Indlæg tagget med nekrolog

Den sarte ekstremist Fritz Teufel er død

8. august 2010

‘Djævelen er død’ og ‘menneskeskænder’ stod der angiveligt pÃ¥ den seddel, politiet fandt i lørdags i nærheden af Fritz Teufels gravsted. Forleden blev Teufels urne gravet op af ukendte gravskændere, og hans aske blev strøet ud over grusgangene i nærheden af graven.

Episoden illustrerer tydeligvis den kulturelle og ikke mindst politiske betydning de mytologiske tressere og halvfjerdsere stadigvæk har. Det, der skete, i de to Ã¥rtier – kulturelt, politisk, seksuelt osv. – kaster stadigvæk lange bølger af betydning ind i vores tid – pÃ¥ godt og ondt. Og Fritz Teufels person rummede nogle af de modsætninger, der lÃ¥ i tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst i kulturel og politisk forstand, hvilket mÃ¥ske forklarer, hvorfor hans navn selv efter døden kan ophidse nogen.

Fritz Teufel havde gode forudsætninger for at blive en af tressernes ungdoms- og studenteroprørere. Han blev født i krigsåret 1943 i en børnerig familie og kom som tyverårig til at studere på det Fri Universitet i Berlin, et af de universiteter, der stod central i studenteroprørets storhedstid.

 

For Teufel blev Ã¥ret 1967 et skelsættende Ã¥r. Han deltog i den aktion, der siden blev kendt som “buddingeattentatet”. Den amerikanske vice-præsident Hubert H. Humprey (Hubert Who, som Tom Lehrer sang…) blev “bombarderet” med “bomber” bestÃ¥ende af mel og buddingepulver. Teufel og hans medsammensvorne blev arresteret, kom i medierne og blev løsladt dagen efter.

 

I juni samme år blev det mere alvorligt. Fritz og hans venner deltog i de demonstrationer mod Shahen som kom til at spille en væsentlig rolle i den politiske opvågnen, som tyske studenter oplevede. Fritz blev arresteret og anklaget for at have kastet en brosten. Nogle måneder senere blev han dog frikendt. I mellemtiden havde han gjort sig bemærket som provokatør i den retssag, han blev en del af.

Ã…ret ’67 var ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor han sammen med en række andre studenter etablerede det politisk baserede bofælleskab eller kollektiv, Kommune I. Først holdt kollektivet til i forfatteren Hans Magnus Enzenbergers lejlighed. Enzensberger var pÃ¥ studietur til Moskva, og hans eks-kone og broder var medlemmer af kommunen. Og da Enzensberger vendte tilbage flyttede kollektivet over i forfatteren Uwe Jonsons lejlighed. Eller rettere: de besatte den tomme lejlighed.
Kommune I bestod frem til 1969 og var et eksempel pÃ¥, hvor fantasifuld den tidlige politiske bevægelse var. Det var kommunarderne, som medlemmerne kaldtes, der fik ideen til “buddingeattentatet”. De politiske “aktioner” og “provokationer” var inspireret af bl.a. situationisterne, var ganske fredelige i deres form og havde især til formÃ¥l at skabe opmærksomhed i den ekspanderende medieoffentlighed, der da ogsÃ¥ slugte “Horror-Kommunens” absurde og groteske pÃ¥fund. Man kan hævde, at Fritz dengang var en tysk pendant de amerikanske yippier Abbie Hoffmann og europæiske provoer (Ole Grünbaum), der ogsÃ¥ forsøgte at pÃ¥virke offentligheden og den politiske debat med spektakulære happenings og aktioner. En politisk tradition, der havde forløbere blandt visse anarkister, dadaisterne, surrealisterne m.fl. og som stadigvæk eksisterer. I halvfjerdserne havde vi fx Solvognen og tænk blot pÃ¥ det par, der trængte ind pÃ¥ sidste Ã¥rs københavnske klimakonference iført festtøj – og fik enorm mediebevÃ¥genhed!

Fritz Teufel gled sidenhen over i retning af den fantasiløse form for politik, som blev kendt som byguerillaen. Altså den politisk utålmodige, tankeløse og ekstremt voldelige aktionsform, som bl.a. Rote Arme Fraktion stod for. Dermed blev den rød- og langhårede, sygekassebebrillede Fritz et symbol på en af tressernes og halvfjerdsernes politiske modsigelser.

