Indlæg tagget med nekrolog

Betty Thatcher – tekstforfatter for Renaissance – er død, 67 Ã¥r

18. september 2011

Er det ikke sådan, at populærmusikkens tekstforfattere ofte har stået lidt i skyggen af melodimagerne? Bernie Taupin bag Elton John? Keith Ried bag Gary Brooker? I Betty Thatchers tilfælde forholdt det sig sådan. Og det af mere end en årsag.

Betty Thatcher, som døde den 15. august af lungekræft, skyede nemlig enhver form for offentlighed. Faktisk ændrede hun sit navn fra Betty Mary Newsinger til Betty Thatcher for at bevare sin anonymitet.

I følge de biografier, man kan finde om hende, sÃ¥ var hun fra barnsben et kreativt og bogligt begavet pigebarn – og det lÃ¥ i kortene, at hun skulle ende med en akademisk karriere. Men sÃ¥dan gik det ikke. For Betty trivedes ikke i skolesystemet og endte pÃ¥ en skole for ‘vanskelige studerende’, hvor hun kunne fordybe sig i det, hun interesserede sig for: kunst og sprog.

Kontakten til den engelske progrockband Renaissance opstod, da hun lærte Jane Relf at kende. Jane var lillesøster til den allerede kendte sanger Keith Relf, som havde stÃ¥et i spidsen for The Yardbirds som forsanger. Jane havde bemærket, at Betty kunne noget med ord – og søskendeparret fik overtalt Betty til at skrive nogle tekster, som de kunne itonesætte. Da bandet i 1972 fandt sin endelige form, gik man over til at sende musik til Betty Thatcher pÃ¥ bÃ¥nd, sÃ¥ hun kunne skrive tekster til indspilningerne. Og hun fortsatte med at levere tekster til Renaissance helt frem til 1981, hvor hun skrev teksten til sangen “Bonjour Swan”, som var med pÃ¥ albummet Camera Camera og var et personligt farvel til gruppen.

Renaissance er blevet gendannet flere gange, siden bandets oprindelige konstellation gik i opløsning omkring 1981. Og Betty Thatcher har skrevet tekster til flere af de senere udgaver, fx Michael Dunford’s Renaissance og Terence Sullivan’s Renaissant.

Betty Thatcher blev født i London, men levede det meste af sit liv i et selvvalgt eksil i Cornwall. Og hendes tekster, som passe som fod i hose til Renaissances musik, var præget af forfatterens eksistentielle ensomhed og eneboertilværelse. Men musikken sørgede for, at teksterne kom ud til et stort publikum.

Jerry Leiber – 1933-2011

23. august 2011

When the night has come

And the land is dark

And the moon is the only light we see

No I won’t be afraid

No I won’t be afraid

Just as long as you stand, stand by me

Der er sange, jeg gerne ville have skrevet. En af dem er “Stand by me”, som er skrevet af den nyligt afdøde sangskriver Jerry Leiber sammen med kollegaen Mike Stoller og Ben E. King, som ogsÃ¥ var den første, der indspillede den. Hvis ikke jeg havde været begejstret for den sang før, sÃ¥ blev jeg det, da John Lennon lagde al sin indestængte passion i den pÃ¥ albummet “Rock’n roll”.

I sangskriverbrandet Leiber & Stoller var Jerry Leiber – eller som han rettelig hed: Jerome Leiber – tekstforfatteren og Stoller komponisten. De mødte hinanden, medens de endnu gik i high school, og det var deres fælles interesse for rhythm & blues, der førte dem sammen. Og i begyndelsen af 1950’er begyndte deres hitmaskine sÃ¥ smÃ¥t at arbejde. Det første hit kom med Charles Browns indspilning af “Hard Times” i 1952. Og derefter gik det slag i slag med sange som “Kansas City” (nr. 1-hit for Wilbert Harrison i 1959 og senere foreviget af The Beatles pÃ¥ Beatles for sale), “Hound Dog” (et hit for Big Mama Thornton i 1953 og udødeliggjort som rocknummer af Elvis i 1956). Sidstnævnte sang gjorde i øvrigt Elvis til en fast kunde i Leibers & Stollers butik (“Loving You”, “Jailhouse Rock”, “King Creole” m.fl.).

Rækken af uforglemmelige sange fra Leiber & Stoller er lang. Blandt de mest kendte er ud over de allerede nævnte: “There Goes My Baby”, “Smokey Joe’s Cafe”, “Yakety Yak”, “Poison Ivy”, “Charlie Brown”, “Ruby Baby”, “Love Potion No. 9”, “Searchin'”,”Young Blood”,”Is That All There Is?”, “I’m a Woman” ,”Lucky Lips”, “On Broadway” og “Spanish Harlem”. Nogle af sangene fik de hjælp til af fx Barry Mann, Cynthia Weill og Phil Spector.

