Indlæg tagget med nekrolog

Sangskriveren og musikeren John Martyn er død, 60 år

30. januar 2009

Manden med leen har travlt i musikbranchen. I dag meddeles det, at John Martyn er død, kun tres år gammel. Ganske vist lå det i kortene, at Martyns liv kunne blive kort og hektisk. En lang række uheld ramte ham, han var tidligere narkoman og alkoholiker. Og for nogle få år siden fik han amputeret sit højre ben under knæet på grund af sygdom. Som guitarist og sangskriver aftvang han sig stor respekt hos mange kolleger som Danny Thomson, Nick Drake og Eric Clapton.

Jeg kan huske, at hans plader altid blev omtalt positivt og med stor respekt af musiktidsskriftet MMs hærskare af musikelskende journalister. Hovedværker er fx “Solid Air” fra 1973 og det elektriske “One World” fra 1977. John Martyn var i øvrigt elev af Davy Graham, som døde i december måned. Nu er John fulgt i fodsporene på sin læremester. Hvil i fred.

John Martyn – Make No Mistake

Billy Powell – Lynyrd Skynyrd – er død, 56 år

29. januar 2009

Sydstatsrockerne Lynyrd Skynyrd er et af de tragiske kapitler i rockens historie. Bandet slog igennem med deres hårdkogte, blues-baserede rock  i de tidlige halvfjerdsere. Først i hjemegnene i sydstaterne og siden på verdensplan. I 1977 blev bandet ramt af en ulykke, idet medlemmerne Ronnie Van Zant, Steve Gaines, Cassie Gaines og road manageren Dean Kilpatrick blev dræbt ved en flyulykke, der reelt satte en stopper for bandet. Det blev dog gendannet et årti senere under ledelse af Ronnie Van Zants lillebroder, Johnny.


Som så mange andre bands fra de sene tressere og tidlige halvfjerdsere var Lynyrd Skynyrd inspireret af den Britiske Invasion. Især de engelske R&B- og blues-baserede bands som Rolling Stones, Yardbirds, Free osv. Det blev blandet godt op med sydstatsblues og elementer fra country and western.

Det var den kendte musiker Al Cooper (Blood, Sweat and Tears m.m.), der fik øje på Lynyrd Skynyrd og sørgede for, at bandet fik en pladekontrakt med MCA i 1972, og han producerede også deres første storsælgende (dobbelt platin) album (“Pronounced Leh-Nerd Skin-Nerd”), der udkom i 1973. Pladen, der indeholder hitsangen “Free Bird”, betragtes i dag som en af periodens hovedværker. Endnu større succes fik de med deres svære opfølger, Second Helping, fra 1974. På denne skive finder man Lynyrd Skynyrds kendteste sang, “Sweet Home Alabama”, der var en lokalpatriotisk, ramsaltet kommentar til Neil Youngs kritiske sange om syden: “Alabama” og “Southern Man”. Albummet kastede indtil flere platinplader af sig. Endnu tre succesfulde albums blev det til, inden flyulykken satte en stopper for gruppens første liv: I 1975 kom “Nutin’ Fancy”, i 1976 “Gimme Back My Bullets” og endelig kom “Street Survivors” i ulykkesåret 1977.
Anledningen til at opridse bandets historie er, at Lynyrd Skynyrds tangentspiller William Norris “Billy” Powell døde i går af et hjertetilfælde kun 56 år gammel. Han havde længe haft problemer med hjertet. Powell var med i bandet fra 1972; og inden han trådte ind som musiker, virkede han som roadie. Hvil i fred.


Lynyrd Skynyrd-Free Bird-BBC 1975


Lynyrd Skynyrd-Sweet Home Alabama-1975

David (Fathead) Newman er død, 75

23. januar 2009

I denne blog prøver vi på at huske dem, der står bag stjernerne. Musikerne, sangskriverne, producerne osv. For uden dem, ville tingene lyde anderledes. Forleden omtalte jeg saxofonisten King Curtis, der blandt andet blæste for Aretha Franklin. Og i dag tikker meddelelsen om Ray Charles’ saxofonist, David Newmans død ind i bloggen. Fra 1950’erne og frem til starten af halvfjerdserne var David Newman med til at sætte sit umistelige præg på Ray Charles’ indspilninger med sin velmodulerede, bløde R&B-saxofon. Hans soli tilførte Charles’ sange en ekstra dimension. Hør fx “I Got A Woman” eller “Talkin’ Bout You”. Ved siden af sit arbejde med Charles – og i samarbejde med samme – begyndte han også sin egen karriere som bandleader. Det førte i første omgang til den her afbildede grammofonplade. Flere fulgte efter, og Newman arbejdede sammen med andre store kunstnere som fx Dr. John, B.B. King, Aretha Franklin og Donna Hathaway. Nu er saxofonen tavs. Hvil i fred.

