Indlæg tagget med nekrolog

Laurie siger farvel til Lou

1. november 2013

Laurie Anderson – Lou Reeds elskede og elskende kone og ‘evige ven’ har skevet et lille, meget smukt mindeord til Lou i lokalavisen The East Hampton Star:

To our neighbors:

What a beautiful fall! Everything shimmering and golden and all that incredible soft light. Water surrounding us.

Lou and I have spent a lot of time here in the past few years, and even though we’re city people this is our spiritual home.

Last week I promised Lou to get him out of the hospital and come home to Springs. And we made it!

Lou was a tai chi master and spent his last days here being happy and dazzled by the beauty and power and softness of nature. He died on Sunday morning looking at the trees and doing the famous 21 form of tai chi with just his musician hands moving through the air.

Lou was a prince and a fighter and I know his songs of the pain and beauty in the world will fill many people with the incredible joy he felt for life. Long live the beauty that comes down and through and onto all of us.

— Laurie Anderson
his loving wife and eternal friend

 

Det er kærlighedens tale -. Langue d’Amour

Lou er død

27. oktober 2013

Nyheden løber allerede som en steppebrand gennem de sociale medier: Lou Reed er død i en alder af 71 Ã¥r. Som Rolling Stone noterer lapidarisk, sÃ¥ var han gennem næsten 50 Ã¥r med til at forme rock and roll. De senere Ã¥r var han – lad os bare indrømme det – ikke pÃ¥ sit kunstneriske zenith. Ja, det er faktisk længe siden, han lavede en plade, der virkelig ragede op. Jeg mener, at vi skal tilbage til Magic and Loss (1992) og New York (1989). Hvad der er kommet siden var ikke decideret dÃ¥rligt (bortset fra floppet med Metallica Lulu), men holdt ikke momentum. Men nÃ¥r man tager i betragtning, hvad han har lavet siden dagene med Velvet Underground, sÃ¥ betyder det ikke noget, at flammen brændte ved lidt svagere kraft det sidste Ã¥rti.

NÃ¥, det ville ligne Lou dÃ¥rligt, at hænge med mulen over sÃ¥dan et dødsfald. Jeg vil drukne min tristesse ved at grave ned i Lous plader – begyndende med Velvet Undergrounds første plade. SÃ¥ fÃ¥r vi se, hvor langt jeg nÃ¥r inden sengetid. Tak for alt Lou.

 

Minderune: Gypie Mayo – guitarist Dr. Feelgood og Yardbirds – er død, 62 Ã¥r

26. oktober 2013

Gypis Maoy – dødt John Phillip Cawthra – blev kendt i musikbranchen, da han sidst i 1970’erne erstattede Wilko Johnson i pubrockbandet Dr. Feelgood. Senere kom han med i det gendannede Yardbirds i halvfemserne. Senere i livet ernærede han sig som guitarlærer i hjembyen Bath, hvor han ogsÃ¥ spillede i flere lokale orkestre. Maoy var en af den slags bundsolide, dygtige guitarister, hvis lod det var at stÃ¥ i skyggen af de kendte guitarister, hvis plads han overtog: Johnson, Clapton, Beck og Page. Men som nedenstÃ¥ende eksempel viser, sÃ¥ havde han meget at byde pÃ¥ (har var med til at skrive sangen “Milk and alcohol”). Han døde den 23. oktober. DødsÃ¥rsagen er endnu ikke oplyst.

J. J. Cale er død, 74 år

27. juli 2013

Rygtet vil vide, at sangskriveren, sangeren og guitaristen J. J. Cale, der bl.a. er kendt som leverandør af succesfulde sange til Eric Clapton og som inspirator for denne, er afgået ved døden. På mandens egen hjemmeside kan man læse følgende:

JJ Cale Has Passed Away

JJ Cale passed away at 8:00 pm on Friday July 26
at Scripps Hospital in La Jolla, CA.

The legendary singer / songwriter had suffered a heart attack.