I sin nekrolog i New York Times forsøger William Grimes at indkredse Leibers særlige kvalitet som sangtekstforfatter med ordene: “catchy, street-savvy lyrics“. Og det er ikke skudt helt ved siden af. Leibers tekster har den kvalitet, at de falder helt i hak med melodierne, er lette at huske, mundrette og umiddelbart forstÃ¥elige. Samtidig besidder de bedste af dem ogsÃ¥ et poetisk skær.

Lieber døde i mandags, 78 år gammel, af hjertesvigt.

Jesper Klein – 1944-2011

23. august 2011

Nyheden om Jesper Kleins død var den sidste nyhed, jeg fik inden jeg forlod min arbejdsplads. Med Politikens Henrik Palles forsøg på at indplacere Klein som sin generations største komiker i øret kørte jeg hjem, medens billeder fra Kleins karriere dukkede op for mit indre blik.

Væk var pludselig billederne fra ugebladene af en aldrende mand, der måtte leve med tabet af sin elskede hustru, Lykke Nielsen. Og i stedet dukkede figuren Carl-Henning op fra filmen Balladen om Carl-Henning, Lene og Sven Grønlykkes mesterlige hverdagsdrama fra 1969, som afslørede, at der bag komikeren gemte sig en fortræffelig karakterskuespiller. Jeg så den i Esbjerg Filmklub, i Esa Bio i Esbjerg, på et stort lærred, hvor den sort-hvide film kom helt til sin ret og brændte sig uforglemmeligt ind i min erindring.

Dernæst spredte glimt af Jesper Klein som underfundig, humoristisk og kritisk fornyer af ungdoms-tv i Peberkværnen. Fra dengang, hvor ungdoms-tv tog ungdommen alvorlig og forstod, at underholdning sagtens kunne bygge på et højt informations- og oplysningsniveau, samtidig med, at det havde samfundskritisk bid.

Og selvfølgelig dukkede billeder af ham som habitklædt medlem af Klyderne, hvor han sammen med Jess Ingerlev og Tom McEwan fik afløb for sine humoristiske og musikalske tilbøjeligheder.

Medens billerne skiftede på det indre lærred slog det mig, at vi har mistet en af de få enere i danske kulturliv. Af den slags, der bliver længere og længere imellem. Hvil i fred.

Torben har også kastet en minderune.

En kæmpe er død – Clarence Clemons

19. juni 2011

Bruce Springsteen.net bringer den triste nyhed: “It is with overwhelming sadness that we inform our friends and fans that at 7:00 tonight, Saturday, June 18, our beloved friend and bandmate, Clarence Clemons passed away. The cause was complications from his stroke of last Sunday, June 12th.”

Clarence, der bar det kærlige øgenavn ‘The Big Man’, var – som enhver, der kender hans virke i Bruce Springsteens E-Band, vil vide – en kæmpe, bÃ¥de fysisk og musikalsk.

Som så mange andre sorte musikere voksede den unge Clarence op i en familie, hvor den religiøse musik spillede en stor rolle. Gospelmusikken kom ind med modermælken og den faderlige opdragelse. Faderen gav den kun 9-årige Clarence en altsaxofon i julegave og sørgede for, at han fik undervisning i brugen af instrumentet. Dermed blev hans musikalske skæbne så at sige fastlagt.

Efter sigende var det en plade med King Curtis, en anden saxofonkæmpe, der fik Clemens sporet ind pÃ¥ rockmusikken. Og allerede som 18-Ã¥rig blev han involveret i pladeindspilninger med funkbandet Tyrone Ashley’s Funky Music Machine, som senere kom til at danne grundstammen i det siden ret velkendte Parliament-Funkadelic. Nogenlunde samtidig kom Clemens ogsÃ¥ med i sit første band, The Vibratones, som – helt efter bogen – excellerede i coverversioner af bl.a. James Brownnumre. Vibratones var Clemens ‘ læreplads. Her blev han i fire Ã¥r og fik styr pÃ¥ sit instrument, som i mellemtiden var blevet en tenorsax.

