CAPAC

En af opskrifterne på en folk-succes i tresserne var at sammensætte et par pæne herrer med instrumenter og en nydelig ung dame som visuelt og vokalt midtpunkt. Amerikanerne havde deres Peter, Paul & Mary. Og vi Cy, Maia og Robert.

Men der var også andre, fx The Rooftop Singers, der blev dannet i 1962 med den tidligere jazz-sangerinde Lynne Taylor i front og Erik Darling og Bill Svanoe på hver side. Trioen fik umiddelbart succes med deres versionering af en gammel bluessag, Gus Cannons “Walk right in“, som fik en arrangementsopfriskning med 12-strenget guitar og et noget højere tempo. Sangen strøg lige ind på hitlistens øverste plads derovre. Og det forstår man godt. Den havde, hvad der skulle til for at blive et hit. Et godt omkvæd og et catchy poparrangement, der kunne sikre den en varig plads i enhver tresserantologi.

Rooftop Singers fik en kort karriere i den originale udgave. Efter to album trak Lynne Taylor sig ud af trioen for at føje sig sin mands ønsker, og dermed mistede Rooftop Singers deres bedste kort – en vokal med fraseringen i orden og sans for vokalarrangementer. De to tiloverblevne forsøgte sig med en ny sangerinde, Mindy Stuart, men efter et enkelt succesløst album, gik de hver til sit. “Walk Right In” findes på mange compilations, bl.a. soundtracket til Forrest Gump (Jeg nævner det lige, fordi denne dobbeltcd kan fås for en slik for tiden).

Beach Boys’ Love You fra 1977 er Brian Wilsons yndlingsalbum. Det kan man høre ham fortælle i den fine dokumentar Endless Summer. Måske mener han det eller måske har for mange sjove stoffer, psykoterapi m.m. sløret manden erindring!? En anden forklaring kan være, at pladen stort set er lavet og produceret af Brian Wilson selv. Pladen er fra en periode, hvor Beach Boys ikke havde anmelderne med sig. Generelt talt. En hel del anmeldere kunne ikke løsrive sig fra gruppens imponerende fortid og vendte tommelfingrene ned, fordi bandet ikke forsøgte af lave en ny Pet Sounds eller bare en surfer-LP.

Men Love You er en charmerende, meget Beach Boysk samling lette popsange, der er loyale over for gruppens lidt barnlige, eller i hvert fald ungdommelige, problemløse, glade univers. Sange om rulleskøjter, solen og flyvemaskiner. Sangene er da heller ikke nye i ’77. De stammer fra optagelserne af Sunflower, forgængeren 15 Big Ones og måske andre tidligere produktioner. Måske har pladen ikke et rigtigt hit – med mindre man synes “Love is a Woman” lever op til det krav – men ellers er det en fin, broget samling sange, der viser, at Wilson og Co., trods modgangen i de foregående år, stadigvæk kan skrue gode sange sammen, producere dem fornemt og fremføre dem med den karakteristiske vokale finesse. Glem for en stund, hvor excentrisk Brian Wilson var, og lyt til musikken.

Jeg stod med hovedet halvt inde i skabet med krydderier, olier, konserves m.m., da mit blik fangede en halv dåse dansk bihonning – og Herb Alberts version af A Taste of Honey dukkede op. Det er tresserlyd, der vil noget. Se også denne video, der har noget af den udefinerlige uskyldighed, som prægede perioden på mange måder.

Blue Afternoon fra 1969 var Tim Buckleys fjerde album efter de berømmede Tim Buckley, Goodbye and Hello og Happy Sad. Han producerede den selv, og den udkom på Frank Zappas Straight Record. Pladen ligger i klar forlængelse af Happy Sad. Det er de samme musikere, der spiller, og stilen er Buckleys folk med et anstrøg af jazzimprovisation og -stemning.

