Indlæg tagget med nekrolog

Lena Nyman er død, 66

4. februar 2011

For to år siden skrev jeg følgende i min blog:
“Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt pÃ¥ grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje pÃ¥ et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der stÃ¥r og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede pÃ¥ det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blå – var også grænsesøgende på anden end seksuel vis. Filmene var også – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener går Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er også formeksperimenter i den forstand de – i tråd med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler pÃ¥ tressernes sexualliberale nybrud og pÃ¥ den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i Ã¥rene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.”
I dag kan jeg så læse, at skuespillerinden Lena Nyman, der spillede den unge frisindede pige, som stillede ubehagelige spørgsmål om det svenske klassesamfund, er død efter længere tids alvorlig sygdom. Jeg vil altid forbinde den lille pige med den hæse stemme med den rolle, som gjorde hende kendt rundt om i verden på grund af de frivole nøgen- og sexscener. Men i Sverige blev hun en højt skattet skuespillerinde, som bl.a. arbejdede sammen med det navnkundige makkerpar Hasse (Alfredson) og Tage (Danielsson), optrådte på Dramaten og var med i diverse film. Nogle vil sikkert huske hende for rolle i Ronja Røverdatter, som jævnligt vises på dansk tv.

En fin billedkavalkade over Lena bedrifter.

It’s one drink down and another to go.Gerry Rafferty er død.

5. januar 2011

I går hørte jeg et P1-program om en mand, der havde formået at bryde med sin negative sociale arv. Han var vokset op med to alkoholiserede forældre. Moderen forsøgte at skjule sit drikkeri ved at gemme flaskerne i skabe og lign., men sønnen kunne ikke undgå at falde over dem. I bogstaveligste forstand. Og den tidligste erindring han havde om faderen var, at han lå forslået og stinkende i sengen efter en bytur. Selv endte han i alkoholismens vold, hvor han næsten drak sig ihjel, mistede sit ægteskab og fik oparbejdet en kæmpegæld. Men, da det så mest sort ud, tog han sig selv i nakken, gik på afvænning og kom på det rette spor igen.

Jeg kom i tanke om denne oplivende historie om et brud med den negative sociale arv, da jeg i går nat kom hjem og læste den sørgerlige nyhed om sangskriveren og musikeren Gerry Raffertys død.
For knap et årstid siden skrev jeg et indlæg om Rafferty. Det drejede sig om nogle rygter vedrørende hans mulige forsvinden efter et hospitalsophold. Af rygterne kunne man læse, at hospitalsopholdet og forsvindingsnummeret skyldtes mandens intense drikkeri. Rafferty var alkoholiker.

Desværre lå det i kortene, at den yderst talentfulde sangskriver kunne komme til at ende sit liv på bunden af flasken. Han kom fra en irsk minearbejderfamilie, hvor faderen drak tæt og udsatte familien for vold. Der går historier om, hvordan Gerry og moderen måtte flakke omkring i byen, medens de ventede på, at faderen skulle blive ædru igen. De turde ikke gå hjem, for så vankede der tørre tærsk.

Da Gerry var 16 år gammel døde faderen, og Gerry fandt sig et arbejde samtidig med, at han i weekenderne spillede sammen med sin skolekammerat, den ligeledes talentfulde sangskriver Joe Egan, i gruppen Mavericks.
Da Mavericks ikke blev nogen succes, søgte Rafferty og Egan ind i The Humblebums, der blev ledet af den senere entertainer og komiker Billy Connolly. Efter tre album gik både Conolly og Rafferty deres egne veje, efter at Rafferty havde tilskyndet Connolly til at gå entertainervejen. Efter sigende var der ikke plads til to så store egoer og talenter i gruppen.

Raffery udsendte nogenlunde samtidig sin første soloplade Can I Have My Money Back? (1971), som afslørede et stort sangskrivertalent i svøb, og Ã¥ret efter fandt han igen sammen med kollegaen Joe Egan og dannede Stealers Wheel. Det førte til den første store succes for Rafferty, da bandet udsendte deres eponyme debutalbum med hittet “Stuck in the middle with you“. Efter tre album var det slut. Ikke, fordi gruppen ikke havde potentiale at blive til noget rigtig stort, for det havde den, men pÃ¥ grund af en masse problemer med pladeselskabet.

