CAPAC

En lille fanside i Australien har ladet rygtet køre, at Charlie Watts ikke længere vil spille med og turnere med de resterende medlemmer af Rolling Stone. Og gruppen har pronto dementeret rygtesmæderiet. Hvorfor skulle han også kvitte nu efter næsten 50 år bag gryderne? Bandet stopper jo nok af sig selv inden for overskuelig fremtid.
Næ, en meget mere interessant nyhed er det, at der udkommer en ny og forbedret udgave af dokumentarfilmen Gimme Shelter, Albert og David Maysles, og Charlotte Zwerins dokumentar om Rolling Stones turné i USA i 1969 og bandet optræden på den famøse Altamont Festival. Ser man bort fra, at Altamont er kommet til at stå som den “grimme” festival ( i modsætning til den “smukke” Woodstock), så finder man på optagelserne med Stones noget af det bedste live-musik, man kan tænke sig fra en periode, hvor kreativiteten var i højsædet og spilleglæden optimal. “Is my local groupie in?”

The Mo-dettes nåede lige akkurat at være sammen som gruppe længe nok til at indspille et enkelt album (The Story so far, 1981) og til at gøer sig bemærket på indie-hitlisterne med nogle charmerende singleudspil som “White Mice“, “Paint it Black” (Ja, den…) og “Tonight”. I bandet fandt man Kate Korris (tidl. The Slits og The Raincoats), Jane Crockford, Ramona Carlier, June Miles-Kingston (senere Everything but the Girl m.fl.), Melissa Ritter og Sue Slack.
På internetsider kan man se Mo-dettes omtalt som punk-band, men der er nok snarere tale om frankofil new wave. I nedenstående video, der stammer fra sitet Bedazzled og er lavet ud fra en gammel vhs-optagelse, kan Mo-dettes godt minde lidt om B 52’s.
Mo-dettes hører vel ikke til 80’ernes store grupper, på den anden side er de charmerende nok med deres let frankofile new wave til at blive husket…

Vi kender historien om Rolling Stone-Brian Jones’ alt for tidlige død. Hidtil er hans død blevet betragtet som en hændelig drukneulykke, hjulpet på vej af mandens hang til sjove stoffer. Men i følge Reuters (tak kære Gertrud!), så har politiet i London åbnet sagen igen efter “at have modtaget nye oplysninger”, som det hedder i den jargon. De nye oplysninger stammer fra en unavngiven journalist. Vi vil selvfølgelig følge sagens udvikling nærmere og undrer os over, at disse information først kommer for en dag nu fyrre år efter ulykken…
I dag – den 1. september – opridser The Guardian, hvad der skete dengang, og analyserer rygterne om det påståede mord på Brian Jones.

Torbens kommentar fik mig til at søge efter Grete og Jørgen Ingmanns version af Johnny Braggs og Robert Rileys “Just Walkin’ in the Rain”, Slentre gennem regn, fra 1956. Den danske tekst stod selveste hr. Underholdning, Otto Leisner, for. Og han havde en heldig dag, den dag, han skrev den. Synes jeg. I øvrigt var den en af de sange, der – i kraft af Giro 413 blandt andet – malede min barndoms lydvæg. Her er den så i en bedaget, men charmerende video.

Apropos vejret, så var jeg heldig forleden at få fingre i en cd-udgave af The Staple Singers’ allerførste album fra 1959 “Uncloudy Day”. Familieforetagendet blev dannet helt tilbage i 1948 og frem til 1965, hvor Staple Singers fik kontrakt med det store plademærke Epic Records og begyndte at orientere sig mod det lukrative mainstream-marked, dyrkede de deres musikalske rødder. Ikke kun gospel-musikken, som de nærmest er blevet identificeret med, men hele det rodnet, som rocken har fået sin næring fra. Debutalbummet udkom på det lille, men betydningsfulde selskab Vee-Jay Records som den første i deres Spiritual Series. Det er da også gospel, man får høre. Men mere end det. Det er blues, R&B… Stemmerne dominerer, men der er også en elementær, stærkt ekpressiv el-guitar, trakteret af farmand Staple. Pladen er blevet genudgivet flere gange på cd, men kan alligevel godt være svær at finde. Og det forstår man godt. Pladen har et solidt spadestik nede ved de rødder, man aldrig bliver træt af at lægge ører til.

