Robert Hazard er død i en alt for tidlig alder. I firserne var han en del af new-wave-bandet Robert Hazard and the Heroes, der havde et par mindre hits med “Escalator of Life” og “Chain Reaction”. Men det store gennembrud fik han som sangskriver, da han lavede den ny-feministiske slagsang “Girls Just Wanna Have Fun“, der gav Cindy Lauper et gevaldigt gennembrud. Robert Hazard nåede også at lave nogle soloalbum i sit eget navn. Hvil i fred.
Rolling Stones – Harlem Shuffle
Den ene halvdel af R&B-duoen Bob & Earl, Earl Nelson, er død 80 år gammel. I sin nekrolog i The Independent fortæller Pierre Perrone, om dengang i 1985, hvor duoens sang “Harlem Shuffle” kom til at fungere som en isbryder for samarbejdet mellem Keith Richard og Mick Jagger under indspilningen af albummet Dirty Work. Bob & Earls egen soul-udgave, der bestemt ikke er ringere end Stones’, blev et solidt hit i 1963 og blev et endnu større top-10, da det blev genudgivet i 1969. Nummeret var i øvrigt produceret af soul-crooneren over dem alle, Barry White. Bob & Earl fik ikke ikke mange store hits, men blev med deres sangstil en stor inspirationskilde for andre sangduoer, først og fremmest Sam & Dave. Det fortælles også, at selveste George Harrison udnævnte Harlem Shuffle til at være sin favoritplade gennem alle årene… Hvil i fred.
Hiram Bullock er død i en alder af kun 52. Af kræft. Måske siger hans navn ikke læseren så meget, men hvis man har en af følgende plader stående i sin samling, så kender man hans guitarspil: Steely Dan’s Gaucho (1980), Paul Simon’s One Trick Pony (1980), Sting’s Nothing Like the Sun (1987) og Billy Joel’s The Stranger (1977). Og mange andre. Bullock arbejde i feltet mellem rock og jazz og var en efterspurgt sideman. Han udgav også en række soloalbums. Hvil i fred.
Hiram og David Lindley spiller Werewolfes of London (Warren Zevon). Skru bare op, det svinger…
En af de mest indflydelsesrige engelske pladeproducere, Hugh Mendl, er død i en alder af 88. Det var ham, der stod for Lonnie Donegans skifle-succes “Rock Island Line”, der var en vigtig inspirationskilde for en lang række unge musikere i tressernes pop- og beateksplosion, blandt andet de fire gutter i The Beatles. Mendl var tilknyttet det stødt voksende plademærke Decca og blev siden drivkraften bag det progressive undermærke Deram, hvor blandt andet Moody Blues klassiske album Days Of Future Passed (1967) blev til under hans ledelse. Andre navne, som Mendl var med til at opdage, var David Bowie, Genesis, Caravan og John Mayall og hans Bluesbreakers. Hvil i fred.
Atie Traum døde den 20. juli af leverkræft. For folk, der kan huske folkemusikbølgen i tresserne, vil Artie Traum være kendt som musiker og – ikke mindst – producer. Han havde en finger med i spillet i pladeoptagelser med The Band, John Sebastian, Maria Muldaur, Eric Anderson, Paul Butterfield, James Taylor, Pete Seeger, David Grisman, broderen Happy Traum og mange, mange flere. Som mange andre fra folkscenen havde han sit udgangspunkt i den kreative gryde ved navn Greenage Village. Her slog han i 1969 de musikalske klude sammen med broderen Happy og lavede en duo. Sammen indspillede de klassikeren “Happy & Artie Traum” for Capitol Records. På sine gamle dage – hvis man kan sige sådan om en mand på 65 – kastede han sig også over dokumentarfilmen som udtryksform. Hvil i fred.
Artie Traum – Halifax
En af de store stemmer, der underholdt amerikanske soldater under 2. Verdenskrig, og medens Korea-krigen udspandt sig, Joe Stafford, er død. Hendes underholdning af soldaterne gav hende kælenavnet GI Joe. Staffords storhedsperiode var fyrrerne og de tidlige halvtredserne, hvor hun havde mange store hits. I New York Times nekrolog kan man læse følgende skudsmål: “A favorite of American servicemen, Ms. Stafford earned the nickname G.I. Jo for her recordings in which her pure, nearly vibrato-less voice, with perfect intonation, conveyed steadfast devotion and reassurance with delicate understatement.
