Indlæg tagget med nekrogram

Vi starter dagen med et dødsfald: Zsa Zsa Gabor

19. december 2016

Vi starter selvfølgelig dagen med nyheden om den ungarsk fødte Hollywood-stjerne Zsa Zsa Gabors død få dage før sin 100 års fødselsdag (der hersker lidt medieforvirring om hendes faktiske alder…).

Gabor var et vaskeægte Hollywood-ikon, der mest gjorde sig bemærket ved sin flamboyante Hollywood-livsstil og i mindre grad i kraft at sit store skuespiltalent. Hun nåede at være gift hele ni gange i sit lange liv . I 1936 blev hun fejret som det års Miss Ungarn og få år efter tog hun til USA, hvor hun gjorde sig bemærket i film som “Politiets blinde øje” (Orson Welles) og “Vi er ikke gift”.

Og så formåede hun at gøre karriere på sit blonde udseende, sin ekstravagante livsstil og sin uudslettelige ungarske oprindelse, der kunne høres, når hun udtalte sig. Nu, hvor hun er død, er Hollywood blevet en tand mindre Hollywoodsk i klassisk glamourøs forstand.

Og endnu et dødsfald: Erik Falck – bassist i C . V. Jørgensen er død

17. december 2016

Via musiker, musikjournalist m.m. Per Wium erfarer jeg, at bassisten Erik Falck er død efter længere tids sygdom (1952-2016). Falck var en vital del af C. V. Jørgensen. I sin omtale af det ganske lille bands lille bokssæt fra 2011 skrev Torben Bille følgende anerkendende ord om Falck rolle i bandet:

, Erik Falck var mediatoren i bandet, men var som instrumentalist pågående og funky som få. Hans basgange er ofte sange i sig selv. Og han var den, der tydeligst holdt fast i gruppens oprindelige inspiration, som ikke så meget kom fra Bob Dylan som fra Doobie Brothers og Little Feat.

Og så farvel til – Greg Lake

8. december 2016

Den 7. december tabte bassisten m.m. Greg Lake sin kamp mod en alvorlig kræftsygdom 69 år gammel og fulgte i sporet på de mange andre fra musikken, som vi har sagt farvel til i 2016. Med Emerson, Lake & Palmer og King Crimson på sit cv har Lake sikret sig et pænt omdømme i eftertiden.

Avisen The Guardian fremhæver især hans medvirken på King Crimsons omstridte hovedværk In the Court of the Crimson King som et varigt vandmærke. At han også står som ophavsmand til en af julens mest elskede sange “I believe in Father Christmas” skal blot tilføjes som en aktuel kuriøs note.

Exit Fidel Castro – 90

26. november 2016

Man skal passe på med at tage til julefrokost og slukke for de sociale medier og mobiltelefonen. På vej tilbage til virkeligheden erfarede jeg, at også Fidel Castro har forladt os i det morbide år 2016.

Manden blev 90, så på den led er det ikke den store overraskelse. Men med han forsvandt også et symbol på den tid, hvor der endnu herskede forestillinger om en virkeliggjort socialisme.

At den så langt fra var så virkeliggjort, som man kunne ønske det, er en anden sag. Og Fidel vil i eftertiden stå for mig – sammen med fx  vennen Che Guevara som eksempel på, at det nytter at kæmpe mod overmagten og for idealer, man tror på.

Billedet af den unge Fidel med bolden er lånt fra en Fidel-side på Pinterest.

Mere død: Jan Sonnergaard – 53 år

21. november 2016

Endnu et dødsfald. Og måske ikke det sidste her i dette dødsmærkede 2016. Denne gang er det forfatteren Jan Sonnergaaard, der er gået bort. I følge Gyldendal døde Sonnergaard på en rejse til Beograd, hvor hans hjerte sagde stop.

Jeg havde det held at møde Jan Sonnergaard in persona to gange i forbindelse med mit virke som dansklærer. Og begge gange fik jeg indtrykket af en mand, der var helt nede på jorden. Her var ingen forfatternykker eller kændissmageri. Og han brød sig ikke meget om det litterære parnas, hvor atmosfæren var gennemsyret af jalousi, og hvor knivene i ærmerne hele tiden stak ud af ærmegabet.

So long Leonard

11. november 2016

åh nej, nåede jeg lige at tænke. Hvem bliver den næste? Bob Dylan eller Paul McCartney? Døden er på overarbejde her ved udgangen af ’16. Leonard Cohen er her ikke mere – og det vil kunne mærkes. Stemmen, poesien, manden og myten er væk efter 82 år på denne plagede planet. I det mindste slipper han for at skulle forholde sig til en verden, der bevæger sig en helt gal retning. So long Leonard og tak for teksterne og musikken.