Ellie Greenwich skrev sammen med Jeff Barry og Phil Spector sangen “I can hear Music” til the Ronettes. Det var i 1966. Tre år senere tog The Beach Boys sangen til sig og gjorde den til en af mine favoritter fra Stranddrengene. Man skulle tro, den var skrevet til dem, selv om deres up-tempo-version ligger tæt på Ronettes’. Den passer bare godt til Beach Boys’ stil. Den blev indlemmet på det fine album 20/20 og havde Carl Wilson i front. I øvrigt en af de første sange, hvor Carl for alvor tog têten, efter at Brian havde trukket sig tilbage for en længere periode.

Næppe har man beklaget sig over, at århus Festuge har en lidt tynd musikalsk profil i år, før man opdager, at selveste Bill Wyman dukker op og giver koncert i Musikhuset med sine Rhythm Kings.

Bill Wyman var som bekendt bassist m.m. i 30 år i Rolling Stones (1962-92), inden han fik nok og valgte at gå sine egne veje. På samme måde som Ringo Starr har Bill Wyman i tiden efter Stones fået ny vind i de musikalske sejl i samarbejde med en række gamle kolleger og venner i blues-rock-bandet Rhythm Kings. Her finder man fx Gary Brooker (Procol Harum), Georgie Fame, Albert Lee (Heads, Hands & Feet), Andy Fairweather Low (Amen Corner), Eddie Floyd (Stax Records) m.fl. Lige som med Ringos All Starr Band har Rhythm Kings karakter af en projekt under stadig forandring. Og således har flere venner – fra Eric Clapton over Mark Knopfler til George Harrison – bidraget til projektets plader som midlertidige “medlemmer”.

Ialt seks album er det blevet til indtil videre. Alle af høj kvalitet. Den 23. september lægger projektet altså vejen forbi århus og dagen før får københavnerne lejlighed til at lytte med i Falconer.

NPR har fået den gode idé, at lade sine lyttere fortælle om sommersange, der har en særlig betydning for dem. Scarlett Hepworth fra Oakland, Californien, fortæller om The Preps “Big Man”, der var et hit tilbage i 1958. Hun var dengang en lille pige på kun fem år. Hendes forældre var musikere og lyttede aldrig til radioen. Derfor nåede popmusikken pigens ører gennem naboens vindue. Og da hun første gang hørte The Preps “var det det lækreste, mest vidunderlige og ophidsende, jeg nogensinde havde hørt. Jeg plejede at opholde mig i baggården eller lod vinduet stå åbent, så jeg fik en chance for at høre sangen komme ud af radioen. Børn af i dag kan høre, hvad de vil, og ved ikke, hvad det vil sige at skulle vente på en sang i æteren. Tiden stod helt stille, når jeg hørte den sang. Jeg standsede op i mine gøremål. Jeg var simpelthen fastnaglet.”, Ja, sådan var det engang. Man sad og ventede på, at nogen ville spille den musik, man kunne lide. Det var derfor, Jørgen Mylius og senere discjockeys blev helte i min verden. – Der er flere historier at læse på denne side.

The Four Preps – Big Man

Jeg har en svaghed for opsamlingsplader, der graver mere eller mindre glemte skæringer frem i lyset fra musikhistoriens store glemmebog. Fx de opsamlinger, som er udsendt i forlængelse af Bob Dylans meget omtalte radioshow. Eller de psychedeliske “nuggets”, som er kommet på mere eller mindre obskure udgivelser.

For et stykke tid siden faldt jeg over en plade med titlen Dr. Boogie Presents Rarities from the Bob Hites Vaults. Den Bob Hite, der er tale om, er selvfølgelig den navnkundige store forsanger i Canned Heat. Hite døde af et hjertetilfælde i 1982 kun 38 år gammel og havde da været gruppens forsanger, siden dannelsen i 1965. I følge anekdoterne var Bob Hite en lidenskabelig samler af gamle 78’ere og andre grammofonpladesjældenheder med gamle blueskunstnere osv.

Og Mojo-musikbladet kan også viderekolportere det rygte, at Hite var så fanatisk en samler, at han ikke tålte, at nogen andre havde en kopi af de plader, han selv havde fået fat i. Derfor kunne han finde på at knække en 78-plade, hvis han faldt over en dublet i en secondhand-shop… Måske er det bare en underholdende skrøne. En af musikmytologiens underholdende fortællinger om sine excentrikere. Men sikkert er det i hvert fald, at Hite var ansat i en pladeforretning, før han blev forsanger i Canned Heat. Og i den tid havde han mulighed for at få fingre i mange af de 78’ere, som allerede dengang var et udgået medie,og som kun havde inkarnerede samleres interesse.

