CAPAC

Med 13 uger på toppen af Billboards bestsellerliste med sangen “Tennessee Waltz” sikrede sangeringen Patti Page (Clara Ann Fowler) sig en varig plads i poppens store krønike. Det var i 1950. Oprindeligt var sangen blot tænkt som B-side til en julesang, “Boogie Woogie Santa Claus“. Men det var “Tennesse Waltz”, der sejrede og blev opgraderet til A-side på de efterfølgende oplag. Successen grundlagde Patti Pages karriere, og i årene, der fulgte blev sangen indspillet af mange andre kunstnere, bl.a. Alma Cogan, der tilførte countrysangen lidt rock’n roll-smag. Og det var i hendes version – fra 1964 – sangen kom ind i mit univers.

Patti Page fik andre hits dengang i de tidligere halvtredsere, “(How Much Is That) Doggie in the Window,” “I Went to Your Wedding” og “All My Love (Bolero).” Hendes første større hit var “With My Eyes Wide Open, I’m Dreaming,” fra 1950. Page, der døde forleden, 85 år gammel, var et godt eksempel på datidens sangerinder, der havde en god, lys stemme, der ikke var noget særligt, men passede vældig godt til tiden poptoner. Page har modtaget to Grammyer i sin lange karriere. I 1998 for jubilæumslivepladen “Live at the The Carnegie Hall: The 50th Anniversary Concert” og en for langt og tro gerning i poppens tjeneste. Hvil i fred.

Tilbagespoling

Avisen The Hindu fortæller, at sitarmaetroen Pandit Ravi Shankar døde tirsdag i San Diego på et hospital, hvor han var indlagt med vejrtræknings- og hjerteproblemer.

Shankar, der i halvtredserne og tressernes start havde turneret både i Sovjet og USA, blev for alvor kendt i en bredere offentlighed, da han – med The Byrds som mellemled – kom i kontakt med George Harrison og The Beatles. Og dermed blev han et vigtigt bindeled mellem indisk kultur og musik og vesterlandsk populærkultur.

Jeg havde fornøjelsen af at opleve Shankar, da han gæstede Aarhus Festuge i 1989, hvor han gav koncert i Musikhuset. Men selv om det var en stor oplevelse at opleve ham spilile ragastykker, så er det for hans katalysatoriske betydning for poppen og rocken, jeg vil huske ham. Som jeg husker det, så var Beatles’ – og andre gruppers – inddragelse af sitar, tabla osv. mest af alt endnu en udvidelse af det musikalske udtryk. Der var i forvejen en søgen mod og udforskning af nye lyde, nye sounds, nye udtryk dengang i midten af tresserne. Og den indiske musik blev endnu et krydderi til den sammensatte ret, som beatmusikken var dengang.

Og sådan har jeg det stadigvæk. Når jeg lytter til de sange, hvor George Harrison og Beatles lader sig inspirere af Shankar og den indiske musik, så synes jeg stadigvæk, at jeg hører, at elementerne er underordnet i forhold til sangene. Det indiske er en smagsforstærkende ingrediens – blandt andre. Når jeg understreger det, så er det ikke for at undervurdere Shankars betydning, men snarere for at sige, at denne betydning undertiden er blevet overvurderet… Hvil i fred.

PS. Torben har skrevet en nekrolog også.

Beatles “Within you without you”

Her i bloggen kan vi godt lide at omtale musikkens arbejdsmænd og -kvinder. Fx studie- eller sessionmusikere og -sangere, der mere eller mindre diskret har været med til at præge musikken. Mickey “Guitar” Baker, der døde i tirsdags, 87 år gammel, var en af disse bagmænd, der med sin guitar satte sig varige spor i musikken. Det fortælles, at en ung Jimi Hendrix var en af dem, der lod sig inspirere af Bakers distinkte guitarlyd.

