Trommeslageren i det unikke danske new-wave-band Kliché, Anders Brill, er død. I følge DR er årsagen kræft. Ud over sin medvirken på de stilskabende albums “Supertanker” (1980) og “Okay Okay Boys” (1982), så spillede Brill også på Voss Torp Brills “Dobbeltplus” fra 1984. Siden slog Brill sine folder som journalist ved Jydske Vestkysten. Hvil i fred.
Billy Lee Riley, der netop er død i en alder af 76 år, tilhørte halvtredser-rock’n rollens anden division. Selv om han indspillede sine første plader på det legendariske Sun Records i sidste halvdel af halvtredserne, så lykkedes det ham aldrig at bliver hitlisteemne som kollegerne Presley, Cash og Lewis. Måske lignede han for meget en letvægtsudgave af Elvis, og måske var heldet bare ikke med ham, som dengang Sam Phillips valgte at promovere Jerry Lee Lewis’ “Great Balls of Fire” i stedet for Rileys fortolkning af Billy Emersons “Red Hot”.
Skuffet over den manglende succes hos Sun, hvor han også gjorde stor nytte som sideman på flere af de andres numre, vagabonderede han fra det ene, lille, obskure plademærke til det andet – uden at heldet tilsmilede ham.
Han fortsatte dog med at være aktiv helt frem til halvfemserne, selv om den store succes aldrig blev ham forundt, og Riley har formået at skabe sig en kultskare af fans, der sætter pris på den gode gamle rock’n roll. Hvil i fred.
Den italo-amerikanske crooner Al Martino er død i en alder af 82. Når jeg nævner det, så er det, fordi Martino og hans store hit “Spanish Eyes” var en af min mors favoritter, som hun kunne falde i svime over, medens hun gjorde rent eller lignende. Netop den sang står for mig som indbegrebet af italo-amerikansk crooner-svulstighed og -sentimentalitet. Måske en tvivlsom kvalitet, men ikke desto mindre noget, der solgte godt derovre, hvor Al Martinos plader gik som varmt brød i halvtredserne, tresserne og langt ind i halvfjerdserne. I øvrigt fik Al Martino også sat et tydeligt fingeraftryk på filmkunsten, da han spillede sangeren Johnny Fontane (et slet skjult portræt af Frank Sinatra) i The Godfather. Nu er stemmen forstummet. Hvil i fred.
I går døde Dickie Peterson i Tyskland. Han blev 61 år. I følge forlydender led han af kræft i prostata og lever, og det er nærliggende af finde dødens forklaring her.
Dickie var basist, sanger og grundlægger af det amerikanske hard-core-rock-band Blue Cheer. Når jeg tænker på Blue Cheer, så tænker jeg altid på, at Jørgen Mylius altid omtalte medlemmernes fortid som motorcyklister, mc’ere af den hårde slags. Det understregede i hvert fald hårdheden i deres udtryk. Rigtigt var det i hvert fald, at bandet en overgang havde en manager med fortid i Hells Angels.
Men det var vist nok oplevelsen af Jimi Hendrix’ legendariske optræden på Monterey-festivalen, som fik Peterson og kammeraterne Leigh Stephens (guitar) og Eric Albonda (trommer) til at springe ud som power-rock-trio. Og som sådan indspillede de deres klassiske coverversion af Eddie Cochrans “Summertime Blues”. Med denne bluesbaserede, let psykedelisk tonede og øredøvende udgave lagde de en solid grund for alle senere heavy-rock-indspilninger. Både singlen og det tilhørende album, Vincebus Eruptum (1968), kom på de amerikanske hitlisters top 20.
På singlens bagside havde Dickie Peterson fået sin sang “Out of Focus” placeret, men den fik slet ikke den opmærksomhed, som den fortjente. Sådan var det tit, dengang singlepladerne endnu var toneangivende. Han havde også skrevet to sange på debutalbummet, “Second Time Around” og det otte minutter lange “Doctor Please”.
Blue Cheer var plaget af mange udskiftninger og med svigtende kommerciel succes valgte bandet at gå i opløsning i 1972 efter at have indspillet yderligere fem album, Outsideinside (68), New! Improved! Blue Cheer (69), Blue Cheer (69) The Original Human Being (70) og Oh! Pleasent Hope (71).
