A Fool Such As I. Ser vi bort fra sangtekstens almengyldige udsagn om, at vi alle kan være nogle fjolser i kærlighedens uforudsigelige og ukontrollerbare spil – og i øvrigt – sÃ¥ er det et af mine absolutte favoritnumre med Elvis Presley. Og jeg tror Bob Dylan har det pÃ¥ samme mÃ¥de, for det var et af de Elvis-numre, han indspillede i de sÃ¥kaldte Basement Tapes-sessions og i de sessions, der blev til det omdiskuterede cover-album Selfportrait (1970) – selv om det først dukkede op pÃ¥ det oversete overskudsalbum Dylan i 1973 sammen med “Can’t help falling in love“.

Arrangementet i Elvis’ version er fantastisk. Især introen med den vilde leadguitar og Ray Walkers afgrundsdybe basstemme, der lægger op til Elvis’ og The Jordanaires’ flotte vokale samarbejde i resten af nummeret. Indspilningen af Bill Traders sang er fra 1958 og er – i mine ører – en sang, der bÃ¥de peger tilbage pÃ¥ de første rock’n roll-indspilninger og frem mod tressernes mere poppede udgave af Elvis. Sangen blev da ogsÃ¥ indspillet, medens Elvis havde orlov fra soldatertjenesten i Tyskland, perioden mellem rock’n roll-Ã¥rene og det, der kom efter. Elvis transformerede Hank Snows traditionelle countryversion til medrivende poprock, og Dylan gjorde den til sin egen

Sommer: Herman’s Hermits “I’m into something good”

1. august 2011

Der er visse navne (Beach Boys, Beatles…) og visse sange (Summer in the City, Dancing in the Street…), jeg forbinder med sommeren, sÃ¥dan som den er lige nu, hvor varmen hænger hen over byen, himlen er skyfri, badevandet omkring de 20 grader osv.

Herman’s Hermits er et af navnene, og pÃ¥ flere af den engelske gruppes indspilninger stÃ¥r “sommer” skrevet hen over med imaginær grafitti. Det gælder fx gruppens indspilning af Gerry Goffins og Carole Kings “I’m into something good”, som første gang hittede i 1964 med Earl-Jean McCrea. Herman’s Hermits friske, renskurede popversion, som satte tempoet lidt op, endte to uger pÃ¥ den engelske listes førsteplads.

PÃ¥ det tidspunkt var The British Invasion i fuld gang i USA, og de britiske bands var begyndt at skrive deres eget materiale. Men Herman’s Hermits valgte altsÃ¥ at tage en Goffin/King-sang og var dermed med til at sikre, at sangskriverduoen ikke blev skyllet bort af Beatles og deres engelske kolleger.

På den fine optagelse ovenfor ligner de fire Hermits kontorister, der  holder frokostpause. Der er ikke meget beat eller oprør over dem. Til gengæld er der meget harmløs og charmerende pop over det hele. Scenografi og kameraføring er typisk for tressernes tv-æstetik.

Martha Reeves fylder 70

17. juli 2011

Martha Rose Reeves skrev sig ind i populærmusikkens store historiebog, da hun som forsangerinde i Martha and the Vandellas var med til at fodre hitlisterne med det ene store hit efter det andet. “Heat Wave“, “Quicksand“, “Dancing in the Street”, “Nowhere to run“, “Jimmy Mack” m.fl.

Og det lÃ¥ næsten i kortene, at Martha skulle blive noget ved musikken. Hun blev født ind i en sort familie som et af ialt 11 børn. Da familien flyttede fra hjembyen Eufaula, Alabama til Detroit, Michigan, kom den purunge Martha med i sin bedstefar Reverend Elijah Reeves’ kirke og – ikke mindst – kor. Senere i High School kom hun under sanglæreren Abraham Silvers vinger. Han havde øjne og ører Ã¥bne for nye sangtalenter og havde allerede haft kontakt med andre talenter i Detroit, fx Mary Wilson og Florence Ballard (fra The Supremes).