Baker er nok mest kendt for det hit, han lavede i 1957, sammen med sangerinden Sylvia Vanderpool Robinson: “Love is strange“. I New York Times’ nekrolog omtales han i samme åndedrag som Chuck Berry og Bo Diddley. Og det siger vel alt om Bakers evner som guitarist. Ud over Hendrix hører Pete Townshend og Keith Richard til Bakers elever.

Baker begyndte sit musikalske virke som jazzmusiker, men da det var mere end svært at leve af at spille jazz, gled han over i Rhythm and blues og blev studiemusiker for de store pladeselskaber, hvor han var med til at skabe klassiske indspilninger som fx “Money Honey” og “Such a Night” med the Drifters, Joe Turner’s “Shake, Rattle and Roll,” Ruth Brown’s “Mama, He Treats Your Daughter Mean” og Big Maybelle’s “Whole Lot of Shakin’ Goin’ On.”

Senere i livet – i tresserne – forlod Mickey Baker USA og slog sig ned i Frankrig, hvor han blev resten af livet.

Mickey Baker – Third Man Theme

Torben har også skrevet en nekrolog over denne guitarmand…

The Cadillacs var en af halvtredsernes og de tidlige tresseres mange fine doo-wop-grupper. Gruppen blev dannet i 1953 af Earl “Speedoo” Caroll, Bobby Phillips, Lavern Drake, Gus Willingham og James “Poppa” Clark. Og året efter debuterede de med en plade på Josie Records: “Gloria“/ “I wonder Why“. året efter kom den plade, der blev gruppens største succes, og som gave Earl Caroll tilnavnet “Speedoo“. The Cadillacs har med diverse udskiftninger været aktive helt frem nutiden, og gruppen fremhæves mange steder som ophavsmænd til den koreograferede sceneoptræden, som mange af tressernes soulgrupper dyrkede til perfektion.

Earll Caroll, der ernærede sig i mange år som pedel på en skole i New York, døde i søndags som følge af komplikationer i forbindelse med sukkersyge og et hjertetilfælde.

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Hvis man hører til den nørdede kategori af musikelskere, der studerer grammofonpladernes med småt skrevne oplysninger om medvirkende musikere og andet godtfolk, så vil man med sikkerhed være stødt på navnet Jim Sullivan eller “Big Jim” Sullivan, som kælenavnet lød. En i musikkredse navnkundig sessionmusiker, der som kælenavnet siger var en stor bamset figur med et respektindgydende talent som guitarist. En af de mest efterspurgte studieguitarister efter krigen.

Jim Sullivan, hvis borgerlige navn var James Tomkins, kom til verden på hospitalet i Uxbridge, Middlesex, den 14. februar 1941 og kun sytten år gammel blev han opdaget af en af datidens store navne Marty Wilde (far til Kim Wilde), der straks spottede Jims guitartalent og inviterede ham med i sit backingband The Wildcats. Og via Marty Wilde kom han i kontakt med musikmijøet. Noget af det første, han oplevede, var at spille for Eddie Cochran på dennes sidste skæbnesvangre turné i England. Det var også Marty Wilde, der købte en 1955 Gibson Gold Top guitar til Jim, så han havde et ordentligt instrument at spille på i studiet. Guitaren havde tilhørt Sister Rosette Tharpe. Dengang i starten af halvtredserne var det ikke tilladt at importere amerikanske guitarer.

Richie Blackmore fra Deep Purple lærte at spille guitar af Big Jim og som hans diskografi afslører (fx denne ufuldstændige liste) spillede han for en lang række navne og inden for vidt forskellige genrer. Med gennemsnitligt tre sessions om dagen og et pragmatisk syn på jobbet nåede Sullivan langt omkring musikalsk set. Fra rock’n roll over beat (fx spillede han med på Small Faces “Itchycoo Park” i 1967) til Tom Jones (som han spillede med i årene i Las Vegas) til James Last og hans danseorkester (“han betalte godt” ).

