CAPAC

I går rodede jeg lidt rundt i grammofonpladerne og stødte på Atlanta Rhythm Sections plade “Back Up Againt The Wall” fra 1973. Det var lige som at støde på en gammel bekendt, man ikke har set i mange år. Men dengang i starten af halvfjerdserne lå den tit og snurrede på min B&O-grammofon.

Atlanta Rhythm Section blev dannet i 1970 af Rodney Justo (sang), Barry Bailey (lead guitar), J.R. Cobb (guitar, kor), Dean Daughtry (keyboards, kor), Paul Goddard (bas) og Robert Nix (trommer, slagtøj og kor). Men i øvrigt kom der ret hurtigt gang udskiftningerne, og der har været mange forskellige musikere i gruppen frem til i dag.
Atlanta Rhythm Section er repræsentanter for det, man dengang kaldte sydstatsrock, dels på grund af dens oprindelse i sydstaterne og dels den særlige tilbagelænede guitar- og vokalbaserede, blues- og countryinspirerede udgave af rock and roll. Gruppen skilte sig dog lidt ud fra de dominerende navne (Allman Bros. Band, Marshall Tucker Band, Lynyrd Skynyrd og et par stykker til) ved at lægge stor vægt på vokalharmonierne. Lige som Atlanta Rhythm Aces i øvrigt.

På Back Up Against The Wall møder man nogle fine, iørefaldende sange – bl.a. Joe South-klassikeren “Red Neck” – i typiske sydstatsrockarrangementer med god plads til at guitaren kan folde sig ud, når vokalhamonierne ikke lige løber med opmærksomheden. Atlanta Rhytm Section stod lidt i baggrunden af Allman Brothers Band og de andre topnavne, men fortjener den kultstatus, de med årene har fået blandt elskere af southern rock. Er genudgivet på cd – sammen med debutalbummet i øvrigt.

Back Up Against The Wall – Cold Turkey Tennessee – Wrong

Da jeg forleden bladrede i min singlepladesamling, faldt jeg i staver over de mange hitlister, som man dengang trykte på bagsiden af omslagene. Og det førte mig over på nettet til www.danskehitlister.dk, hvor Henrik Smith-Sivertsen m.fl. har samlet lister fra den periode, hvor man har lavet sådanne. Og det er jo den rene vitaminindsprøjtning for den nostalgiske erindring af dykke ned i listerne.

Jeg landede bl.a. i uge 20 i 1963, altså for nøjagtig 47 år siden. Jeg var dengang 9 år og gik i 3. klasse på Vestre Skole i Esbjerg. Hvad jeg lavede i skolen den uge er for længst gået i glemmebogen. Men der har sikkert indgået nogle staveøvelser i de linierede hæfter og måske også på tavlen – hvis man hvar uheldig nok til at blive trukket op. Det var også det år, jeg fik min mintgrønne rejsegrammofon. Indkøbt hos radioforhandler Ludvig Poulsen og med to grammofonplader med som bonus – en med Louis Armstrong (“Basin Street Blues”) og en EP med Elvis. Sidstnævnte, som jeg har endnu (men som mangler omslaget), var King Creole vol. 2 fra 1958. Altså et vigtigt år i denne musikelskers liv. Det var her grammofonpladerne kom ind for alvor. Men musikken havde allerede været der længe.

Når jeg kigger på hitlisten ovenfor, så kan jeg huske dem alle og trække dem frem fra erindringens dyb. Den eneste, der måtte opfriskes lidt var den nordirske sanger Ronnie Carrolls Melodi Grand Prix-bidrag fra 1963, “Say Wonderfuld Things”. (I øvrigt hans andet bidrag; som den eneste har han repræsenteret England to på hinanden følgende år. I 1962 med “Ring A-Ding Girl” og altså i 1963. Begge år blev han nr. 4).

Man bemærker, at vi befinder os i perioden, hvor Beatlemania endnu ikke har smittet listen. Det var stadigvæk Elvis og Cliff, der var idolerne. Elvis har “One Broken Heart For Sale” på en 9. plads (min første plade med Elvis i øvrigt) og “Kiss me quick” på en delt 10. plads (æren deles med Nat King Cole og “Skip To My Lou”). Og Cliff & the Shadows figurerer hele to gange med to af gruppens største successer, Lucky Lips (nr. 16) og Summer Holiday (nr. 6). Begge to sange, der skulle med, hvis jeg skulle lave en Greatest Hits-samling med Cliff.

De danske kunstnere er også godt repræsenteret. Ingmann-parret topper på en 5. plads med Melodi Grand Prix-vinderen “Dansevise”. En født klassiker. Lidt længere ned som nr. 12 finder vi Gitte Hænnings lige så slidstærke “Ta’ med ud og fisk” – en af de to Gitte-favoritter, jeg har. Den anden er “Jeg snakker med mig selv”. Og lige i hælene på Gitte kommer Grete Klitgaard med “Han skal i glas og ramme”, som hurtigt blev en singalong-klassiker, som blev skrålet ved fødselsdag, på udflugter osv. På linje med “Sejle op ad åen “og den med “Vi har en chauffør…”. Et rigtig beskidt hit med et uforglemmeligt omkvæd. åh, ja.