Egan tog til Skotland og Rafferty brugte tre år på at komme ud af sine kontraktlige bånd til pladeselskabet. Men ved siden af begyndte han lønligt at indspille sange, der siden skulle blive til hovedværket City To City, der udkom i 1978. Med klassikeren Baker Street som drivkraft blev City To City en kæmpesucces med et salg på omkring 5 millioner eksemplarer. Nok til at gøre Rafferty til en holden mand og sikre ham omkring 80.000 £ i årlige royalties.

Pladen blev fulgt op at to andre langt fra så succesfulde, men kunstnerisk mindst lige så tilfredsstillende albums: Night Owl (1979), den skammeligt oversete Snakes And Ladders (1980). De to album udgør kronen på Raffertys livsværk.

Herfra gik det ned ad bakke for Rafferty. Hans drikkeri tog til og udviklede sig til en selvdestruktiv alkoholisme. Han havde talentet til at blive en stor stjerne som musiker og sangskriver. Flere gange er han blevet sammenlignet med Lennon & McCartney, og det var også på det niveau, han befandt sig, når han var bedst. Men Rafferty kunne åbenbart ikke overvinde sin negative sociale arv. Af biografierne om ham kan man læse, at han efter sin succes med Baker Street havde pengene og alle muligheder, men afviste dem, fordi intet tilsyneladende var godt nok. Bag det udadvendte selvovervurdering kunne man dog spore en afgrundsdyb mangel på selvtillid og -værd. Arven fra barndommen.

I 1990 kastede hans hustru gennem mange år håndklædet i ringen i erkendelse af, at hun ikke kunne hjælpe Gerry ud af sit misbrug. Hun blev dog ved ringside og hjalp ham så godt hun nu kunne, medens hun var vidne til hans deroute i alkoholismens malstrøm.
63 år blev Gerry Rafferty og efterlod sig i alt ni fine soloalbum, der vidner om et stort talent, som ikke fik lov til at udfolde sig helt. Desværre.

PS. Citatet i overskriften er hentet fra sangen”One Drink Down”, som man kan finde pÃ¥ Raffertys allerførste soloplade. Mere her.

Her er han sammen med Egan, medens tingene endnu s̴ lyse ud РStar:

Bobby Farrell- Boney M – er død, 61 Ã¥r

2. januar 2011

I går kunne vi vinke farvel til den store århusianske popsanger Bamse. Men også den hollandske popstjerne Bobby Farrell tog afsked med livet ved årsskiftet. Den 61-årige popkunstner døde på et hotelværelse i Sankt Petersborg. Dødsårsagen kendes ikke endnu.
Måske siger navnet Bobby Farrell ikke så meget, men det gør navnet på det band, han var med i: Boney M.
Bobby blev født pÃ¥ den karibiske ø Aruba (i øgruppen Antillerne) og indledte sin musikkarriere som DJ og danser. Men i 1976 blev han opdaget af produceren Frank Farian, der gav ham tilbuddet om at komme med i Boney M som sanger og ikke mindst danser. Faktisk sang Bobby Farrell ikke ret meget. Det indrømmede han i et interview i 2003. Hans primære rolle var danse og optræde pÃ¥ scenen. Hans indrømmelse gav anledning til en vis opstandelse i de kulørte blade, men var bare en ærlig indrømmelse af, at Boney M – som sÃ¥ mange navne i poppens glitrende verden – var et kunstprodukt, som var skabt (af Frank Farian) for at underholde og – ikke mindst – tjene penge til bagmanden.
Spekulation eller ej, Boney M blev en kæmpesucces pÃ¥ den europæiske musikscene i halvfjerdserne, hvor navnet solgte i omegnen af 100 millioner plader med forglemmelige discohits som Rivers Of Babylon, Mary’s Boy Child, Rasputin og Daddy Cool.
Enhver, der har set gruppen optræde – fx pÃ¥ tv – vil vide, at den var en iøjnefaldende eksotisk, farvestrÃ¥lende oplevelse. Kombinationen af letbenede, dansante sing-a-long-diskopopsange, smukke, veldrejede, velklædte brune korpiger med sexappeal og en flamboyant, halvt afklædt, æggende dansende vildmand – Bobby Farrell – i forgrunden gik rent ind hos det underholdningshungrende publikum. At Bobby sÃ¥ mimede til en andens bÃ¥ndede stemme var i den forbindelse blot en bagatel. Det pudsige var, at Bobby Farrell faktisk godt kunne synge – og gjorde det ved flere af bandets live-optrædener. Men sÃ¥dan er der sÃ¥ meget i den branche…
Selv om Boney M var et spekulationsobjekt, så skal man ikke være blind for at gruppen gav sit lille bidrag til forandringen af den europæiske pop lydbillede og udseende. I de tidlige halvfjerdserne var popscenen stadig dominerende hvid og karibiske rytmer var også noget, der først for alvor kom ind med reggaebølgen i samme årti.
Boney Ms succes toppede i slutningen af halvfjerdserne. Derefter visnede interessen for dem, selv om de nu og da optrådte bl.a. i tyske nostalgiske underholdningsprogrammer. Farrell blev fyret af Farian i 1981.
Efter sin fyring dannede Farrell sin egen gruppe, bestÃ¥ende af flere medlemmer fra det gamle Boney M. Men hitlisteappel havde den ny konstellation ikke, selv om der blev lavet flere singler. Farrell og de andre ex-medlemmer af Boney M havde ogsÃ¥ det problem, at folk fortsat satte dem i forbindelse med navnet Boney M, som Frank Farian ejede rettighederne til. Det førte til et længere retsligt efterspil, hvor kunstneren med Farrell i spidsen kæmpede mod Farian om retten til at optræde i Boney M-navnet. Et retsstrid, der vist ikke er afsluttet helt endnu. I sin sidste tid optrÃ¥dte Bobby Farrell med lidt held bl.a. i Italien under navnet “Bobby Farrell, kendt fra Boney M” – og mÃ¥tte aflevere en del af sine royalties til Frank Farian…