Det var i øvrigt en højproduktiv fase, Buckley var inde i på det tidspunkt. Numrene på Blue Afternoon var overskud fra Happy Sad-sessionerne, og han havde materiale nok til at indspille den næste album også, Lorca, og til at begynde på efterfølgeren til dette album, Starsailor. Blue Afternoon kom på cd i begyndelsen af halvfemserne, men er vist ikke blevet genoptrykt siden. Derfor kan den være et halvdyrt bekendtskab, hvis man falder over den. Heldigvis har man sin gode grammofonplade. Og musikken er fuldt på højde med de mere kendte pladers.

I går dukkede navnet Acker Bilk op i min bevidsthed. Klokken lort om natten. Den engelske klarinetist, der markedsførte sig med bowlerhat og stribet vest. Og så en dyb, fyldig, mørk, vibrerende klarinetstil. Hans image kendte jeg ikke meget til dengang i tresserne, men hans stil gik rent ind hos min musikalsk anlagte mor. Og når han dukkede op i Giro 413 eller deromkring, så fik volumenknappen lige et lille drej.

Især husker jeg hans gennembrudsmelodi fra 1962, hvor han gled fra traditionel jazz til underholdning med strygere og hele baduljen, “Stranger on the Shore”. Bilk er 80 år i dag og forlængst pensioneret, men nåede at udsende en lang række album, der især gjorde sig godt i hjemlandet England. Bilk blev en del af mit lydtapet, og selv om jeg ikke er nogen decideret fan, så kan jeg godt forstå dem, der er begejstret. Det er en dejlig lyd, han har.

John Fogerty ønskede at lave nogle plader, der kunne holde et årti. Det var i 1968. Nu ved vi, at Creedence Clearwater Revivals energiske rocksange har vist sig at være af en hel anden langtidsholdbarhed. Bandets hits er løbende blevet genoptrykt på grammofonplade og cd lige siden.

Vi kender deres store hits som Bad Moon Rising, Green River, Down on the Corner, Who’ll Stop the Rain m.fl. Men undervejs i det højproduktive bands korte karriere udkom der også singler, der – uvist af hvilken årsag – ikke sneg sig ind på hitlisterne. Numre som Porterville, Call it pretending og Tearin’ up the Country. Nu får man mulighed for at lytte til disse tilstøvede perler på en dobbeltcd med den uprætentiøse titel The Singles Collection, der består af to cd’er og en dvd med sjældne videooptagelser. For feinschmeckere er det også muligt at købe en rigtig singleplade-boks-udgave af samlingen.

Jeg har en forkærlighed for low-budget, no-bullshit plader, hvor kunstneren (eller kunstnerne) glemmer alt om high-tech-produktion, stjerneproducere og barberer det hele ned til stemme, instrument og en båndoptager. Sådanne plader er fx Bruce Springsteens “Nebraska”, som jeg efterhånden har omtalt et par gange, eller Ulf Lundells “12 Sånger”. Og så er der Paul Westerbergs dobbeltcd “Stereo” og “Mono” fra 2002. Her sadler den tidligere Replacement-musiker om og går back to basics, som man siger på dengelsk. Efter nogle plader med fornem produktion vælger han her at sidde i sin egen kælder og fremføre sine sange til båndoptageren. Ikke noget med at fifle med lyden eller fjerne småbøffer. Vi er så tæt på the real thing, som man kan komme i cd-produktets illusion om autenticitet. På nettet spekuleres der over Westerbergs bevæggrunde for at lave en sådan plade. Og der peges på et dobbeltmotiv. Dels vil han distancere sig fra sit Replacement-image, der vist har hængt over han på de foregående plader – i hvert fald som forventning hos lyttere – og dels vil han vende tilbage til den ærlighed, man finder på netop pladerne med Replacements, der aldrig føltes kalkulerede, hverken i musikalsk eller kommerciel forstand. Stereo-pladen er primært, men ikke udelukkende, akustisk. Og Mono-pladen minder mere om Replacements rocksange. Det hele har karakter af demo-optagelser, der er lavet for sjov. Og det er velgørende.