I den måske mere kuriøse afdeling – på plads nr. 19 – finder vi en af Malene Dietrichs helt store sange, “Sag mir wo die Blumen sind”, som også jævnligt var at finde i Giro 413. I øvrigt en af de Giro-sange, jeg aldrig sådan rigtig for alvor blev træt af. Og lige over Malene finder man den kun 18-årige skotsk-amerikanske sanger og sangskriver Johnny Cymbals verdenshit “Mr. Bass Man” og amerikaneren Dickey Lees rocker “I Saw Linda Yesterday” på henholdsvis en 17. og 18. plads. Begge to sange eksempler på, at den rockorienterede pop havde et godt greb i ungdommen. I øvrigt var benævnte Dickey Lee mest kendt for sine sange om teenage tragedier.

I øvrigt kan man noterer sig, at vi befinder os i en periode, hvor singlepladerne dominerer. De tyve hits er – generelt betragtet – korte, iørefaldende popsange, der kunne blive hængende i bevidstheden længe efter, man havde hørt dem første gang – og måske kunne man endda synge med på deres B-stykker. Sådan er det vist ikke helt med singlehitlisterne i dag…

Der må findes en komplet registrant over de danske udgivelser af Beatlespladerne. Måske ikke på nettet (jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den – heller ikke på den danske Beatles-Info-side, der forbigår EP-pladerne). Men så i en bog. For lige som tilfældet var med USA, så var udgivelserne i Danmark ikke helt identiske med dem i England. Fx kan jeg ikke finde spor af ovenstående EP fra 1964 (Odeon/EMI Geos 225) med numrene “I Feel Fine”, “Baby it’s You”, “She’s A Woman” og “It Won’t Be Long”. Af bagsiden fremgår det også, at den er lavet i Danmark af Skandinavisk Grammophon Aktieselskab. Det er også en indrammet opfordring til at blive medlem af den lokale afdeling The Beatles Fan Club Organisation…

Udgivelsen er også interessant ved at bestå af den originale single “I feel Fine”/ “She’s A Woman” suppleret med et nummer fra debutalbummet og et fra With The Beatles. Jovist, EP’erne havde deres eget publikum.

“I Feel Fine” var gruppens ottende singleudspil i England. En Lennon & Mccartney-sag, der dog har et umiskendeligt Lennonsk rocktouch. Og så har den en af de mest opfindsomme indledninger af blandt de tidlige Beatleshits. En dyb bastone, der står nogle få sekunder og dirrer for derefter at glide feeback-forvrænget over i nummerets første akkorder. Feedback på grammofonoptagelser var bestemt ikke hverdagskost i 1964. En tidlig foregribelse af de lydeksperimenter, der ville komme mange flere af de kommende år. Og et tegn på, at det ikke var nok for Lennon & Mccartney at skrive iørefaldende sange. Man ville også skabe nye lydbilleder. Uhørte lydbilleder. Det var den slags, der var med til at gøre Beatles til noget særligt dengang. Man troede ikke sine egne ører, når de lavede den slags. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

B-siden, “She’s A Woman”, er lige så meget Mccartney som A-siden er Lennon. Et meget iørefaldende nummer med Mccartney højt oppe i sangens registre som en anden Little Richard, og med en meget enkel rytmeguitar (Lennon), der sender tankerne hen på “It’s Getting Better” fra Sgt. Pepper-albummet. Som “I feel fine” er “She’s a Woman” er fra den periode, hvor de lavede Beatles For Sale. Så helt udbrændte var de trods alt ikke, selv om de havde arbejdet røven ud af bukserne.

Opdatering d. 3/8-2023: En kommentator gør opmærksom på, at der er kommet en dansk registrant på nettet, hvor man kan få oplysninger om Beatles’ udgivelser – på engelsk og dansk – med detaljer. Siden er: http://www.fabfour.dk/index.php. God fornøjelse til alle arkæologer og filologer…

Det er lidt sjovt at tænke på, at Beatles faktisk udsendte langt flere singler og EP-plader end album. 22 singler og hele 13 EP-plader. Den første EP, gruppen fik udsendt, var ovenstående med det velkendte coverfoto. Twist and Shout. Der er ingen bonusnumre på denne plade, men et par covernumre. Ud over titelsangen, så finder vi Beatles coverversion af Bobby Scotts og Vic Marlowes “A Taste of Honey”. Nummeret var en del af gruppens koncertmateriale i 1962, og illustrerer, hvordan gruppen – som andre bands dengang – tog aktuelle schlagere ind i repertoiret, hvis de passede ind. Med små ændringer i arrangementet og teksten overtog Beatles den engelske sanger Lenny Welchs dengang ganske populære udgave. Nummeret kom også med på debutalbummet. På nogenlunde samme tid lå Mr. Acker Bilk på de engelske lister med samme sang. Så valget af den sang har nok ikke været svær for Beatles. Det er da også en iørefaldende sang, selv om den slet ikke passer ind i mit musikalske billede af Beatles anno 1962-63.

