CAPAC

Et tilfældig surfen på YouTube fik mig på sporet af en håndfuld ‘videoer’ med 78″-indspilninger fra legendariske plademærker som Odeon og Polyphon. Og derfra var springet ikke så langt til de historier, min far og mor fortalte mig om deres ungdomstid i København i mellemkrigstiden og under besættelsen.

Min mor var via et job på en gård uden for Århus og et job på Kalundborg-færgen endt i en tjeneste som kokkepige hos det bedre borgerskab i København (på Tagesvej hos en rig enkefrue). Og min far var matros, bådsmand og senere marinesoldat i de år. Det var der, de mødtes og muliggjorde denne skribent.

Mange af de historier jeg lagde øre til som barn, handlede om deres ture ud i det københavnske forlystelseliv. Værtshusene på Christianshavn og andre steder. Og danselokalerne, bl.a. Adlon, hvor man fra tyverne og frem kunne danse til levende musik. Hvilke orkestre de dansede til husker jeg ikke men måske var Erik Tuxen, Teddy Pedersen eller Kai Ewans. Teddy Pedersens Orkester nævnte min mor mange gange.

Det kunne måske have været nedenstående eksempler. Mange af numrene kender jeg fra min barndoms radio. Og i dag tænker jeg, at det var datidens svar på rock’n roll og pigtrådsmusik. Det rocker måske ikke så meget, men det swinger…

“En lille rystedans”, Erik Tuxen, 1934

“Hot, Hot”, Margurite Viby og Teddy Pedersens Orkester, 1937

“Aa aa aa Aase”, Teddy Pedersens Orkester, 1928

Leo Mathisens Orkester, “Anita”, 1941

Jeg faldt helt tilfældig over et foto af min gamle knallert. Eller rettere: en næsten magen til. For sidst jeg så min egen var, da nogle drenge trak af med de sørgelige rester til en spejderauktion i midten af halvfjerdserne. Og jeg håber, nogen andre fik glæde af den lille maskine, Tomos 4 L.

Min udgave var lidt anderledes end den ovenfor afbillede. Der var nemlig såkaldt “twinsæde” på. Det skulle der nemlig være, så man kunne have en bagpå… (selv om det var ulovligt). Og den var sort og kunne løbe hele 30 km./t. Den afløste min fars gamle Swell med vridegear, som jeg havde måttet stille mig tilfreds med det første årstid, indtil udstødningrøret brændte af og ikke kunne repareres igen.

Tomosen fulgte mig et par år, indtil jeg fik kørekort – og lov til at bruge min fars bil, når han alligevel var ude at sejle. Og den transporterede mig til og fra skole og gymnasium uden problemer.

På de mange fansider, der er om Tomos-knallerterne – som oprindeligt blev lavet i Slovenien, men også havde en fabrik i Holland – kan jeg se, at model 4 L var en af de allermest populære og mest solgte dengang omkring 1970.

Duoen Paul & Paula hed slet ikke Paul og Paula, men derimod Ray (Hildebrand) og Jill (Jackson), men Ray & Jill duede ikke som kunstnernavn, og slet ikke, da de skulle indspille deres første og største succes “Hey Paula“, hvor Paul og Paula synger til hinanden.

Sangen var skrevet af Hildebrand, og det var lidt af en tilfældighed, der gjorde, at den blev indspillet. De to syngende collegestuderende havde reflekteret på en lokal radiostations opfordring til at komme i studiet og synge i forbindelse med et velgørenhedsarrangement for American Cancer Society. Og en spejder fra Mercury Records hørte muligheder i den lille sang, og gav parret en pladekontrakt.

Pladen blev et stort hit. Nr. 1 på Billboards Hot-100 og solgte i omegnen af 2 millioner eksemplarer verden rundt. Pladen blev også spillet flittigt hos Jørgen Mylius på Danmarks Radio, hvor den ofte var ønsket af de unge lyttere.

Sangen handler om to unges kurtiseren. Vi befinder os stadig i præ-Beatles-perioden og før tressernes frigørelsestrang for alvor tog over. Det handler om at kanalisere kærligheden ind i ægteskabets trygge havn og forankre den sikkert med hymens lænker.

Sangen faldt i de unges smag dengang. Ingen tvivl om det. Og det blev også populært med tvekønnede duoer, der kunne besynge hinanden på hitlisterne. Nino Tempo & April Stevens, Dale & Grace, Jerry Butler & Betty Everett og Marvin Gaye & Tammi Terrell. Uden sammenligning i øvrigt…

Paul & Paula fik endnu et hit i 1963 med “Young Lovers“, der nåede op på en sjetteplads på singlelisten i USA. Tre album med sigende titler blev det også til: We go together (1963), Holiday for Teens (1963) og Paul & Paula Sing for Young Lovers (1964). Siden er deres største hits blevet genoptrykt igen og igen. På den hjemlige Top 20 lå “Hey Paula” på listen i 14 uger, heraf tre uger som nr. 1 med navne som Cliff Richard og Elvis i baghjulet. “Young Lovers” fik hele 7 uger med en fjerdeplads som bedste resultat.

Den vandt ikke, men opnåede en 7. plads. En fin sang, som jeg helt havde glemt. Teksten er af Poul Henningsen, musikken af Jørgen Jersild. Og Arne Lambert stod spidsen for orkesteret.

