Indlæg tagget med nekrolog

Don Partridge – 1941-2010

30. marts 2011

For mere end tre år siden indristede jeg følgende i bloggen:

Omtalen af Beat-Club i foregående indlæg fik mig til at erindre Don Partridges optræden i samme udsendelse. Jeg har længe ledt efter en optagelse med Don Partridge i YouTube uden held. Men det skal nok lykkes en dag…
Don Partridge er en engelsk “busker”, gadesanger, one-mand-band og sangskriver, der slog igennem i 1968 med den meget iørefaldende og humøropløftende sang om “Rosie”. Don Paul fra gruppen The Viscounts havde hørt Partridge på gaden og mente, at det var en god idé at få manden til at indspille sin sang. Hvilket viste sig at være en god idé.
Singlen nåede en fjerdeplads på den engelske pophitliste.
Derefter var det slut med det store succes for Don. Han fik udgivet et album i 1968 og et i 2004. Efter Rosie-hittet var han medlem af det akustiske band Accolade, der talte Gordon Giltrap, og dette ensemble resulterede i to LP-plader. I de tidlige halvfjerdsere slog han sig ned i Sverige, hvor han indspillede to plader, der dog ikke fik succes. Derefter vendte han snuden hjem til England.
Så vidt vides er han stadigvæk aktiv
…”

I dag læser jeg sÃ¥, at Don døde 68 Ã¥r gammel den 21. september 2010 af et hjertetilfælde i Pieceheaven i det syd-østlige England, hvor han levede de sidste Ã¥r af sit liv. Det var helt forbigÃ¥et min opmærksomhed. MÃ¥ske, fordi han for længst var gledet ud af rampelyset og dermed mediernes fokus. Men det skal ikke forhindre mig at kaste en rune over ham. For med sit store busker-hit “Rosie” fra 1968 leverede han en af de sange, der for altid vil være en del af min indre playliste. Hvorfor det blev sÃ¥dan, er svært at forklare. Men, jeg tror, det simple svar er, at sangen om Rosie har den enkle popsangs mest elementære karaktertræk. En iørefaldende melodi, som sætter sig hurtigt i hukommelsen, og som man nemt kan genoptrykke og nynne med pÃ¥. En sing-a-long-popsang, som man kun kan blive i godt humør af at lytte til. Det er stadigvæk en sang, jeg holder meget af. Don Partridge fik faktisk et enkelt hit mere i 1968 med “Blue Eyes“, der nÃ¥ede helt pÃ¥ pÃ¥ en 3. plads pÃ¥ den engelske hitliste. “Rosie” nÃ¥ede kun til en 4. plads. “Blue Eyes” er ogsÃ¥ en dejlig sang, omend knap sÃ¥ lige til…

Sidst jeg omtale Partridge kunne jeg ikke finde en video med ham. Men det kan jeg nu. Her er han i en optagelse fra 1993, hvor ham bl.a. spiller Sultans of Swing… Bemærk, hvordan fotografen ikke kan lade være med at synge med heller…

Elizabeth Taylor – 1942-2011

23. marts 2011

Da jeg som ganske ung og sprød knægt for første gang sÃ¥ Richard Brooks dampende filmatisering af Tennessee Williams’ sydstatsfamiliedrama “Cat on a Hot Tin Roof” (1958) tænkte jeg i mit stille sind: Den drukkenbolt til Brick (spillet fremragende af Paul Newman) er et nul, hvis han sÃ¥dan lader sin dejlige kone Maggie “The Cat”(spillet af en ung, smuk og smækker Elizabeth Taylor) gÃ¥ rundt om ægtesengen og vansmægte som en parringslysten hunkat. Der skulle hun ikke have fÃ¥et lov til at gÃ¥ ret længe rundt, hvis…

I dag meddeles det, at Elizabeth Taylor er død, 79 Ã¥r gammel. Og dermed et er endnu et af Hollywoods helt store kvindelige stjerner og ikoner udslukt. Hun var en klassisk Hollywoodstjerne i den forstand, at hun forenede den attrÃ¥værdige kvindelige skønhed med et indiskutabelt talent for filmskuespilleri. Og hun var med fra barnsben af, hvor hun kun 11 Ã¥r gammel medvirkede i There’s One Born Every Minute (1942) og Lassie Come Home (1943) og sluttede som aktiv filmskuespiller med The Flintstones i 1994. Dertil skal lægges et omtumlet liv i de kulørte blade og andre medier.

Man kan godt diskutere, hvor godt eller snarere skidt hun forvaltede sin karriere – eller hvor godt eller skidt  den blev forvaltet af andre – men nÃ¥r nu dødsboet skal gøres op, vil en række film stÃ¥ tilbage som uomgængelige for enhver filmelsker. Cat On A Hot Tin Roof bør være i enhver anstændig filmsamling. Det samme mÃ¥ ægteskabsdramaet Who’s Afraid of Virginia Woolf? fra 1966. Resten kan vi skændes om. Hvil i fred.

Terrence “Jet” Harris – ex-The Shadows – er død, 71

19. marts 2011

SkolegÃ¥rdens svar pÃ¥ Speedy Gonzales (deraf øgenavnet), ophavsmand til gruppenavnet The Shadows og – med Sir Cliffs ord – rygradden i The Shadows’ sound. Terrence Harris var en af de basister, der var med til at gøre tidlige engelsk rock’n roll til det, den var. Han var med i de gyldne Ã¥r i slutningen af halvtredserne og tresserne, hvor Shadows kom pÃ¥ de engelske lister med bl.a. Apache.

