Indlæg tagget med Nostalgi

Dire Straits – 1978

6. oktober 2007

I kommentarfeltet har jeg diskuterer noget sÃ¥ obskurt som venstre- og højrehÃ¥ndede guitarister. Det drejede sig om Mark Knopfler, der – som ældre, musikinteresserede  bloggere vil vide – engang spillede i Dire Straits. Det sendte mig ned ad Memory Lane. Jeg husker den dag, hvor jeg købte deres første eponyme album i 1978. Det var i Ryesgade i Ã…rhus i en pladebutik, der yndede at reklamere for sine produkter som værende “kakao til trommehinderne” og i den dur. Butikken var ret ny – og den fik i øvrigt en kort levetid, hvorefter ejeren vist blev buschauffør – og i et af udstillingsvinduerne hang Dire Straits lp og var pÃ¥ tilbud. 49,75. Gruppen var pÃ¥ det tidspunkt endnu ikke rigtig slÃ¥et igennem. Pladen var lidt af en “sleeper”. Og rygter ville vide, at selveste Bob Dylan muligvis var med pÃ¥ sang. Anonymt altsÃ¥. The Masked Marauders om igen, bare Ã¥r senere. Rygterne nÃ¥ede helt ind i P3. MÃ¥ske nÃ¥ede rygterne ogsÃ¥ frem til Bob selv. I hvert fald var Mark Knopfler med pÃ¥ Dylans “Slow Train Coming” kort tid efter.
Jeg købte pladen, for Knopflers markante, personlige guitarspil havde gjort indtryk. Og om han spillede med venstre- eller højre hÃ¥nd bekymrede mig overhovedet ikke…
Nogle mÃ¥neder senere var jeg til en fest hos en kammerat og sad sammen med en begejstret guitarist, der omhyggeligt forklarede mig, hvordan Knopfler spillede, hvordan han lod fingrene glide over strengene, sÃ¥ den der særlige lyd opstod…

Sultans of Swing anno ’78:


Dire Straits – Sultans Of Swing
by Dire-Straits

Apropos: Så kan man høre et interview med Mark Knopfler her.

Michael Caine og “Bullet to Beijing”

20. juni 2007

Gårsdagens sene filmindtagelse bestod af George Mihalkas Len Deighton-filmatisering Bullet to Beijing (opfindsom dansk titel: Den røde død) fra 1995.

I hovedrollen er – og det var den væsentligste Ã¥rsag til at investere 25 kr i dvd’en – Michael Caine som den engelske agent Harry Palmer, der efter 30 Ã¥rs tro tjeneste blive kasseret af en skrankepave-overordnet, fordi Harry tilhører “fortiden”. Straks stÃ¥r der selvfølgelig en skurk til rÃ¥dighed med et tilbud om ekstraordinær pensionsopsparing, sÃ¥ Palmer ikke kan sige nej, da han først har omregnet dollarsbeløbet til pund… Skurken spilles af den ligeledes fremragende Michael Gambon, der residerer i et gammelt zarpalads i Skt. Petersborg.

Palmer fÃ¥r til opgave at rejse til Bejing for at finde et kemikalie – filmens macguffin – der udgør en trussel mod menneskeheden. Selv om tingene (selvfølgelig) er mere indviklede, end de først ser ud til at være, sÃ¥ er handlingen lige ud ad landevejen, sÃ¥dan som den ofte er hos den effektive Len Deighton. Rollerne er godt typecastede, men det store tandhjul i fortællingen er og bliver Caine, der med underdreven humor og tilbagelænet spil charmerer sig gennem løjerne.
Handlingen udspiller sig i halvfemserne, altså efter murens fald. Skurkene er gamle KGB-folk, fire mafiabander plus det løse. Skt. Petersborg lægger pittoreske rammer til den obligatoriske forfølgelsesscene, der meget underholdende foregår i udrangerede østbiler og et par speedbåde anno dazumal.

Vi befinder os langt fra Hollywood-action ogsÃ¥ med hensyn til tempoet. Men, det er netop en charme ved filmen, denne duft af gamle før-Mission-Very-Impossible-dage. Filmen er en en absolut værdig follow-up til den gamle Deighton-filmatisering Lynaction Ipcress fra 1965, og der er da diskrete allusioner til den gamle seværdige agentfilm. Hermed anbefales krimifans, der ikke gider se sommergenudsendelser og doping-Tour-de-France…