Laurie Anderson – Lou Reeds elskede og elskende kone og ‘evige ven’ har skevet et lille, meget smukt mindeord til Lou i lokalavisen The East Hampton Star:
To our neighbors:
What a beautiful fall! Everything shimmering and golden and all that incredible soft light. Water surrounding us.
Lou and I have spent a lot of time here in the past few years, and even though we’re city people this is our spiritual home.
Last week I promised Lou to get him out of the hospital and come home to Springs. And we made it!
Lou was a tai chi master and spent his last days here being happy and dazzled by the beauty and power and softness of nature. He died on Sunday morning looking at the trees and doing the famous 21 form of tai chi with just his musician hands moving through the air.
Lou was a prince and a fighter and I know his songs of the pain and beauty in the world will fill many people with the incredible joy he felt for life. Long live the beauty that comes down and through and onto all of us.
— Laurie Anderson his loving wife and eternal friend
Nyheden løber allerede som en steppebrand gennem de sociale medier: Lou Reed er død i en alder af 71 år. Som Rolling Stone noterer lapidarisk, så var han gennem næsten 50 år med til at forme rock and roll. De senere år var han – lad os bare indrømme det – ikke på sit kunstneriske zenith. Ja, det er faktisk længe siden, han lavede en plade, der virkelig ragede op. Jeg mener, at vi skal tilbage til Magic and Loss (1992) og New York (1989). Hvad der er kommet siden var ikke decideret dårligt (bortset fra floppet med Metallica Lulu), men holdt ikke momentum. Men når man tager i betragtning, hvad han har lavet siden dagene med Velvet Underground, så betyder det ikke noget, at flammen brændte ved lidt svagere kraft det sidste årti.
Nå, det ville ligne Lou dårligt, at hænge med mulen over sådan et dødsfald. Jeg vil drukne min tristesse ved at grave ned i Lous plader – begyndende med Velvet Undergrounds første plade. Så får vi se, hvor langt jeg når inden sengetid. Tak for alt Lou.
Gypis Maoy – dødt John Phillip Cawthra – blev kendt i musikbranchen, da han sidst i 1970’erne erstattede Wilko Johnson i pubrockbandet Dr. Feelgood. Senere kom han med i det gendannede Yardbirds i halvfemserne. Senere i livet ernærede han sig som guitarlærer i hjembyen Bath, hvor han også spillede i flere lokale orkestre. Maoy var en af den slags bundsolide, dygtige guitarister, hvis lod det var at stå i skyggen af de kendte guitarister, hvis plads han overtog: Johnson, Clapton, Beck og Page. Men som nedenstående eksempel viser, så havde han meget at byde på (har var med til at skrive sangen “Milk and alcohol”). Han døde den 23. oktober. Dødsårsagen er endnu ikke oplyst.
Rygtet vil vide, at sangskriveren, sangeren og guitaristen J. J. Cale, der bl.a. er kendt som leverandør af succesfulde sange til Eric Clapton og som inspirator for denne, er afgået ved døden. På mandens egen hjemmeside kan man læse følgende:
JJ Cale Has Passed Away
JJ Cale passed away at 8:00 pm on Friday July 26
at Scripps Hospital in La Jolla, CA.
The legendary singer / songwriter had suffered a heart attack.
There are no immediate plans for services.Â
Selv om man andetsteds på nettet kan læse, at der er tale om en løgnehistorie – en “death hoax” – så vælger jeg at tro på, at nyheden desværre er sand. Bl.a. mener danske Blues Overdrive at vide, at nyheden er blevet bekræftet af Cales nærmeste medarbejdere.
Dermed mister rocken en af sine mest personlige og markante sangskrivere og guitarister.
Cales musikalske løbebane blev hjulpet godt igang, da Eric Clapton i 1970 indspillede sangen “After midnight”. Det åbnede ørerne på mange kritikere og publikummer. Og siden dengang har Cale udsendt 15 album – alle af høj kvalitet. Og en lang række kunstnere har – som Clapton – nydt godt af hans evner som sangskriver – bl.a. Lynyrd Skynnyrd, Kansas, Randy Crawford, Waylon Jennings og selveste Captain Beefheart. Hvil i fred j J.
Basisten på den legendariske rock’n roll-plade “Rock around the clock” – og andre Bill Haley-hits som “Crazy man crazy og “Shake rattle and roll” – Marshal Lytle er død af lungekræft i en alder af 79.
Han var slet ikke basist, da han som ganske ung blev headhuntet af Bil Haley til dennes band. Han arbejdede på en lokal radiostation. Men Bill havde brug for en basist, og i løbet af en halv times tid lærte Bill Marshal, hvordan man på countrymanér trakterede den grundlæggende akkorder på opretstående bas.