Trine Michelsen er død

20. januar 2009

Magister Gaasegaaek gør mig opmærksom på, at Trine Michelsen er død. Trine, der var datter af den kendte tv-filmmand Ole Michelsen (“Bogart”), blev kendt som en efterspurgt nøgenmodel, men havde også en mindre, men markant, karriere som skuespillerinde. Det var jobbet som pin-up, der gav hende et par roller i nogle italienske B-film med gysende og erotisk indhold. Hun fik også en mindre rolle i den seriøse amerikanske film Pigen i Gyngen, en filmatisering af Richard Adams roman af samme navn. Sent i karrieren var hun også med i Lars von Triers Idioterne og nogle af Søren Faulis film. Trine døde af kræft, kun 42 år gammel. Hvil i fred.

Trine mindes også på Facebook

Sangskriveren Clint Ballard Jr. er død, 77

16. januar 2009

Clint Ballard Jr. var en af den slags sangskrivere, der udad til ikke gjorde noget væsen af sig, men skrev en række mindeværdige sange. The Swinging Blue Jeans fik et hit med hans “You’re no good”, som Linda Ronstadt senere loyalt overtog og gjorde til en af sine bedste rockere. Ballard sørgede også for, at The Hollies fik endnu et stort hit med “I’m Alive”. Wayne Fontana (and the Mindbenders) fik “The Game of Love”, der blev en af deres helt store sange. Dertil kom en række sange til mindre kendte kunstnere, blandt andet Buddy Clinton – der var et pseudonym for Ballard selv… Hvil i fred, Clint.

Patrick McGoohan er død

16. januar 2009


Den amerikanske skuespiller Patrick McGoohan er død, 81 år gammel. McGoohan var en af min barndoms tv-helte. Sidst jeg så ham var i en birolle i filmen “Braveheart”. Men det var især for to tresser-tv-serier han her skal mindes. Den sort-hvide agent-serie Danger Man, der kom til at hedde Secret Agent i USA. På tysk tv, hvor jeg så den, hed den Geheimauftrag für John Drake og blev vist fra 1962 og frem. 39 afsnit af en halv times varighed.  Serien, der gjorde McGoohan til en stjerne, var en slags forløber for James Bond – uden dennes smag for martini, skydevåben og hurtig aflivning af fjenderne.
Danger Man blev en så stor succes, at den banede vej for en senere science fiction-serie med McGoohan i hovedrollen: The Prisoner. Den havde premiere i 1967 og blev også vist på tysk ZDF under titlen Nummer 6. Jeg kan ikke længere huske detaljer fra seriernes plot, men McGoohans ansigt og intense udstråling brændte sig grundigt fast. Hvis i fred Patrick.


Dave Dee er død

10. januar 2009

Det engelske popband med det håbløse, men alligvel markante, navn Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick and Tich (bandmedlemmernes øgenavne) var, som jeg husker det, nærmest husorkester i min tidlige ungdoms tyske Beat-Club-programmer. I hvert faldt optrådte de der ofte, dvs. hver gang, det var lykkes dem at lave endnu et hit. Og dem var der mange af. I omegnen af femten stykker. Stort set alle sangene var skrevet af sangskriverparret Howard & Blakey. I årene 1965-69 hærgede de de engelske (og andre) hitlister i et omfang, som få andre navne kunne matche. Inklusive Beatles og Stones.
Forsanger i bandet var den tidligere strømer Dave “Dee” Harman. I nekrologerne over ham kan man læse, at han som ung politimand blev kaldt ud til den trafikulykke, der kostede rockeren Eddie Cochran livet og sårede Gene Vincent. Dee sørgede for at rede Cochrans guitar, så den kunne returneres til familien…
I 1969 forfulgte han sin drøm om at blive solokunstner og forlod bandet, der fortsatte en tid endnu og gik i opløsning i 1972. Bandet – uden Dee – blev gendannet i firserne. Endnu en gendannelse kom i stand i halvfemserne, hvor retro-tresser-bølgen for alvor kom igang, og denne gang var Dee med igen.
Ud over at spille lidt med de gamle drenge var Dave Dee forretningsmand og radiovært for BBC Radio 2 i sine sidste leveår. Han døde som følge af prostata-cancer og blev 65 år. Hvil i fred.

