Indlæg tagget med nekrolog

Patti “Tennessee Waltz” Page er død

3. januar 2013

Med 13 uger pÃ¥ toppen af Billboards bestsellerliste med sangen “Tennessee Waltz” sikrede sangeringen Patti Page (Clara Ann Fowler) sig en varig plads i poppens store krønike. Det var i 1950. Oprindeligt var sangen blot tænkt som B-side til en julesang, “Boogie Woogie Santa Claus“. Men det var “Tennesse Waltz”, der sejrede og blev opgraderet til A-side pÃ¥ de efterfølgende oplag. Successen grundlagde Patti Pages karriere, og i Ã¥rene, der fulgte blev sangen indspillet af mange andre kunstnere, bl.a. Alma Cogan, der tilførte countrysangen lidt rock’n roll-smag. Og det var i hendes version – fra 1964 – sangen kom ind i mit univers.

Patti Page fik andre hits dengang i de tidligere halvtredsere, “(How Much Is That) Doggie in the Window,” “I Went to Your Wedding” og “All My Love (Bolero).” Hendes første større hit var “With My Eyes Wide Open, I’m Dreaming,” fra 1950. Page, der døde forleden, 85 Ã¥r gammel, var et godt eksempel pÃ¥ datidens sangerinder, der havde en god, lys stemme, der ikke var noget særligt, men passede vældig godt til tiden poptoner. Page har modtaget to Grammyer i sin lange karriere. I 1998 for jubilæumslivepladen “Live at the The Carnegie Hall: The 50th Anniversary Concert” og en for langt og tro gerning i poppens tjeneste. Hvil i fred.

Tilbagespoling

Ravi Shankar er død, 92

12. december 2012

Avisen The Hindu fortæller, at sitarmaetroen Pandit Ravi Shankar døde tirsdag i San Diego på et hospital, hvor han var indlagt med vejrtræknings- og hjerteproblemer.

Shankar, der i halvtredserne og tressernes start havde turneret bÃ¥de i Sovjet og USA, blev for alvor kendt i en bredere offentlighed, da han – med The Byrds som mellemled – kom i kontakt med George Harrison og The Beatles. Og dermed blev han et vigtigt bindeled mellem indisk kultur og musik og vesterlandsk populærkultur.

Jeg havde fornøjelsen af at opleve Shankar, da han gæstede Aarhus Festuge i 1989, hvor han gav koncert i Musikhuset. Men selv om det var en stor oplevelse at opleve ham spilile ragastykker, sÃ¥ er det for hans katalysatoriske betydning for poppen og rocken, jeg vil huske ham. Som jeg husker det, sÃ¥ var Beatles’ – og andre gruppers – inddragelse af sitar, tabla osv. mest af alt endnu en udvidelse af det musikalske udtryk. Der var i forvejen en søgen mod og udforskning af nye lyde, nye sounds, nye udtryk dengang i midten af tresserne. Og den indiske musik blev endnu et krydderi til den sammensatte ret, som beatmusikken var dengang.

Og sÃ¥dan har jeg det stadigvæk. NÃ¥r jeg lytter til de sange, hvor George Harrison og Beatles lader sig inspirere af Shankar og den indiske musik, sÃ¥ synes jeg stadigvæk, at jeg hører, at elementerne er underordnet i forhold til sangene. Det indiske er en smagsforstærkende ingrediens – blandt andre. NÃ¥r jeg understreger det, sÃ¥ er det ikke for at undervurdere Shankars betydning, men snarere for at sige, at denne betydning undertiden er blevet overvurderet… Hvil i fred.

PS. Torben har skrevet en nekrolog også.

Beatles “Within you without you”

Mickey “Guitar” Baker – sessionsmusiker – er død, 87 Ã¥r

30. november 2012

Her i bloggen kan vi godt lide at omtale musikkens arbejdsmænd og -kvinder. Fx studie- eller sessionmusikere og -sangere, der mere eller mindre diskret har været med til at præge musikken. Mickey “Guitar” Baker, der døde i tirsdags, 87 Ã¥r gammel, var en af disse bagmænd, der med sin guitar satte sig varige spor i musikken. Det fortælles, at en ung Jimi Hendrix var en af dem, der lod sig inspirere af Bakers distinkte guitarlyd.

Baker er nok mest kendt for det hit, han lavede i 1957, sammen med sangerinden Sylvia Vanderpool Robinson: “Love is strange“. I New York Times’ nekrolog omtales han i samme Ã¥ndedrag som Chuck Berry og Bo Diddley. Og det siger vel alt om Bakers evner som guitarist. Ud over Hendrix hører Pete Townshend og Keith Richard til Bakers elever.

Baker begyndte sit musikalske virke som jazzmusiker, men da det var mere end svært at leve af at spille jazz, gled han over i Rhythm and blues og blev studiemusiker for de store pladeselskaber, hvor han var med til at skabe klassiske indspilninger som fx “Money Honey” og “Such a Night” med the Drifters, Joe Turner’s “Shake, Rattle and Roll,” Ruth Brown’s “Mama, He Treats Your Daughter Mean” og Big Maybelle’s “Whole Lot of Shakin’ Goin’ On.”

Senere i livet – i tresserne – forlod Mickey Baker USA og slog sig ned i Frankrig, hvor han blev resten af livet.

Mickey Baker – Third Man Theme

Torben har ogsÃ¥ skrevet en nekrolog over denne guitarmand…

 

Earl “Speedoo” Carroll – forsanger i The Cadillacs – er død, 75 Ã¥r

28. november 2012

The Cadillacs var en af halvtredsernes og de tidlige tresseres mange fine doo-wop-grupper. Gruppen blev dannet i 1953 af Earl “Speedoo” Caroll, Bobby Phillips, Lavern Drake, Gus Willingham og James “Poppa” Clark. Og Ã¥ret efter debuterede de med en plade pÃ¥ Josie Records: “Gloria“/ “I wonder Why“. Ã…ret efter kom den plade, der blev gruppens største succes, og som gave Earl Caroll tilnavnet “Speedoo“. The Cadillacs har med diverse udskiftninger været aktive helt frem nutiden, og gruppen fremhæves mange steder som ophavsmænd til den koreograferede sceneoptræden, som mange af tressernes soulgrupper dyrkede til perfektion.

Earll Caroll, der ernærede sig i mange år som pedel på en skole i New York, døde i søndags som følge af komplikationer i forbindelse med sukkersyge og et hjertetilfælde.

Døden på larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 Ã¥r

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.