There are no immediate plans for services. 
Selv om man andetsteds pÃ¥ nettet kan læse, at der er tale om en løgnehistorie – en “death hoax” – sÃ¥ vælger jeg at tro pÃ¥, at nyheden desværre er sand. Bl.a. mener danske Blues Overdrive at vide, at nyheden er blevet bekræftet af Cales nærmeste medarbejdere.
Dermed mister rocken en af sine mest personlige og markante sangskrivere og guitarister.
Cales musikalske løbebane blev hjulpet godt igang, da Eric Clapton i 1970 indspillede sangen “After midnight”. Det Ã¥bnede ørerne pÃ¥ mange kritikere og publikummer. Og siden dengang har Cale udsendt 15 album – alle af høj kvalitet. Og en lang række kunstnere har – som Clapton – nydt godt af hans evner som sangskriver – bl.a. Lynyrd Skynnyrd, Kansas, Randy Crawford, Waylon Jennings og selveste Captain Beefheart. Hvil i fred j J.

Og et dødsfald: Marshall Lytle, basist i Bill Hayley and the Comets er død 79 år gammel

30. maj 2013

 

Basisten pÃ¥ den legendariske rock’n roll-plade “Rock around the clock” – og andre Bill Haley-hits som “Crazy man crazy og “Shake rattle and roll” – Marshal Lytle er død af lungekræft i en alder af 79.
Han var slet ikke basist, da han som ganske ung blev headhuntet af Bil Haley til dennes band. Han arbejdede på en lokal radiostation. Men Bill havde brug for en basist, og i løbet af en halv times tid lærte Bill Marshal, hvordan man på countrymanér trakterede den grundlæggende akkorder på opretstående bas.
Efter nogle stridigheder om betaling forlod Lytle The Comets i 1955 og fortsatte i the Jodimars, der blev lokalt kendte i Las Vegas. Først i 1987 – nogle Ã¥r efter Haleys død – blev Lytle genforenet med The Comets, der spillede frem til 2009.

En dør er blevet lukket: Ray Manzarek er død

21. maj 2013

Nyhedsbureauerne og The Doors’ Facebookside meddeler, at keyboardspillere Ray Manzarek er død i en alder af 74 Ã¥r. DødsÃ¥rsagen var en kræftlidelse i maveregionen.
Manzarek voksede op i Chicago og ville oprindeligt være baseballspiller, men det endte altså med musikken. Sammen med Jim Morrison dannede Manzarek The Doors i 1965 og var med sit personlige spil med til at skabe gruppen unikke lyd. Efter Jim Morrisons død fortsatte Manzarek dels som solist og som medlem af bl.a. Nite City. Han spillede også sammen med de resterende Doorsmedlemmer i forskellige bandudgaver.

Dagens Keef-citat: George Jones – Oh boy, could he hang

3. maj 2013

 

Forleden døde countryikonet George Jones. Jeg har ikke andet end et overfladisk forhold til ham, derfor skrev jeg ikke noget på dagen. Men Keith Richard har skrevet et mindeord, der nok er værd at dele med andre. Fuld af veneration og identifikation. En rune fra en særling til en anden. Brødre i ånden.

George Jones has left us. We have lost one of the most individual singers of all time. I cannot express the emptiness I feel. George was as country as it can get, but he was beyond any bag you want to put him in. He was pure American music without ever waving a flag – you can hear a million imitations on the radio every day – but there was, and ever will be, only one George Jones. He possessed the most touching voice, the most expressive ways of projecting that beautiful instrument of anyone I can call to mind. You heard his heart in every note he sang. Sinatra called him the second best singer ever. (The number one obviously being Frank!). I would contest that. I truly loved ‘the possum.’ He was a crazy as me, and just as free… and, oh boy, could he hang. Keith Richard i Rolling Stone

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:

“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside]

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Gordon Stoker – forsanger i The Jordanaires – er død, 89 Ã¥r

3. april 2013

Selv om der har været for mange nekrologiske indlæg her i året start, så kommer jeg ikke uden om at omtale Gordon Stokers død. Han var forsanger i The Jordanaires, der blev verdensberømte for deres samarbejde med Elvis Presley.

