Indlæg tagget med nekrolog

Thomas Grue er død, 58 år

21. september 2010

 

Min gode medblogger Torben Bille lader tristheden sænke sig over bloggen ved meddelelsen om guitaristen Thomas Grues død (19. september). Grue var en af den slags musikere, der ikke stod helt fremme i spotlyset, men gjorde en markant forskel med sit instrument, rytmeguitaren. En sideman i ordet bedste betydning. Blandt de mange navne han gav musikalsk farve er: Lone Kellermann, Stig Møller, Niels Pind Pedersen, Skousen & Ingemann, C.V. Jørgensen, Frede Fup, Snold, Swing Jørgens Rytmecirkus, Røde Mor, Troels Trier, Leif Sylvester, Bjarne Liller, Clausen og Petersen, Jomfru Ane Band, Niels Skousen og Dione Band.
Jeg husker tydeligt en koncert med C. V. Jørgensen i Botanisk Have engang i halvfjerdserne. Det må have været omkring 1978*). Det var en VS-festival med solskin, chilenske empanadas og lokal øl fra Ceres. Og så kom det ganske lille band på scenen med Thomas Grue og Ivan Horn i forgrunden på guitarer – og gjorde Jørgensen-bandets renommé som “tilbagelænet” til skamme. Fantastisk, uforglemmelig koncert. En af den slags koncerter, hvor øjeblikke brænder sig fast i erindringens harddisk. Senere læste jeg et interview med C. V. Jørgensen, hvor han beskrev Thomas Grue som en guitarist, der lå “helt fremme på beatet”. Ja, det var der ingen tvivl om. Jeg kan forstå på Torbens nekrolog, at Grue også i livet lå helt fremme på beatet. Og det har nok haft sin pris. Hvil i fred du spillemand.


*) Jeg har siden fået bekræftet, at det var i 1978.

 

Mike Edwards – Electric Light Orchestra – er død, 62

6. september 2010

Den engelske cellist Mike Edwards døde den 3. september i en trafikulykke. Han blev 62 år. Edwards var medlem af Electric Light Orchestra i de formative år fra 1972 til 1975, hvor han satte sit tydelige musikalske aftryk på gruppens musik med sin aparte trakteren af celloen. Han kan høres på pladerne: s ELO II, On the Third Day, The Night The Light Went On (In Long Beach) og Eldorado. I årene efter ELO arbejdede Edwards som arrangør og komponist i teaterverdenen. Han skiftede også navn til Deva Pramada på grund af sin optagethed af zenbuddismen.

Kenny Edwards, musiker for bl.a. Linda Ronstadt, er død, 64 år

29. august 2010

Selv om det er mere end en uge siden, Kenny Edwards døde af kræft på et hospital i hjembyen Santa Barbara, så skal det omtales i denne blog.

Et fyrtårn, et pejlemærke, kaldte Linda Ronstadt ham i en kommentar til dødsfaldet ( i avisen Thursday ). Og uden Kenny Edwards ville Linda Ronstadst karriere nok have fået et andet forløb end tilfældet blev. De to kunstnere mødtes, da de efter high school dannede countryrockbandet The Stone Poneys, som blev springbrættet for Ronstadts karriere.

Da gruppen opløstes kort tid efter, at den var brudt igennem til en 13. plads pÃ¥ den amerikanske hitliste med Mike Nesmith-sangen “Different Drum”, dannede Edwards en anden rockgruppe, Bryndle, med Karla Bonoff, Andrew Gold og Wendy Waldman. Men han holdt ogsÃ¥ kontakten til Linda Ronstadt ved lige og spillede en central rolle som musiker, sanger, arrangør og idémand pÃ¥ mange af hendes soloplader. Det var sÃ¥ledes Edwards, der havde en stor del af æren for, at Ronstadt fik en førsteplads med sin udgave af Clint Ballards “You’re No Good” i 1967. Han havde ideerne til arrangementet og for den sound, der kom til at præge Ronstadt den første tid.

Han arbejdede også sammen med flere andre store kunstnere som fx Stevie Nicks, Don Henley, Art Grafunkel og Brian Wilson.

