CAPAC

Enhver fan af The Pink Panther-filmserien med Peter Sellers ved, hvem Cato er eller rettere var. Cato var inspektør Clouseaus asiatiske husalf, der havde en stÃ¥ende ordre pÃ¥ at overfalde Clouseau i hjemmet, nÃ¥r det kunne lade sig gøre, for at inspektøren kunne øve sig i den slags situationer. Nu er Cato eller rettere Burt Kwouk, der havde æren af at fremstille den lille kæmper, død i en alder af 85 Ã¥r. Ud over panterfilmene – hvor ham var med fra 1964 (Et skud i mørket) til og med 1993 (Son of the Pink Panther) – var han bl.a. med i et par James Bond-film og i en Steven Spielberg-film (Empire of the Sun).

Dagen begyndte eller så godt, da min hund vækkede mig blidt. Men så snart jeg fik tændt for computeren var den dag så småt ødelagt, for jeg kunne som noget af det første læse, at bassisten Hugo Rasmussen er død af kræft i en alder af 74 år.

Nu kan jeg sÃ¥ hÃ¥be pÃ¥, at de – forhÃ¥bentlig mange – nekrologer vil løfte stemningen igen. For Hugo Rasmussen var uden tvivl en ener i dansk musik. Ikke kun pÃ¥ grund af sit markante ydre med en flot skægpragt, men ogsÃ¥ fordi han musikalsk favnede sÃ¥ vidt – fra jazzen over Trille til danskpop og børnemusik.

I et interview i Information fortalte Hugo om sin kamp for at blive den bassist, han blev til. Blandt andet om det store øjeblik, hvor idolet Hary ‘Sweets’ Edison ‘slog ham til ridder’:

»Jeg havde spillet et nummer sammen med trompetisten Harry ‘Sweets’ Edison, som var ét af mine helt store idoler. Og da jeg havde spillet, gjorde han sÃ¥dan her,« siger Hugo Rasmussen og rejser sig fra sin stol. Han bøjer sig henover bordet, placerer sine store hænder pÃ¥ hver side af mit hoved og trykker sin mund mod panden mellem øjnene.

»Det var sådan han gjorde! Han gav mig et kys lige midt i panden, og det føltes som om, jeg var blevet slået til ridder!« griner Hugo højt og falder tungt tilbage i sin stol.

»Det var helt fantastisk. Der følte jeg virkelig, at jeg havde deres accept. Jeg var berettiget til at være på scenen sammen med dem, og det føltes som en familie, hvor jeg også hørte til.«

Sådan! Hvil i fred Hugo. Og så vil jeg gå til pladebunken og finde nogle plader, hvor Hugo spiller med.

Hugo Rasmussen All Stars

“Such a shock to hear about Cilla’s passing. She was a lovely girl who infected everyone with her great spirit.From first meeting her as a cloak room girl at the Cavern in Liverpool, to seeing her many times since, she always had a fun-loving dignity that made her a great pleasure to be around. She had a fine distinctive voice and was always a bit of a laugh. It was a privilege to know and love her.”, Paul McCartney

Beatles-protegéen Cilla Black er død i en alder af 72 Ã¥r. De foreløbige oplysninger tyder pÃ¥, at Black døde af sÃ¥kaldte “naturlige” Ã¥rsager i sit hjem i Spanien.

Det var efter sigende Ringo Starr, der fik Cilla Black ind i kredsen omkring The Beatles, da han introducerede hende for manager Brian Epstein. Andre anekdoter giver John Lennon æren for at introducere hende til Epstein. Inden da havde hun været garderobedame i The Cavern, hvor Beatles jo startede deres karriere i Liverpool.

Hun havde drømme om at blive noget ved musikken og optrÃ¥dte rundt omkring i lokalomrÃ¥det, bl.a. sammen med Ringos første band Rory Storm and the Hurricanes. Og Brian Epstein skrev kontrakt med hende som sin første og eneste kvindelige kunstner. Det førte til en pladekontrakt med George Martin og indspilningen af Lennon-McCartney-sangen “Love of the loved”, der blev en yderst beskeden succes med en 35. plads pÃ¥ hitlisten. Langt bedre gik det med single nr. 2, “Anyone who had a heart” (Bacharach/David), der toppede listen i februar 1964. Og dermed tog Black hul pÃ¥ en karriere, der omfatter hele elleve top ti hits i perioden fra 64 til 1971.