Det var også i high school-tiden, Martha for alvor fik smag for R&B og vokalgruppepop. Og hun dannede sit eget band The Sabre-Ettes i 1958. Derefter gled hun videre til The Fascinations og The Del-Phis, der senere tog navneforandring til The Vels.

Men successen kom ikke over night for Martha. Først arbejdede hun med tilfældige jobs, medens hun optrÃ¥dte om aftenen i de lokale natklubber. Og først da hun fik foden indenfor i Hitsville-studierne som sekretær – først for Mickey Stevenson og senere for Berry Gordy – begyndte der at ske noget. Her lykkedes det hende, at fÃ¥ sit gamle band The Vels engageret som backingvokalgruppe for Sandra Edwards (The Elgins) og dernæst for Marvin Gaye. Efter at The Vels havde backet en ung Mary Wells op med succes, fik gruppen sin egen pladekontrakt og ændrede navn til Martha and the Vandellas.

Med sin rå, upolerede, gospelskolede stemme i forgrunden sikrede Martha, at The Vandellas kunne skille sig ud fra de mange i øvrigt fremragende vokalgrupper, der dukkede op i de år. Fx konkurrenterne i The Supremes og The Marvellettes.

Det første større hit kom allerede i 1963 med “Come and Get These Memories”, der nÃ¥ede en 29. plads pÃ¥ den generelle singleliste og en 6. plads pÃ¥ R&B. Den blev hurtigt fulgt op af den millionsælgende “(Love is like a) Heat Wave”, som blev hhv. nr. 4 pÃ¥ singlelisten og nr. 1 pÃ¥ R&B-listen. Med Martha som omdrejningspunkt og konstant var gruppen aktiv frem til starten af halvfjerdserne. Gruppen toppede i 1964 med deres største hit “Dancing in the Street”, som nÃ¥ede en 2. plads pÃ¥ singlehitlisten.

Men successen havde ogsÃ¥ en bagside. Ud over de obligatoriske skærmydsler i gruppen, som medførte adskillige ud- og indskiftninger, sÃ¥ mÃ¥tte Martha and the Vandellas lide den tort, at blive sat i skyggen af Diana Ross og hendes gruppe The Supremes, som blev Berry Gordy kæledægger. Og successen havde ogsÃ¥ en personlig pris, idet Martha tillagde sit et stofmisbrug…

I 1972 gik gruppen i opløsning efter udsendelsen af albummet Black Magic, og året efter opløste Marthe sin kontrakt med Motown, der flyttede forretningen til Los Angeles.

I 1980’er rejste Marthe Reeves og andre tidligere medlemmer af the Vandellas en retssag mod Berry Gordy og Motown-imperiet, fordi de mente, at de ikke havde fÃ¥et de royalties, de havde krav pÃ¥. Der blev indgÃ¥et et forlig mellem parterne i 1991.

I 1974 sprang Marthe Reeves sÃ¥ ud som soloartist. Det første album, “Martha Reeves”, kom samme Ã¥r og blev en kunstnerisk succes, forstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at kritikerne roste den til skyerne – men pladekøbernes interesse var mere behersket. Det samme billede tegner sig for de plader, hun siden har indspillet i løbet af halvfjerdserne. Hendes foreløbigt seneste plade kom i 2004, “Home to you”, som bestod af egne sange og en nyindspilning af det gamle hit “Jimmey Mack”.

Ved siden af sangkarrieren har Marthe optrådt på de skrå brædder i Broadwayopsætninger og har været involveret i lokalpolitik som byrådsmedlem i Detroit i årene 2005-2009. Hun fik også bugt med sit stofmisbrug, da hun blev genkristnet som baptist.

Hun er fortsat med at optræde og så sent som i år har hun været et af hovednavnene ved Smithsonian Folklife Festival i Washington D.C. Efter sigende er der også et nyt album på vej. Imorgen fylder Martha Reeves 70.

Opdatering, mandag: Og Torben kaster en rune på selve dagen.