 

Ron Asheton er død, 60

7. januar 2009

Jeg synes godt nok, at manden med leen har vældig travlt i disse dage inden for litteraturens og musikkens verden. I går sagde vi farvel til Inger Christensen. Og i går døde også guitaristen og sangskriveren Ron Asheton, der er mest kendt for sit virke i legendariske (Iggy Pop and &) The Stooges. 60 år fik han på denne jord.
Hos Stooges var han med til at lave de allerførste albums, blandt andet klassikeren Raw Power. Han blev erstattet af James Williamson, men dukkede igen op senere i Stooges-sammenhæng. Asheton var en alsidig og energisk guitarist; og ud over Stooges spillede han blandt andet sammen med New Order og en række mindre kendte bands. Ved siden af musikken havde han også en karriere som filmskuespiller.
Asheton blev fundet død i sit hjem i fødebyen Ann Arbor.
Tak til magister Gaasegaek for henvisningen.

Ron Ashetons fem bedste riffs – i følge NME

The Stooges – TV Eye

Øv igen: Inger Christensen er død, 73

6. januar 2009

Hun var en dark horse i forbindelse med sidste uddeling af Nobels Litteraturpris, og det siger vel alt om hendes internationale renommé. Dansk lyriks Grand Old Lady. Hvorfor skulle hun falde bort nu? Vi er endnu ikke kommet os over Jacs alt for tidlige bortgang! Hvil i fred.

vandtrapper stenhimle vindhuse
luftkældre regnhjerter sandkroppe
klippemunde flodmaver iskøn
snelunger kulhjerner skyfingre
saltnerver jordøjne hjertesorg

(det)

Læs også SUTs nekrolog i Politiken

Gert Petersen er død

1. januar 2009

Socialistisk Folkepartis gamle frontfigur Gert Verner Petersen er død. Han blev 81 år. Sammen med den navnkundige Aksel Larsen var han en af dem, der forlod Danmarks Kommunistiske Parti for at skabe et parti, der skulle bygge på tanken om “demokratisk socialisme”. Det skete i november 1958. Han var formand for partiet fra 1974 til 1991 og var uden tvivl med til at grundlægge den succes Socialistisk Folkeparti er blevet siden hen. Med sit alt andet end folketingsuniforme udseende – fipskæg, ternede skjorter og fløjlsbukser – var han for mig en politiker, der ikke faldt sammen med billedet af den desværre alt for almindelige medie-fidele levebrødspolitiker; Gert Petersen forstod at holde ild i sin politiske idealisme uden at være handlingslammet, når det kom til pragmatisk realpolitik. En politikertype, der bliver sjældnere og sjældnere i dagens Danmark. Desværre. Hvil i fred, Gert Petersen.

Freddie Hubbard – jazz-trompetist – er død, 70

30. december 2008

Indrømmet. Jazzen fylder ikke meget i blog capac. Men det er ikke, fordi jeg ikke kan lide jazz. Det kan jeg faktisk godt. Meget endda. Bebop, free jazz er cool.
Derfor kommer jeg heller ikke uden om at nævne, at en af de helt store kanoner inden for jazzen, trompetspilleren Frederick “Freddie” Dewayne Hubbard, er død 70 år gammel. Det er næsten nemmere at nævne dem, han ikke har spillet med, end dem, han spillede med. Alle de store, fra Monk til Davies, fra Rollins til Coltrane. Og hans særlige energiske, vilde spilestil blev stilskabende og havde stor indflydelse på den moderne jazz op gennem tresserne.
Dødsårsagen er ikke kendt. Hvil i fred.