I årene efter gjorde hun sig også på tv med eget show og som vært på andre programmer. Og hun fortsatte med at lave musik. Så sent som i 2013 udkom The Very Best of Cilla Black, der giver en tværsnit gennem hende karriere.

Selv om hun er uløseligt forbundet til Beatles i tresserne, sÃ¥ skal hun mindes som en af de fremmeste britiske sangerinder i tressernes gyldne æra – med sin helt egen stemme og lyd. Hvil i fred.

PÃ¥ Gnags’ Facebook stÃ¥r at læse:

“Det er med stor sorg, vi mÃ¥ meddele, at Ivan Sørensen, GNAGS legendariske orgelspiller og keyboard-mand fra 1972-2003 er død i Ajstrup den 22.7.
Ivan blev født i Aalborg af musikalske forældre. Karen var servitrice og Ingeman arbejdede ved DSB. Og sÃ¥ havde de sammen et band, der spillede til dans pÃ¥ byens restauranter. Og Ivan viste meget tidligt evner for det musikalske. Han spillede med – først pÃ¥ mandolin, sÃ¥ pÃ¥ guitar, klaver og orgel. Ivan var gennemmusikalsk. Nyn en melodi – og Ivan kunne spille den.
I 60´erne flyttede familien til Bredballe ved Vejle. Og Ivan fortsatte med musikken. Nu var det blues, rock og soul, der fangede hans interesse. Han mestrede hele repertoiret – og rygterne gik om et usædvanligt musikalsk talent. Og sÃ¥dan et kunne GNAGS godt bruge. SÃ¥ allerede som 15-Ã¥rig flyttede han ind i kollektivet hos os i Aarhus, hvor han spillede med pÃ¥ samtlige koncerter og samtlige pladeindspilninger fra 1972-2003.
Specielt som Hammond-organist var Ivan uovertruffen. Hans sans for det harmoniske, hans feeling og ustoppelige fantasi. Spil som et bål, der knitrer, spil som havet, eller vand, der risler ned ad bakke. Ku´ du lave sådan lidt markedsstemning, hvor det dufter sødligt henne fra pigen med de glasserede æbler? Ivan mestrede det hele. Også salmerne, sangene fra sangbøgerne og viserne.
Hvad mange plejehjem har nydt godt af, for Ivan svigtede heller aldrig de gamle. Han kom i det mindste altid lige og spillede til Juleafslutningen.
Æret være Ivan Sørensens minde.”

Hvil i fred.

Gnags på tuben

Vi siger farvel til en af de helt store kanoner inden for the blues. Forventeligt er B. B. King død i en alder af 89 Ã¥r. For ikke sÃ¥ længe siden blev han indlagt pÃ¥ et hospice – sÃ¥ vi vidste godt, hvor det bar hen med den gamle kæmpe, der med sin livstrætte stemme og klagende guitarlyd foretog rejsen fra Mississippis blomuldsmarker til verdens store koncertscener, som New York Times-nekrologskriver pointerer. Og King var en af de vigtige figurer, der var med til at forme den britiske R&B-funderede beatmusik med Rolling Stones, Yardbirds og mange andre navne.Og han vedblev at være inspirator for dem – fx for Rolling Stones og Eric Clapton. De kunne altid vende tilibage til King, fordi det var her man fandt den rene vare – den rigtige blues. Tak for alt B. B.

 

For snart fem Ã¥r siden købte jeg en singleplade med Maia & Full Limit. Et ripp off efter Cy, Maia og Robert. Og med sig i Full Limit havde Maia Robert Leliève, James “Jimmy” Campbell og Iain Campbell. Den sidste kunne jeg ikke lige dechiffrere dengang, men med hjælp fra bl.a. Torben Bille faldt tingene pÃ¥ plads. Du kan læse med her. Af kommentarfeltet kan man ogsÃ¥ læse, at der herskede tvivl om, hvad der blev af Iain efter indspilningen af duoalbummet Alliance sammen med Robert Leliève.