Den sydafrikansk fødte musiker Manfred Sepse Lubowitz, bedre kendt som Manfred Mann, vejrede nye musikalske luftstrømningerne, da han i 1971 dannede sit Manfred Mann’s Earth Band. Efter en succesfuld periode i tresserne med sit pophitlisteorienterede beat-orkester Manfred Mann, der i årene 1964-69 forsynede transistorradioerne med en række iørefaldende sange, heriblandt et par loyale Dylan-fortolkninger, tog han en musikalsk drejning i retning af mere kompleks, jazz- og klassisk-influeret musik. Helt i tidens ånd.

Et skifte, der gik fra singlepladernes 2½-3 minutters popsang til musik, der især egnede sig til LP-formatet. Men der var en rød tråd: melodien. Ikke kun musikalsk var bandet med tidsånden. Også alment politisk i den forstand, at Jordens økologiske skæbne var indgraveret i selve navnet og fx i tematikken på albummet The Good Earth fra 1973.

Det helt store kommercielle gennembrud fik bandet i 1977 med Bruce Springsteens akustisk baserede “Blinded by the Light”, som blev transformeret til et regulært pop-rock-nummer. Halvfjerdserne var bandets storhedstid, men Earth Band har været aktive lige siden og har løbende udsendt albums. I 2005 udsendtes bokssættet Odds & Sods – Mis-takes & Out-takes med sjældne optagelser fra bandets 35 årige karriere. Og nu forlyder det så, at Manfred Mann og hans Earth Band kommer forbi århus til februar. Måske skulle man lægge vejen forbi, hvis ellers omstændighederne tillader det!?

Steve Marriotts og Ronnie Lanes sang All Or Nothing om helhjertet engagement i kærligheden stammer fra The Small Faces’ glansperiode (1965-68) i tresserne, hvor de fik det ene hit efter det andet med deres fængende rock. All Or Nothing nåede helt til tops, selv om den måtte dele pladsen med Beatles “Yellow Submarine”. Det er også en af de sange, der gik rent igennem højtalerne på mine forældres gamle rørforstærkede mono-dampradio.

I thought you’d listen to my reason

But now I see, you don’t hear a thing

Try to make you see, how it’s got to be

Yes it’s all, all or nothing

Yeah yeah, All or nothing

All or nothing, for me

Things could work out just like I want them to, yeah

If I could have the other half of you, yeah

You know I would, If I only could

Yes it’s yeah, all or nothing

Oh yeah, all or nothing

You’ll hear my children say, all or nothing, for me

I didn’t tell you no lies

So don’t you sit there and cry girl

Yeah, all or nothing

Oh yeah, all or nothing

Oh yeah, all or nothing

D’you know what I mean

You got to, got to, go to keep on trying, yeah

All or nothing, mm yeah

All or nothing, to keep on working on to me

All or nothing for me, for me, for me

Come on children, yeah

All or nothing, yeah,yeah, yeah, yeah

All or nothing, I kept on singing to myself

All or nothing, yeah for me, yeah

Lad mig vende tilbage til Jørgen de Mylius. Han var om nogen den, der introducerede mig til pop og rock, da jeg var gammel nok til at få glæde af den slags musik. Som mange andre i min generation lyttede jeg dagligt til “Efter skoletid”, hvor Mylius diverterede med de nye plader fra det anglo-amerikanske kulturliv. Men det var også Mylius, der åbnede mine ører for megen obskur musik. Han var ikke kun et pophoved, men var åben for det nye.

Fx dengang det progressive franske band Magma dukkede op på plademarkedet i 1970. Magma blev grundlagt et par år tidligere af trommeslageren Cristian Vander. Ikke nok med, at Magma var fransk, hvilket ikke var hverdagskost i danske rock- og popprogrammer, men Magma skabte også deres helt eget univers – og sprog. På debutpladen Magma (som senere blev genudgivet som Kobaïa) fortælles en dystopisk science-fiction-historie om nogle mennesker, der forlader en hærget og ødelagt Jord for at slå sig ned i det ydre rum på den fiktive planet Kobaïa, hvor der senere opstår konflikter med tilkommende jordboere. Sangene på pladen synges på det konstruerede sprog Kobaïansk.