Jim Sullivans fortjeneste var bl.a. at være med til at skabe guitarlyden i tresserne. Blandt kollegerne var han kendt som det ‘elektriske monster’, fordi han hele tiden hev og trak i strengene og lavede nye lyde. Han var også den første, der brugte den såkaldte fuzzbox til at lave forvrængning. Jim havde oplevet fuzzboxen blive brugt af legenden Chet Atkins (der havde brugt den på indspilninger med Everly Brothers) og han lånte en af guitaristen Eric Ford, der ikke rigtig vidste, hvad han skulle bruge den lille anordning til. Den første indspilning, man hører Jim Sullivan og fuzzboxen på, er P. J. Probys hit fra 1964 “Hold me“. Siden har rygtet ville, at det var en anden ung sessionmusiker ved navn Jimmy Page, der spillede på pladen, men det var det altså ikke…

Det var Jim Sullivans held, at han kom ind i en verden, hvor guitaren for alvor blev det førende instrument, og det sikrede ham – og en lang række andre sessionguitarister – masser af arbejde. Så meget, at han igennem hele sin karriere kun nåede at lave seks album i eget navn.

Jim Sullivan døde den 2. oktober 2012 efter længere tids sygdom. Han døjede med et dårligt hjerte og sukkersyge.

Tak til TV for linket til nekrologen i Guardian!

Stillbilledet ovenfor er taget fra filmen The Pink Panther strikes again – nærmere bestemt fra en af de morsomste scener i filmen, hvor politiinspektør Clouseau (spillet af Peter Sellers) forpurrer, at den sindsforvirrede politichef Dreyfus bliver udskrevet fra sindsygehospitalet ved hele tre gange at sende Dreyfuss i vandet i en nærliggende sø. Scenen er til det perfekte grænsende iscenesat slap-stick-komedie, som er afvæbnende morsom i Peter Sellers og Herbert Loms fine samspil. Den tjekkisk-fødte Lom, der meldes død i dag, var med i en lang række spillefilm, men det er især for sin rolle i Blake Edwards Pink Panter-serie han vil blive husket. Hvil i fred.

Sangeren og sangskriveren Joe South døde i onsdags 72 år gammel. Dødsårsagen er angiveligt et hjertetilfælde.

South fik størst kunstnerisk succes om sangskriver for andre. Det var således South, der sendte countrystjernen Lynn Anderson op på Billboards poplistetop på en 3. plads med den næsten irriterende, iørefaldende “Rose Garden” i 1971. Men også som sanger havde South betragtelig succes. “Games People Play” vil således blive stående som en af de bedste popsange, der er lavet. En sang, der med sin kritik af religiøs hykleri også eksemplificerer Souths særlige gave: At kunne forbinde umiddelbar iørefaldende pop med tekster med kritisk dybde.

I 1971 begik Souths broder Tommy selvmord, og i tiden efter trak Joe sig stort set ud af offentlighedens lys. Et lys, der kunne have gjort ham til en meget større stjerne, hvis han havde villet det. Hvil i fred.

Lyricists kalder man dem i de angelsaksiske lande. Sangtekstforfatterne. Jeg tror ikke, vi har et ord på dansk, som helt dækker. Nu meddeles det i medierne, at en af de helt store lyricists, Hall David, er død i den fremskredne alder af 91 år. Dermed mister populærmusikken en af dem, der sammen med Lennon & McCartney var med til at forme tressernes lydspor med uforglemmelige sange.

Vejen til sangtekstskrivningen var ellers ikke den direkte for unge Hall David. Hall var ikke nogen ørn på musikinstrumenter, men havde – som sin broder Mack – sans for ordene og deres særlige musik. Men storebroder Mack, der skrev sangtekster til Disney, amerikaniserede franske chancons og samarbejdede med Burt Bacharach (de skrev Shirelles’ “Baby it’s you” fra 1961), frarådede ham at gå den vej. I stedet blev Hall jounalist. Men da som soldat blev udstationeret på Hawaii begyndte han alligevel at skrive tekster, der kunne bruges til soldaternes adspredelse.