Beatles spiller A Taste Of Honey i Hamborg, 1962

Jeg slap The Beatles’ nyrenoverede udgaver efter omtalen af Beatles For Sale, en plade, hvor Beatles pustede lidt ud midt i Beatlemania, leverede varen og lagde an til de kommende præstationer. Ikke et kvantespring frem, men en plade, der konsoliderede det allerede vundne terræn som tidens ubestridte navn.
Men i omtalen af deres album skal vi ikke glemme, at vi dengang befandt os i en periode, hvor singlepladerne og EP-pladerne var mere end almindelige. Og det gjaldt ikke mindst for undertegnede blogger. Og på begge formater lagde Beatles sange, der ikke automatisk blev en del af deres album.

I min egen singlemappe med brunt alligatorlignende plastikomslag ligger således EP’en med titlen The Beatles’ Hits (se fig.). Denne extended play-skive rummer to numre fra debutalbummet – Please, please Me og Love me Do – og så From Me To You og Thank You Girl. De sidste to var udkommet i England som singleplade i april måned 1963, og i september samme år var de så indlemmet på EP’en. I Europa skal vi tilføje, for i USA kørte det meget anderledes.
I Beatleslitteraturen omtales Thank You Girl ofte som en slags venstrehåndarbejde fra Lennon & Mccartneys side. Lennon skulle have givet udtryk for, at denne sang (som i øvrigt var skrevet med de skrigende kvindelige fans i tankerne) var tænkt som A-side på et singleudspil, men den ikke levede åbenbart ikke helt op til duoens skrappe krav til sig selv. I mine forudindtagede ører siger det dog nok mest om den voldsomt kreative fase Beatles var inde i netop i 1963. Faktisk var Thank You Girl en af de sange, jeg holdt allermest af dengang, EP’en snurrede på min lille mintgrønne rejsegrammofon.

Sangen, der indledes af John Lennons skarpe mundharmonika, har samme friske attack som She Loves You og de andre samtidige indspilninger. Pauls og Johns vokalharmoni sidder lige i skabet uden at udfordre de kreative grænser, de allerede havde afstukket, og takket være remaster-arbejdet så kommer Harrisons diskrete og markante leadguitarspil til sin ret. I øvrigt tror jeg de nye udgaver af Beatles-pladerne vil være med til ikke blot at konsolidere Harrisons position som guitarist, men sågar styrke den yderligere…
Det kan godt være, at Thank You Girl som syng-med-hit er mere forglemmelig end From Me To You. Denne har til gengæld den der uafrystelighed, som kendetegner Beatles’ største hit. Den sætter sig fast på gentageknappen med det samme. Den indtog da også den engelske singlehitlistes førsteplads som gruppens første af slagsen. I øvrigt er det en af de sange, der med rette kan betegnes en Lennon/Mccartney-sang, fordi de skrev den tæt sammen. Paul Mccartney har også givet udtryk for, at netop skrivningen af den sang gav deres fælles sangskrivning et løft, der førte dem videre til de næste sejre i rækken.

PS. De pågældende singler og EP’skæringer findes på de to Past Masters, der er udgivet.

Kundskabens træ gik ud

på skolen hvor jeg gik

uden at lære andet

end at svabre gulvet efter gymnastik

& mit ambitionsniveau

var ikke påfaldende højt

da jeg kreerede en amagerhylde

til dem derhjemme i sløjd

.

Fra barnsben af

& tidligere endnu fik jeg fortalt

at det at ha’ noget

at falde tilbage på var lig med et & alt

jeg var hele den pukkelryggedes

bud på en karriere

men med ØK i udsigt lærte jeg

mig selv at ta’ ved lære

.

Jeg kom færdigekviperet

som semi-seriøs student

ad bagvejen til byen

uden midler fra mit rette element

men mine sorgløse studenterdage

endte som de sku’

med lidt vaklen i geledderne udenfor

på pladsen ved Vor Frue

.