Historien om sit indtog i The E-Street Band har Clemens selv fortalt så levende, at man ikke behøver at gøre ham det efter. Man ser det for sig:
One night we were playing in Asbury Park. I’d heard The Bruce Springsteen Band was nearby at a club called The Student Prince and on a break between sets I walked over there. On-stage, Bruce used to tell different versions of this story but I’m a Baptist, remember, so this is the truth. A rainy, windy night it was, and when I opened the door the whole thing flew off its hinges and blew away down the street. The band were on-stage, but staring at me framed in the doorway. And maybe that did make Bruce a little nervous because I just said, “I want to play with your band,” and he said, “Sure, you do anything you want.” The first song we did was an early version of “Spirit In The Night”. Bruce and I looked at each other and didn’t say anything, we just knew. We knew we were the missing links in each other’s lives. He was what I’d been searching for. In one way he was just a scrawny little kid. But he was a visionary. He wanted to follow his dream. So from then on I was part of history.”
Den skinbarlige sandhed om, hvordan The Big Man trådte ind i Springsteens Band. Og resten er, som man siger, historie.

Fra 1972 , hvor han formelt kom med i Springsteens band,  ragede Clemens op i Springsteens musik. Med sit meget fysiske og kraftfulde spil satte han sit tydelige aftryk på musikken fra Springsteens debutplade Greetings from Asbury Park, N.J. (lyt til klassikeren Blinded By The Light, hvis du er i tvivl) og frem.

Ved siden af jobbet i E Street Band havde Clemons sin egen solokarriere og spillede også gladeligt sammen med mange andre, fx. Gary U. S.Bonds, Ringo Starr, Aretha Franklin og Jackson Browne. Senest spillede han såmæn med på Lady Gagas album Born This Way fra 2010. Han havde også tid til at optræde som skuespiller på film og på tv.

Clemons var gift hele fem gange og blev far til fire drenge, som nu må savne deres far. Clemons blev 69 år.

Springsteen får de sidste ord.

“Clarence lived a wonderful life. He carried within him a love of people that made them love him. He created a wondrous and extended family. He loved the saxophone, loved our fans and gave everything he had every night he stepped on stage. His loss is immeasurable and we are honored and thankful to have known him and had the opportunity to stand beside him for nearly forty years. He was my great friend, my partner, and with Clarence at my side, my band and I were able to tell a story far deeper than those simply contained in our music. His life, his memory, and his love will live on in that story and in our band.” (fra hjemmesiden)

Fotoet ovenfor er et tidligt Pressefoto.

Torben mindes ogs̴ The Big Man Рher.

Sanne Brüel er død, 59 år

18. juni 2011

Det var en trist nyhed at slutte sin arbejdsdag af med. Beskeden om, at Sanne Brüel er død 59 år gammel af kræft.

Sammen med søsteren Rebecca var hun, som læserne af denne blog nok ved, drivkraft i Jomfru Ane Band. Men de musikalske søstre var også med deres vokalarbejde med til at sætte deres mærkbare præg på flere plader fra andre kunstnere i halvfjerdserne.

Sanne var en talentfuld musiker og sanger, der kom fra en talentfuld familie. Moderen, skuespillerinden og sangerinden Birgit Brüel og faderen, musikeren Max Brüel. Og med datteren Kaya har hun sørget for, at stafetten er givet videre.
Hvil i fred.

Sang omkring midnat

Opdatering: Torben kaster en stor rune over den triste meddelelse i Politiken og her.

Don Partridge – 1941-2010

30. marts 2011

For mere end tre år siden indristede jeg følgende i bloggen:

Omtalen af Beat-Club i foregående indlæg fik mig til at erindre Don Partridges optræden i samme udsendelse. Jeg har længe ledt efter en optagelse med Don Partridge i YouTube uden held. Men det skal nok lykkes en dag…
Don Partridge er en engelsk “busker”, gadesanger, one-mand-band og sangskriver, der slog igennem i 1968 med den meget iørefaldende og humøropløftende sang om “Rosie”. Don Paul fra gruppen The Viscounts havde hørt Partridge på gaden og mente, at det var en god idé at få manden til at indspille sin sang. Hvilket viste sig at være en god idé.
Singlen nåede en fjerdeplads på den engelske pophitliste.
Derefter var det slut med det store succes for Don. Han fik udgivet et album i 1968 og et i 2004. Efter Rosie-hittet var han medlem af det akustiske band Accolade, der talte Gordon Giltrap, og dette ensemble resulterede i to LP-plader. I de tidlige halvfjerdsere slog han sig ned i Sverige, hvor han indspillede to plader, der dog ikke fik succes. Derefter vendte han snuden hjem til England.
Så vidt vides er han stadigvæk aktiv
…”

