Indlæg tagget med nekrolog

Filminstruktøren m.m. Blake Edwards er død, 88 år

17. december 2010

DR-Nyhedernes rubrik til nyheden om Blake Edwards’ død er sigende: Instruktøren af Den Lyserøde Panter er død. For der er nok ingen tvivl om, at rigtig mange først og fremmest vil forbinde Edwards med komedieserien med Peter Sellers i hovedrollen som inspektor Jacques Clouseau, som blev lavet i Ã¥rene 1963 til 1983 – og nok var med til at efterlade indtrykket af en instruktør, der primært begik sig i den letbenede underholdning. Men selv om Edwards givetvis havde en forkærlighed for komedien eller lystspillet – hvilket han allerede demonstrerede med film som Pigen Holly (m. Audrey Hepburn) fra 1961 og U-bÃ¥den der rødmede fra 1959 (m. Cary Grant og Tony Curtis) – sÃ¥ havde han ogsÃ¥ andre tangenter at spille pÃ¥. Det sÃ¥ man fx i den stemningsfulde gyser Stemmen i mørket fra 1962 (m. Lee Remick og Glenn Ford) og i den bitre fortælling om et pars alkoholiske deroute i Hektiske Dage (Days of Wine and Roses – med Lee Remick og Jack Lemon i hovedrollerne). To film, der holder og stadigvæk tÃ¥ler at blive set. Hvorfor Edwards ikke opdyrkede de mere alvorlige genrer mere, kan man godt undre sig over, for selv om han nok ikke var en mesterinstruktør, sÃ¥ havde han et solidt hÃ¥ndelag for at skrue en film effektivt sammen. Men mon ikke forklaringen har noget med publikumstal og penge at gøre?
Næsten 50 film nåede han at instruere, og derud over arbejdede han som manuskriptforfatter, skuespiller og producer.

Leslie “Høj pistolføring” Nielsen døde i gÃ¥r

29. november 2010

Som bekendt er humor noget, man svært kan blive enig om. Og det er der selvfølgelig skrevet tykke, filosofiske og psykologiske bøger om.

En af de amerikanske skuespillere, der har fÃ¥et denne blogger til at slÃ¥ sig pÃ¥ lÃ¥rene af grin, er Leslie Nielsen, der som navnet antyder har danske aner, idet hans farfar var dansker. Leslie Nielsen, der blev født den. 11. februar 1926 og døde i gÃ¥r, startede sin skuespillerkarriere i 1950 og fungerede de næste 30 Ã¥r som birolleskuespiller i film og pÃ¥ tv. Men flykatastrofekomedien Airplane! (pÃ¥ danske Højt at flyve) forvandlede med et slag Nielsen til at være komisk hovedrolleskuespiller. Med fÃ¥ virkemidler og begrænset mimik fik Nilsen det optimale ud af de absurde situationer og de citatværdige replikker. Og han fandt en perfekt komisk rolle som politikommissær Frank Drebin i “Naked Gun”-filmene (fra 1988 og frem), hvor genreparodien blev kørt helt ud pÃ¥ overdrevet. Især den første “Høj pistolføring”, som de hed pÃ¥ dansk, er en født klassiker blandt lavkomiske, velturnerede film fra forrige Ã¥rhundrede. Nu er Leslie ikke mere, men filmene har vi da lov at more os over.

Nogle morsomme scener fra Naked Gun.

Exit Solomon Burke – “The King of Rock & Soul”

10. oktober 2010

Mod Strømmen og BT har udsendt nyheden: Solomon Burke er død, 70 år gammel. I følge boulevardavisen døde han i Amsterdams Schipol-lufthavn. Aktiv som altid, uden planer om at trække sig tilbage. En aktiv død som i en af Johs. V. Jensens myter.