Brændt blev både blazer

& hatten jeg havde fået

som bevis på hvortil

jeg ved egen kraft omsider var nået

ja klarsynet tog mig

for en gangs skyld med storm

& jeg ku’ se at individet var bedre

stillet uden uniform

Vi kommer ikke uden om det. Det er i dag beatpoeten fra Lyngby fylder 60 år. En skæringsdag, hvor andre trækker sig tilbage til efterlønslivet, men Carsten Valentin tværtimod – og måske meget sigende – er vent tilbage til det aktive musik for fulde gardiner. Han er her, der og allevegne. Og det er godt. For musikken og for os.
Og det er lige som dengang, Jørgensen kom ind i mit pauvre studenterliv tilbage i halvfjerdserne. Her spillede han og hans ganske lille band også festivalerne, gymnasiefester og koncertstederne tynde. Og jeg fulgte ham, hvad enten han lagde vejen forbi århus, Esbjerg eller et tredje sted indenfor min rækkevidde. Og hver gang en ny plade udkom tog jeg bussen ind til Brian Lauries lille pladebutik i Ny Munkegade (tak Anders for påmindelsen!) for at købe den. Og ofte hang den allerede i vinduet. Da Solgt Til Stangladkrids (1979) udkom fyldte den hele vinduet med sit grafisk, meget iøjnefaldende cover.
Som studerende ved nordisk sprog og litteratur måtte jeg jo interessere mig for Jørgensen, fordi han gav sig umage med at massere det danske sprog så meget, at det våndede sig poetisk. Og selv om det var i de samfundskritiske og -omstyrtende dage, så vil jeg gerne indrømme, at det var poesien, der trak i mig mere end aktuelle kommentarer til politiske tendenser i præ-DF-Danmark, forvirrede unge bombemænd og karrieredittoer osv. Jørgensen kunne sin Zimmerman uden at blive en epigon. Og så sugede han til sig af lyden fra det store udland. Især rockens hjemland, hvor tonerne fra vestkysten satte sig igennem det lille danske orkesters musik, medens Souxie and the Banshees fumlede med deres mudrede lyd på punkoverdrevet.

En musikalsk kamæleon var Jørgensen, og man skal være mere end godt inde i rocktraditionen for at følge sporene af påvirkninger gennem pladerne. At C. V. Jørgensen siden forlod rocken (i snæver forstand) og gik i et indre eksil, skal han ikke høre noget for, selv om det er tiden før “Sjælland”, der står mit hjerte nærmest. Det er enhver poets, enhver musikers, ja ethvert menneskes gode ret at stå af rotteræset for en tid for at finde en mening med galskaben, den røde tråd eller, hvad man nu skal kalde det. åndsfællen Cohen gik i kloster, Dylans havde sit “motorcykeluheld”.
Men nu er C. V. Jørgensen altså tilbage, og vi kan håbe på, at det aktive turneliv kaster ny musik af sig med tekster, der vil ramme os som små postkort fra en tænksom og følsom poetisk ven. Til lykke med dagen.
PS. Teksten ovenfor er en af mine yndlings-C.V.-tekster. Af en eller anden grund er jeg tilbøjelig til at mene, at den skal være på mit yndlings-C.V.-album, Vennerne og Vejen, men den stammer faktisk fra Ledigang à go-go. “Byen uden midler” er højskolesangen for min generation. For dem, der ikke lod studenterhuen stramme om issen og fravalgte det uniforme – og også senere sagde nej til det konforme…

Torben har også forfattet en hyldest. Ja, de andre musiknørder, Peter Olesen, Mod Strømmen osv. kipper selvfølgelig også med flaget og letter på hatten.

Man behøver kun en eneste god sang, et eneste beskidt hit, for at sikre sig en plads i populærmusikkens store gemmebog. Og for den snart halvfjerdsårige soulsanger (m.m) Percy Sledge blev det tilfældet med “When a Man loves a Woman”. Sangen, som Sledge selv skrev (med forærede bort til Calvin Lewis og Andrew Wright), udkom i 1966 og erobrede Billboards Hot 100-liste og R&B-listen. Og siden er den – med succes – blevet kopieret af en lang række kunstnere, fra Barbara Mandrell over Spencer Davis Group til Michael Bolton. Sangen var også et tilbagevendende ønske dengang Jørgen (de) Mylius huserede på DRs Program 3. Og jeg har hørt den et hav af gange netop på den kanal. Den er da også indbegrebet af passioneret tressersoul – soul med sjæl – på linje med det bedste fra Aretha Franklin, Otis Redding og andre stjerner.
I 1987 fik sangen i øvrigt en renæssance (og det samme gjorde Sledges karriere), da et cowboybuksefirma lagde den ind i en reklame.
Men Percy har ikke ligget helt stille siden dengang. Uden at nå de højder, som When a Man loves a Woman lagde sig på, har Sledge lavet deep soul-musik af høj karat gennem årene. Ikke meget, men lidt og godt. Senest er udsendt pladen “My Old Friend The Blues”, som er kommet i stand takket være svenske Mickael Rikfors, der er en stor fan, og som også skrev titelsangen til Sledges forrige album, det oversete, meget fine “Blue Night” fra 1994. My Old Friend The Blues er dog ikke en splinterny plade. Der er tale om en genudgivelse af 2004-udgivelsen “Shining through the rain” med ny titel og nyt cover. Ja, pladebranchens veje er uransagelige…

På pladen får Sledge hjælp af førsteklasses musikere fra studier i Los Angeles, Muscle Shoals og Memphis. Og Jakob Dylan og den gamle forsanger i Manfred Man, Paul Jones, giver også en hånd og en stemme med. Det er ikke musik, der vælter verden. Men mere end kompetent soul med en stemme, der stadigvæk besidder den lidenskabelige glød, der gjorde When A Man Loves A Woman til obligatorisk underlægning til de sidste forførelsesanstrengelser på dansegulvet ved min grønne ungdoms fester.

