Indlæg tagget med Nostalgi

Genhør: Atlanta Rhythm Section – sydstatsrock anno 1973

27. maj 2010

I gÃ¥r rodede jeg lidt rundt i grammofonpladerne og stødte pÃ¥ Atlanta Rhythm Sections plade “Back Up Againt The Wall” fra 1973. Det var lige som at støde pÃ¥ en gammel bekendt, man ikke har set i mange Ã¥r. Men dengang i starten af halvfjerdserne lÃ¥ den tit og snurrede pÃ¥ min B&O-grammofon.

Atlanta Rhythm Section blev dannet i 1970 af Rodney Justo (sang), Barry Bailey (lead guitar), J.R. Cobb (guitar, kor), Dean Daughtry (keyboards, kor), Paul Goddard (bas) og Robert Nix (trommer, slagtøj og kor). Men i øvrigt kom der ret hurtigt gang udskiftningerne, og der har været mange forskellige musikere i gruppen frem til i dag.
Atlanta Rhythm Section er repræsentanter for det, man dengang kaldte sydstatsrock, dels på grund af dens oprindelse i sydstaterne og dels den særlige tilbagelænede guitar- og vokalbaserede, blues- og countryinspirerede udgave af rock and roll. Gruppen skilte sig dog lidt ud fra de dominerende navne (Allman Bros. Band, Marshall Tucker Band, Lynyrd Skynyrd og et par stykker til) ved at lægge stor vægt på vokalharmonierne. Lige som Atlanta Rhythm Aces i øvrigt.

PÃ¥ Back Up Against The Wall møder man nogle fine, iørefaldende sange – bl.a. Joe South-klassikeren “Red Neck” – i typiske sydstatsrockarrangementer med god plads til at guitaren kan folde sig ud, nÃ¥r vokalhamonierne ikke lige løber med opmærksomheden. Atlanta Rhytm Section stod lidt i baggrunden af Allman Brothers Band og de andre topnavne, men fortjener den kultstatus, de med Ã¥rene har fÃ¥et blandt elskere af southern rock. Er genudgivet pÃ¥ cd – sammen med debutalbummet i øvrigt.

Back Up Against The Wall Cold Turkey TennesseeWrong

Hitlisten for 47 år siden, uge 20 1963

21. maj 2010

Da jeg forleden bladrede i min singlepladesamling, faldt jeg i staver over de mange hitlister, som man dengang trykte på bagsiden af omslagene. Og det førte mig over på nettet til www.danskehitlister.dk, hvor Henrik Smith-Sivertsen m.fl. har samlet lister fra den periode, hvor man har lavet sådanne. Og det er jo den rene vitaminindsprøjtning for den nostalgiske erindring af dykke ned i listerne.

Jeg landede bl.a. i uge 20 i 1963, altsÃ¥ for nøjagtig 47 Ã¥r siden. Jeg var dengang 9 Ã¥r og gik i 3. klasse pÃ¥ Vestre Skole i Esbjerg. Hvad jeg lavede i skolen den uge er for længst gÃ¥et i glemmebogen. Men der har sikkert indgÃ¥et nogle staveøvelser i de linierede hæfter og mÃ¥ske ogsÃ¥ pÃ¥ tavlen – hvis man hvar uheldig nok til at blive trukket op. Det var ogsÃ¥ det Ã¥r, jeg fik min mintgrønne rejsegrammofon. Indkøbt hos radioforhandler Ludvig Poulsen og med to grammofonplader med som bonus – en med Louis Armstrong (“Basin Street Blues”) og en EP med Elvis. Sidstnævnte, som jeg har endnu (men som mangler omslaget), var King Creole vol. 2 fra 1958. AltsÃ¥ et vigtigt Ã¥r i denne musikelskers liv. Det var her grammofonpladerne kom ind for alvor. Men musikken havde allerede været der længe.

NÃ¥r jeg kigger pÃ¥ hitlisten ovenfor, sÃ¥ kan jeg huske dem alle og trække dem frem fra erindringens dyb. Den eneste, der mÃ¥tte opfriskes lidt var den nordirske sanger Ronnie Carrolls Melodi Grand Prix-bidrag fra 1963, “Say Wonderfuld Things”. (I øvrigt hans andet bidrag; som den eneste har han repræsenteret England to pÃ¥ hinanden følgende Ã¥r. I 1962 med “Ring A-Ding Girl” og altsÃ¥ i 1963. Begge Ã¥r blev han nr. 4).

Man bemærker, at vi befinder os i perioden, hvor Beatlemania endnu ikke har smittet listen. Det var stadigvæk Elvis og Cliff, der var idolerne. Elvis har “One Broken Heart For Sale” pÃ¥ en 9. plads (min første plade med Elvis i øvrigt) og “Kiss me quick” pÃ¥ en delt 10. plads (æren deles med Nat King Cole og “Skip To My Lou”). Og Cliff & the Shadows figurerer hele to gange med to af gruppens største successer, Lucky Lips (nr. 16) og Summer Holiday (nr. 6). Begge to sange, der skulle med, hvis jeg skulle lave en Greatest Hits-samling med Cliff.