Burke, der var præst og bedemand ved siden af sin sangkarriere (uden at de to kan adskilles helt), kom ud til det store publikum, da han blev indlemmet i det toneangivende pladeselskab Atlantics fold i tresserne. Det første hit var en solomonificeret udgave af countrysangen “Just Out Of Reach”. I modsætning til sine kolleger og konkurrenter Otis Redding og Sam Cooke formÃ¥ede Burke ikke helt at overskride barrieren mellem den “sorte”, spirituelle, soulmusik og hitlisternes mainstream. MÃ¥ske, fordi han ikke kunne eller ville finde det rigtige kompromis mellem kommerciel pop og rodfæstet soul. Men i kraft af sit sangskriveri (som andre ogsÃ¥ havde glæde af) og sin sangkunst vandt han respekt til at blive indlemmet i Rock And Roll Hall Of Fame i 2001. Som andre af sin generation oplevede han lidt af en revival i starten af dette Ã¥rhundrede med plader som “Don’t Give Up On Me” og “Nashville”. Med Burkes død forsvinder en markant stemme ud af populærmusikken, selv om den selvfølgelig kan genoplives gennem pladerne. Det kan vi sÃ¥ passende gøre. Hvil i fred.

Janis Lyn Joplin – 1943-1970

4. oktober 2010

I dag er det nøjagtig 40 år siden, Janis Joplin døde af en overdosis heroin i kombination med en del spiritus.

Hun kom fra en religiøs familie og følte sig allerede fra barnsben utilpasset. I skolen blev hun mobbet, fordi hun var for tyk og havde uren hud. Og det er sandsynligt, at bÃ¥de interessen for the blues og folkemusikken – og hendes image som en outsider blev grundlagt allerede i teenageÃ¥rene. Da hun var færdig med high school som 17-Ã¥rig begyndte hun et halvhjertet universitetsstudium, der dog hurtigt blev skiftet ud med en selvskabt karriere som sangerinde med bluesrødder og inspiration fra The Beat Generation, outsiderne i amerikansk litteratur og musik. MÃ¥ske sigende hed hendes første indspilning fra 1962, “What Good Can Drinkin’ Do”. Southern Comfort blev hendes trofaste følgesvend og trøster de næste otte Ã¥r.

Som andre med ambitioner om at gøre sig i musikkens verden drog hun til San Francisco, hvor hun kom ind i kredsen omkring Jefferson Airplane. Og sammen med den ligeledes bluesinteresserede Jorma Kaukonen fra Airplane begyndte hun at indspille en række numre, der siden har cirkuleret blandt fans og bootleggere som et kassettebÃ¥nd med titlen The Typewriter Tape. Sangene blev indspillet hjemme hos Kaukonen, og titlen pÃ¥ bÃ¥ndet henviser til, at Margaret Kaukonen spillede med – pÃ¥ skrivemaskine.

Samtidig udviklede Joplin et massivt stof- og alkoholmisbrug, som i første omgang fik nogle af hendes venner til at sende hende tilbage til Port Arthur, Texas, hvor hun kom fra. Her fik hun da også så meget styr på sit liv, at hun genoptog sit universitetsstudie og lagde planer for at indgå et almindeligt borgerligt ægteskab med en ung, lokal mand.

Men musikken slap hun ikke, og da hippiebandet Big Brother and the Holding Company spottede hende ved en lokal optræden, blev hun indlemmet i gruppen som forsangerinde – og var dermed tilbage i San Francisco, byen, der flød af musik, sex, sprut og stoffer. Det var i 1966. Og resten er som bekendt historie. Big Brother and the Holding Company blev hendes afsæt for hendes berømmelse og korte succesfulde karriere.

I Joplins stemme mødes tresseroprørets utilpassethed, vildskab, frihedstrang og livsappetit med den folkelige musiks – ikke mindst bluesens – besyndelse af (kærligheds)livets op- og nedture og sÃ¥ denne musiks vanartede afkom: rocken. Selv om Joplins død i 1970 sandsynligvis var et uheld – heroinen var for stærk – sÃ¥ var der noget symbolsk i, at hun døde ved udgangen af tressernes Ã¥rti. Hun var pÃ¥ godt og ondt en frugt af den tid.

Skuespilleren Tony Curtis er død, 85 år

30. september 2010

I gÃ¥r døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op pÃ¥ den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var ogsÃ¥ en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 Ã¥r gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – sÃ¥ havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille bÃ¥de dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange pÃ¥ flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fÃ¥et en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. PÃ¥ den anden side, sÃ¥ fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slÃ¥… Hvil i fred.