Men nu har den belgiske radiomand og Canned Heat-fan Dr. Boogie (Walter De Paduwa) samlet en lang række af Bob Hites’ fund på omtalte opsamlingsplade. Sikkert til Hites store fortrydelse, hvis ellers man kan fortryde noget i det hinsides. Pladen er en veritabel guldgrube af knasende sjældenheder med navne som Bill Haley, Etta James, Otis Rush, Elmore James, Mad Mel Sebastian, Eddie Hope, The Hot Shots m.fl.

Når man lytter til disse herlige boogie-woogie-swingende sange forstår man, hvorfra Canned Heat fik inspiration til deres seje, swingende sound. Og man bliver endnu engang mindet om, at musikalsk kvalitet ikke har noget at gøre med audiofilt hysteri…

PS. Og så har pladen et herligt cover med et privatfoto af Hite og fruen. Det er lige før, man ønsker sig LP-udgaven af pladen (der i øvrigt er udkommet på det lille Sub Rosa-forlag).

Jeg husker det, som var det i går. Jeg havde fået en LP med the Beatles, og den var i stereo. Jeg tror nok, det var A Hard Days Night. Ellers havde Beatlespladerne – primært singler og EP’er – været i mono.

Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt min gamle grønne rejsegrammofon kunne klare dette teknologiske fremskridt. For en sikkerheds skyld fik jeg min mor til at ringe til Jaspers Radio for at få råd og vejledning. Og de kunne berolige os med, at det ikke ville betyde noget – og at vi alligevel ikke fik meget ud af stereolyden, når vi havde en gammel mono-rørforstærket radio…

Hvor stort et fremskridt var så stereolyden? Jeg kan godt huske, at stereoen på de plader, jeg købte efterfølgende, mest af alt handlede om, at man lagde nogle lydspor i den ene højtaler og de øvrige i den anden. Fx rytmegruppen i venstre kanal og sangspor i den højre. Man kunne skelne instrumenterne lidt bedre, men der var ikke megen musikalsk nødvendighed i at splitte lydbilledet op på den måde. Nogle legede med at lade lyden køre fra den ene kanal til den anden. Fx gjorde Steve Miller Band det på deres album Nr. 5. Og det var der i det mindste en idé med.

I forbindelse med den nye digital remasterede udgave af The Beatles’ værk, kommer Mojos anmelder ind på emnet, fordi Beatles-værket udkommer i såvel en mono- som en stereo-udgave. Mono-boksen omfatter de 10 album, der udkom i mono dengang. Hvad skal man så vælge, hvis man vil investere penge i en boks? Paul Mccartney gør valget lidt lettere, idet han siger til Mojo i det nye septembernummer: “For os var det vigtige balancen i sangen. Vi miksede sangens budskab snarere end placerede det forskellige steder. Vi var ikke ret interesseret i stereo. Det var ikke der, vi kom fra”. Og sådan har jeg da også haft det med mine Beatles-plader (og andre…). Det var det samlede lydbillede, der var – og er – interessant. Ikke, at det blev splittet op i en højre- og venstreside.

Den musikalske kreativitet er svær at holde inden for bestemte rammer. Det er grunden til, at mange bands går i opløsning (“musikalske uoverensstemmelser”), til solo- og andre sideprojekter. Et sideprojekt er trioen A Camp, hvor Cardigan-sangerinden Nina Persson får mulighed for at lade sin stemme finde nye og anderledes udtryk end i succesbandet Cardigans. Sammen med sin ægtemand Nathan Larson, der til daglig spiller i Shudder to Think, og Nicklas Frisk, har Nina indspillet to fine album. Senest Colonia, som jeg allerede har omtalt her i bloggen. På NPR kan man høre gruppen akustisk i et halvtimesprogram, hvor de også fortæller om inspirationen fra David Bowie og om historiske temaer på den seneste plade. Her.

A Camp – Stronger Than Jesus – Live at 2009 Swedish Grammis

Dette ville være uretfærdigt at kalde soulsangerinden Freda Payne et one-hit-wonder, for den nu 66-årige sangerinde har indspillet en lang række album og har huseret flere gange på de amerikanske og engelske hitlister op gennem halvfjerdserne. Dog mest under top 10.

Hun vil dog især blive husket for sit største hit fra 1970, “Band of Gold”, der uden tvivl er en af de mest iørefaldende soul-disko-sange fra halvfjerdserne. Jeg kan huske, at jeg – selv om jeg bestemt ikke var til disko dengang – slet ikke kunne få den melodi ud af hovedet, når den kom strømmende ud af radioen. Og sådan er det sådan set stadigvæk. Nu faldt jeg over en fin optagelse med Freda fra programmet Soul Train, som i mere end tre årtier har sørget for at amerikanerne har kunne lytte og se rythm&blues, soul og hip hop på tv. Og med Youtube og andre videosider kan vi andre så nu med forsinkelse få del i glæderne.