Nu viser det sig, at Iain Campbell lige er død af et hjertetilfælde i en alder af 73 år. Og af nekrologerne og efterskrifterne på nettet kan man læse, at skotten Iain blev født i Glaskow og startede sin karriere som guitarist i diverse swingbands i halvtredserne og tresserne. Senere tog han med The Big Six til Hamborg, hvor de erstattede the Beatles. Iain spillede også backing for Chuck Berry og Little Richard, da de besøgte Europa dengang. Senere blev han sessionmusiker og spillede blandt andet bag Stealers Wheel (m. Gerry Rafferty). Senere flyttede Iain til Mississippi, hvor han opdyrkede bluesgrassmusikken.

Iain vendte dog tilbage til Storbritannien og levede af at spille på pubs helt frem til han fyldte 70 år. Nu er han ikke mere og tiden er inde til denne minderune. Hvil i fred.

MÃ¥ske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen gÃ¥r i en retning, der pÃ¥ langt de fleste mÃ¥der – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – gÃ¥r den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – bÃ¥de kærligt og knap sÃ¥ kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenÃ¥det rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men ogsÃ¥ stÃ¥r for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem Ã¥rene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende Ã¥rhundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.

Nu er han ikke mere, og dansk Ã¥ndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtÃ¥rn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet pÃ¥ dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, nÃ¥r idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke pÃ¥ det… Farvel Rif og tak for alle ordene.

Manden med leen har travlt i denne mÃ¥ned. Nu meddeles det, at John Renbourn – kendt fra folkgruppen Pentangle – er fundet død i en alder af 70 Ã¥r. Sammen med Bert Jansch, der døde for fÃ¥ Ã¥r siden, udgjorde Renbourne en væsentlig dimension i Pentangle, der med sin moderne udgave af folk blandede folk, blues, jazz og rock pÃ¥ en hel unik facon. Efter bandets opløsning i 1973 (det blev gendannet i 1981) gik Renbourne solo og spillede en lang række stilarter – fra middelaldermusik til jazz og blues. Sammen med Jansch betragtes han som en af de helt store guitarister i britisk musik.

Når man er vokset op i en tid, hvor Jørgen Ingmann solgte sine guitarkurser via små kuponer i et ugeblad, så er der næsten noget ironisk over at læse, at han selv skulle ende sine dage ved at sove ind ved sin computer. For Jørgen Ingmann hører en anden, førdigital tid til.

Torben Bille kaldte ham – i forbindelse med  hans 85 Ã¥rs dag – meget rammende for ‘den første danske guitargud’ og tænkte pÃ¥ dengang i 1961, hvor Ingmann gjorde Elvis og andre af tidens store navne rangen stridig pÃ¥ den amerikanske hitliste med en flot 2. plads med nummeret “Apache”. Ikke engang Aqua, der nÃ¥ede en syvendeplads med “Barbie Girl” mange Ã¥r senere, kunne ændre pÃ¥ den flotte musikhistoriske præstation.

Torben fortalte ogsÃ¥ i korthed historien om Ingmanns løbebane til dagbladet Politiken – og tillad mig at citere: ”

“Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpÃ¥ kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begÃ¥ sig pÃ¥ en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. FÃ¥ uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre mÃ¥neders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstÃ¥, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem Ã¥r siden.”

Jovist. Jørgen Ingmann var en guitarpioner og foregangsmand for alle de guitareksperimenter, der fulgte i tresserne. Mange tænker nok ikke så meget over det i dag, men det fortjener at blive husket.

Ingmann stillede guitaren væk i 1984 og begyndte i stedet at male. Men lyden af hans guitar klinger stadigvæk for mit indre øre. Hvil i fred.

Døden høster i disse dage. Først røg bassisten Mike Pocaro fra Toto, sÃ¥ kom turen til tangentspilleren Jimmy Greenspoon fra Three Dog Night. Og nu erfarer jeg sÃ¥, at bassisten Andy Fraser fra halvfjerserbandet Free har forladt os. Fraser var medkomponist til gruppens helt store hit “All Right Now”. DødsÃ¥rsagen er i skrivende stund ukendt.

Fraser var en af de musikere, der blev udlært hos John Mayall og hans Bluesbreakers, inden han kom med i Free. Senere var han med i The Firm og Bad Company.