Bandet er dog – med vekslende held – forsøgt gendannet flere gange siden. Og med Dickie Peterson som gennemgående figur. Blue Cheer grundlagde deres renommé som heavy-rock-og-punk-godfathers med deres første album. Det var med den indspilning, de skrev sig ind i berømmelsens hellige haller. Nu er Dickie ikke mere, men vil blive husket. Hvil i fred.
Han var udstyret med en pladekøbers ører og havde et kommercielt instinkt. Shelby Singleton, der nu er død 77 år gammel som følge af en kræftsygdom i hjernen. To egenskaber, der er guld værd, når man arbejder i den business, som populærmusikken også er og altid har været.
Singleton gjorde sig rigtig bemærket i slutningen af tresserne, hvor han opkøbte det legendariske Sun Records og iværksatte en markedsføring og revival af de klassiske indspilninger. Men allerede inden da, havde hans næse for musikalsk talentudvikling gjort sig gældende i pladeselskabet Mercury Records, hvor han bl.a. tog sig af store countrynavne som Ray Stevens, Roger Miller og Jerry Lee Lewis – og R&B-navne som Brook Benton og Clyde McPhatter.
Et fremragende eksempel på Shelby Singletons fornemmelse for musikalske forretningsmuligheder var hans indspilning af Tom T. Halls sang “Harper Valley P.T.A.”. Pladen blev indspillet på Singletons Plantation plademærke i 1968 med en lovende kvindelig sanger ved navn Jeanne Caroly Stephenson. Singleton omdøbte straks frk. Stephenson til Jeannie C. Riley, og indspilningen blev et øjeblikkeligt hit og en klassiker i sin genre.
Et andet forhold, der gjorde Singleton til noget særligt var, at han i en tid, hvor raceadskillelse stadigvæk var ensbetydende med politisk korrekthed, lod sorte og hvide musikere arbejde sammen i studierne. Og de sorte musikere, der var forment adgang til de lokale moteller og hoteller, indlogerede han hjemme hos sig selv. Singleton var selv sort. Han anerkendte ikke hudfarvernes betydning, men alene musikernes.
En sjælden støbning i musikkens verden. En mand, der både havde sans for populært fængende musik og kasseapparatets ringen…
Det er en kendt sag, at Lennon & Mccartney hentede inspiration til deres sange i hverdagens overflod af indtryk. Sgt. Pepper-pladen blev vist ansporet af en gammel børnebog, Elinor Rigby af en avisnotits og Lucy in the Sky with Diamonds af en børnetegning, som John Lennons søn Julian havde lavet og som viste klassekammeraten Lucy O’Donnell (senere Vodden) med diamantformede øjne. Dengang, da Sgt. Pepper udkom, blev der brugt megen energi på at læse LSD-oplevelser ind i sangen – og det har nok heller ikke været helt galt. Men måske ville sangen alligevel være blevet til det, den blev til, uden sjove kemikalier!? Vi ved jo, at Lennon havde en livlig fantasi. Man kan bare læse hans bøger In His Own Write og A Spaniard In The Works. Hvorom alting er, så kan man i dag læse, at Lucy Vodden er død kun 46 år gammel som følge af sygdommen lupus, der en lidelse i forbindelse med immunforsvaret. Nu er Lucy, billedligt talt, in the Sky – med eller uden diamanter…
Peter, Paul and Mary tilhørte tresser-folk-bevægelsens lette garde. Hvor Dylan, Tom Paxton, Pete Seeger m.fl. stod for den seriøse, traditionsbundne del af folken, så var trioen blandt dem, der trak folkmusikken fra Greenwich Village-protesten og over i det populære, ja, poppede og gjorde folk-bølgen lidt højere. Især Mary Travers – hvis blonde look fik mit unge hjerte til at banke lidt hurtigere – fik gruppen til at brænde igennem med sin stærke, klare røst.
Nu er den forstummet. Mary døde i går af komplikationer efter en kræftbehandling, 72 år gammel. Marys stærke stemme klingede godt sammen med Peters og Pauls, og det sikrede trioen umiddelbar succes med deres allerførste eponyme album, der indholdt hits som “If I had a Hammer” og “Lemon Tree”. Hits, der siden blev fulgt op af fx poppede Dylan-fortolkninger som “Blowin’ in the Wind” og “Don’t think twice” m.m.
For folk-purister var de en torn i øjet på grund af deres sans for folkemusikkens popkvaliteter, men deres politiske og sociale engagement var stærkt og vedholdende. Selv efter gruppens opløsning i 1970 fortsatte Mary Travers med at optræde i politiske sammenhænge.