Efter nogle stridigheder om betaling forlod Lytle The Comets i 1955 og fortsatte i the Jodimars, der blev lokalt kendte i Las Vegas. Først i 1987 – nogle år efter Haleys død – blev Lytle genforenet med The Comets, der spillede frem til 2009.
Nyhedsbureauerne og The Doors’ Facebookside meddeler, at keyboardspillere Ray Manzarek er død i en alder af 74 år. Dødsårsagen var en kræftlidelse i maveregionen.
Manzarek voksede op i Chicago og ville oprindeligt være baseballspiller, men det endte altså med musikken. Sammen med Jim Morrison dannede Manzarek The Doors i 1965 og var med sit personlige spil med til at skabe gruppen unikke lyd. Efter Jim Morrisons død fortsatte Manzarek dels som solist og som medlem af bl.a. Nite City. Han spillede også sammen med de resterende Doorsmedlemmer i forskellige bandudgaver.
Forleden døde countryikonet George Jones. Jeg har ikke andet end et overfladisk forhold til ham, derfor skrev jeg ikke noget på dagen. Men Keith Richard har skrevet et mindeord, der nok er værd at dele med andre. Fuld af veneration og identifikation. En rune fra en særling til en anden. Brødre i ånden.
George Jones has left us. We have lost one of the most individual singers of all time. I cannot express the emptiness I feel. George was as country as it can get, but he was beyond any bag you want to put him in. He was pure American music without ever waving a flag – you can hear a million imitations on the radio every day – but there was, and ever will be, only one George Jones. He possessed the most touching voice, the most expressive ways of projecting that beautiful instrument of anyone I can call to mind. You heard his heart in every note he sang. Sinatra called him the second best singer ever. (The number one obviously being Frank!). I would contest that. I truly loved ‘the possum.’ He was a crazy as me, and just as free… and, oh boy, could he hang. Keith Richard i Rolling Stone
Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:
“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.
Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.
Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.
Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.
Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.
Carsten
Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):
“Kære alle
Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.
Selv om der har været for mange nekrologiske indlæg her i året start, så kommer jeg ikke uden om at omtale Gordon Stokers død. Han var forsanger i The Jordanaires, der blev verdensberømte for deres samarbejde med Elvis Presley.
Stoker blev født i 1924 og startede sin musikalske løbebane som pianist. Det var også som pianist, han kom ind i The Jordanaires. Elvis var begejstret for sanggruppen, og da han skiftede fra Sun Records til RCA blev Jordanaires hans faste vokalbacking. Elvis har selv givet udtryk for, at han aldrig var blevet til det, han blev, uden The Jordanaires. Store tanker, men i hvert fald lagde gruppen dimensioner til hans sange. Men i 1953 skete der nogle ændringer i gruppens sammensætning og Gordon blev forsanger. Bag sig havde hand Neal Matthews (tenor), Hoyt Hawkins (bariton) og Cully Holt (bas). Sidstnævnte blev senere erstattet af Ray Walker.
Successen med Elvis gjorde Jordanaires efterspurgte af mange andre kunstnere – fra Patsy Cline til Don McLean. Og gruppen havde nok at lave i årene efter mødet med Presley.
[Ukrediteret foto af Elvis og Jordanaires – er lånt fra en australsk Elvisfanside.]
Paul Williams startede bogstaveligt talt selv det legendariske rockmagasin Crawdaddy som unge collegestudent. Det første duplikerede nummer havde Williams selv skrevet fra ende til anden. Det var starten på det første store, landsdækkende rockmagasin i USA. Det var i januar 1966. Williams var allerede på det tidspunkt en relativt garvet publicist, idet han havde været med til at udgive diverse science fiction-fanzines.
Interessen for science fiction holdt Williams fast i til det sidste. Han var god ven med Philip K. Dick og i en periode leder af Philip K. Dick Society.
I Crawdaddys første nummer opstillede Williams et ideal for rockjournalistik, som burde være et ideal for alle efterfølgere. Han skrev: “You are looking at the first issue of a magazine of rock and roll criticism. Crawdaddy will feature neither pin-ups nor news-briefs; the specialty of this magazine is intelligent writing about pop music.†Dermed lagde han også afstand til andre, mere kommercielt orienterede magasiner som Billboard og Cash Box. Og gødede jorden for Rolling Stone, der så dagens lys godt og vel 1½ år senere.