She was the vocal embodiment of every serviceman’s dream girl faithfully tending the home fires while he was overseas. First as a member of the Pied Pipers, who sang with Tommy Dorsey and accompanied the young Frank Sinatra, and later as a soloist, Ms. Stafford enjoyed a stream of hits from the late 1930s to the mid-1950s. Her biggest hit, “You Belong to Me,†in 1952, sold two million copies.”
Hvil i fred.
Ella Fitzgerald/Jo Stafford Medley of love songs 1961 part2
For ikke så forfærdeligt længe siden så jeg den engelske skuespillerinde Elizabeth Spriggs i et afsnit af The Royal, capacs favoritnostalgiserie. Hun spillede en plejehjemsbeboer, der gjorde diskret oprør mod en leder, der tyranniserede de ældre. Spriggs var en af de mange fortræffelige engelske skuespillere, der befolker engelske serier og spillefilm og løfter kvaliteten op over det jævne niveau, som mange europæiske produkter befinder sig på. Skolet hos det berømte Royal Shakespeare Company og med læreår på diverse teatre og tv blev hun en af de livskraftige kvindelige aktører, man altid så med udelt fryd. Nu er hun ikke mere. Hvil i fred.
Det var min første tanke ved meddelelsen om Thomas Windings død: åh nej. 71 år blev Thomas (men det passer slet ikke, for så gammel kunne en mand som Thomas ikke være, vel?!). Med en kliché kan man sige, at en epoke i dansk tv hermed finder sin afslutning. TV bliver aldrig det samme, som dengang Winding med sin dybt behagelige, mørke, maskuline, rolige stemme gjorde Super Carla, Alfons åberg, Pippi Langstrømpe m.m. til oplevelsestv, der rakte fra børneværelset og helt ind i de voksnes stue.
Thomas, du vil være savnet! Hvil i fred.
Sifka efterlyser lidt fredagsrock i bloggen. Og så kan jeg jo lige så godt slå to fluer med et smæk. For i dag meddeles det, at guitaristen Mel Galley er død af kræft i en alder af kun 60 år. Mel forsynede heavy-orkesteret Whitesnake (og Trapeze, Finders Keepers og Phenomena) med guitarlir . Inden Galley brækkede armen og mistede evnen til at håndtere sin guitar, nåede han at sætte sit aftryk – blandt andet som sangskriver – på Whitesnakes to hitalbums Saints & Sinners (1982) og Slide it in (1984). The Independents nekrologskriver omtaler ham som “en melodisk guitarisk der fandt på mange fængende riffs og kunne kaste en flot solo af sig, når der var brug for det”. Hvil i fred.
Whitesnake Don’t Break My Heart Again / Here I Go Again
Forsangeren i Whitesnake er jo David Coverdale, der havde en fortid i Deep Purple, så lad os også lige tage et nummer med dem: Smoke on the Water.
Og uden forklarlig sammenhæng – i øvrigt gav det mig en lyst til at høre Black Sabbaths Paranoid. De to sidste sange hænger sammen i mit univers af historiske årsager…
Det var Stan Winston og hans medarbejdere, der bragte dinosaurerne tilbage til nutiden. Hvad der kunne være en af mange drengedrømme – at se en levende dinosaur – blev (næsten) realiseret i Spielbergs Jurassic Park, takket være Winston. Det var også ham, der levendegjorde de fremmede væsner i Aliens, robotterne i Terminator og Edward Saksehånd. Og modtog flere Oscars for sit arbejde. Senest satte han sit præg på Jon Favreaus Iron Man. Nu er manden død efter længere tids sygdom, og andre må tage over. Hvil i fred.
I dagbladet Information læser jeg, at digteren Michael Strunge nu ville være 50, hvis han altså ikke var sprunget ud af et 4-sals-vindue i 1986. Nu kan jeg flyve, var vist hans sidste ord. Det kunne han ikke. Men, som andre for tidligt døde unge kunstnere fik han en form for udødelighed. I mit hovede i hvert fald. Jeg kan slet ikke forestille mig Michael Strunge som halvtredsårig. Som Jim Morrison er han forever young. Den alt for tidlige død satte tiden i stå. Det er selvfølgelig noget forbandet vrøvl, men sådan er der så meget, når det drejer sig om erindringens og bevidsthedens fornemmelse for tid.