Harris forlod Shadows allerede i 1962, efter at gruppen havde indspillet deres nr. 1-hit “Wonderful Land”. Men han holdt sig ikke helt væk fra listen. I 1963 toppede han igen sammen med Shadows-kollegaen Tony Meehan med nummeret “Diamonds”.
I tiden efter Shadows fortsatte Harris en solokarriere med en vis succes.

Et alkoholmisbrug, som blev grundlagt i tiden med Shadows, var dog ødelæggende for musikerkarrieren. Selv om han fik indspillet en række album og optrådte mange gange, så gik det ned ad bakke. Og bedre blev det ikke, da han i 1963 var involveret i en alvorlig bilulykke, hvor også sangerinden Billie Davis kom til skade. I løbet af tresserne gled han langsomt ud i musikbranchens periferi og måtte ernære sig som arbejdsmand, murer, portør, buschauffør og fotograf.

Efter 30 Ã¥rs alkoholisme erkendte Jet sit problem og søgte hjælp. Men drikkeriet havde sin pris. For et par Ã¥r siden fik han konstateret kræft i halsen – og den 18. marts døde han af de efterfølgende komplikationer.

I 2010 modtag han MBE-ordenen for sit bidrag til populærmusikken. Og samme år fik han også en særlig pris fra guitarfirmaet Fender for sin lancering af Fenders Precision Bas i 1960. Hvil i fred.

Jane Russell – 1921-2011

1. marts 2011

Endnu en af de store glamourøse filmstjerner har forladt denne verden. Den 28. februar døde Ernestine Jane Geraldine Russell – med kunstnernavnet Jane Russell – i en fremskreden alder af 89 Ã¥r. Som man kan læse i de mange nekrologer, dødsfaldet har givet anledning til, sÃ¥ var Jane en af Hollywoods store sexsymboler i fyrrernes og halvtredsernes filmindustri. Som sexsymbol var det hendes lod at konkurrere med Marilyn Monroe.

Set i retrospekt var det uden tvivl Monroe, der vandt den konkurrence. Og en del af forklaringen var nok, at den blonde Monroe passede bedre ind i den amerikanske dobbeltmorals delikate balanceren mellem sexdyrkelse og puritanisme. Marilyn Monroe forstod at levere blandingen af (påtaget) uskyld og kropslig forførelseskunst.

Hendes diametrale modsætning var den skulpturelt flotte, mørkhÃ¥rede Jane, der lagde sig ud med dobbeltmoralen med sin debutfilm “The Outlaw” (1943), der gav hende en mytologisk status som dybt dekolleteret femme fatale i høet efter først at være nærmest bandlyst i et par Ã¥r af de amerikanske censurmyndigheder pÃ¥ grund af Russells voluptuøse kavalergang. Hvor Marilyn Monroe lokkede med en tvetydigt piget sex appel, var Jane Russell indbegrebet af voksen, lidt farlig, kvindeerotik.

Som sit blonde modstykke Monroe var Jane Russell meget mere end en pin-up, der kunne vække drenges og mænds begær. Hun havde et klart skuespiltalent (og havde studeret acting hos den berømte Max Reinhardt’s Theatrical Workshop) og var musikalsk begavet. I fyrrerne sang hun i Kay Kysers orkester og indspillede flere plader for Columbia Records. Hun holdt fast i musikken det meste af sit liv, men det var for sine film, hun vil blive husket.

Hun vil blive husket for eksempel sin Calamity Jane-gestaltning i komedien The Paleface, hvor hun spillede over for Bob Hope (1948), Gentlemen Prefers Blondes (1953), hvor hun gav Marilyn kamp til stregen og sit modspil over for datidens machomand Robert Mitchum i His Kind Of Woman og Macao (hhv. 1951 og 1952). I alt 23 spillefilm var hun med i. Den sidste var Darker Than Amber i 1970.

Jane Russell var en af de filmstjerner, der havde en særlig, glamourøs aura omkring sig. En aura, som ikke findes længere. Nu er hun ikke mere – eller rettere: kun pÃ¥ de hvide lærred…

Looking for trouble

Maria Schneider – 27.03.1952-03.01.2011

4. februar 2011

Endnu en dejlig dame har forladt os. Den franske skuespillerinde Maria Schneider døde i går efter længere tids kræftsygdom.

Hun blev internationalt kendt, da hun spillede over for Marlon Brando i Bernardo Bertoluccis skandalesucces “Sidste Tango i Paris“. Filmen var en succes, men ogsÃ¥ en belastning for Schneider, der med mediernes ubarmhjertige automatik blev gjort til sexsymbol eller -bombe. Alligevel lykkedes det hende at markere sig som seriøs skuespiller i film som Antonionis “Profession: Reporter” (1975), hvor hun spillede sammen med Jack Nicholson, og Franco Zerifellis “Jane Eyre”.

Efter successen med Bertolucci- og Antonioni-filmene levede Schneider et omtumlet liv præget af stofmisbrug og indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Men hun fik siden hen mere styr på sit liv og sin karriere. I 2010 modtog hun æresmedaljen Chevalier, Ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til fransk kunst.

Tak til Auld Phart for oplysningen om hendes bortgang.