Efter at have arbejdet med reklametekster et periode efter krigen kom han i 1957 i forbindelse med Burt Bacharach. Og det viste sig med det samme, at de to var som skabt til hinanden. Og de fik succes med det samme med Marty Robbins-hittet “The Story of my Life” (1958) og Perry Comos “Magic Moments”.

Når man lytter til Bacharach/David-sangene, så slår det en, at at tekst og musik passer så utrolig godt sammen, at man skulle tro, de var skabt på samme tid. Og det er heller ikke helt forkert. Hall David har selv fortalt, at flere af teksterne – fx “Do you know the Way to San Jose” – opstod spontant, da han hørte melodien første gang.

David og Bacharach tog tråden op efter de store skikkelser i The Great American Songbook – Irvin Berlin, Gershwin, Hammerstein, Porter etc. – og var tro mod sangbogens konventioner og regler. Mange af Davids sange handler om det uopslidelige poptema, kærligheden, men er langt fra ‘silly lovesongs’. Et godt eksempel er sangen “A House is not a home”, som Dionne Warwick indspillede i 1964. Sangen er en kærlighedssang, men Hall Davids suveræne, sproglige leg med metaforerne omkring “hus” og “hjem” trækker sangteksten væk fra de banale over over mod poesien.

Hall David død d. 1. september

A chair is still a chair

Even when there’s no one sitting there

But a chair is not a house

And a house is not a home

When there’s no one there to hold you tight

And no one there you can kiss good night

A room is still a room

Even when there’s nothing there but gloom

But a room is not a house

And a house is not a home

When the two of us are far apart

And one of us has a broken heart

Now and then I call your name

And suddenly your face appears

But it’s just a crazy game

When it ends it ends in tears

Darling, have a heart

Don’t let one mistake keep us apart.

I’m not meant to live alone, turn this house into a home.

When I climb the stair and turn the key

Oh, please be there, still in love with me

[ikke krediteret foto lånt fra musiksitet Goldmine]

“It is with much sadness that we report the passing of Scott McKenzie in LA on 18th August, 2012. Scott had been very ill recently and passed away in his home after two weeks in hospital.“. Sådan står der at læse på sangeren Scott McKenzies hjemmeside. Underskrevet Gary and Raylene Hartman.

Scott McKenzie vil især blive husket for oden til hippiernes hovedstad San Francisco, “If you’re going to San Francisco (be sure to wear flowers in you hair)“. En sang, der blev skrevet af Papa John Phillips (Mamas and Papas)  og med sin tekst og melodi ramte klokkerent ind i tidsånden anno 1967.

Med sin kommercielle mainstreamappel var sangen også en slags forvarsel om, at hippietiden og the summer of love allerede var opslugt af medierne og kommercialismen og kun ville strække sig ud over sæsonen som nostalgi og drømme i hovedet på gamle og nye flippere.

Efter kæmpehittet indspillede Scott to udmærkede album, der dog slet ikke kunne leve op til forventningerne om mere salg og flere hits. Og i begyndelsen af 1970’erne trak Scott sig tilbage fra pladebranchen.

De sidste par år led McKenzie af Guillain–Barré syndrom – en sygdom, der angriber nervesystemet. Hvil i fred, Scott.