“If you take most of what you sing from people, sooner or later these songs will help you to disappear into the people”
Endnu en musiker har forladt os. Bruce Phillips – kaldet U. Utah Phillips, af ham selv – var sanger, musiker, sangskriver og politisk aktivist i traditionen fra Woody Guthrie. Som denne skrev han sange om den menige mand i kulminen, jernbanen, på landevejen osv. Mange af hans sange fandt vej til store kunstnere som Johnny Cash, Emmylou Harris, Waylon Jennings og Ani diFranco, som han arbejdede tæt sammen med på det seneste. De lavede albummet “Follow Workers” sammen i 1999, og den modtog en Grammy-nominering.
Hør og se ham her. Han har et par saftige politiske kommentarer, der er meget morsomme.
Med nyheden om Mel Ferrers død sendes jeg igen tilbage til barndommens og den tidlige ungdoms filmoplevelser i biografen og på tv. Den flotte, elegante mand har sat sig sine spor i mine erindringers annaler, selv om jeg har svært ved at forbinde ham med ret mange film. Dog husker jeg ham fra krigsfilmen “Den længste dag”, fægtefilmen “Scaramouche” og et enkelt afsnit af Columbo-tv-serien! Jo, og så selvfølgelig den film, hvor han måske fik sin bedste rolle, den charmerende bagatel “Lili” fra 1953, hvor ham fik lov til at spille over for den underskønne Leslie Caron. Nævnes bør også, at den traditionsbevidste tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder gav han en lille rolle i sin film “Lili Marleen” i 1981.
I øvrigt var Mel Ferrer kendt for sit lange, ægteskabelige forhold til ikonet Audrey Hepburn, og for ikke at være særlig begejstret for sit arbejde som skuespiller, som han betragtede som “en beskæftigelse i selvoptagethed”. Han ville hellere have haft en stor karriere som filminstruktør. Han fik dog også lavet nogle film, uden at det blev den store succes.
Sådan kan det gå. Hvil i fred.
Bo Diddley – The Originator – er død, knap firs år gammel. En legende, der var med til at transformere blues til rock’n roll med sine enkle, kantede, fremaddrivende rytmer. Hvil i fred.
Bo Diddley
Et af mine favoritnumre af Bo Diddley – Who Do You Love – i Juicy Lucys version fra 1970
PS. Min veninde Vasse Gertrud gjorde mig opmærksom på Bos død allerede i går, hvor hun sendte mig følgende nyheds-telegram (medens jeg var på arbejde): “Bo Diddley, en af de guitarister og sangere, der var med til at bane vejen for rocken, er død i sit hjem i Florida. Den legendariske rockpioner og R&B-musiker Bo Diddley er død, oplyser hans publicist. Diddley blev 79 år. Siden han sidste sommer blev ramt af en hjerneblødning efter en koncert i Iowa, havde det skrantet for den banebrydende sanger og guitarist. Diddley indstillede dengang sin turnévirksomhed og vendte hjem til Florida for at komme sig. Han døde mandag i hjemmet i byen Archer, oplyser hans publicist, Susan Clary. Dødsårsagen var hjerteanfald. Diddley har været et ikon i musikindustrien, siden han toppede de amerikanske R&B-hitlister med sit nummer “Bo Diddley” i 1955. Andre hits fra hans hånd tæller bl.a. “Who Do You Love,” “Before You Accuse Me,” “Mona” og “I’m a Man”. ” . Tak Gertrud
Komikeren Harvey Corman døde i forgårs i en alder af 81. Enhver, der elsker Mel Brooks cowboy-film-parodi Blazing Saddles vil huske ham i rollen som den vrantne, vrisne skurk Hedley Lamarr. I det hele taget var han med til at skrue op for morskaben i flere af Brooks film. Ellers er han mest kendt for sin årelange medvirken i The Caroll Burnett Show, der også er blevet vist i dansk tv. Hvil i fred.