 

SpørgsmÃ¥let er dog, om Fritz Teufel – hvis efternavn betyder Djævel – nogensinde for alvor blev en del af den gravalvorlige, sorte, virkelighedsfjerne politiske terrorisme? Ganske vist fik Fritz en fængselsstraf pÃ¥ to Ã¥r for fremstilling af sprængstoffer, men i pressen blev der rejst tvivl om anklagens holdbarhed. Og da han senere – i 1975 – blev anklaget for at stÃ¥ i ledtog med 2. Juni Bevægelsen, som bortførte CDU-formanden Peter Lorenz, havde han et skudsikkert alibi – pÃ¥ gerningstidspunktet arbejdede han pÃ¥ en fabrik i Essen – og mÃ¥tte løslades. Han blev dog straks anklaget igen. Denne gang lød pÃ¥standen, at han havde deltaget i en række bankrøverier, der havde det tilfælles, at røverne uddelte negerkys til personalet…

 

Hvad der er op og ned på anklagerne, kan være svært at vurdere udefra og på historisk afstand. Men et rimeligt gæt er, at Fritz Teufel nok har haft en vis sympati for byguerillaen. Ikke desto mindre slap han ikke sit politiske udgangspunkt i den mere farvestrålende og fantasifulde aktionisme. I firserne bekendte han sig til noget, han kaldte Spasgerilja, altså en aktionsform, der bygger på sjov og ballade. Og i en tv-udsendelse i 1982 oversprøjtede han den tyske finansminister Hans Matthöfer med trylleblæk.
Efter sin karriere i det tyske retsmaskineri ernærede Fritz Teufel sig som free lance-medarbejder ved den tyske avis taz og som cykelbud, og i 2001 modtog han Wolfgang-Neuss-Prisen for sin civilcourage. Fritz døde forleden, den 6. august, 67 år gammel. Den sarte ekstremist kalder Der Spiegel ham i en stor artikel. Selv om han måske blev afsporet og flirtede med terrorismen i halvfjerdserne, så forblev han dog en Spaßguerillero, der troede mere på fantasiens politiske kraft, på den frie, vilde kærlighed, på vigtigheden af at have det sjovt, glæden ved at ryge en joint og andre livsbekræftende aktiviteter.

“Broder Ben” – Ben Keith, pedal steel guitarist – er død, 73

28. juli 2010

Ben Keith, hvis borgerlige navn var Bennett Keith Schaeufele, blev især kendt som pedal steel guitaristen hos Neil Young, men sad også ind hos en lang række andre kunstnere: Terry Reid, Todd Rundgren, Lonnie Mack, The Band, David Crosby, Graham Nash, Paul Butterfield, J. J. Cale, Linda Ronstadt, Warren Zevon, Ian and Sylvia, Hungry Chuck, Emmylou Harris, Willie Nelson, Waylon Jennings, Anne Murray, Ringo Starr m.fl.

Neil og Keith to mødtes i 1971, da Young var ved at indspille hovedværket “Harvest” i Nashville. Young stod og manglede en pedal steel-spiller og sendte sin bassist Tim Drummond i byen. Han kom tilbage med Keith, der boede der. Keith satte sig ned og indspillede fem numre. Først bagefter hilste Neil og Keith pÃ¥ hinanden – og var nærmest uadskillelige siden hen. Broder Ben, som Neil Young ofte kaldte ham. Nu har Ben sluppet pedal steel-guitaren. 73 Ã¥r gammel.


Via Mod Strømmen
– og Torben sætter flere ord pÃ¥ her.

Sangskriveren Hank Cochran er død, 74 år

16. juli 2010

Lynn Anderson, Eddy Arnold, Chet Atkins, Junior Brown, Jimmy Buffett, Tracy Byrd, Johnny Cash, Patsy Cline, Elvis Costello, Bing Crosby, Don Gibson, Vern Gosdin, Ty Herndon, Merle Haggard, Emmylou Harris, Joe Henry, Harry James, Waylon Jennings, Tom Jones, Loretta Lynn, Dean Martin, Reba McEntire, Wayne Newton, Buck Owens, Elvis Presley, Ray Price, LeAnn Rimes, Linda Ronstadt, Nancy Sinatra, George Strait, Carla Thomas, Ernest Tubb og Lee Ann Womack er blot nogen af dem, der har sunget og indspillet sange af sangskriveren Hank Cochran, der døde i går i sit hjem Hendersonville, Tennessee 74 år gammel.