De danske kunstnere er ogsÃ¥ godt repræsenteret. Ingmann-parret topper pÃ¥ en 5. plads med Melodi Grand Prix-vinderen “Dansevise”. En født klassiker. Lidt længere ned som nr. 12 finder vi Gitte Hænnings lige sÃ¥ slidstærke “Ta’ med ud og fisk” – en af de to Gitte-favoritter, jeg har. Den anden er “Jeg snakker med mig selv”. Og lige i hælene pÃ¥ Gitte kommer Grete Klitgaard med “Han skal i glas og ramme”, som hurtigt blev en singalong-klassiker, som blev skrÃ¥let ved fødselsdag, pÃ¥ udflugter osv. PÃ¥ linje med “Sejle op ad Ã¥en “og den med “Vi har en chauffør…”. Et rigtig beskidt hit med et uforglemmeligt omkvæd. Ã…h, ja.

I den mÃ¥ske mere kuriøse afdeling – pÃ¥ plads nr. 19 – finder vi en af Malene Dietrichs helt store sange, “Sag mir wo die Blumen sind”, som ogsÃ¥ jævnligt var at finde i Giro 413. I øvrigt en af de Giro-sange, jeg aldrig sÃ¥dan rigtig for alvor blev træt af. Og lige over Malene finder man den kun 18-Ã¥rige skotsk-amerikanske sanger og sangskriver Johnny Cymbals verdenshit “Mr. Bass Man” og amerikaneren Dickey Lees rocker “I Saw Linda Yesterday” pÃ¥ henholdsvis en 17. og 18. plads. Begge to sange eksempler pÃ¥, at den rockorienterede pop havde et godt greb i ungdommen. I øvrigt var benævnte Dickey Lee mest kendt for sine sange om teenage tragedier.

I øvrigt kan man noterer sig, at vi befinder os i en periode, hvor singlepladerne dominerer. De tyve hits er – generelt betragtet – korte, iørefaldende popsange, der kunne blive hængende i bevidstheden længe efter, man havde hørt dem første gang – og mÃ¥ske kunne man endda synge med pÃ¥ deres B-stykker. SÃ¥dan er det vist ikke helt med singlehitlisterne i dag…

Beatles – I Feel Fine – endnu en EP

16. maj 2010

Der mÃ¥ findes en komplet registrant over de danske udgivelser af Beatlespladerne. MÃ¥ske ikke pÃ¥ nettet (jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den – heller ikke pÃ¥ den danske Beatles-Info-side, der forbigÃ¥r EP-pladerne). Men sÃ¥ i en bog. For lige som tilfældet var med USA, sÃ¥ var udgivelserne i Danmark ikke helt identiske med dem i England. Fx kan jeg ikke finde spor af ovenstÃ¥ende EP fra 1964 (Odeon/EMI Geos 225) med numrene “I Feel Fine”, “Baby it’s You”, “She’s A Woman” og “It Won’t Be Long”. Af bagsiden fremgÃ¥r det ogsÃ¥, at den er lavet i Danmark af Skandinavisk Grammophon Aktieselskab. Det er ogsÃ¥ en indrammet opfordring til at blive medlem af den lokale afdeling The Beatles Fan Club Organisation…

Udgivelsen er ogsÃ¥ interessant ved at bestÃ¥ af den originale single “I feel Fine”/ “She’s A Woman” suppleret med et nummer fra debutalbummet og et fra With The Beatles. Jovist, EP’erne havde deres eget publikum.

“I Feel Fine” var gruppens ottende singleudspil i England. En Lennon & Mccartney-sag, der dog har et umiskendeligt Lennonsk rocktouch. Og sÃ¥ har den en af de mest opfindsomme indledninger af blandt de tidlige Beatleshits. En dyb bastone, der stÃ¥r nogle fÃ¥ sekunder og dirrer for derefter at glide feeback-forvrænget over i nummerets første akkorder. Feedback pÃ¥ grammofonoptagelser var bestemt ikke hverdagskost i 1964. En tidlig foregribelse af de lydeksperimenter, der ville komme mange flere af de kommende Ã¥r. Og et tegn pÃ¥, at det ikke var nok for Lennon & Mccartney at skrive iørefaldende sange. Man ville ogsÃ¥ skabe nye lydbilleder. Uhørte lydbilleder. Det var den slags, der var med til at gøre Beatles til noget særligt dengang. Man troede ikke sine egne ører, nÃ¥r de lavede den slags. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

B-siden, “She’s A Woman”, er lige sÃ¥ meget Mccartney som A-siden er Lennon. Et meget iørefaldende nummer med Mccartney højt oppe i sangens registre som en anden Little Richard, og med en meget enkel rytmeguitar (Lennon), der sender tankerne hen pÃ¥ “It’s Getting Better” fra Sgt. Pepper-albummet. Som “I feel fine” er “She’s a Woman” er fra den periode, hvor de lavede Beatles For Sale. SÃ¥ helt udbrændte var de trods alt ikke, selv om de havde arbejdet røven ud af bukserne.

