CAPAC

Forleden døde countryikonet George Jones. Jeg har ikke andet end et overfladisk forhold til ham, derfor skrev jeg ikke noget på dagen. Men Keith Richard har skrevet et mindeord, der nok er værd at dele med andre. Fuld af veneration og identifikation. En rune fra en særling til en anden. Brødre i ånden.

George Jones has left us. We have lost one of the most individual singers of all time. I cannot express the emptiness I feel. George was as country as it can get, but he was beyond any bag you want to put him in. He was pure American music without ever waving a flag – you can hear a million imitations on the radio every day – but there was, and ever will be, only one George Jones. He possessed the most touching voice, the most expressive ways of projecting that beautiful instrument of anyone I can call to mind. You heard his heart in every note he sang. Sinatra called him the second best singer ever. (The number one obviously being Frank!). I would contest that. I truly loved ‘the possum.’ He was a crazy as me, and just as free… and, oh boy, could he hang. Keith Richard i Rolling Stone

Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne.

Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside. Foto: Claus Bjørn Larsen/POLFOTO, 2008.]

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

”

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Selv om der har været for mange nekrologiske indlæg her i året start, så kommer jeg ikke uden om at omtale Gordon Stokers død. Han var forsanger i The Jordanaires, der blev verdensberømte for deres samarbejde med Elvis Presley.

Navnet Crawdaddy tog Williams fra Crawdaddy Club i London, hvor Rolling Stones begyndte deres karriere i starten af tresserne….

Og Staple Singers i selskab med The Band fra The last Waltz:

Tilbagespoling

Han begyndte sin musikalske karriere som trombone-spiller hos Glen Millers Orkester. I følge hans egne oplysninger fandt Glen Miller ham, da han sammen med sine brødre spillede på en srtipbar, og Miller inviterede ham med i sit dengang berømte orkester. Tanner forlod Glen Miller, da denne lod sit orkester træde i de amerikanske styrkers tjeneste. Senere blev han underviser i jazz på University of California og opfandt den elektriske theremin i samarbejde med thereminens opfinder Bob Whitsell. Den elektriske theremin blev brugt på Beach Boys Pet Sounds (bl.a. Good Vibrations, I was’nt made for these times) og Wild Honey, men fx også i Hitchcock-filmen Spellbound og i diverse tv-serier.

Ud over sit aktive virke som musiker, var Tanner en højt respekteret underviser på UCLA, hvor hans forelæsninger om jazz var rene tilløbsstykker med lange ventelister. Han var også forfatter til nogle velanskrevne musikbøger, bl.a. Every Night Was New Years Eve om tiden med Glen Miller.

Selv om han altså havde mange talenter, så er det især for sin lydtilsæting til Beach Boys-pladerne, han bringes i erindring i diverse nekrologer. Men den lyd er også afgørende for sounden på de indspilninger. I øvrigt havde Paul Tanner, der blev 95 år, ikke så meget til overs for Beach Boys som musikere. Den eneste, der efter hans mening, besad musikalske ideer og talent var Brian Wilson…

Så tog manden med leen også Reg Presley, forsanger i The Troggs. Den kedelige nyhed var ikke uventet, for Reg havde haft flere hjertetilfælde og blev sidste år diagnosticeret med lungecancer. Ved samme lejlighed sagde han farvel til The Troggs og karrieren.

The Troggs kom i stald hos Kinks-manageren Larry Page i 1964 og fik de følgende fire-fem år en håndfuld solide singlehits. Bedst kendt er nok Chip Taylor-sangen “Wild Thing“, der toppede i både Storbritannien og USA i 1966. Men sine uhyre enkle guitarriffs blev sangen en garagerockklassiker, der også var med til at brande gruppen som et af garagerockens førende bands. Andre memorable hits var “With a girl like you” (1966), “I can’t control my self” (1966), “Anyway That You Want Me” (1967) og “Love is all around” (1967-68). Alle sammen sange, der besidder popsangens umiddelbarhed og er udført med i bedste forstand primitiv rhythm-and-blues arrangementer.