Farvel til – Frank Lauridsen

10. november 2016

Manden med leen har høstet meget blandt musikere og musikfolk i dette år. Og han fortsætter. Nu forsvandt sangeren, musikeren og sangskriveren Frank Lauridsen, kun 68 år gammel. Læsere, der er så gammel som jeg eller deromkring, vil huske Frank fra den fynske beatgruppe The Baronets, hvor han sammen med bl.a. Lasse Helner, var med til at sparke beatmusikken i gang i Danmark i tresserne. Siden var han med i et andet navnkundigt orkester, nemlig Midnight Sun, hvor han tog over efter Allan Mortensen i den vokale forgrund. Og så sent som i 2014 udsendte han solopladen How it feels to be Frank, som jeg omtalte i forbindelse med udgivelsen –her.

Den første gang, jeg for alvor hørte Frank Lauridsen, var da jeg fik fat i en såkaldt flexidisc med The Baronets. Den var vedlagt ungdomsmusikbladet Børge i tresserne. Nu er Frank blev tavs.

åh nej – Trille er død, 71 år

18. oktober 2016

Helt tilfældigt kom jeg til at snakke om Trille med en kollega i dag. Og så kommer jeg hjem til den kedelige nyhed om, at hun nu er død, 71 år gammel, af en kræftsygdom. Trille blev berømt-berygtet, da hun som ganske ung optrådte med visen “Øjet“, der handlede om kønsliv og kristendom – og satte ord på noget af det oprør, som tresserne havde sat igang. Siden blev hun en slags uofficiel troubadour for kvindebevægelsen med sit album Hej Søster (1975), selv om Trille aldrig opfattede sig selv om erklæret rødstrømpe.

44 år gammel sagde hun stop og trak sig ud af rampelyset efter en række fine album. Mange år senere vendte hun tilbage til offentligheden som foredragsholder og forfatter af sin anbefalelsesværdige selvbiografi Altid har jeg længsel.

Og nu er hendes livsbue så slut. Og selv om der er kommet mange nye, unge, talentfulde kvinder til, så vil der være en plads, der forbliver tom. Trilles.

Læs også Torben Billes omtale af Trilles retrospektive bokssæt Hele balladen.

 

Farvel til Dario Fo

13. oktober 2016

Den 13. oktober i år døde den kendte italienske skuespiller, komiker m.m. Dario Fo. Og dermed bliver det politiske teater meget fattigere. Fo byggede sit folkelige, politiske teater på den klassiske commedia dell’arte-tradition og blev en inspirationskilde for meget politisk teater i tresserne og halvfjerdserne. Fx ville det være svært at forestille sig Clausen & Petersens gadeteater og lignende uden en – i det mindste indirekte – indflydelse fra Fo. Fos død burde også få etablerede teatre til at overveje om tiden ikke er inde til mere politisk satire over for det bestående samfunds situationer. Der er nok at tage fat på…

Farvel til Dario Fo

13. oktober 2016

Den 13. oktober i år døde den kendte italienske skuespiller, komiker m.m. Dario Fo. Og dermed bliver det politiske teater meget fattigere. Fo byggede sit folkelige, politiske teater på den klassiske commedia dell’arte-tradition og blev en inspirationskilde for meget politisk teater i tresserne og halvfjerdserne. Fx ville det være svært at forestille sig Clausen & Petersens gadeteater og lignende uden en – i det mindste indirekte – indflydelse fra Fo. Fos død burde også få etablerede teatre til at overveje om tiden ikke er inde til mere politisk satire over for det bestående samfunds situationer. Der er nok at tage fat på…

Og farvel til: John D. Loudermilk, 82 år

24. september 2016

Og musikken har mistet en fremragende sangskriver, John D. Loudermilk. Et hjertetilfælde gjorde det af med Loudermilk i onsdags. Han begyndte karrieren som udøvende musiker, der spillede rockabilly. Men hurtigt viste det sig, at hans virkelige talent lå i at skrive sange – ikke mindst til andre. Og i countryens hjertekammer, Nashville, blev han en af de centrale sangskrivere og leverede sange i mange stilarter. Hans måske største hitsang blev “Tobacco Road”, der hittede med Nashville Teens i 1964 og siden er blevet planket af så forskellige kunstnere som Jefferson Airplane og Eric Burdon.

Loudermilk kom fra en fattig baggrund. Faderen var analfabet og moderen missionær i Frelsens hær, men de var også musikalske mennesker. Faderen lavede en  ukulele af en cigaræske til drengen og moderen lærte ham at spille på den. Da var han 7 år gammel, og derfra gik det via orkesteret i det lokale Frelsens hær over radio- og tv-programmer og så til Nashville. Og det var sangen “Sittin’ on the Balcony”, som Eddie Cochran fik succes med, der gjorde udslaget og fik Loudermilk til at fravælge en universitetsuddannelse til fordel for en karriere som sangskriver. Resten er musikhistorie.