I dag læser jeg sÃ¥, at Don døde 68 Ã¥r gammel den 21. september 2010 af et hjertetilfælde i Pieceheaven i det syd-østlige England, hvor han levede de sidste Ã¥r af sit liv. Det var helt forbigÃ¥et min opmærksomhed. MÃ¥ske, fordi han for længst var gledet ud af rampelyset og dermed mediernes fokus. Men det skal ikke forhindre mig at kaste en rune over ham. For med sit store busker-hit “Rosie” fra 1968 leverede han en af de sange, der for altid vil være en del af min indre playliste. Hvorfor det blev sÃ¥dan, er svært at forklare. Men, jeg tror, det simple svar er, at sangen om Rosie har den enkle popsangs mest elementære karaktertræk. En iørefaldende melodi, som sætter sig hurtigt i hukommelsen, og som man nemt kan genoptrykke og nynne med pÃ¥. En sing-a-long-popsang, som man kun kan blive i godt humør af at lytte til. Det er stadigvæk en sang, jeg holder meget af. Don Partridge fik faktisk et enkelt hit mere i 1968 med “Blue Eyes“, der nÃ¥ede helt pÃ¥ pÃ¥ en 3. plads pÃ¥ den engelske hitliste. “Rosie” nÃ¥ede kun til en 4. plads. “Blue Eyes” er ogsÃ¥ en dejlig sang, omend knap sÃ¥ lige til…

Sidst jeg omtale Partridge kunne jeg ikke finde en video med ham. Men det kan jeg nu. Her er han i en optagelse fra 1993, hvor ham bl.a. spiller Sultans of Swing… Bemærk, hvordan fotografen ikke kan lade være med at synge med heller…

Elizabeth Taylor – 1942-2011

23. marts 2011

Da jeg som ganske ung og sprød knægt for første gang sÃ¥ Richard Brooks dampende filmatisering af Tennessee Williams’ sydstatsfamiliedrama “Cat on a Hot Tin Roof” (1958) tænkte jeg i mit stille sind: Den drukkenbolt til Brick (spillet fremragende af Paul Newman) er et nul, hvis han sÃ¥dan lader sin dejlige kone Maggie “The Cat”(spillet af en ung, smuk og smækker Elizabeth Taylor) gÃ¥ rundt om ægtesengen og vansmægte som en parringslysten hunkat. Der skulle hun ikke have fÃ¥et lov til at gÃ¥ ret længe rundt, hvis…

I dag meddeles det, at Elizabeth Taylor er død, 79 Ã¥r gammel. Og dermed et er endnu et af Hollywoods helt store kvindelige stjerner og ikoner udslukt. Hun var en klassisk Hollywoodstjerne i den forstand, at hun forenede den attrÃ¥værdige kvindelige skønhed med et indiskutabelt talent for filmskuespilleri. Og hun var med fra barnsben af, hvor hun kun 11 Ã¥r gammel medvirkede i There’s One Born Every Minute (1942) og Lassie Come Home (1943) og sluttede som aktiv filmskuespiller med The Flintstones i 1994. Dertil skal lægges et omtumlet liv i de kulørte blade og andre medier.

Man kan godt diskutere, hvor godt eller snarere skidt hun forvaltede sin karriere – eller hvor godt eller skidt  den blev forvaltet af andre – men nÃ¥r nu dødsboet skal gøres op, vil en række film stÃ¥ tilbage som uomgængelige for enhver filmelsker. Cat On A Hot Tin Roof bør være i enhver anstændig filmsamling. Det samme mÃ¥ ægteskabsdramaet Who’s Afraid of Virginia Woolf? fra 1966. Resten kan vi skændes om. Hvil i fred.

Terrence “Jet” Harris – ex-The Shadows – er død, 71

19. marts 2011

SkolegÃ¥rdens svar pÃ¥ Speedy Gonzales (deraf øgenavnet), ophavsmand til gruppenavnet The Shadows og – med Sir Cliffs ord – rygradden i The Shadows’ sound. Terrence Harris var en af de basister, der var med til at gøre tidlige engelsk rock’n roll til det, den var. Han var med i de gyldne Ã¥r i slutningen af halvtredserne og tresserne, hvor Shadows kom pÃ¥ de engelske lister med bl.a. Apache.

Harris forlod Shadows allerede i 1962, efter at gruppen havde indspillet deres nr. 1-hit “Wonderful Land”. Men han holdt sig ikke helt væk fra listen. I 1963 toppede han igen sammen med Shadows-kollegaen Tony Meehan med nummeret “Diamonds”.
I tiden efter Shadows fortsatte Harris en solokarriere med en vis succes.