Christian Vander har en klassisk baggrund som musiker, og det præger Magmas musik, hvor der er tydelige referencer til moderne klassisk musik som fx Bèla Bartok, Stravinsky og ikke mindst Carl Orff (hvis Carmina Burana har virket tiltrækkende på mange rockmusikere – og var en del af mit gymnasiepensum…). Andre inflydelseselementer er cool-jazz-musikken, bl.a. ikonet John Coltrane. Magmas musik er, som man siger, krævende, men også dybt fascinerende på linje med musik fra den såkaldte Canterbury Scene (Soft Machine, Hatfield & the North, Matching Mole m.fl.) og tysk progressiv musik som fx Amon Düül m.fl.

I øvrigt er Magmas første ni album – alle kobaïanske… – udgivet på cd og også i en samlet boks med titlen Studio Zünd 40 Ans d’Evolution, hvor der også er inkluderet sjældne optagelser med gruppen. Magma har foretaget mange udskiftninger af medlemmer undervejs med eksisterer stadigvæk med Christian Vander i spidsen (el. bag trommerne, om man vil).

Er du nogensinde blevet forelsket i een, du ikke skulle have forelsket dig i? spurgte Pete Shelley og det energiske band Buzzcocks i 1978 i deres nok bedst kendte sang. I følge anekdoterne fik Pete ideen til sangen, da han sammen med gruppens øvrige medlemmer så musicalen Guys & Dolls (Frank Loesser) på tv engang i 1977. Og titlen var en en replik i musikalen. Sangen blev siden et yndet covernummer for mange andre unge kunstnere, fx Fine Young Cannibals, franske Nouvelle Vagues (charmerende!) og Of Montreal. Den er da også på mange måder en arketypisk garagerocksang (dengang kaldet punk og new wave). Enkle riffs, der omkredser tekstens visdomsord, og en melodi, der ikke er svær at huske. Sådan. 1-2-3-4… En energisk, støjende klassiker fra dengang.

Donald har i en email udfrittet mig lidt om mit forhold til Vera Lynn. Og pudsigt nok havde jeg faktisk overvejet at skrive et lille indlæg om netop hende i anledning af, at hun igen er kommet på hitlisten i England med albummet Very Best of Vera Lynn. Den kendsgerning, at hun i en alder af 92 igen stiger op på listen, skyldes to ting, tror jeg. Dels hendes betydning for englændernes reception af tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor netop hendes version af sangen “We’ll Meet Again” ( fra filmen af samme navn, hvor hun havde hovedrollen) blev emblematisk for Storbritanniens deltagelse i krigen. For det andet: Fordi hun ganske enkelt var en god popsangerinde.

Mit eget forhold til Very Lynn er bestemt af mine forældres og deres generations lidt romantisk-nostalgiske forhold til Besættelsestiden. Og så af Giro 413, hvor Dame Very Lynns store hit med jævne mellemrum dukkede op og gled ind i mit musikalske baggrundstapet. I radioprogrammet Europaklip på DR P1 forklarer Lynn selv den fornyede interesse, der har ladet hende dele topplaceringerne med bl.a. de remasterede Beatles-plader, med englændernes engagement i Irak og Afghanistan i disse år. Og hun har sikkert ret i, at dette krigseventyr har genoptrykt nogle følelser og stemninger hos folk, der er gamle nok til at mindes hendes storhedstid.

Men nostalgi, nationalisme osv. ville ikke være noget, hvis ikke Vera Lynn også besad en smuk, melankolsk stemme, der skilte sig ud. I øvrigt er sangen We’ll Meet Again, der er skrevet af Ross Parker (musik) og Hughie Charles (tekst). ikke en decideret soldater-krigs-sang, men en langt mere almen sang om det at skilles og håbe på at mødes igen some sunny day. Det understreges i samme radioudsendelse, hvor Johnny Cashs udgave bliver spillet. Cash, der som bekendt var troende kristen, indsang den på albummet American IV, hvor han så døden i øjnene.