Mary Travers fortjener at blive huske for sin kraftige, ærlige, smukke stemme, der var med til at bringe folkemusikken ud til et stort publikum – og dermed for alvor gøre den folkelig.
Kigger man nærmere på sine covernoter til amerikanske pop- og rock-udgivelser fra halvfjerdserne, så støder man ofte på navnet Larry Knechtel. Byrds, the Mamas and the Papas, Duane Eddy, Neil Diamond, Randy Newman og the Beach Boys var bare nogen af dem, der fik glæde af mandens multiinstrumentale kunnen, der allerede tidligt i karrieren sikrede ham fast arbejde som efterspurgt studiemusiker i studierne på den amerikanske vestkyst.
Som udøvende musiker kom han dog også frem i rampelyset som medlem af gruppen Bread, der excellerede i det, man kaldte “soft rock”. En genre, der i høj grad var egnet til det voksenorienterede FM-bånd og mainstream-hitlisterne og bestod af velturnerede melodier og rock uden for megen kant. Bread betyder, som bekendt, både brød (levebrød) og penge… Ikke et dårligt navn for den musikgruppe, der fik pæn succes med adskillige top 20 hits i perioden 1971-77. Som man vil forstå, var Bread ikke min kop te, men der er ikke meget, man kan udsætte på det musikalske – ud over pænheden (læs: nosseløsheden). Nu er Larry så død i en alder af 69. Hjertet ville ikke mere, og han vil sikkert være savnet – og i studierne i Los Angeles. Hvil i fred.
Endnu et dødsfald, der er værd at nævne. Falset-sangeren John E. Carter er død af lungekræft i en alder af 75 år.
Hans musikalske karriere begyndte tilbage i halvtredserne, hvor han var med i doo-wop-sanggruppen The Flamingos, der opnåede en vis national berømmelse over there. Mest kendt blev han dog for sine mange år med The Dells, som han tilsluttede sig i 1960. Gruppen gik da under navnet El Rays og blev navngivet The Dells i 1965.
The Dells storhedsperiode var tresserne, hvor gruppen havde til huse på plademærket Cadet – en underafdeling af det indflydelsesrige Chess Records. Her blev de en del af den “sorte” R&B- og soul-bølge, der rullede gennem musikverdenen i de glade tressere. Det store gennembrud kom med albummet – og singleudspillet – There Is i 1967, som blev fulgt op af en god håndfuld solide R&B-hits, kulminerende med hittet “Stay in my Corner”, som indtog ikke alene R&B-hitlisten men også pophitlistens top 10.
Med sin lyse stemme var John E. Carter en vigtig brik i The Dells lydefri patchwork af vokalharmonier. Nu og da fik han også lov til at synge for, men som regel lå hans stemme i baggrunden, hvor den var markant. Det var dog Carter, der sang for på storhittet “Stay in my Corner”, sammen med Marvin Junior.
I 1974 forlod gruppen Cadet Records og fik en mere omflakkende tilværelse på mange plademærker, men fortsatte ihærdigt med at turnere helt frem til 2005. Om gruppen fortsætter efter Carters død vides ikke. Hvil i fred.
Lyt engang til Stray in my Corner i den oprindelige version. Det er vokalarbejde af fineste klasse.
“Leader of the Pack”, “Da Doo Ron ron”, “Then he kissed me” og mange andre klassiske pophits bar signaturen Ellie Greenwich. Sammen med andre store sangskrivere som Leiber & Stoller, Burt Bacharach & Hall David og Goffin og King var Greenwich med til at indfange tidsånden musikalsk set, og ikke mindst i den ekspanderende teenage- og ungdomskultur i de vist nok glade tressere. Sammen med ægtemanden Jeff Barry rystede hun det ene iørefaldende hit efter det andet ud af ærmet og sendte dem ind på alverdens hitlister. En væsentlig del af Greenwichs karriere var også præget af samarbejdet med den excentriske producer Phil Spector, der sørgede for at give sangene den rette dramatiske wall-of-sound, der var med til at gøre dem salgbare hos de unge. Nævnes skal det også, at Greenwich og Barry ved siden af sangskriveriet havde en sangduo, The Raindrops, hvor de fik afløb for den anden side af deres musikalitet. Ellie Greenwich døde af et hjertetilfælde i forbindelse med en lungebetændelse. Hvil i fred.