Men succesopskriften holdt ikke længere end til 1969, hvor gruppen gik i opløsning, fordi hitsene begyndte at udeblive. Flere af gruppens medlemmer – bl.a. Reg – forsøgte sig med soloprojekter. Reg udsendte albummet “Lucinda Lee”. Bandet blev dog hurtigt gendannet i 1969, uden at det ændrede på successen. Troggs var henvist til at leve på renommeet og var selvskrevne til den tresser-revival-kult, der allerede startede tidligt.

Med til historie om The Troggs hører dog også, at de indspillede et udmærket, men noget overset album med titlen Athens Andover, som blev til med hjælp fra medlememmer af REM. Pladen dementerede fordommen om, at The Troggs kun var en singlehitgruppe.

Nu er Reg død, og vi har kun pladeindspilningerne at fornøje os med. Det er der til gengæld al mulig grund til at gøre. Hvil i fred, Reg.

Louie Louie

Fra Athens andover: Together – Nowhere Road – Deja vu – Hot Stuff – I’m i control – What’s your game

Bemærk den syngende og spillende dame i ovenstående spilleglade video med skifflekongen Lonnie Donegan og venner. Den trinde dame med det afrokrøllede hår er Kathleen Barbara Marie Douglas eller som hun kaldtes: Shirley Douglas. Og hun var en af de ledende skikkelser i det skiffle-boom, der genlød i Storbritannien i årene før Beatlemania, og som Beatles og andre beatmusikere havde som fælles, indiskutabel forudsætning. Shirley døde for nylig.Shirley Douglas’ karriere startede for alvor i 1959, hvor hun kom med i Chas McDevitt Skiffle Group, fordi bandets sangerinde var gravid og foretrak ro og fred i familiens skød frem for et hektisk musikerliv på veje og koncertscener. Bandet var et veletableret navn med et internationalt hit – “Freight Train” – i bagagen.I tiden efter skifflefeberens kortvarige rasen arbejdede Shirley sammem med McDevitt og de optrådte blandt andet som opvarmingsnummer for The Beatles, da de kom frem. Til Douglas’ bedriter hører også et enkelt soloalbum – Heart on the Loose – og håndbogen The Shirley Douglas Easy Guide to Rhythm and Blues for Bass Guitar, som efter sigende både John Paul Jones og John Entwistle lærte meget af. Hvil i fred.

[ikke-krediteret foto, lånt fra sitet sundazed.com]

Han fik øgenavnet mr. Skin, da han med sin dengang politisk ukorrekte skaldede isse blev trommeslager i det fusions-psykedeliske-rockband Spirit. Det var i 1967. Og det var ikke kun med sin skaldethed, Cassidy skilte sig ud. Hans hang til sort tøj og aldersforskellen på tyve år til sine yngre kolleger gjorde ham til et særligt fokuspunkt i gruppen.

Cassidy var egentlig jazz-trommeslager og havde spillet med mange af datidens helt store navne, fx Thelonius Monk og Gerry Mulligan, da han fulgte tidsånden og blev rockmusiker. Han var i øvrigt også stedfader til bandets navnkundige guitarist Randy California.

Spirit, der måske er gået lidt i glemmebogen og i hvert fald har stået lidt i skyggen af de andre store bands fra perioden – Grateful Dead og Jefferson Airplane for eksempel – havde succes dengang. Ikke mindst på det førende medie – albummet. Deres to første album Spirit og The Family That Plays Together blev solide salgssuccesser i 1968 med en særlig fusion af psykedeliske elementer, jazz og rock. Og Led Zeppelin – som Spirit var supportband for – lod sig inspirere meget af dette fine band. Med sit jazzinfluerede trommespil gjorde Cassidy en hørbar forskel i en tid, hvor der var nok af trommeslagere…der forstod at slå på tromme.

Ed døde d. 6. december sidste år og blev 89 år gammel.