Et kapitel er afsluttet: Fred Hellerman – The Weawers – er død, 89 år

4. september 2016

MI0001658195

Fred Hellerman var den sidste overlevende i det legendariske folkband The Weawers, der også tale Pete Seeger, Ronnie Gilbert og Lee Hays. Som gruppe var Weawers med til at initiere den folkbølge, der op gennem tresserne skyllede ind over den vestlige verden. Som Pete Seeger var The Weawers politisk engagerede musikere, der gerne optrådte ved fagforeningsmøder o. lign. Af samme grund blev de genstand for ‘undersøgelser’ for kommunistiske aktiviteter og sympatier i McCarthy-perioden. Det forhindrede dem dog ikke i at blive voldsomt populære og sælge mange plader. Forfølgelsen betød dog, at bandet valgte at gå i opløsning i 1952, for at blive genforenet tre år senere, da kommunistforskrækkelse aftog igen. Og det holdt sammen ind i tresserne, hvor Bob Dylan m.fl. tog over.

Til Hellermans meriter hører også, at han fik æren af at producere Arlo Guthries klassiker og hovedværk Alice’s Restaurant (1967).

Endnu et dødsfald i ’16: Alan Vega

17. juli 2016

Det navnkundige Suicide-medlem Alan Vega er død, 78 år gammel. Det er kollegaen Henry Rollins, der har fået den tvivlsomme ære at viderebringe familiens triste nyhed på sin side. Som meddelsen beskriver, så var Vega en legendarisk figur, en kultfigur, der sammen med Martin Rev i Suicide foregreb punkens og post-punkens rystelser af traditionen. Også efter Suicides storhedstid i halvfjerdserne, fortsatte Vega med at lave solo- og samarbejdsplader, der aldrig var mindre end interessante. Lad mig blot nævne samarbejdet med Alex Chilton og Ben Vaughn på Cubist Blues fra 1996.

Nu er rocken igen blevet berøvet en original. Og det er nok ikke den sidste, vi skal sige farvel til i år, hvis tendensen holder… Suk.

Farvel til Henry McCoullough

19. juni 2016

“I was very sad to hear that Henry McCullough, our great Wings guitarist, passed away today. He was a pleasure to work with, a super-talented musician with a lovely sense of humour. The solo he played on ‘My Love’ was a classic that he made up on the spot in front of a live orchestra. Our deepest sympathies from my family to his.“ Paul McCartney på sin hjemmeside

For et par dage siden døde Henry Campbell Liken McCoullough,  72 år gammel. Nordirsk guitarist, sanger og sangskriver. Kendt fra sin medvirken i det navnkundige band Spooky Tooth og – ikke mindst – Paul McCartneys Wings. Han fik to år med Wings, inden han – på grund af “musikalske uoverensstemmelser” med McCartney – måtte forlade bandet ved indspilningerne til Band on the Run. Men han fik sat sit vandmærke på sange som “Hi, hi, hi”, “Live and let die” og ikke mindst “My love”, hvor hans guitarsolo stak ud og blev kaldt en af rockens ‘bedste soloer’. Så vidt vides var Henry aktiv som musiker til det sidste og nåede at udsendte en snes soloplader oven i alt det andet.

Gem

Gem

Gem

Gem

Og endnu et dødsfald: Carlo Mastrangelo – Dion and the Belmonts

7. april 2016

Endnu en stemme i populærmusikken er forstummet. Carlo Mastrangelo (tv på fotoet ovenfor) er gået bort i en alder af 78. Den italiensk afstammende Carlo voksede op i The Bronx, hvor han sammen med klassekammeraterne Angelo D’Aleo og Fred Milano dannede The Belmonts i midten af 1950’erne. Et par år senere kom tenoren Dion DiMucci med som forsanger.

Allerede i 1958 hittede Belmonts med deres første single “I wonder why”, hvor man hører Mastrangelos stemme indlede sangen. Mastrangelos stemme var lidt rå og mørk (bas) og stod godt til Dions lyse, som man kan høre. Belmonts fik en række hits i årene efter – bl.a. “A teenager in love” og “Where or when” – inden Dion i 1960 forlod gruppen for at satse på en succesfuld solokarriere.

På sin Facebookside skriver Dion anerkendende om Carlo:

Carlo Mastrangelo on the right “Dion and the Belmonts” sang that riveting opening to “I wonder why” which was as unique too Doo-wop as Chuck Berry’s guitar intro to Johnny B Goode was to rock ‘n’ roll…. Carlo was born into eternity yesterday. We were rockin’ childhood friends. He taught me much about music. He was talented off the charts. A good man. Eternal Rest and Peace my friend.