Like an old time movie – Yves – Holy Man + What’s the difference

Fotoet ovenfor viser nogle af de skuespillere, der var med i radioprogrammet “Karlsens kvarter”. Lise Ringheim, Peter Steen, Sisse Reingaard og Henning Moritzen (knægten på billedet husker jeg ikke navnet på). Sidstnævnte skuespiller afgik ved døden i lørdags i en alder af 84 år. Og nyheden om Moritzens død sendte mig tilbage til dengang, hvor  radioserien om et midaldrende ægtepars – Pers (Moritzen) og Bittens (Ringheim) – liv og levned kunne holde en stor del af det, man dengang kaldte Familien Danmark, fast med øret inde i radioen. Serien kørte fra 1967 til 1984! Jeg kan huske, at min gamle regnelærer Helligsø ofte inddrog Karlsens Kvarter i sin undervisning. Det siger noget om kvaliteten af programserien…

Programserien var forfattet af Leif Panduro og Lise Nørgaard og indeholdt en del satiriske kommentarer til samfundsudviklingen. Akkurat som Huset på Christianshavn og Matador senere gjorde – på tv. I dag ville det være umuligt at lave den slags radioudsendelser. Desværre.

Med Henning Moritzens bortgang forsvinder endnu en af de populære, alsidige skuespillere, der ‘altid’ har været der og som har sat sit eftertrykkelige mærke på radio, tv, teater, film osv. Hvil i fred.

Min første tanke ved den triste nyhed var: Det er sgu da alt for tidligt. Den næste var: Vi er i færd med at skrive de sidste kapitler af fortællingen om “’68’erne”, “ungdomsoprøret”, “kvindefrigørelsen” og de andre tresser- og halvfjerdserfænomener.

Suzanne Giese var en af de markante kvindestemmer i den flok af unge, veluddannede “mellemlagskvinder”, som man sagde dengang, der sørgede for, at feminismen blev hørt. Og hun fortsatte med at tale dens sag, selv om stemmen med tiden ikke længere skar så tydeligt igennem. Men det var ikke Gieses skyld, snarere tidsåndens.

Den nye feminisme, vi i disse år kan læse om i bl.a. damebladene, handler mest af alt om at gøre karriere på mændenes præmisser, at få adgang til direktionsgangene og bestyrelsesposter i virksomhederne. Og denne individualistiske kamp ville være utænkelig uden Suzanne Giese og hendes “medsøstres” kamp for ligestilling i halvfjerdserne. De gamle feministers kamp lykkedes langt hen ad vejen – selv om der stadigvæk er knaster tilbage, fx ligelønnen, men noget gik også tabt: solidariteten og den sociale kamp.

Med billedet af den unge, kønne Suzanne – se bogomslaget ovenfor – på nethinden griber man sig selv i at ønske, at nogle unge kvinder ville vende tilbage til den grundtanke, der var i halvfjerdserfeminismen: at ligestillingen mellem kønnene ikke bare handlede om at bytte om på kønsrollerne, om at overtage mandens privilegier osv., men om at ændre på den samfundsindretning, der muliggør ulighed og diskrimination. Hvil i fred.

Trille – Hej søster

Suzanne Giese havde en stadig aktiv weblog, hvor man kunne læse om hende og læse nogle af hendes artikler. Den bedste måde at ære hendes minde på er at læse, hvad hun skrev (i følge Arne Herløv Pedersen).

Keyboardspilleren i Deep Purple Jonathan Douglas “Jon” Lord  – kendt som Jon Lord – er død af en udsigtløs kræftsygdom. Nyheden fik mig til at sætte Deep Purples banebrydende album Deep Purple in Rock (1970) på musikanlægget. Med det album var gruppen for alvor med til at definere den genre, man kalder heavy metal (eller som samtidens flippere kaldte betonrock).

Musikken svarede ganske godt til coverbilledets parafrase over amerikanske præsidenters granitansigter ved Mount Rushmore. Det her var rock, der både signalerede granithårdhed og rock-og-rul. Volumen i bund, ekstatisk sang, memorable riffs og – som man også sagde dengang – kul på. Og midt i den hårdt pumpende rock lagde Jon Lord med sit Hammond-orgel riffs (fx i klassikeren “Child of Time”) og næsten symfoniske lag, som sikrede, at lytterne af den progressive rock også købte pladen sammen med en masse andre, der sikrede Deep Purple en varig plads i rockens Pantheon.