Hittet “Save your Love” fra 1982-83 med duoen Renee og Renato bekræfter mine værste fordomme om italiensk pop. En smægtende ballade med en lille trind latinlover med operettestemme og en (hoved højere) blondine. Højdeforskellen forsøgte man hele tiden at skjule på fotografier af parret…
Når man ser videoer med parret, så tror jeg, at duoen helt bevist spiller på det image… Den vader rundt i klicheerne. Det er nærmest kitch. I hvert fald camp. Nu er Renato (Pagliari) død i en alder af 68 år. Hvil i fred. PS. I øvrigt hører sangen til mine guilty pleasures. Jeg kan faktisk godt lide den meget iørefaldende melodi…
Et par uger før sin 76-års fødselsdag døde musikeren Mike Seeger. Som efternavnet antyder, så var han i familie med Pete Seeger, den navnkundige sangskriver og folkesanger. De var halvbrødre. Mike var traditionalist i ordets bedste betydning. En mand, der med sin musik arbejdede med den amerikanske musiks rødder og sørgede for at videreformidle dem til sine efterfølgere, blandt hvilke man finder Bob Dylan og Grateful Dead. En dybt musikalsk mand, der ubesværet kunne spille på næsten hvilket som helst instrument, han fik mellem hænderne, og i hvilken som helst traditionel genre. En udøver af americana, længe før det blev et begreb. Som solist og som medlem af New Lost City Ramblers.
Manden med leen har travlt i musikbranchen i disse dage. Forleden gik det ud over pianisten m.m. Jim Dickinson, som bla. Bob Dylan og Rolling Stones benyttede som sideman.
Og i dag kan man så erfare fra nyhedsmedierne, at Barry Beckett – pladeproducer og tangentspiller – også har forladt denne verden. Beckett var en del af den berømmede Muscles Shoals Rhytm Section, som lagde en sej, solidt swingende grund under navne som Aretha Franklin, Percy Sledge, Arthur Conley og mange andre fra tressernes gyldne soultid. I gennem fire årtier var Beckett med til at sætte sit præg på en lang række pladeudgivelser – fra soul over rock til country. I det hele taget var Becketts distinkte keyboardsspil og Muscle Shoals Rhytmesektionens sumpede lyd efterspurgt på tværs af de musikalske genrer – og Beckett stillede sig gerne til rådighed, når blot musikken havde kvalitet. Beckett var en autodidakt musiker, der aldrig lærte sig noder, men kunne spille næsten alt efter gehør. Et gehør, der også gjorde ham til en efterspurgt producer. Nu er han ikke mere. Men pladerne snurrer stadigvæk.
I disse Woodstock-nostalgiske dage er der måske nogle af læserne, der kan huske gruppen Sha Na Na og deres optræden i filmen om musikfestivalen. På en måde var deres indslag på festivalen, for Sha Na Na spillede 50’er rock’n roll revival-musik og Woodstock var ungdomsoprørets, hippiernes, tressernes festival om noget. Paradoksalt nok var det netop deres iøjnefaldende optræden lige før Jimi Hendrix’, som gjorde dem kendt i hele USA. Og det er vel fair nok, eftersom tressernes modkulturelle strømninger havde dybe rødder i 50’ernes frigørende rock’n roll. Faktisk gjorde Sha Na Na et så stort indtryk, at de satte gang i en regulær revival-bølge, der bl.a. kom til udtryk i George Lucas’ mesterlige “American Graffiti” og gav inspiration til det engelske kopiband Showaddywaddy m.m. Nu meddeles det, at en af gruppens mere markante skikkelser guitaristen Danny “Dirty Danny” McBride er død i en alder af kun 63 år. McBride var med i Sha Na Nas gyldne periode fra 1975-1980, hvor gruppen havde sit eget tv-show. Nu er Danny – eller Daniel Hatton, som hans borgerlige navn var – ikke mere, men bandet spiller vist stadigvæk.
94 år blev han, Les Paul. Stilskabende guitarist og en af “arkitekterne bag rock’n roll”, som en nekrologforfatter noterer. Med sin interesse for at udvikle guitarens lyd var ham med til at sætte sit umiskendelige præg på ikke bare rock’n roll og country, men også jazz-musikken. For stort set alle de store nutidige guitarister – Clapton til Knopfler – var han et forbillede. Hvil i fred – og frem med pladerne fra gemmerne.