I øvrigt tog den tidligere Go-Go-Girl Belinda Carlisle nummeret op på sit debutalbum i 1986 og fik et mindre hit med det. Selv om Carlisle har en fortræffelig popstemme, så synes jeg ikke, at hendes cover når Fredas original til sokkeholderne, især har popgørelsen berøvet soulklassikeren dens sejt swingende, lidt sumpede, rytmegrund, der passer så fint til melodien.

Selvfølgelig går Beatles-fans verden over i selvsving over den nye remasterede udgave af Beatles-kataloget. For slet ikke at tale om Beatles Rock Start-computerspillet. Og det er da også en begivenhed, at de fire Liverpool-drenges musik omsider kommer i et format, der er uptodate. De hidtige udgaver var ok, men også præget af det lave udviklingsniveau, som cd’en havde i firserne. Fansiden Beatlesnews.com forsøger at indvie os Beatlemaniske i alle de saftige detaljer omkring de nye udgaver.

På vej hjem fra job nr. 1 på denne smukke, solbeskinnede århusianske dag, lettere træt i hovede og krop af et voksende søvnunderskud og for stort brug af adrenalin, fik jeg lyst til at genhøre noget melodiøst singer-songwriter-rock fra de tidlige halvfjerdsere. Noget af det, der har sol i rillerne og lidt hjerte-smerte-vemod i tekstuniverset. Og derfra var der ikke langt til Carole King.
Den jødiskfødte Carole Kings berømmelse skyldes især to ting. Hendes sangskriveri med college-vennen og den senere ægtemand Gerry Goffin i tresserne. Sammen forfattede de det ene klassiske hit efter det andet, som andre fik stor glæde af. The Shirelles startede rækken med “Will You Love Me Tomorrow”, som hittede i 1961 og siden er blevet kopieret af mange andre kunstnere. Ellers leverede de til mange tidens navne. Lige fra Bobby Vee, The Drifters, Little Eva (The Locomotion), Gene Pitney, Everly Brothers, The Animals og til Dusty Springfield og mange andre. Den ene gode, uopslidelige popsang efter den anden.

Den anden del af Kings berømmelse skyldes – selvfølgelig – hendes album “Tapestry” fra 1971. Denne plade, der solgte millioner af eksemplarer verden over i første halvdel af halvfjerdserne, indfangede i tekst og musik ånden fra Woodstock og hippieuniverset i en grad, som få andre plader fra tiden formåede.

Men allerede inden havde Carole King udsendt et fremragende album med den lakoniske og sigende titel “Writer”. Den kom året før og blev ikke nogen kommerciel succes. Hvorfor kan man godt undre sig over, for pladen rummer tolv fremragende sange skrevet af Carolo King og Gerry Goffin (og Toni Stern i enkelt sang, “Raspberry Jam”). Måske har pladeselskabets promotion svigtet, måske er pladen heller ikke forsynet med samme lettilgængelige singalong-hitlistesange som fx “You’ve got a friend”. Men man får den ene velturnerede, iørefaldende sang efter den anden. Og pladen veksler mellem rene, smukke ballader og mere rockende numre som fx det første på side 1: “Spaceship Races”. En meget varieret plade, der viser spændvidden i King og Goffins sangskriverkunst, når den ikke lige tager sigte mod singlepladernes top ti. Og bag sig har King kapaciteter som kollegaen James Taylor på guitar og baggrundsvokal og guitaristen Daniel “Danny” Kortchmar, der gjorde stor nytte på mange af perioden store plader.

I mit regnskab rangerer denne debutsoloplade fra Carole King på niveau med Tapestry, selv om den aldrig fik samme kultstatus.

Jeg har allerede omtalt udgivelsen “Live At The Folklore Center, NYC — March 6, 1967′”, hvor det for første gang er muligt at høre, hvordan Tim Buckley lød som ung musiker. NPR giver os nu mulighed for at lytte med, og det er ikke ligegyldige sjældenheder, man får i ørerne, men en forsmag på den fuldbårne kunstner, der kort tid efter debuterede med klassikeren Hello and Goodbye. Buckley spiller og synger, så hårene rejser sig på armene. Lyt selv med her. Lyden er selvfølgelig, som man kunne forvente af en båndoptagelse fra dengang, men musikken skinner igennem med største styrke…