Et alkoholmisbrug, som blev grundlagt i tiden med Shadows, var dog ødelæggende for musikerkarrieren. Selv om han fik indspillet en række album og optrådte mange gange, så gik det ned ad bakke. Og bedre blev det ikke, da han i 1963 var involveret i en alvorlig bilulykke, hvor også sangerinden Billie Davis kom til skade. I løbet af tresserne gled han langsomt ud i musikbranchens periferi og måtte ernære sig som arbejdsmand, murer, portør, buschauffør og fotograf.

Efter 30 Ã¥rs alkoholisme erkendte Jet sit problem og søgte hjælp. Men drikkeriet havde sin pris. For et par Ã¥r siden fik han konstateret kræft i halsen – og den 18. marts døde han af de efterfølgende komplikationer.

I 2010 modtag han MBE-ordenen for sit bidrag til populærmusikken. Og samme år fik han også en særlig pris fra guitarfirmaet Fender for sin lancering af Fenders Precision Bas i 1960. Hvil i fred.

Jane Russell – 1921-2011

1. marts 2011

Endnu en af de store glamourøse filmstjerner har forladt denne verden. Den 28. februar døde Ernestine Jane Geraldine Russell – med kunstnernavnet Jane Russell – i en fremskreden alder af 89 Ã¥r. Som man kan læse i de mange nekrologer, dødsfaldet har givet anledning til, sÃ¥ var Jane en af Hollywoods store sexsymboler i fyrrernes og halvtredsernes filmindustri. Som sexsymbol var det hendes lod at konkurrere med Marilyn Monroe.

Set i retrospekt var det uden tvivl Monroe, der vandt den konkurrence. Og en del af forklaringen var nok, at den blonde Monroe passede bedre ind i den amerikanske dobbeltmorals delikate balanceren mellem sexdyrkelse og puritanisme. Marilyn Monroe forstod at levere blandingen af (påtaget) uskyld og kropslig forførelseskunst.

Hendes diametrale modsætning var den skulpturelt flotte, mørkhÃ¥rede Jane, der lagde sig ud med dobbeltmoralen med sin debutfilm “The Outlaw” (1943), der gav hende en mytologisk status som dybt dekolleteret femme fatale i høet efter først at være nærmest bandlyst i et par Ã¥r af de amerikanske censurmyndigheder pÃ¥ grund af Russells voluptuøse kavalergang. Hvor Marilyn Monroe lokkede med en tvetydigt piget sex appel, var Jane Russell indbegrebet af voksen, lidt farlig, kvindeerotik.

Som sit blonde modstykke Monroe var Jane Russell meget mere end en pin-up, der kunne vække drenges og mænds begær. Hun havde et klart skuespiltalent (og havde studeret acting hos den berømte Max Reinhardt’s Theatrical Workshop) og var musikalsk begavet. I fyrrerne sang hun i Kay Kysers orkester og indspillede flere plader for Columbia Records. Hun holdt fast i musikken det meste af sit liv, men det var for sine film, hun vil blive husket.

Hun vil blive husket for eksempel sin Calamity Jane-gestaltning i komedien The Paleface, hvor hun spillede over for Bob Hope (1948), Gentlemen Prefers Blondes (1953), hvor hun gav Marilyn kamp til stregen og sit modspil over for datidens machomand Robert Mitchum i His Kind Of Woman og Macao (hhv. 1951 og 1952). I alt 23 spillefilm var hun med i. Den sidste var Darker Than Amber i 1970.

Jane Russell var en af de filmstjerner, der havde en særlig, glamourøs aura omkring sig. En aura, som ikke findes længere. Nu er hun ikke mere – eller rettere: kun pÃ¥ de hvide lærred…

Looking for trouble

Maria Schneider – 27.03.1952-03.01.2011

4. februar 2011

Endnu en dejlig dame har forladt os. Den franske skuespillerinde Maria Schneider døde i går efter længere tids kræftsygdom.

Hun blev internationalt kendt, da hun spillede over for Marlon Brando i Bernardo Bertoluccis skandalesucces “Sidste Tango i Paris“. Filmen var en succes, men ogsÃ¥ en belastning for Schneider, der med mediernes ubarmhjertige automatik blev gjort til sexsymbol eller -bombe. Alligevel lykkedes det hende at markere sig som seriøs skuespiller i film som Antonionis “Profession: Reporter” (1975), hvor hun spillede sammen med Jack Nicholson, og Franco Zerifellis “Jane Eyre”.

Efter successen med Bertolucci- og Antonioni-filmene levede Schneider et omtumlet liv præget af stofmisbrug og indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Men hun fik siden hen mere styr på sit liv og sin karriere. I 2010 modtog hun æresmedaljen Chevalier, Ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til fransk kunst.

Tak til Auld Phart for oplysningen om hendes bortgang.