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lå i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hårdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpå stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pågældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, så er de gamle flasker for længst gået på pension og åbenbart i glemmebogen…

Dagens sangtips er lidt af en kuriositet. I min mors lille pladesamling var der en singleplade med sangen “From Rocking Horse to Rocking Chair”. Det var A-siden. B-siden var “Cheer Up”. Min mor spillede ofte A-siden, som derfor gled ind i min indre jukebox.

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at sangen faktisk er skrevet af ingen ringere end Burt Bacharach og teksten af dennes partner Hall David. Pladen udkom på RCA i 1964 og blev vist ikke det helt store hit for Anka. Men det blev den altså for min mor. Jeg har længe kigget efter den på YouTube og nu er den så dukket op (med Batman-grafik-video!). Så det er tid til et nostalgisk genhør – her.

Det tyske musikprogram Beat-Club, som sendte på den tyske kanal 1 i årene 1965-1972, var – som læsere af denne blog vil vide – sammen DRs få, men udsøgte musikudsendelser, min primære kilde til levende musikalske billeder af rockens og poppens stjerner. Og programmet viste stort set alt, hvad der var værd at lytte til og se på i den periode. Heldigvis er mange af optagelserne blevet gemt for eftertiden og er udkommet på hhv. vhs-bånd og dvd.

I 2008 fik udsendelsen også sin egen hjemmeside Mybeatclub.com, hvor det var muligt at se udsendelser on demand, som det hedder. Denne side er nu blevet erstattet af en særlig side på YouTube, hvor man nu kan svælge i Eric Burdon & War, Deep Purple, Alice Cooper, Jethro Tull, Ike & Tina Turner, Grateful Dead, The Who og mange flere.

Tilbagespoling

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der satte associationskæden i gang, men pludselig havde jeg sangen “Running Bear” på hjernen. Sangen, der er skrevet af ingen ringere en The Big Bopper (J. P. Richardson, som blev dræbt ved samme flyulykke, som tog livet af Buddy Holly og Ritchie Valens), blev spillet mange gange af Jørgen Mylius i tresserne. Pladen blev et hit i 1960, hvor den toppede Billboards singleliste i tre uger. Bortset fra indianertematikken – og lydene (Uga, Uga, Uga og krigsskrig) – så er det en banal og tidstypisk sang om to unge, der ikke kan få hinanden og må gå i døden for at blive forenet.
Et årti senere blev sangen igen et hit med Sonny James, der indtog Billboards Countryhitlistes førsteplads. Hverken arrangement eller fortolkning lå ret lagt fra den oprindelige udgave.
Et eller andet må den sang have ud over evnen til at sætte sig fast i hjernebarken hos sådan en som mig. For i 1980 indspillede punkbandet Stiff Little Fingers sangen som B-side til deres single At The Edge, og for at det ikke skal være løgn kom den også med på gruppens opsamlingsplade All The Best og på livealbummet Hanx. En befriende, respektløs fortolkning…

I går henfaldt jeg og familien til den sport, der hedder: at bladre i gamle fotoalbum. Tilbage til dengang ungerne gik med ble og hinsides til ungdommens og barndommens dage. Og et af emnerne var det tøj, man gik i dengang. Og hvorfor man kan huske nogle sko og beklædningsdele, medens andre er gledet ud i glemslens mørke.

Der står jeg så som relativt nybagt fader med ungen på nakken ‘på den høje hest’ og iført nogle lyseblå jeans, som jeg slet ikke kan huske, medens den lappede grå, striktrøje står så skarpt i erindringen, at jeg næsten kan mærke den ru uld mod huden, når jet et øjeblik lukker øjnene.
Derfra gled erindringen helt tilbage. Kan jeg huske tøj og sko fra barndommen på Nygårdsvej? Jo, der var den brune polotrøje, jeg holdt så meget af. Eller de sømandsagtige, blå og rød-stribede bomulds-t-shirts. For slet ikke at tale om de skrækkelige knæbukser plusfours eller knickers, som min far kaldte dem (efter amerikansk, ikke at forveksle med den engelske oversættelse, som betyder dameunderbenklæder…), som jeg blev hældt i, og som havde det med at kravle op på benet, så der var et stykke med bart og elastikken gnavede sig ind i benet.

Og der var de brune, spidse lædersnøresko med lædersåler, som jeg sled sønder og sammen, selv om de jævnligt var hos den lille skomager i kælderen i Sjællandsgade for at få nye hæle og såler med små metalbeslag for at udsætte nedslidningen. Og så var der scooterstøvlerne (med spænde ved anklen), der blev højeste mode i vintersæsonen. Jo mere jeg masserer erindringsvorten, desto mere dukker der op.

Der er nyheder, der griber en mere end andre. Man kan huske, hvor man var – og stemningen. Som da John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Eller da meddelelsen om Elvis Presleys død indtraf. Eller, da budskabet om nedskydningen af John Lennon ramte medierne. Jeg sad i en sofa hos nogle af mine forældres naboer, og radioen kørte i baggrunden. Det var en underlig fornemmelse. En blanding af undren, vantro, fremmedhed… Et point of no return.

Rolling Stone offentliggør Lennons sidste interview, lavet tre dage før drabet.