Freddie Hubbard – Stablemates

Delainey Bramlett er død, 69

29. december 2008

Delanye Bramlett  – der ses på ovenstående billede sammen med en anden afdød musiker, Jerry Garcia – meldes død i en alder af 69 år. Han havde været syg gennem længere tid og døde efter komplikationer ved en galdeblæreoperation.
Delayneys store gennembrud kom, da han i slutningen af tresserne dannede musikprojektet Delaney & Bonnie med sin daværende kone Bonnie Lynn. Et blues-baseret rockende foretagende, hvis koncerter var berømmede, og tiltrak sig store deltagende navne som Dave Mason, Eric Clapton og George Harrison. Delaney var også producer og med-sangskriver for Eric Clapton på dennes første og meget vellykkede soloalbum. Hvil i fred, Delanye.

Eric Clapton “Poor Elijah” Delaney & Bonnie Bramlett 1969

Samla Mammas Manna – svensk progressiv rock fra halvfjerdserne

28. december 2008

I en svensk avis læser jeg, at musikeren Lars Holmer er død i en alder af 60 år efter nogen tids sygdom. Nyheden sendte mig straks tilbage til halvfjerdserne, hvor den svenske rockmusik blomstrede. Især den politisk orienterede rock, men også den progressive rock. Til sidstnævnte kategori hørte bandet Samla Mammas Manna. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard og andre DJs fra dengang ofte spillede ny svensk musik, blandt andet Samla Mammas Manna, der var uhørt eksperimenterende og innovative. Bandet blev dannet tilbage i 1969 af Hollmer, trommeslageren Hass Bruniusson, percussionisten Henrik Öberg og basisten Lars Krantz. året efter udsendte de deres første eponyme album på Silence Records. Et album, der for en stor dels vedkommende var instrumental og bød på improvisationer og musikalsk legestue. De efterfølgende albums – Måltid (1973) og Klossa Knapitatet (1974) – var inspireret af den fremadstormende jazz-rock-fusionsmusik og blandede den lystigt med elementer fra svensk folkemusik og Frank Zappa og Mothers of Invention.
Den første konstellation af Samla Mammas Manna varede til 1977, hvor bandet blev gendannet med nye medlemmer under navnet Zamla Mammaz Manna. I 1981 blev de så til Von Zamla og eksisterede til 1984. Endelig blev det gamle band gendannet i 1991 under det oprindelige spøjse navn. Hvil i fred, Lars Hollmer.

 

Øv! – F. P. Jac er død

26. december 2008

Min første tanke var: Hvor er det dog ærgerligt! Kort tid efter at fået Det Danske Akademis store pris for sit særprægede kærlige forhold til vort Modersmål er F. P. Jac død. Selvfølgelig vidste man godt, at Flemming Palle Jacobsen havde brændt sit lys i begge ender og på midten, men alligevel. Dansk litteratur er ikke den samme uden en original som F. P. Jac.

der må gøres en undtagelse nu

stille og roligt sole sig i verden

Hvil i fred, Flemming Palle…

Eartha Kitt er død, 81

26. december 2008

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, jeg skrev om Eartha Kitt. Nu er meldes hun død i en alder af 81. For mig var Earthe Kitt en af den fremtrædende sangerinder, der formåede at forene fornem sangfortolkning med en udpræget sans for elegance og en sensualitet, der lå langt fra de renskurede, mainstream-poppigers fremtoning. Hun beskrev sig selv som en “sexkilling” og legemliggjorde billedet som Catwoman i den legendariske tresser-tv-udgave af Batman.
Men Eartha var også en kvinde med sine egne meninger. Således blev hun persona non grata i USA, da hun i tresserne leverede en skarp kritik af amerikanernes krigførsel i Vietnam. Ved et selskab hos den daværende præsidentfrue Lady Bird Johnson skulle hun havde udtalt: “I sender dette lands bedste mænd af sted for at blev skudt og lemlæstet. Det er ikke underligt, at de ungerne gør oprør og ryger pot”!. Hun måtte forlade Staterne til fordel for Europa – men i årene efter gav udviklingen hende ret i kritikken. I 1974 vendte hun tilbage og optrådte med stor succes på Broadway. I hele seks årtier var Earthe Kitt aktiv som skuespiller og sanger. Underholdningsverdenen er blevet fattigere med hendes bortfald. Hvil i fred, Eatha.