Nogle dødsfald gør mere indtryk end andre. Det er tilfældet med guitaristen og sangskriveren Bob Welch, der i dag meldes død. Welch tog sit eget liv. Skrev et selvmordsbrev og skød sig selv i brystet. Den 66-årige Welch var angiveligt syg.

Når Welch fortjener en minderune her, så er det, fordi han spillede en vigtig rolle i transformationen af Fleetwood Mac fra britisk tresser-rhythm-and-blues-band til et af de førende FM-orienterede rockbands i halvfjerdserne. Til forskel fra medlemmerne i det oprindelige Fleetwood Mac- fx Peter Green og Jeremy Spencer, som Welch afløste -havde Welch en bred musikalsk orientering, der omfattede rock, blues, jazz og pop og havde sans for det melodiske og poppede. Og han havde fintunet sin kunnen i flere grupper, inden han kom med i Fleetwood Macs formative år. Blandt andet havde han spillet i det oversete soulinspirerede band The Seven Souls, der konkurrerede med – og tabte til – Sly and the Family Stone i en af den tids mange popkonkurrencer.

På de fire album Future Games, Bare Trees, Penguin og Mystery to Me, der udkom i perioden 1971-1973 var Welch sammen med kollegaen og konkurrenten Danny Kirwan og Christine McVie med til at trække Fleetwood Mac væk fra den rene tresserblues og i retning af et nyt udtryk, der resulterede i større publikumssucces, ikke mindst i USA.

Bob Welch fulgte det gamle Fleetwood Mac til dørs. Efter en længere periode præget af Danny Kirwan alkoholiske og depressive adfærd, utroskab, juridiske slagsmål osv. blev Welch bandets lead-guitarist og udgjorde sammen med ægteparret McVie og Mich Fleetwood rygradden i det, der skulle blive det nye Fleetwood Mac. Den sidste plade, han var med til at indspille var Heroes are hard to find (1974), der kom lige før Fleetwood Mac store kommercielle gennembrud med det eponyme 1975-album og – ikke mindst – Rumours i 1977. Træt af al spektaklet, de evige turneer og kreativt udmattet forlod Welch Fleetwood Mac i 1974 og blev erstattet af Lindsay Buckingham og Stevie Nicks. Dermed var transformationen fuldbragt.

Selv om Welch ikke fik del og lod i gruppens helt store periode som supergruppe, så var han med til at skabe fundamentet for den succes. Og i årene efter havde han stor succes som solokunstner med et par storsælgende soloalbums, hvor han også fik hjælp fra nogle af de gamle kolleger. Men blandt andet på grund af et voksende heroinmisbrug knækkede de kreative kurve efter det guldsælgende album Three Hearts (1979). Hvil i fred.

89 år gammel blev den legendariske guitarist, sanger, sangskriver og meget mere Arthel Lane Watson, der blev kendt under kælenavnet “Doc”. Han kom til verden i flækken Deep Gab i North Carolina i en familie, hvor pengene ikke hang på træerne og hårdt arbejde var en selvfølgelig. Watson har selv fortalt, at han tjente til sin første guitar ved sammen med sin broder at fælde alle kastanietræerne på den fædrene gård og sælge træet. Det indbragte den nette sum af 10$ til Doc, der købte Stella guitar. Broderen købte et sæt tøj.

En øjeninfektion berøvede ham synet som spæd, men Doc havde talent for at spille musik. Og efter at have lært at spille på sin guitar optrådte han rundt om i lokalområdet med traditionelle sange fra bl.a. Monroe -, Delmore – og Louvin Brothers repertoire.

Igennem en menneskealder har Doc Watson fået en status af at være en af den såkaldte “americanas” fineste repræsentanter. Han havde et stort kendskab til den folkelige musik i USA og vandt stor anerkendelse for sit særlige “flat-pick” og “finger-picking” guitarspil. Siden han begyndte at indspille plader er det blevet til i omegnen af 50 album.

Black Mountain Rag – Deep River Blues –