We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Det var i 1962, jeg fik min første grammofon. Den her i bloggen omtalte grønne rejsegrammofon. Og det var med Elvis og Louis Armstrong rejsen begyndte med 7″ vinyl og sÃ¥ videre frem til nutidens streaming. Og i 1962 – omkring min fødselsdag – var Franki Valli and the Four Seasons store og lÃ¥ nr. 1 pÃ¥ Billboards Hot-100-liste med “Big girls don’t cry” – med Elvis lige i hælene med “Return to sender”. Og dem hørte jeg ofte hos hr. Mylius i dampradioen…
Jeg er normal, normal, jeg styrter rundt som en gal – synger Rebecca Brüel, en af de bedste kvindestemmer i halvfjersernes rock, pÃ¥ Jomfru Ane Bands eponyme album. Et eksempel pÃ¥ et album, der siden udgivelsen pÃ¥ vinyl, har været svær at fÃ¥ fingre i, hvis man ikke ville ud pÃ¥ det grÃ¥ second-hand-marked for vinyler. Ganske vist er pladen genudgivet pÃ¥ CD i den grønne boks i serien Dansk Rock Historie. Men – som en musikelsker skriver pÃ¥ nettet – sÃ¥ mangler vi en CD-genudsendelse af Jomfru Ane Bands musikalske arv. Lige som vi mangler genudgivelse af Demos-plader, FurekÃ¥ben, De fortabte Spillemænd og flere andre repræsentanter for tressernes og halvfjerdsernes musikalske opbrud i beatmusikken. Jeg drømmer om et dansk svar pÃ¥ svenskernes ProgglÃ¥dan, der i en stor boks samlede meget af den progressive beatmusik, der blev skabt dengang og lagde et musikalsk bagtæppe for min generation. Det er ikke for sent, selv om CD-mediet har set bedre tider.
Ja, kære læser, jeg gentager mig selv – sÃ¥dan er det, nÃ¥r man er nostalgisk og har skrevet mere end 10.000 blogindlæg… Og jeg holder MEGET af Jomfru Ane Band.
Vi skal tilbage til midten af 1960’erne. Jeg var lige blevet konfirmeret og fik i gave en grÃ¥ SCO-cykel med tre gear og moderne retro-cykelstyr. Og jeg var meget glad for den cykel. Den lugtede de første mange dag af cykelforretning. Men hurtig var den ikke, nÃ¥r jeg cyklede den relativt korte vej til skole. Og jeg blev hver morgen erindret om det, for jeg blev overhalet af en klassekammerat af hunkøn, der havde overtaget sine forældres Velo Solex. Den havde set bedre dage, og mÃ¥ske netop derfor kunne den køre meget stærkt – ogsÃ¥ stærkere end loven tillod. Og det gjorde hun, min klassekammerat, der selv var en fryd for øjet og et par Ã¥r ældre en os andre padder. Det var øgletid.
Og Vibeke, som hun hed, var vild med denne sang…
Fotoet ovenfor er lånt på en italiensk side om Velo Solex. Fotografen er ikke nævnt.
Og lidt nostalgi. For længe siden fortalte jeg om min første grammofon, den lille grønne rejsegrammofon, som jeg ni år gammel fik af min mor, så jeg kunne begynde at dyrke min spirende interesse for musik. Du kan læse indlæggene her: 1, 2 og 3.
Det lykkedes mig dengang at finde fotos af grammofonen eller i hvert fald en, der ligner min egen rigtig meget. Men nu er der sÃ¥ ad snirklede veje og omveje dukket et foto op af den radiobutik, hvor jeg sammen med min mor fik overdraget det kære eje og to singleplader (m. Elvis og Louis Armstrong). Nemlig et foto af Lindvig Poulsens butik i Strandbygade i Esbjerg. Fotoet viser, at det lÃ¥ pÃ¥ hjørnet af Islandsgade og Strandbygade (bygningen er for længst revet ned og erstattet af noget nymodens). Indgangen var fra Strandbygade (t.h). SÃ¥ vidt jeg husker skulle man op af et par trapper for at komme ind i den lille, sparsomt udstyrede butik, hvor Poulsen regerede sammen med sin franske hunbulldog Finette. Fotoet er venligst lÃ¥nt fra en bog om historiske bygninger i Esbjerg. – Og det var sÃ¥ den foreløbigt sidste krølle pÃ¥ historien om min lille grønne rejsegrammofon.
Alrunen har gravet disse perler frem med Robert Lelièvre, der var med i den hedengangne folktrio Cy, Maia & Robert. Fra plader, der er mere end svære at opdrive nu om dags…
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet. Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Omtale af musik
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