Let’s say goodbye with a smile, dear,
Just for a while, dear, we must part.
Don’t let the parting upset you,
I’ll not forget you, sweetheart.

We’ll meet again, don’t know where, don’t know when,
But I know we’ll meet again, some sunny day.
Keep smiling through, just like you always do,
‘Til the blue skies drive the dark clouds far away.

So will you please say hello to the folks that I know,
Tell them I won’t be long.
They’ll be happy to know that as you saw me go,
I was singing this song.

After the rain comes the rainbow,
You’ll see the rain go, never fear,
We two can wait for tomorrow,
Goodbye to sorrow, my dear.

To album var, hvad Judee Sill nåede at udsende i levende live. “Judy Sill” udkom i 1971 og “Heart Food” i 1973. Hun døde i 1979 som 35-årig som følge af stofmisbrug. Men sangskrivertalentet var stort nok til at hendes præstationer satte sig fast i erindringen hos mange musikelskere og inspirerede andre udøvende.

I år er hyldestpladen Crayon Angel: A Tribute To The Music Of Judee Sill udkommet, og Bill Callahan, Grizzly Bears Daniel Rossen, Beth Orton, Final Fantasy, Meg Baird, Marissa Nadler, Ron Sexsmith, Frida Hyvonen m.fl. fortolker Sills stærke sange. Efter sigende er der tale om en af årets bedste hyldest-plader.

Judy Sill kom fra en dysfunktionel familie, der fik hende til at stikke af hjemmefra og gøre oprør i form af kriminalitet og stofmisbrug. En resocialiserende omskoling fik hende ind på sangskrivningen og musikudfoldelsen og talentet førte hende i armene på Crosby og Nash, der tog hende under deres vinger og hjalp hende på vej til en pladekontrakt hos Asylum Records.

Men fortiden indhentede hende. Den kommercielle succes udeblev trods kritikkens roser og Judy Sill havde også problemer med at optræde live. Efter album nr. 2 indspillede hun nogle demo-numre til et tredje album og gled derefter ud af rampelyset og endte sine dage med narkotika i blodet. Hendes musik er blevet genudgivet på cd, både i form af de originale album og opsamlinger. Og der er også udkommet en cd med hendes BBC-optagelser. Hvis nogen, som jeg, skulle have smag for hendes musik…

Omtalen af Led Zeppelins optræden på dansk tv fik mig straks til at ihukomme Edmondt Jensens program med Doctor Hook and the Medicin Show fra 1972. Optaget på Shel Silversteins husbåd. I min hukommelse står udsendelsen ikke blot som et spøjst indslag, hvor bandets medlemmer lavede fis og ballade – og smed tøjet i bedste hippiestil. Men også som et bundmusikalsk program, der viste bandet som solidt svingende musikere med et godt greb om bl.a. bluestraditionen. Jeg har omtalt programmet før – så vidt jeg husker i min gamle smartlog – og troede egentlig, at Edmont Jensens program var blevet slettet for altid i DRs arkiver. Og så – finder jeg et par meget finde lydoptagelser fra programmet på YouTube. Nyd Carrie Me Carrie og Silvia’s Mother. Dr Hook fik efterhånden et lidt anløbent rygte som et band, der solgte ud til mainstream og hitlister. Men dengang, hvor det hele startede, synes jeg, de havde intensitet, lidenskab spilleglæde og musikalitet nok til flere grupper…

Det kan godt være, at Jimmy Page er en spade, når det drejer som om kreditering af den spillede musik og respekten for de (mindre kendte) forgængere, der leverede melodier etc. Men – som mb også gør opmærksom på – så kan han godt svinge spaden og sende riffs ud i æteren. Her i den berømmede optagelse fra DR, hvor Led Zeppelin giver Communication Breakdown. En af mine store beat-oplevelser foran forældrenes sort-hvide tv,,,