Den 18. august udåndede han efter at være kollapset på en turné med Karla Bonoff.

Jeg kan ikke se, om det er Edwards, der spiller bas pÃ¥ denne optagelse af “You’re no good”, men den er sÃ¥ fin, at den skal med alligevel…

Michael Been – The Call – er død, 60

28. august 2010

En trist nyhed. Guitaristen og sangeren Michael Been er død. Han døde af et hjertetilfælde, som ramte ham, da han som lydmand var på turné med Black Rebel Motorcycle Club. Robert Levon Been, Michaels søn, er leder af sidstnævnte band.

Michael Been (nr. 2 fra venstre pÃ¥ fotoet ovenfor) er især kendt for sin tid i det amerikanske band The Call, der i Ã¥rene 1980-2000 nÃ¥ede at udsende ti studiealbum plus det løse. Gruppen kom frem pÃ¥ et tidspunkt, hvor U2 var med til at sætte den musikalske dagorden med en stor lyd. Og det smittede af pÃ¥ The Calls musik, der pÃ¥ nogle af pladerne har en umiskendelig 80’er-sound. Men bag den tidstypiske gemmer sig musik, sange og tekster, der havde stor appel. Ikke mindst til andre musikere. Kendt er det, at Peter Gabriel blev sÃ¥ begejstret, at han i 1983 valgte The Call til at være support pÃ¥ hans Shock The Monkey Turné. Det førte bl.a. et gennembrud pÃ¥ MTV med sangen “When The Walls Came Down”. Og Garth Hudson fra The Band spillede keyboard pÃ¥ gruppens første tre album. PÃ¥ gruppens tredje album, Reconcile (1986), der udkom efter en ufrivillig pause pÃ¥ et par Ã¥r (pÃ¥ grund af et juridisk problem), fik det hjælp af deres fans og venner, Peter Gabriel, Garth Hudson, Robbie Robertson (ogsÃ¥ The Band) og Jim Kerr (frontfigur i Simple Minds). For at det ikke skal være løgn fik de ogsÃ¥ hjælp af Bono selv pÃ¥ deres 1989-udgivelse Let The Day Begin, hvor hans højhed syger backingvokal.

Noget hitlisteorkester blev The Call aldrig rigtig, selv om bandet solgte pænt. Men gruppen var et lysende eksempel på, at der også kom interessant musik ud af de såkaldt kedelige firsere. Gode sange med tekster, der både havde filosofiske og politiske dimensioner. Sange, som Michael Benn satte sig tydelig fingeraftryk på. En enkelt lytteværdig soloplade blev det også til. I 1994 kom On the Verge of a Nervous Breakthrough. Nu må Michael sætte strøm til de himmelske harper i stedet. Rock on.

En sangskriver er død, George David Weiss

24. august 2010

Forleden skrev jeg om vokalgruppen The Tokens og nævnte deres største hit “The Lion Sleeps Tonight”. Og i dag kan man sÃ¥ læse, at sangskriveren til nummeret, George David Weiss er død i den fremskredne alder af 89 Ã¥r.

Det var ikke uden omkostninger for den unge Weiss at vælge musikken som levevej. Familien – specielt moderen – var imod og ville have, at han skulle være advokat. Men talentet og hjertet ville det anderledes, og via en bachelorgrad fra det anerkendte uddannelsessted Juillard School blev musikkens hans levevej. Først som musiker – blandt andet i hæren – og senere som sangskriver. Mange af sangene blev til i samarbejde med andre, bl.a. Hugo Peretti og Luigi Creatore.

Til Weiss’ kendteste sange hører “Can’t Help Falling in Love”, som Elvis indspillede til filmen “Blue Hawaii” i 1961 og “What a Wonderful World”, et af Louis Armstrongs kendteste mainstreamnumre. Andre sange fra hans hÃ¥nd er: “That Sunday, That Summer” (Nat King Cole m.fl.), “Mr. Wonderful” (titelnummer til Broadwaymusicalen af samme navn), “Lullabye of Birdland” (Ella Fitzgerald m.fl.) og “Stay with me” (The Walker Brothers, Duffy m.fl.).

Torben rister ogsÃ¥ en minderune – Ã¥h Wimoweh…