Den har længe stået på min ønskeseddel over dvd-boks-samlinger. Og så satte de den på tilbud, som jeg ikke kunne modstå. Så nu står den på reolen…

Det var det nærmeste, jeg kom en oplevelse af Beatles i levende live. Fire gutter fra nabolaget havde lavet deres eget Beatles-kopiband. Naboens søn, Leif, gik i klasse med forsangeren i gruppen, og derfor blev jeg inviteret med til gruppens første offentlige optræden. Den fandt sted i en kælder i nærheden af Rundkørslen i Esbjerg (dengang var der kun én rundkørsel i byen mod vest…). Med lidt fantasi kunne lokalet godt ligne en esbjergensisk udgave af The Cavern. Og drengene gjorde, hvad de kunne for at ligne forbillederne. I hvert fald forsangeren, hvis far havde kontakter i England og gjorde de muligt for knægten at have en rigtig læderjakke à la Lennon, Beatlesstøvletter og rullekravesweater (sort selvfølgelig…). Håret var vokset ned over både øjne og ører. Ja, kneb man selv øjnene lidt sammen, kunne de godt ligne forbillederne – lidt. Og musikken. De tre-fire numre, “koncerten” omfattede og som blev afleveret på akustiske guitarer og plastikdunke, var først og fremmest Beatles’ covernumre fra Beatles for Sale. Kansas City og Rock’n Roll Music. Plus et par af Mccartney/Lennons egne. I’m a Loser og Eight Days A Week.
Jeg tænker altid tilbage på den koncert, når jeg hører sangene fra Beatles For Sale. Det var ikke den rene vare, men det smagte dog lidt af fugl. Og Beatlemania var intakt.
Beatles for sale fik jeg i øvrigt aldrig selv på album, men singleudspillene og et par EP’er gjorde det også. Penge var der jo ikke mange af derhjemme.
Albummet var Beatles’ fjerde. Det andet, der udsendtes i 1964. Og i litteraturen om pladen kan man læse, at de fire højproduktive musikere var blevet ramt af, hvad George Martin kaldte “krigstræthed”. Lennon og Mccartney sprøjtede sange ud af ærmet, og de fire gutter arbejdede 24 timer i døgnet for at nære den succes, der havde ramt dem et årstid før, hvor de både havde udsendt to album og lavet en film. Plus det løse. Ikke noget at sige til, hvis en udmattelse var at spore.
Og det er da også rigtigt, at de fire Beatles ser lidt mellemfornøjede ud på coverfotografierne (igen af Robert Freeman). Og det er også rigtigt, at de for en stund er vendt tilbage til det gamle koncept med en blanding af coversange og egne sange. Covernumrene havde de hentet fra deres gamle, gennemprøvede koncertrepertoire. Det var sikre sager som Chuck Berrys “Rock’n Roll Music”, Buddy Hollys “Words of Love”, Carl Perkins’ “Everybody’s trying to be my Baby” og “Honey don’t”, Johnsons “Mr. Moonlight”, “Kansas City” og “Hey Hey Hey” (Leiber/Stoller/Penniman). De resterende otte sange har Lennons og Mccartneys signaturer.
Men – at kalde pladen mislykket eller dårlig er at skyde helt over målet – og er måske mere udtryk for de opskruede anmelderforventninger, der var skabt i kølvandet på A Hard Day’s Night, end for anmeldernes evne til at lytte til pladen. Hvis Beatles var lidt trætte på det tidspunkt, så mærker man nu ikke meget til det på pladen, som i øvrigt blev indspillet i pauser mellem andre pligter. Gruppens hårdt indarbejdede professionalisme lader dem ikke i stikken i disse sange. Beatles’ egne sange på pladen er af høj kvalitet. Flere af dem hører til blandt sangskriverduoens bedste. Den indledende No Reply er en næste arketypisk tidlig Beatles-kærlighedssang med John Lennon i topform som forsanger. I’m a loser – igen med Lennon i forgrunden – er en original, semi-selvbiografisk sang, der peger helt frem mod Lennons egne dybt personlige soloalbum i tiden efter Beatles. En klassisk uptempo-sang med et anstrøg af countrytone over sig. Balladen Baby’s in Black demonstrerer, hvor godt Paul og John faldt i hak, når de sang for begge to. I’ll Follow The Sun er en af disse hersens ballader, som kun Paul Mccartney kan skrive. Måske ikke helt på niveau med Yesterday, men meget tæt på. Eight Days A Week er et selvskrevent hit, som har sin naturlige plads på Mccartneys koncertplayliste den dag i dag. Og sådan kan man blive ved. Selv de mindre kendte sange – “I don’t want to spoil the Party” og “What you’re doing” – er langt fra venstrehåndsarbejder, men frugter fra den imposante kreativitet, Lennon og Mccartney udfoldede de unge år. Og igen gør fremførelsen indtryk. Der synges igennem med sjælen oppe i halsen. Korarbejdet kører som smurt. Og samspillets energi taber ikke pusten undervejs. I det hele taget fortjener Beatles For Sale en revurdering i forhold til fx Mark Hertsgaards nedadvendte tommelfinger. Der er også fremskridt at notere på pladen, selv om den er en tilbagevenden til et gammel koncept. Nogle af sangene er tematisk mere modne, og gruppen leger også med overdubbing i optagelserne.