I et senere interview fortalte Williams om begyndelsen på Crawdaddy: “ Well, it started out completely as a fanzine, and the first issue I mailed out to record companies and radio stations, and waited for something to happen. Same thing with the second issue. And I began selling it in newsstands in Boston and around Philadelphia and New York, and each issue kind of grew a little. We really didn’t know anything was happening, it might’ve died between the third issue–there was a big gap, I think the third issue came out in March, I was still at Swarthmore. And then I had that problem which caused me to drop out of college, that you know about, Richard Farina’s death. I went back to Boston, didn’t know what I was going to do, and finally put together another issue of Crawdaddy! that was mimeographed and sold it at the Newport Folk Festival in July. And that, actually, was kind of a breakthrough. We put Bob Dylan on the cover, which was a good idea [laughs]; we sold a lot of copies at Newport. Simon & Garfunkel’s office actually gave me $100 to write a little bio or something, but it was a way of giving me some money so I could print the next issue. But the response to that issue was very encouraging. And the other thing was I met Jac Holzman of Elektra at Newport, and he bought the first national ad for the next issue of the magazine, so it’s like, all right, now we can do the next issue!“
I 1968 forlod Williams Crawdaddy og begyndte at skrive bøger, bl.a. Outlaw Blues: A Book of Rock Music (1969), Bob Dylan: Performing Artist (i flere bind), Neil Young: Love To Burn (1997). Mere end tyve bøger blev det til. Og i 1993 gjorde han igen krav på Crawdaddy, men måtte opgive at videreføre bladet i 2003 på grund af økonomien.
I 1995 var Williams udsat for en alvorlig cykelulykke, hvor han pådrog sig hjerneskader, der gjorde ham dement og efterhånden overlod ham til andres omsorg og pleje. Han døde af komplikationer i forbindelse med de skader, han havde pådraget sig dengang.
[Foto, lånt fra Facebook, ikke krediteret]
Navnet Crawdaddy tog Williams fra Crawdaddy Club i London, hvor Rolling Stones begyndte deres karriere i starten af tresserne….
Det lader til, at nekrologerne kommer til at fylde godt her de første måneder af 2013. I dag kan jeg så kaste et par runer efter Cleotha “Cleedi” Staples, der er død 78 år gammel. Cleotha, der sine sidste år led af Alzheimer-sygdommen, var en af grundlæggerne af The Staple Singers. Sammen med søstrene Mavis (der pt arbejder sammen med bl.a. Jeff Tweedy) og Yvonne, broderen Pervis og faderen “Pops” Roebuck dannede hun gruppen helt tilbage i 1952. Og den succesfulde gruppe var bl.a. med tli at profilere det navnkundige soulmærke Stax med hits som “Respect Yourself,†“I’ll Take You There†og “If You’re Ready (Come Go With Me).â€
Cleotha var kun undtagelsesvis forsanger, men sørgede med sin høje, lyse stemme for at Mavis og “Pops” Roebuck i forgrunden fik en kontrapunktisk modspil. En væsentlig del af forklaringen på Staple Singers succes var, at de formåede at bygge bro over den traditionelle Mississippi-gospel og -blues – og så soulmusikken. Det sikrede gruppen et stor publikkum både blandt de sorte og de hvide.
Han begyndte sin musikalske karriere som trombone-spiller hos Glen Millers Orkester. I følge hans egne oplysninger fandt Glen Miller ham, da han sammen med sine brødre spillede på en srtipbar, og Miller inviterede ham med i sit dengang berømte orkester. Tanner forlod Glen Miller, da denne lod sit orkester træde i de amerikanske styrkers tjeneste. Senere blev han underviser i jazz på University of California og opfandt den elektriske theremin i samarbejde med thereminens opfinder Bob Whitsell. Den elektriske theremin blev brugt på Beach Boys Pet Sounds (bl.a. Good Vibrations, I was’nt made for these times) og Wild Honey, men fx også i Hitchcock-filmen Spellbound og i diverse tv-serier.
Ud over sit aktive virke som musiker, var Tanner en højt respekteret underviser på UCLA, hvor hans forelæsninger om jazz var rene tilløbsstykker med lange ventelister. Han var også forfatter til nogle velanskrevne musikbøger, bl.a. Every Night Was New Years Eve om tiden med Glen Miller.
Selv om han altså havde mange talenter, så er det især for sin lydtilsæting til Beach Boys-pladerne, han bringes i erindring i diverse nekrologer. Men den lyd er også afgørende for sounden på de indspilninger. I øvrigt havde Paul Tanner, der blev 95 år, ikke så meget til overs for Beach Boys som musikere. Den eneste, der efter hans mening, besad musikalske ideer og talent var Brian Wilson…
Så tog manden med leen også Reg Presley, forsanger i The Troggs. Den kedelige nyhed var ikke uventet, for Reg havde haft flere hjertetilfælde og blev sidste år diagnosticeret med lungecancer. Ved samme lejlighed sagde han farvel til The Troggs og karrieren.