Stoker blev født i 1924 og startede sin musikalske løbebane som pianist. Det var også som pianist, han kom ind i The Jordanaires. Elvis var begejstret for sanggruppen, og da han skiftede fra Sun Records til RCA blev Jordanaires hans faste vokalbacking. Elvis har selv givet udtryk for, at han aldrig var blevet til det, han blev, uden The Jordanaires. Store tanker, men i hvert fald lagde gruppen dimensioner til hans sange. Men i 1953 skete der nogle ændringer i gruppens sammensætning og Gordon blev forsanger. Bag sig havde hand Neal Matthews (tenor), Hoyt Hawkins (bariton) og Cully Holt (bas). Sidstnævnte blev senere erstattet af Ray Walker.
Successen med Elvis gjorde Jordanaires efterspurgte af mange andre kunstnere – fra Patsy Cline til Don McLean. Og gruppen havde nok at lave i Ã¥rene efter mødet med Presley.
[Ukrediteret foto af Elvis og Jordanaires Рer l̴nt fra en australsk Elvisfanside.]
Elvis – All Shook Up

Paul Williams – skaberen af rockmagasinet Crawdaddy – er død, 64 Ã¥r gammel.

29. marts 2013
Paul Williams startede bogstaveligt talt selv det legendariske rockmagasin Crawdaddy som unge collegestudent. Det første duplikerede nummer havde Williams selv skrevet fra ende til anden. Det var starten på det første store, landsdækkende rockmagasin i USA. Det var i januar 1966. Williams var allerede på det tidspunkt en relativt garvet publicist, idet han havde været med til at udgive diverse science fiction-fanzines.
Interessen for science fiction holdt Williams fast i til det sidste. Han var god ven med Philip K. Dick og i en periode leder af Philip K. Dick Society.
I Crawdaddys første nummer opstillede Williams et ideal for rockjournalistik, som burde være et ideal for alle efterfølgere. Han skrev: “You are looking at the first issue of a magazine of rock and roll criticism. Crawdaddy will feature neither pin-ups nor news-briefs; the specialty of this magazine is intelligent writing about pop music.” Dermed lagde han også afstand til andre, mere kommercielt orienterede magasiner som Billboard og Cash Box. Og gødede jorden for Rolling Stone, der så dagens lys godt og vel 1½ år senere.
I et senere interview fortalte Williams om begyndelsen pÃ¥ Crawdaddy: “ Well, it started out completely as a fanzine, and the first issue I mailed out to record companies and radio stations, and waited for something to happen. Same thing with the second issue. And I began selling it in newsstands in Boston and around Philadelphia and New York, and each issue kind of grew a little. We really didn’t know anything was happening, it might’ve died between the third issue–there was a big gap, I think the third issue came out in March, I was still at Swarthmore. And then I had that problem which caused me to drop out of college, that you know about, Richard Farina’s death. I went back to Boston, didn’t know what I was going to do, and finally put together another issue of Crawdaddy! that was mimeographed and sold it at the Newport Folk Festival in July. And that, actually, was kind of a breakthrough. We put Bob Dylan on the cover, which was a good idea [laughs]; we sold a lot of copies at Newport. Simon & Garfunkel’s office actually gave me $100 to write a little bio or something, but it was a way of giving me some money so I could print the next issue. But the response to that issue was very encouraging. And the other thing was I met Jac Holzman of Elektra at Newport, and he bought the first national ad for the next issue of the magazine, so it’s like, all right, now we can do the next issue!
I 1968 forlod Williams Crawdaddy og begyndte at skrive bøger, bl.a. Outlaw Blues: A Book of Rock Music (1969), Bob Dylan: Performing Artist (i flere bind), Neil Young: Love To Burn (1997). Mere end tyve bøger blev det til. Og i 1993 gjorde han igen krav på Crawdaddy, men måtte opgive at videreføre bladet i 2003 på grund af økonomien.
I 1995 var Williams udsat for en alvorlig cykelulykke, hvor han pådrog sig hjerneskader, der gjorde ham dement og efterhånden overlod ham til andres omsorg og pleje. Han døde af komplikationer i forbindelse med de skader, han havde pådraget sig dengang.
[Foto, lånt fra Facebook, ikke krediteret]

Navnet Crawdaddy tog Williams fra Crawdaddy Club i London, hvor Rolling Stones begyndte deres karriere i starten af tresserne….