Til albummets kvaliteter hører også, at både George Harrison og Ringo får mulighed for at komme til fadet som forsangere. Ringo, der ikke har nogen stor stemme, får meget ud af sin charmerende og indforståede udgave af Carl Perkins “Honey don’t“, der på sin egen hyggeligt-swingende facon gør Perkins stor ære. Og Georges udgave af Perkins “Everybody’s trying to be my Baby” er en kongenial fortolkning, der både viser Harrisons styrke som sanger og gruppens respekt for den musik, de voksede ud af.

Medens jeg læser den (vist nok) opmuntrende nyhed om, at musikbranchen er i bedring dukker et gammelt hit op i mit indre: “Let’s go” med Sir Henry and his Butlers. Pigtrådsgruppen var blevet dannet i 1964 og debuterede på plade med singlen Hi Heel Sneakers/Sick and Tired (Sonet) samme år. Men det var med singleplade nr. 2, det for alvor begyndte at sne for gruppen. Let’s go udkom også i 1964 (m. Johnny B. Goode som B-side) og solgte hele 50.000 eksemplarer i Skandinavien, hvilket udløste en sølvplade. Pladens succes hænger helt sikkert sammen med den enkle, håndklappede rytme, der dominerer Let’s go. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi baggårdsknægte og -tøser tog klapperiet og råberiet til os. Og siden blev klapperiet citeret ved fodboldkampe og andre offentlige sportsarrangementer. Nummeret, der i øvrigt var et regulært stykke pigtrådsmusik med kraftige “lån” fra The Olympics, gamle halvtredserhit Hully Gully og med skrigende pigebørn som liveindslag, blev også en succes – tror jeg – fordi det inkarnerede pigtrådsmusikkens “budskab”: ud på dansegulvet og gang i den! Man forstår godt, at gruppen blev en slags “husorkester” på in-stedet Place Pigalle dengang.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at gruppen havde tæft for, hvilken musik, de unge gad at lytte til. Sir Henry and his Butlers lagde ud med at være kopiband for udenlanske kunstnere, sådan som tilfældet var for langt de fleste pigtrådsgrupper, men drejede så i retning af poprock med egne sange. Det blev også til en del mindre hits – bl.a. husker jeg Beautiful Brown Eyes (1966), som var et tilbagevendende ønske i Jørgen Mylius’ programmer. Og højdepunktet kom i 1967, hvor de hittede internationalt med instrumentalnummeret “Camp“, hvis klare popkvaliteter stadigvæk er overbevisende. Sir Henry and his Butlers’ tressermusik er tilgængelig på cd i serien Dansk Pigtråd (vol. 1-12).

Der findes ikke mange videoer med Sir Henry and his Butlers, men hos det tidligere medlem Torben Sardorf har jeg dog fundet dette (NB! Læg mærke til de unge på dansegulvet – frigørelsen af kroppen var kun lige begyndt…):

Vi skriver 1964. Beatlemania raser. Og jeg får min første langspiller med The Beatles. A Hard Day’s Night. I mono-udgaven. Familieøkonomien gjorde det åbenbart muligt. Og heldigvis, for der står Lennon og Mccartney over hele pladen. Alle sangene har de to højproduktive sangskriveres signatur. For første gang. Men skinnet bedrager lidt, for Lennon har førertrøjen på med de fleste af pladens sange.

Det er måske også derfor – hvis vi skal lufte den gamle fordom om, at Lennon var rockeren og Mccartney popsnedkeren – at de smittende rockende numre er dem, der bærer pladen frem. Godt nok har drengene droppet covernumrene, men de har bestemt ikke glemt, hvem de stod på skuldrene af eller hvis sange, de gennemtærskede på scenerne i Hamborg og Liverpool.
For at gentage mig selv, så er det frydefuldt at lægge øre til de tidlige Beatles igen. Og det er slående, i hvor høj grad gruppen fungerer som en helhed, som gruppe. Det samme er energien – åh, denne energi – og fremdriften i disse sange. Man er fremme på beatet og leverer sangene med aplomb og elan. Der er ingen slinger i valsen. De rider på en bølge, Beatlemania. Medvind, ambitioner og kreativitet går hånd i hånd.
Pladen var en slags soundtrack til Richard Lesters film af samme navn. Men der er langt til nutidens soundtracks. I realiteten er det snarere filmen, der er et tilbehør til albummet. Kun halvdelen af sangene er med i filmen. Albummet er – uden tvivl – Beatles første helstøbte album som autonome sangskrivere. På den anden side så er det svært – i hvert fald for mig – ikke at tænke på filmens billeder af fire ungersvende, der løber rundt og leger på en græsplæne osv. For Lesters mock documentary er helt i Beatlemanias og tresserløssluppenhedens ånd. Lester, der var britisk films modernist dengang, satte billeder på nogle af de strømninger, som det i øvrigt var svært at sætte ord på. Og så faldt filmen på et tørst sted. I 1964 var der ikke mange levende billeder af idolerne. Vi var henvist til de kulørte og sort-hvide magasiner og blade. Jeg så filmen i min mytologiske biograf, Phønix Bio, og hvis jeg ikke havde været fan af gruppen før, så gjorde filmen forskellen.
A Hard Day’s Night er et af de Beatles-album, jeg holder allermest af – de senere albums kunstneriske landvindinger til trods. Når jeg hører titelnummerets uforglemmelige indledende guitarakkord, som George Harrison anslår på sin nyerhvervede 12-strengede guitar og lader ringe et par sekunder, inden Lennons kraftfulde, energiske stemme tager over, så rejser nakkehårene sig. Anslaget, der er blevet analyseret på kryds og tværs af Beatlesfilologerne, er svanger med al den kreativitet, som gruppen slipper løs på denne og de kommende plader. Det er den rene vare.
Ringo, som ikke synger for på nogle af numrene, har æren for albummets titel. Anekdoterne (leveret af Lennon i det berømte Playboyinterview) fortæller, at Lennon havde svært ved at komme i gang med titelsangen, men så kom Ringo med en af sine “Ringoismer”. Gutterne havde arbejdet røven ud af bukserne, og med vanlig tilbagelænet sarkasme konstaterede Ringo, at det havde været “en hård dags nat”. Og dagen efter var sangen skrevet. Tak Ringo.

Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt på en anden måde: Den skal skille skæg fra snot, dårlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstå i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sådan har jeg det med meget af min skoletid. Når jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, så behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i Grådybbadets iskolde morgenvand osv.

Sådan er det også med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blå latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det så den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formåede at gøre faget levende og beåndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt på Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt på, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød på de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører også, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestående mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets årsrevy. En optræden, som både Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at få den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne så man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gået i glemmebogen i dag og kan vist ikke fås hverken på vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i årene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Min gode veninde Gertrud har sendt mig et klip fra en artikel i Weekendavisen. Her fortæller Keld Heick om dengang, han og The Donkeys skiftede spor fra pigtrådsgruppe til dansktopditto. Og det afgørende vendepunkt kom, da Keld og æslerne opholdt sig i min hjemby. Af alle steder. Citat:

“Succesen kom som en overraskelse. Efter at The Donkeys vandt DM i pigtråd i 1965, turnerede de landet rundt, fik pladekontrakt og kunne i begyndelsen hive en hyre på omkring 800 (cirka 7.000 nutidskroner) kroner hjem per job. Det blev dog ret hurtigt rutine og glorien falmede hastigt. Derfor besluttede orkestret at stoppe, mens legen var god, men de lovede dog deres producer at indspille en dansk sang som afsked. Det vendte bøtten.Vores sidste engagement var 14 dage på Africano på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg. Der skulle vi sige farvel, koner og kærester var med. Så en dag var vi nede på Mælkepoppen, Esbjergs samlingspunkt. Der kørte Ved landsbyens gadekær på jukeboksen i en uendelighed, folk blev ved med at stoppe mønter i for at høre den. Så begyndte jeg at ane, at der var gang i et eller andet. Da jeg ringede hjem til pladeselskabet, fik jeg at vide, at de skovlede eksemplarer ud til forretningerne. Jeg var fuldstændig målløs. Og da vi spillede om aftenen, kom der hele tiden nogen op og ønskede Ved landsbyens gadekær. Jeg tror, vi spillede den ti gange den aften, og sådan fortsatte det resten af vores to uger på Africano. Ugen efter lå vi nummer et og blev på førstepladsen i 13 uger. Dermed blev planerne om en tidlig pension lagt på hylden.”

Sjovt at tænke på! Men som allerede omtalt, så er Keld Heick langt fra gået på pension endnu, men er vendt tilbage til sine rødder i tiden før Ved Landsbyens Gadekær. På albummet Time Machine tager han en tidsrejse tilbage til halvtredsernes og de tidlige tresseres rockogrul og pop. Pladen er produceret af Johnny Stage og han og Heick har med held bestræbt sig på at genskabe lyden fra dengang. Der er tale om et stykke kærlig nostalgi, hvis fremmeste formål er at trække nogle gode sange frem af støvet og vise, at Keld Heick formåer at puste liv i dem igen.Selv om Heick slipper godt fra de mest rockende af numrene (fx Nervous Breakdown, der gør Eddie Cochran stor ære) så er der ingen tvivl om, at han hører mere til poppen end rocken. Der er mere Cliff og Pat Boone end Elvis, mere Merseybeat end Beatles osv. i Keld. Og på den led er pladen en bekræftelse af det valg, Keld foretog i citatet ovenfor.Det er ikke på nogen måde en plade, der prætenderer at nyfortolke de gamle sange. Og det er sådan set dens styrke. For unge lyttere, der ikke har fulgt med siden halvtredserne, er der mulighed for at lægge øre til nogle iørefaldende popsange fra dengang mor var knægt. Og for os andre er det ren A-Ha-oplevelse. Det kunne dog være sjovt, hvis Keld Heick – som Peter Belli – dristede sig til at udsende en plade med nytænkende fortolkninger af gamle sange.Heicks rejse tilbage i tiden lykkes godt. Fordi han har hjertet med, og fordi produktionen nænsomt aer den nostalgiske lytter med hårene. Glem alt om blaserte dagbladsanmeldere, der kun kræver nyt, og læg øre til Kelds plade. Det er som at åbne for Efter Skoletid igen…

She Loves You! Yeah! yeah! yeah! yeah!