The Troggs kom i stald hos Kinks-manageren Larry Page i 1964 og fik de følgende fire-fem år en håndfuld solide singlehits. Bedst kendt er nok Chip Taylor-sangen “Wild Thing“, der toppede i både Storbritannien og USA i 1966. Men sine uhyre enkle guitarriffs blev sangen en garagerockklassiker, der også var med til at brande gruppen som et af garagerockens førende bands. Andre memorable hits var “With a girl like you” (1966), “I can’t control my self” (1966), “Anyway That You Want Me” (1967) og “Love is all around” (1967-68). Alle sammen sange, der besidder popsangens umiddelbarhed og er udført med i bedste forstand primitiv rhythm-and-blues arrangementer.
Men succesopskriften holdt ikke længere end til 1969, hvor gruppen gik i opløsning, fordi hitsene begyndte at udeblive. Flere af gruppens medlemmer – bl.a. Reg – forsøgte sig med soloprojekter. Reg udsendte albummet “Lucinda Lee”. Bandet blev dog hurtigt gendannet i 1969, uden at det ændrede på successen. Troggs var henvist til at leve på renommeet og var selvskrevne til den tresser-revival-kult, der allerede startede tidligt.
Med til historie om The Troggs hører dog også, at de indspillede et udmærket, men noget overset album med titlen Athens Andover, som blev til med hjælp fra medlememmer af REM. Pladen dementerede fordommen om, at The Troggs kun var en singlehitgruppe.
Nu er Reg død, og vi har kun pladeindspilningerne at fornøje os med. Det er der til gengæld al mulig grund til at gøre. Hvil i fred, Reg.
Bemærk den syngende og spillende dame i ovenstående spilleglade video med skifflekongen Lonnie Donegan og venner. Den trinde dame med det afrokrøllede hår er Kathleen Barbara Marie Douglas eller som hun kaldtes: Shirley Douglas. Og hun var en af de ledende skikkelser i det skiffle-boom, der genlød i Storbritannien i årene før Beatlemania, og som Beatles og andre beatmusikere havde som fælles, indiskutabel forudsætning. Shirley døde for nylig.Shirley Douglas’ karriere startede for alvor i 1959, hvor hun kom med i Chas McDevitt Skiffle Group, fordi bandets sangerinde var gravid og foretrak ro og fred i familiens skød frem for et hektisk musikerliv på veje og koncertscener. Bandet var et veletableret navn med et internationalt hit – “Freight Train” – i bagagen.I tiden efter skifflefeberens kortvarige rasen arbejdede Shirley sammem med McDevitt og de optrådte blandt andet som opvarmingsnummer for The Beatles, da de kom frem. Til Douglas’ bedriter hører også et enkelt soloalbum – Heart on the Loose – og håndbogen The Shirley Douglas Easy Guide to Rhythm and Blues for Bass Guitar, som efter sigende både John Paul Jones og John Entwistle lærte meget af. Hvil i fred.
[ikke-krediteret foto, lånt fra sitet sundazed.com]
Han fik øgenavnet mr. Skin, da han med sin dengang politisk ukorrekte skaldede isse blev trommeslager i det fusions-psykedeliske-rockband Spirit. Det var i 1967. Og det var ikke kun med sin skaldethed, Cassidy skilte sig ud. Hans hang til sort tøj og aldersforskellen på tyve år til sine yngre kolleger gjorde ham til et særligt fokuspunkt i gruppen.
Cassidy var egentlig jazz-trommeslager og havde spillet med mange af datidens helt store navne, fx Thelonius Monk og Gerry Mulligan, da han fulgte tidsånden og blev rockmusiker. Han var i øvrigt også stedfader til bandets navnkundige guitarist Randy California.
Spirit, der måske er gået lidt i glemmebogen og i hvert fald har stået lidt i skyggen af de andre store bands fra perioden – Grateful Dead og Jefferson Airplane for eksempel – havde succes dengang. Ikke mindst på det førende medie – albummet. Deres to første album Spirit og The Family That Plays Together blev solide salgssuccesser i 1968 med en særlig fusion af psykedeliske elementer, jazz og rock. Og Led Zeppelin – som Spirit var supportband for – lod sig inspirere meget af dette fine band. Med sit jazzinfluerede trommespil gjorde Cassidy en hørbar forskel i en tid, hvor der var nok af trommeslagere…der forstod at slå på tromme.
Ed døde d. 6. december sidste år og blev 89 år gammel.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