Beatles – Twist and Shout

14. maj 2010

Det er lidt sjovt at tænke pÃ¥, at Beatles faktisk udsendte langt flere singler og EP-plader end album. 22 singler og hele 13 EP-plader. Den første EP, gruppen fik udsendt, var ovenstÃ¥ende med det velkendte coverfoto. Twist and Shout. Der er ingen bonusnumre pÃ¥ denne plade, men et par covernumre. Ud over titelsangen, sÃ¥ finder vi Beatles coverversion af Bobby Scotts og Vic Marlowes “A Taste of Honey”. Nummeret var en del af gruppens koncertmateriale i 1962, og illustrerer, hvordan gruppen – som andre bands dengang – tog aktuelle schlagere ind i repertoiret, hvis de passede ind. Med smÃ¥ ændringer i arrangementet og teksten overtog Beatles den engelske sanger Lenny Welchs dengang ganske populære udgave. Nummeret kom ogsÃ¥ med pÃ¥ debutalbummet. PÃ¥ nogenlunde samme tid lÃ¥ Mr. Acker Bilk pÃ¥ de engelske lister med samme sang. SÃ¥ valget af den sang har nok ikke været svær for Beatles. Det er da ogsÃ¥ en iørefaldende sang, selv om den slet ikke passer ind i mit musikalske billede af Beatles anno 1962-63.

Beatles spiller A Taste Of Honey i Hamborg, 1962

Beatles – Thank you Girl

13. maj 2010

Jeg slap The Beatles’ nyrenoverede udgaver efter omtalen af Beatles For Sale, en plade, hvor Beatles pustede lidt ud midt i Beatlemania, leverede varen og lagde an til de kommende præstationer. Ikke et kvantespring frem, men en plade, der konsoliderede det allerede vundne terræn som tidens ubestridte navn.
Men i omtalen af deres album skal vi ikke glemme, at vi dengang befandt os i en periode, hvor singlepladerne og EP-pladerne var mere end almindelige. Og det gjaldt ikke mindst for undertegnede blogger. Og på begge formater lagde Beatles sange, der ikke automatisk blev en del af deres album.

I min egen singlemappe med brunt alligatorlignende plastikomslag ligger sÃ¥ledes EP’en med titlen The Beatles’ Hits (se fig.). Denne extended play-skive rummer to numre fra debutalbummet – Please, please Me og Love me Do – og sÃ¥ From Me To You og Thank You Girl. De sidste to var udkommet i England som singleplade i april mÃ¥ned 1963, og i september samme Ã¥r var de sÃ¥ indlemmet pÃ¥ EP’en. I Europa skal vi tilføje, for i USA kørte det meget anderledes.
I Beatleslitteraturen omtales Thank You Girl ofte som en slags venstrehÃ¥ndarbejde fra Lennon & Mccartneys side. Lennon skulle have givet udtryk for, at denne sang (som i øvrigt var skrevet med de skrigende kvindelige fans i tankerne) var tænkt som A-side pÃ¥ et singleudspil, men den ikke levede Ã¥benbart ikke helt op til duoens skrappe krav til sig selv. I mine forudindtagede ører siger det dog nok mest om den voldsomt kreative fase Beatles var inde i netop i 1963. Faktisk var Thank You Girl en af de sange, jeg holdt allermest af dengang, EP’en snurrede pÃ¥ min lille mintgrønne rejsegrammofon.

Sangen, der indledes af John Lennons skarpe mundharmonika, har samme friske attack som She Loves You og de andre samtidige indspilninger. Pauls og Johns vokalharmoni sidder lige i skabet uden at udfordre de kreative grænser, de allerede havde afstukket, og takket være remaster-arbejdet sÃ¥ kommer Harrisons diskrete og markante leadguitarspil til sin ret. I øvrigt tror jeg de nye udgaver af Beatles-pladerne vil være med til ikke blot at konsolidere Harrisons position som guitarist, men sÃ¥gar styrke den yderligere…
Det kan godt være, at Thank You Girl som syng-med-hit er mere forglemmelig end From Me To You. Denne har til gengæld den der uafrystelighed, som kendetegner Beatles’ største hit. Den sætter sig fast pÃ¥ gentageknappen med det samme. Den indtog da ogsÃ¥ den engelske singlehitlistes førsteplads som gruppens første af slagsen. I øvrigt er det en af de sange, der med rette kan betegnes en Lennon/Mccartney-sang, fordi de skrev den tæt sammen. Paul Mccartney har ogsÃ¥ givet udtryk for, at netop skrivningen af den sang gav deres fælles sangskrivning et løft, der førte dem videre til de næste sejre i rækken.

PS. De pÃ¥gældende singler og EP’skæringer findes pÃ¥ de to Past Masters, der er udgivet.