En lille afstikker fra Beatles’ longplayingplader. Vi er stadigvæk i 1963, og drengene udsender singlen She Loves You (med B-siden I’ll Get You). Parlophone R5055. Og det er den sang med det Beatlemaniske omkvæd, hook – “She Love You! Yeah! Yeah! Yeah!” – der for alvor sætter brand til den lille capacs Beatlesmani. Og mange andres for den sags skyld.
En lille genistreg fra det højproduktive sangskriverpar. I følge Beatlesarkæologerne blev Mccartney inspireret af et samtidigt hit – Bobby Rydells “Forget Him” – til at skrive (endnu) en kærlighedssang, et slags modsvar på den traditionelle dreng-og-pige-hjerteknuser-sang. Men denne gang i tredjeperson. En anden idé var, at forsangeren skulle synge She Loves You! og backingkoret svare: Yeah! Yeah! Yeah!. Og sådan blev det. Og sådan kom en sang til verden, som i den grad blev indbegrebet af den begejstring og henrykkelse, som fik navnet Beatlemania. Var man ikke allerede revet med og væk af Beatlesbølgen, så skulle denne lille sang nok sørge for, at det skete.

Hvor smittende den lille sang egentlig var, illustreres måske af en lille erindring fra dengang. Jeg havde fået singlen og spillede den i tide og utide på den lille grønne rejsegrammofon. Det var min plade, og jeg elskede den. Men en nat, hvor jeg lå og sov, medens mine forældre havde gæster til festlig sammenkomst med mad og drikke, så jeg ud af øjenkrogen min egen mor (!) hente pladen ved min seng og tage den med ind til grammofonen. Måske havde de våde varer løsnet lidt op for de strenge bånd, der ellers lå over halvtredserne og de tidlige tressere og sat noget i gang? I hvert fald sket det ikke igen.

I dag kan det forekomme ligegyldigt at synge “yeah! yeah! yeah!”, men det var det ikke i starten af tresserne. På den måde at bringe ungdommeligt talesprog ind i en sangtekst var nærmest samfundsundergravende virksomhed. I Mark Hertsgarts bog om The Beatles fortæller forfatteren om den ansete lydtekniker i Abbey Road-studierne Norman Schmiths reaktion på sangteksten. Han får øje på tekstarket, der står på et nodestativ, og tænker straks: åh, nej. Den sang vil han aldrig kunne holde af. Men da så de fire musikere sætter sang og lyd på, så er hans solgt til stanglakrids.

Som popsang er “She Loves You” mageløs. Hooket, der indleder sangen, sidder lige i øret og korttidshukommelsen med det samme. Mine forældres naboer, Verner og Irma, havde en lille datter, Judith, der lige var begyndt at tale for alvor – og da hun første gang hørte sangen komme fra min grammofon, så sagde hun: Yeah! Yeah! Yeah!…

Hvis Beatles stod for noget “politisk” den gang, så var det: kærlighedsbudskabet. Ikke den velkendte hjerte-smerte-pop, som ellers var en fast ingrediens i poppen. Men den positive version. Og She Loves You er det bedste eksempel på dette. Som andre popsange handler She Loves You om et kærestepar, der har en uoverensstemmelse, men allerede med de første akkorder ved man, at glæden, livsappetitten vil sejre. Hun elsker dig jo din dummernik. Ja, ja, ja, jaa…. Der er få sange, der i den grad indfanger den frembrusende optimisme, glæden og vitaliteten, der på mærkværdig vis blev sluppet løs i tresserne, hvor gråheden og konformismen i efterkrigstiden afløstes af  en saliggørende, ustoppelig frigørelse af krop, følelser, seksualitet og meget andet. Lytter man til sangen (og den kører på repeaten her…), så slår det en, at den i al dens korthed (2 minutter og 16 sekunder) virker som en evighed. Det er, fordi den bæres af den opløftede og opløftende begejstring, som hookets repræsenterer. Det er optur hele vejen! Hooket indleder sangen og gentages undervejs – og afslutter også sangen. Oooooooo! Det er Beatlemania i koncentreret form.

Sangen blev ganske fortjent Beatles’ bedst sælgende single i England. Og den betragtes generelt som en af de største Beatlessange overhovedet. Blandt andet har Rolling Stone indlemmet den blandt de 100 bedste pop- og rocksange gennem tiderne. Det var også en af de sange, Beatles fortyskede til det lukrative tyske marked under titlen “Sie Liebt Dich”. Og selv med Pauls og Johns alt andet end formfuldendte tysk, så holder sangen vand. Nævnes skal det også, at vennen Peter Sellers lavede i hvert fald fire parodier på samme sang. Men det er en anden historie.