Cochran, der ogsÃ¥ havde en karriere som pladekunstner, blev mest kendt for “I fall to pieces”, som han skrev som ganske ung sammen med kollegaen Harlan Howard, og som Patsy Cline gjorde til et hit og til en af de sange, der definerede hende som countryfortolker. Cline gjorde ogsÃ¥ hans “She’s Got You” til et nr. 1 hit. Andre hits fra Cochrans hÃ¥nd er: “Make the World Go Away,” “Don’t You Ever Get Tired Of Hurting Me,” “The Chair” og “Miami, My Amy.”

Pete Quaife – Kinks’ første bassist – er død, 66

25. juni 2010

“I am overwhelmed with emotion- I literally can’t speak- we might never have done any of this without him. The Kinks were never really the Kinks without you.”
(Dave Davies, i Antiblog)

mb gør mig opmærksom pÃ¥, at Pete Quaife, bassist i The Kinks i de centrale Ã¥r 1961-1969, er død i en alder af 66 Ã¥r. Quaife var barndomsven med Ray Davies og kom med i The Kinks, da de endnu hed The Ravens og spillede kopimusik i lokalomrÃ¥det. Og han var med gruppens første kreative periode – fra gennembruddet med præ-punkrockklassikeren “You really got me” til hovedværket “The Kinks Are The Village Green Preservation Society”.

Men Quiafe var ikke tilfreds med sin plads i hierarkiet, hvor Ray Davies var overhunden, der bestemte, hvad der var på dagsordenen. Derfor forlod han gruppen i 1966. Efter et mislykket forsøg på at slå igennem med country-rock-ensemblet Mapleoak, der blandt andet spillet meget i Danmark, som Quaife havde et nært forhold til, sagde Quaife farvel til den professionelle musik i 1980 og slog sig ned som grafiker i Canada.

Den faktiske dødsårsag er endnu ikke kendt. Rolling Stone har en større nekrolog her.

Ray Davies siger farvel til sin gamle ven på Glastonbury

Jimmy “Big Bad John” Dean er død, 81 Ã¥r

14. juni 2010

Countrysangeren Jimmy Dean var næsten, hvad man kalder et one hit wonder. AltsÃ¥ en kunstner, der hitter gevaldigt en enkelt gang for sÃ¥ at glide mere eller mindre i glemslen – eller i hvert fald ned i den ende af hitlisten, hvor opmærksomheden ikke er stor. Og selv om han faktisk ogsÃ¥ fik et nr. 1 hit pÃ¥ den amerikanske countryhitliste med The First Thing Ev’ry Morning (The First Thing Ev’ry Night) i 1964, sÃ¥ er det megahittet Big Bad John, han huskes for. Og med rette.

For Big Bad John besidder de banale, og dog sÃ¥ svære, popkvaliteter, der skal til for at sikre en sang en lang levetid i folks bevidsthed. Først og fremmest et til det irriterende grænsende omkvæd, der klæber til ens korttidshukommelse med det samme – og derefter bevæger sig ned i hukommelsens lag. I øvrigt en klassisk countrysang af den slags, hvor en maskulin, mørk mandestemme foredrager eller reciterer en historie akkompagneret af et kor og nogle instrumenter. En recept, der flere gange er afprøvet med succes i countrymusikken.
Jimmy Deans karriere strakte sig over mere end halvtreds Ã¥r fra debuten i 1953. Han udgav et hav af plader, havde pÃ¥ et tidspunkt i midten af tresserne sit eget tv-show “The Jimmy Dean Show”, hvor han præsenterede countrynavne, forsøgte sig ogsÃ¥ med skuespilleriet (var bl.a. med i Bondfilmen Diamonds Are Forever som excentrisk millionær) og startede sin egen produktion af pølser. De sidste mange Ã¥r levede han halvt tilbagetrukket og brugte de penge, han havde tjent som kunstner og salget af sin pølsefabrik.
I følge nekrologskriverne døde Jimmy Dean en ganske fredelig død foran tv’et med sin tv-dinner.
Med Big Bad John sikrede Jimmy Dean sig en varig plads på mit personlige lydspor.