Flemming “Bamse” Jørgensen er død, 63

1. januar 2011

Politiken bringer den triste nyhed om musikeren Flemming “Bamse” Jørgensens død nytÃ¥rs nat. Et hjertestop satte en stopper Flemmings gang her pÃ¥ jorden. Alt for tidligt. Selv om jeg aldrig blev fan af Bamse, sÃ¥ var hans og Bamses Venners humørfyldte, kompetente danske versioneringer af gamle popsange en del af mit lydtapet i halvfjerdserne, hvor ikke mindst Vimmersvej – med den uforglemmelige linje “hun gÃ¥r rundt med numsen bar, hurra” – viste, at ikke kun Shu-Bi-Dua kunne det med humoristiske fordanskninger og kække opdateringer af uopslidelige hits.
I mange Ã¥r holdt Bamse fast i det danske sprog, og først langt ind i solokarrieren – i starten af halvfemserne – indsang han pÃ¥ engelsk. PÃ¥ Stand By Me (1999) og Always On My Mind (2001) kan man høre Bamse fortolke kendte pop- og rocksange, som afslører den musik, Bamse var rundet af.
Bamse var en af den slags musikere, man ville hænge etiketten “folkekær” pÃ¥. En uforstilt fyr med begge ben plantet i det Ã¥rhusianske. En original i ordets bedste forstand, som med professionalisme og et (i mange Ã¥r) iøjnefaldende korpus trÃ¥dte ind i danskernes hverdag og gjorde den mere udholdelig med god popmusik. Bamse vil være savnet. Hvil i fred.

Læs også Torbens minderune

Captain Beefheart er død, 69 år

17. december 2010

Nyheder løber hurtigt på det forbaskede net. Og Rolling Stone med flere er ude med den kedelige nyhed om, at Captain Beefheart er afgået ved døden i dag d. 17. december som følge af komplikationer i forbindelse med den sclerose, han har lidt af i flere år.
Hvis det giver mening at tale om enere i rocken, s̴ var Captain Beefheart РDon Van Vliet Рen ener. Med sit Magic Band skabte han en musikform, der b̴de havde traditionen i sig Рbluesen Рog avantgarden, en unik, aparte, eksperimenterende stil.

De sidste mange år helligede han billedkunsten.

Nu vil jeg finde hovedværket “Trout Mask Replica” (i vinyludgaven!) frem om mindes Kaptajn Bøfhjerte. Hvil i fred.